SÆT DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD HER

Man forstår, hvis løbsarrangør Christian Prudhomme af og til har kigget lidt misundeligt på sine italienske og spanske kolleger, Mauro Vegni og Javier Guillen. Mens de i kraft af den varierede italienske og spanske geografi har kunnet designet Giro- og Vuelta-ruter med en spændende variation af forskellige etapetyper, har det været helt anderledes for verdens største cykelløb. I Frankrig er stigningerne nemlig koncentreret i nogle få områder, mens det mest af Nordfrankrig ikke byer på mange klatremæssige udfordringer for en lille bjergrytter. Og da løbet jo netop kaldes ”Frankrig Rundt”, har Prudhomme og hans forgængere ofte været tvunget til at tilbringe den første uges tid i en del af landet, hvor det har været svært at undgå den monotoni, som relativt mange sprinteretaper uundgåeligt skaber.

Egentlig er der intet til hinder for, at man bytter rundt på rækkefølgen med en start i det bjergrige syd og en afslutning i det flade nord. Den løsning har imidlertid aldrig været relevant, for ingen ønsker sig et løb, der reelt er afgjort efter 14 dage. Derfor har løbets anatomi altid bestået af et sprinterparadis i den indledende og ofte meget nervøse fase, inden de afgørende etaper i bjergene mod syd, først og fremmest samlet i to blokke af etaper i hhv. Alperne og Pyrenæerne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I 2020 bliver alt imidlertid vendt på hovedet. Efter at det første gang skete i 1977, vil verdens største cykelløb for blot 7. gang i historien starte i syden - de tidligere sydlige grand departs var Fleurance i 1977 og 1979, Nice i 1981, San Sebastian i 1992, Monaco i 2009 og Porto-Vecchio i 2013 - og modsat de seneste eksempler for hhv. 11 og 7 år siden har man denne gang besluttet sig for at udnytte den mulighed til at bryde rutinen. Mens man i forbindelse med starterne i Monaco og på Korsika, i vidt omfang undgik den mest kuperede del af syden for siden at finde tilbage til det klassiske format med to store bjergblokke, bliver det helt anderledes i et 2020, hvor løbets bjergetaper er spredt med løs hånd ud over alle løbets tre uger - til stor frustration for sprinterne, der kan se det flade Nordfrankrig blive helt forbigået, så selv løbets få sprinteretaper næsten alle er så kuperede, at nogle af de store navne i stedet har rettet blikket mod andre grand tours.

Resultatet er blevet en uhyre bjergrig udgave af Touren, der i sjælden grad er rettet mod klatrerne. Allerede i 2019 understregede Prudhomme, at det er i den retning, han vil føre sit løb, da han designede et løb, der hurtigt fik tilnavnet ”Højdernes Tour de France” grundet dets mange passager i mere end 2000 m højde, og tilbage i 2017 markedsførte han løbet på det særlige forhold, at man denne gang skulle besøge alle landets fire større bjergkæder, Alperne, Pyrenæerne, Vogeserne og Jura-bjergene. Og netop sidstnævnte gentager sig i et 2020, hvor man i tillæg til det fire bjergområder giver ekstra vægt til det kuperede Massif Central, som vil spille en historisk vigtig rolle, udnytter de fra Paris-Nice så velkendte bakker omkring Nice og endda skal en tur forbi Alperne hele to gange undervejs, og derfor er det ikke uden grund, at klatrerne i et sjældent omfang har jublet over årets rute.

Det skyldes ikke mindst, at Prudhommes foragt for enkeltstarter nok engang skinner igennem. Siden hans magtovertagelse for snart 15 år siden, er antallet af enkeltstartskilometer styrtdykket. Hvor det hos hans forgænger, Jean-Marie Leblanc, var kutyme, at løbet havde to lange enkeltstarter på ca. 50 km - og gerne også et holdløb - har Prudhomme langsomt ændret formatet. I dag er det således reglen, at løbet typisk blot har én enkeltstart på ca. 30 km, og da der i år heller ikke er et holdløb, er årets løb sammen med 2014-udgaven (hvor enkeltstarten var meget længere) den eneste i nyere tid med blot én tidskørsel på programmet. Og ser man på det samlede antal tidskørselskilometer, er de 36,0 km i år det laveste antal i nyere tid (akkurat færre end de 36,5 km i 2017).

Det er imidlertid ikke kun distancen, der gør årets eneste enkeltstart til noget særligt. Den har nemlig også et for Touren meget særegent design, da den består af 30 km relativt fladt tempotons efterfulgt af den stejle, ca. 6 km lange stigning La Planche des Belles Filles, som siden debuten i 2012 i kraft af sin ny femte optræden i bare ni udgaver er blevet lidt af en nyklassiker. Den flade indledning betyder ganske vist, at der stadig er god plads til, at de mere alsidige ryttertyper kan give klatrerne et nyrestød, men den knaldhårde afslutning betyder stadig, at de temposvage folk umuligt kan bede om mere end det, de har fået foræret af Prudhomme.

Der er nemlig også masser af stigninger til at indhente den tid, som måtte blive tabt på de 30 flade kilometer på løbets næstsidste dag. Helt usædvanligt for et løb, hvor lange stigninger sjældent er noget, man møder før tidligst i løbets anden weekend, er der nemlig bjerge på programmet allerede på 2. etape, der er en hyldest til Paris-Nice. Her skal man således over de to stigninger, der i de seneste tre udgaver har været mål for kongeetapen i Løbet mod Solen, inden det hele slutter med halvanden tur op af samme løbs mest berømte stigning, Col d’Eze, og selvom etapens design nok gør, at vi skal vente os at få alt for mange svar, kan det sagtens blive dyrt, hvis man har lidt rust, der skal bankes af. Og allerede to dage senere er den gal igen, når feltet udnytter Alpernes nærhed til at slå et tidligt smut ind i bjergene med årets første bjergafslutning på den korte Orcieres-Merlette, der ikke vil være afgørende, men sagtens kan give de første virkelige svar.

Alperne vender tilbage senere i en mere brutal form, men i første omgang sætter feltet kursen mod Pyrenæerne. Til frustration for sprinterne sker det via det kuperede Massif Central, hvor der allerede på 6. etape venter endnu en bjergafslutning på Mont Aigoual, som dog er så let en stigning, at det er på den vanskeligere Lusette-stigning tidligere på etapen, at slaget skal slås. To dage senere når man så allerede Pyrenæerne, hvor bjerggederne for en gangs skyld har lidt at brokke sig over. De sydøstlige bjerge kommer nemlig i en light-udgave med kun to etaper uden bjergafslutning. Særligt 9. etape kan blive svær at udnytte alt for offensivt grundet en relativ lang afstand mellem toppen af den ellers stejle Marie Blanque-stigning og målet i Laruns, men 8. etape med Port de Bales og Col de Peyresourde efterfulgt af en kort nedkørsel kan sagtens blive et sandt festfyrværkeri, som det senest skete i 2007, hvor Michael Rasmussen og Alberto Contador udkæmpede et stort slag i netop denne finale.

Anden uge af løbet undgår løbets to vigtigste bjergkæder, men det betyder ikke, at den er let. Faktisk venter der hele to bjergafslutninger, som er uhyre vanskelige. Den første af disse kommer på 13. etape, når feltet for anden gang passerer igennem Massif Central, som i år præsenteres i en usædvanligt vanskelig udgave. Her skal der således afsluttes med en for Touren sjældent stejl dobbeltstigning, og bare to dage senere passerer man igennem Jura-bjergene på en 15. etape, der er en hyldest til samme bjergkædes mest berømte cykelbjerg, Grand Colombier, som skal bestiges fra hele tre forskellige sider, for første gang med mål på toppen af et bjerg, som ligeledes byder på procenter, man oftere finder i Giroen og Vueltaen end i Touren.

Den sidste uge er helliget Alperne, der for andet år i træk får lov at komme efter Pyrenæerne og udgøre hovedparten af den tredje uge. Der lægges ud med en 16. etape, der med en relativt let afslutning kan blive svær at udnytte offensivt, præcis som det er tilfældet for den ellers knaldhårde 18. etape, hvor man mod slutningen ellers skal over den stejle grusvejsstigning Plateau de Glières. Til gengæld venter der et sandt monster på 17. etape, der må være årets kongeetape. Her skal man nemlig ikke blot over en af Alpernes giganter, Col de la Madelaine, man skal også slutte på den helt nye Col de la Loze, der er et sandt monster med en meget stejl afslutning i 2300 m, som man kun meget sjældent ser i det franske etapeløb. Endelig venter altså turen ind i Vogeserne, hvor La Planche des Belles Filles som afslutning på 20. etapes enkeltstart sikrer, at klatrerne alligevel får det sidste ord, selvom det altså er en tidskørsel, der - som det altid var kutyme før i tiden - skal sætte det hele på plads 24 timer inden afslutningen i Paris.

De mange bjerge spredt ud over tre uger har den uundgåelige sideeffekt, at sprinterne nok bladrer lidt ekstra i løbsbogen for at se, om ikke der er faldet et par sider med sprinteretaper ud. Der er nemlig ikke meget at komme efter for de hurtige folk. Kun to etaper er helt flade, og den ene af disse - nemlig 10. etape, der for første gang i historien afvikles med start og mål på to øer - kan med sin placering helt ude ved Atlanterhavet sagtens blive et sidevindsdrama, inden den anden ”rigtige” sprinteretape først venter i Paris.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Alle øvrige sprinteretaper er alle relativt kuperede og kan enten slide så meget på sprinterne, at det især er de hårdføre folk, der får chancen, eller blive vundet af et udbrud, der simpelthen ikke kan hentes. Som trøst kan sprinterne dog nok se frem til for sjette gang på otte år at skulle spurte om den første gule trøje, for selvom der er lange stigninger på 1. etape omkring Nice, kan en massespurt næppe undgås. Til gengæld har 3. etape en masse højdemeter i en ganske kuperet finale, 5. etape slutter med en puncheurbakke op til mål, 7. etape starter så hårdt, at et udbrud kan blive både stort og stærkt, 11. etape har en lille bakke mod slutningen, 14. etape har så mange bakker i finalen, at det kun bliver for de mest hårdføre, og 19. etape har ligeledes en ganske kuperet afslutning, som kan være svær at kontrollere.

Mens folk som Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann og Fernando Gaviria af samme grund har valgt at satse på grand tours, hvor der er mere at komme efter, vil udbryderne til gengæld valfarte til Nice. Normalt er det i Vueltaen og til dels også i Giroen, at man kan fodre svin med udbrudsetaper, mens den franske geografi betyder, at man i Touren kun har få klassiske mellemetaper, som er for svære for sprinterne, men for lette for klassementsrytterne. I år kunne meget imidlertid pege på lidt af en udbryderfest. Allerede 2. etapes Paris-Nice-hyldest ligner en oplagt chance for at køre sig i en tidlig førertrøje med et godt udbrud, og derudover er også 12. etape i Massif Central en helt klassisk udbryderetape, ligesom 14. etape til Lyon lige så vel kan vindes af et udbrud som i en reduceret massespurt. Lægger man dertil, at mange af løbets bjergetaper har så lette finaler, at klassementsrytterne sagtens kan lade etapesejren sejle - det kunne eksempelvis gælde for 4., 6., 9., 16. og 18. etape - og at mange af sprinteretaperne som nævnt kan være vanskelige at kontrollere, bliver der masser at stræbe for lykkeridderne i årets Tour.

I virkeligheden indrammer det meget fint, hvilken Tour vi har i vente. Det er ikke blot datoen, der er usædvanlig. Det samme gælder ruten. Flade etaper er en by i Rusland i et løb, der ellers som regel har haft mange af netop dem, og til gengæld kan udbryderne se frem til at boltre sig på de mange mellemhårde etaper, som ellers ofte er en mangelvare i verdens største cykelløb. Først og fremmest er det dog klatrerne, der kan juble over en tur, der skal to gange igennem Alperne, to gange igennem Massif Central, starter i bakkerne omkring Nice, kommer forbi Pyrenæerne, Vogeserne og Jura-bjergene, har en voldsom stigning på løbets eneste enkeltstart og har nogle bjergfinaler, der er stejlere end vanligt i det franske løb. Og modsat sidste år, hvor klassementskampen reelt først indledtes efter to uger, skal man denne gang mere end nogensinde være klar fra start, hvis man vil gøre sig håb om at vinde en Tour, der på alle måder vil skrive sig ind i historien som noget ganske særligt.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD HER

1. etape, lørdag d. 29. august: Nice- Nice, 156,0 km

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelsen, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Faktisk er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, siden de i 2013 fik deres første mulighed i nyere tid, og efter tilsvarende chancer i 2014, 2016, 2018 og 2019 ventes de hurtige folk for sjette gang på bare otte år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Alligevel er årets åbningsetape i særklasse den mest kuperede i umindelige tider, for en start i Nice langt fra det flade Nordfrankrig gør det næsten uundgåeligt, at der skal klatres undervejs. De mange bakker på rundstrækningerne omkring storbyen er imidlertid alle af den bløde slags, og da det hele slutter med næsten 40 meget lette kilometer, bliver det formentlig alligevel de hurtige folk, der skal slås om den første gule trøje på en af sportens mest ikoniske avenuer, Promenade d’Anglais ved havnefronten i Nice.

Touren er ikke bange for lange åbningsetaper, men i år skruer man ned for distancen, idet der skal tilbagelægges bare 156,0 km med start ved Nice Moyen Pays og mål på Promenade d’Anglais i hjertet af byen. Etapen er et rundstrækningsløb, der består af tre omgange på to forskelle rundstrækninger, hvoraf den sidste blot er en forlænget af den første. Starten går lige nord for Promenade d’Anglais, hvorfra man snor sig mod nordøst ud gennem byen i den neutrale zone. Som bekendt ligger Nice omgivet af bakker, og derfor begynder det allerede næsten med det samme at stige, når man kører mod nord ud ad byen. Det sker via kategori 3-stigningen Cote de Rimiez (5,8 km, 5,1%), der kan deles i to med 3,0 km med ca. 4% og 2,5 km med ca. 6% frem mod toppen. På første omgang er den dog neutraliseret, og den reelle start gives først på toppen.

