Tour de France-analyse: Fænomenernes Tour de France
19. juli 2021 22:54Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 21. etape.

Annonce

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

 

I de senere år har vi talt om vidunderbørnenes tidsalder. Den gamle garde er nemlig blevet distanceret af et ungt kuld af ryttere, der synes at kunne udføre de mest utrolige ting og har fået feltets veteraner til at ligne velnærede motionister på den ugentlige søndagstur. Faktisk har de forvandlet sporten så pludseligt, at man nærmest har fornemmet en vis apati, når man i denne sæson har hørt interviews fra folk som Thomas de Gendt, Philippe Gilbert og Vincenzo Nibali, der tidligere var dem med magt til at gøre næsten, hvad der passede dem.

 

Det kan de ikke mere. Det kan i stedet det nye kuld af vilde fænomener. Det kan Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Egan Bernal, Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, der alle leveret bedrifter, som har fået en hel cykelverden til at sidde rystede tilbage. I samme kategori finder vi Primoz Roglic, der måske nok er en anden generation, men som har haft så bemærkelsesværdigt et karriereforløb, at prædikatet fænomen er lige så velanbragt ud for hans navn. Vi kan vel også godt tillade os at inkludere Julian Alaphilippe, der også er en anelse ældre, men som sidste år viste, at han på sine gode dage bestemt har sin berettigelse som den tredje tenor ved siden af Van Aert og Pogacar i klassikerne. Og efter forårets endagsløb varer det næppe heller længe, inden vi definitivt melder Tom Pidcock ind i fænomenernes eksklusive klub.

Fænomenet van Aert tager sejren i Paris

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

Derfor var årets Tour de France måske også særligt imødeset. Nej, vi fik ikke hele pakken af vidunderbørn at se, men det var tæt på. Vi savnede Bernal, der på eget ønske havde fået lov at vinde den Giro, han i mange år så brændende har ønsket sig at vinde, siden han som ung fik sin cykelopdragelse i Piemonte. Og vi savnede Evenepoel, der har lovet sig selv, at han vil køre Giroen med en ordentlig forberedelse, inden han kaster sig ud i en Tour-debut, der utvivlsomt vil være nok til, at alene hans tilstedeværelse vil være for-, midter- og bagsidestof i samtlige belgiske aviser i alle tre uger.

 

Derudover var de der alle, og derfor var lagt i kakkelovnen til en spektakulær Tour. Kunne Van Aert fortsætte sin vilde bedrift fra 2020, hvor han både vandt massespurter, var i front på enkeltstarter og blev nr. 3 på den hårdeste bjergetape? Kunne Alaphilippe atter betage hele den franske nation ved at erobre den gule trøje og derved bytte den ene af sportens vigtigste trøjer ud med den anden? Ville Van der Poel i sin grand tour-debut være lige så vild, som han har været i snart sagt alle øvrige cykelløb? Og hvem ville vinde den fantastiske og helt uforudsigelige duel mellem Pogacar og Roglic, som der har været lagt an til lige siden den højdramatiske dag på La Planches des Belles Filles i september.

 

Det sidste gik vi desværre glip. Bare tre dage skulle der gå, inden sæsonens allermest imødesete opgør blev lagt i ruiner, da Sonny Colbrelli viste sine evner i amerikansk fodbold og skuldertacklede Roglic ud af løbet. Desværre betød netop den episode, at Touren 2021 næppe af mange vil betegnes som en af de bedste. En sådan skal nemlig byde på spænding om den samlede vinder, og den spænding forsvandt reelt på en dag, hvor ASO med en urimelig rute formentlig var med til at ødelægge en stor del af deres eget løb.

Annonce

 

Hvad vi ikke fik i spænding, fik vi til gengæld indløst på showkontoen. Fænomenerne leverede nemlig præcis det show, vi alle havde drømt om, og som næsten har gjort os så forvænte, at vi forventer det bedste hver eneste dag. Det startede med en fransk drømmestart, hvor Alaphilippe nok engang viste sin tårnhøje klasse ved for tredje år i træk med en etapesejr at køre sig i gult - en bedrift, der blev meget mere imponerende af, at det hurtigt stod klart, at verdensmesteren faktisk aldrig fandt den form, man kunne forvente og generelt havde en yderst skuffende Tour. Det fortsatte dernæst med Van der Poels vanvid på Mur-de-Bretagne, hvor han næsten fik sine vidunderridt i Amstel Gold Race, BinckBank Tour og Tirreno-Adriatico til at ligne kedsommelige hverdagssejre, inden han iført den gule trøje brød det traditionelle manuskript på en vild og voldsom 7. etape, som viste, at også lange etaper stadig kan være svært underholdende.

