SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Prøv at tænke tilbage til d. 11. oktober 2020. Det var den dag, en grædende Mark Cavendish efter sit udbrudsforsøg i Gent-Wevelgem over for belgisk tv berettede op, hvordan hans karriere formentlig var slut. Samme dag blev der kørt bjergetape i Giroen, hvor Ben O’Connor i al anonymitet kørte ind som nr. 70 og avancerede fra 85. til 82. pladsen i klassementet.

Hvad i alverden har en britisk supersprinter at gøre med en australsk klatrer? Umiddelbart absolut intet, men når engang de skal skrive deres erindringer, vil der alligevel være et markant sammenfald. Begge kan de nemlig have et helt kapitel om, hvordan Tour de France 2021 markerede kulminationen på en kolbøtte, der forvandlede dem fra pensionsmodne ryttere med kurs mod total deroute til etapevindere i verdens største cykelløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Lige så lidt, som man kunne have drømt om, at den grædende Cavendish, der knap kunne se en motorvejsbro uden at falde for tidsgrænsen, igen skulle vinde etaper i Tour de France, lige så lidt kunne man tro, at O’Connor efter den første uge af Touren skulle have vundet en af løbets store bjergetaper og ligge nr. 2 i klassementet - endda med afstand ned til nr. 3. Ganske vist havde han i en alder af 24 stadig tiden for sig, men det var alligevel svært at bevare den helt store optimisme på den engang så lovende australiers vegne.

Det var ellers startet så lovende, da han som nyprofessionel i 2018 snød alle stjernerne med et smart angreb og vandt en etape i Tour of the Alps. Lige så lovende var han første grand Tour, hvor han havde kurs mod en stensikker samlet top 10, indtil et dumt styrt på nedkørslen fra Colle delle Finestre - i øvrigt på dagen, hvor Chris Froome skrev cykelhistorie - sendte ham ud af løbet med et brækket kraveben. Dengang lignede han et af sportens mest spændende grand tour-talenter, særligt fordi han gennem det italienske løb bare var blevet bedre og bedre.

Sådan så det bare ikke ud længere, da vi nåede d. 11. oktober sidste år. Det brækkede kraveben var nemlig O’Connors mindste problem. Efter styrtet var han gledet ned i så dybt et hul, at han næsten kunne hilse på Cavendish, når de sammen lå og rodede rundt dybt under jordens overflade. På bjergetaperne sad han alt for ofte i gruppettoen, og ikke sjældent var han den første rytter fra Dimension Data/NTT, der blev sat. Bevares, han blev skam nr. 32 i Giroen og nr. 25 i Vueltaen i 2019, men som en helt anonym bifigur. Helt galt gik det efter nedlukningen i 2020, hvor han vendte tilbage med en. 96 plads i Burgos, en 92. plads i Dauphiné og en 29. plads i det svagt besatte Coppi e Bartali.

I samme periode var NTT som bekendt lukningstruet, og O’Connors karriere så ud til at kunne ende, før den var begyndt. Mange salgsargumenter havde han ikke efter to år uden væsentlige resultater bortset fra en udbrudssejr i et svagt felt i Besseges, og der var da heller ikke rigtigt nogen, der bankede på. Modsat Cavendish havde han endda ikke nogen legendestatus eller noget medietække, og det kunne derfor være lidt svært at se, hvorfor et hold skulle bide på krogen.

Men så skete der pludselig et eller andet. Da nøden var størst, var benene nærmest, og i Giroens sidste uge var han pludselig som forvandlet. O’Connors tredjeugesmotor var her, der og alle vegne, og efter at en snu Jan Tratnik havde slået ham på 16. etapes mure, der egentlig slet ikke passede en dieselklatrer som ham, dokumenterede han sin superform ved 24 timer senere at vinde den store bjergetape til Madonna di Campiglio.

Få dage senere var karrieren reddet. Ag2r havde stukket ham et kontrakttilbud, præcis som Deceuninck havde gjort det for Cavendish, og siden dengang har han ikke set sig tilbage. Selvom han brækkede kravebenet igen i løbet af vinteren, har han været en synlig og meget overbevisende skikkelse gennem hele sæsonen, hvor han bare er blevet bedre og bedre, og da han i april blev nr. 2 på kongeetapen i Romandiet og senere i juni var en af de allerbedste i Dauphiné, stod det klart, at han med års forsinkelse var klar til at udfolde det grand tour-talent, der ellers så ud til at være forsvundet ud over en italienske vejside på Finestre for tre år siden.

Derfor gik O’Connor ind til sin Tour-debut som en af de mest spændende jokers, der med lidt held sagtens kunne komme i spil også til de helt sjove placeringer, og selvom det hele kom så skidt i gang med et grimt styrt på 1. etape, synes O’Connors megen modgang nu langt om længe at være vendt. I dag kronede han nemlig sit comeback på samme smukke måde, som Cavendish gjorde det for fem dage siden - og mens comebacket helt åbenlyst manglede den emotionalitet, der strålede ud af britens ditto, blev den leveret på en episk facon, der er svær at overgå.

Løbets anden alpeetape havde nemlig det hele: masser af højdemeter, lange stigninger, iltfattig luft, kaos og ikke mindst episke vejrbetingelser. Alt sammen var det noget, der gjorde, at det allerede lugtede af O’Connor, da rytterne skrev sig ind her til morgen. Det er nemlig de lange, opslidende stigninger, der er den australske dieselmotors force, og samtidig har han vist sig som en mester i at håndtere det værst tænkelige vejr. Efter at han i går havde vist, at han efterhånden var ved at komme sig over styrtet, var der grund til at høje med O’Connor på det, der lignede en O’Connor-etape.

Det dårlige vejr, stigningernes længde og de tårnhøje højder gjorde nemlig etapen ganske sammenlignelig med den på alle måder episke og minderige kongeetape i årets Tour de Romandie. Den dag vandt Michael Woods foran netop O’Connor - dog først efter at en forfrossen Geraint Thomas var endt i asfalten - og derfor kunne det slet ikke undre, at netop de to ryttere igen ville spille hovedroller, da et lignende slag udspillede sig bare nogle kilometer væk fra Thyon 2000-stigningen, hvor de senest havde krydset klinger i Schweiz.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Både Woods og O’Connor var nemlig at finde i det store 43-mands store udbrud, der helt logisk fik løbepas efter den hektiske start på dagens etape. Efter Tadej Pogacars magtdemonstration i går var lysten til at servere endnu en etapesejr til det slovenske monster naturligvis yderst begrænset, og da Pogacar og UAE selv har to hårde uger foran sig, hvor deres arbejdsbyrde næppe bliver lille, lå det i kortene, at det måtte blive en dag for udbrydere - i hvert fald hvis ikke der gik panik i de klassementshold, der efterhånden allerede har fuldt fokus rettet mod podiet og ikke sejren.

Der burde ellers være masser af grund til at gå i panik, da O’Connor pludselig befandt sig i udbrud med så stort et forspring, at han faktisk virtuelt var løbets førstemand. Naturligvis ikke for Pogacar, der nok kunne have haft råd til at låne den gule trøje lidt ud, og hvis UAE-hold, der ellers blev kritiseret for at være svagt, i øvrigt rejste sig med en sådan bravur, at der absolut ikke længere synes at være spor grund til at bekymre sig for, at kollektivet bliver fatalt for ham. Men der burde være andre hold, der var en anelse foruroligede over, at O’Connor pludselig havde udsigt til at distancere dem med flere minutter og køre sig op på en stensikker 2. plads med god afstand ned til nr. 3.

Måske havde de regnet med, at O’Connor ville gå ned. I givet fald havde de i hvert fald forregnet sig. Australierens store styrke er nemlig hans enorme dieselmotor, og derfor var det ikke spor overraskende, at han nærmest syntes bare at køre stærkere og stærkere, inden han kronede sit comeback med sin anden store bjergetapesejr i en grand tour på under et år. Måske regner de med, at han knækker i den tredje uge. I givet fald risikerer de at få sig en slem skuffelse, når historien klart viser et billede af, at han som regel bliver bedre og bedre undervejs.

Hvorfor var der ingen, der tog initiativet til at bremse den enorme trussel, som O’Connor efter dagens etape må være for alle, der drømmer om at stå på podiet? Det skyldtes vel egentlig bare, at der ikke rigtigt var nogen, der kunne. I et felt, hvor man skal lede langt efter de stærke bjerghold, nu hvor Movistar grundet styrt og dårlig form til Miguel Angel Lopez er sendt til tælling, var det småt med ressourcerne på en dag, hvor det elendige vejr sendte den ene spinkle klatrer efter den anden til tælling. Mens de robuste klassikerfolk som Sonny Colbrelli, Jasper Stuyven og Jonas Rutsch pludselig mængede sig med de bedste, frøs de små folk til is og efterlod alle andre mandskaber end det imponerende UAE-hold nærmest tømt for kræfter.

