SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

For fem år siden stod manager Ralph Denk med et valg. Indtil da havde han langsomt bygget sit Bora-mandskab op fra bunden, og nu stod han på tærsklen til at tage næste skridt med den strategi, der over årene havde ført hans mandskab fra at være et lille kontinentalhold til at være et hold med adgang til Tour de France. Nu stod han imidlertid med en mulig for at accelerere processen og markant forandre den tilgang, han indtil da havde haft.

Verdens måske største cykelstjerne, Peter Sagan, var nemlig ledig på markedet, og de to store tyske virksomheder, Bora og hansgrohe, var villige til at kaste mange penge i at få fingre i cykelsportens vel nok største markedsføringsplatform. Det må have været et dilemma for Denk. Investerede han i den slovakiske stjerne, ville hans hold nemlig entydigt blive kendt som Team Sagan, og det ville bryde markant med det, der hidtil havde været en talentfabrik med fokus på at udvikle egne, først og fremmest tyske, talenter. Å den anden side ville den store pengeindsprøjtning og Sagan give ham et fasttrack direkte ind i verdenseliten.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Som bekendt valgte Denk at slå til. Han lod de tyske køkken- og badeværelsesmillioner rulle ind på kontoen og erhvervede sig Sagan med det anselige følge, der af soigneurs, venner, brødre, mekanikere og pressefolk, som følger i kølvandet på stjernen. Med ét gik Bora fra at være en lilleput til at være kronisk favorit i mange store klassikere og med en legitim forventning om at vinde mindst én etape og den grønne trøje i ethvert Tour de France.

Ganske rigtigt blev holdet herefter kendt som Team Sagan. Nok havde holdet også investeret i Rafal Majka og Leopold König, men i de seneste mange år har navnet Bora for en cykelfan være mere forbundet med den slovakiske stjerne end med tyske køkkener. Med én VM-titel, ét monument, to grønne trøjer, flere Tour-etapesejre og et hav af andre triumfer leverede Sagan i den grad også varen, selvom han for det tyske hold måske aldrig helt nåede det overlegne niveau, han havde haft tidligt i karrieren.

I de senere år har Bora imidlertid været andet og mere end Team Sagan. For det første er holdets egen talentudvikling begyndt at bære frygt, og Pascal Ackermann, Emanuel Buchmann, Maximilian Schachmann og Lennard Kämna har alle enten fået deres gennembrud eller er blevet professionelle i holdets trøje. For det andet har Sagan været skoleeksemplet på, at sportens kometer skal huske at smede, mens jernet er varmt. Nu om dage synes de nemlig at gå i forfald, inden de er fyldt 30, og i de senere år har Sagans niveau været markant dalende - en udvikling, der har været særligt accelereret i 2019, 2020 og 2021, hvor han har været forsvundet fra verdensranglistens top og vundet bare 9 gange. Det er et temmelig pauvert udkomme for en mand, der i løbet af de første ni sæsoner tog ikke færre end 109 gevinster i tillæg til de mange grønne trøjer i Touren.

Sagans betydning for holdet har været markant aftagende i samme periode, og i dag er der ikke længere nogen, der taler om Team Sagan. Det endelige dødsstød til det team kom vel i foråret, hvor Denk nærmest i fuld offentlighed fyrede sin stjerne med beskeden om, at det nok ikke var pengene værd at forlænge en af sportens dyreste kontrakter. Siden da har meget af cykelsportens rygtebørs handlet om, hvem der ville overtage Sagan med det anseelige følge, og mens det nu synes klart, at Total er det eneste hold med både lyst og midler til at tage hele pakken, har Denk i stedet rettet blikket mod fremtiden.

I det lys kunne det vel ikke være mere symbolsk, at Nils Politt i dag vandt Tourens 12. etape. Ikke blot tog Bora den etapesejr, som jo egentlig skulle være kommet fra Sagan, på selvsamme dag, hvor knæproblemer tvang stjernen til sit blot andet Tour-exit. Det kom endda også fra den mand, der forud for sæsonen blev hentet til holdet som arvtageren til Sagan i brostensklassikerne. Tanken var, at Politt, der med sin 2. plads i Paris-Roubaix har vist sig som en lovende brostensrytter, skulle bruge et år under Sagans vinger, inden han selv skal tage over i fremtiden.

Det lå nu ellers ikke kortene, at det skulle blive Politts store dag i dag. Ganske vist var det helt oplagt, at et udbrud på en etape som denne normalt ville have ret gode chancer. Deceuninck har allerede flere gange brokket sig over de andre sprinterholds manglende arbejdsvilje, og det er bestemt ikke uset, at belgierne lader udbrud sejle hjem, når de vil sende et signal til rivalerne om, at de altså også må arbejde for føden, hvis de vil sidde med ved sprinterbordet.

Spørgsmålet ved starten i Rhone-dalen var bare, om den logik fortsat ville gælde. Dette er nemlig en på alle måder specielt Tour for Deceuninck og ikke mindst Mark Cavendish. Den lille brite har en gylden chance for at skrive historie og enten tangere eller overgå Eddy Merckxs sejrsrekord. Nok er der meget, der taler for, at han vil være tilbage næste år, men til den tid vil alle de andre store sprintere, som nu ikke er at finde i feltet, formentlig være tilbage. Nok er der to sprinteretaper igen i den tredje uge, men ingen kan vide sig sikker på, om Cavendish overlever Pyrenæerne. Når han ikke rekorden i denne uge, kan det sagtens ende med, at det bliver for sent, og at han ender på den næsten ubærlige score på 33 sejre - bare én fra Merckxs rekord.

På den baggrund burde logikken tilsige, at Deceuninck smed al surmuleri over bord og gik benhårdt efter en spurt på dagens etape til Nimes. En mulighed venter igen i morgen, men til den tid er der 220 km at kontrollere. I dag var der blot 160 km på programmet, og selvom hjælpen skulle udeblive - hvad der ikke var specielt sandsynligt, når man så arbejdsvilligheden fra DSM og Jasper Philipsens gode og løfterige spurt forleden - burde feltets bedste fladbanehold have en fair chance for at kontrollere etapen, også selvom masseudrensningen af sprintere havde ryddet grundigt ud i antallet af potentielle allierede og i stedet øget antallet af lykkesøgende udbryderhold.

Også et andet forhold kunne hjælpe belgierne. For første gang i år gik rytterne ind til en meget blæsende dag, og selvom vinden kun var meget kraftig over de første knap 30 km, var der en vis sandsynlighed for, at nervøsiteten ville være så markant, at et udbrud næsten kunne komme tilbage af sig selv, hvis bare det blev holdt i snor.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Men det gjorde det ikke. Helt forventeligt startede etapen i det totale kaos, da vinden blæste direkte ind i siden gennem Rhone-dalen, men så snart feltet drejede ind i medvinden, og nervøsiteten lagde sig, smed Deceuninck håndklædet i ringen. Det var sågar endda Julian Alaphilippe selv, der kørte op til et på det tidspunkt for sprinterne helt perfekt tomandsudbrud og i sidste ende var med til at skabe den gruppe på 13 mand, som endte med at afgøre løbet. Arkea havde været snu nok til at få én af deres bare fem mand med, og DSM var åbenbart ikke interesserede i at køre lige så målrettet for Cees Bol som hidtil, hvor de ellers har låst deres stærke folk i en lidt tvivlsom beskyttelse af deres hollandske sprinter. Kun Alpecin var villige til at give den et skud, men det bare seks mand store hold var naturligvis prisgivet mod et udbrud, der talte motorer som Stefan Küng, Stefan Bissegger, Brent van Moer og Politt og et multitalent som Alaphilippe.

Resultatet blev den første forspildte mulighed af de otte potentielle massespurter i årets løb, og da vinden ikke helt uventet viste sig for svag, da de forlod den blæsende Rhone-dal, endte det pludselig som en halv hviledag i feltet. Den var naturligvis tiltrængt for mange - ikke mindst for Tadej Pogacar, der kan ånde lettet op efter en start, hvor det igen var tydeligt, at han og UAE er sårbare i sidevinden - men det var også en forspildt mulighed.

Mest af alt var det tilfældet for Deceuninck. Ender Cavendish på 35 sejre, inden karrieren er omme, vil dagens etape hurtigt gå i glemmebogen. Falder han til gengæld for tidsgrænsen i Pyrenæerne og mislykkes med at vinde i de kommende år - i den sammenhæng skal vi ikke glemme, at manden allerede nu har nået den for sprintere uhørt høje alder på 36 - vil vi måske altid se tilbage på Nimes-etapen, hvor chancen for at skrive historie blev forspildt. Selvfølgelig er der helt sikkert en vis tilfredshed i at få sendt et signal til de andre sprinterhold - en investering, der kan være godt givet ud inden de kommende sprinteretaper - men det hjælper ikke meget, hvis briten ikke vinder i morgen og derefter falder væk i Pyrenæerne.

Selvfølgelig havde det været noget andet, hvis Alaphilippe var løbet med sejren, men chancen for, at det ville ske, var meget mindre, end han stjernestatus ville tilsige. I denne form for flade finaler handler det nemlig meget mere om held, taktik og timing, og i det spil er det pokkers svært at vinde, hvis man kører rundt med en synlig regnbuetrøje og hedder Alaphilippe til efternavn. Hvis endelig Deceuninck skulle vinde fra et udbrud, var franskmanden i denne type finale faktisk næsten det ringeste kort, de kunne spille, og det lykkedes da slet heller ikke for verdensmesteren, som heller ikke i dag efterlod indtryk af at være specielt velkørende.

De andre tabere er selvfølgelig Arkea, DSM og Alpecin, der alle har massespurterne som de helt store mål. Alpecin har ingen grund til at skamme sig, for uden hjælp fra andre hold var de prisgivet, og med bare fem mand, hvoraf de tre er små klatrere, er det også svært at bebrejde Arkea. Til gengæld virker det helt uforståeligt, at DSM nærmest apatisk smed håndklædet i ringen. I lyset af Bols chancer i en massespurt gav det bestemt mening at satse på et udbrud, særligt for et hold med mange hurtige og stærke folk, men da de missede gruppen, er det helt uforståeligt, at passiviteten rådede. På et hold med kun én - og endda kun mellemgod - bjergrytter er det svært at tro, at der venter etapesejre i Pyrenæerne, og da holdet mildt sagt ikke har vadet i succes hverken i dette løb eller tidligere i år, kan man i den grad undre sig over, at håndklædet lå i ringen, nærmest inden det var blevet kastet - særligt da når stort set hele truppen er bygget op omkring Bol.

Nu endte DSM i stedet med igen at være ude af kampen om sejren, og dermed har holdet kun fem reelle skud i bøssen, hvis de skal have bare én sejr i en Tour, der er gået helt modsat af sidste års udgave. I sammenligning hermed har Deceuninck jo i hvert fald deres på det tørre - men de havde til gengæld mulighed for at have gjort den 8. juli 2021 til en helt særlig dag i cykelhistorien.

Det blev den ikke, men den blev i det mindste en særlig dag i Bora-historien. Med sin sejr fik Politt på symbolsk vist sat et punktum for Sagan-æraen og det endda på en måde, der fortjener dyb beundring. Det var nemlig ikke Politt, der var den største favorit blandt de 13 mand, der fik løbepas. Nok er han hurtig og har vundet en etape i Deutschland Tour foran hurtige folk som Matej Mohoric og Reinardt van Rensburg, ligesom han har kørt nogle fremragende spurter i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men i en gruppe med André Greipel, Edward Theuns, Luka Mezgec, Edvald Boasson Hagen og Stefan Bissegger var han langt fra den hurtigste. Og nok er han brølstærk, men i en gruppe med Stefan Küng og Bissegger var han ikke den bedste til at køre alene.

Men han havde noget med sig, nemlig sin form og sin taktik. Når man har set ham køre i udbrud i bjergene de seneste dage, har det været ret åbenlyst, at han måske er stærkere end nogensinde. Derudover var han snu nok til at lure, at initiativ ville betale sig i lige netop dette udbrud. Normalt ville logikken ellers tilsige, at et angreb med 50 km igen var en anelse for tidligt, men i en gruppe, hvor kun ét hold havde mere end én mand, fører de første angreb nemlig ofte langt. Et fravær af hjælpere er nemlig den sikre vej til dårligt samarbejde, og derfor skal der ikke skabes meget hul, før løbet er kørt for alle andre end dem, der sidder foran.

Politts første forsøg lykkedes måske ikke, men da han senere kom væk sammen med Küng, Harry Sweeny og Imanol Erviti, var løbet kørt. De fire forreste ville hjertens gerne væk fra Greipel, Theuns, Mezgec og co., og hos forfølgerne havde ingen lyst til at slæbe selvsamme sprintere med til sejren. I den slags finaler betaler tidligt initiativ sig ofte, og det bevidste Politt til UG med kryds og slange.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Derfra var der dog stadig udfordringer. Alle vidste, at Küng ikke måtte få en mm, og selvom Politt på papiret var gruppens hurtigste, kunne han ikke være helt sikker på at slå Sweeny, der stort set aldrig har spurtet, men i enkelte glimt har vist, at han nok burde kunne yde Politt nogen modstand. Der var derfor stadig meget, der stod i vejen for den definitive aflivning på Sagan-æraen.

Hvor det i første omgang var snilde, der havde elimineret sprinterne, var det herefter formen, der gjorde forskellen. Højst overraskende måtte Küng sande, at det normale hierarki ikke gælder, når vi befinder os midt i en grand tour - heller ikke selvom man har en stor motor - og herefter kunne Politt køre sine to følgesvende midt over med den superform, der havde sendt ham i udbrud på to bjergetaper i træk. Al spekulation om, hvorvidt han også ville være hurtigst, som papiret lagde op til, blev lynhurtigt helt overflødig, og Politt mindede os alle om, hvorfor han er indbegrebet af en Paris-Roubaix-rytter. Den franske klassiker handler nemlig om at blive ved og ved, når alle er trætte, og den evne besidder Politt som få. Det gav en 2. plads bag Philippe Gilbert på velodromen i Roubaix for to år siden, og i dag gav selvsamme evne ham karrierens i særklasse største sejr.

Tilbage var kun krummerne, som blev samlet op af Erviti - paradoksalt nok på den hidtil bedste dag for det stjernebesatte Movistar-mandskab, der skulle shine i bjergene, men endte med at imponere på en af løbets fladeste etaper - og Sweeny, der sammen med Van Moer fortjener ros for det flotte gensvar, Lotto er kommet med efter Ewans tidlige exit. Mezgec måtte samtidig føle sig som verdens uheldigste mand, da han vandt forfølgernes spurt. Det var nemlig tredje gang på mindre et år, hvor han vandt en spurt om en sekundær placering i Touren. Sidste år var han to gange hurtigste mand bag Søren Kragh, og i dag var det altså Politt, der forhindrede ham i at udnytte sin alsidighed og hurtighed til at tage en sejr, han efterhånden har fortjent - ikke mindst fordi han overspurtede de på papiret hurtigere Greipel og Theuns.

Et kvarters tid senere så vi endelig noget til Cavendish. Briten var akkurat lige så suveræn i feltets spurt om nu bare sølle 3 point, som man kunne have ventet, og Jasper Philipsen, der forleden var så tæt på at slå ham, blev i dag kørt midt over. Nok runger Deceunincks signal højt i ørerne hos de andre sprinterhold, men man må håbe, at etapen til Nimes ikke fremover vil blive husket som dagen, hvor en rekord blev smidt på gulvet.

En rekord har Sagan allerede. Efter næsten et årti med Sagan-dominans virker det stadig helt forkert, at det er Cavendish, der kører rundt i den grønne trøje, og det virkede akkurat lige så forkert, at der i dag blev spurtet om ”grønne” point, uden at slovakken var med i kampen. Naturligvis skyldtes det denne gang knæproblemer, men det var alligevel svært ikke at se lørdag d. 8. juli som dagen, hvor Team Sagan på meget symbolsk vis endegyldigt blev lagt i graven.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET