TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

I de senere år Tour-arrangørerne fra ASO desperat ledt efter en måde, hvorpå de kunne bryde det jerngreb, det brølstærke Sky-mandskab har lagt løbet i, siden Bradley Wiggins suverænt vandt briternes første Tour for nu syv år siden. Det har ført til en række nyskabelser hos franskmændene, der ellers har haft ry for at være de mest konservative af folkene bag de tre grand tours, men lige lidt har det hjulpet. Kun i 2014, hvor Chris Froome tidligt styrtede ud af løbet, har briterne ikke været i stand til at styre løbet med hård hånd.

Forsøgene har ellers været mange. I 2017 forsøgte man sig med noget særligt kreativt, der desværre endte som en fiasko. Antallet af bjergafslutninger blev reduceret til et minimum, de lange enkeltstarter blev droppet og erstattet med to beskedne tidskørsler, holdløbet vendte ikke tilbage, som nyere tids tradition ellers tilskrev, og antallet af sprinteretaper blev forøget. Håbet var, at det ville kunne trække spændingen ud, og at manglen på store bjergfinaler ville anspore til tidlig aggression, der kunne sætte Sky under et større pres, men det skete aldrig. I stedet udviklede løbet sig til den vel mest tamme affære, siden Wiggins i 2012 udnyttede to lange tidskørsler til at knuse al modstand.

Sidste år gik man i den helt modsatte grøft. Måske inspireret af, at et skræmmende stærkt Movistar-mandskab denne gang reelt havde en chance for at sætte Sky på plads i bjergene, sammensatte løbsdirektør Christian Prudhomme i stedet den mest bjergrige rute i mange år, hvor hele seks store bjergetaper skulle sætte briterne under pres. Selvom det hele endte med endnu en Sky-sejr, denne gang med Geraint Thomas, skulle det vise sig at være en mere gangbar strategi, for i 2018 var der faktisk reel spænding om sejren helt frem til løbets sidste dage i Pyrenæerne.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Derfor kan det ikke undre, at man i 2019 er gået videre ad samme spor. Faktisk har man skruet yderligere op for sværhedsgraden i det, der allerede ved rutepræsentation i oktober blev udråbt som den mest klatrevenlige Tour i mange, mange år. Ikke blot fastholder man modellen med seks store dage i løbets traditionelle bjergkæder, Alperne og Pyrenæerne, man gør også i usædvanligt rigt omgang brug af de få øvrige kuperede egne af det ellers temmelig monotone og flade Frankrig, idet man vil tilbringe to dage i både Vogeserne og Massif-Central, inden man når til de høje bjerge usædvanligt sent i løbet.

Det er dog ikke så meget bjergenes antal som deres karakter, der har tiltrukket interesse. Årets Tour blev med det samme udråbt som højdernes Tour de France og det med god grund. Noget af det, der adskiller løbet fra i hvert fald Vueltaen, er, at de franske Alper byder på bjergpas med nogle højder, som er svære at finde andre steder i Europa, og det vil man i år gøre brug af i et omfang, der ikke tidligere i nyere tid er set. Således skal man ikke færre end syv gange op i mere end 2000 m højde - og da Cormet de Roselend har top i 1968 m kommer vi endda meget tæt på otte - og af disse er de seks koncentreret over bare tre dage i Alperne allersidst i løbet. Rytterne skal endda ikke bare op at kysse de 2000 m. Med passager af de mægtige Col du Galibier og Col d’Iseran kommer rytterne endda to gange helt op over 2600 m.

Ilt bliver derfor en mangelvare i årets Tour, og det er derfor ikke underligt, at mange af rytterne forud for årets løb har lagt ekstra vægt på at træne i højderne. Selvom der således er et fællestræk ved mange af bjergetaperne, er de imidlertid alligevel meget forskellige, og arrangørerne har endda sørget for, at hele fem af de seks dage i de høje bjerge kan gøre seriøse forskelle. Når man efter 11 dages opvarmning, endelig rammer Pyrenæerne på 12. etape, lægger man ganske vist ud med en blød opvarmningsetape, men derefter kan man forvente drama på de sidste fem dage i bjergene. Efter 13. etapes enkeltstart venter der på 14. etape nemlig for anden gang i historien en afslutning på Pyrenæernes mest mytiske stigning, Col du Tourmalet på en dag, der først og fremmest hylder løbets historie, inden besøget i den sydvestlige bjergkæde afsluttes med en 15. etape, der i stedet besøger relativt nye stigninger og slutter med en helt ny opkørsel i udkanten af Foix.

Efter den traditionelle transport mellem de to bjergkæder går det bare fire dage senere løs med tre afsluttende dage i Alperne. Her lægges der ud med et sandt maraton på 18. etape, hvor man skal over nogle af løbets mest berømte stigninger, afsluttende med frygtede Galibier og en lang nedkørsel til målet i Vallorie. Det hele slutter derefter med to korte, intense etaper, der tilsammen ikke er meget længere end 18. etape, hvor man på 19. etape skal helt op over 2700 m på Col d’Iseran forud for den afsluttende klatretur op til Tignes, inden det hele slutter med et brag af en bjergetape, der ender med en hele 33 km lang opkørsel til målet i skisportsbyen Val Thorens, hvor løbets vinder vil blive hyldet bare 24 timer inden den traditionelle afslutning i Paris.

Hvad løbet har i bjergene, har det til gengæld ikke på enkeltstarterne. Et gennemgående træk i Christian Prudhommes regeringstid har været reduktionen i antallet af enkeltstartskilometer, og det tager han endda til et helt nyt niveau denne gang. For andet år i træk er den ene af de to enkeltstarter således afløst af et holdløb, der på 2. etape vil være den første styrkeprøve for løbets klassementsryttere, og derudover skal tempocyklerne blot frem til den 27 km lange tidskørsel i Pau, der endda med sin placering på 13. etape kommer allerede inden den første store bjergetape i Pyrenæerne og Alperne. Da den endda ikke er helt flad, er der mere end nogensinde mulighed for, at klatrerne kan begrænse tabet i kampen mod uret - og så kan de endda glæde sig over, at der herefter venter et hav af muligheder for at indhente det tabte.

Fra 13. etape og frem venter der således ikke færre end seks etaper, der potentielt kan vende op og ned på det hele, men forud for det vil de første to uger for favoritterne i alt væsentligt handle om overlevelse. Ganske vist er også den indledende del usædvanligt kuperet og sprinterfjendtlig, men det er kun to af etaperne, der kan ventes at skabe forskelle i klassementet. Det første slag skal som sagt slås på 2. etapes holdløb, og derudover venter der en usædvanligt tidligt og svær første bjergtest i Vogeserne på 6. etape, hvor man for fjerde gang på bare otte år skal op ad den stejle La Planche des Belles Filles - i år endda i en forlænget udgave med en modbydelig grusvejsrampe på toppen - men når den er overstået, vil der gå mere end en uge, inden favoritterne atter for alvor skal i aktion.

Det giver til gengæld masser af plads til udbryderne. Det er ikke uden grund, at feltets lykkeriddere slikkede sig om munden ved rutepræsentationen, for Touren, hvis etaper ellers er kendt for enten at være for flade eller for bjergrige til hovedparten af feltets ryttere, byder i år på i hvert fald fire dage i mellemkuperet terræn, hvor det synes givet, at et udbrud skal løbe om sejren. Den første af disse kommer allerede på 5. etape, hvor man første gang møder Vogeserne, og senere på 8. og 9. etape, der finder sted i det uvejsomme og ofte glohede Massif-Central. Til slut venter på 17. etape en finale i den klassiske udbryderby Gap, der er tilbage for første gang siden 2015 - og derudover vil udbrud også have gode muligheder i bjergene, ikke mindst på 12. og 18. etape.

Blandt taberne finder vi sprinterne. Touren er kendt for sine mange monotone sprinteretaper i den første uge, men denne gang er de hurtige folk bestemt ikke blevet nævneværdigt tilgodeset. Ganske vist får de igen i år chancen for at erobre den første førertrøje, når 50-året for Eddy Merckx’ første Tour-sejr skal hyldes på 1. etape, men selv her betyder et stigende opløb, at finalen ikke er helt let. 4. etape har så vanskelig en stigning i finalen, at det slet ikke er sikkert, at alle sprinterne kommer med hjem til den forventede spurt i Nancy, og 10. etape har så mange højdemeter og så vanskelig en indledning, at det vil tære hårdt på de tunge folk inden spurten, der først kommer efter næsten 220 km. Faktisk er det kun 7., 11. og 16. etape samt naturligvis den traditionelle finale i Paris, der ikke har en eller anden form for twist, der kan kaste grus i maskineriet. Med andre ord er der syv potentielle massespurter, men de kan være så varierede og er spredt så bredt ud over alle tre uger, at der slet ikke er plads til monotoni i årets udgave.

Endelig må også løbets puncheurs se langt efter mulighederne. I forvejen er Touren fattig på de korte, hidsige målbakker, som særligt Giroen og Vueltaen er kendt for, og heller ikke i år er der mange af den slags finaler. Således må ryttere som Julian Alaphilippe, Michael Matthews, Peter Sagan og Sonny Colbrelli leve med, at det kun er 3. etapes finale i Epernay, der smager af noget for de ryttere, som mestrer kunsten at spurte op ad bakke. Til gengæld kan de tre førstnævnte så håbe på, at kombinationen af et godt holdløb og en potentiel etapesejr på løbets første mandag måske kan sikre sig et par dage i gult, inden løbets første store bjergfinale på La Planche des Belles Filles tre dage senere.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Den vil give det første lille svar på, hvem der kan vinde årets Tour, men i et løb, hvor stort set alle de vigtigste udfordringer er koncentreret på de sidste ni etaper, skal man passe på med at lægge meget i udfaldet af 6. etape. 2019-udgaven af verdens største cykelløb er nemlig højdernes og bjergenes Tour de France, og det er mere end nogensinde bjergene og den iltfattige luft, der vil bestemme, hvem der skal hæve sportens vigtigste trofæ under Paris’ aftensol søndag d. 28. juli.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD NU!

1. etape, lørdag d. 6. juli: Bruxelles-Bruxelles, 194,5 km

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det faktisk snarere været undtagelse, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Faktisk er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, siden de i nyere tid fik deres første mulighed i 2013, og efter tilsvarende chancer i 2014, 2016 og 2018 ventes de hurtige folk for femte gang på bare syv år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Det sker, når 2019-udgaven som en markering af 50-års jubilæet for Eddy Merckxs første Tour-sejr indledes i den belgiske hovedstad Bruxelles, hvor man med en passage af den berygtede Mur i Geraardsbergen og Bosberg undervejs får en fornemmelse af forårets flamske klassikere, men hvor det formentlig kun er stress, styrt, nervøsitet og mulig sidevind, der kan stå i vejen for, at en massespurt skal bestemme den første indehaver af den gule førertrøje.

I alt skal der tilbagelægges 194,5 km, der har både start og mål i Bruxelles. Efter en lang neutral zone, der leder gennem Bruxelles ud til den vestlige udkant, indledes etapen med, at man igennem fladt terræn kører mod sydvest ud af storbyen, inden man sætter kursen mod vest med retning mod De Flamske Ardenner, der kendes fra de flamske klassikere. Her passerer man igennem den gamle målby for Flandern Rundt, Ninove, inden han man drejer mod sydvest for at køre ned til den i cykelsportsmæssig sammenhæng så kendte by Geraardsbergen. Her drejer man mod øst for at køre op ad de to stigninger, der i gamle dage udgjorde finalen af netop Flandern Rundt, og i dag afslutter Omloop Het Nieuwsblad. Således skal man efter 43,5 km over den frygtede Mur van Geraardsbergen (1,2 km, 7,8%), der som bekendt byder på brosten og en stigningsprocent på op til 13, og som her tæller som en kategori 3-stigning, inden man fortsætter direkte frem til den ligeledes brostensbelagte Bosberg (1 km, 6,75%), der har top efter 47,5 km, og som her er i kategori 4.

