Tour de France: Favoritten (*****)
25. juni 2021 17:56Foto: A.S.O. / Fabien Boukla
af Emil Axelgaard

Lige siden nyere Tour-histories mest mindeværdige enkeltstart har cykelverdenen med spænding set frem til et Tour de France, der byder på et sjældent åbent opgør mellem de to slovenske rivaler fra 2020, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og det gør årets udgave af verdens største cykelløb til et af de mest uforudsigelige længe. De udfordres endda af et skræmmende stærkt og revanchelystent Ineos-mandskab, et overbevisende og genrejst Movistar-hold og en hel serie stærke outsidere i et løb, der på ingen måde lægger op til at blive en af de tidligt afgjorte affærer, vi oftest har været vidner til gennem de seneste mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

 

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

 

Sådan er det bestemt ikke længere. I 2019 var mange i tvivl om, hvorvidt det var Geraint Thomas eller Egan Bernal, der stod med de bedste kort, og sidste år var cykelfans også delt i en Egan Bernal- og en Primoz Roglic-lejr. Alligevel synes 2021-udgaven at overgå dem begge, når det handler om at have et mudret favoritbillede, for sjældent har en grand tour haft to så jævnbyrdige favoritter, som det er tilfældet i år.

Vanvittig afslutning i Paris-Nice! Roglic stjæler sejren fra Mäder på de sidste meter

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

I 2019 pegede flertallet på Bernal, der også endte med at vinde løbet. I 2020 gjorde Roglic sig til en temmelig klar favorit i ugerne op til starten, selvom han senere endte med at blive slået af Tadej Pogacar. I år vil en afstemning mellem alverdens cykelfans dog nok ende meget tæt på 50-50, hvis man blev bedt om at pege på sin forhåndsfavorit til verdens største cykelløb. Så åbent tegner det interne slovenske opgør mellem Pogacar og Roglic sig nemlig denne gang.

 

Til gengæld er der også alenlangt ned til nr. 3, og det er svært helt at tro på, at andet end uheld kan forhindre endnu en slovensk sejr. Det betyder dog ikke, at en overraskelse er umulig, når Ineos kommer med et veritabelt superhold, der med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghehan Hart tæller ikke færre end tre nylige grand tour-vindere sekunderet af sidste års nr. 3, Richie Porte, der denne gang er fint tilfreds med at agere hjælper. Endnu mere interessant bliver det, når man ser, hvordan det ellers hensygnende Movistar-mandskab har genfundet rytmen og kommer med en skræmmende kvartet i form af Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler. Så har vi endda slet ikke nævnt Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Jack Haig, Wout Poels, David Gaudu, Michael Woods, Dan Martin, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Ben O’Connor og Lucas Hamilton, der alle kommer med legitime forventninger om at kunne begå sig i klassementet. Og glem endelig ikke, at der på det seneste er kommet ganske kraftige indikationer af, at Julian Alaphilippe har drømme om at gennemføre det mirakel, der for to år siden døde bare 48 timer inden afslutningen i Paris.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Annonce

 

Primoz Roglic (*****)

Lørdag d. 19. september vil for altid stå indskrevet i Tour-historien som en af løbets mest mindeværdige dage. Den dag blev vi nemlig vidner til en af nyere tids mest vanvittige etaper, da et på papiret helt afgjort løb pludselig blev vendt på hovedet på en facon, så der formentlig stadig ikke rigtigt er nogen, der for alvor har fattet, hvad i alverden der skete denne lørdag i Vogeserne. På papiret var det eneste spørgsmål for Primoz Roglic nemlig, om han også ville krone sin samlede triumf med endnu en etapesejr, eller om han måtte tage til takke med ”bare” at sikre sig sejren i verdens største cykelløb.

 


Får dansk hjælp i 2021 af Jonas Vingegaard

 

Som bekendt endte det med, at han fik helt andre bekymringer end spørgsmålet om etapesejren, der endte med at være helt ligegyldig. Tadej Pogacar ikke blot skabte en sensation, han nærmest flåede trøjen af stakkels Roglic, der trådte mere og mere firkantet, efterhånden som den skinbarlige sandhed stod mere og mere klart for de åbenlyst desperate øjne. Den champagne, der allerede lå på køl i Jumbo-bussen, blev erstattet af gravøl, alle planer om gullakerede cykler blev skrinlagt, og i stedet var det UAE-mekanikerne, der pludselig fik pokkers travlt med at sørge for, at deres slovenske kaptajns hvide cykel til Paris-etapen fik den farve, der egentlig var tiltænkt Roglic.

