Det var det med den ordbog, som jeg efterspurgte i min analyse efter 3. etape. Allerede dengang efterspurgte jeg en håndsrækning i min jagt på passende superlativer til at beskrive fænomenet Julian Alaphilippe, for jeg forudskikkede, at jeg nok ville få brug for at levere endnu en lovprisning senere i løbet. Den hjælp fik jeg ikke, men uanset hvad havde det også været helt utilstrækkeligt. Der synes nemlig alligevel ikke at kunne findes et vokabularium, der på nogen måde retfærdiggør det, Alaphilippe har gang i under den drøm, han i disse dage gennemlever på sin franske hjemmebane.

I virkeligheden tømte jeg mit ordforråd alt for tidligt. Jeg brændte den nemlig allerede af, da Alaphilippe leverede en af løbets mest forventede sejre på årets 3. etape, og det var nok en postgang for tidligt. Nok tog han sejren på smukkere manér, end man kunne have forventet, men det var alligevel en sejr, der kom på en rigtig Alaphilippe-etape.

Sådan kan man imidlertid ikke sige, at det har været siden da. Først tog han kampen op med klassementsrytterne på løbets første bjergetape - endda i en grad, så det har ham, der var i offensiven og dem i defensiven - og siden leverede han en ”Alaphilippe Classic”, da han generobrede førertrøjen i Saint-Etienne i terræn, der var lige efter hans hoved. I dag fulgte han så det lille klatremirakel op med at køre sit livs enkeltstart og ikke blot som forventet forsvare trøjen, men sågar give selveste Geraint Thomas, der ikke just er nogen enkeltstartsnovice, en lille lektion, både hvad klatring og tempotons på flad vej angår.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Egentlig burde man være forundret, men faktisk er jeg det ikke. Nej, jeg havde ikke regnet med, at han ville vinde etapen, nu hvor Thomas faktisk leverede på et niveau, man kunne have forventet, men allerede i optakten skrev jeg, at der var udsigt til, at alkymisten Alaphilippe, der forvandler alt til guld, ville køre sit livs enkeltstart. Og det var præcis, hvad han gjorde, da han ikke blot kørte stærkest i den teknisk, kuperede indledning, der var som skabt til en puncheurtype som ham, men også trådte watt på flad vej i et omfang, så feltets wattmonstre måtte se misundelige til fra holdbusserne.

Når det ikke var uventet, skyldes det, at vi har set det før. Når han er i form - og ingen kan vist benægte, at Alaphilippe lige nu er bedre end nogensinde - kører han nemlig gode enkeltstarter, og det var derfor indlysende, at han ville gøre det samme på en rute, der passede ham næsten perfekt, i hvert fald for det mestes vedkommende. Det så vi eksempelvis, da han tog cykelverdenen på sengen ved at vinde en lignende eksplosiv enkeltstart i Paris-Nice tilbage i 2016, da han grundlagde sin sejr i Californien ved at blive nr. 3 på enkeltstarten, da han blev nr. 4 på en kuperet enkeltstart i Baskerlandet og nr. 3 på en tilsvarende tidskørsel i Paris-Nice, da han for et par uger siden blev nr. 7 i Dauphiné, og da han i januar endda vandt en flad tonserenkeltstart i San Juan. Det er således ikke enkeltstartsresultater, der mangler, og derfor var det forudsigeligt, at der ville være en stor fransk eftermiddag i vente. Omfanget af festlighederne kom dog nok bag på de fleste, men mon ikke arrangørerne jubler over, at en franskmand i gult vandt på den dag, den gule trøje fyldte 100? Det scenarium kunne Christian Prudhomme næppe have skrevet bedre for et par iger siden.

Det naturlige spørgsmål er naturligvis nu, hvor langt det rækker. Hidtil har der jo ikke være skyggen af sprækker i det stadig mere armerede Alaphilippe-panser, og der er næppe heller tvivl om, at Ineos-ledelsen sover lidt ekstra uroligt i nat. Vi taler trods alt om verdensranglistens nr. 1, og jeg plejer selv at sige, at man altid skal forvente det uventede af sportens vidunderbørn. Og blandt disse er Alaphilippe vel den første, og dermed den mand, man altid skal forvente de største sensationer fra.

Alligevel er vi dog nok betydeligt tættere på en eksplosion, der vil kunne høres ud over hele Frankrig, end et mirakel i stil med det, Tom Dumoulin næsten leverede i Vueltaen i 2015. Vi har nemlig set det før i ugelange etapeløb, hvor Alaphilippes opvisninger som regel efterfølges af en eksplosion, der med et brag sender ham ud af klassementskampen. Det så vi, da han tog choksejren på enkeltstarten i Paris-Nice i 2016. Det så vi i sidste års Paris-Nice, netop som han med en god enkeltstart havde bragt sig i spil til den samlede sejr. Det så vi i årets Tirreno-Adriatico, hvor en formstærk Alaphilippe, der få dage senere vandt Milano-Sanremo på fabelagtig manér, lagde ud som lyn og torden for siden at falde sammen mod slutningen. Og vi ser det næsten hvert år i Dauphiné, senest i år, hvor Alaphilippe vandt 6. etape, men faldt temmelig meget sammen på de to sidste bjergetaper.

Det er således ikke tilfældet, at Alaphilippes bedste placering i et stort europæisk WorldTour-etapeløb er en 5. plads i Paris-Nice. Deceuninck-stjernen kan meget, men restitution er og har aldrig været hans spidskompetence. Selvom han har forbedret sig, har lange stigninger bestemt heller ikke været det, og med tanke på det, der venter i en usædvanligt bjergrig sidste del, hvor stigningerne ofte er 10 gange længere, end Alaphilippe foretrækker det, er det nok snarere et spørgsmål om, hvornår eksplosionen kommer, snarere end om den gør det. Set i lyset af hvor dybt han gravede i dag, vil det slet ikke undre, hvis det i morgen eftermiddag siger ”bang” ud over hele Frankrig, når Alaphilippe plantes som en sten af løbets rigtige klatrere. Det ville i hvert fald ligne ham.

Selvom Alaphilippe kan have gjort søvnen en anelse mindre komfortabel, ligger Geraint Thomas derfor nok heller ikke vågen hele natten. Waliseren kan nemlig være yderst tilfreds med dagens udkomme, også selvom det ikke blev til den etapesejr, han havde sat næsen op efter. Nu blev det ikke Wout van Aert, som han selv havde regnet som etapens favorit, men Alaphilippe, som satte ham til vægs, men i det store billede forløb dagen glimrende. I hvert fald gjorde han præcis, som man kunne have forventet - og for spændingens skyld frygtet - ved at styrke det forspring, som en kombination af holdløb og sidevind allerede havde bibragt ham. Og han fik endnu engang efterladt indtrykket af, at rygnummer 1 sidder på ryggen af feltets stærkeste rytter, som har kurs direkte mod den samlede sejr.

Det skyldes ikke mindst, at han brød en kedelig tendens. Indtil i år har mønsteret været, at man altid blev en bedre cykelrytter af at komme til Sky/Ineos, men sådan har det ikke været i år. I 2019 har briternes specialister skuffet en efter en, og det gælder også for Thomas, der særligt floppede i Romandiet og Schweiz. Det kedelige mønster gentog sig imidlertid ikke i dag, og set i det lys er Thomas måske i virkeligheden endnu stærkere, end hans forventede topresultat antyder.

Egan Bernal gjorde i hvert fald intet til at afkræfte tesen om, at der er et eller andet galt med Ineos’ ellers så ufejlbarlige tempomaskineri. Den lille colombianer har nemlig kørt så gode enkeltstarter i år, at han burde være endt som en af etapens vindere, men sådan gik det slet. Tværtimod skuffede løbets forhåndsfavorit atter fælt, præcis som han gjorde det på La Planche des Belles Filles. Med et tab på mere end et minut til Thomas, der tilmed ligner løbets stærkeste mand, må han således nok nu indstille sig på rollen som luksushjælper. Det er til gengæld dårligt nyt for konkurrenterne, der nu ikke længere kan håbe på at kunne udnytte den uklarhed om taktikken, som et tvivlsomt kaptajnforhold kan skabe, og udsigten til Bernal som loyal hjælper kan nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.

Heldigvis for løbets spænding gav etapen dog mange af de svar, man kunne have håbet. Det gælder vel først og fremmest, at Richie Porte med sin fornemme 5. plads fik signaleret, at han stille og roligt nærmer sig drømmeniveauet fra 2017, hvor han gang på gang viste sig som verdens bedste klatrer. Efter et sløjt forår kunne man i den grad frygte, at den aldrende Porte var ”over the hill”, men gennem hele løbet har man kunnet fornemme, at der var noget i gære. Alene det, at han åbenbart havde så meget overskud, at han gik med i Romain Bardets meningsløse hjemmebaneangreb på 9. etape, vidner om en vis kløe i benene, og formkurven synes endda at være stigende. Nok er han ikke 2017-udgaven af sig selv endnu - den Porte havde været med i kampen om etapesejren - men han er nu så god, at vi kan drømme om at se i hvert fald nogle af de takter, der gjorde ham til verdens bedste i ugelange etapeløb forud for det grimme styrt i Touren for to år siden.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Den anden positive bekræftelse kom fra Thibaut Pinot. Man skal have været stæreblind for ikke at have set, at franskmanden har været flyvende i den første del af løbet, og at han var klar til at bekræfte det niveauløft, han viste sidste efterår. I dag kørte han så sin klart bedste enkeltstart siden 2016. Dengang havde han ellers udviklet sig til så god en temporytter, at han endda slog Tom Dumoulin på en enkeltstart i Romandiet, men siden har smerter giver ham problemer med positionen. Den er langt om længe blevet rettet til, og selvom han stadig ikke kan regne enkeltstarten som det effektfulde våben, det var for tre år siden, vidner dagens præstation om, at han er på vej tilbage og ikke mindst om, at hans form er guddommelig.

Desværre for løbet var det også næsten præcis de ryttere, der tabte tid i sidevinden, som imponerede særligt meget. Udover Porte og Pinot gjaldt det i særlig grad Rigoberto Uran, og modsat de to førstnævnte tog han mig på sengen. Jeg har ikke lagt skjul på, at mine forventninger til Uran har været yderst beskedne i lyset af den tamme kørsel, han har udvist siden Touren i 2017, men måske skal opfattelsen efterhånden revideres. Dagens 4. plads var nemlig en mindre sensation, hvis man betænker, at Uran efter skiftet væk fra Quick-Step gik fra at være tempospecialist til at være enkeltstarternes evindelige taber, der smed den ene top 10-placering efter den anden væk på grund af en ringe tidskørsel.

Sådan gik det i hvert fald ikke denne gang, og nu er spørgsmålet bare, hvad det var, vi var vidner til. Var det udtryk for, at Uran bare red videre på den fantastiske bølge af enkeltstartsforbedringer, som vi har set fra næsten alle EF-ryttere i år? Eller var det udtryk for, at Uran er tilbage på sit 2017-niveau? Den ikke specielt overbevisende kørsel i Vogeserne kunne måske tyde på det første, men vi kan krydse fingre for, at sandheden skal findes i det sidste.

En anden vinder var naturligvis Steven Kruijswijk, men hans tidsgevinster var mere forventelige. Det er nemlig ikke blot EF, men også Jumbo, der har gang i en enkeltstartsbølge, og den har Kruijswijk i den grad redet med på. Det så vi med 4. pladserne på enkeltstarterne i både Vueltaen og Dauphiné, og de så vi igen med dagens flotte 6. plads. Desværre kan man ikke helt slippe af med den nagende tvivl, der stadig rumler efter den ringe præstation på 6. etape. I Dauphiné bragede Kruijswijk nemlig også en fremragende enkeltstart af for siden at falde sammen i bjergene. Heldigvis er en grand tour noget helt andet, og vi ved alle, hvad der sker, når Kruijswijks motor endelig er blevet varm.

Og når nu vi taler om motorer… Jeg har vist gentagne gange lovprist Enric Mas for at besidde den helt særlige evne, der adskiller etapeløbsryttere fra grand tour-ryttere, nemlig restitutionen. Hans avancement fra en 12. til en 2. plads i Vueltaen sidste halvdel var det første vidnesbyrd, og noget tyder på, at mønsteret holder. I hvert fald lagde Mas i dag endnu engang en haltende start bag sig ved at køre sit livs vel nok næstbedste enkeltstart. Med tanke på, at den bedste kom i sidste års Vuelta, og at han derudover aldrig kører gode enkeltstarter, er der noget, der tyder på, at Mas’ enorme motor efterhånden er blevet varm. Når/hvis Alaphilippe engang eksploderer, er det formentlig ikke det sidste, vi har set til Deceuninck i bjergene.

En sidste lille vinder er vel Mikel Landa. Ganske vist er et tab på 1.45 til Alaphilippe ikke prangende, men med tanke på de enkeltstarter, han kørte i Giroen, var det en kolossal forbedring. I forvejen havde han efterladt et yderst positivt indtryk med sit stærke angreb på La Planche des Belles Filles, og det gør det blot ekstra ærgerligt, at det dumme styrt i sidevinden nok engang satte uheldige Landa tilbage. Til gengæld borger hans gode kørsel for masser af underholdning, for Landa tænker ikke to gange, når han skal i angreb i Pyrenæerne og Alperne.

I det hele taget kan vi regne med at se et Movistar-festfyrværkeri de kommende dage. Desværre kunne Nairo Quintana nemlig ikke leve op til sin holdkammerat, og han kørte en enkeltstart som forventet. Det betyder, at de begge har tabt så megen tid, at der ikke længere er plads til afventende kørsel. Samtidig viste Alejandro Valverde, der ellers bestemt ikke har set godt ud indtil nu, at han måske alligevel kan hjælpe sine holdkammerater hæderligt - i hvert fald indtil luften bliver alt for tynd for verdensmesteren, der ikke er glad for højder - og han kan blive en nøglekomponent i den Movistar-offensiv, der nok vil blive et tema i den resterende del af løbet.

For andre var løbet mere blandet. Det gælder først og fremmest for Jakob Fuglsang, der med sin 1r. plads på den ene side fik bekræftet den enorme fremgang, han har gjort i disciplinen i 2018 og 2019, men på den anden side ikke helt kunne leve op til den fine kørsel fra Dauphiné. For et par år siden havde resultatet været eminent, men nu vil han næppe være hverken helt tilfreds eller helt utilfreds. Skulle podiedrømmen realiseres, skulle det nok trods alt være gået en anelse bedre, især fordi spørgsmålet om holdbarhed stadig hænger som en tung skygge over ham.

Emanuel Buchmann er i samme situation. Havde det ikke været for Dauphiné, havde en 15. plads været et fantastisk resultat for tyskeren, der bestemt ikke har været en tempogigant. Kørslen i juni samt den generelt fine præstation gennem hele sæsonen havde dog skruet forventningerne lidt ekstra op, men de blev desværre ikke indfriet. Nu kan vi blot håbe, at det snarere var et udtryk for hans reelle tempoevner end et udtryk for en dalende formkurve som i Vueltaen, hvor han raslede ned i klassementet gennem det meste af løbets sidste del.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Dagens største taber var dog Adam Yates. Jeg har vist flere gang skrevet, at jeg ikke var synderligt imponeret over britens kørsel i løbets indledning, og dagens præstation bekræfter blot, at det ikke ser alt for lovende ud. Nu er Yates ikke tempospecialist, men kørslen i Dauphiné vidnede om, at han ligesom Simon havde forbedret sig enormt. Desværre var det også en ringe enkeltstart, der i Giroen indvarslede Simons trængsler, og på den baggrund er det nærliggende at frygte, at vi vil se en gentagelse for Adam, ikke mindst fordi holdbarhed og lange bjerge i forvejen ikke er hans kop te.

Endelig var der naturligvis de forventede tabere. Dan Martin og Romain Bardet fik sig lussinger, der lå nogenlunde på det forventede niveau. Martin har ikke været flyvende, men i samspil med en stadig mere velkørende Fabio Aru, der også gjorde det ganske godt i dag, skal vi nok se noget til den altid aggressive irer. Bardet kommer vi helt sikkert også til at se, men det kan desværre måske ende med at blive i rollen som etapejæger. Dagens enkeltstart var måske blot udtryk for niveauet, men i hvert fald ikke noget, der højnede de begrænsede forventninger, jeg hele tiden har haft en franskmanden, som har været langt fra sit bedste gennem det meste af de seneste to år.

Som forventet blev etapen domineret af klassementsryttere. Det lå i kortene, når der var tale om en yderst kuperet rute set i en grand tour, hvor de restitutionsstærke klassementsfolk endda ville være mere friske end specialisterne, der for de fleste vedkommende enten har arbejdet eller været i angreb. Undtagelsen var naturligvis først og fremmest Thomas De Gendt, der levede op til den jokerstatus, jeg tildelte ham i optakten. Belgieren viste nemlig så sent som i Giroen, at han på sine store dage kører gode enkeltstarter, og med tanke på sidste lørdags vanvidsridt lå det i kortene, at en god præstation kunne være i vente. At den blev så god, var imidlertid nok alligevel ikke helt forventet, men det understreger blot endnu engang, at De Gendt i disse dage er skræmmende stærk.

Det er Kasper Asgreen også. Danskeren havde ellers nedspillet forventningerne voldsomt, men dagens 8. plads viser, at selv en træt Asgreen er en fremragende temporytter. Hans enorme motor betød da også, at der ikke umiddelbart var grund til at ride med på hans egen pessimisme, og han er nok meget tilfreds med, at vi var mange, der troede mere på ham, end han selv gjorde. Tæt på sejren var han ikke, men med tanke på den jætteindsats, han hidtil har leveret, var det yderst løfterigt.

Så var der stakkels Wout van Aert. Belgierens drømme-Tour endte med et brag, da han i et forsøg på at indhente de sidste 11 sekunder på De Gendt førte til en oversatsning som med ét berøvede os for en af løbets mest spændende skikkelser. Hvis det kan være en lille trøst, var det dog ikke en etapesejr, han gik glip af, for den var desværre for længst væk, når man ser på, hvor stærkt Alaphilippe kørte. Mistanken om, at der var født et sandt tempomonster, blev således i første omgang gjort til skamme. Men mon ikke den grand tour-sejr på en enkeltstart nok skal kommen anden gang?

En sådan har Chad Haga allerede, men han måtte sande, at han i dette skarpere felt trods alt ikke kunne gentage præstationen fra Giroen. Nelson Oliveira bekræftede endnu engang, at han er en langt bedre temporytter, end han får kredit for - også selvom han ikke kom på podiet, som han gjorde på den første Tour-enkeltstart i 2016 - og Joey Rosskopf viste med sin 10. plads, at han fremover skal tages ganske seriøst på sene grand tour-enkeltstarter. En 2. plads i Vueltaen og nu en top 10 i Touren tegner i hvert fald et relativt klart mønster.

Et mønster er der også i Alaphilippes kørsel, for tilsyneladende skal man bare vente sig det bedste hver eneste gang. Desværre ender det nok ikke med det mirakel, hele Frankrig drømmer om. Snarere bages der nok op til en eksplosion, der før eller siden vil rive ham du af sin gule drømme. Regningen kunne allerede komme på Tourmalet i morgen, men bør i hvert fald gøre det inden Paris. Heldigvis har vejrguderne sørget for, at den værste sne er fjernet, for ellers kunne der godt være akut lavinefare, når Alaphilippe i en klassisk eksplosion før eller siden nok bliver revet tilbage til virkeligheden. Der må trods alt være en grænse…