Selv Ineos kom til kort. Richie Porte og Tao Geoghegan Hart forsvandt hurtigt - måske fordi også de led under de kolde betingelser, der aldrig har tiltalt Porte - og Michal Kwiatkowski er slet ikke kommet ordentligt ind i løbet. Pludselig havde Richard Carapaz kun den i dag så flot genopstandne Geraint Thomas og Jonathan Castroviejo ved sin side, og da de skulle spares til en sen forcering frem mod et angreb op mod Tignes, var selv briterne tvunget til at køre afventende. Resultatet blev, at selv Carapaz nu i alvorlig grad må overveje, om han vil være i stand til at besejre O’Connor i Paris om to uger.

Men måske var der andre årsager til Ineos’ passivitet. Dave Brailsford havde allerede svoret, at han bestemt ikke har tænkt sig at lægge sig ned for den slovenske overmagt endnu, og måske var det derfor, at Ineos holdt sig til strategien om at slide på UAE, så længe de kan. I givet fald må man tage hatten af for briternes tro på, at de stadig kan gøre, hvad der lige nu synes umuligt.

Desværre er der noget, der tyder på, at den sidste tro blev kvalt i dag. Carapaz gjorde sit behjertede forsøg, men knap havde han sluppet trådet efter sit første angreb, inden han kunne se et gult lyn passere. Modsat i går var han end ikke i stand til at køre fra de øvrige rivaler - måske fordi den lette modvindsstigning forventeligt ikke rigtigt var egnet til angreb, medmindre man er et slovensk overmenneske - og efterfølgende virkede Carapaz for første gang opgivende i sidste udtalelser. Nu taler han for første gang om podiet - ikke sejren.

Hvis man kan se ud over det lidt kedelige, at Pogacar igen viste sig i en anden liga og var så overlegen, at han ikke kunne dy sig for alligevel at angribe - ifølge ham selv, fordi han skal udnytte Pogacar-vejret, inden vi måske rammer den varme, som før har voldt ham problemer - kan der faktisk vente os et herligt Tour de France, hvor kampen om 2. og 3. pladsen er pivåben. Carapaz er åbenlyst den naturlige favorit til 2. pladsen, men gennem hele løbet har han lignet en mand et ganske stort stykke fra sit vanlige niveau, og nu har han endda et stort efterslæb til O’Connor, der lige nu fører løbet det, som i bookmakersprog ville hedde ”Tour de France uden Tadej Pogacar”.

Det bliver faktisk lidt sjovt at se, hvordan de angriber det løb. I de seneste to dage har vi haft totalt anarki, fordi alle stadig har haft Pogacar som referencepunkt. I går handlede det om at isolere sloveneren, og i dag overlod alle arbejdet til løbets førende. Det kan meget vel vise sig at være en fejl, fordi de herved lukkede O’Connor tilbage i klassementet, og dermed står de nu over for et valg. Pogacar har så stort et forspring, at han og UAE kan lade anarkiet fortsætte og lade udbrud køre hjem med 20 minutter, og hvis det sker, kan vi se nu vilde comebacks i klassementet i stil med det, vi så fra O’Connor og Guillaume Martin i dag.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Meget kunne derfor tale for, at de øvrige hold simpelthen skal begynde at ignorere sloveneren og slet og ret køre, som var han slet ikke med i løbet. I de kommende dage er det næppe Pogacars førertrøje, der vil blive truet af udbrud. Snarere er det de øvriges podiepladser, og derfor kan det sjovt nok alligevel blive Ineos, EF, Ag2r, Jumbo, Movistar og Bora, der skal kontrollere løbet, hvis de vitterligt vil på podiet i Paris. Enten kan vi altså få en fortsættelse af det ragnarok, der har præget løbet tre dage i træk, eller vi kan få et løb, der nærmest lader som om, den gule trøje slet ikke eksisterer! I første omgang er det i hvert fald en god ide at holde øje med udbrud, for så længe ansvaret ligger på UAE, er der al mulig grund til at tro, at udbrud kan være vejen til et topresultat - måske endda podiet!

Det var det O’Connor forstod at udnytte, og med sit store forspring, sin dieselmotor og sin efterhånden forsvarlige enkeltstart står han ret stærkt til at gøre den altså ikke overbevisende Carapaz rangen stridig i kampen om 2. pladsen. Men det er altså pivåbent efter en etape, hvor vi desværre havde direkte modvind på bjerget, og vi derfor mest af alt blev klogere på, hvem der ikke er på vej mod en podieplads. I det spil var der vel særligt tre tabere - udover naturligvis Wout van Aert, der i sin nuværende form og med OL i tankerne aldrig var en reel kandidat - nemlig Alexey Lutsenko, Wilco Kelderman og David Gaudu.

Størst overraskende var det at se Gaudu give fortabt. Det var uventet, fordi den lille franskmand på papiret burde være en af de bedste klatrere blandt podiekandidaterne. Vi ved dog også, at hans udsving er store, og allerede i forgårs havde han varslet os om, at benene ikke havde været så gode. Med vejret som en joker, der kan have svækket de fleste, skal man i hvert fald altid holde døren åben for, at den svingende Gaudu kan rejse sig igen.

Mindre overraskende var det at se, at Lutsenko tabte terræn. I forvejen var det overraskende at se kasakken klatre så storartet på gårsdagens etape, men hans udtalelser havde allerede indikeret, at det flotte Dauphiné havde givet ham nye ambitioner. Når man ser på hans historik i grand tours, hvor der altid har været gigantisk forskel på hans niveau over de tre uger, er mit bedste bud, at vi kan stå foran et rigtigt sammenbrud fra kasakken, der på papiret slet ikke har de kvaliteter, der skaber en stabil og solid grand tour-rytter.

Det har Kelderman, men han mangler evnerne i bjergene. Når man ser på hans klatring i de senere år, har det været tydeligt, at han er en anelse for begrænset i bjergene til for alvor at begå sig med de bedste. Til gengæld er han pokkers stabil, og selvom dagens tidstab var forventet, er han en af de ryttere, vi bør kunne regne med over alle tre uger - i hvert fald hvis han holder sig på cyklen.

Den mest stabile rytter i toppen er dog Enric Mas, og han er måske den rytter, der har mest grund til at ærgre sig over O’Connors tidsgevinst i dag. Hans dieselmotor synes nemlig at være sjældent varm fra start, og trods et styrt tidligt på etapen rundede han den første uge af med sågar at være i offensiven så tidligt i løbet. Hvis hans formkurve udvikler sig som den plejer, vil han formentlig være flyvende i den tredje uge, hvor Carapaz formentlig også kører stærkt, og hvis det er tilfældet, og O’Connor igen kører stærkt til sidst også, kan det meget vel være, at Mas kommer til at fortryde, at han og det stærkt svækkede Movistar-mandskab, hos hvem Miguel Angel Lopez er helt fra den, endte med at lukke den australske rival ind i spillet igen. Spanieren får måske aldrig igen så god en chance for at gå på podiet.

I det spil er der dog også dansk deltagelse. I dag virkede Jonas Vingegaard ikke helt så overbevisende som i går, men alligevel holdt han stand. Modsat Carapaz, Mas og O’Connor, der alle har bevist relativt meget over tre uger, har han stadig en masse spørgsmålstegn hængende over sit hoved, fordi manglende stabilitet som bekendt har været et definerende kendetegn for ham. Indtil videre har han dog holdt stand i ni dage, hvor andre er faldet fra. Nu skal vi bare krydse fingre for, at dagens måske knap så friske udtryk ikke er starten på den træthed, man hele tiden må frygte, når vi taler om det danske stortalent. Holder han hele vejen, er han i hvert fald i pole position til podiet grundet en enkeltstart, der synes så stabilt god, at den er et klart våben i forhold til alle andre, måske med undtagelse af Rigoberto Uran, som på en af sine gode dage kan slå danskeren.

Colombianeren må nemlig også regnes inde i billedet. Hidtil har han som altid kørt anonymt og defensivt, og det gjorde han også i dag, men for første gang bekendte han lidt kulør og viste, at han er stærkere end som så. I dag så han i hvert fald mere overbevisende ud end hidtil, og han har i hvert fald bevist, at også han kan holde i tre uger. Det er dog også en kendetegn ved Uran, at han på sine gamle dage ofte er falmet lidt i uge 3, og også han går derfor ind til løbets sidste del med spørgsmålstegn hængende over sit hoved.

Derudover er der de andre, som har tabt lidt for meget tid til at være podiekandidater, men som kan håbe, at anarkiet fortsætter. Guillaume Martin har brugt to dages anarki til at køre sig ind i et klassement, han egentlig ikke gik efter, og han synes i klar formfremgang. Problemet er bare, at det formentlig er slut med, at de andre næppe lader ham fortsætte med at udnytte kaosset. Pello Bilbao er solid, men foreløbig et par procent under de øvrige klassementsryttere, og Mattia Cattaneo og Aurelien Paret-Peintre har ligeledes udnyttet manglen på kontrol til at avancere til en placering, der måske er lidt højere, end deres klatreevner burde række til. Derefter er forspringene så gigantiske, at feltet skal blive nærmest apatisk, hvis det skal lade sig gøre for andre at komme tilbage i podiekampen. I hvert fald sker det næppe i ét hug.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Der er altså stadig masser at glæde sig over i kampen om klassementets sjoveste placeringer, og det samme gælder i kampen om trøjerne. Den gule og hvide synes ganske vist at have fundet sin ejermand, men det er langt fra tilfældet for den grønne og den prikkede. Sidstnævnte har sjældent været mere eftertragtet end i år, hvor Nairo Quintana, Wout Poels og Michael Woods allerede havde den som et mål ved starten af Alperne og ikke bare en eftertanke, der kunne dukke op undervejs. Det har allerede givet to dages herlig kamp, men det er også en strategi, der indebærer en risiko. Alle tre har de nemlig virket uhyre stærke de seneste dage, men de har også smidt oplagte sejrschancer væk. I dag var det i hvert fald ret klart, at særligt Woods og Quintana ødslede så meget med kræfterne, at de reelt var ude af kampen om etapesejren inden sidste stigning. De syntes at have haft niveauet til i hvert fald at presse O’Connor langt mere, hvis ikke de havde kastet om sig med energi, så den nu er spredt ud over hele Alperne.

Tilsvarende gælder det for den grønne trøje. Mark Cavendish, hvis evne til at gennemføre jeg hele tiden har betvivlet, klarede akkurat Alperne med en margin på halvandet minut til tidsgrænsen, og han klarede nu de to etaper, der sammen med 15. etape set fra et sprinterperspektiv umiddelbart var de farligste. Det ændrer ikke på, at han fortsat lever livet farligt, men nu hvor Tim Merlier er ude af løbet, og Mathieu van der Poel er rejst hjem, er Alpecin så svækkede, at Deceuninck nu både har det bedste tog og den bedste sprinter. Meget taler altså for, at kampen om den grønne trøje afgøres i bjergene og ikke på de flade etaper. Overlever han de kommende bjergetaper, må Cavendish være storfavorit.

Hvis til gengæld det mislykkes, er det helt åbent. Grundet de mange flade etaper står Nacer Bouhanni og Jasper Philipsen vil stadig stærkt, selvom sidstnævntes hold nu er så svækket, at han kan få svært ved at fortsætte sin finde successtime, men Michael Matthews og Sonny Colbrelli fik det maksimale ud af de to etaper, hvor den indlagte spurt lå på en måde, hvor de drage fordel af det. Desværre gælder det ikke for de kommende etaper, hvor spurterne endelig kommer for tidligt eller for sent til, at de kan regne med at udnytte deres klatreevner.

Medmindre da Colbrelli klatrer som i dag. Hvis nogen havde sagt, at han skulle score point for en 3. plads på en bjergetape, havde han formentlig selv havde slået en hånlatter op. Det var heller ikke ambitionen med dagens ridt, hvor han efter spurten egentlig bare ville gå efter holdkonkurrencen. Men som vi så med folk som Stuyven, Rutsch og altså også Colbrelli, der jo er kendt for altid at overpræstere i dårligt vejr, sker der mærkelige ting, når de små klatrere fryser. Med lidt regndans kan der således være ganske gode perspektiver for italieneren, selvom både han og Matthews stadig lider voldsomt under, at de i de flade spurter stadig er klart overmatchet. Her er både de og Peter Sagan, for hvem det ser stadig sværere ud, dog hjulpet af, at tidsgrænsen eliminerende Arnaud Demare og Bryan Coquard, og at Merlier ligeledes er rejst hjem. Det gør det i hvert fald nemmere at få del i de sjove placeringer også på de flade etaper.

For denne Tour vil det dog på mange måder være mest passende, hvis Cavendish ender i grønt. Det ville nemlig fuldende hans vanvittige comeback, hvis han kunne vinde sin anden pointtrøje 10 år efter den første - og måske endda toppe det med at slå Eddy Merckxs rekord på 34 etapesejre. Det kunne passende gå hånd i hånd med, at O’Connor sluttede på podiet som nr. 2 ved siden af Pogacar. Det ville på alle måder cementere den 108. udgave af Tour de France som løbet for de store comebacks. Det lå i hvert fald ikke i kortene den 11. oktober 2020, hvor deres største bekymring mest af alt var at sikre sig en ny kontrakt.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET