Nu har jeg tidligere i disse analyser gjort brug af Olsen Banden som inspirationskilde, da Julian Alaphilippe gjorde en velgennemtænkt plan til virkelighed i Nice, men måske skulle jeg have gemt den reference lidt. Der er nemlig ikke meget fransk i Olsen Banden - ud over deres tur til Paris naturligvis - og det er nok snarere danskere og tyskere, der kunne lade sig inspirere af Egon Olsens evne til at udtænke geniale planer.

Noget kunne i hvert fald tyde på, at der var Olsensk inspiration, da det tyske Sunweb-hold udtænkte den slagplan, der skulle indbringe den anden sejr på to dage. Og hvis ikke var det måske holdets danske bidrag, Søren Kragh og Casper Pedersen, der kom med de input, der skulle sørge for, at tyskerne kunne ride videre på den bølge, Cees Bol og Marc Hirschi indledte med flotte præstationer i Nice, og som er fortsat næsten uafbrudt gennem løbets to første uger.

Det var ellers ikke Sunweb, der havde lagt dagens hovedplan. Det var i stedet deres tyske venner hos Bora, der iværksatte det kup mod Sam Bennetts grønne trøje, som har ligget i kortene, lige siden det stod klart, at Peter Sagan ville få svært ved at erobre den eftertragtede trikot for ottende gang. Et kort kig i løbsbogen afslørede, at dagens etape med en tidlig passage af Col du Beal var som skabt til at spolere den grønne fest for den grønne ø og som på 7. etape sende Bennett så eftertrykkeligt til tælling, at det kunne ende med i ét hug næsten af lukke Sagans store efterslæb i pointkonkurrencen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det skulle man ikke være nogen cykel-Einstein for at se, og da Bora fra km 0 patruljerede fronten, kunne alle hurtigt indse, at udbrud var nyttesløs på Sagans D-dag. Derfor blev håndklædet hurtigt kastet i ringen fra de mange angribere og klassikerspecialister, der jo sagtens kunne se en pointe i at vente på den kuperede finale i stedet for at kaste sig ud på en langtidsudflugt, der på tysk kommando var reduceret til et rent promoveringsshow og ikke meget andet.

Hele planen gik da også som smurt i olie for Bora. En forcering fra Maximilian Schachmann og Sagan selv på den tidlige kategori 4-stigning betød, at den indlagte spurt endte med en gevinst på 5 point og ikke det forudsigelige nederlag til den hurtigere Bennett, og siden blev ireren helt efter planen sendt til tælling af det uppercut, klatrerne Emanuel Buchmann, Lennard Kämna og Felix Grossschartner helt efter nogen serverede på Beal.

Faktisk gik det endnu bedre end ventet, da en serie af de ellers mere holdbare sprintere som Bryan Coquard, Edvald Boasson Hagen og Clement Venturini også røg i kanvassen som følge af bokseslaget, og dermed var Sagans chance for at gøre planen til virkelighed endda endnu større end ventet. Eneste lille minus var, at Schachmann betalte prisen for to dage i vilde offensiver og røg af efter sit indledende ryk, og dermed forsvandt den vigtigste brik, der skulle bruges til at agere spielverderber, når Julian Alaphilippe ville iscenesætte det forudsigelige forsvarsangreb til støtte for Bennett på bakkerne i udkanten af Lyon

Desværre var det måske Sagan og Bora, der havde ladet sig mere inspirere af Olsen end Sunweb. Olsens planer ender nemlig altid galt, og det samme synes at være tilfældet for Bora i en Tour, der slet ikke går efter bogen. Først var det Buchmanns stort anlagte podieattentat, der gik i stykker allerede inden løbets start, da den store tysker bragede mod Dauphinés asfalt, siden var det en tabt kæde, der ødelagde det første store kup i Lavaur, så var det så en ureglementeret spurt i Poitiers, og siden var det en alt for overmodig satsning på vejen mod Sarran, der fik Boras andet store mål til mere og mere at ligne en urealiserbar drøm.

I dag skete det så igen, og minsandten om ikke det igen var de tyske kolleger fra Sunweb, der spolerede festen, præcis som det var tilfældet i Sarran i torsdags. Opskriften var endda den samme, for det var samme kollektive storoffensiv, som snød Sagan for chancen for at spurte sig til sejr i Massif Central, og som i dag gjorde præcis det samme lidt længere mod øst i Lyon.

Ja, kopien var næsten total. Først angreb Tiesj Benoot på den første af de to finalebakker, inden Kragh fejlslagent satte efter. Begge var formentlig forposter, der kunne hjælpe senere eller gøre det så hårdt, at guldfuglen Marc Hirschi kunne gøre det hele færdigt, præcis som det skete for to dage siden. Da de to hjælpere var neutraliseret, kom Hirschis forventede ryk da også på den sidste af de to bakker og efterfølgende nedkørsel, men denne gang var finalen bare så let, at selv ikke den schweiziske supermand kunne køre fra rivalerne.

Da Hirschi blev kørt ind, så det ud til, at champagnen atter kunne lægges væk i Sunweb-bussen, men forhåbentlig nåede chaufføren ikke at komme så langt. En isoleret Sagan kunne næppe ikke svare på det hele, og da den farligste Sunweb-trussel var effektivt neutraliseret, var der intet tilbage, da Kraghs kløgtige kup blev iværksat for at spolere Sagans grønne ditto, og mens Sagan forgæves spejdede efter de hjælpekræfter, der var blevet brugt alt for ivrigt både i dag og i torsdags, sejlede Kragh væk, inden Cofidis og Mitchelton alt for sent fik mobiliseret kræfterne til at sætte hhv. Simone Consonni og Luka Mezgec i scene.

Og sådan gik det til, at Sagans D-dag endte i en dansk fest og endnu en Bora-fiasko. Og sådan gik det til, at det for anden gang på tre dage blev de tyske kolleger, der stak en kæp i hjulpet på Sagans Egon Olsen-plan, som nok engang endte med en tur til Vridsløselille og ikke til Mallorca. Og minsandten om ikke det ligesom i torsdags endda endte med hele tre Sunweb-ryttere i top 10, da Casper Pedersen imponerede på stigningerne for siden at spurte sig til en 5. plads, og Hirschi også mobiliserede lidt kræfter til også at klemme sig ind blandt de bedste.

Det er i virkeligheden meget sigende, at Sunweb nu to dage har vundet etapen med storslåede kollektive offensiver og med tre mand i top 10. Det er nemlig et mandskab, der lever efter mantraet, at ingen er over holdet - et mantra, der sammen med en meget striks og kontrollerende styringsfilosofi er en del af forklaringen på masseudvandringen af stjerner som Tom Dumoulin, Marcel Kittel, John Degenkolb, Warren Barguil og nu også Michael Matthews, Wilco Kelderman og Sam Oomen. Mens stjernerne har svært ved at trives under de forhold, blomstrer ryttere med færre sejre, og det har vi nu to gange set med fornemme kollektive bedrifter i stil med det, der allerede blev indledt, da Benoot, Kragh og Matthews leverede en næsten tro kopi af de seneste dages bedrifter på en 6. etape af Paris-Nice, som endte med dobbeltsejr via Benoot og Matthews. Nu kan man så filosofere over, hvor længe Hirschi, der har kurs mod stjernestatus, kan indfinde sig med den kollektive tilgang, eller om også han ender på den alenlange liste over stjerner, der er søgt væk.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det gør Kragh næppe. Danskeren trives i den tyske stald, som han i år har forlænget kontrakten med, så han er bundet frem til 2022. Det har han gjort siden den flotte første sejr i Oman for tre år siden, og det er kun skader, der har forhindret ham i at udnytte det gigantiske potentiale, som den sejr allerede blotlagde. I år har rytteren, der jo i Paris-Tours og Algarve kun alt for sjældent har givet prøver på sit talent, endelig været relativt sund og rask, og det har ført til et fantastisk forår med podieplads i Omloop Het Nieuwsblad og enkeltstartssejr i Paris-Nice samt nu altså den helt store sejr på den største scene af dem alle.

Mens Kragh og Sunweb har travlt med at rekvirere mere champagne lidt længere nordfra, må Bora sende bud efter en frisk forsyning gravøl fra hjemlandet. Det er nemlig nok engang menuen, efter at Olsen Banden-kuppet igen fejlede og en frustreret Sagan i spurten kunne se Luka Mezgec og Simone Consonni, der for ham vel ikke behøvede at spurte om en ligegyldig andenplads, stjæle en masse point, så det samlede udbytte af en hel dags anstrengelse blev bare 23 point og dermed stadig et stort hul på 43 point, der skal lukkes inden Paris, hvis det skal blive til grøn trøje nr. 8. Og med udsigt til tre dage i Alperne, hvor de indlagte spurter er placeret, så det meget vel kan være Bennett og ikke Sagan, der har overhånden, er der nu kun mulighed for endnu et attentat med en stor offensiv på 19. etape. Med udsigt til et forventet sprinternederlag i Paris, ser det derfor efterhånden svært ud for slovakken, der er meget afhængig af et stort kup på fredag - hvis da ikke en åbenlyst mærket og træt Bennett falder for tidsgrænsen på en af de tre etaper i Alperne.

Bora kan dog også i et vist omfang takke sig selv for fiaskoen. Allerede for to dage siden mente jeg, at de spildte dumme kræfter på 12. etape, hvor et kup slet ikke så realistisk ud, og som endte med, at Schachmann brugte en masse energi, som sammen med gårsdagens strabadser - som ret beset også var unødvendige på en dag, hvor han trods den flotte placering reelt set ikke var et specielt godt vinderbud - betød, at den afgørende brik manglede i finalen. Også i dag blev der måske ødslet unødvendigt med kræfterne, for Bennetts kørsel i går afslørede tydeligt, at han aldrig ville klare bakkerne i finalen, og derfor var det storslåede angreb på Beal med efterfølgende holdløb over 100 km måske slet ikke nødvendigt. Og da Kämna, der som eneste mand var blevet sparet relativt meget i det enorme føringsarbejde, slutteligt blev sendt i verdens mest meningsløse soloangreb, bad Bora næsten om, at en isoleret Sagan til slut selv måtte lukke alle huller til først det ventede Alaphilippe-fremstød og siden til Hirschi og derfor var chanceløs, da Sunweb huggede til for fjerde gang.

For cykelfans har Boras kørsel været herlig, men der er en grund til, at de store klassementshold blev sådan kritiseret for deres passivitet i den første uge. En grand tour handler i vidt omfang om at spare på kræfterne - i hvert fald hvis man jagter en af trøjerne - og det havde Bora nok gjort klogt i. Lad det være en anbefaling at køre Alperne lidt mere konservativt, så Sagan kan få lidt mere finalestøtte, hvis planen skal lykkes på fredag.

Sagan var imidlertid ikke den eneste, der missede en gylden mulighed. Det samme gjorde CCC, der med Greg van Avermaet og Matteo Trentin havde deres bedste og måske eneste virkelige chance for at få den etapesejr, der manglede. Det hele blev da også sat fint i scene, men da Van Avermaet skulle komme med sit stød, rakte benene ikke til andet end at blive i Sagans baghjul, og Trentin fejlede nok engang totalt i en spurt i et løb, hvor hans fine afslutningsevne slet ikke har været op til den standard, der blandt andet gjorde ham til den seneste Tour-etapevinder i Lyon.

For Mitchelton var det også en spildt mulighed, for etapen her har hele tiden været Mezgecs bedste chance for succes. Sloveneren viste da også, at han er både hurtig og uhyre holdbar ved at vinde spurten, men det ofte så passive hold betalte igen prisen for en for sen jagt - ellers måske bare manglende kræfter - for da de endelig gik til fronten, var den danske fugl - eller krage - allerede fløjet langt væk.

Sagan må i den grad ærgre sig, når han kaster blikket ned over top 10. De fleste sprintere var nemlig udryddet, og det lykkedes ham endda at slå de fleste af forhåndsrivalerne i form af Trentin, Jasper Stuyven og Sonny Colbrelli, der endelig blev løsnet fra Mikel Landas lænker og fik lov at køre den chance, han har eftersøgt i et løb, hvor han nok har ment, at hashtagget #FreeColbrelli har været mere relevant end det så berømte #FreeLanda. Til gengæld kunne han så forbande langt væk, at den altid holdbarhedsmæssigt helt utilregnelige Simone Consonni havde en af sine gode dage og spurtede sig til en 3. plads, der viser, at det måske slet ikke er Elia Viviani, der er Cofidis’ bedste chance for spurtsucces, i hvert fald ikke på de mange hårdere dage, der findes i årets løb.

Til gengæld må Sagan så nok lægge ord til de samme eder, som han kunne bruge over for Consonni, fra klassementsrytterne. Bora har nemlig nu tre gange gjort for dem lette etaper til knaldhårde dage, der har kostet kræfter inden søndag, der på Grand Colombier byder på et af årets allervigtigste slag. Heldigvis kom de alle sikkert igennem - selvom altid uheldige Richie Porte med en sen punktering fik sig lidt af en deja-vu-oplevelse med reference til 2. etape i 2016 - men det blev en dag, der utvivlsomt kan mærkes, når Grand Colombier tårner sig op hele tre gange i morgen.

Den eneste, der kan tage noget særligt positivt ud af dagen, var nok engang Primoz Roglic, der fik mejslet i granit, at Wout van Aert er 100% loyal. Belgieren havde ellers forinden sagt, at han var klar til at prøve i spurten, men da han i finalen registrerede, at Ineos sørgede for, at Egan Bernal ramte bakkerne og de kringlede gader helt i front og endda gik i angreb sammen med Alaphilippe, valgte han at lade spurt være spurt og tage kontrol med chefen i sulkyen, så sloveneren ikke risikerede, at en dårlig position kunne koste dum tid til den colombianske rival. Og da Kragh jo alligevel endte med at snyde alle sprinterne, er det næppe noget, han ligger søvnløs over i nat.

Kragh og Sunweb kunne til gengæld godt ende med at få begrænset søvn. De ligger nemlig nok konstant og kniber sig selv i armen for at forstå, om de drømmer eller vågne, når løbets yngste hold nu to gange har leveret kollektive præstationer, der har fået dem til at ligne et mandskab med samme styrke som giganterne fra Jumbo og Ineos. Men som bekendt kommer man langt en kløgtig og gennemtænkt kupplan - ikke også, Egon og Bora?