STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

For nogle år siden var der ingen tvivl om, at Thomas de Gendt var feltets ubestridte udbryderkonge. Den status havde belgieren opbygget over en lang årrække, hvor det på utrolig vis lykkedes ham at vinde etaper i hovedparten af sportens WorldTour-etapeløb. Naturligvis har han været til tops i alle tre grand tours - i Giroen og Touren endda to gange - men også i de ugelange løb har han været helt uregerlig. Sejre er det blevet til Romandiet, Schweiz og Dauphiné, i Paris-Nice har han vundet to gange, og det glade vanvid er det i Catalonien, hvor han har mageløse fem (!!!) etapesejre.

Det er lidt af bedrift. Mens udbrud ofte holder hjem i grand tours, hvor der af gode grunde er mange etaper, som feltet sælger for at spare kræfter til senere, er udbrudssejre i korte etapeløb betydeligt sjældnere. Derfor skal vi formentlig lede længe, inden vi finder en rytter, der vil kunne prale af lige så mange udbrudssejre, som nyere tids absolut førende specialist på området.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er imidlertid ryttere, der er klar til at gøre ham rangen stridig. De Gendt er nemlig abdiceret. Nok leverede han en lille renæssance med sin temmelig overraskende etapesejr i Giroen, men det er klart, at han har set sin bedste tid. Faktisk følte han sig sidste år så meget bag om dansen, at han var klar til at stoppe sin karriere, men han fik heldigvis ombestemt sig i tide. Med tanke på, at der jo faktisk ventede endnu en Giro-etapesejr forude, var det ikke nogen dum beslutning, og nu har han endda genvundet så megen moral, at han har forlænget sin kontrakt helt frem til udgangen af 2024, hvor han vil være en ældre herre på 38 år.

Det giver ham også mulighed for fra første parket at overvære kampen om at blive hans efterfølger. Udbryderkonger i De Gendt-klassen hænger ikke på træerne, og derfor var det langt fra givet, at der ville være nogen umiddelbar arvtager. Det er der imidlertid, og der endda hele to navne, der skiller sig ud i kampen om at indtage den trone, De Gendt har forladt.

Måske er det mest oplagte navn Lennard Kämna. Grundet sin lidt mystiske og periodevist afbrudte karriere er han kommet sent i gang, men da først det skete, gik det imidlertid stærkt. Den første store udbrudsejr kom i Dauphiné i 2020, og på mindre end to år har han siden som lykkeridder taget sejr i Touren, Giroen, Catalonien, Andalusien og Alperne. Alene i år har han gjort det færdigt tre gange, først i Andalusien, siden i Alperne og senest med den store sejr på Etna i Giroen.

Den sejrsrate kan Magnus Cort ikke helt matche, men tyskeren skal se sig over skulderen, hvis ikke han skal overhales af en af sine nordlige naboer. Cort har således allerede taget udbrudssejre i Paris-Nice, Touren og BinckBank Tour, inden han sidste år for alvor slog igennem som udbryderkonge i Vueltaen. Her havde han jo ganske vist allerede vundet tre etaper, inden han stillede til start, men de var alle kommet i spurter. Sidste år forlod han som bekendt Spanien med en fordoblet sejrsscore, og mens han med endnu en spurtsejr beviste sin alsidighed, tog han ikke færre end to udbrudssejre, endda i to vidt forskellige terræner. På den stejle bakke i Cullera kom han sejrrigt ud af et vanvittigt drama, hvor han blev jagtet af et glubsk monster i form af selveste Primoz Roglic, inden han rundede festen af ved at vinde en spurt i en lille gruppe på en af løbets fladere etaper.

Outsideren, der tog sejren

Derfor var det også en fornøjelse at se, at både Kämna og Cort kom afsted, da Touren i dag på sin anden dag i Alperne bød på det, der vel var løbets allermest oplagte udbrudsetape. Den bløde målstigning og udsigten til to af de allervigtigste etaper de kommende to dage gjorde det nemlig helt utænkeligt, at klassementsrytterne skulle andet end at spare kræfter. Derfor lå det i kortene, at det ville blive en timelang kamp om at ramme rigtigt, og vi skulle da også halvvejs igennem den korte og intense dag, inden elastikken endelig knækkede, og 25 mand fik løbepas.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det var en svær opgave at ramme rigtigt. På en dag som denne vil hovedparten af feltet meget gerne afsted, og da starten var relativt flad, var det et stort lotteri at komme væk. Stort set alle de navne, der forud for etapen var nævnt som sandsynlige vindere, forsøgte sig, men alligevel var de næsten alle fraværende, da elastikken endelig knækkede, og de 25 mand kørte væk.

Men Cort og Kämna var der begge, og det er ikke tilfældigt. Det er ellers svært at sige, hvad der skal til for at ramme rigtigt på en dag som denne, udover at en stærk fysik selvfølgelig giver lidt ekstra kort at spille. Meget af det handler om næsen for at lugte, hvornår det rette moment er, og det bliver bestemt ikke lettere, når man er kendt som en udbryderkonge. Det måtte Kämna sande i søndags, hvor han prøvede igen og igen, men hver eneste gang havde en hær i ryggen.

Lige så overvåget var han igen i dag, men med sin tårnhøje klasse lykkedes det ham alligevel at ramme rigtigt. Det gjorde Cort, der har akkurat samme fine næse, også, og dermed kunne vi endelig få det ultimative opgør mellem de to aspiranter til at overtage De Gendts udbrydertrone.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Desværre var kortene ikke delt ligeligt. Den lange målstigning var på papiret for svær for Cort, og den var langt mere hjemmebane for Kämna, der endda tidligere havde vundet netop her, da han startede sin karriere som udbryderkonge ved at vinde netop på den bløde bakke op til lufthavnen i Mègeve. Cort ville bestemt have en chance, men logikken tilsagde, at han skulle bruge et forspring til gruppens bedre klatrere, hvis han skulle gøre det færdigt i en finale som denne.

Det talte imidlertid også til hans fordel. Under normale omstændigheder ville alle se på Cort, hvis han skulle besejres i et udbrud, men sådan var det slet ikke denne eftermiddag i Alperne. Her blev han kun regnet som outsider, og i stedet var alle blikke rette mod Kämna, der havde en frustrerende eftermiddag, hvor han oplevede, hvordan det i gamle dage var at være Peter Sagan. Hver gang han rørte en lillefinger, havde han hele den store gruppe i nakken, og hvor det nok kunne være blevet klaret, hvis vi som i fredags, hvor han var så pokkers tæt på at vinde på La Planche des Belles Filles, var det lidt af en udfordring, når vi her talte om stigning, der var nogenlunde lige så let, som den var lang.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Foto: Sirotti.

Kämna måtte derfor tage hovedparten af ansvaret i en gruppe, hvor det ofte så ud til at være ”alle-mod-Lennard”, og hans talrige forsøg på at køre væk var nyttesløse på de bløde procenter. I stedet kunne han gang på gang se til, mens den ene rytter efter den anden kørte væk, og selvom han viste en betydelig fysisk styrke ved at køre op til fronten på et tidspunkt, hvor løbet kunne se ud til at være tabt, var det ikke nok. Måske havde han ikke sin bedste dag, og det skulle han utvivlsomt have haft, hvis han skulle have vundet under de omstændigheder.

Helt anderledes var det for Cort. Befriet for bjergtrøjens åg var der ikke rigtigt nogen, der kiggede danskerens vej. Det var der jo egentlig heller ingen grund til, for denne gang var det overensstemmelse mellem teori og praksis. Stigningen var vitterligt for svær for danskeren for Cort, der i finalen blev sat flere gange, også så mange gange, at jeg næppe har været den eneste, der for længst havde dømt ham ude af kampen, da showet i stedet blev stjålet af andre, mens danskeren mest af alt udmærkede sig ved at kæmpe for sit liv.

Heldigvis var omstændighederne med ham. Gruppen var nemlig gigantisk, og store grupper kan aldrig samarbejde. Derudover var det heller ikke nogen ulempe, at gruppen talte et stort antal ret klatrestærke folk, der på disse bløde procenter ikke kunne gøre forskelle på hinanden. Selvom Kämna, Luis Leon Sanchez, Matteo Jorgenson, Dylan van Baarle og ikke mindst Nick Schultz alle efterlod et lovende indtryk, var de en tand for jævnbyrdige til denne form for stigning. Da jævnbyrdighed ofte er lig med et fravær af samarbejde, fik Cort kastet den ene livline efter den anden - godt hjulpet af at brølstærke Alberto Bettiol, der desværre kom til at spille sine kort lidt for tidligt, da hans tidlige offensiv endte med at efterlade ham lidt mere alene, end han nok havde planlagt, gjorde det muligt for Cort at sidde på hjul gennem hele finalen.

Og pludselig åbenbarede chance sig. Bedst som Sanchez, Jorgenson og Schultz, der alle så ganske overbevisende ud, så ud til at have gjort forskellen, kom den sidste livline i danskerens retning, da de nok engang havde for travlt med at se på hinanden. Det, der lignede en tæt spurt mellem tre hurtige afsluttere, ble pludselig et kaos, da hele 10 mand i allersidste øjeblik blev samlet.

Så var det tid til at vise, hvorfor Cort kæmper for De Gendts trone. Der er få, der som danskeren besidder evnen til at æde sig selv og gøre de mest utrolige ting, når han ser stregen. Det var det, han gjorde, da han lod Roglic være Roglic og akkurat hold sloveneren stangen i Cullera for knap et år siden, og det var det, han gjorde igen i dag, da han trods noget, der lignede en timelang dødskamp, alligevel kunne mobilisere nogle kræfter, de færreste vel troede, at han havde. Det er svært at forestille sig en smukkere måde at sætte en streg under sin status som udbryderkonge end på så formidabel vis at udstille det killerinstinkt, som netop er den første forudsætning for at kunne påkalde sig den titel.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

De sekundære placeringer

Midt i den danske eufori må man dog føle med Schultz. Australieren har længe været et stort talent, der desværre har fået alt for lidt ud af potentialet, måske også fordi han har fulgt en for den australske nation utraditionel vej ved som ung at kæmpe sig til sin anden plads på den professionelle scene ved at forlade hjemlandet og rejse til Spanien. Bedst som han sidste år stod foran sit store gennembrud i en flot Giro, brækkede han håndleddet, og siden har han været igennem en mystisk formkrise, som først så ud til delvist at ende i Dauphiné.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Heldigvis endte den i tide. Efter den lovende præstation i søndags lignede han i dag udbruddets stærkeste mand, men måske er der en grund til, at det ikke er ham, der er udbryderkonge. Han syntes i hvert fald ikke at have samme næse for at spille spillet, for han endte gang på gang på bagkant. Til gengæld åbenbarede det også hans overlegne styrke, da han helt alene kørte op til de 14, der ellers var kørt væk, og herefter var han klart den mest aktive i en gruppe, hvor han utvivlsomt var stærkeste mand. Som en god afslutter - en evne, han alt for sjældent viser - lignede han derfor manden, der skulle slås i spurten, og det var han jo egentlig også, hvis altså ikke der havde været en dansker med mageløs evne til at æde sig selv.

Det så ellers længe ud til, at vi skulle være vidner til lidt et comeback. Der var engang, hvor man kunne vide sig sikker på, at Luis Leon Sanchez nok skulle vinde en Tour-etape, for det gjorde han i 2008, 2009, 2011 og 2012, mens han i 2010 dog måtte nøjes med en 2. plads. Det er imidlertid længe siden for den spanske veteran, der i dag mest er en trofast bodyguard for holdets kaptajner, men i dag kom han pokkers tæt på at skrue tiden 10 år tilbage - meget passende i selskab med folk som Philippe Gilbert, Edvald Boasson Hagen og Pierre Rolland, der som Sanchez vandt Tour-etaper i 2011. Desværre lykkedes det trods fornemt arbejde fra den stadig mere spændende Fred Wright akkurat ikke, og dermed må han på jagt på ny, hvis han skal holde liv i sin vanvittige stime, der har betydet, at han har vundet cykelløb hvert eneste år siden 2007 - ikke en ringe bedrift for en fyr af hans type. Det kan måske være en trøst for Schultz og Jorgenson, der også bekræftede sit potentiale, at de trods alt var oppe mod to sande sejrsmaskiner.

Foto: Sirotti.

Et utilsigtet trøjeforsvar?

Sejrsmaskine er Tadej Pogacar også, og selvom han kun var 5 år, da Sanchez vandt sit første cykelløb, mangler han bare 5 sejre for at passere spanieren på vinderlisten. Den kunne i princippet være kommet i dag, for der er næppe tvivl om, at sloveneren havde vundet etapen, hvis det var blevet samlet til sidst.

Den option var imidlertid aldrig reel. Allerede i morges gav det sig selv, at UAE kunne bruge kræfterne bedre end ved at jagte etapesejr lige inden to nøgleetaper, men det blev endnu mere indlysende, da holdet måtte sige farvel til George Bennett i morges. Da etapen samtidig satte en fed streg under, at Marc Hirschi befinder sig i så stor en formkrise, at han reelt ikke kan bidrage med noget, kan man med nogen ret hævde, at UAE blot er fem mand.

Dermed skal araberne tænke sig om, endda så meget at Pogacar måtte skifte mening. For 24 timer siden sagde han ellers, at han bestemt ikke havde tænkt sig afgive trøjen frivilligt, og det havde han vel heller ikke i dag. I hvert fald førte både Mikkel Bjerg og Marc Soler stenhårdt, men da han skulle til at bruge Brandon McNulty og Rafal Majka, måtte trøje være trøje. De skulle trods alt ikke bruge unødige kræfter 24 timer inden et vigtigt nøgleslag, og da feltet sneglede sig op ad stigningen til slut, så det ud til, at Kämna fik en trøstepræmie. Alligevel lykkedes det akkurat ikke, men selvom Pogacar således endte med at holde sit løfte i går, blev det en dag, hvor det stod åbenbart for enhver, at UAE er uhyre sårbare, ikke mindst for Bennett hidtil har lignet hans næstvigtigste hjælper i bjergene.

Alligevel var han tæt på at stjæle et par sekunder. Af en eller anden grund sad Jonas Vingegaard ikke i hans hjul, da sloveneren åbnede den forudsigelige spurt, og det var lidt af en risiko at løbe for den unge dansker, når man husker på, hvor overbevisende en spurt, Pogacar kørte i søndags. Danskeren blev da også taget lidt på sengen, da rivalen åbnede for gassen, men nok engang viste han sit aktuelle tårnhøje niveau ved alligevel at få så meget gang i cyklen, at der ikke faldt en tidsgevinst af til løbets førende rytter.

I dag handlede det imidlertid ikke om Tour-sejren. Det handlede om den store duel mellem de to ryttere, der slås om at overtage den trone, De Gendt efterlod, da dåbsattesten begyndte at kunne mærkes lidt mere, end den plejede. Selvom Kämna i kraft af antallet af udbrudssejre over de seneste tre sæsoner, vel stadig har en lille overhånd i den dansk-tyske duel, fik Cort bevist, at han i den grad skal se sig over nakken. Med tanke på at danskeren som regel er ustoppelig, når først hans dieselmotor er blevet varm - og det bliver den altid, når han har fået sæsonens første grand tour i benene - er det bestemt ikke umuligt, at han senere i løbet kan gøre endnu et indhug i det forspring, Kämna måtte have i dette udbryderkongernes ultimative opgør, der blev indledt på smukkeste vis på en stor dansk cykeldag i Alperne.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER