Det er jo ikke helt ukendt, at EU's konkurrencelovgivning tages i brug i cykelsporten. Det så vi, da holdsammenslutningen Velon i løbet af vinteren lagde sag an mod UCI for at udnytte deres magtposition til at obstruere deres løbsserie, Hammer Series, men i virkeligheden var det vel i Tour-sammenhæng, at bureaukraterne i Bruxelles i første omgang kunne have ventet en henvendelse.

I de seneste år har man nemlig sagtens kunnet tage med familien på sommerferie i juli uden at føle, at man gik glip af det store. Man vidste jo alligevel, at Peter Sagan ville vinde den grønne trøje, og at en eller anden Ineos/Sky-rytter - oftest Chris Froome - ville vinde den gule. Movistar ville vinde holdkonkurrencen, og så kunne man altid læse op på, hvem der denne gang havde taget prikkerne og den hvide trøje.

Heldigvis er det meget sjovere at se Sagan blive slået i spurterne og Egan Bernal blive sat i bjergene end at se Sagan og Brailsford møde op for EU-domstolen for at forklare, at deres monopoler skam ikke er ulovlige. Nu synes alle tanker nemlig at kunne skrinlægges, efter at den i forvejen meget mærkelige corona-udgave af verdens største cykelløb vel bør have undertitlen ”Monopolernes fald”. I hvert fald har Sagan netop for første gang i sit liv nået Paris uden at skulle runde det hele af med en tur på podiet, og for blot anden gang siden Bradley Wiggins’ sejr i 2012 slap Brailsford for at skulle forsvare sig mod alle de kritikere, der nok engang syntes, at hans britiske supermandskab havde kvalt al spænding i løbet.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Naturligvis har der været præcis ét brud på hver af de to monopoler tidligere, men begge gange har omstændighederne været ærgerlige. Brailsfords ejerskab til den gule trøje blev kun midlertidigt brudt i 2014, fordi Chris Froome som bekendt var styrtet forud for de regnvåde brosten i Nordøstfrankrig. Og da Sagans ellers endeløse sejrsrække blev sat på pause i 2017, skyldtes det alene den helt urimelige diskvalifikation, som heldigvis slap for en tur til den internationale sportsdomstol, fordi UCI var store nok til at indrømme, at de vist havde reageret lige vel overilet ved at hive ham ud af løbet for en episode, der med de rette tv-billeder klart kunne erklæres som en, han var helt uden skyld i.

Denne gang var det imidlertid benene, der kostede festen i Paris, og i begge tilfælde var det faktisk ikke helt uventet. Allerede forinden stod det klart, at Sagans monopol var mere truet end nogensinde. Dels havde slovakken med sin kørsel i første del af 2020 accelereret det markante niveaufald, vi har oplevet i de senere år - særligt med hans nærmest rystende præstation i Paris-Nice - og dels betød rutens design med indlagte spurter alt for tidligt på etaperne og ingen rigtige puncheurfinaler, at Sagan trods sin favoritstatus var uhyre sårbar. Havde det ikke været, fordi Sam Bennett ligeledes havde virket rusten i 2020, var der næppe tvivl om, at ireren havde været forhåndsfavorit, for den Bennett, der drev gæk med næsten alle sprintere og klatrede som en drøm i Vueltaen i 2019, havde været meget svær at slå selv for en flyvende Sagan, der selv i sin storhedstid aldrig har været i nærheden af Bennetts topfart.

Den Bennett fik vi aldrig at se, og der var næppe heller blevet grøn fest på den grønne ø, hvis 2020-udgaven af Bennett havde stillet op mod den suveræne Sagan, der som regel har lukket pointkonkurrencen så hurtigt, at odds på Sagan-sejr efter den første uge har været nede i størrelsesordenen 1,1. Heldigvis for ireren kunne mindre gøre det, når nu Sagan, der ellers rejste sig flot i forhold til den skræmmende tamme udgave, vi nåede at se i foråret, var så langt fra den mand, der skrev historie med sine syv grønne trøjer, tre  VM-titler og to monumentsejre.

Nu er der delte meninger om, hvem der skal have overhånden i kampen om den grønne trøje. Nogle foretrækker, at pointsystemet indrettes, så det favoriserer en alsidig type som Sagan, mens andre mener, at hurtigste mand bør vinde, og at der urimeligt, at Mark Cavendish trods sin overlegne dominans i spurterne fra 2008 til 2012 kun vandt den eftertragtede trøje én gang. For sidstnævnte må det have været en forløsning at se dagens spurt i Paris. I Sagans monopoldage har den grønne trøje nemlig aldrig kunnet vinde i Paris, hvor den ellers stærke slovak har været overmatchet af de hurtigere og renere sprintere, men i dag blev Bennett med sin sejr den første siden netop Cavendish i 2011 til at med en sejr i Paris at vise, at hurtigste mand også ender med den mest eftertragtede sprintertrøje.

Dermed opnåede Bennett i første forsøg som reel trøjekandidat noget, som selv Sagan må misunde ham. For en sprinter er der nemlig kun én ting, der er bedre end at vinde den vigtigste sprintertrøje, nemlig at vinde verdens vigtigste spurt med verdens vigtigste sprintertrøje. Det opnåede Sagan aldrig, men det gjorde Bennett så smukt, at han i Tourens sidste uge vendte det, der lignede en lille fiasko til den vel på sprintersiden næsten mest succesrige Deceuninck-Tour nogensinde. Nok vandt Marcel Kittel skræmmende fem etaper i 2017, men man kan i hvert fald med nogen ret argumentere for, at en grøn trøje med to etapesejre undervejs, herunder den vigtigste af alle, overgår det. I hvert fald er det bedre end den første grønne trøje til Tom Boonen i 2007, for her måtte belgieren se sig slået af Daniele Bennati på verdens mest berømte cykelavenue.

På mange måder har det ellers været en atypisk sprinter-Tour for Deceuninck. I årevis har de været vant til at have det bedste tog, men sådan var det ikke i 2020, hvor tabene af Yves Lampaert og Zdenek Stybar reducerede det planlagte tog til bare Michael Mørkøv med Kasper Asgreen, der slet ikke er vant til den rolle, pludselig katapulteret ind i rollen som nr. 3 i det meget danske tog. Derfor har det finalerne også været op ad bakke for Bennett, der har kunnet se til, mens Sunweb og Trek har spillet med musklerne i finalerne.

Meget symbolsk var det imidlertid en tilbagevenden til normalen, da Bennett efter matematisk at have sikret sig den grønne trøje i den indlagte spurt rettede fokus mod årets vigtigste spurt. For første gang i årets løb stod der nemlig Deceuninck på det hele, da første Julian Alaphilippe og siden Kasper Asgreen med en føring, som kun han kan levere, satte det hele perfekt op, så Mørkøv kunne gå først igennem cykelsportens vel mest berømte sving. Og den snu Bennett var klog nok til at vide, at et 400 m var for langt at holde for det belgiske hold, når Treks supertog med Jasper Stuyven og Mads Pedersen pressede på fra siden, og derfor lod han klogelig de to klassikerspecialister smutte ind mellem ham og Mørkøv, der atter dokumenterede sin tårnhøje klasse.

Herefter var det barnemad for Bennett. Selvom Stuyven gjorde præcis, som man sagtens kunne have forudsagt allerede i går, nemlig satte Pedersen helt perfekt op, var der aldrig tvivl om udfaldet. Selvom danske Mads har udviklet en fornem hurtighed i år, er han trods alt overmatchet mod verdens supersprintere. Og derfor skulle Bennett da heller ikke træde mange gange for at tage den mest suveræne Paris-sejr siden Dylan Groenewegens vanvidsspurt helt nede fra svinget i 2017.

Det var ellers så tæt på for Pedersen at sige farvel til sin flotte regnbuetrøje ved at blive den første verdensmester til at vinde på Champs Elysèes, siden Cavendish - der var han igen - leverede bedriften på den smukke avenue i 2012. Dengang fik han også et mindeværdigt lead-out med hjælp fra Wiggins iført gult, præcis som Pedersen i dag blev sat så smukt op af Stuyven, der for tredje gang i dette løb dokumenterede, at han er eminent i netop den rolle. For første gang af de tre lykkedes det denne gang også verdensmesteren at holde sig til belgieren og levere en af de fornemme spurter, vi har set flere gange siden choksejren i Polen for halvanden måned side. Og det kunne have givet resultat, hvis blot det bare ikke var en af de to supersprintere, Bennett eller Caleb Ewan, som havde siddet lige i bagsmækken. Og dermed blev en fantastisk Tour, hvor Pedersen i den grad har gjort trøjen ære både med sine flotte spurter og som sublim bodyguard for lille og sårbare Richie Porte, indrammet af to meget flotte andenpladser, som man under ingen omstændigheder kunne have spået, da sæsonen blev genstartet sidst i juli.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Nej, det var svært at være utilfreds for Pedersen, for han og Trek gjorde alt det, der kunne have givet dem sejren, men havde ikke det held, der skulle sikre, at rette mand sad i Pedersens baghjul. Det kan man til gengæld være hos Ewan, der ikke lykkedes med at fastholde den imponerende stime med hattricks i alle sine Tour-deltagelser, selvom han var så tæt på.

I dette løb har han nemlig tabt den evne, der gav ham så stor stabilitet for et år siden. Dengang sad han næsten altid i det hjul, han havde udset sig, men sådan har det slet ikke været denne gang, hvor han også i forbindelse med sine to sejre var meget heldig med, at vejen nærmest på magisk vis åbnede sig, så han kunne udnytte en for ham heldig modvind til at komme frem. Den gik bare ikke i dag på en kun 400 m lang opløbsstrækning, da han nok engang befandt sig alt for langt tilbage, og dermed blev hans lidelser i bjergene i virkeligheden helt ligegyldige. Nu har de seneste 10 dage kun bidraget til at trætte ham inden en Giro, der lige nu må virke som en næsten urealistisk opgave for en mand, der har været mere død end levende de seneste dage. Naturligvis udgår man ikke af Touren, når man har chancen for at vinde i Paris, men Lotto skal nok efter denne Tour overveje, hvordan de kan styrke deres tog, også selvom det tidlige tab af John Degenkolb naturligvis er en stor del af forklaringen på trængslerne.

Det blev også spurten, der satte en stopper for den ellers endeløse serie af mirakelpræstationer fra Wout van Aert. Denne gang fik han ellers endelig hele holdet stillet til sin rådighed, men der er bare ikke så meget sjov ved at have Sepp Kuss og George Bennett til at køre lead-out. Det lykkedes ikke Tony Martin og Amund Grøndahl Jansen, der jo ellers begge har været dele af Groenewegens tog, at få belgieren frem, og dermed gik det, som man kunne frygte, nemlig at det korte opløb gjorde det umuligt for belgieren at rette op på gårsdagens gigantiske Jumbo-nedtur. Men for alle andre var det måske egentlig meget rart at se, at Vilde Wout faktisk er et menneske.

På samme måde har sprinterne også haft behov for i de senere år at se, at Sagan vitterligt er et menneske, men det er han altså - lige nu endda et lidt tamt et af slagsen. Sjovt nok gav Sagan ellers lidt glimt af fordums klasse i dag, hvor han kørte en af sine bedre Paris-spurter, for det var klassisk Sagan at se, hvordan han i det sidste sving puffede Elia Viviani væk fra Bennetts baghjul, så han sad præcis, hvor han ville. Derefter var det desværre lige så klassisk Sagan. Der er nemlig en grund til, at han aldrig har vundet en helt klassisk massespurt i Touren, men stort set altid er endt i top 3 eller top 5. Sagan finder nemlig altid hjulet på de hurtigste, men farten til at gå forbi har han aldrig haft i denne slags finaler.

På mange måder var det i virkeligheden helt klassisk Paris. Man ved nemlig også, at når vi når den tredje uge er Alexander Kristoffs motor i gang. Og efter nogle mildt sagt sløje optrædender i hver eneste spurt siden den flotte sejr i Nice var nordmanden - naturligvis - på plads, da der skulle spurtes på den avenue, hvor han sejrede for to år siden. Nok blev det ikke til en gentagelse af den sejr, men man kan altid stille uret efter, at Kristoff spurter godt på Tourens sidste dage. Det har man også kunnet med hans landsmand Edvald Boasson Hagen, der faktisk har været i top 5 hvert eneste år siden 2015, men meget symptomatisk for NTTs løb og sæson i det hele taget gik det nok engang så meget i skuddermudder, at nordmanden end ikke kom i top 10 og faktisk endte bag sin lead-out man, Max Walscheid.

Mere oprejsning var der at hente for Viviani. Gennem hele løbet har italieneren vist mere og mere af sig selv, og i dag var der lidt Gamle Viviani over det, da han fik fat i Bennetts hjul i finalen. Det kunne han ganske vist ikke holde i kamp med Sagan - hvem kan i øvrigt det? - men en 5. plads i årets vigtigste spurt er trods alt en lille opmuntring, inden han nu går i desperat kamp for at få den sejr, han betales i dyre domme for, men stadig mangler. Og modsat Ewan synes han - ligesom Sagan i øvrigt - også at have friskheden til at binde an med Giroen, der foreløbig er en sandsynlig del af planerne, og som nu pludselig er meget mere attraktiv for ham i lyset af afbuddene fra Groenewegen og Fabio Jakobsen, der eller truede med at gøre Giroens sprinteretaper til en meget hollandsk fest.

Mere nedtryk må Cees Bol være. Nu har Sunweb gentagne gange dokumenteret deres tårnhøje klasse, men da det virkelig galdt var de væk. Søren Kragh og Joris Nieuwenhuis skød ellers flot frem, men som det desværre sker lidt for ofte for de ellers stærke tyskere, var toget revet midt over. Væk var Nikias Arndt, Casper Pedersen og Bol, der aldrig har været en ørn i positionskampen, og dermed mislykkedes han i at få det lead-out, der kunne have givet den sejr, som kunne retfærdiggøre den ellers helt håbløse beslutning om at sende Michael Matthews til Giroen og dermed frarøve ham chancen for at køre klassikere.

Ellers var alt ved det gamle. Hugo Hofstetter brugte sin fine positionering til at få en af de top 10-placeringer, han kan fodre svin med og bruge til at kompensere for de meget få sejre, og heller ikke denne gang kom Matteo Trentin, Luka Mezgec eller Bryan Coquard tilstrækkeligt langt frem i en positionskamp, der har haltet gevaldigt i dette løb. Det har den også altid gjort for Sonny Colbrelli, og derfor var det ikke uventet, at italieneren ikke kunne slå til, da han endelig fra frigjort fra de lænker, som #FreeLanda-kampagnen havde iført ham.

Det vil selvfølgelig sige, at alt var det gamle i selve spurten, der gik mere eller mindre helt efter den drejebog, man kunne have skrevet forinden. Da først podieceremonien gik i gang, var alt derimod som forvandlet, da først Movistar havde fejret den obligatoriske sejr i holdkonkurrencen, som sikrede lidt normalitet - sjovt nok i året, hvor de vel havde langt ringere mulighed for at sejre end hhv. Sagan og Ineos i deres respektive konkurrencer.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Derefter var alt forandret i det massive monopolfald, der blev Tourens overskrift. Det var således kun Bennett og Marc Hirschis fortjente hyldest for fighterprisen kunne give Tadej Pogacars trætte ben lidt hvile i den endeløse vandren-op-og-ned-ad-podiet, som man skal tilbage til Eddy Merckx kannibaldage for at matche. Ungdoms- og bjergtrøje, der for alle andre havde været et karrierehøjdepunkt, blev nu blot sidegevinster, da Pogacar blev den kun anden rytter siden 2012 til at bryde Ineos’ gule monopol.

Monopolet stod jo ellers forfald. Vi vidste godt, at det ikke var Ineos, men derimod det sublime Jumbo-mandskab og chefmonsteret Primoz Roglic, der stod med de bedste gule kort på hånden, og sådan så det da også ud hele vejen - endda så meget at Pogacars hvide cykel til paraden til Paris i går allerede var klargjort, indtil en ny lakering i sidste øjeblik måtte i gang, så den kunne blive gul i stedet. Men selvom der som spået blev sunget på slovensk denne septemberaften i Paris, var det ikke chefen selv, men derimod monsterlærlingen, der sang højest.

Roglic var i dag lige så smuk og værdig en taber, som han var, da han i går som det første efter sit nederlag gik hen for at afbryde vinterinterviewet og give sin gode ven et lykønskningsknus, selvom hele hans livsdrøm få minutter forinden var blevet revet fra på så uventet vis, at det havde været lettere at forudse det næste jordskælv. Allerede i gårsdagens analyse beskrev jeg de mulige årsager til chokresultatet, men det er næppe det, der fyldte allermest i Roglics hoved, da han misundeligt kiggede op på sin ven og landsmand i dag.

I bagklogskabens ulideligt klare lys er der nemlig mange ting, der kunne være gjort anderledes. Pogacar drog nemlig hele to gange fordele af en underdogstatus, der førte til en klar undervurdering af ham fra en Roglic, der i sidste års Vuelta og senest ved de slovenske mesterskaber klart følte, at der stadig var styr på ham lærlingen.

For det første betalte holdet på 7. etape en dyr pris, da de afveg fra den ellers på forhånd fastlagte strategi om kun at fokusere på den samlede sejr. Her valgte man nemlig alene at bruge George Bennett og Sepp Kuss til at distance Pogacar, da dennes åbenlyst svage sidevindshold blev så dyrt som frygtet. I stedet blev Van Aert sparet, så han kunne have spurtet sig til sejr, men det er åbenlyst, at et par gedigne Van Aert-føringer der havde givet betydeligt flere sekunder i banken. I virkeligheden kunne man også have ofret Tom Dumoulin, men på det tidspunkt var det trods alt stadig en del af planen at køre med to beskyttede ryttere.

Det var det imidlertid ikke, da Pogacar nok engang blev undervurderet dagen efter. Her endte Dumoulins ønske om at være bundloyal nemlig med at blive hundedyr. Hollænderen har selv forklaret, hvordan netop behovet for at vise sin troskab over for Roglic fik ham til alt for overilet at tage en monsterføring, der lynhurtigt isolerede Roglic. Og da selv et monster ikke kan svare på alt, valgte chefen at lade en af de ryttere, der allerede havde tabt tid, sejle væk. Det blev en beslutning, der er al mulig grund til at fortryde, for kombinerer man de 40 sekunder, som Pogacar stjal i Loudenvielle med de mulige sekunder, et Van Aert-arbejde i Lavaur havde givet, er det langt fra sikkert, at det var Pogacar, der med 59 sekunder i baglommen havde sunget højst på den slovenske fællessang her til aften.

Det er imidlertid så let at være bagklog. Al logik tilsagde, at Roglic ville slå Pogacar på den sidste enkeltstart, og derfor var Jumbos defensive kørsel klog og helt efter bogen, selvom man lige nu kan sige, at de fik alt, alt for lidt ud af deres stærke hold. Desværre er chokresultater svære at gardere sig imod. Man får i hvert fald meget travlt, hvis man skal gardere sig mod alle eventualiteter.

Lidt chok var der over det meste af podieceremonien. Den eneste, der kæmpede lidt med ordene under den slovenske nationalmelodi, var nemlig Richie Porte. Havde vi skrevet 2016, 2017, 2018 og endda 2019 havde det været det mest selvfølgelige i verden, at den lille australier havde indfriet sin livsdrøm om en top 3 i verdens største cykelløb, for i de første tre år var han verdens bedste i ugelange etapeløb og på forhånd den største trussel mod endnu en Ineos-sejr. Så gik det sådan, at året, hvor Porte var erklæret pensionsmoden, blev året, hvor det alligevel lykkedes ham - endda hvor han selv havde givet så meget op, at han har indstillet sig på en tilbagevenden til slavetilværelsen hos Ineos næste år.

Men hvorfor skulle det ikke gå sådan? 2020 var jo på alle måder året, hvor intet gik, som det plejede. De monopoler, der har været så fasttømrede, at nutidens studenter knap kan huske, at det har været anderledes, blev blæst til side af et slovensk vidunderbarn og en irer, der ellers aldrig tror på egne evner. Dermed fik de med ét sørget for, at EU's bureaukrater nu kan koncentrere sig 100% om Velon-sagen, når nu der ikke kommer sagsanlæg for monopoler i Tour-sammenhæng. Hvis da altså ikke nogen skulle finde på at brokke sig over, at Movistar-monopolet i holdkonkurrencen trods alt stadig består.

Lad mig slutteligt takke alle de trofaste læsere for at kæmpe jer igennem skriverierne fra årets Tour, hvad enten der har været tale om optakter, analyser og live-opdateringer. Det har været en sand fornøjelse at dele mine tanker med jer, og jeg ser frem til at gøre det til Giroen, Vueltaen og klassikerne også.