I 2014 var franskmændene ved at gå amok i en kollektiv ekstase. Mens Bernard Hinault og Laurent Fignon gled længere og længere ind i glemslens tåger, var det nemlig kun i drømmene, at de mange lokale fans kunne forestille sig, hvordan det var, når deres egne helt kunne kæmpe med helt i toppen af klassementet. Bevares, Richard Virenque havde da været på podiet, men uden at være i nærheden af sejren, og helt galt blev det i dette årtusinde, hvor det kun var Christophe Moreau, der af og til kunne antænde bare lidt af hjemmebanenationens gnist.

Det var det, der ændrede sig i jubelåret 2014, hvor Thibaut Pinot og Romain Bardet begge fik det store gennembrud, de begge havde været spået til længe. Ganske vist var de aldrig tæt på at true suveræne Vincenzo Nibali, og de blev endda overstrålet af deres erfarne landsmand Jean-Christophe Peraud, der med sin 2. plads var endnu bedre end Pinot, som måtte tage til takke med en 3. plads og en hvid trøje. Naturligvis blev det en enlig svale for Peraud, men siden da har fransk cykelsport blomstret i et omfang, som man skal meget langt tilbage i annalerne for at finde magen til.

Pinot, Bardet, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, Warren Barguil og Julian Alaphilippe har siden da alle på et eller andet tidspunkt været del af den absolutte verdenselite i de dele af cykelsporten, de hver især mestrer, og i dag bekræftede David Gaudu med sin forventede, men stadig bjergtagende kørsel, at der står en ny guldfugl til at tage over i rækken. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at franskmændene havde udsigt til en stor Tour, men alligevel må selv den mest jubeloptimistiske franskmænd havde svært ved at begribe, hvad det var, vi var vidner til denne lørdag eftermiddag i Pyrenæerne.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Ganske vist fortsatte Bardet den desværre forventelige nedtur, som vel reelt startede helt tilbage i 2017, hvorfra det udelukkende er gået nedad bakke, men det er hurtigt glemt, når man betragter resultatlisten. På toppen af det mest mytiske målbjerg i årets Tour var der nemlig som i 2014 hele tre mand at finde i top 10, men modsat dengang var de ikke henvist til de sekundære placeringer. Tværtimod var der malet tricolore ud over hele Pyrenæerne i et omfang, så Emanuel Macron, der i dag var gæst ved løbet, formentlig vil gøre alt for at lade lidt af succesen smitte af på hans knap så prangende popularitetsmålinger.

I hvert fald ville han nok få gedigne prygl, hvis Alaphilippe skulle få den ide at stille op som modkandidat ved valget i 2022. Efter sidste års Tour havde Deceuninck-fænomenet ganske vist sikret sig sin status som nationens nye darling, men i de seneste dage har den kun nået nye højder. Nogle vil måske hævde, at gårsdagens sejr på enkeltstarten var hans mest imponerende bedrift hidtil, men i mine øjne var den sejr ikke nær så overraskende som det, han leverede i dag. Tidligere har han nemlig altid kørt gode kuperede enkeltstarter, men en 2. plads på Tourmalet - endda i verdens største cykelløb - er et bjergresultat, der hidtil har været så fjernt fra hans kompetencefelt, at det fremstår som hans i særklasse mest vanvittige bedrift i årets Tour.

Naturligvis var der også mange ting, der gik hans vej. Mod slutningen betød jævnbyrdigheden blandt mange af forhåndsfavoritterne, at det blev den perfekte stop-go-kørsel for eksplosive Alaphilippe, der flere gange undervejs tydeligvis var besværet. Etapen var også relativt kort og uden de mange højdemeter, der som regel har kunnet knække franskmanden, men sandheden er, at hverken de angreb, der kom mod slutningen, eller Gaudus og de imponerende Jumbo-drenges malende tempo var nok til at slide fænomenet ned. Og da det på den sidste kilometer nærmest gik helt i stå, lå det i kortene, at Alaphilippe med sin evne til at æde sig selv og sit eminente punch nok skulle være i spil til de absolutte topplaceringer.

Det er klart, at hele Frankrig allerede nu ser Alaphilippe i Paris iføre sig den gule trøje, Hinault har efterladt i de franske gemmer siden 1985, men der er stadig al mulig grund til at klappe hesten. Nok kørte Alaphilippe fornemt i dag, men det så også ud til, at der ikke skulle være skruet meget op for tempoet, før den papirstynde elastik var knækket. Og selvom jeg skal spare jer for endnu en opremsning af alle de gange, hvor den franske puncheur er faldet helt sammen mod slutningen af blot et ugelangt etapeløb, er det altså svært at forestille sig, at han kan bevare dette tårnhøje niveau i en hel uge endnu. Det skyldes ikke mindst, at den sidste uge passer så dårligt til Alaphilippes spidskompetencer, som noget kan, da der i Alperne venter et utal af højdemeter, et hav af lange, opslidende bjerge, der er regulære, men ikke eksplosive, og flere toppe i den allertyndeste luft, Europa kan frembyde.

Selv hvis Alaphilippe selv kan stå distancen, får han et problem med sit hold. Ganske vist kørte Dries Devenyns flot i dag, men drømmen om, at Enric Mas’ gode enkeltstart var et varsel om, at Vuelta-motoren var blevet varm nok, brast. Det kan den stadig nå at blive frem mod Alperne, men det er stadig meget svært at se, hvordan Deceuninck-holdet skal forsvare sig mod Ineos, Movistar, FDJ og Jumbo, der alle i dag viste, at de vil være stærkt overrepræsenteret i forhold til belgierne, når det bliver alvor. Og nu har Alaphilippe det store problem, at de andre næppe længere regner med, at Alaphilippe-udfordringen løses af sig selv. Tværtimod kan han nu forvente, at han vil komme under angreb og om nødvendigt også langt fra mål. Skulle han mod forventning undgå en af sine mange eksplosioner også i Alperne, kan han måske komme i spil til en podieplads, men der er en verden til forskel på at blive nr. 2 og på at skulle forsvare en trøje med en trup, hvoraf halvdelen udgøres af et sprintertog.

Heldigvis har franskmændene andre kort at spille. Selvom det er Bardet, som har opnået de bedste resultater, har det i mine øjne altid været klart, at det har været Pinot, der har været den ekstraordinære af de to. Bardet er dygtig og stabil, men han mangler det særegne, der adskiller den gode fra stjernen. Det har Pinot haft, siden han i U23-klassen blev udskreget til noget helt stort, og siden han som helt ung i 2012 bragte FDJ-manager Marc Madiot på kanten af et hjertestop ved at vinde en Tour-etape og ende som nr. 10 i sit allerførste forsøg.

Meget er gået galt siden da. De mange dårlige dage, en skrøbelig psyke, masser af sygdom, problemer på nedkørsler og i sidevind og ikke mindst en stribe af uheld, der kulminerede under sidste års Giro, hvor en grim lungebetændelse 24 timer inden afslutningen kostede ham en stensikker podieplads. Til gengæld kunne man også i efteråret se, at noget var forandret, for her kørte Pinot som en sand motorcykel. Ikke blot vandt han to etaper i Vueltaen - havde det ikke været for sidevinden, havde han også været længere fremme i klassementet - han kørte også så stærkt som hjælper under VM, at jeg bestemt ikke udelukker, at han i dag havde haft regnbuestriber på maven, hvis han havde været fransk kaptajn. Den gode form fik han så lov at bruge, da han knuste al modstand i Il Lombardia.

Derfor var mine forventninger til ham også tårnhøje, men lidt sygdom under Dauphiné betød, at hans stjerne falmede igen. Havde hans skrøbelige helbred nu atter sat ham så meget tilbage, at det igen skulle gå galt? Men måske skulle man alligevel hæfte sig ved Chris Froome, der inden sit tragiske exit nåede på den hårde 2. etape at bemærke, at farten altid steg et ekstra hak, når brølstærke Pinot kom frem for at føre i den decimerede favoritgruppe. Den britiske Tour-konge plejer jo nok at have en fornemmelse af, hvem man skal holde øje mig.

Det vil nu alligevel være synd at sige, at Pinot ikke havde advaret sine rivaler. Jeg har flere gange skrevet, at han allerede virkede ekstra fokuseret og skarp, da han blandede sig med Boras brostensdrenge på de belgiske pavéer på 1. etape, og siden da er han gået fra succes til succes over et stærkt holdløb, fabelagtig puncheurkørsel sammen med Alaphilippe i Massif-Central og en fremragende enkeltstart, inden det kulminerede med dagens fornemme sejr, der gør, at han nu har vundet på Alpe d’Huez, Col du Tourmalet og Lagos de Covadonga, måske de to vigtigste Tour-stigninger og det vigtigste Vuelta-bjerg. Det er en rekordliste, de fleste vil misunde ham.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Desværre var sidevinden en dyr fornøjelse, men for løbet var det måske meget godt. Pinot har nemlig fortsat så meget tid at vinde, at han nu ikke blot lugter podiet, men også sejr. Og med tanke på, at Gaudu i dag endelig på den helt store scene viste, hvorfor en hel cykelverden har udset sig ham som den næste store franske klatrer, kan man godt forstå, hvis Alaphilippe skæver lidt nervøst mod Pinot, der næppe er hel så venlig, som han var, da han ved VM loyalt ofrede egne chancer for Deceuninck-stjernen og Bardet.

Pinots motivation må også skyldes, at der i øjeblikket hænger en tyk dunst over Sydfrankrig, som vi ikke har kunnet få færden af siden Bradley Wiggins’ sejr i 2012. Det lugter nemlig efterhånden mere og mere kraftigt fra det Ineos-kadaver, som gribbene allerede begyndte at kredse om, da Poels og Bernal viste overraskende svaghed på La Planche des Belles Filles. Geraint Thomas’ eminente kørsel fik imidlertid hurtigt lagt en dæmper på den spekulation, men efter i dag står det soleklart, at briterne i år er til at tale med i et omfang, som vi ikke har set det længe.

Thomas’ nedtur kom formentlig som en overraskelse for de fleste, for det vil være synd at sige, at han har vist mange svaghedstegn indtil nu - i hvert fald hvis man glemmer 3. etape. Derfor er spekulationerne nu også mange. Hvorfor havde han det så svært i dag faktisk allerede fra km 0? Var det bare en dårlig dag? Eller var det i virkeligheden udtryk for, at Thomas enten ikke er så god som sidste år, eller måske bare får det lidt for svært på denne meget bjergrige rute?

Nu kan man altid være bagklog, men måske var Thomas slet ikke så skræmmende sidste år. Froome og Dumoulin var begge trætte efter Giroen, og Roglic viste i årets Giro, at han altså stadig har sine begrænsninger i de høje bjerge. Måske var Thomas’ overlegenhed mere et udtryk for svækket konkurrence end for, at han pludselig kunne slå de allerbedste i de høje bjerge?

Det svar får vi aldrig, men det er i hvert fald en tanke værd, nu hvor Thomas så åbenlyst havde det svært næsten hele vejen op ad Tourmalet. Og dermed kan det pludselig alligevel være, at det bliver Egan Bernal, der skal løfte kaptajnansvaret for det britiske supermandskab. Efter et par skuffende præstationer viste den lille colombianer nemlig sit enorme potentiale, da feltet endelig ramte hans virkelige terræn. Nok manglede han åbenlyst lidt til sidst, hvor eksplosive Bernal normalt burde have kunnet sætte sig igennem, men med tanke på, at han i 2018 gav indtryk af blot at blive bedre igennem de tre uger, er det nok en god ide at sætte kryds ud for Bernal, når vi skal op i næsten 2800 m højde i den kommende uge. Ineos er måske nok et såret dyr, men de er langt fra klar til aflivning endnu, heller ikke selvom Wout Poels stadig ikke har fundet sine tredjeugeben, og Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon begge faldt helt igennem i dag.

Det gjorde Jumbo til gengæld ikke. Længe så det ud til, at Gaudu ville overskygge dem, men mod slutningen viste de virkelig, at Roglic ikke nødvendigvis vil have samme ringe støtte, som han havde i årets Giro, i fremtidige opgaver. Mens den ene topklatrer efter den anden faldt fra, sad det hollandske succesmandskab nemlig med hele tre mand i front, hvilket formentlig var hovedforklaringen på den manglende initiativlyst. Vi kender alle Steven Kruijswijks kørestil, og han har det som bekendt bedst, hvis der holdes et jævnt og malende tempo, og det kunne Laurens De Plus og George Bennett sikre. Når folk som Richie Porte, Enric Mas, Dan Martin, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Rigobert Uran og Thomas falder fra, ved man, at det går stærkt, så på den baggrund kan man godt forstå, at der ikke var den store appetit på at angribe i øst og vest.

Dermed fremstår Kruijswijk også som en yderst seriøs vinderkandidat. Knækker Alaphilippe, og er Thomas virkelig et såret dyr, er han reelt at regne som løbets førende rytter, endda med et yderst solidt forspring ned til Bernal, Emanuel Buchmann og Pinot. Samtidig er Kruijswijk jo berømt for sin evne til blot at blive bedre og bedre i den tredje uge, hvor han endda finder et hav af de lange, høje, regulære bjerge, der passer perfekt til hans monotone og opslidende kørestil. Nu har han endda De Plus, der efter en sløj indledning endelig fik vist, at hans fremragende kørsel i marts og flotte start på en Giro, som blev ødelagt af sygdom, ikke var noget one-hit wonder, samt Bennett, som jeg som bekendt havde store forventninger til allerede inden løbet, men som fik ødelagt det hele af lidt vind, til at sætte det tempo, han ønsker. Med dem ved sin side - og Ineos til at give en hånd med - kan Kruijswijk-maskinen bare male videre hele vejen igennem Alperne, og så bliver han pludselig livsfarlig. Watch out!!!

Til gengæld mistede det to- eller trehovedede Movistar-monster noget af sin frygtindgydenhed. Egentlig er det en lidt ærgerlig konklusion at drage, for holdet var faktisk i store perioder langt, langt bedre end forventet. Marc Soler og Andrey Amador leverede klatrepræstationer, de aldrig tidligere har leveret i Touren, og Alejandro Valverde viste, at han trods sine næsten 40 år ikke helt har glemt, hvordan man kører på lange stigninger, selvom det har været en stor svaghed i de senere år - og det endda i den tynde luft, som altid har voldt ham vanskeligheder. Holdet tog også det initiativ, vi alle havde ventet, men desværre brast drømmen om, at Quintanas flotte forår var et udtryk for en genrejsning, brat. Colombianeren sejlede lynhurtigt agterud og fik dermed vel definitivt slået det søm i grand tour-ligkisten, der gør det svært at berettige, at Movistar skal gribe dybt i lommerne for at fastholde ham i en kaptajnrolle også efter det snarlige kontraktudløb.

Drømmen om, at Landa ville flyve forbi de baskiske fans, blev heller ikke realiseret. Ganske vist var det ikke en forket fornemmelse, at han var blandt de stærkeste, men da det blev alvor, manglede han det sidste. Heldigvis betyder det nu også, at Movistar må have indset, at det ikke er i direkte favoritopgør, at de bringer Landa tilbage i spillet, og da Valverde nu kører så stærkt, at han ikke bare kan negligeres, hvis han angriber, og Quintana trods alt stadig ligger hæderligt i klassementet, har holdet nogle taktiske muligheder, der kun er dem forundt.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Den slags taktiske muligheder har Emanuel Buchmann ikke, men det behøver han tilsyneladende heller ikke. Hans ben og ikke mindst hans legendariske motor klarer det så rigeligt for ham. Efter det eminent forår bekræftede han i dag, at han er en ny tysk guldfugl, hvor han med klassisk Buchmann-kørsel havde lidt svært ved at få motoren varm og derfor længe så ud til at falde fra, men langsomt fik gang i dieslen og til slut bidrog til de få angreb. Det vil nok være ambitiøst at tro, at Buchmann kan vinde løbet, men med en sidste uge skabt til dieselmotorerne må han ligesom Kruijswijk kunne lugte blod og i den grad drømme om podiet.

Det kan Jakob Fuglsang ikke længere. Min frygt for, at danskeren ville komme til kort, når vi ramte de høje bjerge mod løbets slutning, skulle desværre vise sig ikke at være helt ubegrundet, for selvom danskeren leverede en fin præstation, var det altså ikke Ardenner-Fuglsang, vi så slippe favoritterne nogle kilometer fra toppen. Med tanke på, at han næppe bliver bedre fra nu af, kunne noget tyde på, at Cykeldanmark må indstille forventningerne mod en top 10 og ikke den sejr, som 25% af danskerne angiveligt skulle have troet på. En top 10 er imidlertid også et ganske fornemt resultat, hvis man ser på Fuglsangs grand tour-historik - og så længe han ikke er knækket, lever drømmen om en genrejsning fortsat.

Det gjorde den også for Richie Porte indtil i dag. Det så så lovende ud i starten, men efter i dag kan vi nok lukke den bog, der hedder et grand tour-podium for australieren. Det skulle nok have været i 2016 eller 2017 inden det grimme styrt på Mont du Chat, for vi kan vel nu konstatere, at han ikke har været på samme niveau siden dengang. Med tanke på hans fremskredne alder kunne meget desværre nok pege i retning af, at uheld betød, at Porte aldrig fik at se, hvad talentet virkelig rakte til.

Han var dog ikke dagens største taber. Det var naturligvis Bardet, hvis sammenbrud dog var så forudsigeligt, at det vel snarere havde været overraskende, hvis det ikke var kommet. Mere ærgerligt var det for Adam Yates og Dan Martin, men heller ikke for dem kom det ud af det blå. Tværtimod har særligt Yates virket helt fra den lige siden begyndelsen af løbet, og nedturen var således næsten forventet. Det er nu andet år i træk, at briten fejler, og med tanke på Simons kollaps i årets Giro, er der vel noget, der tyder på, at briterne ikke har den tilstrækkelige robusthed. Nok vandt Simon sidste års Vuelta, men mønsteret har gennem hele karrieren været, at det har knebet med holdbarheden. Det synes stadig at være tilfældet.

Mere overraskende var det, at Martin tabte så megen tid. Ireren havde ganske vist vist klare svaghedstegn i Vogeserne, hvor terrænet burde passe ham, men det ligner ikke fighteren Martin nærmest at gå helt ned. I det hele taget har det været en skidt sæson for ireren, der vel ligesom så mange andre har måttet sande, at et skifte væk fra Deceuninck sjældent gør nogen bedre. Mon ikke han lige nu skæver lidt misundeligt til Alaphilippe, når han ser sine gamle holdkammerater passere ham i feltet?

Det er han dog nu nok ikke den eneste, der gør. Det gør hovedparten af feltet vel, og det gør i hvert fald de millioner af franskmænd, der lige nu befinder sig så meget på kogepunktet, at det sikkert er dem, der er skyld i den hedebølge, som ventes af ramme Frankrig i den kommende uge. Nok er en Alaphilippe-sejr stadig særdeles usandsynlig, men med en velkørende Pinot ventende i sulkyen, har chancerne vel ikke i næsten 30 år været større for, at den næste franske Tour-vinder kan komme. Det ellers altid så ubrydelige Ineos-panser er i hvert fald blevet svækket markant af de talrige franske missiler, og det står også en hollandsk og en tysk dieselmotor klar til at drage fordel af. Det er svært at huske, at man efter 14 dage har haft så mange vinderkandidater i Touren - og franskmændene krydser fingre for, at det er et af deres to numre, der bliver trukket, hvis de britiske Tour-konger abdicerer.