 

Dramaet blev endnu mere vanvittigt af, at det var en god ven, der knuste Roglics livsdrøm, og derfor er det billede, der står klarest i erindringen for mange sikkert også, at hvordan den svedige Roglic, hvis blik stadig var lige så desperat, som det havde været på klatreturen op til La Planches-des-Belles-Filles, afbrød Pogacars vinderinterviews for med et knus at lykønske ham med sejren. Det var en stor gestus, der må have gjort så ondt, at der næppe var én cykelfan, der ikke kunne mærke hans smerte, og som ikke beundrede den generøsitet, Roglic udviste i det øjeblik, hvor livsdrømmen var blevet revet fra ham under de allermest uventede omstændigheder. For det var jo Roglic, der kunne køre enkeltstart - ikke Pogacar!

 

Lige så imponerende Roglic var i nederlagets stund, lige så imponerende var hans genrejsning. De fleste andre ryttere havde formentlig brændt deres cykel og var rejst på ferie i Langbortistan efter så gigantisk en skuffelse, men ikke Roglic. Otte dage efter dramaet i Vogeserne var han tæt på at blive verdensmester, 15 dage senere havde han vundet karrierens første monument i Liege - ”så vandt jeg da i det mindste et cykelløb”, som han efterfølgende fortalte sine holdkammerater - og halvanden måned efter nederlaget havde han forsvaret sin Vuelta-sejr efter undervejs at have vundet fire etaper og sikret sig ikke færre end tre 2. pladser som afrunding på en vanvidskalender, der burde have været helt umulig at gennemføre i den sammenpressede coronasæson.

Annonce

 

Alligevel virkede det hele lidt ligegyldigt. En monument- og Vuelta-sejr er hver især noget, kun de allerfærreste oplever, men for den udenforstående virkede det til, at de ikke rigtigt kunne læge såret. For Roglic - og ikke mindst hans Jumbo-hold, der har set Tour-sejren som det ultimative mål og den endegyldige genrejsning af det tidligere Rabobank-hold - er der kun én ting, der tæller: den gule trøje i Paris!

 

Selvom han insisterer på det modsatte, er det også svært at se det som andet end en revanche, når Roglic godt ni måneder efter katastrofen skal forsøge at rejse sig der, hvor det gjorde allermest ondt. Ruten er ganske vist en anden, men rivalen er præcis den samme. Faktisk er det sjældent, at vi er gået ind til en Tour med to favoritter, der tårner sig så meget op over alle andre, at man skal være ualmindeligt kreativ for at forestille, at det er andet end uheld, der skal forhindre historiens anden slovenske Tour-sejr. Sidste år var vi kun en uge inde i løbet, inden det lignede en soleklar slovensk duel om sejren, og det billede tegner sig endnu tydeligere allerede inden starten på årets løb. Det er meget svært at se det som andet end et stort revancheopgør.

 

Til gengæld er det også sjældent, at det har været så pivåbent, hvem der vil ende med at vinde løbet. Det er ikke svært at lave en alenlang liste over argumenter for, at det vil lykkes Roglic at indfri sin livsdrøm med et års forsinkelse. Problemet er bare, at det er lige så let at lave en lige så lang liste over begrundelser for, at Pogacar måske endegyldigt vil vise, at 31-årige Roglic nåede at blive overhalet indenom af sin landsmand, allerede inden han fik den Tour-sejr, han formentlig havde kunnet sikre sig allerede i 2019, hvis ikke han havde droppet løbet. Den ene dag synes Roglics kurv at veje lidt tungere end Pogacars, men allerede dagen efter kan det pludselig være argumenterne for Pogacar-sejr, der bærer mest vægt.

 

Forud for sæsonen var jeg ellers ikke så meget i tvivl om, at pilene pegede på Roglic. Christian Prudhomme havde nemlig givet det slovenske monster en trøstepræmie i november, hvor han præsenterede den mest tempotunge rute siden 2012. To relativt lange og flade enkeltstarter var på papiret en gave til Jumbo-stjernen, for selvom Pogacar havde choksejret på den meget specielle tidskørsel i 2020, taler historien sit tydelige sprog. Hvor Pogacar mest af alt er klatrer og derfor slet ikke kunne køre enkeltstart i starten af sin karriere, har Roglic siden den chokerende 2. plads på den indledende Giro-enkeltstart i 2016, været et sandt uhyre - eller monster - i den individuelle disciplin, hvor han har taget ikke færre end 13 sejre igennem karrieren, herunder 10 på WorldTouren, og tillige vundet VM-sølv.


DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!
 

Det billede blev bare mere mudret igennem årets første måneder. Roglic har i de senere år været helt umulig at slå på WorldTourens enkeltstarter, hvis blot de har haft en vis længde, men pludselig blev han kun nr. 3 på enkeltstarten i Paris-Nice. Forud for det var gået et 2020, hvor han var blevet mørbanket af Pogacar i Touren og kun med det alleryderste af neglene havde slået upåagtede Will Barta i Vueltaen, og dermed tegnede der sig pludselig et billede af, at Roglic måske ikke længere var den tempomaskinen, der i 2017, 2018 og 2019 vandt enkeltstarter med samme hast, som Filippo Ganna gjorde det sidste efterår.

 

Samtidig gik det den anden vej for Pogacar. På to korte, flade enkeltstarter, der i deres design ikke kunne passe ham meget ringere, slog monsterlærlingen pludselig en stribe etablerede specialister med så stor autoritet, at det pludselig så ud til, at balancen måske endda kunne være ved at tippe helt rundt og give det yngste af de to slovenske uhyrer en overhånd på Tourens to enkeltstarter. Når man samtidig husker på, at de to slovenere i Tourens bjerge i 2020 næsten kørte helt lige op - eneste forskelle blev gjort, da Roglic stadig regnede den i sidevinden distancerede Pogacar som outsider og lod ham køre væk på 8. etape, og da Roglic satte sin landsmand med 15 sekunder på kongeetapen til Col de la Loze - og Touren i år har så tungt et pensum af enkeltstarter, kan det meget vel være tempoevnerne, der bestemmer, hvem der vinder årets løb. Pludselig så det ud til, at vægtskålen stille og roligt tippede i Pogacars retning.

Annonce

 

Alligevel er det enkeltstarterne, der gav Roglic en lille overvægt, da jeg hev den fine vægt og vaterpasset frem for at se, om jeg dog ikke kunne finde bare én lille forskel på argumenternes to vægtskåle. På det seneste har billedet nemlig igen ændret sig så meget, at man stadig må tro, at Roglic vil kunne bruge de to flade tidskørsler til at vinde de sekunder, der skal sikre ham den samlede sejr.

 


Podiet sidste år

 

Den første forandring kom allerede i Baskerlandet i april, hvor Roglic og Pogacar for hidtil eneste gang i år konfronteredes på en enkeltstart. Ganske vist var der tale om en meget speciel rute med en knaldhård stigning efterfulgt af et langt powerstykke, men her satte Roglic hierarkiet ganske klart på plads. Mens Pogacar blæste op ad stigningen i en tid, der var 2 sekunder bedre end sin landsmands, blev Tour-kongen sat eftertrykkeligt til vægs på powerdelen, hvor Roglic slog ham med 30 sekunder over kun godt 10 km, og han gled helt ned på etapens 5. plads.

 

Næste slag i Pogacars ansigt kom i sidste uge. Her skulle han forsvare sin titel ved de slovenske mesterskaber på en rute, der modsat sidste års ikke havde form af en bjergenkeltstart, men i stedet bød på fladt terræn i stil med det, han vil møde i Touren. Resultatet var temmelig bekymrende, for ikke blot blev han af specialisten Jan Tratnik, han blev også sat til vægs med hele 25 sekunder af holdkammeraten Jan Polanc, der er kendt for mange ting, men ikke sine tempoevner.

 

De to lussinger er så gedigne, at der ikke kan være helt ro på i den arabiske lejr, når de senere på ugen rejser til Nordfrankrig og gør sig klar til allerede på næste onsdag at kaste sig ud i den første af de to tidskørsler. Naturligvis skal vi ikke regne med, at Roglic igen slår Pogacar med 30 sekunder for hver 10 km enkeltstart - del vil give en tidsgevinst på samlet set næsten 3 minutter - men når regnebrættet skal gøres op, er det stadig Roglic, der sidder med overhånden på de to etaper, som måske vil skabe de største og eneste alvorlige forskelle mellem løbets to favoritter.

Annonce

 

Men er der ikke noget med, at Roglic har haft det svært med enkeltstarter? Jo, og det er også et bekymringspunkt. Det står nu lysende klart for enhver, at Roglic absolut ingen problemer har med sin holdbarhed efter et 2020, hvor han kørte fra Pogacar på Col de la Loze dybt inde i løbets tredje uge og gennemførte et sæsonprogram, der kunne køre selv den mest restitutionsstærke rytter ned til sokkeholderne, men han synes at have en mental blokering, når meget står på spil. Derfor smed han en sandsynlig podieplads væk, da det gjaldt i 2018, og det vidste Pogacar, der om nogen kender sin gode ven og landsmand. Derfor var det ifølge ham selv en helt bevidst strategi at starte sidste års 20. etape som lyn og torden, fordi han vidste, at nedslående beskeder kunne gøre den ellers så sejrssikre Roglic nervøs. Den plan lykkedes til UG med kryds og slange, og efterhånden som de triste meldinger om mellemtider indløb, blev Roglics blik mere og mere panisk og desperat, indtil han nærmest trådte firkantet på sidste stigning.

 

Den bekymring gør sig særligt gældende på løbets 20. etape, hvor Roglic næppe vil føle, at presset er mindre, end det var for et år siden. Samtidig er det velkendt, at mens Roglics niveau oftest er stabilt gennem en grand tour, bliver Pogacar kun bedre og bedre, og UAE-stjernen vil derfor formentlig gøre det betydeligt bedre i Saint-Émilion end i Laval. Til gengæld synes magtbalancen lige nu at være så klar, at Roglic bør vinde nogen tid d. 30. juni, særligt fordi han modsat sidste år, hvor styrtet i Dauphiné forhindrede ham i at træne på sin enkeltstartscykel op til løbet, frem mod årets tempotunge løb igen har dedikeret sig fuldt til den disciplin, han tidligere mestrede som få.

 

Men hvis Roglic vitterligt har overhånden på enkeltstarterne, kan han så ikke tabe løbet i bjergene? Jo, det kan han, og det er faktisk min største bekymring - en bekymring, der faktisk gjorde Pogacar til min favorit indtil hans fiaskoenkeltstart i sidste uge. Roglic, der i 2019 og 2020 var så skræmmende stærk, at han reelt var umulig at sætte på en stigning, når han var frisk og ikke udkørt, har nemlig i år virket så sårbar, at jeg er meget i tvivl om, hvorvidt den snarlige 32-års fødselsdag begynder at kunne mærkes i den ellers hidtil så fejlfri slovenske krop.

 

Roglic har nemlig ikke været så autoritær som hidtil. I et svagt besat Paris-Nice vandt han ganske vist tre etaper, men han led den for ham uhørte skæbne at blive kørt ind igen af den ikke specielt klatrestærke Maximilian Schachmann efter sit første angreb på kongeetapen, hvor han først kunne gøre forskellen på sidste kilometer. I Fleche Wallonne led han den tort at blive overspurtet af Julian Alaphilippe, der ellers aldrig fandt sin allerbedste form i foråret, i en position, hvor han normalt har været umulig at slå. Helt galt gik det i Liege, hvor vi for første gang siden 2018 oplevede en frisk og rask Roglic være i noget, der lignede en decideret krise. Selv da han vandt i Baskerlandet med et kup på en nedkørsel på kongeetapen, virkede Pogacars jagt faktisk mere overbevisende end Roglics arbejde i front, hvor han til slut blev reddet af David Gaudu, selvom Pogacar forinden var blevet offer for UAEs yderst besynderlige beslutning om at tro mere på den førende Brandon McNulty end på den regerende Tour-vinder.

 

Med andre ord er det stadig åbent, om Roglic anno 2021 stadig er lige så god som Roglic anno 2020. Det svar kender vi først, når vi rammer Alperne, men til gengæld ved vi, at 2020-udgaven var uhyggelig. Som sagt lykkedes det sidste år kun én gang at gøre forskelle mellem de to slovenere, og da det endelig skete, var det Roglic, der havde overhånden. Det skete endda på løbets klart sværeste stigning, der med sin længde, stejlhed og højde ellers på papiret kunne ligge bedre til Pogacar end Roglic, der har virket mere overbevisende i mere eksplosivt terræn. Hvis det hierarki holder, er det Roglic og ikke Pogacar, der vil have overhånden på de to nøgleetaper i Pyrenæerne i den tredje uge.

Annonce

 

Roglic har også en anden fordel, der kan hjælpe ham, hvis han skulle være svagere i bjergene end tidligere: hans hold. Ganske vist er der store tvivlsspørgsmål ved en trup, hvor Steven Kruijswijk synes langt fra fordums styrke, og Dauphiné igen understregede, at Sepp Kuss og Jonas Vingegaard er alt for svingende til at give nogen form for tryghed, men ser man på klatrernes - ikke mindst Kuss’ - topniveau, står Roglic noget stærkere end Pogacar, hvis hjælpere har været alt andet end overbevisende i år. Lægger man dertil, at Wout van Aert i Tirreno i år klatrede bedre end flere klassementsryttere, er det stadig Jumbo-mandskabet, der har overhånden i den duel. Og denne gang har de lovet, at de ikke vil agere nyttige idioter for Pogacar i den sikre forvisning om, at Roglic nok skal gøre det færdigt selv. De har i hvert fald aflyst samme kontrollerende kørsel, som vi så for et år siden, og vil lægge mere ansvar over på rivalerne.

 

Holdet kan også blive afgørende i den sidevind, der sagtens kan spille en rolle i årets løb, hvor man både skal gennem Bretagne, det flade Nordfrankrig og mistralterrænet, der to år i træk har skabt drama. Ganske vist viste Pogacar i UAE Tour, at han ikke nødvendigvis bliver fanget som i 2020, men Roglic, der selv er en haj i den slags terræn, omgives altså af to deciderede specialister i form af Van Aert og Mike Teunissen. Bliver der en sidevindsvinder i år, taler alt for, at det igen bliver Roglic.

 


Endelig er der bonussekunderne. Både Roglic og Pogacar har vist, at deres hurtighed gør dem i stand til at jagte tidsgevinster, når muligheden byder sig. Roglic har taget overlegne puncheursejre i både Vueltaen og Paris-Nice inden for det sidste år og er endt som nr. 2 bag Magnus Cort i en reduceret massespurt i Vueltaen, og Pogacar har vundet Liege ved at overspurte Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde. Deres hierarki er så lige, at det er svært at sige, hvem der har en overhånd på det område, men hans suveræne sejre i Spanien og Frankrig samt spurtsejren på 4. etape sidste år indikerer nok, at Roglic som puncheur stadig har en lille overhånd i det indbyrdes opgør, mens det synes mere jævnbyrdigt på flad vej. Særligt de to første etaper kan være en chance for Roglic for måske at erobre nogle sekunder, selvom han lider voldsomt under, at feltet som bekendt tæller i hvert fald tre tenorer, der er om muligt endnu stærkere i den slags afslutninger end ham.

 

Selv uden de bonussekunder viste finvægten, at Roglics vægtskål alligevel var et nanogram tungere end Pogacars. To enkeltstarter var nok til at tegne et billede af, at Roglic stadig står stærkest på løbets to helt afgørende enkeltstarter, og kan han holde nerverne i ro på 20. etape og måske endda udnytte sit stærke hold til at vinde tid i den frygtede sidevind, skal Pogacar stå tidligt op for at indhente det tabte i bjergene. Den overraskende sårbare kørsel i foråret skaber mere usikkerhed, end der egentlig burde være, men hvis Roglic atter er det uhyre, han plejer at være, når han kommer flyvende ned fra højderne og uden forudgående konkurrence knuser al modstand, fortæller 2020 os, at han hidtil har haft en lille overhånd også i bjergene.

 

Pludselig peger alle pile svagt i samme retning, nemlig mod Holland og Jumbo og ikke mod Emiraterne og UAE, og vægtskålen bliver langsomt tungere og tungere i Roglics side. Skulle det billede holde hele vejen til Paris, vil selv Pogacar måske også føle, at det ikke er helt uretfærdigt, at det denne gang så vil være ham, der skal uddele lykønskningsknus, hvis Roglics livsdrøm endelig indfris - bare med et års forsinkelse.

Annonce

 

DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!

INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Officielt: Sagan og Ackermann forlader Bora

Landevej

Ineos-belgier kæmper med sygdom

Landevej

Uno-X sender flere danskere til fransk etapeløb

Landevej

Coronaramt Kamp kæmper med formen

Landevej

Vingegaard forlænger sin kontrakt

Landevej

Eksklusivt: Se OL på Discovery+ uden afbrydelser

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Tour de l’Ain

Landevej

Annonce

ANNONCE