Der bliver ingen mulighed for at komme sig på en nedkørsel. Man kører nemlig kortvarigt mod sydøst via et fladt plateau, inden man drejer mod nord for at tage hul på den ikke-kategoriserede stigning Aspremont (6,9 km, 2,8%). Den er dog blot en let, jævn opkørsel med stigningsprocenter, der aldrig overstiger 4, inden man efter 8,0 km runder toppen i 495 m højde. Her drejer man mod vest for at tage hul på en teknisk meget vanskelig nedkørsel, der leder ned til byen Les Moulins. Her drejer man ind på en lang, kun ganske let faldende vej, der snor sig mod syd tilbage mod Nice helt uden skarpe sving. Den leder helt ned til lufthavnen ud til havet, hvor man drejer mod nordøst for at køre op langs den flade Promenade d’Anglais til målstregen, der krydses for første gang efter 39,5 km. Efter første omgang kører man yderligere en hel omgang på den i alt 48,5 km lange rundstrækning, hvilket betyder, at man efter hhv. 48,5 og 56,5 km atter passerer først Cote de Rimiez, der her er løbets første kategoriserede stigning, og siden Aspremont, inden man atter krydser stregen efter 88,0 km i forbindelse med dagens indlagte spurt.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Etapen afsluttes nu med en omgang på en ny rundstrækning, der med en længde på 68,0 km er en forlænget udgave af den forrige. Starten er den samme, hvorfor man efter hhv. 97,0 og 105,0 km atter når toppen af først Cote de Rimiez og siden Aspremont, men kort før toppen af sidstnævnte afviger man fra den gamle rute ved at køre mod sydøst og derefter tage en lidt kringlet nedkørsel, der snor sig mod nordøst. Kort efter kører man mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Cote de Levenzo (6,6 km, 2,2%), der ligeledes blot er en lang, jævn opkørsel med stigningsprocenter på 2-3 næsten hele vejen op til toppen i 540 m, hvor man passerer efter 118,0 km.

Herfra resterer 38,0 km, der er meget lette. Man drejer mod sydvest ind på en nedkørsel, der først er meget let, inden den bliver uhyre teknisk på det sidste stykke ned til Saint-Martin-du-Var. Herfra kører man mod sydøst ned til Les Moulins, hvor man atter rammer den første rundstrækning. Nu følger man den velkendte lange, svagt bugtende og let faldende vej mod syd ned til lufthavnen, inden man til slut atter kører mod nordøst op langs den flade Promenade d’Anglais. De sidste sving kommer med mere end 5 km igen, og herefter bugter den 6,5 m brede og helt flade vej sig blot let til højre, indtil man med 800 m igen får målstregen i syne.

Etapen byder på i alt 1596 højdemeter.

Det kan ikke nægtes, at profilen er betydeligt mere kuperet, end man typisk ser det i det flade Nordfrankrig, men man skal ikke lade sig narre. Det er kun Rimiez-stigning, der byder på en form for vanskelighed, og den kommer alt for tidligt til at spille en væsentlig rolle. De sidste 30 km efter nedkørsel består derimod af lange, lige veje, hvor det bliver næsten umuligt at snyde et felt. Derfor er der lagt op til et brag af et sprinteropgør om den første gule trøje på en dag, hvor klassementsrytterne håber, at det hele bliver lidt mindre stressende, end det typisk gør det på en 1. etape på smalle og snoede veje i den flade nordlige del af landet.

Tour de France var senest forbi Nice i 2013, hvor Orica-GreenEDGE tog en mindeværdig holdløbssejr ved at slå OmegaPharma-Quick Step med bare 1 sekund og derved sende Simon Gerrans i førertrøjen. Derudover har Paris-Nice meget ofte haft mål for næstsidste eller sidste etape på netop Promenade d’Anglais. De seneste vindere her er Ion Izagirre (2019), David De La Cruz (2017 og 2018), Tim Wellens (2016), Tony Gallopin (2015), Arthur Vichot (2014), Sylvain Chavanel (2013), Thomas de Gendt (2012), Thomas Voeckler (2011), Amael Moinard (2010), Antonio Colom (2009), Luis Leon Sanchez (2008), Alberto Contador (2007), Markus Zberg (2006), Alejandro Valverde (2005), Alexandre Vinokourov (2004), David Bernabeu (2003), Robbie McEwen (2002) og Fabrizio Guidi (2001).

2. etape, søndag d. 30. august: Nice- Nice, 186,0 km

Frankrig meget ujævnt fordelte geografi betyder, at Touren modsat Giroen og Vueltaen ofte skal ventes relativt længe, inden de fra en start ofte mod nord rammer de længere stigninger mod syd. Den usædvanlige start i Nice giver imidlertid nye muligheder, og derfor venter der lidt af en nyskabelse, når 2. etape afvikles i år. Det er svært at huske, at man tidligere har skullet klatre mere end 4000 højdemeter allerede på 2. etape, men det er ikke desto mindre tilfældet i årets meget særegne udgave af løbet. Det sker på en etape, der bedst kan kaldes en hyldest til Paris-Nice. Ruten er nemlig designet, så den passerer nogle af de stigninger, der i de senere har været helt afgørende i Løbet mod Solen, og det hele slutter endda med løbets mest ikoniske stigning, Col d’Eze, efterfulgt af samme finale, som er blevet brugt på sidste etape i de senere år med den lille Col de Quatre-Chemins inde i selve Nice frem mod en afslutning på berømte Promenade d’Anglais for anden dag i træk. De sidste stigninger er næppe svære nok til at skabe forskelle mellem de bedste, men sprinterne kan glemme alt om at sejre igen, og en hektisk og aggressiv finale vil utvivlsomt give et lille indtryk, hvem der har taget de gode klatreben med til Frankrig.

I alt skal der tilbagelægges 186,0 km, der forbinder Nice Haut Pays med Promenade d’Anglais i hjertet af Nice. Starten går samme sted som på 1. etape, dvs. lige nord for den berømte avenue, men modsat på 1. etape får man lov at varme benene op, inden der skal klatres. Man kører nemlig mod sydvest ned ad den flade Promenade d’Anglais, inden man ved lufthavnen drejer mod nord for at køre langs Var-floden mod nord ud gennem byen ad en vej, der kun stiger ganske let. Her gives den reelle start kort efter. Efter at have forladt byzonen fortsætter man mod nord ad en let bugtende vej, der stadig stiger let, og undervejs kommer dagens spurt allerede efter 16,0 km på den lange, lige vej, der stiger ganske let med 0,7% på den sidste km

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Efter 45,5 km når frem til byen La Bollinette. Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod nordøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Col de la Colmiane, der var mål for kongeetapen i Paris-Nice både i 2018 og i foråret, hvor hhv. Simon Yates og Nairo Quintana sejrede. Stigningen stiger med 6,3% over 16,3 km og er relativt regulær med stigningsprocenter på 6-7 stort set hele vejen, dog med en hård start med 2 km på 8%. Toppen rundes efter 63,5 km, og derefter venter en ikke specielt teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til byen Camp de Millo.

Nu fortsætter hyldesten til nyere udgaver af Paris-Nice, idet man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Turini (14,9 km, 7,4%), der blev benyttet som mål for kongeetapen i Løbet mod Solen sidste år, hvor Daniel Martinez sejrede, og Egan Bernal kørte sig i førertrøjen. Der er tale om ret ujævn stigning, som efter tre relativt lette kilometer byder på fire vanskelige kilometer, hvoraf de tre stiger med 9-11%. Herefter stiger den primært med 6-7%, men den 11. og 14. km har stigningsprocenter på hhv. 10,8 og 9,0.

Toppen rundes efter 99,5 km, og herefter bliver det meget lettere. En indledningsvis ganske teknisk nedkørsel fører mod syd ned til byen Luceram, hvorefter man følger en lang, lige vej, der er let faldende, videre mod syd og siden sydvest ned mod centrum af Nice, hvor det flader ud ind gennem byzonen. Kort inden man rammer Promenade d’Anglais, drejer man imidlertid mod nordøst for at køre ud af byen og op ad den berømte stigning Col d’Eze (7,8 km, 6,1%), der her er i kategori 2. Den er klart vanskeligst i bunden, hvor den stiger med 8,5% over de første 2 km, men derefter bliver det lettere med hhv. 5,6%, 3,8% og 3,3% over de næste 3 km frem mod afslutningen, hvor det stiger med 7,0% over en kilometer og slutteligt med 5,9% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der rundes efter 153,0 km. Herfra går det via en ikke alt for vanskelig nedkørsel mod først nordøst og siden sydvest tilbage mod centrum af Nice, hvor man følger den helt velkendte finale med en lille bakke, der leder op til den røde flamme, hvorefter man kører ned til den flade afslutning på Promenade d’Anglais, hvor målstregen krydses efter 168,5 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 17,5 km lang rundstrækning. Man kører et kort fladt stykke mod nordøst ud gennem byen frem til bunden Col de Quatre-Chemin, der blot er den første del af Col d’Eze. I alt skal der klatres 5,0 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,4 fordelt på 8,5%, 8,5%, 5,6%, 3,8% og 3,3% over hver af de fem kilometer. Fra toppen, hvor der er en af de særlige bonusspurter, resterer blot 9,0 km, der indledes med en lidt teknisk nedkørsel, som senere bliver mere enkel, indtil man med 2 km rammer fladlandet nede i selve Nice. Her kører man ind på Promenade d’Anglais, hvor man skal over den lille bakke ved den røde flamme og den efterfølgende nedkørsel, inden afslutningen er helt flad. I bunden af nedkørslen er der tre skarpe sving omkring 2 km-mærket, hvorefter vejen lige inden den røde flamme buer, indtil man rammer den 800 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4044 højdemeter.

Der har været meget snak om den brutale start på årets Tour, men det virker usandsynligt, at vi allerede på 2. etape vil vide meget om, hvem der vil vinde løbet. De to svære stigninger kommer for tidligt, og hverken Col d’Eze eller Quatre-Chemin er svære nok til at få løbet til at eksplodere. Alligevel kan det slet ikke udelukkes, at favoritterne vil teste hinanden, og på en dårlig dag kan man sagtens allerede ende med her at måtte opgive de store drømme. Samtidig kunne det meget vel ende i udbrudssejr på en dag, hvor manden i gult næppe har en chance for at forsvare sig, og således kunne en offensiv angriber sagtens ende med at iklæde sig en gul trøje sidst på eftermiddagen i Nice.

Tour de France var senest forbi Nice i 2013, hvor Orica-GreenEDGE tog en mindeværdig holdløbssejr ved at slå OmegaPharma-Quick Step med bare 1 sekund og derved sende Simon Gerrans i førertrøjen. Derudover har Paris-Nice meget ofte haft mål for næstsidste eller sidste etape på netop Promenade d’Anglais. De seneste vindere her er Ion Izagirre (2019), David De La Cruz (2017 og 2018), Tim Wellens (2016), Tony Gallopin (2015), Arthur Vichot (2014), Sylvain Chavanel (2013), Thomas de Gendt (2012), Thomas Voeckler (2011), Amael Moinard (2010), Antonio Colom (2009), Luis Leon Sanchez (2008), Alberto Contador (2007), Markus Zberg (2006), Alejandro Valverde (2005), Alexandre Vinokourov (2004), David Bernabeu (2003), Robbie McEwen (2002) og Fabrizio Guidi (2001).

3. etape, mandag d. 31. august: Nice - Sisteron, 198,0 km

Det er ikke uden grund, at mange hold har valgt at neddrosle sprinterambitionerne i årets løb, der kaldes det mest sprinterfjendtlige i mange år. Et godt eksempel kommer på løbets 3. etape, der ligner en af løbets muligheder for de hurtige folk. Det skyldes imidlertid kun, at de sidste 80 km er stort set flade, for i alt skal der klatres 3000 højdemeter i bakkerne omkring Nice på etapens første del. Det kan derfor sagtens vise sig helt umuligt at kontrollere en dag, hvor mange angribere utvivlsomt lugter blod og mulig førertrøje, og derfor skal de mest holdbare sprintere virkelig have deres hold i arbejdstøjet, hvis de vil have chancen for at spurte efter en lang og vanskelig dag i Sydfrankrig.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

I alt skal der tilbagelægges 198,0 km, der fører feltet fra Nice til Sisteron. For tredje dag i træk går starten altså i storbyen ved Middelhavet, men denne gang er der tale om rigtig transportetape, der fører feltet mod nordvest frem mod udkanten af Alperne, hvor det første store bjergslag venter på 4. etape. Fra start kører man mod nord ud gennem byen, men meget hurtigt drejer man mod vest for at bestige den ikke-kategoriserede Cote de Gattieres (4,4 km, 4,3%), der er en helt jævn opkørsel, som bliver lidt stejlere undervejs med 5,3% over de sidste 1400 m frem til toppen, der rundes efter 10,5 km. Der venter ingen nedkørsel, da man via en let stigende vej kører mod sydvest gennem byen Vence, inden en nedkørsel leder mod nordvest frem til bunden af den ikke kategoriserede Montee du Pre-du-Lac (6,1 km, 3,6%), der ligeledes er en jævn opkørsel, som aldrig bliver stejl.

Toppen rundes efter 41,5 km, men heller ikke denne gang er der megen nedkørsel. Man kører mod sydvest ned til Grasse, men her kører man med det samme mod nordvest ind på kategori 3-stigningen Col du Pilon (8,4 km, 5,1%), der efter en næsten flad start stiger med 5-6% det meste af vejen op til toppen, der rundes efter 55,0 km. Den leder stort set direkte over i kategori 3-stigningen Pas de la Faye (5,3 km, 4,8%), som er temmelig ujævn med nogle kilometer med 6-7% og flere fladere stykker undervejs frem mod toppen, som kommer efter 63,5 km. Heller ikke nu falder det meget, mens man fortsætter mod nordvest, for snart rammer man den ikke-kategoriserede Col de Valferriere (5,3 km, 3,4%), som er en let og aldrig stejl opkørsel, der fører op til etapens højeste punkt i 1169 m højde efter 80,5 km.

Nu bliver det langt om længe lettere. Det går videre mod nordvest ad en vej, der er let kuperet, men hovedsageligt faldende, inden en lidt stejlere nedkørsel fører ned til Castellane. Her tager man hul på kategori 3-stigningen Col des Leques (6,9 km, 5,4%), der er dagens sværeste stigning. Efter en blød start stiger den nemlig med 6-8% over fire kilometer, inden det flade ud nær toppen, som kommer efter 117,5 km.

Her er dagens vanskeligheder stort set overstået med 80 km igen. En lidt teknisk nedkørsel fører mod nordvest, inden det går videres mod nordvest ad et let faldende stykke. Det afbrydes kortvarigt af den lille kategori 4-stigning Col de l’Orne (2,7 km, 5,0%), der efter en let første kilometer stiger med ca. 6% over de sidste 2 km frem mod toppen, som passeres med 45,5 km igen. Herfra forsætter man den let faldende vej, der nu snor sig mod nord, sydvest og nordvest gennem byen Digne-les-Bains, hvor dagens spurt kommer efter 160,5 km på en lang, lige og flad vej, og frem til byen Malijai. Nu kører man mod nordvest op langs Durance-floden ad en vej, der stiger ganske let, frem til Sisteron. Her er de sidste 5 km stort set helt flade, og det sidste sving kommer med mere end 5 km igen, hvorefter vejen bugter sig let, indtil man rammer den 900 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2978 højdemeter.

Man forstår godt, at mange af feltets lykkeriddere har været særligt begejstrede for årets rute. Der kan nemlig være chancer for at erobre førertrøjen og etapesejre flere gange i den sjældent vanskelige første uge. En af mulighederne er utvivlsomt denne, hvor de første 80 km er så vanskelige, at det bliver alt andet end enkelt for sprinterholdene at kontrollere - for slet ikke at tale om at holde de hurtige folk friske. På den anden side vil de helt sikkert føre forsøget i lyset af de sidste meget lette 80 km, og derfor kan der meget vel vente en knaldhård og hurtig dag, hvor kampen mellem udbrydere og felt kan gå begge veje.

Sisteron har ofte været målby i Paris-Nice og Criterium du Dauphiné. Førstnævnte var senest forbi i 2018, hvor Jerome Cousin udnyttede en lidt naiv Nils Politt til at tage karrierens største sejr i en tomandsspurt, mens Luis Leon Sanchez spurtbesejrede Jens Voigt i en duel i 2012. I 2008 var det Carlos Barredo, der kørte alene hjem fra et udbrud, og i 2001 slog Alex Zülle akkurat Jose Azevedo i deres indbyrdes duel. Året forinden snød Matteo Tosatto feltet med en margin på 2 sekunder, og i 1999 tog Jacky Durand en af karrierens solosejre. Dauphiné var senest forbi i 2015, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt i byen, og i 2004, hvor Stuart O’Grady var hurtigere end George Hincapie i en tomandsspurt.

4. etape, tirsdag d. 1. september: Sisteron - Orcières-Merlette, 160,5 km

I Giroen og Vueltaen er tidlige bjergafslutninger helt almindelige, men i Touren skal man som regel frem til allertidligst anden del af uge 1, inden de første bjerge melder sig. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor det mere end tidligere handler om at være klar fra start. Selvom de rigtige alpeetaper først venter sidste i løbet, har arrangørerne nemlig ikke kunnet dy sig for at udnytte starten i Nice til at sende feltet på en lille smuttur ind i Alperne allerede på fjerdedagen. Her venter en ny afslutning på Orcieres-Merlette, og selvom det langt fra er bjergkædens vanskeligste stigning, er den svær nok til at give et mere direkte indblik i klatrehierarkiet i årets Tour.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med en distance på 160,5 km er der tale om en kort etape, som fører feltet fra Sisteron til Orcières-Merlette. Starten er relativt let, idet man følger en let stigende vej mod nordvest, siden nordøst og til sidst nord forbi dagens spurt, der efter 51,5 km kommer på toppen af en ganske lille bakke på en lang og lige vej, indtil man når frem til bunden af kategori 3-stigningen Col du Festre (7,6 km, 5,3%), der efter fire lette kilometer, byder på 2 km med 7-8%, inden den atter flader ud over de sidste 2400 m frem mod toppen, der rundes efter 67,5 km. Her tager man en kort nedkørsel mod nordøst, inden man kører det lille stykke op til toppen af den ikke kategoriserede Col de Rioupes (2,2 km, 4,8%), hvis top passeres efter 68,5 km.

Herfra bliver det igen lettere, idet en lang, faldende vej leder mod nord tilbage til dalen. Her drejer man mod øst for at passere den lille kategori 4-stigning Cote de Corps (2,2 km, 6,3%), der er en jævn stigning med top efter 97,5 km. Herfra sætter man kursen mod sydøst via en vej, der efter en nedkørsel hovedsageligt er let stigende - undervejs endda med en bakke (1,4 km, 4,0%) - indtil man drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Cote de l’Aullagnier (3,0 km, 6,4%), der er en jævn og ganske stejl stigning med top efter 125,5 km. Fra toppen fortsætter det mes dat stige mod øst op til byen Saint-Michel-de-Chaillol, hvor man drejer mod syd ind på en teknisk nedkørsel.

Herfra stiger det næsten hele vejen. I bunden drejer man mod øst for at passerekategori 3-stigningen Cote de Saint Leger les Melezes (2,8 km, 6,8%), der byder på en kilometer med 8% på den første halvdel, men derefter er lettere med 4-7%. Toppen kommer efter 141,5 km og efterfølges af en ultrakort nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man fortsætter i samme retning ad en let stigende vej, der leder frem til en let stigende vej. Kort efter drejer man mod øst, hvor det over 4,3 km stiger jævnt med 4,9% i snit, indtil man når byen Orcieres.

Her indledes den sidste stigning, når man drejer mod nord. I alt stiger den med 6,7% over 7,1 km, og der er tale om en ganske regulær sag. Den første kilometer (der faktisk kommer inden selve byen Orcieres) er let med 5,4%, hvorefter den vanskeligste kilometer med 8,2% venter. Herfra stiger den med 6-7,5% resten af vejen, herunder med 7,0% over de sidste 1100 m. Der er tale om en meget spektakulær stigning med en endeløs serie af hårnålesving over den korte distance, det sidste med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3200 højdemeter.

Alpernes placering bare et stenkast fra Nice havde givet arrangørerne mulighed for at lave et brag af en tidlig bjergetape. Det har man - måske meget klogt - undgået i denne tidlige fase, men denne etape er stadig nok til at give en fornemmelse af hierarkiet. Der er ikke tale om nogen stor og voldsom dag med lange stigninger, men de i alt 3000 højdemeter afsluttet med en relativt stejl, men dog kort stigning vil utvivlsomt give enkelte svar. Samtidig kunne det være endnu en chance for et udbrud, men meget vil være bestemt af, om en lykkeridder allerede har en trøje, han vil gøre alt for at forsvare. Det er nemlig mere tvivlsomt, om favoritterne vil sætte alt ind på at vinde en etape, hvor afslutningen trods alt ikke er alt for vanskeligt - ikke mindst i lyset af det, der venter forude.

Orcières-Merlette har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

5. etape, onsdag d. 2. september: Gap - Privas, 183,0 km

Allerede 1. og 3. etape var et godt billede på, hvorfor sprinterne er alt andet end tilfredse med årets Tour-rute. Også 5. etape er et billede på dette, men her er årsagen en lidt anden. Hvor de foregående var ganske kuperede inden flade finaler, er der her tale om den hidtil letteste etape, der hovedsageligt er faldende. Alligevel har arrangørerne kastet et krydderi ind til slut med en let stigende finale, hvor det går opad i knap 10 km mod slutningen, dog kun ganske let. Det er ikke en udfordring, de stærke sprintere ikke kan klare, men det åbner måske også døren for puncheurs, som vi så det i Dauphiné i 2008, hvor det var en puncheur, Alejandro Valverde, der spurtbesejrede en stærk sprinter, Thor Hushovd, i Privas.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Etapen er i alt 183,0 km lang og fører feltet fra Gap til Privas. Der er tale om en transportetape, som fører feltet væk fra Alperne med retning mod Pyrenæerne, og det betyder, at ruten generelt er faldende. Starten går i knap 1000 m højde i løbets måske mest berømte udbryderby, hvor man via en lille bakke kører mod sydvest, inden man rammer en lang, let faldende vej, der fører mod vest og siden sydvest. I byen Serres, der nås efter 38,0 hurtige kilometer, drejer man mod vest for at køre på af den ikke-kategoriserede Col de la Saulce (11 km, 1,8%), der blot er en jævn opkørsel, inden man runder toppen efter 50,0 km. 2,5 kilometer fra toppen, dvs. efter 47,5 km, kommer dagens indlagte spurt, der altså er stigende hele vejen ad den lange, lige vej. Efter toppen snor man sig atter mod sydvest, nordvest og til slut atter sydvest ad en let faldende, der leder frem til byen Nyons efter 101,0 km.

I Nyons skal der igen klatres, når man drejer mod nordvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Col de Novezel (6,5 km, 2,4), der har top efter 112,0 km. Nu falder det atter mod nordvest ned til Salles-Sous-Bois, hvor man rammer kategori 4-stigningen Col de Serre Colon (4,1 km, 3,7%) med top efter 130,0. Derefter falder det igen let ned storbyen Montelimar, som nås efter 144,0 km.

En lang dag, der hovedsageligt er let faldende, har ført rytterne ned i under 100 m højde, men nu vender trenden. I Montelimar venter et fladt stykke, mens man krydser Rhone-floden, inden man kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint Vincent de Barrès (2,7 km, 4,2%), der aldrig bliver meget stejlere end 4%. Toppen kommer med 16 km igen, hvorefter det falder let mod nord. Med ca. 10 km igen drejer man mod vest, hvorefter det stiger med 3,4% over 1200 m, inden man kører mod nordvest ind mod Privas ad en vej, der er ganske let stigende. I udkanten af Privas flader det med 3 km igen ud, inden det atter stigerlet , indtil man rammer de sidste 1200 m, der er flade Finalen er lidt kringlet, da en bugtende vej har en ret skarp kurve med 2 km, inden et sving kommer lige ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig ind på den 250 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1388 højdemeter.

Etapen hører til blandt de letteste i årets Tour, og stigningerne undervejs har så beskedne procenter, at de næsten kan negligeres. Heller ikke finalen er stejl, men den er nok til at gøre det til noget helt andet end en klassisk massespurt. Som vi så i Dauphiné for 12 år siden kan en fyr som vinden fra dengang, Alejandro Valverde, sagtens gøre sig gældende her, men det er dog nok primært en dag for lidt tungere folk med hang til at spurte efter en lang bakke. Folk som Peter Sagan, Sam Bennett og Caleb Ewan har utvivlsomt sat kryds ved denne dag, og derfor virker det usandsynligt, at der ikke skal spurtes på bakken i Privas.

Privas var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Criterium du Dauphiné i 2008, hvor Alejandro Valverde vandt den stigende spurt foran Thor Hushovd, der til gengæld tog førertrøjen efter en 2. plads på prologen dagen forinden. I 1999 kørte en ung Alexandr Vinokourov alene hjem som stærkeste mand fra et udbrud og overtog dermed førertrøjen. Sidste år sluttede en Tour de l’Avenir-etape i byen, hvor talentfulde Stefan Bissegger spurtede sig til sejr.

6. etape, torsdag d. 3. september: Le Teil - Mont Aigoual, 191,0 km

En af gaverne ved den ellers ikke alt for spændende franske geografi er, at man på rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne ikke skal langt mod nord for at passere igennem det kuperede Massif Central, hvor man kan gøre en ellers flad transportfase langt mere interessant. Det er langt fra altid, at man rammer det vanskelige område, og mange sprintere ville nok mene, at man på årets meget kuperede rute nok kunne have sparet sig turen, men sådan bliver det ikke. Allerede på 6. etaper venter nemlig den anden bjergafslutning i løbet, når der skal sluttes på Mont Aigoual. Selve målbakken er dog ganske let, men forinden venter den vanskelige Col de la Lusette, der sagtens kan skabe ravage. Man vinder derfor ikke Touren på denne torsdag, men har man en dårlig dag, kan man sagtens få sig et ubehageligt nyrestød i Massif Central.

Med en distance på 191,0 km er der tale om en relativt lang etape, som fører feltet fra Le Teil til Mont Aigoual. Det meste af etapen er uhyre let og foregår i Provences fladland, der leder frem mod Massif Central. Fra starten i udkanten af Montelimar kører man dog mod nordvest op ad en bakke (3,3 km, 3,2%), inden det fortsætter med at stige let frem til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest, hvorefter det falder let ned til Saint-Maurice-d’Ardeche, men herefter bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod sydvest.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Først efter 60 km venter der atter en lille bakke, der leder op til Saint-Paul-le-Jeune, inden man snor sig mod syd igennem småkuperet terræn, men derefter går det atter mod sydvest igennem helt fladt terræn, der er kendt fra Etoile de Besseges. Blandt andet passerer man efter 88,0 km igennem Alés, inden man efter 125,5 km når frem til dagens spurt, hvis 2 sidste kilometer er flade med et skarpt sving 1 km fra stregen. Det flade terræn fortsætter, selvom man kort efter drejer mod vest for at køre frem til Sumene, der nås efter 142,5 km med meget få højdemeter.

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod nord for at passere den lille kategori 3-stigning Col de Cap de Coste (2,1 km, 7,3%), der byder på en kilometer midtvejs med 8-9%. Toppen rundes efter 146,0 km, hvorefter en kringlet nedkørsel leder mod nordvest, inden man kører mod vest ind til Le Vigan, hvor finalen indledes, idet det stort set stiger resten af vejen. Det sker, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Mourezes (6,1 km, 4,8%), der er en jævn, let stigning.

Fra toppen resterer 28,0 km, som indledes med et lille plateau, der fører mod nordøst, inden man drejer mod nord for at køre op ad dagens hovedudfordring, Col de la Lusette. Den stiger med 7,3% i snit over 11,7 km og indledes med 5 km med stigningsprocenter på 5-8, inden der venter fem vanskelige kilometer, der stiger med hhv. 8,9%, 8,9%, 11,0%, 10,9% og 7,9% i snit. Det flader ud på de sidste kilometer frem mod toppen, der rundes med 13,5 km og er rammen om en bonusspurt.

En helt lige vej, der først falder og siden er flad fører nu frem til byen L’Esperou, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad Mont Aigoual. Der er tale om en ret let stigning, der over 8,3 km stiger med beskedne 4,0% i snit og er vanskeligst over de første fire kilometer, der stiger med 4-5%, inden den blot stiger med 2-3% frem mod de sidste knap 2 kilometer, der atter stiger med 4% og 5,5% over de sidste par hundrede meter. Vejen bugter sig konstant med kun få skarpe sving, men et sådant kommer med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind i en U-kurve bare 100 m fra mål på den 5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 2087 højdemeter.

Selve Mont Aigoual kan ikke gøre megen forskel, og det er derfor på Lusette, at slaget skal slås. Det er til gengæld også en kedelig stigning, og man kan sagtens forestille sig, at favoritterne vil teste hinanden. Den lange distance mellem top og mål gør imidlertid, at det kan blive svært at få store forskelle mellem de bedste, og det er derfor snarere en dag, hvor løbet kan tabes. Samtidig er det endnu en dag, der synes ganske oplagt for et udbrud, for det er tvivlsomt om løbets favoritter vil jagte en etapesejr på en dag, hvor selve afslutningen er ganske let. Og så skal man ikke glemme, at det faktisk kan være ganske blæsende på den første flade del af etapen.

Mont Aigoual har kun én gang i dette årtusinde været vært for et større cykelløb. Det var i 2002-udgaven af det nu hedengangne Midi Lbire, hvor Laurent Paumier tog en overraskende solosejr ved at holde sig fri af en gruppe på 10 mand med navne som Christophe Moreau, Lance Armstrong og Denis Menchov. Det lille Tour du Gevaudan Languedoc-Roussillon var forbi i 2013 og 2010 med sejre til hhv. Yoann Bagot (i en tomandsspurt mod Stephane Rossetto) og Guillaume Levarlet (med sejr i en tomandsspurt mod Jerome Coppel).

7. etape, fredag d. 4. september: Millau - Lavaur, 168,0 km

Normalt er Touren kendetegnet ved, at etaperne kommer i blokke bestående af enten flade eller bjergrige dage. Sådan er det ikke i år, hvor mulighederne i Sydfrankrig er rigere, og faktisk består den første uge skiftevis af etaper for klatrere og lidt tungere folk. Det er således sidstnævnte, der håber at få chancen igen på 7. etape, men ligesom på 1., 3. og 5. etape er det en god ide ikke at være alt for tung. Etapen minder nemlig meget om 3. etape i den forstand, at første halvdel er meget kuperet, inden det flader ud mod slutningen, og derfor er det en dag, hvor en udbrudssejr bestemt ikke kan udelukkes. Interessen i en spurt vil dog være stor og mange hold derfor organiserede, men farerne er mange. Således skal man også frygte vinden, der altid kan være farlig i en af Frankrigs mest blæsende regioner.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I alt skal der tilbagelægges 168,0 km, der fører feltet fra Millau til Lavaur, og kan karakteriseres som transport frem mod Pyrenæerne. Starten går, hvor 6. etape sluttede, dvs. i det kuperede Massif Central, og det afspejles i indledningen med hele tre stigninger inden for de mindre end 25 km. Fra start kører man således mod sydvest nærmest direkte ind på den ikke-kategoriserede stigning Viaduc de Millau (1,6 km, 6,9%), der er en jævn og stejl stigning med top efter bare 1,6 km. Efter en kort nedkørsel gælder det så kategori 3-stigningen Cote de Saint-Geirges-de-Luzencon (3,1 km, 6,1%), der omvendt er en meget ujævn stigning, hvis 500 m-segmenter skiftevis er stejle og lette, inden man runder toppen efter 12,0 km. Nu venter endnu en kort nedkørsel inden en ikke-kategoriseres stigning (2,5 km, 4,0%), hvis top nås efter 23,0 km knaldhårde kilometer.

Nu bliver det endelig lidt lettere. En let nedkørsel fører mod syd og sydvest ned til Saint-Afrique, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod sydvest. Kort efter drejer man mod vest for at passere en ikke-kategoriseret stigning (4,7 km, 3,4%) med top efter 51,0 km samt en efterfølgende let nedkørsel, der leder frem til Saint-Sernin-sur-Rance hvor dagens spurt kommer bare 1 km efter nedkørslen efter i alt 58,0 km for enden af en lang lige vej. Her drejer man mod syd ind på dagens hovedmenu, kategori 3-stigningen Col de Peyronnenc (14,5 km, 3,9%), der er en lang, jævn opkørsel, som aldrig bliver stejl.

Toppen rundes efter 73,5 km, og herefter bliver det meget lettere. De næste knap 50 km er nemlig alle let faldende og fører mod sydvest ned mod fladlandet. Her drejer man mod syd for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Cote de Paulhe (1,1 km, 7,0%) med top efter 97,5 km og derefter ned til storbyen Castres, der passeres efter 124,5 km. Den ligger i et område, der er stort set helt fladt, og herfra kører man mod nordvest ad en flad og næsten lige vej, der leder direkte ind til Lavaur. Eneste lille forhindring er en bakke (1,0 km, 2,5%) med top 5,5 km fra mål, men derudover er der ingen vanskeligheder. Finalen er også enkel, da en lige vej kun afbrydes af et helt blødt sving med 2,2 km igen og en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter ind på den 450 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2007 højdemeter.

Samtlige hold med en sprinter i truppen vil gå målrettet efter at sikre en massespurt, men starten er så svær, at udbruddet kan blive både stort og stærkt. Derfor er det ikke helt givet, at der kan skabes samling, og det kan derfor meget vel blive en intens og hurtig etape. Det hele kompliceres, når man rammer fladlandet mod slutningen, hvor vinden meget vel også kan gøre dagen farlig for klassementsrytterne.

Lavaur har to gange i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, og begge gange var det endda Tour de France. I 2011 spurtede Mark Cavendish sig til endnu en etapesejr ved nærmest at slå André Greipel og Tyler Farrar, og i 2001 lykkedes det Rik Verbrugghe og Marco Pinotti at køre væk fra et stort udbrud, inden belgieren slog italieneren i spurten.

8. etape, lørdag d. 5. september: Cazères-sur-Garonne - Loudenvielle, 141,0 km

Ønsket om at bevare spændingen til sidst har betydet, at løbet ofte besøger sine to primære bjergkæder, Alperne og Pyrenæerne, i løbets to sidste uger. Som det var tilfældet, da løbet sidst startede i syden i 2009, når man i år imidlertid allerede den første af de to store bjergblokke i den anden weekend efter en tur tværs gennem Sydfrankrig. Ligesom dengang er det Pyrenæerne, der åbner ballet, men - måske i lyset af den meget bjergrige første uge - er besøget i den sydvestlige bjergkæde reduceret til bare to etaper helt uden bjergafslutninger, og 9. etape er endda en blød sag. Det gør sig imidlertid langt fra gældende for 8. etape, der byder på tre af løbets legendariske stigninger, hvoraf den sidste er Col de Peyresoude. Nok er der ikke mål på toppen, men som Alberto Contador og Michael Rasmussen viste os, da samme finale sidst blev benyttet i 2007, betyder det ikke, at der ikke kan ske ting og sager i klassementet.

Med en distance på bare 141,0 km er det endnu af de korte bjergetaper, der er blevet så moderne i de senere år, og den fører fra Cazeres-sur-Garonne til Loudenvielle i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger dog i fladlandet nord for bjergene, og derfor er indledningen som så ofte før på denne slags etaper ganske let. Det går således mod sydvest med direkte kurs mod Pyrenæerne ad en vej, der kun er ganske let stigende og uden væsentlige udfordringer. Eneste højdepunkt er dagens spurt, som kommer efter 42,5 km efter en lille 1 km lang bakke med top 1 km fra stregen og en kringlet sidste kilometer med kurver og et sving lige inden selve spurten.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter 48,0 km når man byen Pont de l’Oule, og herfra ændrer etapen karakter. Her drejer man nemlig mod vest ind på kategori 1-stigningen Col de Menté (6,9 km, 8,1%), som er meget stejl i bunden med to kilometer med stigningsprocenter på 11,7 og 9,2, hvorefter den stiger mere jævnt med 6-9% resten af vejen frem mod toppen, der nås efter 59,5 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest tilbage til dalen, hvor man først kører mod sydvest frem til byen Saint-Beat og siden følger Garonne-floden mod nordvest. I byen Sainte-Marie drejer man mod vest og siden sydvest, hvor det atter begynder at stige ganske let.

Finalen starter dog først for alvor efter 94,5 km, når man drejer mod syd ind på HC-stigningen Port de Balés, der mest kendes som stedet for den berømte Chaingate, hvor Andy Schleck tabte kæden. Den stiger med 7,7% over 11,7 km og er relativt ujævn med flere stejle kilometer med mere end 10%, men også lette stykker undervejs. De sidste 6 km er dog alle vanskelige med stigningsprocenter på hovedsageligt 7-10, inden man runder toppen efter 104,5 km.

Herefter går det mod sydøst via en nedkørsel, der ikke er alt for krævende og fører ned til byen Trebons-de-Luchon. Der bliver imidlertid ingen tid til at komme sig, for med det samme drejer man mod vest ind på kategori 1-stigningen Col de Peyresourde. Den stiger med 7,8% over 9,7 km og er uhyre regulær med stigningsprocenter på ca. 8% næsten hele vejen op til toppen, der kommer med bare 10,5 km og også er rammen om en bonusspurt. Herefter venter en nedkørsel, der først er let, men siden bliver lidt mere teknisk, indtil man med 3 km når ned i dalen. Herfra får det mod syd direkte ned til Loudienvielle, idet det stiger frem mod den røde flamme, indtil det falder ned mod målet. Finalen er teknisk ukompliceret, idet der efter et hårnålesving med knap 2 km igen og et efterfølgende sving kun er en let bugtende vej med en kurve, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 3821 højdemeter.

Der er ingen tvivl om, at det i år er ”Pyrenæerne Light”, men man skal ikke undervurdere årets første helt store bjergetape. Port de Bales og Peyresourde er begge ganske stejle stigninger, og de kommer i en tætpakket finale nærmest uden flad vej. Sidst samme finale blev benyttet i 2007 kørte Alberto Contador og Michael Rasmussen resten af feltet sønder og sammen, og det viser, at finalen er rigeligt hård til at gøre forskelle. Da det er eneste reelle mulighed i Pyrenæerne kan vi derfor vente os et rigtigt klassementsslag, også selvom fraværet af en bjergfinale gør det sandsynligt, at et udbrud skal slås om etapesejren.

Loudenvielle blev senest besøgt i 2007, hvor forhåndsfavoritten Alexandre Vinokourov fortsatte en genrejsning, som blev indledt med enkeltstartssejr, ved at køre alene hjem fra et udbrud, men etapen er senere blevet tildelt Kim Kirchen, da kasakken under løbet testede positiv for bloddoping. Længere tilbage udkæmpede Michael Rasmussen og Alberto Contador et vildt opgør på Peyresoude, men spanieren kunne ikke knække danskeren. Løbet var også forbi i 2003, hvor Gilberto Simoni vandt en firemandsspurt foran Laurent Dufaux, Richard Virenque og en snu Andrea Peron, der nær var gået direkte forbi dem alle i finalen. I 2004 tog Thomas Voeckler en solosejr på en Route du Sud-etape, mens Cyril Fernandez vandt en etape i det lille Tour des Pyrenees i 2008.

9. etape, søndag d. 6. september: Pau - Laruns, 153,0 km

At Pyrenæerne i år findes i en sjældent blød udgave, bliver man forvisset om, når man ser på profilen for årets anden og allerede sidste etape i den sydvestlige bjergkæde. De fire bjerge undervejs på den blot 154 km lange etape er ganske udfordrende, men store dele af etapen finder også sted i den flade dal, ligesom der langt fra toppen af sidste stigning til mål. Man skal dog ikke undervurdere dagens sidste udfordring, den berømte Col de Marie-Blanque, som hører til blandt Pyrenæernes stejleste stigninger, og selvom det nok er tvivlsomt, om man vinder løbet på turen til Laruns, er der rigeligt terræn til, at en dårlig dag kan blive en endog meget dyr affære.

Med en distance på bare 153,0 km er der tale om endnu en kort, intens bjergetape, der fører feltet fra Pau til Laruns. Pau er på programmet hvert år og kendes som byen for foden af Pyrenæerne, men der er faktisk et stykke vej frem til tinderne. Derfor er den første del af etapen da også ganske let, idet man følger en flad vej ud mod nordvest, inden man hurtigt sætter kursen mod syd med retning mod bjergene. Allerede efter 9,5 km når man toppen af den lille kategori 4-stigning Cote d’Artiguelouve (2,3 km, 4,5%), der er en ganske let stigning uden stejle passager, inden man fortsætter mod syd igennem fladt terræn. Kort efter drejer man mod sydvest, men det ændrer ikke på, at terrænet er fladt, og sådan fortsætter det, mens man slutteligt kører det sidste stykke mod syd ned til Pyrenæerne.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Etapen ændrer karakter, når man rammer kategori 1-stigningen Col de la Hourcère (11,1 km, 8,8%), der er en helt ny stigning, men som er en lille perle. Således er den meget vanskelig med en særligt svær første halvdel, hvor de første 6 km stiger med mellem 8 og 11,5%, herunder med i alt 3 km med mere end 10% i snit. Herefter bliver det lettere, selvom der fortsat venter to km med 9-10%, inden man efter 69,0 km når toppen. Her venter en kort og ikke vanskelig nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man drejer mod sydøst for at køre det sidste stykke op til toppen af kategori 3-stigningen Col de Soudet (3,8 km, 8,5%), der efter en let første kilometer har 1000 m med 11% og slutteligt stiger med godt 8% over de sidste 1800 m frem til toppen, som rundes efter 78,0 km.

Herefter bliver det meget lettere. En tekniske nedkørsel snor sig mod nord tilbage til dalen, hvor en flad dalvej leder mod nordøst frem til Arette. Her kører man igennem fladt terræn mod øst og siden syd forbi dagens spurt, der efter 99,0 km kommer på en lang, lige og let faldende vej, inden etapen tager fat igen, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Col d’Ichere (4,5 km, 6,1%), der er en meget jævn stigning med top efter 115,5 km. En teknisk nedkørsel leder mod øst, inden man følger en flad dalvej mod først nord og siden øst frem til dagens hovedmenu.

Den består af en Pyrenæernes stejleste stigninger, kategori 1-bjerget Col de Marie-Blanque, som bestiges fra vest. Den er blot 7,7 km, men stiger med hele 8,6% i snit og kan deles i to dele. De første 3 km er lette med stigningsprocenter på 4-6, inden en kilometer med 7,4% agerer opvarmning til den svære dele. De næste tre kilometer stiger nemlig med hhv. 10,5%, 12,2% og 13,6%, inden det går med 9,9% over de sidste 700 m frem til toppen, hvor der tillige er en bonusspurt. Herfra resterer 18,0 km, som indledes med en nedkørsel, som på den nedre del er teknisk, inden man drejer mod syd for at følge en let stigende dalvej over de sidste 6 km, hvor man kører langs Le Gove d’Ossau-floden. De er uden skarpe sving, indtil man bugter sig ind på den 800 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. Hele vejen stiger det let, den sidste kilometer med 0,9% i snit.

Etapen byder på i alt 3500 højdemeter.

Normalt spiller den brutale Col de Marie Blanque ikke den store rolle, da den meget ofte kommer tidligt på etaperne. Derfor er det interessant, at man endelig forsøger at give den stejle satan en mere fremtrædende plads, men man kan nok tvivle på, om afstanden til mål ikke er for lang til, at man kan køre alene hjem. Det betyder dog ikke, at vi ikke vil se forskelle, for det synes næsten givet, at der på det stejle vil være et stort opgør mellem de bedste, men det er nok snarere en etape, hvor meget kan tabes. Samtidig ligner det en næsten sikker dag for et udbrud, da det er svært at forestille sig, at de store hold vil jagte en etape med så langt et fladt stykke til sidst.

Laruns har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Touren 2018, hvor Primoz Roglic sejrede på løbets sidste bjergetape, efter han havde angrebet i ét væk på vej op ad Col d’Aubisque og siden - måske med lidt hjælp fra et par motorcykler - kørte væk fra de øvrige favoritter på nedkørslen.

Hviledag, mandag d. 7. september: La Charente-Maritime

SÆT DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD HER

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

10. etape, tirsdag d. 8. september: Île d’Oléron Le Château-d’Oléron - Île de Ré Saint-Martin-de-Ré, 168,5 km

Beslutningen om at afvikle næsten hele løbet i den sydlige del af landet betyder, at flade etaper er et særsyn i årets udgave af løbet. Heldigvis for sprinter er der enkelte undtagelser. Efter hele ni løbsdage og en velfortjent hviledag venter den første rigtigt flade etape således endelig, når rytterne efter en enkelt fridag atter er tilbage i sadlen. Profilen synes tegnet med lineal, og derfor er der umiddelbart ikke meget, der kan forhindre en massespurt. Det ændrer sig dog, hvis man ser på rutekorter, der afslører, at etapen er spektakulær. Den er nemlig den første i historien, der forbinder to øer, nemlig Ile d’Oléron og Ile de Ré. Med andre ord er der lagt op til en hel dag langs den franske atlanterhavskyst, hvor lidt god septemberblæst meget hurtigt kan forvandle en rolig etape til et sandt drama.

I alt skal der køres 168,5 km mellem Île d’Oléron Le Château-d’Oléron og Île de Ré Saint-Martin-de-Ré. Som sagt er der tale om to øer i Atlanterhavet, der ligger blot et stenkast fra hinanden, og derfor består etapen af en tur over vandet efterfulgt af en sløjfe rundt langs kysten, inden man atter skal over en bro ud til måløen. Starten går på Ile d’Oleron, der af danske tv-seere kendes for det nærliggende Fort Boyard fra udsendelsen ”Fangerne på fortet”, og her følger man kun kysten mod syd et ganske kort stykke, inden man straks kører mod sydøst over en bro ind til fastlandet. Her følger man den flade kyst mod vest, syd og sydøst ned til byen Royan, der nås efter 47,0 km i etapens sydligste punkt.

Herfra går det mod nordøst og nordvest gennem marsken, inden man kører mod nordøst op til byen Rochefort. Her rammer man atter kysten, som nu følges mod nordvest op til La Rochelle, der nås efter 139,0 km, idet dagens spurt undervejs kommer efter 129,5 km for enden af en mere end 1 km lang og flad vej. Efter passagen ind gennem La Rochelle kører man mod sydvest ud til broen, der leder ud til måløen Ile de Ré, som man ankommer til efter 152,5 km. De sidste 16,0 km går mod nordvest tværs gennem øen ad en lang, lige og flad vej, der leder frem til målet på øens nordlige bred. De sidste 5 km er pandekageflade og uden tekniske udfordringer, da vejen kun bugter sig let med en sidste blød kurve, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 528 højdemeter.

Det begrænsede antal sprinteretaper betyder, at det er hævet over enhver tvivl, at sprinterholdene vil gå målrettet efter denne etape. Hvis det ikke blæser, bliver det således en kedsommelige sprinteretape domineret af et tv-udbrud, men der skal ikke meget vind til for at gøre det til en uhyre nervøs etape. Om ikke andet vil passagen over de to broer i hvert fald skabe megen stress, og hvis vinden står rigtigt, kan etapen blive vigtigere end selv de hårdeste bjergetaper.

Île de Ré Saint-Martin-de-Ré har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

11. etape, onsdag d. 9. september: Châtelaillon-Plage - Poitiers, 167,5 km

Det plejer at være løbets første uge, der er præget af mange relativt flade etaper, men i år er det anden uge, der er den fladeste. Det skyldes, at man her befinder længere mod nord end i resten af løbet, og således venter der efter den helt flade 10. etape endnu en chance for sprinterne, når man på 11. etape forlader Atlanterhavet i vest og begynder rejsen ind gennem Frankrig med retning mod Alperne i øst. Det betyder, at terrænet er en anelse mere kuperet end den flade tur langs kysten på den foregående etape, men hvis ikke vinden kommer i spil, peger alt på en massespurt i Poitiers, hvor en lille bakke med 2 km igen dog kan favorisere de lidt mere klatrestærke af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 167,5 km, som fører feltet fra Châtaillon-Plage til Poitiers. Starten går helt ude ved kysten ved de to øer fra den foregående etape, men straks forlader man vandet, når man igennem helt fladt terræn kører mod nordøst, øst og siden atter nordøst ind gennem landet. Udfordringer er der ikke mange af, mens man snor sig mod nordøst, men efterhånden som man nærmer sig den lidt større by Niort, bliver det anelse mere kuperet. Således skal man over en lille bakke, mens man kører vest om byen op til byen Saint-Maxire, hvor man via nogle småbakker snor sig mod nordøst op til dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote de Civrais (1,1 km, 4,4%), som er en let og jævn stigning. Kort efter venter endnu en bakke, inden man når frem til Saint-Maixent-l’Ecole.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Efter denne by venter dagens længste stigning, der dog ikke er kategoriseret og fører mod nord op til dagens spurt, som kommer efter 108,0 km, hvor kun den sidste kilometer er relativt flad, men hvor der ingen tekniske udfordringer er. Nu fortsætter man igennem næsten helt fladt terræn fortsætter mod nordøst. Senere drejer man mod øst for at følge en ganske let faldende vej ind mod Poitiers. Her snor man sig ind gennem byen med retning mod målet i den østlige udkant. Med 3 km igen rammer man en lille bakke (0,7 km, 4,1%), inden de sidste 2 km er stort set helt flade. Finalen er teknisk ukompliceret, da der er sving med 3,2 km igen og med 1600 m igen, inden man bugter sig ind på den 1,2 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1004 højdemeter

Vinden kan naturligvis altid blive et tema, men vi ved fra Tour du Poitou-Charentes, der køres på denne tid af året, at det sjældent blæser voldsomt i området. Sprinterne vil derfor være ivrige efter at få sig endnu en chance, og det peger entydigt i retning af en massespurt. Den sidste lille bakke kan måske tage lidt af kræfterne ud af benene på de hurtige folk, men den vil ikke besvære mange inden den store brede boulevardspurt i Poitiers.

Poitiers har hvert år siden 2005 været vært for sidste etapen af Tour du Poitou Charentes, hvor det hele ofte er endt i en stigende spurt. Vinderne har været Andrea Pasqualon (2019), Arnaud Demare (2018), Marc Sarreau (2017), Sonny Colbrelli (2016), Matteo Trentin (2015), Jesus Herrada (2013 og 2014), Francisco Ventoso (2012), Alex Dowsett (2011), Jimmy Casper (2010), Heinrich Haussler (2009), Samuel Dumoulin (2008), Jean-Eudes Demaret (2007), Nicolas Vogondy (2006) og Danilo Napolitano (2005).

12. etape, torsdag d. 10. september: Chauvigny - Sarran Corrèze, 218,0 km

Det kuperede Massif Central er en region, der ofte kun besøges sporadisk i Touren, men i 2020 får det rå terræn i Frankrigs centrum en særlig rolle. Således skal rytterne igennem området ikke færre end to gange. Efter det første besøg på rejsen mod Pyrenæerne, passerer feltet atter igennem på turen mod Alperne. Denne gang skal de endda tilbringe to dage i området, og det er sandt guf for angrebsivrige ryttere. Der lægges ud med den letteste af de to etaper, der med en distance på 218 km er løbets længste, og som efter en flad start afsluttes med en serie stigninger, hvoraf den ene er så stejl, at det formentlig også får folk som Peter Sagan og Michael Matthews til at kaste håndklædet i ringen. Meget peger således på, at et udbrud skal kæmpe om sejren på løbets længste etape, men man kan ikke udelukke, at de klatrestærke puncheurtyper alligevel kan få chancen for at spurte i et decimeret felt på bakken op mod målet i Sarran.

Distancen på 218,0 km gør det til løbets eneste etape på mere end 200 km, og den fører feltet fra Chauvigny til Sarran Corrèze. Der er tale om endnu en transportetape, der hele dagen fører feltet mod nordøst med retning mod Alperne. Starten går i det flade område, hvor forrige etape startede, og derfor er indledningen meget let, når man kører mod sydøst ad en lang, lige vej, hvis højdepunkt er dagens spurt, der efter 51 km kommer efter et let stigende stykke uden tekniske udfordringer. Langsomt begynder det dog at stige let, ligesom der kommer flere mindre bakker, efterhånden som man nærmer sig Limoges, hvis uvejsomme terræn kendes fra puncheurløbet Tour du Limousin. Således skal man lige nord for Limoges over kategori 4-stigningen Cote de Saint-Martin-Terrasus (1,5 km, 8,5%), der er særligt stejl midtvejs og ar top efter 104,5 km.

Stigningen markerer starten på den mere kuperede fase nær Massif Central. Man fortsætter således mod syd via en nedkørsel og kategori 2-stigningen Cote d’Eybouleuf (2,8 km, 5,2%) med top efter 121,5 km, inden det atter flader ud. Kort efter drejer man atter mod sydøst via et længere let stigende og herefter let faldende stykke, inden man efter 165 km når toppen af endnu en lille bakke (1,2 km, 5,7%). Den leder nærmest direkte ind på dagens længste stigning, kategori 3-stigningen Cote de la Croix du Pey (4,8 km, 6,0%), der stiger med mellem 6 og 8% fra km 1 til km 4, mens den er lettere på den nedre og øvre del frem mod toppen, der rundes efter 177,5 km.

Den var imidlertid bare opvarmning. En let nedkørsel fører herfra mod syd med retning mod målet, men i stedet for at følge den direkte vej slår man en sløjfe ved at dreje mod nordvest ind på kategori 2-stigningen Suc au May. Den stiger med 7,7% i snit over 3,8 km, men kan deles i to dele med 9-10% over de første to kilometer, inden den stiger med 4-6% på de sidste 1700 m. Fra toppen, hvor der tillige er en bonusspurt,  resterer endnu 25,5 km, som indledes med en halvkringlet nedkørsel, der fører mod sydvest og sydøst ned til Saint-Augustin, hvorfra man kører mod sydøst ind til Sarran. Det sker via en lille bakke med efterfølgende nedkørsel, inden de sidste 5,0 km alle er stigende med 2,6% i snit, herunder med 2,9% over den sidste kilometer. Finalen er lidt småkringlet, da en bugtende vej afsluttes med en skarp kurve med 1500 m igen og dernæst et skarpt sving med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Etapen byder på i alt 3389 højdemeter.

Etapen har en karakter, så en optimistisk Peter Sagan måske kunne få ideer, men det ligner en dag for et udbrud. Suc au May-stigningen er meget stejl og bliver der gået til stålet her, kan en hel dags arbejde med at kontrollere 218 km og næsten 3500 hurtigt være tabt. Selvom folk som Sagan og Matthews ellers ville elske den bløde bakke op mod mål, som ikke i sig selv er det store problem, ligner det derfor som så ofte før i Massif Central en dag for aggressive udbrydere.

Sarran Corrèze har kun én gang tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2001-udgaven af Touren, hvor Jens Voigt slog Bradley McGee i en duel efter en lang dag i et udbrud, der nåede mål mere end 25 minutter inden feltet.

13. etape, fredag d. 11. september: Châtel-Guyon - Puy Mary Cantal, 191,5 km

Massif Central er kendt for sit brutale cykelterræn, men fraværet af rigtige bjerge betyder, at regionen ofte kun spiller en birolle i kampen om den samlede sejr. Sådan bliver det imidlertid ikke nødvendigvis i 2020, for denne gang har arrangørerne sammensat en 13. etape, der med sine næsten 4500 højdemeter sagtens kan matche de store dage i de hårde bjerge. Nok skal vi ikke op i Alpernes og Pyrenæernes iltfattige luft, og nok bydes der ikke på 20 km lange bjergpas, men en yderst kuperet tur tværs gennem regionen med utallige stigninger, herunder mange stejle af slagsen, samt en meget vanskelig afslutning med en uhyre stejl dobbeltstigning gør, at der på løbets 13. dag skal udkæmpes et sjældent vigtigt slag i et område, der i år for alvor kommer til sin ret.

I alt skal der tilbagelægges 191,5 km mellem Châtel-Guyon og den 6,5 mio. år gamle vulkan Puy Mary Cantal - også kendt som Pas de Peyrol - der for første gang er mål for en Tour-etape. Starten er dog relativt let, idet man snor sig mod syd ned til den store by Clermont-Ferrand, som nås efter 21,0 km, idet man dog efter 11,0 km når toppen af en bakke (3,5 km, 5,3%). Her indledes uhyrlighederne imidlertid allerede, når man drejer mod vest for at passere kategori 1-stigningen Col de Ceyssat (10,2 km, 6,1%), der bortset fra en lette sektion midtvejs tiger stabilt med 7-8% det meste af vejen frem til toppen, der rundes efter 36,0 km. Nedkørslen er kort og enkel og fører mod vest, inden man følger et let stigende stykke mod syd ned til kategori 3-stigningen Col de Guery (7,8 km, 5,0%), der har en svær start med 7% over de første 2 km, men derefter hovedsageligt er ganske let. Toppen nås efter 63,5 km, hvorefter det falder let mod syd og vest, inden man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Montèe de la Stèle (6,8 km, 5,7%), der primært stiger med 6-8% på den første halvdel, men derefter flader ud med 3-5% på den sidste del.

Toppen rundes efter 85,5 km, og herefter venter løbets letteste fase. Det falder nemlig let mod sydvest over de næste 30 km, inden man igennem fladt terræn kører mod syd ned Saignes, idet man efter 111,0 km passerer dagens spurt, som er flad, men kommer efter en lille bakke inden den sidste kilometer. Nu tager etapen fat igen, når man skal over kategori 3-stigningen Cote de l’Estiade (3,7 km, 6,9%), der er ganske stejle med 7-8% på den første halvdel efterfulgt af en kilometer med 9-10%. Toppen rundes efter 130,5 km, men faktisk fortsætter det med at stige mod syd op til byen Trizac, inden man drejer mod vest for at passere en nedkørsel og en lille bakke (2,1 km, 5,3%). Herefter falder det igen via en stejlere, men let nedkørsel.

Opvarmningen til finalen indledes for alvor, når man drejer mod syd for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Anglard-de-Salers (3,5 km, 6,9%), der stiger med 5,5% over de første 2 km og derefter med 7,5% over de sidste 1,9 km frem mod toppen, som kommer efter 157,0 km. En kort nedkørsel fører mod øst, men herefter venter en lang, let stigende dalvej, som leder fra til byen Le Falgoux. Her indledes selve finalen, når man drejer mod vest for at passere den vanskelige kategori 2-stigning Col de Neronne (3,8 km, 9,1%), der stiger med 8,2% over den første kilometer, men derefter med 9-10% hele vejen frem til toppen, der også er rammen om en bonusspurt.

Den nås med 10,5 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører mod sydøst via et fladt plateau frem til bunden af Puy Mary (eller Pas de Peyrol). Den stiger med 8,1% over 5,4 km, men skal deles i to dele. Således tiger de første 3 km med bare ca. 5%, men derefter stiger den med 11-12% over de sidste 2,4 km. Stigningen følger en næsten lige vej med et hårnålesving med 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 300 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Etapen byder på i alt 4434 højdemeter.

Naturligvis betyder stigningernes relativt korte længde, at der er forskel på denne etape og en klassisk alpeetape, men alligevel er den sprængfarlig. Finalestigningerne er nemlig stejlere, end man typisk ser det i Touren, og der er ingen tvivl om, at der kan skabes forskelle mellem de bedste på dobbeltstigningen til slut. Ryttere med punch på stejle mure har en fordel i forhold til mere klassiske dieselklatrere, men vil man vinde Touren skal man være knivskarp på en dag, hvor meget også kunne tale for, at et udbrud nok engang har en ganske god chance for at køre om sejren.

Puy Mary Cantal har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

14. etape, lørdag d. 12. september: Clermont-Ferrand - Lyon, 194,0 km

Anden del af den anden uge byder ofte på transport mellem Pyrenæerne og Alperne, og det betyder, at der i denne fase ofte er en blanding af udbruds- og sprinteretaper. I år betyder passagen gennem Massif Central, at det i den grad er udbryderne, der har overhånden, men på løbets 14. etape kan både de aggressive folk og de robuste sprintere gøre sig forhåbninger. Her venter nemlig en dag med et decideret bjerg tidligt på en ellers ikke alt for vanskelig etape, der slutter med en serie små bakker i udkanten af storbyen Lyon, som agerer etapemål for første gang i syv år. Dengang var det en ung Matteo Trentin, der spurtede sig til sejr fra et udbrud, og i år er det atter Trentin-typerne, der kan drømme om sejr, uanset om det sker via udbrud, via en aggressiv finale med angreb på de sidste bakker eller via en reduceret massespurt for de hårdføre afsluttere.

Med en distance på 194,0 km er der tale om endnu en relativt lang etape, som fører feltet fra Clermont-Ferrand til Lyon, der er en af de historiske målbyer, som også var med første gang i 1903. Der er tale om en klassisk transportetape, hvor der næsten hele dagen køres mod øst fra starten i Massi Central til målbyen i udkanten af Alperne. Arrangørerne har dog været nådige, da man helt undgår stigningerne i det kuperede startområde, og i stedet følger man en næsten helt flad vej mod øst, der kun afbrydes af den lille kategori 4-stigning Cote du chateau d’Aulteribe (1,0 km, 8,4%) med top efter 32,0 km. Først efter 38,0 km når man frem til dagens spurt, der er flad og teknisk ukompliceret, hvorefter udfordringerne starter, når rytterne skal over kategori 2-stigningenCol du Beal, hvor Chris Froome slog Alberto Contador i et vildt opgør i 2014-udgaven af Dauphiné. Den stiger med 5,6% over 10,2 km og er generelt en relativt let og regulær stigning, der aldrig bliver stejl.

Toppen rundes efter 68,5 km, hvorefter en tekniske nedkørsel leder mod sydøst ned til et lille plateau, hvor man skal over to mindre bakker, hvoraf den sidste er kategori 3-stigningen Cote de Courrreau (4,0 km, 5,7%), som har top efter 93,0 km, inden en ny og stadig vanskelig nedkørsel fører mod sydøst ned til Montbrison. Her rammer man fladlandet, og det går derfor igennem fladt terræn mod øst nord om Saint-Etienne. Kort efter drejer man mod nordøst for at følge en let stigende vej, inden det efter 154,0 km i stedet begynder at falde ad en nedkørsel, der måske ikke er stejl, men meget teknisk.

Den leder ned til udkanten af selve Lyon, hvor man kører igennem let faldende terræn mod øst ind gennem forstæderne. Herfra går det mod nordøst, men i stedet for at køre direkte ind i centrum slår man en sløjfe i bakkerne i den nordlige udkant. Her skal man først over kategori 4-stigningenCote de la Duchère (1,4 km, 5,6%), der har to stejle 500 m-segmenter på hhv. 6,1% og 7,3% i bund og top adskilt af et plateau på 2,2% midtvejs. Fra toppen resterer 6,5 km, som indledes med en let nedkørsel ned til bycentrum, hvor man krydser Saone-floden for at køre direkte ind på Cote de la Croix-Rousse (1,4 km, 4,8%), der kun er lidt stejl på de sidste 300 m, hvor det stiger med 6,4%. Fra toppen resterer 4,5 km, som indledes med et fladt og let stigende stykke, inden det falder let ned mod de sidste 2 km, der er næsten helt flade og går langs Rhone-floden. Efter toppen af stigningen er der skarpe sving lige ved bjergspurten og igen med 4000, 3300 og 1800 m igen, hvorefter man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning langs floden.

Læs også

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Etapen byder på i alt 2646 højdemeter.

Der er ingen tvivl om, at mange udbrydere drømmer om at gentage Trentins udbrudssejr fra seneste Lyon-besøg i 2013, men småbakkerne inde i Lyon er også skabt til folk som Peter Sagan og Michael Matthews, der drømmer om en reduceret massespurt. Meget kunne derfor tale for, at deres hold vil gøre alt for at kontrollere etapen og sætte scenen til en spurtafgørelse. Udbrudssejre kan dog langtfra udelukkes - og så skal man altid passe på, hvis Alaphilippe-typerne finder på at køre væk på de små stigninger inde i Lyon, hvor vejene tillige er ganske kringlede.

Lyon har to gange været etapemål i dette årtusinde. Det var senest i 2013, hvor en ung Matteo Trentin to karrierens største sejr som hurtigste mand i et stort udbrud, mens Alessandro Petacchi i 2003 spurtede sig til sin fjerde etapesejr på bare seks dage i 2003. Dauphiné har også ofte været forbi, senest i 2014, hvor Chris Froome lagde ud som lyn og torden ved at besejre rivalen Alberto Contador med 8 sekunder på den korte indledende enkeltstart. I 2011 vandt en ung John Degenkolb en stigende spurt i byen, i 2002 vandt Bradley McGee en kort prolog i byen, og i 2000 snød Frederic Guesdon akkurat feltet på løbets 1. etape.

15. etape, søndag d. 13. september: Lyon - Grand Colombier, 174,5 km

Indtil 2012 var Grand Colombier et elsket cykelbjerg, men desværre kun for cykelmotionister og feinschmeckere. Sidstnævnte var år efter år vidner til det ene fascinerende opgør efter det andet i det lille etapeløb Tour de l’Ain, men for det bredere cykelpublikum forblev denne perle af et bjerg ukendt for det bredere cykelpublikum. Heldigvis har Tour-arrangørerne i de senere år også forelsket sig i bjerget, der vel er Jura-bjergenes bedste cykelbjerg, og efter passager af giganten i 2012, 2016 og 2017 har de i år designet en etape, der ikke kan betegnes som andet end en hyldest. Således skal rytterne på årets tur ind i Jura-bjergene på én dag op ad bjerget hele tre gange, så man i alt stifter bekendtskab med tre af de i alt fire opkørsler. Det hele slutter på toppen i 1501 m højde efter den længste af de tre passager, hvor et af de allervigtigste slag om årets Tour-sejr skal slås.

I alt skal der tilbagelægges 175,0 km, der fører feltet fra Lyon til toppen af Grand Colombier. Starten går i storbyen, hvor forrige etape sluttede, og den ligger et stenkast vest for Jura-bjergene. Derfor har første del af etapen karakter af ren transport, idet man kører mod øst og sydøst igennem helt fladt terræn med retning mod det mere kuperede terræn. Udfordringer er der ingen af, og det ændrer sig ikke, når man senere kører mod nord gennem fladlandet op langs bjergene. Eneste højdepunkt er dagens spurt, der kommer efter 58,0 km for enden af en helt flad og lige vej.

Efter 98,5 km når man frem til byen Artemare, der signalerer starten på finalen. Her kører man nemlig første gang op ad Grand Colombier fra den sydvestlige side, hvor den går under navnet Montée de la Selle de Fromentel og er i kategori 1. Her stiger den med 8,1% over 11,1 km og kan inddeles i to dele. De første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på ca. 5 meget af vejen, men derefter tager den fat. De følgende kilometer stiger således i snit med hhv. 9,3%, 8,5%, 11,5%, 14,5% og 12,5%, inden man efter 111,0 km runder toppen af den meget stejle opkørsel.

Efter første tur op går det mod nord ad en teknisk kringlet nedkørsel ned til byen Lochieu. Her drejer man mod øst for at bestige bjerget fra en ny side, selvom man denne gang ikke kommer hele vejen nede fra dalen, men blot fra 614 m højde. Her kaldes stigningen Col de la Biche, er igen i kategori 1 og stiger med 8,7% i snit over 6,9 km, og der er tale om en brutal sag. Efter 7.9% på de første tre kilometer følger to kilometer med 10-12%, inden den flader ud med 7-9% på den sidste del frem mod toppen, som nås efter 129,0 km.

Efter de første passager venter et lettere stykke. En teknisk krævende nedkørsel fører nemlig mod øst hele vejen ned i dalen på den østlige side af bjerget, hvor man drejer mod syd for at følge Rhone-floden via en dalvej, der er ganske let faldende. Den leder frem til byen Culoz, hvor man tager hul på Grand Colombier for sidste gang, når man drejer mod nord for denne gang at køre hele vejen til toppen. Her er den uden for kategori, stiger den med 7,1% i snit over 17,4 km, og den er vanskeligst i bunden, hvor de første 7 km stiger med 8-10% det meste af vejen. Herefter følger et lille plateau, inden den atter tager fat med 9-10% over tre kilometer. De sidste 5,1 km er lettere med stigningsprocenter på primært 6-7, og det siger med 6% over de sidste 2 km, indtil den tager fat med 10% på de sidste 400 m. Stigningen følger i alt væsentligt lange lige veje med kun enkelte hårnålesving. Med 2,2 km igen rammer man en næsten lige vej, der bugter sig svagt ind på den 800 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Etapen byder på i alt 3724 højdemeter.

Det er lidt et mysterium, at det først er i de senere år, at Grand Colombier er blevet en del af Touren. Bjerget er nemlig betydeligt vanskeligere og stejlere end mange af de klassiske bjerge, og det gælder, uanset hvilken af de fire opkørsler der vælges. På denne etape præsenteres vi således for hele tre for Touren meget vanskelige stigninger, herunder en meget svær bjergafslutning. Derfor er dette en af løbets absolutte nøgleetaper, hvor der tillige er stor sandsynlighed, at favoritterne skal slås om en meget prestigiøs etapesejr. Ikke mindst må Thibaut Pinot, der flere gange har vundet her i Tour de l’Ain, være yderst opsat på igen at vinde på ”sit” bjerg.

Grand Colombier er som sagt et ofte benyttet mål i Tour de l’Ain. Det skete senest for et par uger siden i 2020-udgaven, hvor Primoz Roglic suverænt sejrede, og i 2019, hvor Thibaut Pinot knuste al modstand ved at sejre med 52 sekunder ned til Elie Gesbert og Aleksey Rybalkin. Forinden var der en lang pause siden 2011, hvor en ung Pinot spurtbesejrede David Moncoutie, der tog den samlede sejr, på toppen. I 2009 kørte Rein Taaramae alene hjem til en solosejr på en dag, hvor Cofidis ryddede podiet, mens John Gadret kørte alene hjem i 2007. I 2005 sejrede Carl Naibo, mens Marek Rutkiewicz, David Delrieu, Denis Leproux og Christopher Jenner var bedst i hhv. 2002, 2001, 2000 og 1999.

Hviledag, mandag d. 14. september: Isère

SÆT DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD HER

16. etape, tirsdag d. 15. september: La Tour-du-Pin - Villard-de-Lans, 164,0 km

Hvert år er enten Alperne eller Pyrenæerne vært for den sidste store blok af bjergetaper i løbets tredje uge, og ligesom sidste år er det den østligste af de to bjergkæder, der får lov til at give klatrerne deres sidste chancer i årets løb. Det sker i form af store bjergetaper, hvoraf den onsdagens kongeetape er klemt inde i en sandwich mellem to lidt lettere etaper. Let er dog en sandhed med modifikationer, når det handler om tirsdagens første alpeslag, da der i løbet af de bare 164 km skal klatres næsten 4000 højdemeter. Den sidste lange stigning har dog top med mere end 20 km til mål, og derfor ligner det snarere en dag, hvor løbet kan tabes, end den helt afgørende dag, hvor favoritterne for alvor kan sætte sig igennem.

I alt skal der tilbagelægges 164,0 km, som fører feltet fra La Tour-du-Pin til Villard-de-Lans, hvor der er mål på toppen af Cote 2000 i udkanten af byen. Startbyen ligger nord for de høje bjerge, men terrænet er alligevel småkuperet fra start. Her kører man med det samme mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,8 km, 3,4%), inden en nedkørsel leder ned til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Virieu (2,3 km, 6,8%), der bestiges fra nordvest og er relativt jævn med et stejlt 500 m-segment på 9,0% midtvejs. Toppen passeres efter 12,5 km, hvorefter en let faldende vej leder mod syd og sydøst ned til Voiron. Herfra snor man sig mod øst langs en let stigende vej, der leder frem til Saint-Pierre-de-Chartreuse i hjertet af Alperne, idet man undervejs kører dagens spurt efter 44,5 km, der kommer efter en ret skarp nedkørsel og kun én flad kilometer, dog uden tekniske udfordringer.

Nu tager etapen for alvor fat, når man drejer mod sydvest ind på kategori 2-stigningen Col de Porte (7,4 km, 6,8%), der efter en blød første halvdel stiger med 8-9% det meste af anden halvdel. Toppen kommer efter 66,5 km og efterfølges af en ikke alt for vanskelig nedkørsel, der leder mod syd ned til Meyian, som er en forstad til storbyen Grenoble. Herfra går det mod sydøst direkte ind på kategori 2-stigningen Cote de Revel (6,0 km, 8,0%), som er relativt jævn med 7-9% det meste af vejen, men har en meget svær tredje kilometer på 11,7% og to fladere passager, hvoraf den sidste leder op til toppen, der rundes efter 94,5 km. Det fortsætter imidlertid med at stige mod syd, inden man drejer mod sydvest for at følge en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som leder ned til dalen.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Den nås i byen Vizille, hvorfra man kører mod vest og nordvest ind gennem fladlandet frem til byen Le Pont-de-Claix, der er en anden forstad til Grenoble. Herfra kører man mod vest og nord op ad en bakke 2,3 km, 6,1%), inden man i byen Seyssins drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Montée de Saint-Nizier-du-Moucherotte. Den stiger med 6,3% over 12,4 km og er vanskeligst på de første 7 km, hvor den stiger med 7-8% det meste af vejen. De sidste 5,4 km er imidlertid lettere med stigningsprocenter på primært 5-6%.

Fra toppen, hvor der er en indlagt bonusspurt, resterer fortsat 20,5 km og kommer på et plateau. Der er derfor ingen nedkørsel, men kun en ganske let faldende og mod slutningen ret lige vej, der leder mod sydvest ned til Villard-de-Lans. Man kører imidlertid tværs gennem byen mod syd og ind på den korte afsluttende opkørsel til målet på Cote 2000. Her er der tale om en 2,2 km lang kategori 3-stigning, der stiger med 6,5% i snit fordelt med en første halvdel på 6-7%, inden der venter 500 m med 8,8% og slutteligt 600 m med 6,1%. Stigningen følger en vej med bløde kurver, indtil der kommer to skarpere sving med hhv. 1000 m og 150 m igen, hvorefter man rammer den 5,5 m lange opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 3903 højdemeter.

Løbet er gået ind i sin afgørende fase, og klatrerne begynder at løbe tør for muligheder, hvis de skal vinde tid inden enkeltstarten. Derfor vil der formentlig blive taget initiativ fra favoritterne på Saint-Nizier-du-Moncherotte, men den kommer dog så tidligt, at det virker vanskeligt at iværksætte den helt store offensiv. Mange vil formentlig allerede have tankerne delvist på onsdagens kongeetape, og det kunne derfor ligne en dag, hvor et udbrud sejrer, samtidig med at ryttere, der har svært ved den tredje uge eller en genstart efter en hviledag kan bløde tid, når favoritterne teste hinanden i finalen.

Villard-de-Lans har tre gange været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Touren kom forbi i 2004, hvor en fuldstændigt suveræn Lance Armstrong sejrede i en firemandsspurt foran Ivan Basso, Jan Ullrich og Andreas Klöden og dermed tog den første af fire etapesejre på bare fem dage. Dauphiné var forbi i 2015, hvor Rui Costa slog Vincenzo Nibali i en duel fra et tidligt udbrud, mens løbet i 2003 blev indledt med en prolog i byen, hvor Iban Mayo sejrede foran David Millar og Lance Armstrong.

17. etape, onsdag d. 16. september: Grenoble - Meribel Col de la Loze, 170,0 km

Det har i mange år primært været Vueltaens varemærke at finde nye, spektakulære stigninger, men i de senere år har også Christian Prudhomme sat en ære i at finde nye og stejlere bjerge end de klassikere, der er indskrevet i cykelhistorien. I 2018 var der mål på Col du Portet i Pyrenæerne, og sidste år havde man mål på den nye Prat d’Albis ligeledes i den østlige bjergkæde. I år har løbsdirektøren gjort det måske endnu bedre, når han inviterer til sand bjergfest på den nye stigning Col de la Loze i hjertet af Alperne. På løbets kongeetape får man chance for at varme op på en af sportens mest berømte stigninger, Col de la Madeleine, inden man klatrer op til skisportsstedet Meribel. Herfra fortsætter man imidlertid hele vejen op til toppen af Col de la Loze i 2304 m højde ad en ny vej, der er stejlere, end man typisk ser det i Alperne. Med en 21,5 km lang bjergafslutning, voldsomme procenter til sidst og iltfattig luft på alpetinderne er der lagt op til en helt afgørende onsdag i årets udgave af verdens største cykelløb.

I alt skal der køres 170,0 km, som fører feltet fra Grenoble til toppen af Col de la Loze nær Meribel. Selvom hele etapen foregår i Alperne, har arrangørerne i første omgang vist sig usædvanligt nådige. Således holder man sig i hele den første del af etapen i Isère-dalen, hvor man følger den berømte flod mod nordøst. Kun kortvarigt kører man lidt væk fra selve dalen i forbindelse med byen Saint-Pierre d’Allevard, der nås efter 31,5 km, men derudover er der ingen væsentlige forhindringer. Højdepunktet er spurten, der kommer efter 45,5 km for enden af en lang, lige og flad vej. Terrænet ændrer sig ikke i etapens nordligste punkt i byen Aiton, hvor man vender runder for at følge den helt flade dalvej mod syd ned til byen La Chambre, der nås efter 88,5 meget lette kilometer.

Herefter bryder helvedet imidlertid løs. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad mægtige Col de la Madeleine, der stiger med 8,4% over 17,1 km og er uden for kategori. Særligt de første 4 km med stigningsprocenter på 9-11% er vanskelige, og herefter stiger den relativt jævnt med 7-9% det det meste af vejen op til toppen i præcis 2000 m højde. Den nås efter 107,5 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst ned til dalen, som nås i byen Note-Dame-de-Briancon. Herfra kører man mod sydøst ad en flad dalvej frem til byen Brides-les-Bains, hvor finalen indledes.

Læs også

Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet

Her drejer man nemlig mod syd ind på Col de la Loze, der ligeledes er uden for kategori. I alt er der tale om en 21,5 km lang stigning, som i gennemsnit stiger med 7,8%, men den skal deles i flere dele. De første 11 km leder op til skisportsbyen Meribel og stiger indledningsvis jævnt med 7-8%, inden den flader lidt ud på det sidste stykke op til selve byen. Herefter rammer man den nye vej, der over de næste 6 km stiger med 6-9%, inden stigningen tager fat på de sidste 4,5 km. Her venter nemlig først 2 km med 11%, inden det stiger med 9-10% over de sidste 2500 m frem mod toppen. Stigningen er meget kringlet med adskillige hårnålesving, men de sidste 2500 m følger man en næsten helt lige vej, der bugter sig ind på den 2000 m lange, 4 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4430 højdemeter.

For mange bjergryttere har det været lidt frustrerende, at Touren ikke har haft de samme stejle stigninger, som man finder i Giroen og Vueltaen. Det er derfor ikke uden grund, at Prudhomme er gået på jagt efter nye finaler, og denne gang har han gjort et fund, der tilfører løbet masser af krydderi. Col de la Loze har det hele i form af iltfattig luft, en voldsom længde og en meget stejl afslutning, og forinden kan man endda udnytte den ligeledes meget vanskelige Madeleine til at lægge et tidligt pres på rivalerne. Det er en etape, alle de store drømmer om at vinde, og da den tillige er relativt let at kontrollere, ligner det et stort opgør om den samlede mellem løbets favoritter på den måske allervigtigste bjergetape.

Col de la Loze blev for hidtil eneste gang benyttet som mål for et stort cykelløb i sidste års Tour de l’Avenir, hvor Alexander Evans kørte alene hjem til sejr, mens Tobias Foss overtog førertrøjen fra Mauri Vansevenant med sin 5. plads. I 2018 var der mål lidt længere ned i Meribel, hvor forhåndsfavoritten tog sin revanche efter en skuffende start ved at sejre foran Brandon McNulty og Tadej Pogacar.

18. etape, torsdag d. 17. september: Méribel - La Roche-sur-Foron, 175,0 km

Efter kongeetapen vil tankerne hurtigt blive rettet mod lørdagens enkeltstart, men forinden får klatrerne en sidste chance for at gøre en forskel på løbets sidste alpeetape. Manglen på en bjergafslutning får den til at glide lidt under radaren, men faktisk er der ingen anden etape i hele løbet med så mange højdemeter. Således skal man over hele tre af Alpernes kendte bjergpas, inden man atter får lov til at stifte bekendtskab med den stejle og spektakulære grusvejsstigning Plateau de Glières, der for første gang blev besteget for to år siden. Dengang spillede den en birolle tidligt på etapen, men det bliver ikke tilfældet denne gang, hvor den reelt er klatrernes sidste mulighed for at bringe mere tempostærke ryttere under pres. Derfor er der næsten garanti for et stort show, men en relativt bød afslutning med ca. 30 lettere kilometer til sidst betyder også, at det kan blive en dag, hvor forskellene mellem de allerbedste er begrænsede.

I alt skal der køres 175,0 km mellem Méribel og La Roche-sur-Foron, og de køres alle i hjertet af Alperne. Starten er dog relativt fredsommelig, idet man kører ad en let stigende dalvej mod nordøst frem til byen Bourg-Saint-Maurice-Les-Arcs, der nås efter 25,0 km. Forinden kører man dagens spurt allerede efter 14,0 km, hvor den kommer efter en lige vej, der iver den sidste km stiger ganske let. I Bourg-Saint-Maurice-Les-Arcs tager etapen til gengæld for alvor fat, når man drejer mod nordvest for at bestige det berømte kategori 1-bjerg Cormet de Roselend, der over 18,6 km stiger med 6,1% i snit. Der er tale om en relativt jævn stigning, som aldrig for alvor bliver stejl, og som efter fem relativt lette kilometer stiger med 7-8% det meste af vejen mod toppen, der nås efter 46,0 km.

Herefter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest - kortvarig afbrudt af en ultrakort bakke, der leder op til toppen af Col du Méraillet - ned til byen Les Cernix, hvor man skal over den lille kategori 3.stigning Cote de la route des Villes (3,2 km, 6,6%), som har top efter 67,5 km, inden man kører videre ned til Beaufort, der nås efter 73,5 km. Man forbliver dog ikke længe i dalen, da man med det samme kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Col des Saisies, der stiger med 6,4% i snit over 14,6 km. Den er betydeligt mere irregulær end Cormet de Roselend og veksler på første halvdel mellem stejle kilometer med op til 11,1% og næsten flade plateauer. Anden halvdel er dog mere regulær med en stigningsprocent på hovedsageligt ca. 7, inden man runder toppen efter 91,0 km. Herfra venter en ikke alt for vanskelig nedkørsel, der leder mod nordvest ned til Flumet, hvor man med det samme fortsætter mod nordvest op ad den lidt kortere kategori 1-stigning Col des Aravis, der over 6,7 km stiger med 7,0% i snit. Den er på den nedre del meget regulær med 6-7%, inden den 6. kilometer stiger med hele 11,1%, hvorefter den flader ud frem mod toppen, som passeres efter 117,5 km.

Efter tre berømte alpetinder følger en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod nordvest tilbage til dalen. De 30 lettere kilometer får imidlertid hurtigt en ende, når man drejer mod sydvest for at passere den stejle Montée du plateau des Glières, der er uden for kategori. Den er blot 6,0 km lang, men stiger med hele 11,2% i snit fordelt med ca. 10% over de første to kilometer, 12-13% over de følgende to kilometer og derefter hhv. 9,8% og 12,0% på de sidste to kilometer frem mod toppen, som rundes med 31,5 km igen i forbindelse med en bonusspurt. Her fortsætter man ad et let stigende stykke, som byder på 1800 m grusvej, inden man når helt op på Col des Glières i 1433 m højde efter 145,5 km.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

De afsluttende 29,5 km indledes med en meget kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Thorens-Glières nede i dalen. Her kører man med det samme mod nordøst op ad den lille ikke-kategoriserede Col de Fleuries, der stiger uhyre jævnt med et gennemsnit på 4,4% over 5,9 km. Toppen kommer med bare 10,0 km igen, og de består af en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod nordøst ned til La Roche-sur-Foron. Her fortsætter det med at falde ned mod de sidste 500 m, der er let stigende med 2,3% i snit. Inde i byen er der sving med 1200 m og 500 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5166 højdemeter.

Etapen er en ordentlig mundfuld med mere end 5000 højdemeter over bare 175 km, men designet kan også gøre det svært at bruge den alt for konstruktivt. Glières-stigningen er decideret modbydelig og langt vanskeligere end de ofte ret bløde alpestigninger, men den da Fleuries-stigningen er alt for let til at gøre en væsentlig forskel, skal der altså slås til med mere end 30 km til mål. Det lader sig også gøre under de rette omstændigheder, når den samlede etape er så vanskelig, men meget vil afhænge af behovet for at køre offensivt inden enkeltstarten. Uanset hvad vil der være folk, der har behov for at tage risici, og dermed er der lagt op til et brag af en etape, der både kan vindes af en klassementsrytter og en meget klatrestærk udbryder.

La-Roche-sur-Foron har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

19. etape, fredag d. 28. september: Bourg-en-Bresse - Champagnole, 166,5 km

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt nogle fladere transportetaper, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes, forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne oftest foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft meget at komme efter i løbets sidste del. I år vender man imidlertid tilbage til konceptet med en enkeltstart som løbets afgørelse, og da den er henlagt til Vogeserne, er der brug for en transportetape, som fører feltet mod nord fra Alperne og frem til den mindre bjergkæde i landets nordøstligste hjørne. De hurtige folk slikker sig således om munden med udsigten til 19. etape, men en ganske kuperet anden halvdel og 2000 højdemeter betyder dog, at det langtfra er sikkert, at en spurt bliver dagens udkomme.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 166,5 km, som fører feltet fra Bourg-en-Bresse til Champagnole. Startbyen ligger i udkanten af Alperne, og der er tale om en helt klassisk transportetape, der fører feltet mod nord det meste af dagen. Fra start kører man dog mod øst og nordøst via et let stigende stykke, men derefter går det næsten stik nord ad en lang, lige vej og stort set flad vej. Det begynder at falde let ned mod byen Lons-le-Saunier, der nås efter 64,5 km, hvorefter man fortsætter mod nordøst via et par mindre bakker til byen Chateau-Chalon, som nås efter knap 80 km.

Den by signalerer starten på den kuperede anden halvdel. Herfra kører man nemlig mod øst op ad kategori 4-stigningen Cote de Chateau-Chalon, der stiger meget jævnt med 4,3% i snit over 4,7 km frem til toppen, der rundes efter 82,0 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der via nogle småbakker følges mod øst og nordøst og slutteligt atter øst, hvor man kører nord om målbyen Champagnole, som man her blot er få kilometer fra at passere.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

I stedet slår man imidlertid en sløjfe ved at fortsætte mod øst op ad den ikke-kategoriserede Cote de Mourmans (4,6 km, 3,9%), der ligesom den foregående er en meget regulær bakke med top efter 117,5 km i forbindelse med dagens indlagte spurt, der kommer for enden af en lang lige vej på toppen. En lille nedkørsel fører videre mod øst, inden man kører mod syd op ad en ikke-kategoriseres bakke (3,2 km, 3,3%), som leder næsten op i 1000 m højde. Fra toppen resterer imidlertid fortsat 34,0 km, der primært er let faldende. Først går det mod sydvest, inden man kører mod vest op ad et let stigende stykke, hvorefter det atter falder mod nord. Der er en lille bakke (600 m, 5,0%) med top med 8 km igen, men derefter falder det atter ned mod de sidste 4 km, der er stort set flade, dog med en lille bakke i forbindelse med passagen af broen Pont Neuf med 1500 m igen. Efter broen er der to bløde kurver og et skarpt sving, der leder ind på den 1100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning, hvis sidste kilometer stiger med 0,6% i snit.

Etapen byder på i alt 2208 højdemeter.

Selvom Paris lurer i horisonten, må man antage, at sprinterne er meget ivrige efter at gribe denne første mulighed i den tredje uge. Kuperede etaper mod slutningen af grand tours er imidlertid vanskelige at kontrollere, og da dette samtidig er allersidste chance for langt hovedparten af feltet - og faktisk en etape, som mange ryttertyper kan drømme om at vinde - er der lagt op til sand angrebsfest både i den indledende fase og potentielt set også på bakkerne mod slutningen. En massespurt er dog stadig det meste sandsynlige, men det vil formentlig kun kunne lade sig gøre efter en hurtig og dermed ganske hård dag, der er bedre for mere robuste typer.

Champagnole har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

20. etape, lørdag d. 19. september: Lure - La Planche des Belles Filles, 36,2 km enkeltstart

Man skal ikke have studeret mange af Christian Prudhommes Tour-ruten for at vide, at enkeltstarter ikke står højt på hans favoritliste. I de senere år er antallet af enkeltstartskilometer således styrtdykket, og siden 2017 har der således været færre end 40 kilometers individuel kamp mod uret på et program, der oftest kun har budt på én enkeltstart. Sådan bliver det også i år, hvor der i fraværet af et holdløb for første gang siden 2014 blot er én tidskørsel blandt de 21 etaper. Nok er enkeltstarten med sine 36,2 km den længste siden 2016 og endda tilbage i den klassiske rolle som altafgørende etape på løbets næstsidste dag, men på alle måder er det klatrerne, der har grund til at sende julekort til den franske løbschef. Årets afgørelse bliver nemlig uhyre spektakulær, da den slutter på toppen af den meget stejle Vogeserstigning La Planche des Belles Filles, som siden debuten i 2012 er blevet lidt af en darling hos Tour-arrangørerne. Dermed får klatrerne i hvert fald mulighed for at begrænse tabet, men med 30 relativt flade tonserkilometer i starten er det dog stadig tempostærke folk som Primoz Roglic, Tom Dumoulin, Geraint Thomas og Chris Froome, som har overhånden inden det slag, der vil afgøre vinderen af denne højst usædvanlige udgave af verdens største cykelløb.

I alt skal der altså tilbagelægges 36,2 km, som fører feltet fra Lure til toppen af La Planches des Belles Filles. Startbyen ligger umiddelbart vest for Vogeserne, og herfra følger man en lige og næsten helt flad vej mod nordøst frem til Belonchamp, som nås efter 13,2 km. Herfra fortsætter man mod øst forbi den første mellemtid efter 14,5 km ad en temmelig kringlet vej, som byder på en lille bakke (1,9 km, 3,6%), hvorefter vejen retter sig ud, mens det fortsætter med at stige mod øst, og man passerer gennem byen Frasse. Efter 24,5 km kulminerer det med en bakke (1,8 km, 4,2%), der leder op til Col de la Chevestraye, og samlet set er der tale om et 10,1 km langt stykke, der stiger med 2,6% i snit, og som altså kun er en anelse stejlt i forbindelse med de to bakker i bunden og nær toppen. En kringlet nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst ad en flad dalvej ind gennem Plaches-les-Mines.

Her bliver det formentlig tid til et cykelskifte. Kort efter passagen gennem byen tages sidste mellemtid efter 30,3 km, når man drejer mod nordøst ind på La Planche des Belles Filles, der over 5,9 km stiger med 8,5% i snit. Der er tale om en stejl sag, som over de første 4 km hovedsageligt stiger med knap 4%, inden den flader lidt ud med ca. 8% nær toppen. Til slut følger et ganske kort plateau, inden man drejer ind på den allersidste rampe på 20%, som leder op til mål. Den nedre del af stigningen følger en lige vej, men til slut er der fem hårnålesving, det sidste i bunden af den stejle rampe med 400 m igen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning. Det skal i øvrigt bemærkes, at man i 2019 som noget nyt kørte endnu længere op ad en meget stejl grusvej, men den del indgår ikke på årets etape.

Etapen byder på i alt 962 højdemeter.

Mange bjergryttere har været meget begejstrede over, at årets eneste enkeltstart indeholder så vanskelig en stigning, og selvom det er sandt, at de her kan begrænse tabet langt bedre end på en klassisk enkeltstart, skal de dog ikke glæde sig alt for tidligt. Tempomaskiner som Roglic, Dumoulin, Thomas og Froome har stadig 30 km tonserterræn til at vinde tid på de små folk, og faktisk vil netop de fire ryttere betegne denne type enkeltstart som en sand lækkerbisken. Man kan derfor drømme om et scenarium, hvor netop de ryttertyper har brug for at vinde tid på klatrerne - eller på hinanden - for i et sådant scenarium får man ikke en mere spektakulær afgørelse på Touren, end når de alle skal presse det sidste ud af citronen på en stigning, som i 2012 åbenbarede Chris Froome som mulig Tour-vinder, og som siden da er blevet en sand nyklassiker i løbet.

La Planche des Belles Filles gjorde Tour-debut i 2012, hvor hjælperytteren Chris Froome spurtbesejrede Cadel Evans og kaptajn Bradley Wiggins, der kørte sig i førertrøjen, mens Vincenzo Nibali tog en knusende solosejr i jubelåret 2014. Stigningen blev også besøgt i 2017, hvor Fabio Aru kørte fra alt og alle og tog en suveræn sejr i løbets første bjergslag, og senest i 2019, hvor Dylan Teuns fra et udbrud Giulio Ciccone, der til gengæld kunne trøste sig med en erobring af førertrøjen fra Julian Alaphilippe. I de seneste tre år har Tour Alsace besøgt stigningen med sejre til Markus Hoelgaard, Geoffrey Bouchard og Tom Pidcock i hhv. 2017, 2018 og 2019.

21. etape, søndag d. 20. september: Mantes-la-Jolie - Paris Champs-Élysées, 122,0 km

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor og meget speciel udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, men ligesom i 2019 har man skruet lidt op for længden, idet der skal tilbagelægges 122,0 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Mantes-al-Jolie, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod sydøst ad en næsten helt flad vej med blot to mindre bakker fra start, hvoraf den sidste er kategori 4-stigningen Cote de Beulle (2,3 km, 3,6%), som har top efter 13,5 km, indtil man når selve byområdet omkring Paris i forbindelse med passagen gennem Versailles efter 40,0 km.

Herfra fortsætter man mod øst og nordøst ind gennem forstæderne via en mindre bakke, en nedkørsel og slutteligt mere fladt terræn. Det flade terræn fortsætter, når man kører mod nord med retning mod centrum, idet man undervejs passerer flere af byen seværdigheder. Til slut krydser man Seinen, inden man efter 66,0 km rammer den afsluttende rundstrækning, og 1,5 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2019, 2018, 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 2500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen og stiger let over den sidste kilometer, dvs. med 40,0 km igen.

Etapen byder på i alt 788 højdemeter.

Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 66 km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over, men det er ikke helt klart, hvem der skulle have denne ære i 2020, og derefter starter cykelløbet for alvor. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, hvor enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, vil gøre alt for at være i en god position efter tunnelen, der altid er afgørende for udfaldet af årets vigtigste spurt.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Caleb Ewan kronede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD HER