 

Til gengæld varede det lidt, inden vi fik lov at se Van Aert. Bevares, han var skam synlig både i den første weekend i Bretagne og med en hæderlig enkeltstart i Laval, men i løbets første dage lignede Van Aert mere en cykelrytter som alle andre i sportens elite og ikke som det fænomen, han er. Det havde naturligvis sin gode forklaring med den blidtarmsoperation, han gennemgik i maj - hvorfor hans sejr ved de stærke besatte belgiske mesterskab i sig selv var et lille mirakel - men derfor var det alligevel en skam, at vi i den første weekend gik glip af den smukke tenorsang, sportens tre supersangere ellers havde lovet os med deres betagende dueller i klassikerne.

 

Heldigvis tog Van Aert revanche - og hvilken! Nej, det er ikke uset for en rytter at vinde enkeltstarter, massespurter og bjergetaper i samme løb. Det gjorde Eddy Merckx vel også, selvom hans spurtsejre aldrig faldt i de helt store felter. I moderne cykelsport er det imidlertid ret uset. Laurent Jalabert transformeredes ganske vist fra sprinter til grand tour-vinder, men det var i to forskellige og skarpt adskilte epoker. Og selvom Alejandro Valverde jo faktisk både har vundet grand tours, klassikere, enkeltstarter og i enkelte tilfælde også massespurter, har han aldrig gjort det hele i Tour de France - og da slet ikke i én og samme udgave!

 

Men det har Van Aert nu. Man troede ellers ikke, at det kunne lade sig gøre at overgå sidste års urimeligt alsidige præstation, men ikke desto mindre lykkedes det for Van Aert effektivt at få os til at glemme den lidt rustne start ved at vinde tre af de mest forskellige etaper. Vildest er det naturligvis, at samme mand vandt både Ventoux- og Paris-etapen, for netop de to etaper er så diametralt modsatte, at man normalt sidder med det indtryk, at vinderkandidaterne reelt deltager i to forskellige sportsgrene.

 

Van Aert er imidlertid cykelsportens svar på en tikæmper, der kunne vinde medaljer i alle de ti atletikdiscipliner værd for sig. Halvanden uge efter sejren på Ventoux, hvor han kørte fra grand tour-rytterne Bauke Mollema og Dan Martin på det skaldede bjerg vandt han den spurt, det næsten altid kun er de største sprintere, der vinder. Og dermed rundede han løbet af med en weekend, der ikke kunne være mere forskellig end den, han åbnede løbet med.

Annonce

 

Det skal naturligvis siges, at Van Aerts spurtsejr i dag ikke viser, at han er verdens bedste sprinter. Dertil har masseudrensningen af hurtige folk været alt, alt for stor, og vi manglede endda flere af de allerbedste - mest markant Sam Bennett, Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, ifald han genfinder fordums styrke - men man kan som bekendt slå dem, der er i feltet. Og det gjorde Van Aert på præcis samme måde, som han tidligere på året også vandt en helt ren massespurt i Tirreno foran Caleb Ewan.

 

Van Aert var nemlig næppe dagens hurtigste. Der er al mulig grund til at antage, at det var Mark Cavendish, for den lille brite har igennem hele løbet vist, at han efter Ewans og Tim Merliers exit reelt var uden konkurrence i dette felt. Det samme var imidlertid tilfældet den dag i Tirreno, og dengang udnyttede Van Aert en sublim position og flot holdarbejde til at udmanøvrere den åbenlyst hurtigere australier.

