STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Forud for årets Tour de France var der megen polemik om Quick-Steps fravalg af Mark Cavendish. Briten havde jo en stor chance for at indskrive sig i historiebøgerne som den første rytter med hele 35 etapesejre, hvis blot han kom fra løbet med bare én gevinst, og da det står ret klart, at det er en stor del af rationalet bag, at han har planer om at fortsætte sin karriere i minimum én sæson, er det ikke svært at forstå, at den lille brite var temmelig desperat ved udsigten til et fravalg.

Sådan har det imidlertid været lige siden sidste efterår. Allerede dengang gjorde manager Patrick Lefevere det klart, at planen var at stille til start med Fabio Jakobsen som holdets eneste sprinter, og selvom han blødte lidt op på den melding tidligere i år, hvor han åbnede døren for en mulig ændring, har det hele tiden været klart, at Jakobsen skulle køre sig af holdet, hvis briten skulle have en chance for at gøre sin drøm til virkelighed. Da hans hollandske kollega og rival endte den første del af sæsonen som den mest vindende sprinter, måtte briten hurtigt sande, at det kun var sygdom eller skader, der kunne holde håbet i live, og da Jakobsen, som jo har været rigeligt forfulgt af uheld, holdt sig både sund og rask, måtte en ellers meget formstærk Cavendish, der tog en imponerende sejr ved de britiske mesterskaber sande, at han skal vente til 2023, hvor han vil være fyldt 38, hvis han skal overgå Eddy Merckx som alletiders mest vindende Tour-rytter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var en bitter pille at sluge for Cavendish. Han gjorde ellers sine hoser grønne for Lefevere efter sejren ved mesterskaberne med erklæring om, at det ville være så smukt, hvis han slog rekorden med den britiske mesterskabstrøje på skuldrene, og at han med sikkerhed ville vinde, hvis blot han blev udtaget. Lefevere er imidlertid ikke kendt som en blød mand, og han lod sig ikke overtale af lidt britisk smiger. Da Jakobsen bare 48 timer inde i løbet, sørgede for at tage sin første Tour-etapesejr, kunne Lefevere også med tilfredshed konstatere, at det var lidt svært at protestere over hans valg.

Jeg tvivler på, at Cavendish har haft nogen god juli måned, og han har næppe set meget Tour de France. Pillen har formentlig været for bitter at sluge, men hvis han alligevel skulle have tændt for fjernsynet en enkelt gang eller to, har han måske alligevel fået det lidt bedre. Da han sidste år fik sin uventede chance efter Sam Bennetts afbud, var det nemlig i den mest sprintervenlige udgave i mange år, hvor sprinterne havde råd til at smide to gode muligheder væk til hhv. Nils Politt og Matje Mohoric og alligevel køre hele seks massespurter fordel med fire sejre til Cavendish og én til både Tim Merlier og Wout van Aert.

Årets udgave kunne ikke være mere anderledes. Allerede ved løbets begyndelse stod det klart, at det efter de to tidlige etaper i Danmark, som med meget stor sandsynlighed ville ende i fuldtonede massespurter, i den værste af alle verdener skulle frem til Paris, inden den tredje mulighed ville byde sig. Ganske vist var der muligheder både på 4., 13., 15. og 19. etape, men her var intet givet. I Calais var der således en stejl bakke i finalen, anden uges to etaper i Massif Central var så kuperede, at udbrud sagtens kunne ødelægge festen for de sprintere, der måtte overleve stigningerne, og de seneste to udgaver har vist, at en flad etape på 19. dag meget let kan gå til en udbryder, når alle er slidt ned til sokkeholderne.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det var dog også et mareridtsscenarium. Det skulle gå ret galt, hvis ikke mindst én af de fire chancer ville byde sig for feltets sprintere, men som dagene gik blev et teoretisk mareridt mere og mere til grufuld virkelighed. Det var endda sprinterne selv, der ødelagde det for deres kolleger, da Van Aert fuldendte en mindeværdig Jumbo-offensiv i Calais, og Mads Pedersen var stærkeste mand i et kongeudbrud, der sendte Alpecin, Lotto og BikeExchange til tælling i Saint-Etienne.

Derfor må det også have været med nervøse miner, at sprinterne drog mod dagens start i Rodez på årets varmeste dag, hvor temperaturerne var oppe at kysse ubarmhjertige 40 grader. Bare to dage forinden havde de fået en påmindelse om, hvor svært det er at kontrollere er Tour-felt i den anden halvdel af en grand tour, og da dagens etape endda startede betydeligt hårdere, end det var tilfældet i fredags, lurede truslen om endnu et kongeudbrud som en latent trussel. Bedre blev det bestemt ikke af, at Caleb Ewan i går havde oplevet så forfærdelig en dag, at Lotto efter al sandsynlighed ville melde sig ud af sprinterkampen, at Peter Sagan havde floppet så voldsomt i Saint-Etienne, at det samme nok ville gælde for Total, og at Fabio Jakobsen har lidt så meget på stigninger, at vi allerede i forgårs så, at ingen skulle regne med, at Quick-Step ville gå efter en spurt.

Dermed var der pludselig kun to tilbage. Der var det Alpecin-hold, der havde tabt kampen til kongeudbruddet for to dage siden, og som er efterladt med bare seks mand, hvoraf de fleste endda er relativt tunge. Og der var BikeExchange, der nu meldte sig ind som en fuldtonet allieret, efter at Dylan Groenewegen, der klatrer bedre end nogensinde, åbent havde indrømmet, at det var en klar fejl, at han og holdet af frygt for sidste stigning havde spillet poker gennem næsten hele fredagen. De kunne klynge sig til håbet om en hånd fra Trek eller Intermarché, men det var ikke just sandsynligt, når de to mandskaber i fredags havde været blandt de mest aktive i at forsøge at etablere det tidlige udbrud.

Der var da heller ingen hjælp at hente. Intermarché var igen meget aktive med Taco van der Hoorn, og Trek, der jo altid har været kendt for at dele mulighederne mellem deres ryttere, havde åbenbart udset dette som dagen, hvor Jasper Stuyven skulle have sin chance. I hvert fald angreb belgieren utrætteligt i indledning med samme støtte fra holdet, denne gang Bauke Mollema, som Pedersen havde fået fra Quinn Simmons for to dage siden.

Alligevel lykkedes det denne gang for Alpecin og BikeExchange. Holdene var nemlig en anelse heldige, da Wout van Aert i strid med al logik havde besluttet sig at vinde etapen fra et udbrud. Det burde ellers stå klart for de fleste, at Jumbo, som i forvejen måtte sige farvel til den evigt uheldige og forslåede Primoz Roglic og i går også i egen erkendelse var yderst pressede af Louis Meintjes til sidst, nok burde spare lidt på kræfterne inden Pyrenæerne - særligt når nu der ikke var plads til at jagte en etapesejr på Alpe d’Huez - men den logik gælder åbenbart ikke i Holland. Som mange andre, også mig, var den belgiske stjerne åbenbart kommet til den konklusion, at denne etape nok blev for svær at kontrollere, og hvis han skulle vinde, skulle det altså være via udbrud og ikke via en spurt. Det ville ganske vist koste langt flere kræfter, men Jumbo-ledelsen mente åbenbart, at der var plads til at brænde ekstra krudt af bare to dage inden den første pyrenæeretape. Og sådan gik det til, at han pludselig endte foran i en brølstærk trio med Nils Politt og Mikkel Honoré.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det var Alpecin og BikeExchange imidlertid ikke kede af. Van Aert var nemlig så uhyggelig, at trioen relativt fik så stort et forspring, at det blev lettere at dæmpe angrebslysten. Nok blev løbet forsøgt genåbnet flere gange, men udsigten til at skulle lukke 1.30 til tre ryttere, der alle har været på podiet i en af sportens største klassikere, var måske ikke alt for appetitlig, når man i forvejen havde ondt i benene, og temperaturen sagde 40 grader. Det lykkedes i hvert fald de to sprinterhold at lukke ned for angrebsfesten betydeligt tidligere end ventet, og det kan de formentlig i nogen grad takke Van Aert for.

De havde endda endnu mere grund til at takke ham. Kort efter indså han nemlig, at han havde læst etapen forkert - og måske havde bidraget til, at det gik sådan - og at et tremandsudbrud var det rene selvmord. Da Stuyven havde misset udbruddet, måtte Trek nemlig ty til plan B, som var en spurt med Pedersen, og selvom man hedder Van Aert, er tre mand mod tre hold ikke helt lige vilkår. Vejen til sejr så nu ud til at gå gennem en spurt og ikke et udbrud, og dermed indfandt fornuften sig endelig, da belgieren lod sig falde tilbage.

Dermed lykkedes det for Alpecin og BikeExchange at fuldføre den mission, der var mislykket så eklatant i Saint-Etienne, for Politt og Honoré havde naturligvis ikke skyggen af chance for at færdiggøre arbejdet. Hjemme fra sin britiske sofa kunne Cavendish derfor måske alligevel begynde at mærke ærgrelsen igen, men hvis han nåede at opleve det, har det været en kort fornøjelse. Senere skete nemlig det uundgåelige, at Trek gik til stålet på den sidste stigning og effektivt eliminerede de oplagte ofre i form af Ewan og Jakobsen og kort efter også fortalte Groenewegen, at hans livs bedste klatring ikke gør ham til bjergrytter. Med tanke på de klatreben, Cavendish havde i årets Giro, er det ikke svært at vide, hvordan det var gået briten, hvis det var ham, der havde været i Jakobsens sted. Næppe meget bedre.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Til gengæld var der nu straffespark til løbets holdbare sprintere. Nok viste det sig, at Groenewegen - i øvrigt med den i dette løb skidt klatrende Alexander Kristoff på slæb - kunne komme tilbage, men det kostede ham hele sit hold, også Michael Matthews, der åbenbart betalte en pris for gårsdagens vanvidsridt. Tilbage var kun Luka Mezgec, som havde kørt sig selv helt i hegnet for at lukke den sidste del af hullet, og med tanke på den kringlede finale og hollænderens velkendte positioneringsproblemer ville han næppe blive det problem, han burde have været.

Men vi er som bekendt næsten i den tredje uge af en grand tour, og der er intet sikkert. Det, der lignede det rene selvmord af Benjamin Thomas og Alexis Gougeard, var nemlig slet ikke det meningsløse spild af kræfter, det ville have været i uge 1. Alpecin og BikeExchange havde slidt sig selv ned tidligere på etapen, og selvom Trek, Total, Bora og DSM alle på forskellige tidspunkter kastede folk ind i jagten - også nogle af feltet større motorer - var de helt ude af stand til at hente de to franskmænd. Ja, faktisk havde den i år så flyvende Thomas, der ellers de seneste dage så ud til at være blevet syg eller i hvert fald træt, formentlig brudt Cofidis’ 14 år lange sejrstørke, hvis ikke sidevinden havde raset til sidst. Den fik nemlig Uneos til at lure på en mulighed for at splitte feltet, og briternes hårde forcering var formentlig det, der sikrede, at vi ikke kom ét skridt nærmere sprinterne fuldtonede mareridt, nemlig en sprintertørke hele vejen fra Sønderborg til Paris.

Heldigvis for de hårdt arbejdende sprinterhold blev mareridtet ikke til virkelighed, og det kan særligt Alpecin være glade for. Det belgiske hold har jo ellers vundet etaper i alle deres foregående fire grand tours, men efter Mathieu van der Poels nedtur så det pludselig vanskeligt ud at holde den stime i live. Ikke fordi Jasper Philipsen ikke kunne vinde, for han var med sin kombination af holdbarhed og fart forhåndsfavoritten til en spurt på denne etape, men fordi sprinternes mareridt nærmede sig med stadig hastigere skridt.

Så galt gik det ikke. Philipsen fik endelig sin sejr efter sidste års endeløse serie af andenpladser, og Alpecin holdt liv i sin stime. For første gang i år lykkedes det nemlig belgieren at bevise, at han er en konge i positionskampen, da han endda gjorde Van Aert rangen stridig i kampen om baghjulet på Pedersen, der helt forventeligt blev sat perfekt op af endnu et suverænt lead-out fra Stuyven. Herfra endte det i et herligt opgør på ren fart mellem løbets tre bedste holdbare sprintere, og baseret på det, vi har set både tidligere i år og i dette løb, burde det ende med sejr til Philipsen foran Van Aert og Pedersen. Heldigvis for Alpecin holdt teorien i virkeligheden, og han fik nok engang bevist, at han endda med nogen afstand er den hurtigste af de tre.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Dermed blev det heller ikke til en tredje etapesejr til Van Aert, men sådan måtte det gå, hvis han skulle spurte direkte mod Philipsen. Hans chance var igen at lukrere på sin positionering eller endnu et sublimt lead-out fra Christophe Laporte, men i dag var Philipsen sig selv igen i positionskampen, og Laporte måtte på en forfærdelig dag for Jumbo bruge alle sine kræfter på at beskytte Vingegaard mod ineos’ attentatplaner i sidevinden, og dermed fik han ikke den fordel, han skulle bruge for at vinde.

Den fordel havde Pedersen. Den har han ofte, når han er til start med Stuyven, der meget ofte sætter ham op fra spids, men vi ved også, at danskeren er den langsomste af de tre. Skal det lykkes for ham at vinde disse spurter, er han ikke selv herre over situationen, for han er helt afhængig af, at positionskampen bag ham mager sig rigtigt. Det gjorde den ikke i dag, og det var desværre heller aldrig sandsynligt i et felt, der havde mistet flere sprintere, og hvor hans to største rivaler er blandt de bedste i positionskampen.

Det plejer Peter Sagan også at være, men i dag måtte han nok engang sande, at der er meget langt til den gamle Sagan. Heldigvis var det en fornøjelse at se ham genfinde lidt klatreben efter fredagens nærmest katastrofale sammenbrud, men i gamle dage havde han omsat de gode klatreben til en position lige i baghjulet på Pedersen. Den var han da også ganske tæt på at vinde, men denne gang tabte han altså til de to belgiere, hvad man næppe havde set for få år siden. Da han samtidig stadig ikke har den fart, der tilkommer en mand som Philipsen, stod det nok engang klart, at man næppe vinder alt for mange penge, hvis man spiller på, at Sagan har vundet sin sidste Tour-etape.

Det har Groenewegen næppe, men i dag blev det ikke til årets anden sejr. Hans forbedrede klatring havde ellers fortjent en belønning, og det samme havde Mezgec, der arbejde som en okse for sin kaptajn og endda stadig kunne spille en rolle i finalen. Han var dog for træt til at blande sig med Stuyven, og dermed lå det i kortene, at Groenewegen nok engang ville ende så langt tilbage, at det var et tabt slag.

Det var han dog ikke alene om. Alberto Dainese havde ellers fået uventet hjælp af sit hold, som ellers har nok at gøre med Romain Bardet, men nok engang tabte han positionskampen så eklatant, at det endte som skønne spildte kræfter, som det er gjort gennem det meste af sæsonen. Mere uventet var det at se, hvordan Andrea Pasqualon, de ellers i år har været så forrygende en lead-out man, nok engang var ude af stand til at bringe Kristoff frem og det endda, selvom feltet var nærmest renset for sprintertog. Efter den flotte sæsonstart så det ellers så lovende ud for Intermarchés sprinterchancer i dette løb, men det har nu kurs mod at ende som en lille katastrofe.

Det gør det ikke for Danny van Poppel. Med Aleksandr Vlasovs nedtur fik han for første gang i år fuld opbakning af sit hold. Selvom han er god i positionskampen, måtte han dog igen komme bagfra, og selvom det skete i god fart, var han ikke tæt på karrierens første Tour-sejr. Det var Florian Senechal heller ikke, selvom han i kraft af sin holdbarhed nu har spurtet lige så mange gange som kaptajn Jakobsen, for selvom han igen satte en streg under sin fine positionering, satte han en lige så fed streg under den manglende fart.

I det mindste sørgede han dog for, at vi så lidt til Quick-Step, for det har vi stort set ikke gjort, siden løbet forlod Danmark. Siden da har Jumbo i den grad løbet med overskrifterne, og det gjorde de også i dag. Først var det Van Aerts besynderlige prioritering, der vakte røre, og siden var det holdets endeløse serie af styrt. Heldigvis har Jonas Vingegaard ikke slået sig voldsomt, men tabet af Steven Kruijswijk, der i dette løb ellers har oplevet en renæssance, bliver stort. Samtidig så Tiesj Benoot ud til at være hårdere ramt, og da han i forvejen viste svaghedstegn i går, og Roglic som bekendt forlod manegen i morges, er det engang så usårlige Jumbo-mandskab pludselig helt anderledes menneskeligt. Til gengæld er det nu 6 mod 6, og UAE kan ikke længere hævde, at uheld har stillet dem ringere end rivalerne, når vi når Pyrenæerne.

De melder sig nemlig allerede nu. Der plejer jo ellers at være lidt at komme efter for sprinterne på rejsen mellem løbets to bjergkæder, men i år er intet som i 2021-udgavens paradis. Når selv et selvmordsangreb fra Benjamin Thomas nær koster sprinterne en chance, de ellers kort forinden så ud til med sikkerhed at kunne gribe, står det lysende klart, at 2022-udgaven vil skrive sig ind i historien som den mest sprinterfjendtlige i nyere tid. Havde han været i Jakobsens sted, havde Cavendish næppe heller spurtet om sejren siden Sønderborg. Det er næppe nogen stor trøst, men mon ikke skuffelsen alligevel dæmpedes en anelse, hvis han i dag alligevel tændte for tv’et og overværede sprinternes desperate forsøg på at vise omverdenen, at de faktisk stadig er med i løbet.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER