Kan I huske tilbage til Vueltaen i 2017? Det var dengang en hel cykelverden havde lidt svært ved at forstå, hvad der udspandt sig i de sydspanske bjerge. Nok vidste alle, at den Miguel Angel Lopez, der helt ud af det blå uden forudgående erfaring i Europa nærmest sensationelt vandt Tour de l’Avenir var noget ganske særligt, som hans meget tidlige sejr i Tour de Suisse var det klareste eksempel på, men alligevel var der næppe nogen, der havde ventet det, de så i de dage.

Hvad var det, der skete? Jo, lille Lopez fra Colombia viste sig at være den Superman, hans tilnavn tilsagde, da han over tre dage fik Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og co. til at ligne en skoleklasse på vej til cyklistprøve. Det startede på Calar Alto, hvor alle andre gispede efter vejret i de 2154 m højde, det fortsatte lidt længere ned i blot 1824 m højde på Sierra de la Pandera, hvor udbryderen Rafal Majka dog forhindrede ham i at vinde etapen, og det kulminerede med hans vilde ridt fra distancen helt op i Sierre Nevadas tyndeste luftlag 2504 over havets overflade.

Det er nemlig meget passende, at Lopez kaldes Superman. Han flyver nemlig akkurat lige så højt som tegneseriehelten, og derfor kommer han kun for alvor til sin ret, når luften er så tynd, at europæere tænker, at toppen af Mount Everest må være lige om hjørnet. Som de fleste andre colombianere trives Lopez bedst på den anden side af de 2000 m, som han gjorde det, da han vandt omtalte Tour de Suisse på Rettenbachferner på den forkerte side af de 2500 m.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

På den baggrund er det kun naturligt, at Lopez havde peget på onsdag d. 16. september som sin D-dag i sin Tour-debut. Skulle han indfri ambitionen om at stå på det eneste grand tour-podium, han stadig ikke har betrådt, skulle det ske med en stor offensiv i det terræn, der sidste år gjorde det muligt for landsmanden Egan Bernal at indhente det terræn, han havde tabt drypvist i de første to uger. I det lys burde man egentlig ikke være svært forundret over, at det netop blev Lopez, der erobrede løbets kongeetape.

Alligevel var der næppe mange, der vitterligt troede på, at Lopez kunne slå begge de slovenske supermænd, der hidtil har været så suveræne i årets løb. Siden 2017 har der nemlig været alt for langt mellem snapsene hos Superman, hvis foreløbige nedtur kulminerede i 2019, hvor både Giroen og Touren endte som gedigne fiaskoer.

Derfor er Lopez gledet lidt under radaren, men topniveauet har altid været. I 2019 blev suveræne Roglic kun én gang sat på en længere stigning, når han var i fuld vigør, og det var netop selvsamme Lopez, der mestrede den kunst på Javalambre i Vueltaen. Ja, faktisk gjorde han det i virkeligheden to gange, for han havde kurs mod et lignende soloridt på kongeetapen i Andorra, indtil himmel og jord stod i ét og sendte den flyvende Lopez pladask ned på de regnvåde grusveje og efterlod ham med skader, han vel i virkeligheden aldrig helt kom sig over igen. Selv inden corona-pausen nåede havde han vise det, da han satte Remco Evenepoel til vægs på Malhao i Algarve - en bedrift, hvis klasse vi først senere for alvor har forstået omfanget af.

Alligevel sidder man med en uforløst fornemmelse. Lopez er nemlig stadig hele 1.26 efter Roglic i klassementet og derfor slet ikke en reel trussel i kampen om den samlede sejr. Det skyldes desværre det, der altid har været hans akilleshæl, nemlig de dumme offdays specielt i den første del af grand tours. Således har jeg gentagne gange påpeget, at Lopez lige siden 4. etape lignede en mand lige så flyvende som i begyndelsen af sidste års Vuelta, men hans sejrsdrøm knustes af endnu en af de dårlige dage på Marie Blanque for halvanden uge siden.

Nu kan Lopez nok godt finde lidt trøst alligevel. Selv uden tabet i Pyrenæerne, havde han næppe været en trussel mod Roglic og Pogacar, der har været ham ganske overlegen på etaperne i mere iltrig luft. Og selvom Lopez jo i Algarve antydede, at han måske har forvandlet akilleshælen på enkeltstarten til måske endda en lille styrke, er han trods alt ingen Roglic, når tempocyklerne trækkes frem på søndag. Og havde han endelig været i gult i dag, havde et Astana-mandskab, hvis væsentligste klatrere alle har skuffet, næppe kunnet stille noget op med det store Jumbo-kavaleri.

Selvsamme kavaleri har nemlig lige så meget grund til at fejre dagen som Lopez. Det gør de nok ikke, for det altædende gule monster viste med holdets kørsel først på etapen, hvor et ufarligt udbrud holdtes i snor, nok engang, at han er så urimeligt sulten, at resten af feltet efterhånden må være lidt småtrætte af han. Derfor vil han næppe være tilfreds med at være blevet slået af Lopez, som han åbenlyst undervurderede i sin kamp mod Pogacar og således gav et hul, der selv med god hjælp fra fænomenale Sepp Kuss, der igen dag viste sig at være en gevinst og ikke den frygtede nitte, ikke atter kunne lukkes.