 

Sådan var det også i dag. Mens det i Italien var Timo Roosen, der sørgede for, at Van Aert kunne spurte sig til sejr, var det i dag Mike Teunissen, der vendte tilbage til den lead-out-rolle, han ellers har forladt under Groenewegens karantæne, og atter viste, hvorfor han har været en nøglekomponent bag den hollandske kanonkugle endeløse række af sejre. I dag leverede han nemlig igen et af de lead-outs, der ofte har været så gode, at han selv er endt på podiet, og på en dag, hvor alle regnede med, at det igen ville være Cavendish, der ville blive støtte bedst, var det i stedet det to mand store Jumbo-tog, der gav resten af feltet bank.

 

Dermed fik et løb, der var startet så trist, en nærmest eventyragtig afslutning for et Jumbo-hold, der efter Roglics exit og Van Aerts alt andet end overbevisende start havde kurs mod en ret katastrofal udgave af det løb, de så desperat ønsker sig at vinde. I stedet ender det bare fire mand store hold nu med at komme hjem med hele fire etapesejr og en samlet 2. plads. Det er næsten samme udbytte som sidste år, hvor holdet dog ”kun” vandt tre gange, men den følelse, de har denne aften i Paris, kunne ikke være mere forskellig, end den var ved sidste besøg i den franske hovedstad. Dengang havde de bare lyst til at grave sig ned i det dybeste hul efter den forrige dags gigantskuffelse, mens en næsten identisk resultathøst i år snarere efterlader dem med svære smerter af at gå med armene så højt hævet over hovedet, at de denne aften kan give håndtryk til alle de turister, der måtte have set den afsluttende spurt fra toppen af Eiffeltårnet. Det er vel det ultimative bevis på, at et løb mere bedømmes på omstændighederne end på de nøgne resultater.

 

Sådan er det også for Cavendish. Der er ingen tvivl om, at den lille brite her til aften mest af alt har lyst til at kravle ned i det hul, Jumbo gravede sidste år, men forhåbentlig kan han hurtig komme sig over skuffelsen over, at det blev Jumbo og ikke ham, der fik en eventyragtig afslutning på løbet. Hele hans 2021-sæson har nemlig været ét langt eventyr, og selvom kronen ikke blev sat på værket med den drømmen om en femte Paris-sejr iført den anden grønne trøje og den forløsende 35. Tour-gevinst, der for altid ville henvise Merckx til andenpladsen på etapesejrranglisten, må det aldrig fjerne indtrykket af, at vi i de seneste måneder har været vidner til et comeback, som må høre til blandt de vildeste og mest utrolige i sportshistorien - på tværs af alle sportsgrene. Og det var meget passende, at det skete i et løb domineret af fænomener, for selvom det i dag er vidunderbørnene, der løber med det prædikat, har Cavendish over de tre uger mindet os om, at der skam også var fænomener for år tilbage.

Annonce

 

I dag fungerede det imidlertid slet ikke. Det normalt ellers så pålidelige Deceuninck-tog så ud til at starte alt for tidlige, da de skød frem med Julian Alaphilippe og Mattia Cattaneo allerede med mere end 4 km til mål, og derfor blev de nødt til at træde på bremsen. Kort efter gik det resterende tog i stykker, da Michael Mørkøv og Cavendish tabte hjulet på Kasper Asgreen og Davide Ballerini, og selvom Asgreen skød frem med upåklagelig timing, der havde givet Cavendish det forventede og perfekt setup, hvis toget havde været intakt, var det til ingen verdens nytte. Ballerini faldt tilbage i et desperat forsøg på at finde Mørkøv, som aldrig genfandt italieneren, og med et ødelagt tog valgte briten åbenbart at skifte strategi, da han sprang fra Mørkøvs hjul over til bagenden af Van Aert inden sidste sving.

 

Det var egentlig et ganske fornuftigt valg. Teunissen endte jo med at sætte Van Aert helt perfekt op, og under normale omstændigheder burde Cavendish fra den position have vundet. Desværre for ham var han oppe mod Jasper Philipsen, der med fabelagtig hjælp fra Jonas Rickaert igen i dag viste, at hans positionering hører til blandt de i særklasse bedste i feltet, og det blev derfor til lidt af en infight mellem løbets to papiret hurtigste om at få lov at sidde i bagsmækken på Van Aert. