Da han efter 3. etape havde kørt sig i bjergtrøjen, fortalte Tim Wellens, at det egentlig slet ikke havde været planen. Lottos strategi var nemlig, at det skulle have været Thomas De Gendt, der kom i udbrud, men det belgiske mandskab måtte hurtigt sande, at feltet ikke ville lade deres plan A køre. Umiddelbart kan man måske undre sig over, at man ikke turde slippe belgieren afsted i en lille firemandsgruppe, som den Wellens endte op i, men når man kender De Gendts historik, forstår man dem godt.

Det kan nemlig være svært at finde ud af, hvor man skal starte, når man skal opregne alle de tilfælde, hvor De Gendt med sin næsten overmenneskelige råstyrke har fået et helt felt til at lægge sig ned i næsegruse beundring. Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til 1. etape af Catalonien Rundt i marts, hvor den brølstærke belgier leverede et forrygende soloridt, der totalt snød sprinterne. Eller vi kan tage 2. etape i Romandiet sidste år, hvor han og Victor Campenaerts leverede et nummer, som formentlig stadig får Sonny Colbrelli til at lægge søvnløs. Eller hvad med Dauphiné i 2017, hvor han på 1. etape snød hele feltet og kørte sig i førertrøjen med et soloridt på en kuperet rute netop i Saint-Etienne, der også var målby for dagens etape? Og allermest grund er der til at nævne min personlige favorit, nemlig hans nærmest surrealistiske sejr på kongeetapen i Catalonien sidste år, hvor der blæste så kraftig en modvind, at etapen blev forkortet, men hvor han alligevel ene mand holdt et helt felt bag sig i en vanvidskamp mod blæsten, der ifølge al logik burde have knækket hvem som helst. Og så er der naturligvis de tidlige sejre som vanvidsridtet på Stelvio, der sendte ham på podiet i Giroen, choksejren på Mont Ventoux i Touren for tre år siden eller de første etapesejre i Paris-Nice, Tour de Suisse og Volta a Catalunya.

I dag gentog han så bedriften med et soloridt, der hører til i den absolutte top af den liste, jeg kort har opregnet ovenfor. Det var ellers ikke, fordi der manglede forfølgere på en dag, hvor Bora, Sunweb, Deceuninck, Astana og EF alle undervejs jagtede det belgiske bæst over de 200 km og 4000 højdemeter, og hvor han mod slutningen ene mand endda holdt Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot - der trods alt udgjorde en ganske hæderlig duo - bag sig uden at tabe nævneværdig tid. Og hvor man i mange af de tidligere tilfælde måske kan hævde, at sejrene er kommet i trods alt lidt mindre løb eller via udbrud, der fik lov at sejle væk, kan ingen betvivle, at De Gendt i dag var i sin helt egen liga på en etape, hvor der blev kørt fuld gas gennem det meste af dagen, hvilket ikke siger så lidt i det eneste løb på hele sæsonen, hvor 99% af feltet er i absolut topform.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Faktisk kan man ikke stille det mindste spørgsmål ved De Gendts sejre. Den første af de 15 kom i Tour de Wallonie og den tredje i Circuit de Lorraine, men derudover er hver og en af dem kommet i WorldTour-etapeløb. Og alle er de kommet efter de udbrud, der er blevet De Gendts varemærke, og som meget ofte ender med, at han er kørt alene. Egentlig er han en ganske hurtig herre, som han vist, da han for to år siden tog sin Vuelta-etapesejr i en gruppe med en stribe hurtige afsluttere, men De Gendts store force er hans råstyrke. Den er også så enorm, at der kun sjældent er grund til at vente, og at den er rigeligt til at kompensere for den til tider lidt hovedrystende taktik, han lægger for dagen.

Til gengæld er De Gendt også en af feltets mest svingende ryttere. I dag viste han, hvor fabelagtigt stærk en velkørende De Gendt er, men til gengæld er han også af og til næsten urimeligt dårlig. Blandt andet har det knebet med at finde benene til Touren i de senere år, hvor han siden etapesejren på Ventoux i 2016 ikke har været tæt på det helt store. I de seneste to år har han imidlertid været flyvende i Vueltaen, hvor han i 2017 vandt en etape og i 2018 vandt bjergtrøjen, og det fik ham i år til at køre Giroen som opvarmning til Touren, i øvrigt som led i sit første forsøg på at køre tre grand tours i samme sæson. Og noget tyder på, at den strategi er lidt af et guldæg for De Gendt, der havde en gennemført elendig Giro, men som efter tre uger i Italien nu har fået varmet motoren så meget op, at han vel aldrig har været bedre i Touren.

Netop hans udsving kan måske også være forklaringen på, at Bora løb risikoen ved at lade ham - i øvrigt sammen med feltets anden udbryderkonge, Alessandro De Marchi - køre. Tyskerne tog nemlig flere, herunder i særlig grad mig, på sengen ved at satse 100% på en etapesejr med Peter Sagan. Fra start var der således Bora-trøjer overalt i feltet, og da de fleste forventede en timelang kamp om at komme afsted på en af løbets allermest oplagte udbryderetape, var mange så tøvende i forhold til at angribe tidligt, at det lykkedes tyskerne at lirke blot fire mand afsted. Måske var det ikke ideelt, at både De Gendt og De Marchi som to af de absolut farligste udbrydere var kommet med, men set i lyset af, hvor umulig indledningen burde have været at kontrollere, kunne Bora vel næppe tro deres eget held, også selvom de måtte leve med den krigsskadeomkostning, at der i den lille gruppe var to af de absolut farligste ryttere.

Den ambitiøse mission om at kontrollere en etape, der havde så mange højdemeter, at den var sammenlignelig med Liege-Bastogne-Liege og en lille bjergetape, mislykkedes og det endda, selvom den lille gruppe gjorde betingelserne tæt på ideelle. Længe så det ellers ud til, at et nærmest apatisk felt i dette felt totalt har underlagt sig Kong Sagans befalinger, for det var nærmest rystende at se, hvordan alle feltets mange oplagte udbrudskandidater, der havde denne etape som et stort mål, med det samme lagde sig fladt og logrende ned for den slovakiske hersker. Den første halvdel gik dermed helt, som Bora kunne have drømt om, og bedre blev det kun af, at Sunweb, der ellers forud for etapen havde satset på et udbrud, også øjnede, at den lille gruppe måske kunne gøre en spurt mulig. Og selvom det klatresvage Deceuninck-mandskab ikke kunne gøre meget for at bringe Julian Alaphilippe i spil til etapesejren, kunne belgierne dog give en hånd med Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, så man undervejs endda kortvarigt kunne overveje om det, der lignede en vanvidsmission at skulle kontrollere så vanskelig en etape alligevel ville lykkes.

Trods de perfekte betingelser skulle det alligevel vise sig umuligt, og det er stadig lidt af et mysterium, at de overhovedet gjorde forsøget. Måske kom de tæt på, men det skyldtes alene, at EF og Astana undervejs øjnede, at etapen var blevet så hård, at Michael Woods, Alberto Bettiol og Alexey Lutsenko kunne have en chance. Havde de to mandskaber, der bestemt ikke trådte på bremsen og kørt så stærk, at Sagan og Michael Matthews selv var i store vanskeligheder, havde De Gendts sejr været endnu større. Og dertil kommer, at man ikke skulle have en doktorgrad i cykeltaktik for at vide, at Alaphilippe naturligvis vil angribe Giulio Ciccone i finalen, og at alene det ville gøre det svært at vinde, selv hvis udbruddet var blevet hentet.

Man kan kun tage hatten af for forsøget, for det krævede et betydeligt mod at forsøge noget så svært. Alligevel kan man diskutere det viselige i satsningen, for en grand tour handler i den grad om at dosere kræfterne nøje. Ingen kan jagte etapesejre hver eneste dag, og med tanke på, at der søndag venter en mere kontrollerbar, men stadig meget vanskelig etape, havde det umiddelbart været klogere at spare på krudtet til at give den en helhjertet forsøg i morgen. Nu må man for deres egen skyld håbe, at kræftreserverne ikke er kørt helt i sænk, men med tanke på de ansigter, Sagan og Matthews skar undervejs, kan man godt frygte, at energidepoterne blev tømt på den forkerte dag. Svaret på den frygt får vi i morgen eftermiddag.

Man må dog tage hatten af for både Sagan og Matthews. Deres enorme fightervilje blev næsten belønnet, selvom især Sagan flere gange lignede en mand, der var ved at eksplodere. Og særligt Matthews kan tage en del selvtillid med fra en etape, der afslørede, at australieren sagtens kan overspurte den normalt hurtigere Sagan efter hårde dage, som vi tidligere har set i Tour de Suisse i både 2018 og 2019. Og at han klarede strabadserne, var jo ikke uventet for en mand, der trods alt er blevet nr. 4 i Liege-Bastogne-Liege. Det er mere forsøget på at kontrollere en ukontrollerbar etape, der kan diskuteres.

Sagans præstation var mere blandet. Naturligvis er det flot, at han ender som nr. 5 på så vanskelig en etape, men man sidder stadig ikke med fornemmelsen af, at verdensmesteren er sig selv. Tidligere har han vundet i vanskeligere terræn i blandt andet Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico, og i dag var det mere fightervilje end råstyrke, der bragte ham tilbage i feltet. Normalt burde han være en fyr som Matteo Trentin overlegen i dette terræn, men i dag var europamesteren åbenlyst mere komfortabel på stigningerne. Sagan er stadig en klasserytter, men han har vej at gå, inden han er den rytter, der i flere år vel ikke har kunnet betegnes som andet end et fænomen.

Til gengæld overraskede Trentin positivt. Ganske vist leverede han i foråret nogle klatrepræstationer, vi ikke tidligere har set, ikke mindst i Amstel Gold Race, ligesom han så overbevisende ud i Tour de Suisse. Alligevel er det nyt for ham at kunne køre finale efter næsten 4000 højdemeter med relativt lange stigninger, og han fortsætter således med at lægge yderligere på i en sæson, hvor han har forbedret sig kolossalt efter sidste års skadesmareridt, der satte det forrygende momentum, han indledte i efteråret 2017, betydeligt tilbage.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Så er vi nået til dagens lovprisning af Alaphilippe. Der var kun én ting, der stod mejslet i granit på en ellers ganske uforudsigelig etape, og det var, at franskmanden ville forsøge at generobre førertrøjen med et angreb på en af de sidste to stigninger. Alle vidste, hvad der ville ske, alle ventede på, at det ville komme, og alligevel var det kun Thibaut Pinot, der kunne svare, da fænomenet kom med det et slangehug, der kan gøre enhver stakåndet blot ved at se på fra sofaen.

Belønningen kom da også. Selvom Ciccone havde Bauke Mollema til at jagte, og flere af klassementsrytterne selv tog føringer i forsøget på ikke at tabe tid til Pinot, kunne ikke indhente den fænomenale franskmand, der herved kom ud af den triste og list låste situation, som 6. etape havde fanget ham i. Ganske vist måtte han for anden etape på tre dage indse, at hans klatresvage hold kostede ham et stort resultat, men det lever han nok med, når han i aften går til køjs med udsigt til at kunne køre i gult i hvert fald frem til fredagens enkeltstart, hvor han endda burde have en reel mulighed for at holde Geraint Thomas stangen med det forspring, han efterhånden har opbygget sig.

Thomas må i den grad have grund til at ærgre sig. Alaphilippe bekymrer ham nok ikke synderligt, men det ærgerlige styrt forud for sidste stigning kan meget vel være årsagen til, at hans forspring til Pinot nu er forvandlet til et efterslæb. Dels kunne det have været yderst interessant at se, om han faktisk kunne have fulgt Alaphilippe, og dels ville han uden styrtet utvivlsomt havde været omgivet af så mange holdkammerater, at de meget vel kunne have kørt den franske duo ind igen.

Til gengæld kan Pinot prise sig lykkelig for uheldet, men dagens tidsgevinst var ingenlunde bare et udslag af held. Tværtimod var det vel kulminationen på en gennemført eminent indledning på løbet, at han kunne holde hjul på selveste Alaphilippe på en stigning, hvor ingen andre af verdens superpuncheurs kunne blot drømme om at følge Deceunincks vidunderbarn. Allerede inden løbet talte jeg Pinots chancer kraftigt op - jeg ærgrer mig blot over, at jeg i sidste øjeblik byttede rundt på ham og Enric Mas i min favoritvurdering, for det havde set lidt pænere ud, hvis han havde fået tre stjerne - men hans kørsel i indledningen har været endnu mere overbevisende, end man kunne have forventet. Lige siden han helt usædvanligt blandede sig med Boras brostensdrenge på pavéen på 1. etape har han lignet en mand i så eminent et hopla, at han nu fremstår som en mere og mere reel trussel mod Ineos-maskinen, ikke mindst fordi han hos sig har guldfuglen David Gaudu, der på La Planche des Belles Filles for første gang gav prøver på en klasse, vi vil komme til at beundre til hudløshed i de kommende år.

Til gengæld er der også to væsentlige udfordringer, der skal overvindes, inden Pinot definitivt kan drømme om at blive den første franske Tour-vinder i 34 år. For det første skal han undgå de mange dårlige dage, der har martret ham gennem en karriere, hvor han aldrig er eksploderet totalt efter en lovende start, men hvor hans niveau kan veksle fra dag til dag mellem det eminente og det kritiske. For det andet har han forhåbentlig indgået en pagt med afrikanerne om, at de i denne måned holder Saharas ørkenluft for sig selv, for et pust af afrikansk varme kan være forskellen på succes og fiasko for den kuldeelskende FDJ-kaptajn.

Derudover gav etapen som forventet ikke de helt store svar i klassementet, og det var vel snarere lidt overraskende, at Pinot faktisk lykkedes med at tabe tid. Vi fik desværre aldrig at se, hvor god Thomas virkelig var, men blandt klassementsrytterne var der ikke mange, der kunne have drømt om at følge Alaphilippe på en bakke som denne. Det kunne hverken Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk, Nairo Quintana, Mikel Landa, Enric Mas, Richie Porte, Romain Bardet og nok heller ikke Egan Bernal - selvom han nok havde håbet på det - og resultatet siger således intet om deres styrke. Til gengæld lignede Adam Yates heller ikke i dag en mand med diamanter i benene, da han gemte sig kritisk langt tilbage i et felt, hvor han ellers var en af de få med et punch, der kunne have gjort ham til en kandidat til at følge Alaphilippe, præcis som det gjaldt for Dan Martin, som ligeledes for anden gang i træk leverede et mindre prangende indtryk.

Det gjorde Alejandro Valverde bestemt heller ikke. I forvejen havde verdensmesteren ikke sat verden i brand med sit føringsarbejde i torsdags, og i dag kunne man ikke undgå at få lidt ondt i hjertet over at se regnbuetrøjen i vanskeligheder i terræn, han normalt ville have elsket. Med tanke på det gennemført elendige forår, verdensmesteren har haft, bliver mistanken om, at der alligevel er en udløbsdato på Valverde mere og mere presserende. Nu viser historien, at man aldrig skal begrave Valverde, men det vil være synd at sige, at den spanske legende har taget os med storm i en 2019-sæson, der har været lige til glemmebogen. Faktisk er det vel kun Vincenzo Nibali, der har leveret et endnu mindre prangende indtryk, men det var trods alt helt forventeligt, at Hajen efter sin hårde Giro og sit ringe italienske mesterskab i dag definitivt kastede klassementshåndklædet i ringen.

De Gendt holder til gengæld fortsat sit håndklæde i stram hånd, og det bliver formentlig ikke kastet foreløbig. Nu ved vi af erfaring, at De Gendt sagtens kan ende med at tilbringe hele den tredje uge i gruppettoen, men så længe han har den form, han udvist i dag, vil feltet gøre klogt i at holde ham i præcis lige så kort snor, som de ifølge Wellens gjorde i mandags. Og hvis dagens magtdemonstration var udtryk for, hvor god han er, når han har kørt én grand tour, tør man jo næsten ikke tænke på, hvad der sker i Vueltaen, når han for første gang stiller til start med hele to lange etapeløb i benene. Nok får han svært ved at overgå sine hidtidige præstationer, men i dag viste The Beast, at han endnu ikke har nået sin grænse. Heldigvis kører han i morgen med et rødt rygnummer, som i hvert fald gør det lidt lettere at spotte, hvem det er, man i hvert fald ikke må lade køre.