Når den skuffelse har lagt sig, bør han alligevel være tilfreds - også selvom han tydeligvis er frustreret over stadig ikke at have vundet en rigtig bjergafslutning i en grand tour (i den sammenhæng tæller spurten på 4. etape ikke rigtigt). I dag sikrede han sig nemlig allerede reelt Tour-sejren, da eneste trussel i den sammenhæng var Pogacar, og denne gang viste chefmonsteret med eftertrykkelighed, at han også på de længere stigninger stadig er Sloveniens bedste klatrer, selvom de foregående etaper kunne have antydet det modsatte.

Nu skal det gå meget galt, hvis ikke Roglic skal stå øverst på podiet i Paris. Selvom Tom Dumoulin stadig er ramt af den tredjeugesrust, han ofte lider af, og George Bennett aldrig er blevet sig selv efter styrtet - og formentlig også har mistimet sin form, som han plejer - er Jumbo-maskinen med Kuss og den stadig mere skræmmende Wout van Aert så overbevisende, at kun en offday kan knække dem og Roglic på en 18. etape, der er designet til et stærkt hold og ikke til en mand-mod-mand-duel. Lægger man dertil, at der allerede er udskrevet regninger til alle andre inden lørdagens enkeltstart, peger alt på, at Roglic lever op til status som storfavorit og nok engang understreger, at alle desperate håb om, at han skulle mangle holdbarhed i den tredje uge, er lige så meget fri fantasi, som når folk tror, at der findes monstre - selvom selvsamme Roglic som bekendt godt kunne give liv til den slags opfattelser.

I stedet blev det Pogacar, der blev dagens taber. Taber er dog nok et stort ord, når vi taler om en 21-årig ungersvend, der har vundet fem af de nu 38 grand tour-etaper, han har kørt, og har kurs mod sit andet podium ud af to mulige. Kørslen var da også igen lige så fortræffelig som i resten af løbet, selvom Roglic altså fik sat en streg under, at det fortsat er ham, der har den slovenske overhånd, som han også havde det i Vueltaen. Skuffelsen vil utvivlsomt være stor for ambitiøse Pogacar, der jo med David De La Cruz’ forcering klart signalerede, at han var tro mod sit ord og gik efter Tour-sejren, men når adrenalinen har lagt sig og klarsynet meldt sig, kan han glæde sig over, at han i dette løb har været den trussel mod Roglic i etapeløbssammenhæng, som vi ikke rigtigt har set i de seneste knap to sæsoner.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er straks mere grund til at have ondt af Richie Porte. Bedst som ingen forventede det, og alle havde sendt ham på pension som kommende luksushjælper hos Ineos, har australieren endelig lignet en kandidat til det podium, han jo burde have fået, da han i 2017 og 2018 var så skræmmende stærk. Desværre kunne man på forhånd udpege netop denne etape med et meget langt målbjerg i højderne som den måske største trussel mod den podiedrøm, han tændte på Marie Blanque for halvanden uge siden, og selvom han atter undgik det kollaps, mange forventer af ham i grand tour-sammenhæng, må han nu indse, at han meget vel kan ende som podieløs Tour-rytter til trods for, at han uden uheld måske kunne have været Tour-vinder.

Til trods for sine indiskutable tempoevner er det nemlig meget at skulle indhente 1.39 på Lopez. Det lader sig gøre, hvis vi taler om den Lopez, vi kendte frem til og med 2019, men hvis vi taler om den Lopez, der slog adskillige specialister på den relativt flade rute i Algarve, ligner det en 4. plads til Porte - hvis altså ikke Lopez nok engang løber ind i de offdays, der som bekendt er hans varemærke.

Han er imidlertid ikke den eneste taber. Et endnu større nederlag indkasserede Mikel Landa, men man må beundre ham for det initiativ, han altid viser, selv når benene ikke er til det. Drømmen om podiet krævede en stor offensiv i dag, og selvom man allerede i søndags fornemmede, at det nok ikke var realistisk, blev Bahrain det første hold, der turde sætte Jumbo lidt under pres. Desværre løb det hele ud i sandet, da fornemmelsen fra Grand Colombier blev bekræftet, men Bahrain og Landa skal have ros for at gøre et forsøg, der på forhånd lignede en næsten umulig opgave at gøre til virkelighed. Og for seerne er det slet ikke så ringe at have en indebrændt Landa uden noget at miste på en 18. etape, der lægger op til angreb fra distancen.

En anden taber var Rigoberto Uran, men det vil være en overvurdering af egne evner, hvis han vitterligt er skuffet over ikke længere at være podiekandidat. Selvom han har overpræsteret i forhold til det, han har vist i de seneste mere end tre år, har han konsekvent hængt et par meter bag alle andre. Håbet om, at den iltfattige luft kunne ændre det forhold, viste sig ikke uventet ubegrundet, og Uran bør i stedet være stærkt tilfreds med, at han i kraft af stabil kørsel uden tab i sidevind eller på dårlige dage ligger på en 6. plads foran ryttere, der har vist sig stærkere end ham og med udsigt til avancement til en 5. plads på lørdagens enkeltstart.

Det vil ske på bekostning af Adam Yates, der nok engang undlod det kollaps, man altid forventer fra en Yates i den tredje uge. Det gjaldt særligt på en etape med så lange stigninger og mange højdemeter, men som det var tilfældet i 2016 har Yates denne gang med klog og afmålt kørsel været i stand til at forsvare sig så meget, at han har kurs mod en top 10, hvis han blot undgår det altid farlige Yates-kollaps på en 18. etape, hvis mange højdemeter dog er en betydelig trussel. Og dermed viste ideen om som i 2016 at bluffe ved på forhånd at afblæse alle klassementsambitioner nok engang som en uhyre god ide, der vidner om, at det åbenbart er en god ide ikke at tynge den spinkle britiske krop med alt for store forhåndsforventninger.

Den slags forhåndsforventninger var der i stedet til Nairo Quintana, men efter to uger med konstant niveaufald, som vi efterhånden har lært det at kende for ”Gamle Quintana” i grand tours, kom det totale kollaps i går. Dermed ender det løb, hvor forhåndsforventningerne efter et flyvende forår har været størst siden 2016, med at give det værst tænkelige resultat. Det skyldes formentlig i høj grad styrtet, selvom niveaufaldet allerede var tydeligt forinden, men medmindre han i morgen hiver den kanin op af hatten, han gjorde med kongeetapesejre i både 2018 og 2019, bliver 2020-udgaven af Touren den værste for den lille colombianer nogensinde.

Det gør den til gengæld ikke for Enric Mas. Igen i dag viste den spanske tredjeugesmotor, at den er gigantisk, og det spanske talent fortsætter stilen fra Vueltaen i 2018, hvor han avancerede dag for dag i løbets anden halvdel. Dengang nåede han op på 2. pladsen, og selvom det ikke sker denne gang, kan han med sine fine tempoevner sent i grand tours stræbe efter et betydeligt avancement på måske 2-3 pladser på lørdag. Og selvom den igen tempostærke Uran nok bliver svær at fange, vil denne Tour med en mulig 6. plads og et stensikkert top 10-resultat bekræfte, at han er tilbage som det grand tour-talent, vi alle så for to år siden.

Talent er nok for meget sagt om Alejandro Valverde. Jo, talent har han masser af, men det prædikat er reserveret til ryttere, der med lidt god vilje kunne være hans børn. Og man kan kun bøje sig i støvet over, at 40-årige Valverde nu nok engang har kurs mod en top 10-placering, som ingen næppe havde forventet, da selvsamme Valverde næsten skulle have stokken til hjælp for at komme til mål i alle sæsonens forudgående løb. Nej, pensionsmoden er Valverde alligevel ikke, og når han forsvarer sig så godt på en etape som denne i hans forhadte højder, ligner han atter både VM- og Vuelta-kandidat, som han plejer.

Vuelta-kandidat kunne Richard Carapaz også være. Man kan kun beundre, hvordan Little Richard har holdt fanen højt for Ineos, som Landa gjorde det efter en lignende fiasko i Giroen i 2017. Nok blev det ikke den store triumf på Col de la Loze, men Carapaz’ enorme motor er efterhånden ved at finde sin vanlige høje temperatur i den tredje uge trods styrt og en forberedelse, der var alt andet end optimal. Og med stakkels Chris Froomes store trængsler med at genfinde sit niveau, vil det ikke være dumt for Ineos at give Carapaz sin egen chance ved siden af briten på de spanske landeveje, hvor hans store holdbarhed burde gøre det muligt at køre to grand tours i et løb, hvor alle topkandidater vil have Touren i benene.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Der slipper han nok for at bekymre sig om Lopez - i hvert fald hvis ikke Ion Izagirres brækkede håndled og kraveben betyder, at Astana alligevel sender ham til Spanien som plan B i stedet for den baskiske plan A. Det er dog heller ikke sikkert, at Superman vil flyve lige så højt i Spanien, som han gjorde på Col de la Loze i dag, for den spanske grand tour byder kun i begrænset omfang på iltfattig luft. Som vi så det så tit i 2017, og som vi så det i dag, er det nemlig her, den lille colombianer for alvor trives, og selvom der denne gang kun var ét iltfattigt skud i bøssen, var det nok til sandsynligvis at fuldende hattricket over grand tour-podiet.

Mens Alexandre Vinokourov så spekulerer over, hvordan han fik den geniale ide at sende Jakob Fuglsang og ikke Lopez til et enkeltstartsfattigt højdernes Tour de France i 2019 for i stedet at lade colombianeren satse på en Giro med hele tre enkeltstarter, har resten af cykelverdenen fået en påmindelse om, hvorfor det var vi alle stirrede så måbende op himlen dengang, Superman fløj højt første gange og fik Froome og co. til at ligne en skoleklasse.