Efter stigningerne drejer man mod sydøst og syd for igennem fladt terræn at forlade De Flamske Ardenner og fortsætte hele vejen ned til Charleroi. I byens nordlige udkant vender man rundt for at køre mod nord. Her skal man efter 118 km over den 1800 m lange pavé Chaussée de Fleurus, inden man kører frem til dagens indlagte spurt, der kommer efter 125 km for enden af en flere kilometer lang vej, der til slut er ganske let stigende. Herefter bliver det om muligt endnu fladere, mens man snor sig mod nord, nordøst og til sidst nordvest ind mod centrum af Bruxelles, hvor terrænet i den sidste del atter bliver en anelse mere kuperet. Til slut fortsætter man ind gennem byen til den nordlige udkant, idet man drejer skarp tre gange med hhv. 4200, 2700 og 3200 m igen, men derefter er der bare en blød kurve ved 2 km-mærket, inden vejen bugter sig let mod højre ind på den 250 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. På de sidste 5 km falder det først let, flader så ud, inden det slutter stiger let over de sidste 2 km, den sidste kilometer med 2,5% i snit og stejlest på de sidste 500 m.

Etapen byder på i alt 1533 højdemeter.

Allerede på førstedagen venter den måske allervigtigste etape for de hurtige folk. Blandt sprinterne er det kun Mark Cavendish og Peter Sagan, der har haft æren af at bære den gule trøje, og alle de hurtige folk drømmer om, at de kan tilslutte sig den eksklusive klub. Forud for den ventede massespurt venter imidlertid en meget stressende og nervøs dag, hvor kombinationen af mulig vind, kringlede veje, brosten og to af sportens mest berømte brostensbakker vil skabe uro og positionskamp. I sidste ende synes det givet, at det hele vil ende i et brag af en massespurt i en teknisk ukompliceret finale, hvor den let stigende opløbsstrækning dog kan give et lidt andet udfald, end man vil se på flad vej.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Tour de France havde senest mål i Bruxelles i 2010, hvor Alessandro Petacchi spurtede sig til sejr på 1. etape, men er i cykelmæssig forstand mest kendt som mål for Brussels Cycling Classic, det tidligere Paris-Bruxelles, der sidste år blev vundet af Pascal Ackermann. Derudover har Eneco/BinckBank Tour haft mål i byen tre gange, nemlig i 2013, hvor Arnaud Demare sejrede, i 2009, hvor Tyler Farrar var hurtigst, og i 2008, hvor Edvald Boasson Hagen viste sig som feltets bedste sprinter.

2. etape, søndag d. 7. juli: Bruxelles-Bruxelles, 27,6 km holdtidskørsel

Fans af sportens smukkeste disciplin, holdløbet, følte sig snydt i 2017, hvor arrangørerne brød med den ellers siden 2009 faste tradition, at ulige år altid bød på et gensyn med den kollektive disciplin. Det ser imidlertid nu ud til, at man vil indhente det forsømte, for efter at holdløbet vendte tilbage i 2018, er det på programmet igen i 2019, hvor det allerede på 2. etape vil udgøre den første vigtige test for klassementsrytterne. Ligesom på førstedagen er det Bruxelles, der fortsætter hyldesten til Merckx ved både at agere start- og målby, og her venter der en relativt flad rute, der måske nok er knap 10 km kortere end sidste år, men med en distance på næsten 30 km vil kunne skabe ganske vigtige forskelle i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 27,6 km, der alle er henlagt til Bruxelles. Starten går ved Palais i hjertet af Bruxelles, hvorfra man igennem to tidlige sving følger en lang, lige vej igennem det europæiske kvarter ud til den østlige udkant. Her drejer man mod syd for at følge endnu en stor, bred vej, der gradvist fører mod sydvest, vest og nordvest tilbage mod centrum. Kort efter drejer man til venstre for at køre ind gennem en park via en snoet og betydeligt mindre vej. Forinden bliver terrænet en anelse mere kuperet, idet man over 3400 m kører fra 60 til 100 m over havets overflade, inden man når frem til den første mellemtid, der tages efter 13,2 km inde i selve parken.

Efter mellemtiden bliver det igen fladt, når man forlader parken og kører mod nordøst via endnu en stor boulevard, der over de næste 6-7 km er helt uden sving og næsten flad, inden det begynder at falde let ned mod den anden mellemtid, der tages efter 20,1 km. Det fortsætter med at falde, indtil man når ned til Zenne-floden, der krydses, hvorefter man drejer skarpt til højre. Herefter rammer man endnu en stor, nu let stigende boulevard, der fører mod nord og nordvest, indtil det med 2 km igen begynder at falde let. Lige inden den røde flamme drejer man skarpt ind gennem en park, hvorefter man på den sidste kilometer, der er let stigende, skal igennem tre rundkørsler, inden man når frem til den 210 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der leder frem til målet ved Atomium, hvor Brussels Cycling Classic slutter hvert efterår.

Etapen byder på i alt 204 højdemeter.

Terrænet er ikke pandekagefladt, men der er alene tale om jævne, relativt lette opkørsler. Det meste af etapen består af store, brede boulevarder, hvor de store maskiner for alvor kan træde mange watt. Det er derfor en etape for de store specialisthold som Ineos, Sunweb, Mitchelton, Deceuninck og Jumbo, der alle drømmer om at vinde en af løbets mest prestigiøse etaper, bringe en af deres ryttere i førertrøjen og ikke mindst give deres kaptajner et vigtigt forspring inden de bjerge, der allerede lurer i horisonten

Tour de France havde senest mål i Bruxelles i 2010, hvor Alessandro Petacchi spurtede sig til sejr på 1. etape, men er i cykelmæssig forstand mest kendt som mål for Brussels Cycling Classic, det tidligere Paris-Bruxelles, der sidste år blev vundet af Pascal Ackermann. Derudover har Eneco/BinckBank Tour haft mål i byen tre gange, nemlig i 2013, hvor Arnaud Demare sejrede, i 2009, hvor Tyler Farrar var hurtigst, og i 2008, hvor Edvald Boasson Hagen viste sig som feltets bedste sprinter.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

3. etape, mandag d. 8. juli: Binche - Epernay, 215,0 km

Touren er ikke meget for at tilbringe alt for lang tid uden for Frankrig, og derfor slutter det belgiske eventyr allerede efter to dage. På løbets første mandag går turen nemlig tilbage til Frankrig, men hvis sprinterne havde drømt om, at det flade Nordfrankrig vil byde dem velkommen med den første uges typiske sprinterparadis, må de tro om. I de senere år har arrangørerne nemlig været bedre til at opsøge de små puncheurfinaler, som Touren ellers har været relativt fattig på, og det er efterhånden blevet en tradition for, at der venter mindst én af disse i den indledende del af løbet. Det gælder også i år, hvor de eksplosive afsluttere håber at slå til mod slutningen af 3. etapes 215 km lange maraton, når der skal spurtes op ad en lille bakke i Epernay.

Med en distance på 215,0 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra den belgiske by Binche, der hvert år er vært for Binche-Chimay-Binche, til den nordfranske by Epernay. Etapen er meget enkel, idet langt det meste af dagen går med at køre direkte mod syd ned mod vanskeligere terræn. Nordfrankrig er imidlertid i alt væsentligt fladt som en pandekage, og derfor er etapens første to tredjedele helt uden terrænmæssige udfordringer. Eneste højdepunkter er, at man allerede efter 10 km krydser grænsen til Frankrig, ligesom man passerer gennem Fourmies, som mange vil kende fra endagsløbet GP de Fourmies.  Efter 102 km gælder det så den indlagte spurt, der er placeret midt på en lang, lige vej, men hvor der venter en lille bakke med godt en kilometer igen, inden det falder ud over de sidste 500 m.

Frokosten indtages i forplejningen efter 123 km, og herefter fortsætter man videre mod syd igennem fladlandet, idet man undervejs passerer igennem Reims. Kort efter når man frem til området omkring Epernay, hvor terrænet er betydeligt mere kuperet. Over den følgende strækning krøller man sig derfor rundt i bakkerne nord for målbyen, hvor man skal over ikke færre end fem stigninger. Man varmer op med en bakke (1 km, 5,5%), der har top efter 166,5 km, inden det gælder kategori 4-stigningen Cote de Nanteul-la-Foret (1,1 km, 6,8%) med top efter 173,0 km. Herefter følger kategori 3-stigningen Cote d’Hautvillers (900 m, 10,5%), der er en ganske stejl mur med top efter 185,5 km, og umiddelbart efter skal man over kategori 3-stigningeen Cote de Champillon (1,8 km, 6,6%), der har top efter 190 km. Næste udfordring er kategori 3-stigningen Cote de Mutigny (900 m, 12,2%), der er et bæst med top bare 16,0 km fra stregen. På toppen finder man tillige den første af de særlige bonusspurter med bonussekunder til de tre første.

Til slut bliver det anelse lettere, mens man kører ind mod Epernay. Efter nedkørslen er det nemlig fladt, men med 4 km igen når man toppen af den lille Cote du Mont (1 km, 5,5%). Herfra falder det ad en lige vej, inden man med 2 km igen drejer skarpt til højre. Via et par rundkørsler drejer man mod sydøst, hvorefter man passerer under den røde flamme. Med 500 m igen drejer man til venstre ind på målbakken, der stiger med 8% og byder på endnu et sving med 250 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 210 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2299 højdemeter.

Etapen minder på mange på måder om 5. etape fra sidste år. Det meste af ruten er ganske let, men muligvis eksponeret for vinden, inden det mod slutningen bliver voldsomt hektisk. Her går det op og ned ad kringlede veje og via nogle meget stejle mure, hvor der med garanti vil være stress, nervøsitet og en ganske markant udskilning. Terrænet indbyder også til angreb, men på en dag, hvor Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet og Julian Alaphilippe har sat et fedt kryds i kalenderen, bliver det svært at undgå den klassiske puncheurspurt, der med en stejlere afslutning end på 5. etape sidste år, vil give folk som Alaphilippe og Alejandro Valverde en endnu bedre chance for at tage kampen op med de tungere folk som Sagan, Matthews, Van Avermaet og Sonny Colbrelli.

Epernay har været startby for Touren fire gange i dette årtusinde, men det seneste større cykelløb, der sluttede i byen, var Tour de l’Avenir. Det skete helt tilbage i 2001, hvor Matthew Wilson var den hurtigste af de to ryttere, der snød feltet.

4. etape, tirsdag d. 9. juli: Reims - Nancy, 213,5 km

Den første uge af Touren er kendt som sprinternes domæne, men i år skal vi helt frem til 4. etape, inden de får deres anden chance. Her handler det om at slå til, for etapen har primært karakter af at være transport frem mod Vogeserne, hvor de følgende to dage skal tilbringes og vil bringe klatrerne i spil allerede tidligt i løbet. Desværre for sprinterne har arrangørerne givet den ellers flade etape et ekstra krydderi i form af en ikke helt uvæsentlig stigning, der med top bare 15 km fra mål meget vel kan gøre det svært for nogle af løbets tungere afsluttere.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Med en distance på 213,5 km er der for anden dag i træk tale om en for Touren ganske lang etape, der fører feltet fra Reims til Nancy. Som sagt er dagens primære formål at bringe feltet frem til Vogeserne, og derfor køres der mod sydøst og øst det meste af dagen. Fra start kører man mod sydøst og dermed øst om 3. etapes målby, Epernay, hvor man skal over en af områdets småbakker (3 km, 4,6%), som animerede mandagens finale, og som har top efter 8,2 km. Herefter bliver det imidlertid så fladt, at selv en pandekagebager ville være misundelig, og der er ingen terrænmæssige udfordringer, når man kører mod sydøst og øst frem til forplejningen, der kommer efter 98,0 km.

Efter maden fortsætter det flade terræn lidt endnu, inden man når frem til kategori 4-stigningen Cote de Rosieres (1 km, 7%), hvis top passeres efter 121 km. Derfra flader det igen ud, mens man forsætter mod øst og sydøst forbi dagens spurt, der efter 147 km er flad og helt uden tekniske udfordringer. Først efter byen Toul, der nås efter 179,5 km, sker der lidt, når det begynder først at stige og siden falde ned mod dagens væsentligste udfordring. Kort efter drejer man nemlig mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stgningen Cote de Maron (3,2 km, 5%), der efter 500 m byder på 1500 m med stigningsprocenter på 6-7, inden det flader ud over den sidste kilometer. Fra toppen resterer præcis 15 km, der efter en nedkørsel byder på en lille bakke, inden en nedkørsel leder ned til de sidste knap 10 km, der er flade eller ganske let faldende. I finalen drejes der med 5500 m, 3300 m og 1400 m igen, inden vejen kun bugter sig ganske let ind på den 280 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 2 km er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 1555 højdemeter.

Med udsigt til to dage i Vogeserne kan sprinterne ikke lade denne mulighed gå til spilde, men det bliver ikke helt så let, som man ofte ser det på Tourens sprinteretaper. Den sidste bakke er både lang og hård, og det er ganske sandsynligt, at hold som Bora og Sunweb her vil forsøge at gøre løbet surt for særligt Dylan Groenewegen. Dermed er der langt op til en ganske interessant finale, inden det hele med meget stor sandsynlighed ender i en spurt i Nancy.

Nancy blev senest besøgt i 2014, hvor Matteo Trentin slog Peter Sagan i en reduceret massespurt i byen, og i 2005, hvor Lorenzo Bernucci sejrede foran Alexandr Vinokourov på en mindeværdig sprinteretape, der sluttede på en spejlglat skøjtebane. Dauphiné startede i byen i 2009, hvor Cadel Evans slog Alberto Contador på den indledende enkeltstart, Edvald Boasson Hagen tog en udbrudssejr i 2006-udgaven af Tour de l’Avenir, og det samme gjorde Andris Nauduzs i Circuit de Lorraine i 2005.

5. etape, onsdag d. 10. juli: Saint-Dié-des-Vosges - Colmar, 175,5 km

Det kan egentlig synes underligt, at Tour de France så sjælden går brug af Vogeserne, når nu den lille bjergkæde tilbyder noget af Frankrigs bedste og smukkeste cykelterræn i det ellers flade Nordfrankrig. I år kommer området imidlertid til sin ret, når to dage i Vogeserne vil sørge for at skabe en udskilning tidligere, end man ellers ofte ser det i verdens største cykelløb. Naturligvis er det torsdagens finale på La Planche des Belles Filles, der tiltrækker sig den største opmærksomhed, men forinden får rytterne muligheden for at varme klatrebenene op på en kuperet 5. etape, der med nogle svære sene stigninger og en flad finale lægger op til flere forskellige scenarier.

I alt skal der tilbagelægges 175,5 km, der fører feltet fra Saint-Dié-des-Vosges til Colmar, der er hovedbyen i Alsace og ligger midt i Vogeserne. Startbyen ligger egentlig ganske tæt på bjergene, men første del af etapen består af en relativt let sløjfe mod nord. Derfor lægger man ud med at køre mod nordøst igennem terræn, der først er let stigende og siden let faldende, inden man drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Cote de Grendelbuch (3,4 km, 4,9%), der har top efter 44 km og er en let stigning uden vanskelige procenter. Herefter falder det mod øst, hvor man rammer dalen, der følges mod syd igennem helt fladt terræn. Undervejs passer man dagens spurt, der denne gang kommer på toppen af en 1 km lange bakke efter 71 km, og som byder på et sving bare et par hundrede meter fra stregen, samt forplejningen, der kommer efter 86,5 km.

Efter 103 km ender det flade terræn, når man drejer mod sydvest for via kategori 2-stigningen Cote due Haut-Koeningsbourg (5,9 km, 5,8%) at forlade dalen. Også den er en meget regulær stigning, der har top efter 109,5 km. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst, hvorefter det går mod sydvest via snoede veje igennem fladt terræn frem til kategori 2-stigningen Cote des Trois-Epis (4,9 km, 6,8%), der ligeledes er regulær, men flader lidt ud over den sidste kilometer.

Fra toppen resterer 35 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote des Cinq Chateaux (4,6 km, 6,1%), der bestiges fra nord og undervejs stiger med mere end 7,5% over 2 km. Toppen rundes med 19,5 km, men det fortsætter med at stige i yderligere nogle kilometer, mens man forsætter mod syd, inden man drejer mod vest for via en halvteknisk nedkørsel at køre tilbage til dalen. Her venter 11 flade kilometer, der fører mod nordøst mod og ind gennem Colmar frem til målet i den nordlige udkant. De sidste 5 km er helt flade og byder på sving med 4700 og 3300 m igen, hvorefter en lige vej kn afbrydes af en rundkørsel, der leder ind på den 420 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Etapen byder på i alt 2325 højdemeter.

På papiret er det en etape, der skriger på udbrud, men meget vil afhænge af situationen i klassementet. Hvis Ineos eller Mitchelton har sikret sig trøjen efter holdløbet, vil de formentlig ikke have problemer med at give den fra sig, men er det i stedet Sunweb, Deceuninck eller Jumbo, der fører løbet, vil de formentlig forsvare den med næb og klør. Samtidig kan det slet ikke udelukkes, at folk som Michael Matthews, Peter Sagan og Greg Van Avermaet ser muligheder i en reduceret massespurt, og derfor kan det sagtens ende med, at der også på denne etape skal spurtes om sejren.

Tour de France lagde senest vejen forbi Colmar i 2009, hvor Heinrich Haussler i sin jubelsæson tog en fornem solosejr på en drivvåd dag i Vogeserne, samt i 2001, hvor Laurent Jalabert til slut køre alene hjem foran en trio anført af Jens Voigt. Byen besøges ofte af Tour Alsace, senest i 2012 og 2014, hvor hhv. Edoard Labour og Simon Zahner sejrede.

6. etape, torsdag d. 11. juli: Mulhouse - La Planche des Belles Filles, 160,5 km

Et af de forhold, der vakte en del begejstring ved rutepræsentation i oktober, var det forhold, at det første bjergslag allerede venter på 6. etape. Det vil nemlig skabe en tidlig udskilning og reducere stressniveauet i en normalt ellers meget hektisk første uge. For fjerde gang på bare otte år er det en nyklassiker i form af den korte, men uhyre stejle La Planche des Belles Filles, der vil levere de første svar på, hvem der kan vinde årets Tour de France, og denne gang skal der endda klatres endnu længere op end tidligere. Samtidig kommer stigningen efter en usædvanligt svær vogeseretape med 4000 højdemeter på bare 160 km, og dermed er der skabt basis for, at stigningen kan blive endnu mere selektiv end tidligere.

I alt skal der tilbagelægges 160,5 km, der fører feltet fra Mulhouse til toppen af La Planche des Belles Filles. Etapen skærer tværs gennem Vogeserne, men der lægges let ud, når man følger den helt flade dal mod nord og nordvest. Efter de første 20 km begynder det at stige let frem mod dagens spurt, der kommer efter 29 km for enden af en lang lige vej, hvor den sidste kilometer stiger med 3,8%. Herefter drejer man mod sydøst for at køre op ad en af Vogesernes mest kendte stigninger Le Grand Ballon, der her er inddelt i to. Først gælder det løbets første kategori 1-stigning Le Markstein (10,8 km, 5,4%), der har top efter 43,5 km, og hvis data snyder, da undervejs er 4 km med 7-9%, inden et lille plateau leder frem til de sidste 3 km, der stiger med 5-8%. Herefter flader det kortvarigt ud over 6 km, inden man kører op ad kategori 3-stigningen Le Grand Ballon (1,3 km, 9%), hvis top i 1336 m højde passeres efter 50,5 km.

Efter stigningen venter en lang og på den øvre del ganske teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst, sydvest og syd direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Col du Hundsruck (5,3 km, 6,9%), hvis top passeres efter 74 km, og som er en relativt jævn stigning. En teknisk nedkørsel leder herfra videre mod sydvest, inden man via et let stigende dalstykke kører mod nordvest forbi forplejningen efter 89,5 km og frem til vunden af Vogesernes vel nok mest kendte bjerg, kategori 1-stigningen Ballon d’Alsace (11 km, 5,8%), der kan inddeles i to med 7 km med stigningsprocenter mellem 6 og 10 og herefter en let afslutning med stigningsprocenter på 3-4.

Fra toppen resterer endnu 55,5 km, som indledes med en halvteknisk nedkørsel, der fører mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col des Croix (3,3 km, 6,1%), der ligeledes er relativt regulær og har top med 37 km til mål. En lettere nedkørsel fører nu videre mod sydvest, inden man kører mod øst via et let stigende dalstykke frem til bunden af kategori 2-stigningen Col des Chevreres (3,5 km, 9,5%), der er en modbydeligt stejl sag, hvis tredje kilometer stiger med ikke mindre end 14,9%, inden den flader ud med 3% over de sidste 500 m. På toppen er der placeret en af de særlige bonusspurter, hvor der er bonussekunder på spil.

Fra toppen mangler bare 19 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd til Planche-les-Mines, hvor man drejer mod nordøst for at køre via et let stigende stykke frem til vunden af kategori 1-stigningen Le Planche des Belles Filles. Som sagt skal man denne gang længere op end vanligt, så der i alt er tale om en 7 km lang stigning, der stiger med 8,7% i gennemsnit. De første 5 km stiger relativt jævnt med 8-10%, inden et kort fladt stykke leder frem til den velkendte 20% ramme, som fører op til det gamle mål. Denne gang fortsætter man imidlertid via endnu et lille plateau frem til en ny 900 m lang rampe, der stiger med 10,4% og når op på 24% lige inden stregen, og som endda er på grusvej. På de sidste 5 km er der en hel serie hårnålesving, det sidste med 1500 m igen, inden der på de sidste 300 m skal drejes to gange, inden man rammer den 100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3944 højdemeter.

Læs også

LIVE nu: Stejl mur skaber åben finale

Vi kender efterhånden La Planche des Belles Filles til hudløshed, og selvom der er tale om en kort stigning, er den så stejl, at vi ofte ser overraskende store forskelle. Det vil blive endnu mere udtalt denne gang, hvor den samlede etape er yderst vanskelig, og hvor den nye grusvejsrampe til sidst vil gøre afslutningen endnu hårdere. De forrige gange har favoritterne taget etapesejren, men i år kan det slet ikke udelukkes, at en etape, der i kraft af sin vanskelighed er svær at kontrollere, vil blive vundet af et udbrud, som endda kan køre sig i gult, inden de store navne skal udkæmpe det første vigtige slag om den samlede sejr.

La Planche des Belles Filles gjorde Tour-debut i 2012, hvor hjælperytteren Chris Froome spurtbesejrede Cadel Evans og kaptajn Bradley Wiggins, der kørte sig i førertrøjen, mens Vincenzo Nibali tog en knusende solosejr i jubelåret 2014. Senest blev stigningen besøgt i 2017, hvor Fabio Aru kørte fra alt og alle og tog en suveræn sejr i løbets første bjergslag. I de seneste to år har Tour Alsace besøgt stigningen med sejre til Markus Hoelgaard og Geoffrey Bouchard i hhv. 2017 og 2018.

7. etape, fredag d. 12. juli: Belfort - Chalon-sur-Saône, 230 km

Man forstår, hvis sprinterne var en anelse skuffede over den normalt så sprintervenlige første uge af Touren, men efter to svære dage i Vogeserne kan de heldigvis se frem til en af deres mest oplagte chancer. Ganske vist er etapen med sine 230 km alenlang og endda med en del højdemeter på den første del, men da den sidste halvdel er flad som et billardbord, bør intet kunne stå i vejen for det første rigtige sprinteropgør, hvor der denne gang hverken er et stigende opløb eller en bakke tæt på mål.

I alt skal der altså tilbagelægges intet mindre end 230 km, der fører feltet fra Belfort til Chalon-sur-Saône. Etapen er en klassisk transportetape, der har til formål at bringe feltet fra Vogeserne frem mod Pyrenæerne, hvor de næste store slag skal slås, og med sin lange distance tjener den sit formål. Startbyen er placeret i udkanten af Vogeserne, og derfor er den første del ikke helt let. Det går mod sydvest igennem let kuperet terræn frem til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Fernère (2,7 km, 4,6%), hvis top rundes efter 37,5 km, og som leder op til et relativt plateau, der følges mod sydvest. Der er en lille bakke (5,1 km, 3,6%) med top efter 68 km, inden mere fladt terræn og en nedkørsel fører syd om Besancon frem til kategori 3-stigningen Cote de Chassagne-Saint-Denis (4,3 km, 4,7%), hvis top passeres efter 95,5 km. Et plateau følges mod sydvest forbi forplejningen, der er placeret efter 105 km, inden en nedkørsel fører ned til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Nans-sous-Sainte-Anne (3,5 km, 5,7%), der har top efter 119,5 km ca. midtvejs på etapen.

Herefter er det slut med udfordringer. En kort nedkørsel leder videre mod sydvest, og herfra er etapen stort set helt flad, mens man fortsætter mod sydvest. Den indlagte spurt kommer efter 196,5 km efter en sidste kilometer, der er flad, men som har et skarpt sving 700 m fra stregen. Derfra går det ind mod Nancy, hvor man med ca. 9 km drejer til højre ind mod centrum. En stor, let bugtende boulevard følges nu ind gennem byen, indtil man drejer skarpt med 2500 m igen. Der venter yderligere et sving 1600 m fra stregen, hvorefter det er helt fladt og vejen kun bugter sig let ind på den 500 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2367 højdemeter.

Det kan godt være, at det er en opgave at kontrollere 230 km med næsten 2500 højdemeter, men der bør ikke være skyggen af tvivl om, at dette er en dag for sprinterne. På hver sin side af denne etape findes der nemlig langt mere oplagte udbrudsetaper, og al logik siger derfor, at lykkeriddere skal spare på krudtet. Der venter derfor formentlig en helt begivenhedsløs etape, som dog vil ende med et brag af et sprinteropgør i en ukompliceret og flad finale, hvor vi virkelig kan få at se, hvem der er løbets hurtigste mand.

Chalon-sur-Saône har kun én gang været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2017-udgaven af Paris-Nice, hvor Sam Bennett vandt en massespurt i byen.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

8. etape, lørdag d. 13. juli: Macon - Saint-Etienne, 200 km

Det var heller ikke meget, der var at komme efter for sprinterne i denne omgang. Der skulle nemlig blot bruges en enkelt etape på at bringe feltet fra Vogeserne til det kuperede Massif-Central, der byder på noget af Frankrigs mest uvejsomme terræn. Det kommer fuldt til udtryk på den 200 km lange 8. etape, der måske ikke byder på store bjerge, men med hele syv kategoriserede stigninger og næsten 4000 højdemeter er som skabt til angreb og offensiv kørsel. Dermed er der lagt op til en klassisk udbryderetape, hvor kombinationen af terræn og en brutal kamp om at komme afsted kan gøre det til en ganske vanskelig og slidsom dag, også for klassementsrytterne, der ikke kommer helt gratis til Saint-Etienne.

I alt skal der tilbagelægges 200 km mellem Macon og Saint-Etienne, der er en hyppigt besøgt målby i Massif-Central. Starten er relativt let, idet man snor sig mod syd og sydvest forbi dagens spurt, der kommer allerede efter 33 km, er flad og uden sving på de sidste 1200 m. Kort efter drejer man mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col de la Croix Montmain (6,1 km, 7%), der stiger med 7-9% over 5 km, inden den flader ud nær toppen, som kommer efter 51 km. En nedkørsel fører mod vest, inden en let stigende dalvej følges mod syd, inden man drejer mod sydvest ind på kategori 2-stigningen Col de la Croix de Thel (4,1 km, 8,1%), der er en regulær og stejl stigning med top efter 71 km. En meget snoet vej leder nu via et plateau og en nedkørsel mod sydvest og syd ned til kategori 2-stigningen Col de la Croix de Paquet (2,1 km, 9,7%), der midtvejs over 1 km stiger med 11-13%, inden den flader ud nær toppen, som passeres efter 84,5 km. En kort nedkørsel fører ned til forplejningen, som kommer efter 89 km, og derefter fortsætter man mod sydvest direkte op ad den lange kategori 3-stigning Cote d’Affoux (8,5 km, 4,3%), der over de sidste 5 km stiger med 5-6% og har top efter 97 km.

Herefter bliver det endelig lidt lettere, når et længere let faldende og teknisk stykke fører mod syd, sydøst og øst ned til byen Courzieu, hvor udfordringerne indledes igen. Det sker, når man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Col de la Croix de Part (4,9 km, 7,9%), hvis sidste 3 km stiger med 8-10% og har top efter 133 km. En teknisk nedkørsel fører mod sydvest og vest, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote d’Aveize (5,2 km, 6%), der har top med 51,5 km igen og er ganske regulær. Herfra får det videre mod syd via en nedkørsel, inden det går op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,3 km, 5,8%), der har top 38,5 km fra stregen.

Herefter bliver det lettere, når man fortsætter mod syd via et let kuperet plateau, inden det begynder at falde let mod sydvest, syg og til sidst nord. Herefter rammer man dagens sidste kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Cote de la Jalliere (1,9 km, 7,9%), der på de sidste 400 m stiger med hele 14,5% og har top med 12,5 km igen, hvor der er placeret en af de særlige bonussekunder med bonussekunder til de første. En teknisk nedkørsel fører nu mod vest, inden et let faldende stykke fører mod syd ned til Saint-Etienne, hvor der venter en lille ubehagelighed i finalen. Med 3 km igen rammer man nemlig en lille bakke, der over 700 m stiger med 7,8%, men efter 200 m når 11,1% over de følgende 200 m og har top med 2 km igen. Derefter falder det over 1 km, inden den sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit. Der er to hårnålesving på bakken, og efter toppen drejer man to gang på næstsidste kilometer og en sidste gang med 800 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 350 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3844 højdemeter.

Saint-Etienne er kendt som en udbryderby, og det er ikke uden grund. Terrænet omkring byen er uvejsomt, men ikke svært nok til, at klassementsrytterne kan bruge det offensivt. Derfor er der næsten med sikkerhed lagt op til en dag for lykkeridderne, men det betyder også, at der kan blive tale om en lynhurtig etape, hvor det kan tage lang tid at få den rette gruppe etableret. Selvom klassementsrytterne vil ende i samme tid, vil kombinationen af de mange stigninger, den høje fart og den forventede varme gøre det til en dag, der vil kunne mærkes også i de efterfølgende dage.

Saint-Etienne besøges ofte af de tre store franske etapeløb, i langt de fleste tilfælde med udbrudssejre til følge. Touren var senest forbi i 2014, hvor Alexander Kristoff vandt en massespurt i byen, i 2008, hvor Marcus Burghardt tog en udbrudssejr, i 2005, hvor Lance Armstrong slog Jan Ullrich med 23 sekunder på den sidste enkeltstart, og i 1999, hvor Ludo Dierckxsens kørte alene hjem fra et udbrud. Dauphiné gjorde senest stop i 2017, hvor Thomas De Gendt tog en solosejr på 1. etape, i 2009, hvor Niki Terpstra vandt fra et udbrud, i 2007, hvor Christophe Moreau kørte væk på en af de sidste stigninger og herved tog både etapesejr og førertrøje, i 2004, hvor Jose Enrique Gutierrez vandt fra et udbrud, i 2002, hvor Jacky Durand var bedste mand i et tomandsudbrud, og i 2000, hvor Fabrice Gougout kørte fra Jens Voigt og tog en solosejr. Paris-Nice var forbi i 2018, hvor Wout Poels vandt enkeltstarten, i 2009, hvor Christian Vande Velde tog en solosejr, i 208, hvor Kjell Carlström vandt fra et udbrud, i 2006, hvor Patxi Vila vandt en tomandsspurt foran Floyd Landis, der kørte sig i førertrøjen, i 2003, hvor Davide Rebellin var hurtigst i en sekstet, i 2002, hvor Laurent Jalabart var hurtigst i en trio, i 2001, hvor Peter Van Petegem vandt en spurt i en lille gruppe, og i 2000, hvor Bo Hamburger såmænd tog en solosejr med 10 sekunder ned til feltet.

9. etape, søndag d. 14. juli: Saint-Etienne - Brioude, 170,5 km

De ryttere, der var mest begejstrede ved rutepræsentationen i oktober, var formentlig lykkeridderne. Modsat Giroen og Vueltaen byder Touren ofte på meget få kuperede udbrudsetaper, da terrænet enten er meget fladt eller yderst bjergrigt. I år passerer man imidlertid igennem både Vogeserne og Massif-Central, der er som skabt til udbrud, og derfor venter der tre oplagte udbrudsetaper allerede inden den første hviledag. Den tredje af disse kommer på løbets anden søndag, hvor særligt de angrebslystne franskmænd vil drømme om at vinde på Bastilledagen, men modsat på 8. etape er terrænet her så fremkommeligt, at man ikke helt kan udelukke, at Sagan- og Matthews-typerne kunne lure på en chance for en reduceret massespurt - og så

I alt skal der tilbagelægges 1705 km, der fører feltet fra Saint-Etienne til Brioude. Fra start kører man mod nordvest via et let faldende stykke, inden det går mod syd gennem en let stigende fase og en nedkørsel, inden det flader ud. Kort efter drejer man mod nord for at køre op ad den brutale kategori 1-stigning Mur d’Aurec-sur-Loire (3,2 km, 11%), der kommer i to meget stejle ramper med stigningsprocenter på op til 19 på den første og op til 16 på den sidste. Toppen rundes efter 36,5 km og leder op til et let kuperet plateau, der følges mod vest og sydvest og nordvest, og hvor man efter ca. 70 km når toppen af den ikke-kategoriserede Cote de Craponne (4,1 km, 4,3%). Kort efter går det via en nedkørsel mod nordvest ned til dagens spurt, der er helt flad og kommer for enden af en lang, lige vej efter 92 km lige inden man 1,5 km senere rammer forplejningen.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Herefter tager etapen igen fat, når man kører mod syd via et let stigende dalstykke frem til kategori 3-stigningen Cote des Guillaumanches (7,8 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel med top efter 108 km i 1015 m højde, etapens højeste punkt. Man bliver på et plateau, mens man fortsætter mod syd og sydvest, inden en længere, relativt let nedkørsel, der afbrydes af en bakke (2,0 km, 5,0%) med top efter 127 km, fører ned til Javaugues, inden man igennem fladt terræn kører mod vest frem til udkanten af målbyen Brioude, der nås efter 141 km.

I stedet for at køre ind til mål slår man imidlertid et smut mod syd for igennem fladt terræn at køre ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Saint-Just (3,6 km, 7,2%), der bestiges fra sydøst og har en vanskelig første halvdel og en let sidste halvdel, hvor den hovedsageligt stiger med 5-6%, inden toppen, hvor der er placeret en bonusspurt med bonussekunder, rundes. Herfra resterer 13 km, der stort set alle er let faldende, teknisk relativt lette og fører mod nord og nordøst ind mod centrum af Brioude. På de sidste 5 km er der kun ét skarp sving, som kommer med 600 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Det falder hele vejen ned til de sidste 1500 m, der er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 2717 højdemeter.

Betydningen af Bastilledagen tales ofte op i medierne, men lige netop i år, hvor ruten indbyder til udbrud, vil mange franskmænd drømme om at vinde. Der er derfor lagt op til hård kamp om at komme afsted, og det kan meget vel ske, at først er på den tidlige mur, at udbruddet etableres. Mest sandsynligt er det, at de vil holde hjem, men i et løb, hvor Sunweb alene jagter etaper, kan der måske indgås en alliance mellem Peter Sagan og Michael Matthews om, at de vil gå efter en spurtsejr i en finale, der ikke er uden for deres rækkevidde, og hvor der formentlig vil være et hav af Romain Bardet-fans klar til at tage imod den franske darling, som er født i byen

Brioude var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Paris-Nice i 2013, hvor Andrew Talansky var hurtigste mand i en lille gruppe. Tour de l’Avenir var forbi i 2014, hvor Kristoffer Skjerping vandt fra et udbrud, og Asbjørn Kragh kørte sig i førertrøjen, og i 2007, hvor Nicolas Hartmann slog Jose Herrada i en tomandsspurt.

10. etape, mandag d. 15. juli: Saint-Flour - Albi, 217,5 km

Vi er allerede næsten halvvejs i løbet, og sprinterne har kun haft tre chancer - og det endda inden vi overhovedet har ramt Pyrenæerne og Alperne. Derfor vil sprinterne være yderst opsatte på at slå til på løbets 10. etape, der med en relativt flad sidste halvdel lægger op til et sprinteropgør. Helt så enkelt bliver det imidlertid ikke på en etape, der starter i det vanskelige Massif-Central og med mere end 3000 højdemeter over næsten 220 km også må inspirere lykkeridderne til at fortsætte den fest, de må antages at have haft i den første uge.

Med en distance på hele 217,5 km er der tale om endnu en meget lang etape, der forbinder byerne Saint-Flour og Albi som led i den lange rejse mod sydvest mellem Vogeserne og Pyrenæerne. Startbyen ligger midt i Massif-Central, og derfor er starten knaldhård og nærmest helt uden flad vej. Allerede med det samme går det mod syd op over to små bakker med efterfølgende nedkørsler, inden man kører mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Mallet (2,2 km, 5,2%), der har top efter 22 hårde kilometer og har en ganske stejl anden del med en kilometer med 7-8%. Herefter flader det ud, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Cote de Chaudes-Aigues (3 km, 6,6%), der ganske jævn og har top efter 40,5 km. Et let kuperet plateau følges herfra mod sydvest, inden en længere nedkørsel fører feltet mod sydvest væk fra det svære Massif-Central, der dog har en lille afskedshilsen i form af kategori 3-stigningen Cote d’Espallion (5,2 km, 4,9%), der har top efter 98,5 km, og som kun er stejl over den sidste kilometer, der stiger med 6,2% i snit.

Herefter bliver etapen betydeligt lettere. Man fortsætter mod sydvest igennem terræn, der aldrig er helt fladt, men ikke byder på rigtige stigninger. Højdepunktet er den indlagte spurt, der efter 128,5 km kommer for enden af en lang, lige og let stigende vej, hvis sidste kilometer stiger med 3,3 km igen. Herefter falder det hovedsageligt let, indtil man rammer kategori 3-stigningen Cote de La Malric (3,6 km, 4,7%), der er en jævn, relativt let opkørsel. Fra toppen resterer 53 km, der fører mod sydvest, hovedsageligt er let faldende eller flade og kun afbrudt af et enkelt let stigende stykke, der indledes med 25 km igen. Til slut er der en lille nedkørsel, inden man igennem fladt terræn kører mod sydøst ind mod centrum af Albi. Her kommer det sidste sving lige inden 3 km-mærket, hvorefter der blot er to bløde kurver, den sidste med 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. Finalen er hovedsageligt flad, men på den sidste kilometer begynder det at stige efter en lille bro, så den sidste kilometer stiger med 1,3% i snit.

Etapen byder på i alt 3031 højdemeter.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

Sprinterne har ikke råd til at smide denne chance, men det bliver ikke let at sikre en massespurt. Med så vanskelig en start risikerer man, at udbruddet bliver stærkt og potent, og så vil det kræve en jætteindsats at køre dem ind igen. Mest sandsynligt er det stadig, at det hele ender i en spurt, men efter 220 km og 3000 højdemeter er det slet ikke sikkert, at udfaldet er, som man ville forvente af en mere klassisk sprinteretape.

Albi har været målby tre gange i de seneste 20 år. Det skete senest i 2013, hvor Peter Sagan tog en fornem sejr på en etape, hvor Cannondale-mandskabet leverede en fantastisk præstation ved tidligt at splitte feltet og herefter holde sprinterne bag sig over en lang, flad sidste del, i 2007, hvor Alexandre Vinokourov knuste al modstand på en enkeltstart, hvor sejren i dag er tilskrevet Cadel Evans, og i 1999, hvor Salvatore Commesso vandt fra et udbrud. Route du Sud var forbi i 2016, hvor Bryan Coquard vandt en massespurt om formiddagen, og Nairo Quintana overraskende vandt eftermiddagens enkeltstart foran specialisten Sylvain Chavanel, og i 2012, hvor Stephane Poulhies vandt 1. etapes massespurt.

Hviledag, tirsdag d. 16. juli: Albi

11. etape, onsdag d. 17. juli: Albi - Toulouse, 167 km

Hvis sprinterne syntes, at arrangørerne havde strammet den en anelse med de mange højdemeter op 10. etape, kan de glæde sig over udsigten til den etape, der venter efter første hviledag. Ganske vist er terrænet umiddelbart nord for Pyrenæerne ikke helt fladt, men det har altid været et område, hvor sprinterne har boltret sig. Fra torsdag tårner bjergene sig op for de stakkels sprintere, og derfor vil de gøre alt for at komme til fadet en sidste gang, inden udfordringerne for alvor melder sig.

For en gangs skyld er der tale om en relativt kort sprinteretape, der fører feltet over bare 167 km mellem Albi og storbyen Toulouse, og har som formål at bringe feltet endnu tættere på Pyrenæerne. Fra start kører man mod nordvest og vest igennem let kuperet terræn, inden man skal over kategori 3-stigningen Cote de Tonnac (3,6 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 32 km. Den leder op til et plateau, der følges mod vest, inden en nedkørsel leder ned i fladlandet. Det følges mod sydøst og øst frem til kategori 4-stigningen Cote de Castelnau-de-Montmiral (2,5 km, 3,8%), hvis top passeres efter 77 km.

Herefter er udfordringerne stort set overstået. En nedkørsel fører mod sydøst, og derefter går det igennem fladt terræn mod syd forbi den helt flade og teknisk ukomplicerede spurt, der kommer efter 7´87 km, og forplejningen, der er placeret efter 96,5 km. Efter 112,5 km når man Lavaur, hvorefter det begynder at stige let, mens man fortsætter mod sydvest, inden fladt terræn og en nedkørsel melder sig.

Efter 131,5 km drejer man mod vest med retning mod Toulouse, og herefter bliver terrænet vanskeligere. Over de sidste ca. 35 km går det op eller ned det meste af vejen, indtil man når udkanten af Toulouse. Her er der en sidste bakke, der har top med 4 km igen, hvorefter det falder ned mod et sving, som leder ind på de sidste 2800 m, der er næsten helt flade. Der er en blød kurve med 2,2 km igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 500 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1826 højdemeter

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Der kan ikke være den store tvivl om, at sprinterne vil sætte alt ind på, at denne etape skal ende i en massespurt, og det bør også være det sikre udkomme. Sprinterne kan dog godt få sig en ubehagelig overraskelse på de sidste 35 km, der ikke byder på megen flad vej. Derfor kan det sagtens være nogle mærkede ben, der skal udkæmpe det sidste sprinteropgør inden bjergene, og det kan give anledning til et uventet udfald.

Toulouse er blevet besøgt to gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2008, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt i byen. I 2003 sendte Juan Antonio Flecha en pil afsted, da han krydsede stregen som bedste mand i et udbrud.

12. etape, torsdag d. 18. juli: Toulouse - Bagneres-de-Bigorre, 209,5 km

Selvom bjergene altid er koncentreret i den sidste del, er det alligevel sjældent, at man først når den første af de to store bjergkæder i løbet anden halvdel. Det er ikke desto mindre tilfældet i år, hvor den særegne beslutning om at køre den lange vej fra Vogeserne til Pyrenæerne betyder, at vi først når frem til de høje bjerge på løbets 12. etape. Det betyder dog ikke, at klassementskampen bryder ud her, for som man før har set det, når Pyrenæerne er vært for den første etape i de høje bjerge, lægges der ud med en relativt blød sag, hvor man måske nok skal op over to af løbets legendariske stigninger, men hvor en 30 km lang afsluttende nedkørsel indbyder til, at det bliver en dag for et udbrud og lidt klatreopvarmning for favoritterne.

I alt skal der tilbagelægges hele 209,5 km mellem Toulouse og Bagneres-de-Bigorre på en etape, der er designet som en klassisk første dag i Pyrenæerne i den forstand, at den første del tilbringes i fladlandet nord for bjergene, inden der tårner sig bjerge op mod slutningen. Fra start kører man således mod sydvest igennem helt fladt terræn, og den eneste lille udfordring er kategori 4-stigningen Cote de Montoulieu-Saint-Bernard (1,7 km, 5,2%), der har top efter 62,5 km.  Derfra fortsætter man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod syd for at kører igennem fladlandet forbi forplejningen, der kommer efter 116 km, og frem til bjergbyen Bagneres-de-Luchon, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 130,5 km for enden af den lang, lige vej, der over den sidste kilometer stiger let med 0,8%.

Herefter ændrer etapen karakter. Nu drejer man nemlig mod vest for at køre direkte op ad det berømte kategori 1-bjerg Col de Peyresourde (13,2 km, 7%), der er relativt let over de første 4 km, hvorimod den sidste halvdel stiger med mere end 8% i lange perioder. Fra toppen resterer fortsat 63,5 km, der indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, som fører mod vest og nordvest, inden man følger et let stigende dalstykke mod nordvest og sydvest ned til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Hourquette d’Ancizan (9,9 km, 7,5%). Den bestiges fra sydøst og inddeles i to dele, hvor det over de første 4 km stiger med 8-10%, inden et lettere stykke leder frem til de sidste 5 km, som stiger med 6-8,5%. På toppen er der bonussekunder i en af de særlige bonusspurter.

Fra toppen resterer hele 30,5 km, og de er alle faldende. Den første del består af ”rigtig” nedkørsel med enkelte hårnålesving, men hurtigt bliver det blot til en lige, let faldende vej, der fører mod nordvest ned til Bagneres-de-Bigorre, hvor kun den sidste kilometer er flad. Der er to skarpe sving lige efter 3 km-mærket og derefter et meget skarpt sving med 750 m igen, inden et blødt sving leder ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3088 højdemeter.

Hvis nogen havde håbet på, at den første bjergetape ville skabe drama, må de formentlig tro om. De to stigninger er svære, men da de sidste 30 km består af let og ukompliceret nedkørsel, synes det meningsløst for favoritterne at spilde en masse kræfter bare 24 timer inden en vigtig enkeltstart. Det synes derfor at være givet, at det ender i en våbenhvile for de store navne, mens et udbrud får lov til at slås om både etapesejr samt vigtige bjergpoint.

Bagneres-de-Bigorre har været målby for to bjergetaper i dette årtusinde. Sidste gang var i 2013, hvor Dan Martin slog Jakob Fuglsang i en tomandsspurt efter en dramatisk etape, hvor Chris Froome var blevet isoleret nærmest med det samme, og hvor Richie Porte kollapsede totalt. Første gang var i 2008, hvor Riccardo Ricco knuste al modstand, inden en positiv dopingtest som bekendt tvang ham ud af løbet og i stedet gav sejren til Vladimir Efimkin. I 1999 vandt Christopher Jenner en Tour de l’Avenir-etape i byen.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

13. etape, fredag d. 19. juli: Pau - Pau, 27,2 km enkeltstart

Hvis der er noget, der har kendetegnet Touren, siden Christian Prudhomme overtog ansvaret, er det, at antallet af enkeltstartskilometer er reduceret voldsomt. I de seneste to år har han endda taget det til et nyt niveau, da han i tillæg til et holdløb blot har haft én relativt kort enkeltstart. Modsat sidste år, hvor løbets enkeltstart kom i den velkendte position på næstsidste etape, er den denne gang placeret allerede inden det første virkelig slag i de høje bjerge, og denne gang er etapen endda med sine knap 30 km endda endnu korte end sidste år. Til gengæld er der kun to mindre bakker undervejs, og derfor vil tempospecialisterne og de tempostærke klassementsryttere forsøge at få det maksimale ud af deres eneste chance for at bruge deres power i dette års løb.

Årets enkeltstart er højst usædvanligt henlagt til Pau, der altid besøges enten på vej væk fra eller hen til Pyrenæerne som mål for enten en bjerg- eller en sprinteretape. I år er den altså vært for tidskørslen, der strækker sig over 27,2 km og består af en tur ned i bakkerne syd for byen. Starten er ganske teknisk, idet man kører mod nordvest igennem adskillige sving ind gennem byen, inden man drejer mod sydvest for endelig at ramme en lang, lige vej. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre videre igennem fladlandet frem til dagens første bakke. Cote des Aguts stiger med 4,7% over 3,0 km, men den første kilometer er stejl med en stigningsprocent på 7,8, inden det flader ud med hhv. 3,4% og 3,0% over de sidste 2 km.

På toppen tages den første mellemtid efter 7,7 km, hvorefter man fortsætter igennem fladt terræn mod sydvest, inden det falder ned mod det sydligste punkt. Her drejer man mod vest for at køre op ad Cote d’Esquillot, der over 1,1 km stiger relativt jævnt med 6,9% i snit, inden man op toppen tager den anden mellemtid efter 15,5 km.

Herefter er vanskelighederne overstået. Nu falder det let mod nordvest, inden det går mod nord langs en ganske let faldende vej, der følger en lille flod. Efter 21,9 km tager den sidste mellemtid, inden det går videre igennem fladt terræn ind mod Pau. Her venter en teknisk afslutning med sving med 3100, 2400, 1600 og 1100 m igen, hvorefter det begynder at stige let. Med 300 m igen drejer man ind på en mur, der stiger med hele 17%, inden det flader ud igennem to skarpe sving, inden man rammer den 160 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 391 højdemeter.

Enkeltstarten minder på alle måder meget om den, vi havde i Dauphiné, hvor Wout van Aert knuste al modstand. Den første halvdel er med sine to relativt stejle stigninger ganske svær, men anden halvdel består i alt væsentligt af fladt tonserterræn, inden man rammer den tekniske og yderst eksplosive finale med den lille mur. De tungeste specialister får det svært, men for specialister, der kan klatre, er etapen en gave. I Dauphiné sejrede Van Aert foran Tejay van Garderen og Tom Dumoulin, og det afspejler fint, hvilke ryttertyper vi kan forvente at se fremme på denne etape.

Pau er som sagt start- eller målby næsten hvert år, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I de senere år har man hovedsageligt ageret startby, men sidste år vandt Arnaud Demare løbets næstsidste massespurt i byen, og i 2017 vandt Marcel Kittel en anden massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

Derudover har byen ofte været målby i Route du Sud, senest i 2011, hvor Luis Angel Maté tog en udbrudssejr på sidste etape, og i 2009, hvor Nicolas Rousseau var hurtigste mand i et udbrud. Tilbage i 2002 fandt enkeltstarten i Criterium International sted her, og det gav sejr til Laurent Brochard foran Abraham Olano og en ung Chris Horner. Derudover vandt Julien El Fares en etape i byen i 2006-udgaven af det lille Tour des Pyrénées.

14. etape, lørdag d. 20. juli: Tarbes - Col du Tourmalet, 117,5 km

Det kan godt være, at vi har skullet vente 14 dage på løbets første rigtige bjergafslutning, men når den endelig kommer, gør den det med maner. Det første rigtige bjergslag slutter nemlig for blot anden gang i historien på Pyrenæernes mest berømte bjerg, Col du Tourmalet. Det sker som afslutning på en af de korte, intense bjergetaper, som Touren i de senere år har elsket, og da man på de 117 km også skal over Col du Soulor, vil vi efter 14. etape med sikkerhed have et helt klart billede af, hvem der er løbets bedste klatrer.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Med sine bare 117,5 km er der som sagt tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Tarbes til toppen af Col du Tourmalet. Tarbes er en af de kendte byer, der ofte bruges som start for pyrenæeretaperne og ligger i fladlandet nord for bjergene. Her lægger man ud med igennem fladt terræn at køre mod sydvest, inden man drejer mod vest for at køre op over den ikke-kategoriserede Cote de Pontacq (1 km, 6,6%), der har top efter 8,4 km, og kategori 4-stigningen Cote de Labatmale (1,4 km, 6,7%), hvis top rundes efter 18 km. Derfra går det videre igennem fladlandet mod vest og senere syd direkte med retning mod bjergene. Langsomt begynder det at stige let, men det er først efter ca. 48 km, at helvedet bryder løs.

Det sker, når man rammer kategori 1-bjerget Col du Soulor, der over 11,9 km stiger med 7,8% i snit, og som kan inddeles i tre dele. De første 4 km stiger med 7-8%, inden der venter 4 stejle kilometer, hvoraf de tre stiger med 9-11%. Herefter bliver det lettere med 3 km med 7-9%, inden det flader ud nær toppen, der passeres efter 60,5 km.

Efter stigningen drejer man mod øst for at følge en teknisk nedkørsel, inden man rammer en lige, let faldende vej, der fører mod nordøst ned til dalen. Her følger man en let stigende dalvej mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 86 km på toppen af en 1500 m lang bakke, hvis sidste kilometer stiger med 1,4 km og går via en lige vej med en enkelt rundkørsel. Den leder hele vejen frem til buen Luz-Saint-Saveur, der ligger i bunden af Col du Tourmalet, der er uden for kategori. Her drejer man mod nordøst for at bestige det frygtede bjerg, der over 19 km stiger med 7,4% i snit og er relativt regulær. Således stiger de første 14 km hovedsageligt med 7-9%, hvorefter der følger to lettere kilometer, inden den tager fat over de sidste tre kilometer, der stiger med hhv. 10,9%, 7,2% og 9,8% i snit, inden man når toppen i 2115 m højde. På de sidste 5 km er der tre hårnålesving, det sidste med ca. 300 m til mål, hvorefter den 5 m brede vej bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3418 højdemeter over den korte distance.

Klassementsrytterne har formentlig ikke testet hinanden for alvor siden 6. etape, og derfor vil ingen rigtigt vide, hvor de står mere end en uge efter det første opgør på La Planche des Belles Filles. Der vil dog være mange, der har tid at vinde efter enkeltstarten, og da de fleste vil elske at vinde på et af sportens mest mytiske bjerge, er det meget sandsynligt, at favoritterne også skal slås om etapesejren på en kort etape, der ikke er alt for svær at kontrollere. Uanset om der er en sejr på spil eller ej, er der i hvert fald lagt op til at af de allervigtigste opgør om den samlede sejr.

Col du Tourmalet har kun én gang tidligere været mål for Touren. Det skete i 2010 i forbindelse med 100-året for første passage gennem Pyrenæerne, og her sejrede Andy Schleck foran den førende Alberto Contador efter en stor duel mellem de to kombattanter til kampen om den samlede sejr i den tykke tåge.

15. etape, søndag d. 21. juli: Limoux - Foix Prat d’Albis, 185 km

I de senere år har man ofte set, at arrangørerne har gjort den første af de to store bjergkæder relativt let, men sådan bliver det bestemt ikke i 2019. Måske er den første af de tre pyrenæeretaper let, men i løbets anden weekend venter to meget vanskelige bjergetaper, der begge har mål på et bjerg. Efter lørdagens afslutning på mytiske Col du Tourmalet, som alle kender til hudløshed, er det imidlertid noget andet, der venter på den sidste dag i Pyrenæerne, når rytterne for første gang nogensinde skal slutte på Prat d’Albis-stigningen i udkanten af Foix som afslutning på en lang og svær bjergetape, der måske ikke byder på de højeste og mest kendte stigninger, men alligevel har næsten 4500 højdemeter.

I alt skal der tilbagelægges 185 km, der fører feltet fra Limoux til toppen af Prat d’Albis nær Foix. Startbyen ligger i fladlandet nord fore Pyrenæerne, og derfor er første del af etapen let. Her kører man igennem fladlandet mod syd og siden sydvest, inden et længere let stigende stykke leder op til et fladt plateau, der følges mod sydvest frem mod bjergene. Dem får man en forsmag på, når man skal op over kategori 2-stigningen Col de Montsegur (6,8 km, 6%), der er en regulær stigning, som kun for alvor er stejl på den nedre del, hvor en kilometer stiger med 9,6% i snit.

Den første stigning var kun opvarmning, for efter toppen, der kommer efter 60,5 km, går det via en let nedkørsel mod nordvest og vest ned i dalen, som nås bare få kilometer sydøst for Foix. I stedet for at køre ind til målbyen følger man imidlertid den flade dalvej mod syd og sydvest forbi dagen spurt, der kommer efter 93,5 km og er relativt flad og teknisk helt ukompliceret. Herefter stiger det let, mens man fortsætter mod sydvest gennem dalen.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Finalen indledes når, man efter 108,5 km når frem til Vicdessos. Her drejer man nemlig mod nordvest for at bestige kategori 1-stigningen Port de Lers (11,4 km, 7%), der afbrudt af enkelte plateauer stiger med 7-9% det meste af vejen mod toppen, der passeres efter 120,5 km. En relativt teknisk nedkørsel fører nu mod vest og nordvest tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst direkte ind på kategori 1-stigningen Mur de Péguère (9,3 km, 7,9%), hvis data er misledende. De første 6 km er nemlig lette med stigningsprocenter på 5-7 det meste af vejen, men de sidste 3,3 km stiger med 11-13% hele vejen til toppen, der kommer med 38 km til mål i forbindelse med en af de særlige bonusspurter, hvor der er bonussekunder på spil.

Herefter går det via en relativt teknisk nedkørsel mod nordøst og øst ned til Burret, hvor man rammer en let faldende dalvej, der følges mod øst hele vejen ind til Foix. Modsat den berømte ”sømetape” fra 2012 slutter man imidlertid ikke her, men kører i stedet mod syd og sydvest op ad den nye kategori 1-stigning Prat d’Albis. Den stiger med 6,9% over 11,8 km og kan inddeles i tre dele. De første 3 km er lette med 4-6%, men derefter følger fire vanskelige kilometer, hvoraf de to stiger med mellem 10 og 11% i snit. Herefter følger fire kilometer med 6-7%, inden det flader ud med 3% over de sidste 800 m. På de sidste 5 km er der fire hårnålesving, det sidste med 650 m igen, hvorefter man rammer den bare 4 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4345 højdemeter.

Stigningen er ny og ukendt og derfor ikke den mest prestigiøse, og da etapen kommer efter en endnu sværere dag og er svær at kontrollere, er det sandsynligt, at et udbrud vil få lov at løbe med sejren. Der er dog ingen tvivl om, at favoritterne skal ud i endnu et opgør om den samlede sejr, for nok er Prat d’Albis ikke sportens vanskeligste stigning, slet ikke nær toppen, men som afslutning på en etape, der kommer efter mere end to uger og har næsten 4500 højdemeter, vil den være rigeligt til at kunne skabe drama, også selvom de øvrige stigninger nok kommer så tidligt, at de store navne først vil røre på sig til sidst.

Prat d’Albis har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Der har dog været mål i Foix, senest i 2017, hvor Warren Barguil slog Nairo Quintana, Alberto Contador og Mikel Landa i en firemandsspurt efter en kort, intens etape, i 2012, hvor Luis Leon Sanchez sejrede på en etape, der er mest berømt for de søm, der var blevet drysset ud på nedkørslen fra Mur de Peguere, og i 2008, hvor Kurt-Asle Arvesen akkurat slog Martin Elmiger i en ufatteligt tæt spurt, der sendte Norge i cykelekstase.

Hviledag, mandag d. 22. juli: Nimes

16. etape, tirsdag d. 23. juli: Nimes - Nimes, 177 km

Bortset fra 1. etape, der af og til har start og mål i samme by samt tidskørslerne, hører det til sjældenhederne, at Touren har etaper, der afvikles på en rundstrækning. Den tradition brydes imidlertid dagen efter årets anden hviledag, når Nimes helt usædvanligt er vært for både indledningen og afslutningen på løbets 16. etape i en fase, der ellers typisk består af transportetaper mellem løbets to store bjergkæder. Det vil sprinterne sætte pris på, for da Nimes ligger i fladlandet mellem bjergene i den sydlige del af landet, er der lagt op til, at de hurtige folk kan få en næstsidste chance inden den store sprinterfinale i Paris en lille uges tid senere.

I alt skal der tilbagelægges 177 km, som altså både har start og mål i Nimes. Fra start er der en lille bakke, mens man kører mod nordøst ud af byen, men derudover det relativt fladt. Kort efter sætter man kursen mod nord via et længere let stigende stykke, inden det efter byen Poulzac begynder at falde. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Cote de la Brugiere, der har top efter 55,5 km, hvorefter man kører mod vest frem til dagens spurt, der kommer efter 65 km for enden af en lang, lige og let stigende vej.

Efter spurten fortsætter man videre mod vest gennem et let faldende stykke forbi forplejningen, der kommer efter 83 km, inden man når frem til bunden kategori 4-stigningen Cote de Saint-Jean-du-Pin (1,8 km, 4,2%), der har top efter 96 km. Herfra fortsætter man videre mod sydvest, syd, sydøst og til slut øst igennem relativt fladt terræn, der leder frem til byen Uzes, der nås efter 148,5 km.

Her indledes finalen, når man kører mod syd for kort efter at ramme en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,2 km stiger med 2,3% og er ganske jævn uden nogensinde at passere 4%. Fra toppen resterer fortsat 15 km, der fører videre mod syd ned til Nimes, hvor man med 5 km igen slår en lille sløjfe mod øst. Med 3 km igen følger et sidste sving, og herefter skal man lige igennem tre rundkørsler, den sidste med bare 380 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned mod de sidste 2 km, der er helt flade.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Etapen byder på i alt 1561 højdemeter.

Flade etaper mod slutningen af grand tours kan altid være svære at kontrollere, men da det generelt er småt med muligheder i årets Tour, vil der i hvert fald være masser af interesse. Mange udbrydere kan også se en interesse i at spare på kræfterne til 17. etape, og man må derfor formode, at vi her får løbets næstsidste massespurt. Det skal dog blive interessant at se, om den sidste, ikke særlig stejle bakke kan skabe lidt udskilning inden den forventede spurt.

Nimes blev senest besøgt i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtede sig til en sejr dagen før løbets sidste hviledag, i 2008, hvor Mark Cavendish fortsatte sit store gennembrud ved at vinde den fjerde og sidste etape det år, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez kørte alene hjem fra et udbrud, der sejrede med næsten et kvarter ned til feltet. I 2017 startede Vueltaen i byen, og her lagde BMC ud med at vinde et aftenholdløb og derved bringe Rohan Dennis i førertrøjen.

17. etape, onsdag d. 24. juli: Pont du Gard - Gap, 200 km

Når feltets udbryderkonger får præsenteret Tour-ruten, er det første, de kigger efter, garanteret, om Gap er med i løbet. Byen på kanten af Alperne har nemlig udviklet sig til at være et sandt paradis for udbrydere, der i de seneste år har excelleret i den nu næsten klassiske finale med Col du Manse og den efterfølgende tekniske nedkørsel. I år vender byen tilbage for første gang siden 2015, men denne gang med en ny afslutning, hvor Col du Manse er erstattet med Col de la Sentinelle, men hvor der ikke bør være den store tvivl om, at et udbrud atter skal slås om sejren, inden det fra torsdag går løs med de tre afgørende dage i Alperne.

I alt skal der tilbagelægges 200 km, der fører feltet fra Pont du Gard til Gap. Etapen er en klassisk transportetape mellem Pyrenæerne og Alperne, og derfor kører man mod nordøst stort set hele dagen. Fra start kører man mod nordøst opad en lille bakke, men derefter er det helt fladt, mens man fortsætter videre mod nordøst. Langsomt begynder det at stige let frem mod dagens spurt, der er placeret efter 62 km for enden af en let bugtende vej, hvor det stiger svagt på den sidste kilometer. Kort efter venter en lille bakke og en nedkørsel, inden det fortsætter med at stige let og jævnt på mod forplejningen, der kommer efter 93,5 km.

Det let stigende terræn fortsætter efter frokosten, inden det bliver en anelse stejlere i forbindelse med kategori 4-stigningen Cote de la Rochette-du-Buis (2,3 km, 6,2%), hvor top passeres efter 104,5 km. Herefter stiger det videre hele vejen op til toppen af Col de Mevouillon, der nås efter 110,5 km. Den leder frem til et plateau, der følges videre mod nordøst, først via et let faldende stykke og siden igennem helt fladt terræn.

I stedet for at køre direkte ind til Gap kører man syd om byen, inden man drejer mod nord for at køre ind mod centrum via kategori 3-stigningen Col de la Sentinelle, der stiger med 5,4% over 5,2 km og er en næsten helt jævn stigning. Fra toppen resterer 8,5 km, der går mod nordvest via en ganske teknisk nedkørsel. Den tekniske del slutter med 5 km igen, men derefter fortsætter det med at falde let. Der er skarpe sving med 3500 og 2200 m igen, og derefter er der blot en blød kurve ved den røde flamme, inden vejen bugter sig let ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Nedkørslen ender med 1 km, hvorefter det stiger med 1,5% op mod mål.

Etapen byder på i alt 2416 højdemeter.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Gap er som sagt udbryderkongernes by, og det vil være en mindre sensation, hvis det skulle forholde sig anderledes denne gang. Egentlig er Col de la Sentinelle ikke sværere, end at ryttere som Peter Sagan og Michael Matthews vil kunne stræbe efter en spurtsejr, for afslutningen er lettere end den gamle med Col du Manse. Da resten af feltet imidlertid er indstillet på et udbrud, peger alt på, at lykkeridderne skal have en chance, inden klassementskampen kulminerer i Alperne.

At Gap er en udbryderby, kan ses af de seneste vinder. I 2015 tog Ruben Plaza en solosejr, selvom Peter Sagan leverede en vanvidsnedkørsel i forsøget på at hente ham efter at være blevet sat på Col du Manse. I 2013 var Rui Costa i særklasse, da han kørte alene væk fra et stærkt udbrud på Col du Manse, og i 2011 endte det i et norsk opgør, da Thor Hushovd efter Col du Manse vandt en tremandsspurt foran Edvald Boasson Hagen og holdkammeraten Ryder Hesjedal. I 2010 slog Sergio Paulinho Vasil Kiryienka i en tomandsspurt, og i 2006 var Pierrick Fedrigo hurtigst i et udbrud. I 2003 tog Alexandre Vinokourov en solosejr på den nu så berømte etape, hvor Joseba Beloki styrtede, og Lance Armstrong tog sig en tur henover en mark.

De andre store franske etapeløb har også været forbi. Dauphiné besøgte senest byen i 2014, hvor Yury Trofimov tog en solosejr, mens Paris-Nice besøgte byen i 2004, hvor Denis Menchov var den hurtigste af de fire mand, der spurtede om sejren.

18. etape, torsdag d. 25. juli: Embrun - Valloire, 208 km

Da årets rute blev præsenteret, var det mest markante træk, at løbet usædvanligt mange gange skal op i mere end 2000 m højde. Intet sted bliver det tydeligere end på løbets 18. etape, hvor de tre afgørende dage i Alperne skydes i gang. I et næsten 210 km langt bjergmaraton med mere end 5000 højdemeter skal man nemlig over Col du Vars, Col d’Izoard og ikke mindst frygtede Col du Galibier, der alle har top i mere end 2000 m, sidstnævnte endda helt oppe i 2642 m. Ganske vist slutter etapen som de fleste Galibier-etaper med en længere nedkørsel, hvorfor meget peger i retning af en udbrudssejr, men der er ingen tvivl om, at der kan gøres forskelle i klassementet - måske ikke så meget via offensiv kørsel, men snarere ved, at man med en dårlig dag kan tabe alt på gulvet.

I alt skal der tilbagelægges ikke færre end 208 km, der fører feltet fra Embrun til alpebyen Valloire. Startbyen ligger lige for foden af Alperne, men arrangørerne viser nåde ved at lade rytterne køre en lille omgang i fladlandet syd for byen, inden man rammer bjergene. Fra start følger man en sø mod sydvest ned til den lille kategori 3-stigning Cote de Demoiselles Coittes (3,9 km, 5,2%), der har top allerede efter 13 km og er en relativt regulær stigning. En lille nedkørsel fører mod sydvest tilbage til søbredden, som følges mod sydøst, inden man rammer en let stigende vej, der fører mod sydøst og øst frem til dagens spurt, der kommer efter 45 km for enden af en lang, let bugtende vej, der er let stigende. Herfra får det videre ad den let stigende vej mod øst, nordøst og nord frem til byen Saint-Pauk-sur-Ubaye, der nås efter 74 km.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Col du Vars (9,3 km, 7,5%), der efter 4 relativt lette kilometer byder på to kilometer med ca. 10% og derefter 8-9% over de sidste 3 km, inden toppen passeres efter 82,5 km. Derfra får det via en teknisk nedkørsel mod nord til Guillestre, hvor forplejningen er placeret efter 103 km, hvorefter man via en let stigende dalvej kører mod nordøst frem til byen Arvieux.

Her indledes dagens næste udfordring, når man kører mod nord op ad det frygtede Col d’Izoard, der er berygtet for sit månelandskab og er uden for kategori. Over 14,1 km stiger den med 7,3% i snit, men efter 7 relativt lette kilometer, stiger den sidste halvdel med 8-10% hele vejen op, kun afbrudt af en lille nedkørsel ved Casse Deserte 2 km fra toppen, der passeres efter 133 km. Herfra resterer fortsat 75 km, der indledes med en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod nord og nordvest ned til Briancon, der nås efter 152 km.

I Briancon tager man hul på et lettere stykke, når man følger en let stigende dalvej mod nordvest frem til Le Monetier-les-Bains, der ligger for bunden af tårnhøje Col du Galibier (23 km, 5,1%), som er uden for kategori. De første 14 km stiger blot med 4-5%, hvorefter det stiger med 6% det meste af vejen, idet 18. 20. og 23 km dog er stejlere med hhv. 8%, 9% og 9%. På toppen, der kommer med 18 km igen, er der bonussekunder på spil i en bonusspurt, hvorefter man fortsætter mod nord via en nedkørsel, hvis første tredjedel er teknisk, men derefter blot består af en lige, faldende vej, der leder ned til Valloire. Her drejer man med 1500 m og 800 m igen, inden der følger hele tre skarpe sving på de sidste 400 m, inden man rammer den 220 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar

Etapen byder på i alt 5215 højdemeter.

Galibier er ikke verdens stejleste stigning, og specielt hvis der er modvind, er den ikke specielt egnet til angreb. Kombinationen af de mange højdemeter og de ekstreme højder betyder imidlertid, at det kan blive en katastrofal etape for alle, der måtte have en dårlig dag. Den manglende bjergafslutning og etapens længde og placering som den første af tre gør, at det sandsynligvis ender med en udbrudssejr, mens det for favoritterne formentlig er en dag, hvor alt kan tabes, men ikke vindes.

Valloire blev senest besøgt af et stort cykelløb i forbindelse med Dauphiné i 2007, hvor Maxim Iglinskiy tog en udbrudssejr. Sidste år var det lille bjergløb Tour de Savoie Mont Blanc forbi, og her sejrede talentfulde Victor Lafay. I 2012 besøgte Tour de l’Avenir byen, og her tog Warren Barguil et stort skridt mod den samlede sejr ved at vinde med 2 sekunder ned til en lille gruppe.

19. etape, fredag d. 26. juli: Saint-Jean-de-Maurienne - Tignes, 126,5 km

Årets alpemenu består af hele tre knaldhårde etaper, men de alle ganske forskellige. Mens det gennemgående træk er de ekstreme højder, varierer etapernes længde voldsomt. Dagen efter det 208 km lange bjergmaraton, der indledte alpefesten, fortsætter det afgørende bjergopgør nemlig med en etape, der er i den helt modsatte grøft. Med kun godt 125 km er 19. etape nemlig endnu en af de korte, intense sager, som ASO er blevet så begejstrede for, og hvad den ikke har i længde, har den i den grad i sværhed. I alt bydes der nemlig på næsten 4000 højdemeter og en tur op på Tourens højeste punkt i 2770 m højde på toppen af Col d’Iseran samt den første af Alpernes to bjergafslutninger, når det hele ender med en relativt kort klatretur op til skibortsbyen Tignes, der naturligvis også ligger i mere end 2000 m højde.

I alt skal der tilbagelægges bare 126,5 km, der fører feltet fra Saint-Jean-de-Maurienne til Tignes. Straks fra start kører man mod sydøst op over den lille ikke-kategoriserede Cote du Bouchet (1,7 km, 6,9%), der faktisk stiger med 8-9% over den første kilometer, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod nord ned i dalen. Her følger man en let stigende dalvej, først mod sydøst og siden sydøst. Kortvarigt forlader man dalen for at køre op ad den lille kategori 3-stigningen Cote de Saint-André (3,1 km, 6,8%), der har top efter 25 km, inden man via en nedkørsel kører tilbage til dalen. Her går det fladt mod øst og nordøst frem til byen Modane.

I Modane forlader man igen dalen for at køre opad kategori 2-stigningen Montee d’Aussois (6,5 km, 6,2%), der er regulær og aldrig stejl og har top efter 38 km, som næsten alle har været stigende. Derefter venter kun en kort nedkørsel, inden man fortsætter igennem let stigende terræn mod nordøst og øst frem til kategori 3-stigningen Col de la Madeleine (3,9 km, 5,9%), der bestemt ikke må forveksles med det nærliggende bjerg af samme navn, og som har en stejl nedre del med 9,2% over den første kilometer, men derefter flader ud. Toppen nås efter 63,5 km og leder op til et plateau, som følges mod nordøst frem til dagens spurt, der kommer efter 68,5 km efter en ganske stejl bakke, der har top 2 km før stregen, hvorefter det falder let. Derfra fortsættes ad den let stigende dalvej mod nordøst frem til Bonneval-sur-Arc, der nås efter 75,5 km.

Frem til da er det gået opad stort set hele vejen, idet man er klatret fra 580 m til højde til nu at være 1802 m over havets overflade, men det er først nu, at etapen for alvor tager fat. Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad Col d’Iseran, der er uden for kategori. Over 12,9 km stiger det med 7,5% i snit, men der er tale om en irregulær stigning med plateau efter hhv. 4 og 9 km. De øvrige dele stiger næsten konstant med mere end 8%, og den stejleste kilometer er endda den 12, hvor det går op med hele 10,2%.

På toppen i 2770 m højde, Tourens højeste punkt, er der en bonusspurt med bonussekunder, hvorefter der resterer 37,5 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest ned til skisportsbyen Val s’Isere. Herfra kører man mod nordvest via en flad vej langs en sø, inden det falder let ned til Tignes - Le Brevieres. Her forlader man atter dalen, når man drejer rundt for at køre mod syd og sydvest op ad målstigningen, der er i kategori 1 og leder op til Tignes. Den stiger med 7% over 7,4 km og kan deles i to dele med 3 stejle kilometer på 7-9%, tre lette kilometer på 4-7% og til slut en stejl afslutning med 7-9%. Toppen rundes med 2 km igen, hvorefter man kører af en flad, let bugtende vej langs Lac de Tignes frem til mål, der kommer for enden af en 200 m lang, 6 m bred opløbsstrækning.

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

Etapen byder over den korte distance på hele 3771 højdemeter.

Etapen er en af de korte, intense af slagsen, der lægger op til angreb fra start, ikke mindst fordi vi befinder os i en fase, hvor det er tid til at tage chancer. De første 89 km er næsten alle stigende, og selvom det først for alvor bliver svært på Col d’Iseran, er det på en dag som denne, man kan få et stærkt og potent udbrud. Til gengæld er der også et lettere stykke mellem de to sidste stigninger, og derfor kan det være svært at iværksætte den helt store offensiv. Det ligner en dag, hvor et udbrud har en god chance, og hvor folk i udkanten af top 10 kan tage chancer, men hvor kampen mellem de bedst placerede skal slås på den sidste, relativt korte målstigning.

Tignes blev senest besøgt i 2007, hvor Michael Rasmussen med en overlegen solosejr kørte sig i førertrøjen. I 2016 var Tour de l’Avenir forbi, og her tog David Gaudu et stort skridt mod den samlede sejr ved at køre alene hjem til triumf.

20. etape, lørdag d. 27. juli: Albertville - Val Thorens, 130 km

Frankrig er så uheldigt skruet sammen, at Paris ligger langt fra de store bjerge, og derfor var det i mange år fast kutyme, at den sidste bjergetape kom i begyndelsen af den tredje uge, der primært bestod af transportetaper og en afgørende enkeltstart på næstsidste dag. I 2009 tog man imidlertid et helt nyt skridt ved at afvikle en sidste bjergetape på Mont Ventoux bare 24 timer inden finalen i Paris. Den model veg man bort fra i de følgende år, men fra 2013 til 2016, hvor man gjorde Paris-etapen til en aftenetape, var det hovedreglen, at bjergrytterne fik det sidste ord, idet det kun var i 2014, at der ikke var bjerge på næstsidste dag. I 2017 og 2018 vendte man tilbage til den gamle model, men i år er det atter bjergrytterne, der får det sidste ord. Det sker, når der for anden dag i træk venter en ultrakort bjergetape, der med sine tre store bjerge og mere end 4500 højdemeter endda er værre end den foregående. Helt symptomatisk for dette højdernes Tour de France slutter det hele med en udmarvende 33,4 km lang klatretur op til skisportsbyen Val Thorens i 2365 m højde, hvor der er basis for, at alt kan forandres bare et døgn inden den store hyldest i Paris.

I alt skal der tilbagelægges bare 130 km mellem de to skisportsmekkaer Albertville og Val Thorens. Rytterne får lov at varme en smule op, idet de lægger ud med at kører mod nordøst ad en ganske let dalvej frem til den indlagte spurt, der kommer eller efter 11,5 km for enden af en let bugtende vej, der stiger over de sidste 1500 m. Herfra går det videre mod nordøst og øst frem til byen Beaufort, der efter 15 km signalerer enden på den lette indledning.

Her kører man nemlig mod sydøst over kategori 1-bjerget Cormet de Roselend, der i alt er 19,9 km langt og stiger med 6% i snit, men reelt er to stigninger. De første 12 km fører op til toppen af Col du Meraillet, hvortil det stiger med 6,9%, men faktisk med hovedsageligt 10-11% over de første 3 km og derefter hovedsageligt md 8-9%. Herefter venter der et let faldende stygge på 2 km, inden man rammer de sidste 5,9%, der stiger med 6,6% i snit, er stejlest i bunden og kun stiger med 4-5% over de sidste 2 km frem mod toppen, der rundes efter 36 km i 1968 m højde.

Efter stigningen fører en teknisk nedkørsel mod øst, sydøst og syg ned til Bourg-Saint-Maurice, hvorfra man følger en flad dalvej mod sydvest forbi forplejningen, der er placeret efter 65 km og frem til vunden af kategori 2-stigningen Cote de Longefoy (6,6 km, 6,5%), der stiger med 8-9% næsten hele vejen, indtil den flader ud nær toppen, som rundes efter 79,5 km. Herefter venter en næsten urimeligt teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til byen Moutiers, der ligger i dalen.

Denne gang er dalstykket imidlertid blot 6 km langt. Næsten med det samme kører man nemlig mod syd ind på den lange stigning op mod målet i Val Thorens. Der er tale om et bjerg uden for kategori, der over hele 33,4 km stiger med 5,5% i snit. Over de første 24 km stiger det hovedsageligt med 6-8%, men undervejs er der hele fire plateauer, der enten er næsten flade eller let faldende. De sidste 9,4 km er relativt regulære med 7-9%, inden det der venter et lidt lettere stykke og endda en lille nedkørsel, når man rammer de sidste 3,4 km, hvoraf den sidste kilometer atter bliver stejlere med 8%. På de sidste 5 km er der en endeløs serie af hårnålesving, men det sidste kommer med 2500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let, inden man rammer den 400 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Trods den korte distance byder etapen på ikke færre end 4607 højdemeter.

Hvis 19. etape ikke var helt ideel til at iværksætte en stor offensiv, kan det samme i hvert fald ikke siges om løbets sidste bjergetape. Med en distance på bare 130 km og meget lidt flad vej samt et af Tourens vanskeligste bjerge næsten lige fra start, er etapen som skabt til at tage chancer. Bare 24 timer inden afslutningen er der nemlig ingen grund til at spare på kræfterne, og da det hele samtidig afsluttes med et målbjerg, der sjældent er set længere i grand tour-sammenhæng og atter leder op til et mål i svimlende højder, kan ingen vide sig sikker på noget som helst, før stregen i Val Thorens er krydset. Det er ikke altid, at den sidste bjergetape i en grand tour byder på det helt store drama, men som Fabio Aru og Vincenzo Nibali har vist os i de seneste fem år, kan man sagtens erobre løbets førertrøje på en bjergetape i allersidste øjeblik. Betingelserne for, at det kan ske igen denne gang, er i hvert fald til stede.

Val Thorens har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

21. etape, søndag d. 28. juli: Rambouillet - Paris Champs-Élysées, 128 km

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, men i år har man skruet lidt op for længden, idet der skal tilbagelægges 128 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Rambouillet, der fra sin placering sydvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest, inden man snor sig mod øst og nordøst med retning mod udkanten af Paris. Som man ofte ser det, finder man her et par småbakker, der kan tjene som afsluttende bjergspurter, og man skal således over kategori 4-stigningerne Cote de Saint-Remy-les-Chevreuse (1,3 km, 6,1%) og Cote de Chateaufort (900 m, 4,9%) efter hhv. 34 og 38 km, og senere skal man over de ikke-kategoriserede Cote de l’Homme Mort (1,9 km, 4,4%) samt Etoile de Pavé de Meudon efter hhv. 48,5 km og 53,5 km i en relativt kuperet indledning på sidste etape.

Herefter bliver det lettere, når en nedkørsel leder ned til udkanten af Paris, der nås efter 62 km. Herfra går det mod nordvest igennem den flade byzone med retning mod centrum, idet man undervejs passerer flere af byen seværdigheder. Til slut krydser man Seinen, inden man efter 72 km rammer den afsluttende rundstrækning, og 1500 m senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2018, 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 2500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen og stiger let over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 778 højdemeter.

Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 72 km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over, men det er ikke helt klart, hvem der skulle have denne ære i 2019, og derefter starter cykelløbet for alvor. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, hvor enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, vil gøre alt for at være i en god position efter tunnelen, der altid er afgørende for udfaldet af årets vigtigste spurt.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

SE ALT OM TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG