Indenfor cykelløb taler man ofte om ryttere, der har killerinstinkt. Det er svært helt præcist at sætte ord på, hvad det er, men det kan vel beskrives som en særlig evne til at omsætte enhver mulighed til succes og til at udse sig det helt rette moment at slå til. Trods fænomenets ubestemmelighed er man ikke et øjeblik i tvivl om, hvilke ryttere der besidder netop denne særlige evne. Det kræver således blot et blik på resultatlisterne at se, hvem der ofte ender som nr. 2, 3 og 4, og hvem der har flere sejre end sekundære placeringer.

Et godt eksempel på en sådan rytter er vel danske Michael Valgren. I hvert fald lykkedes det ham sidste år at vinde to store klassikere ved at maksimere udbyttet af situationer, hvor han langt fra var den stærkeste. Det er dog svært at konkurrere med Yates-brødrene, der begge har en fantastisk evne til at omsætte de fleste muligheder til en eller anden form for succes ved lige dele kløgt og råstyrke. Det blev vi alle vidner til igen, da Simon på imponerende vis fik omsat en ikke helt gunstig situation til en sejr, der med ét bragte ham ind i klubben over rytter med sejre i alle tre grand tours.

Det bør nu ikke komme bag på nogen, at Yates er en livsfarlig at skulle slås med. Hans timing, da han vandt sin første Vuelta-etape i 2016, var eminent, og det er svært at glemme den kølighed og præcision, han udviste, da han i 2017 vandt Mur de Fayence-etapen i Paris-Nice ved at komme alle favoritterne i forkøbet. Vi så noget lignende, da han tog rivalerne på sengen med et overraskelsesangreb i finalen på sidste etape i Polen Rundt sidst år, og da han kørte fra alle med kløgt og snilde på sidste etape i Catalonein sidste år. Og det står også klart i erindringen, hvordan han på kongeetapen i Romandiet i 2017 var snu nok til at snige sig væk inden målbjerget og herved sikre sig det forspring, han skulle bruge, til mod slutningen at følge en på den dag næsten overmenneskelig Richie Porte og til slut slå australieren på stregen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Gør man regnebrættet op, har Yates en ganske høj procentdel af sejre i forhold til sekundære top 10-placeringer, og det er meget fint udtryk for, at han har det ekstra, der skal til, for også at gøre arbejdet færdigt. Derfor gjorde rivalerne da også klogt i at holde et godt øje med den lille brite, da han i dag entrerede den sidste kilometer på årets første pyrenæeretape sammen med Pello Bilbao og Gregor Mühlberger.

Jeg skal ellers blankt indrømme, at jeg forinden havde revet min i forvejen alt for beskedne hårmanke helt af i frustration over det, der kortvarigt kunne ligne dum og måske endda illoyal kørsel. Holdkammeraten Matteo Trentin overgik nemlig alle forventninger på den vanskelige dag i Pyrenæerne og viste atter, at hans udvikling og holdbarhed næsten altid overgår det, hans hidtidige historik ellers tilsiger. Med bare få kilometer til toppen af Hourquette d’Ancizan, sad briten og europamesteren side om side i en eksklusiv gruppe, hvor Trentin var den på papiret klart hurtigste, og i den situation havde det været naturligt for Yates at ofre sig for den holdkammerat, der sidste år i Vueltaen kørte sig halv ihjel for at hjælp kaptajnen med at vinde den spanske grand tour.

Alligevel var det Yates, der angreb og angreb. Uden hans talrige forceringer var etapen næppe blevet så selektiv, og så havde den velkørende Trentin stået med en fremragende chance. Alligevel var det altså Yates, der rev gruppen i stumper og stykker, så det til sidst kun var Mühlberger, der hang på. På nedkørslen kom Bilbao imidlertid også op, og herfra burde Yates vel egentlig have spillet Trentin-kortet.

Det var nemlig ikke et beskedent selskab, han befandt sig i. Bilbao er måske ikke så hurtig som tidligere, men baskeren tog trods alt en af sine første sejre i en massespurt i Castilla y Leon i 2015. Og Mühlberger var for nylig i Dauphiné blot få centimeter fra at få skovlen under selveste Alaphilippe, og da Yates samtidig i takt med sin forbedrede klatring, har tabt lidt af det punch, han havde i karrierens unge år, ville det i hvert fald sagtens kunne have kunnet forsvares, hvis han havde peget bagud, sagt ordet ”Trentin” og herefter optimeret både egne og italienerens chance for succes ved at sætte sig på hjul.

Det gjorde han imidlertid ikke. Tværtimod var han yderst generøs i føringsarbejdet, og mens den ene hårtot efter den anden blev revet af min nu efterhånden helt skaldede isse, forberedte jeg mig på den nedsabling af Yates, som ville blive det uundgåelige tema for denne analyse. Jeg var vel mest i tvivl om, hvorvidt jeg skulle betone hans dumhed over at tage kampen op i en spurt mod to på papiret hurtigere rytter, eller om jeg i stedet skulle fokusere på den manglende generøsitet, der tilsyneladende gjorde ham ude af stand til at unde sin normale hjælper en sejr.

Problemet var bare, at jeg havde glemt killerinstinktet. Når Yates har en chance for at vinde, ender det som regel også sådan, i hvert fald når det ikke blot er benene, men også hovedet, der bliver afgørende. Og det var præcis det, der var tilfældet i dag i Bagneres-de-Bigorre, hvor hurtighed kunne være ligegyldigt, hvis ikke man kom igennem de sidste sving i front. Og mens Bilbao og Mühlberger stirrede på hinanden som et nyforelsket teenagepar, kom Yates’ med sit klassiske og veltimede slangehug på præcis rette tidspunkt, så det blev ham og ikke de to rivaler, der fik den position, som skulle vise sig afgørende i kampen om sejren.

Sejren falder også på et tørt sted. Ikke så meget for Mitchelton-mandskabet, der med Impeys triumf i Brioude allerede havde sikret sig, at Touren ikke ville blive en fiasko, men snarere for Yates selv. Efter  2018 at kunne gå på vandet i et omfang, så han dominerede to uger af Giroen på en facon, man sjældent har set, vandt Vueltaen og kørte i top 4 samt vandt etaper i de tre ugelange europæiske WorldTour-løb, han kørte, har 2019 nemlig været lige til skraldespanden. Heldigvis vandt han en tidlige etape i Ruta del Sol, men derudover har Yates været en helt anden rytter end sidste år, ikke mindst i den helt igennem fejlslagne Giro, hvor han ellers ikke havde dæmpet forventningerne, da han proklamerede, at rivalerne burde ”skide i bukserne” af skræk over at skulle op imod ham.

Sådan gik det imidlertid ikke, og faktisk så det ud til, at Yates’ sæson kunne ende i det katastrofale, da han valgte at tilbagebetale brormand Adams hjælp fra Vueltaen i årets Tour i stedet for at satse målrettet på et titelforsvar i Italien. Det så nemlig ud til, at han ville brænde årets sidste krudt af som loyal hjælper, men naturligvis kunne ”Killer Yates” udnytte den måske eneste chance, han fik i årets løb. Og samtidig fik han vist, at han på præcis samme facon som Adam i Spanien i 2018 har brugt de første to uger til at nurse sig selv, og at han nok skal være der for brormand, når de afgørende slag skal slås i bjergene.

Sejren var dog faldet på et endnu tørrere sted, hvis den var tilfaldet Mühlberger. Det er ikke Bora-mandskabet, der mangler succes, men man kunne efterhånden godt unde den stærke østriger at få den store sejr, han har kredset om igen og igen. Det kan godt være, at han er skræmmende ustabil, men når han rammer sine dage, er han en klasserytter. Det krævede sin mand som den eneste at kunne følge den regerende Vuelta-vinder i dag, men det gjorde Mühlberger tilsyneladende uden det store besvær, nøjagtigt som han fulgte en vis Julian Alaphilippe på 6. etape i Dauphiné. Alligevel står han nu tilbage med dagens 3. plads, 2. pladsen fra Dauphiné, 2. pladsen fra årets Volta a Catalunya og 4. pladsen fra Tour de Suisse i 2018. Måske er det igen det med det killerinstinkt. Heldigvis er det der et sted, som han viste, da han snød alle favoritterne på kongeetapen i BinckBank Tour sidste år, hvor det mere var hovedet end benene, der gav ham sejren i for ham særdeles uvant terræn.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Pello Bilbao ærgrer sig sikkert gul og grøn over den missede mulighed, men det kommer han nok sig over. Baskeren har nemlig på det seneste været en sand udbrudsmaskine, der så sent som i Giroen omsatte sine to eneste muligheder til succes, præcis som han gjorde det, da han sidste år vandt en etape i Dauphiné. På den baggrund havde det næsten været for meget af det gode, hvis det også var ham, der skulle vinde det første pyrenæerslag, men med tanke på den succes, Astana har haft i år, ville det ikke have undret, hvis det var gået netop sådan. Denne gang måtte han imidlertid se sig overmatchet af en kløgtigere rytter, men mon ikke der opstår muligheder igen - hvis ikke i år, så en anden gang. Bilbao har i hvert fald efterhånden en historik, der gør ham livsfarlig i udbrud. Og det med killerinstinktet fejler i hvert fald intet, når man ser, hvordan det var snilde mere end gode ben, der gav ham nylige sejre i både Tour of the Alps og Vuelta a Murcia.

I det hele taget var det vel meget symptomatisk, at det ikke blot var Bilbao, men tre hold fra nogle af årets mest succesrige mandskaber, der sad i front. Mens Katusha, der alene har til opgave at køre i udbrud, brillerede ved ikke at få én eneste mand med i det 40 mand store udbrud, Dimension Data blot ramte rigtigt med Valgren, der atter måtte sande, at han er en skygge af den rytter, der sidste år ved VM viste, at han klatrer glimrende, og Edvald Boasson Hagen, der er så skidt kørende, at selv Dylan Groenewegen overlevede længer end ham, og det næsten sejrsløse Arkea-mandskab heller ikke fik én eneste rytter med i front, var det naturligvis Mitchelton, Bora og Astana, der endte med at afgøre slaget. Og Mitchelton og Bora sad endda med den luksus, at de i forfølgergruppen havde de to på papiret hurtigste i Trentin og Maximilian Schachmann - i hvert fald indtil Fabio Felline og senere også gruppe 2 fik kontakt - og det siger alt om, hvordan det typisk er de samme hold, der rider på en bølge gennem hele sæsonen.

Det bliver endnu mere symptomatisk, når man ser på taberne. Det sejrsfattige CCC måtte således atter sande, at Serge Pauwels slet ikke er den rytter, der tidligere er blevet nr. 15 i Touren, og at Greg Van Avermaet ikke havde den dag, der gjorde det muligt at drømme om endnu et Rio-agtigt mirakel. Ag2r sad stærkt repræsenteret med en genrejst Tony Gallopin, erfarne Mathias Frank og en stadig mere klatrestærk Oliver Naesen, men kom til kort. Selvom Fabio Felline fortsatte med langsomt at nærme sig fordums styrke, og Jasper Stuyven imponerede i terræn, der bestemt ikke var hans, kom også det sejsfattige Trek til kort. Og heller ikke Sunweb, der ellers med halvdelen af holdet i udbruddet gjorde alt for at sætte en yderst velkørende Nicolas Roche op til sejr, fik en tiltrængt triumf i en sæson, der ikke har budt på megen succes.

Lettere er det nok for Lotto at leve med, at Tiesj Benoot kom til kort, for med to etapesejre har de i den grad deres på det tørre. Alligevel må det ærgre dem, at et ærgerligt styrt fra i går formentlig var en del af forklaringen på, at den i søndages ellers så overbevisende belgier denne gang var totalt overmatchet. Og desværre bekræftede Tim Wellens endnu engang, at hans prikkede bjergtrøje slet ikke er udtryk for hans reelle styrke, for heller ikke i tredje forsøg lykkedes det den overordentligt svingende belgier at finde den form, der ellers som regel gør ham næsten skræmmende i for- og efterår.

Når vi taler om momentum, kunne man naturligvis undre sig over, at Deceuninck ikke var med i spillet om sejren. Det er dog svært ikke at betegne den belgiske sejrsmaskine som hørende til dagens vindere, for de leverede et forrygende flot forsvar af trøjen. Situationen med hele 40 mand i front var bestemt ikke ideel for et hold, der næsten alene består af tunge ryttere, men de fik det absolut maksimale ud af deres på denne etape begrænsede ressourcer. Maximiliano Richeze, Yves Lampaert og Elia Viviani blev brugt fulgt ud til at holde udbruddet i så kort snor, at de kunne tillade sig at rulle langsomt op over de sidste bjerge, hvor holdets muligheder for at kontrollere var ikkeeksisterende. Og ved at placere Michael Mørkøv i udbruddet fik de endda kærkommen hjælp til klatrerne på stykket mellem de to bjerge, og dermed fuldendte de et fornemt trøjeforsvar på flottest mulige vis, uden at Julian Alaphilippe brændte en unødvendig kalorie af inden morgendagens vigtige enkeltstart, hvor han skal forsøge at holde Geraint Thomas bag sig.

I det hele taget hang enkeltstarten som en skygge over hele etapen. Det skreg naturligvis til himlen, at ethvert forsøg på angreb ville være meningsløst på en dag, hvor modvinden og den lette nedkørsel til slut betød, at chancen for succes var meget lille. I hvert fald stod det potentielle udbytte slet ikke mål med det, man senere kunne ende med at tage på de tre næste nøgleetaper, og derfor endte etapen i den forudsigelige våbenhvile mellem favoritterne, der alle var tilfredse med at spare så meget som muligt på krudtet inden de tre næste vigtige etaper. Men Ineos fik dog alligevel spillet lidt med musklerne til sidst ved at sidde med fuldt hold i det reducerede felt og lade deres ”sværvægter” Luke Rowe føre hele vejen op ad sidste stigning. Så ved rivalerne i hvert fald, at briterne er klar.

Heldigvis er der allerede sat udløbsdato på våbenhvilen. Den slutter i morgen præcis kl. 14.00, når enkeltstarten i Pau skydes i gang, og om 24 timer ved vi meget mere om, hvem der har brug for at komme i offensiven i lørdagens helt store bjergslag på Tourmalet. Yates derimod kan tage sig en halv hviledag i morgen, inden han går tilbage i rollen som luksushjælper for brormand. Men naturligvis vil han være klar til at gribe enhver mulighed, der måtte opstå undervejs. Og som bekendt betyder hans killerinstinkt, at enhver sådan chance som regel omsættes til succes.