Når prædikatet ”Made in Denmark” markedsføres i udlandet, handler det som regel om vindmøller, medicin eller bacon. Det er i hvert fald tre af hovedindtægtskilderne for ”den lille åbne økonomi”, som vi tudes ørene fulde med af diverse økonomer, når vores samfund skal beskrives. Desværre truer corona-krisen jo de danske eksportvirksomheders indtægt, og selvom de tre ovennævnte produkter jo heldigvis ikke er de mest volatile over for en økonomisk nedtur som denne, er det netop nu meget tiltrængt med lidt ekstra at markedsføre i verden.

Måske fik vi i dag understreget, at vi har mere at sælge ud af. Det kunne eksempelvis være en cykellærebog med titlen ”Hvordan underdogs snyder verdensstjernerne?” og undertitlen ”Kunsten at gribe det rette moment”. Det synes nemlig at have udviklet sig til en så rodfæstet dansk specialitet, at man skulle mene, at der var et land eller to, der kunne være interesseret i at lære et enkelt tip.

Lad os bare tage eksemplerne fra de seneste tre år. Det startede vel egentlig, da en snu Jakob Fuglsang greb momentet og udnyttede den gigantiske magtkamp mellem de tidligere holdkammerater (og venner) Richie Porte og Chris Froome til at snige sig væk og stjæle den samlede sejr fra de to kamphaner. Et år senere gentog han endda kunsten på kongeetapen i Romandiet, hvor Egan Bernal og Primoz Roglic havde så travlt med deres kamp om den samlede sejr, at de slet ikke reagerede, da den danske fugl fløj væk og sikrede sig en storslået solosejr.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Han var imidlertid ikke den eneste Astana-dansker, der mestrede den kunst i 2018. I samme forårs klassikere gjorde Michael Valgren minsandten det samme hele to gange. Både i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race havde han fundet vej til en skræmmende stærk gruppe med snart sagt alle løbets forhåndsfavoritter, og begge gange greb han momentet, sneg sig væk og tog en snu sejr med det nye ”Made in Denmark”-prædikat.

Man må næsten tro, at Søren Kragh har været i lære hos Fuglsang og Valgren. I hvert fald har han nu to gange i årets Tour dokumenteret, at han har præcis samme eminente timing og blik for momentet som sine to landsmænd. Først viste det i Lyon, hvor det ikke var hverken Julian Alaphilippe eller Marc Hirschi - de to stærkeste på finalebakkerne - der kom væk, men derimod den snu dansker, da de store angrebsnavne og en isoleret Peter Sagan kiggede lidt for meget til siden efter deres forceringer.

Med fem af sådanne sejre på lidt over tre år skulle man tro, at rivalerne havde lært den danske specialitet, men sådan er det tilsyneladende ikke. Kragh gentog nemlig præcis samme kunststykke i dag i et scenarium, der var næsten en tro kopi af de fem foregående. Igen var han en af få underdogs i en gruppe, der talte stort set alt, hvad der i det stærke Tour-felt kunne krybe og gå af klassikerstjerner og holdbare sprintere, og minsandten om ikke de igen havde så travlt med hinanden, at der slet ikke blev reageret, da den danske fugl - eller krage - fløj lige så snu væk, som han gjorde seks dage tidligere i Lyon.

Dermed fortsatte han også en sæson, i hvis bæger eneste malurt vel er, at sæsonen har været forkortet. Hvad kunne det ellers ikke være blevet til for Kragh, der endelig har haft et år med friskt og velfungerende helbred, som har muliggjort, at hans hele tiden enormt store potentiale endelig har kunnet udfoldes i fuldt flor? Tredjeplads i Omloop, etapesejr i Paris-Nice og nu to Tour-etaper er det blevet til, og han ligner endda umuligt den måske største favorit til BinckBank Tour om to uger. Senere venter så endda de klassikere, der er det allerstørste mål, og hvor han nok engang ligner en solid outsider, hvis da ikke han rammes af den træthed, der før har slidt ham ned.

Faktisk er det med at være snu underdog ikke kun en dansk specialitet. Det er også blevet det samme for Sunweb. Det tyske hold med løbets yngste trup kom denne gang i sandhed til Frankrig som en miniput, men de ender med at drage hjem med nu i hvert fald tre etapesejre. De er endda alle opnået efter samme inspirerende aggressive opskrift, hvor overtal og holdarbejde har været en nøglekomponent, som det også var det i dag, hvor Nikias Arndt gjorde Kragh selskab og uden en lidt for lang spurt måske endda kunne have sikret en dobbeltsejr. Dermed gentager historien fra 2017 sig næsten fuldstændigt, for dengang kom samme mandskab til løbet som underdogs, men drop hjem med hele fire etapesejre fordelt på to til både Warren Barguil og Michael Matthews, der endda også drog videre med hhv. bjerg- og pointtrøje.

Udover at Kragh bliver den kun tredje dansker - og den første rene af slagsen - til at vinde to etaper i et og samme Tour de France, gør han også noget, som kun er stjerner forundt. Det nemlig kun de allerbedste, der vinder to etaper uden at gøre det enten som klassementsrytter, sprinter eller som tempospecialist via enkeltstarter. Simon Yates gjorde det i 2019, Julian Alaphilippe i 2018, Rafal Majka i 2014 og Rui Costa i 2013, ligesom med lidt god vilje kan argumentere for, at Warren Barguil, der i sidste ende alligevel fik klemt sig ind i top 10 gjorde det i 2017, men der var næppe mange, der havde luret, at danske Kragh skulle føje sig til den eksklusive liste. Desværre slutter løbet for tidligt til, at han kan matche Erik Dekkers jubelår i 2000, hvor hollænderen tog ikke færre end tre udbrudssejre.

Nej, Kraghs sejr var på mange måder usædvanlig og uventet, men det var i virkeligheden en passende afslutning på en etape, der i hele sit væsen gjorde enhver cykellærebog helt ubrugelig. Alt gik ellers efter den drejebog, de fleste havde ventet, da startskuddet lød i udkanten af Alperne. Deceuninck sendte deres TGV-tog Remi Cavagna afsted i et forsøg på at undgå den massespurt, der som det eneste kunne bringe Sam Bennetts grønne drøm i fare, men med det samme viste Bora-mandskabet, at de havde de helt store grønne kupplaner med Sagan, der skulle lave en 70-0-sejr over ireren ved at sætte ham på bakkerne og vinde både indlagt spurt og etape for fortsat at have en reel chance for en ottende tur på podiet i Paris. Derfor var det heller ikke uventet, at Boras autoritative kørsel og åbenlyse kupplaner hurtigt fik folk til at trille om på ryggen og lade tyskerne følge det manuskript, mange havde skrevet forinden.

Men så gik verden af lave. Bedst som feltet ramte de sidste 90 vanskelige kilometer, og Bennet skulle have et uppercut, som kun Mike Tyson kunne servere dem, røg sutten ud af den tyske Bora-mund. Sunweb, der umiddelbart kørte for Cees Bol, fik lov at sætte et afmålt tempo med Nicolas Roche på bakkerne, så end ikke den ellers stærkt lidende Caleb Ewan blev sat af, men så snart feltet igen ramte fladt terræn, satte Bora-drengene sig igen frem. Det var den måde, et Lotto-hold med en skrøbelig sprinter som Ewan burde gribe løbet an, men ingenlunde en opskrift for et Bora-mandskab, hvis eneste chance for at vinde etapen var, at Bennett blev så ristet, at man skulle tro, at han kom direkte fra skovbrandene på den amerikanske vestkyst. Og mens Ewan og Bennett kneb deres arme til blods for at forstå deres held og den tidlige tyske julegave, fortsatte det, der lignede en dødsmarch frem mod en fuld og ikke den ventede reducerede massespurt.

Men måske vidste Bora noget, vi andre ikke vidste. Lukas Pöstlberger var sendt ud af løbet grundet et bistik i munden tidligt på etapen, og dermed var tyskerne reduceret til bare seks mand, der åbenlyst var meget trætte. Emanuel Buchmann og Felix Grossschartner blev brændt af allerede inden bakkerne, og de meget aggressive Maximilian Schachmann og Lennard Kämna havde efterladt så mange kræfter i Alperne og Massif Central, at de ikke kunne kontrollere den byge af angreb, som tempoet og terrænet åbnede op for. Sportsdirektør Enrico Poitschkes efterfølgende udtalelser tyder i hvert fald på, at det var erkendelsen af, at finalen ville blive for vanskelig at kontrollere, hvis ikke de sparede på kræfterne, og da det jo glippede først i Lyon og nu igen i dag, er ræsonnementet jo i virkeligheden meget rimeligt, selvom det slet ikke var den strategi, man havde ventet.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Etaper i den tredje uge af grand tours er nemlig bare noget andet. Når trætheden sætter ind, kommer selv de mest stjernespækkede mandskaber til kort, og så er det, at klasse ikke fornægter sig. Det så vi i går med det forrygende Ineos-mandskabs mageløse dobbeltsejr, og det så vi i dag, hvor angrebene gav anledning til en gruppe, der næsten kun savnede en Wout van Aert, som virkelig må have følt lænkerne stramme om de ben, hvori det kriblede for at deltage i løjerne.

Måske var det meget godt, at Van Aert ikke fik lov at gå efter sit hattrick, for det åbnede da i det mindste chancen for, at der kunne blive lidt til dem, der ikke har fået noget ud af løbet endnu. Den chance blev så desværre forspildt, da det i stedet lykkedes Sunweb at tangere Jumbos tre etapegevinster, og da dagens anden vinder var Deceuninck, blev det alligevel ”the usual suspects”, der delte rovet.

Det belgiske storhold kan nemlig juble, selvom det utvivlsomt nager lidt hos manager Patrick Lefevere, at han måtte ofre sin ”altid gå efter sejren”-filosofi for at sikre den grønne trøje. Det var imidlertid åbenlyst, at dagens formål alene var grønt. Ikke blot kørte holdet aggressivt med Cavagna og Tim Declercq og undlod at jagte Kragh, selvom Bennett havde Dries Devenyns ved sin side. Nej, Bennett var også en så irriterende tæge limet til Sagans baghjul, at den rest af venskab, der måtte være fra deres fælles tid som holdkammerater (og ikke mindst rivaler) på Bora endegyldigt må være så flosset, at Sagan nok fluks hiver alle fælles holdbilleder fra de seneste sæsoner ned fra væggen i det monegaskiske hjem.

Dermed er chancen for, at Bennett ikke bryder Sagans grønne monopol nu kun yderst teoretisk - end ikke tidsgrænsen i morgen burde kunne bringe ham til fald - og det er yderst fortjent, at det bliver ham, der ender slovakkens sejrsrække. Forud for sæsonen lignede den i 2019 så overlegne og meget holdbare Bennett allerede manden, der kunne gøre netop det, men et meget rustent 2020 lagde en dæmper på forventninger. I denne Tour har han ganske vist hverken været så hurtig eller holdbar som for et år siden, men hans flotte kørsel de seneste dage - ikke mindst i dagens finale, der endte med at være knaldhård - vidner om, at han præcis er den alsidige sprinter, der fortjener at kunne iføre sig den grønne trøje. Og selvom han dermed med bare en eller to etapesejre ikke bliver den mest vindende Lefevere-sprinter, skriver han sig alligevel ind i historien som den første siden Tom Boonen i 2007 til at tage cykelsportens mest eftertragtede sprintertrøje.

På den måde blev det hele lidt ulige fordelt. Bora-mandskabet har ganske vist deres etapesejr, men den kan slet ikke redde en Tour, der ikke er gået som håbet. Heller ikke de to øvrige hold, CCC og Mitchelton, der sammen med Bora må have udset sig en reduceret massespurt her som deres chance for at tage den etapesejr, de mangler, fik noget ud af strabadserne, selvom de som to af bare fire hold - de øvrige var Deceuninck og Sunweb - med to mand i finalen faktisk havde anbragt sig i en situation, der vel egentlig var endnu bedre end det scenarium, de nok havde tænkt på fra morgenstunden.

Begge mislykkedes bare med at udnytte overtallet. Mitchelton er i forvejen kendt for deres totale uvilje mod at føre, og derfor var det vel egentlig helt fortjent, at de ikke fik kørt Kragh ind, da de alt for sent sendte Jack Bauer til fronten. Dermed må Luka Mezgec nok strege Kragh fra julekortlisten, da danskeren sjovt nok nu to gange har henvist ham til 2. pladsen, som han gjorde det i Lyon, hvor australierne også alt for sent tog et initiativ til at jagte.

Heller ikke CCC fik det mindste ud af at have begge deres stjerner i front. Det gav ganske god mening at forsøge at udnytte en så stærk besætning til offensiv kørsel, men da først Kragh var kørt, gik der alt for lang tid, inden Van Avermaet smed kaptajnuniformen og iførte sig de kanvasbukser, han bestemt ikke holder af. Det er ikke tit, at belgieren ofrer sig for sine holdkammerater, og selvom han fik de beskidte bukser på til sidst, skete det så sent, at der nu skal et mirakel til, hvis det eksistenstruede CCC-mandskab skal have den sejr, som ville gøre alverden for Jim Ochowicz’ forsøg på at holde skuden oven vande.

Som Sunweb har vist er det jo ellers ganske muligt at komme hjem med noget, selvom man stiller til start som underdog. Og selvom Trentin og Van Avermaet i dagens finale bestemt ikke var underdogs, må det beskedne polske mandskab som helhed regnes som et af Tourens mindst profilerede mandskaber. Men de har selvfølgelig heller ikke en dansker til at vise de to stjerner, hvordan man trives i den rolle. Måske vi skulle sende dem et eksemplar af bogen ”Hvordan underdogs snyder verdensstjernerne - Kunsten at gribe det rette moment”. Naturligvis signeret af Kragh, Valgren og Fuglsang og med prædikatet ”Made in Denmark” påtrykt.