SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

For et par år siden blev der i cykelsporten indført et nyt begreb, ”Froome Day”. Det blev betegnelsen for årets første store bjergetape, der ofte kom dagen efter første hviledag, og hvor Froome havde for vane at knuse al modstand, tage en suveræn solosejr og lægge resten af løbet i et jerngreb. Det gjorde han første gang i 2013, hvor han og Richie Porte tog en mageløs dobbeltsejr på Ax 3 Domianes, og minsandten om ikke den fantastiske Sky-duo gentog kunststykket to år senere på La Pierre Saint-Martin. Begge gange opbyggede briten så gigantisk et forspring, at det efterlod en hel cykelverden lidt slukøret over, at løbets spænding syntes kvalt, nærmest inden vi var kommet i gang.

I de seneste år har Froome Day været aflyst. Efter magtdemonstrationerne i 2013 og 2015 anlagde den britiske Tour-konge en ny strategi, hvor han i 2016 og 2017 angreb løbet langt mere konservativt. Nu var ambitionen nemlig ikke længere bare at vinde, men også at gøre det med så lille et ressourceforbrug, at han kunne nappe Vueltaen efterfølgende.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Froome Day var i virkeligheden ikke en ny opfindelse. Vi kunne med lige så stor ret have talt om Armstrong Day, for amerikaneren havde også for vane at kvæle al spænding ved det allerførste møde med bjergene. Velvidende at Jan Ullrich altid kom ind til løbet med et par kilo for meget på sidebenene, blev der slået til fra første færd, så tyskeren for længst var distanceret, når han i den tredje uge begyndte at finde formen.

Efter dagens første bjergetape i den 108. udgave af verdens største cykelløb er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet, om vi fremover skal til at tale om ”Pogacar Day”. Det var i hvert fald svært ikke at tænke både Froome og Armstrong - og i et vist omfang også Alberto Contador, der var tilsvarende overlegen i sit store år, 2009 - da sloveneren i dag knockoutede hele feltet med en sådan kraft, at man må glæde sig over, at den franske coronabølge er så kraftigt i tilbagegang, at der på landets intensivafdelinger burde være plads til knap 180 forslåede cykelryttere. Hver og en må de være lige så groggy som enhver bokser efter 12 omgange mod Mike Tyson - eller som enhver cykelrytter, der tidligere har haft fingrene i Armstrong- eller Froome-maskinen.

For alle cykelfans, der savner spænding, så det jo ellers lige igen så lovende ud. Nok havde Pogacar allerede én gang vist os, at han er i sin egen liga, men efter gårsdagens gigantiske UAE-blunder blev det arabiske holds svaghed udstillet så klart, at end ikke den mest defensivt indstillede sportsdirektør kunne undgå at se. Pludselig vores slovenske monsterlærling - en titel, han vist efterhånden er vokset fra - slet ikke så overbevisende ud alligevel. Det krævede bare en tidlig isolering, og så kunne Movistar og Ineos angribe ham på skift.

Ét er imidlertid teori. Noget andet er praksis. Pogacar var tilsyneladende pinligt bevidst om, at hans svaghed ikke var ham selv, men hans hold. Et dårligt hold er imidlertid kun en reel trussel, så længe rivalerne er mange, og derfor var den mest effektive måde at løse det problem på hurtigst muligt at køre antallet af trusler ned til så få, at selv en isoleret slovener kunne holde styre på dem alle. Som bekendt er det bedste forsvar ofte et angreb - og når man har et knap så stærkt hold, er det i hvert fald den klart bedste strategi!

Det er formentlig også forklaringen på, at Pogacar i dag stillede til start med helt anderledes offensive ambitioner, end man normalt ser på en første bjergetape, der slutter med en lang nedkørsel. I den situation køres der ofte ret passivt, da ingen har lyst til at skulle satse liv og lemmer så tidligt i løbet - og da slet ikke på en dag, hvor våde veje gjorde det hele endnu mere risikabelt. I den situation foretrækker de fleste ofte at vente til senere, hvor de også har fået en fornemmelse af, hvor gode benene i virkeligheden er, og derfor endte præcis samme finale, som i dag blev benyttet, med en gigantisk fuser, da den i 2018 også åbnede bjergballet.

Det var bare en stor skam, at det gik sådan. Enhver, der så Schleck-brødrenes og Contadors duel på selvsamme Col de Romme-Col de la Colombiere-kombination i 2019 vil vide, at de for Alperne sjældent stejle procenter er skabt til at skabe gigantiske forskelle, hvis de bliver brugt. Dengang distancerede den stærke trio alle rivaler så eftertrykkeligt, at etapens nr. 9 tabte hele 6.10, og derfor var det i det i virkeligheden den helt oplagte scene for Pogacar til at iværksætte den første udgave af Pogacar Day og én gang for alle skabe så store afstande, at al snak om risiko ved et svagt hold med ét kan forstumme.

Det tog lidt tid, inden man fornemmede, hvad der var i gærde. I starten var det nemlig helt forventeligt Ineos og Jumbo, der forsøgte at skabe samme kaos som i går. Igen i dag forsøgte Wout van Aert meget insisterende at komme afsted og sætte UAE under pres, og Ineos forsøgte også at bruge deres plan B, Richie Porte, til at sætte araberne under pres. Intet af det lykkedes dog, og da et udbrud efter ca. halvdelen af etapen langt om længe kørte, var det ”Mission Accompished” for Pogacar og co., der sagtens kunne lade den ufarlige gruppe sejle til månen. Kun Guillaume Martin lignede en mand, man måske ikke skulle give en bondegård, men selv han var allerede sat langt tilbage af både styrt og en enkeltstart.

Nu var Ineos’ næste opgave at isolere Pogacar på de to sidste stigninger, og det var derfor helt efter bogen, at briterne med det samme satte sig frem for at lægge det nødvendige pres. Faktisk så det slet ikke så skidt ud, for Pogacar havde allerede mistet sin på papiret vigtigste hjælper, Rafal Majka, der igen i dag fortsatte det, der har været en regulær katastrofesæson. Nu skulle træet bare rystes lidt, og så måtte Pogacar snart sidde alene.

Men så fik Ineos sig formentlig en overraskelse. Det varede ikke længe, inden det i stedet var Brandon McNulty og senere Davide Formolo, der satte farten. Pludselig blev det klart, at Pogacar skam havde tænkt sig mere og andet end bare at følge med. Der skulle knockoutes - og det blev der!

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Ineos bevarede ellers optimismen, og da han hurtigt fandt ud af, at han var en trussel mere af navn end af gavn, satte Porte sig alligevel frem for at øge presset yderligere. Højst overraskende viste det sig imidlertid, at det alligevel var briterne, der var de svageste, for da Porte forsvandt, sad Formolo der stadig. Det var svært ikke at føle sig henvist til muretapen i Tirreno tidligere i år, hvor der også var almindelig konsensus om, at Pogacars hold var svagt, men hvor italieneren rejste sig, da det gjaldt allermest og kørte en etape så smuk, at Pogacars eget soloridt i virkeligheden kun var den næstflotteste UAE-præstation den dag.

Helt så galt var det ikke i dag. Nok sad Formolo nærmest demonstrativt med favoritterne hele vejen til mål, men i dag var der ingen bare i nærheden af kaptajnen. Måske kunne Carapaz svare første gang, men da venstrehånden blev erstattet af højrenæven, måtte ecuadorianeren hurtigt sande, at det ikke er hver gang, man vinder en grand tour med den ene finger i næsen, som han syntes at gøre i Giroen i 2019 - i hvert fald ikke, når man ikke hedder Pogacar.

Derfra kunne Dave Brailsford, Carapaz og alle andre fra Ineos bare se foruroligede til, mens sekunderne tikkede ind på Pogacars bankbog med en hast, der må have gjort selv Froome og Armstrong imponerede. Da røgen havde lagt sig i Le-Grand-Bornand, havde de nærmeste klassementsrivaler tabt intet mindre end 3.20 - mere end et minut mere end Schleck-brødrene og Contador vandt på Vincenzo Nibali 2019, og dengang var de endda flere om at gøre forskellen.

I dag var det bare Pogacar, og han var i sin egen liga. Bag ham så det reducerede felt faktisk ud til at samarbejde ganske udmærket - i hvert fald på de sporadiske billeder, vi fik - men alligevel voksede afstanden kun. Det gjorde den endda, selvom der var en ganske betragtelig modvind i hele finalen - en modvind, som i hvert fald Michael Woods undervurderede nogle kilometer oppe ad vejen.

Tilbage er man efterladt med samme følelse, som man var efter Froome eller Armstrong Day. På den ene side kan man ikke være andet end dybt beundret over det fænomenale soloshow, der fik Egan Bernals ditto på Passio Giau i årets Giro til at ligne det rene dilettantværk, men på den anden side er det også svært ikke at være lidt trist. Det er i hvert fald svært at finde megen spænding i et løb, hvor Pogacar efter otte dage fører med 4.46 ned til den første af de ryttere, der på forhånd var anset som en af hans såkaldte ”rivaler”. Selvom vi ved, at Formolo næppe kører på samme høje niveau i resten af løbet - stabilitet hører som bekendt ikke til spidskompetencen - kan end ikke det svageste hold på nogen måde true Pogacar. Hvordan skulle det være tilfældet, når han med sindsro sagtens kan give løbet nr. 3 et par minutter, og den eneste, der ikke kan få alt for megen snor, slet ikke er bjergrytter?

Nej, man skal være mere end almindeligt jubeloptimist for at finde den mindste smule spænding efter i dag. Selvfølgelig er der altid en risiko for uheld og Miguel Indurains sorte kat, men den slags er der jo ingen, der ønsker. Noget formdyk kommer der vel heller ikke fra en mand, der aldrig har kørt et etapeløb uden at blive bedre og bedre undervejs - tænk lige over det en ekstra gang, og du må som Tour-rytter gyse en anelse - og derfor er det vel kun en gigantisk mistralvind på 12. og 13. etape, der kan ryste den slovenske Tour-konge. Som Primoz Roglic vil kunne skrive under på efter Vueltaen i 2019, kan den slags gå helt galt, hvis det eksploderer tidligt, og dengang havde sloveneren formentlig tabt løbet, hvis ikke også Astana havde været på bagkant og hjulpet det nødlidende Jumbo-hold. Problemet er bare, at Pogacar lige nu synes slet ikke at være truet, selv hvis han taber 10 minutter i sidevinden…

Det må i hvert fald være svært for Ineos at finde nogen grund til optimisme. Trods den rustne start viste Carapaz eller helt som forventet, at han i Roglics fravær var den såkaldte trussel mod Pogacar, men ecuadorianeren må desværre sande, at han måske nok ligner den i særklasse næstbedste rytter, men at man ikke bliver mester af at vinde 1. division. Det gør man kun ved at vinde Superligaen, og den føres af Pogacar - og tæller i øvrigt kun én rytter.

Det bliver interessant at se, hvad briterne gør nu. Bliver de ved med at tro, at Pogacar kan vise de samme uventede svaghedstegn, som Bernal - en anden rytter med særligt gode tredjeugesben - højst overraskende viste i Giroen, eller retter de allerede nu fokus på at få sendt Carapaz op på 2. pladsen, samtidig med at de giver Tao Geoghagan Hart og Porte frihed til at jagte etaper. Det vil ganske vist være lidt af et ansigtstab for et hold, der har vundet løbet syv gange på ni år, men det giver jo heller ikke mening at blive ved med at slås mod vindmøller. Der burde i hvert fald være en udbryder eller to, der må juble nu, for det er svært at se, at Ineos har lyst til at bruge mange kræfter på at sætte Pogacar-sejre i scene på de kommende bjergetaper.

Skal den spændingshungrende cykelfan finde et lys i mørket, må det være podiekampen. Meget kunne tale for, at Pogacar og Carapaz kan ende som nr. 1 og 2 - også selvom ecuadorianeren for anden dag i træk endte med at spilde en masse kræfter på ingenting, da hans store forsøg på at gå efter sejren kostede ham alt for megen ensom tid i modvinden - men til gengæld ser kampen om den sidste podieplads ud til at være pivåben. Nu fik vi som bekendt ikke mange billeder af feltet, hvilket gør det svært at udtale sig om styrkeforholdet, men bag Pogacar afslørede etapen ikke meget. Delvist forårsaget af modvinden kørte alle andre nemlig så defensivt, som man normalt vil gøre på en første bjergetape af denne type, og derfor blev det en etape, hvor man kunne tabe, men ikke vinde podiet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Hvem tabte det så? Det gjorde de stakkels helte, Geraint Thomas og Roglic, men det løb var jo desværre allerede kørt efter i går. Det store offer var derimod Miguel Angel Lopez, der utvivlsomt havde håbet at rejse sig i sit eget terræn, men som med det samme måtte indse, at nedturen på Mur-de-Bretagne havde sin forklaring. Dermed er det ikke blot Ineos, der har mistet alle former for overtal. Det samme gælder for Movistar, der med tabet af Marc Soler, Carlos Veronas styrt og i dag en stivfrossen Alejandro Valverde, som smed en gylden mulighed væk, har gang i noget, der ligner et lille mareridt.

Andre tabere var knap så profilerede, men stadig store. Der var Pierre Latour, der efter sin stærke start nok engang mindede os om, at holdbarhed og stabilitet over tre uger ikke er ham. Der var Lucas Hamilton, der efter en sæson med lutter succesopleveler har fået det helt forkerte ben ud af sengen i et løb, som er gået galt fra start. Der var Emanuel Buchmann, der hurtigt måtte sande, at den elendige forberedelse - og måske bare en generelt dårlig sæson - ikke var nok til at skabe et lille mirakel. Der var Julian Alaphilippe, der bekræftede det indtryk, han har efterladt fra dag 2, nemlig at benene ikke er de bedste. Der var Porte, der slet ikke viste sig som skyggen af alternativ trussel. Der var Steven Kruijswijks, hvis kollaps blot er den naturlige konsekvens af en gennemført møgsæson. Der var Bauke Mollema, hvis nedtur er helt i overensstemmelse med det, vi har set fra ham siden april. Der var Esteban Chaves, der i sommeren aldrig er lykkedes med at finde det tårnhøje, men meget flygtige topniveau, han stadig har. Og der var Jakob Fuglsang, der længe har set ud til at holde sig til for senere at kunne gå efter den gule trøje, men som efter en skidt sæson lignede en oplagt taber, når det for alvor gik løs, og som nu er helt fri til at forfølge hovedmålet om etapesejre.

Det efterlader os med en god håndfuld tilbage, men de synes til gengæld meget jævnbyrdige. Særligt opløftende var det at se Jonas Vingegaard, der på de flygtige billeder vel lignede tredjestærkeste mand - endda selvom hans skulder var revet op efter et styrt - og dermed til fulde bekræftede det positive indtryk fra de første dage. Det kommer slet ikke som nogen overraskelse, når man har iagttaget hans start på løbet, men det besvarer heller ikke det spørgsmål, der stadig skal besvares, hvis han skal på podiet. Har den ustabile Vingegaard holdbarheden over tre uger? Eller ender det i det spektakulære kollaps, han oplevede, da han senest som kaptajn kørte for et topresultat i Tour de Pologne i 2019? Det finder vi ud af over de kommende uger.

Holder Vingegaard ikke, er det vel Enric Mas, der står stærkest. Nok er Movistars løb kommet skidt fra start, men det gælder faktisk slet ikke for deres spanske es. Han er normalt kendt for at have tabt masser af tid den første uge, men denne gang har han virket helt ovenpå pedalerne fra dag 1. Holder han kursen i den tredje uge med samme opadgående formkurve, som han plejer, ser det slet ikke så ringe ud for Movistar endda.

Opløftende ser det også ud for David Gaudu. Franskmanden var måske ikke helt så flyvende, som man kunne have håbet, men på en dag med defensiv kørsel og modvind var det mest af alt vigtigt, at han ikke oplevede en af sine mange dårlige dage. Han har naturligvis enkeltstarten og stabiliteten som udfordringer, men vi ved, at han i hvert fald har et topniveau, der kan føre meget, meget langt.

Podiet kræver dog offensiv kørsel i bjergene fra den lille franskmand. Sådan er det ikke for Rigoberto Uran, der er kendt for sin defensive kørsel, og som efter gårsdagens neutralisering af Carapaz tydeligt har indikeret, at han er fint tilfreds med at bruge sin enkeltstart til at gå i top 3 for anden gang i karrieren. I dag bestod han fint den første test, men det vil stadig undre mig, hvis ikke der er stærkere folk end ham, når den defensive kørsel lægges på hylden senere i løbet. Det samme gælder for Wilco Kelderman, der i dag bekræftede det gode indtryk fra indledningen, men som igennem de seneste sæsoner mildt sagt ikke har imponeret i bjergene.

Det har derimod Ben O’Connor, der i dag bekræftede, hvor stærk han er blevet. Selv i forslået tilstand var han i stand til at køre med det bedste, og det gør det bare endnu mere ærgerligt, at han igen var så pokkers uheldig, som han også var det, da han mistede sin top 10 i Giroen i 2018. Heldigvis plejer det at være pil opad for ham i en grand tour, og han har bestemt ikke tabt den tid, der udelukker ham fra podiekampen.

Spørgsmålet er, om Alexey Lutsenko også hører til der. Meldingen var, at han jagtede etapesejre, men hans udtalelser de seneste dage har klart indikeret, at han skiftet holdning. Noget tyder på, at 2. pladsen i Dauphiné har givet ham smag på mere, men det vil altså stadig være en pæn overraskelse, hvis han dels har holdbarheden, dels klatreevnerne til at være en langsigtet trussel. Han må i hvert fald ikke opleve de formdyk, der plejer at være hans kendetegn i grand tours.

Den slags formdyk har Pello Bilbao ikke. Tværtimod er han kendt for sin stabilitet, og hvis han gentager sidste års mirakel fra Giroen, hvor han i sin anden grand tour bare blev bedre og bedre, skal han såmænd nok ende med at snige sig til endnu et topresultat. I dag var han åbenlyst gruppens svageste, men til gengæld ved vi, at han plejer at holde hele vejen. ”Jo flere løbsdage, jo bedre” synes at være hans mantra.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Det ville også være mærkeligt, hvis ikke Bahrain fik en mand i top 10. Nok mistede de Jack Haig grundet styrt, men også i Giroen mistede de deres kaptajn. Her endte plan B alligevel med at blive nr. 2, og selvom samme skæbne næppe overgår Bilbao, vil det være dumt at spille på, at araberne ikke har succes.

Det har de nemlig hele tiden i disse tider. Efter de to etapesejre i Giroen, de tre triumfer i Dauphiné og den ene gevinst i Tour de Suisse har de nu allerede vundet to etaper i Touren. De er dog kommet under to vidt forskellige omstændigheder. Hvor Matej Mohoric længe har vist storform og derfor var et oplagt vinderbud, må det være kommet bag på mange, at Dylan Teuns for anden gang på tre år lykkedes med at vinde Tourens første bjergetape.

Det har nemlig været trist at se belgieren på det seneste. Siden coronapausen har han mildt sagt ikke kunnet træde mange buler i de blødeste hatte, og heller ikke hans optakt til dette løb var specielt overbevisende. I dag mindede han os imidlertid op, hvorfor han i 2019 vandt en etape i Touren og erobrede Vueltaens førertrøje. Nok er han en flygtig størrelse, men når han rammer formen, er han knivskarp. Og så plejer han i øvrigt at være her, der og alle vegne, når det lykkes ham at finde den i en grand tour. Det er måske værd at notere sig frem mod kommende udbrudsetaper, at han i Vueltaen i 2019 kørte med om sejren fra et udbrud fem gange på ni dage - og det var vel at mærke de eneste af de ni dage, et udbrud afgjorde etaperne! Da selv den så ustabile Wout Poels viser sjældent god førsteugesform og allerede nu har sikret sig bjergtrøjen, synes der bare at være udsigt til endnu mere succes for araberne - særligt da hvis Poels for første gang i nogen tid finder sine berømte tredjeugesben.

Teuns skal dog nok være glad for, at Michael Woods er så utålmodig. Canadieren har meget svært ved at holde sig i ro, og derfor var det ikke uventet, at han angreb fra bunden af Col de Romme. Det var mildt sagt et optimistisk foretagende af den stærke canadier, der nu endte med at køre sig selv i sænk i modvinden, men i det mindste fik han sat en fed streg under, at han helt i tråd med første del af sæsonen er en af løbets bedste klatrere. Med lidt mere kølighed skal den sejr nok komme - og måske han også har tænkt sig at slås med Bahrain om bjergtrøjen?

Det er nemlig den slags trøstepræmier, der er at kæmpe om - og spørgsmålet er, om der overhovedet bliver den slags krummer til overs. Sidste år vandt Pogacar både den gule, hvide og prikkede trøje, og nu har han allerede erobret de første to med en sådan kraft, at de to konkurrencer allerede synes afgjort. Hvis han vil, kan han utvivlsomt lave et hattrick af trøjer endnu engang - også selvom hans overlegenhed måske nu vil føre til så mange udbrudssejre, at det ikke lykkes.

Det vil i virkeligheden kun være meget passende, hvis det ender sådan. Efter den første udgave af Pogacar Day er der nemlig kun én rytter tilbage i Tourens Superliga - svagt hold eller ej!

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET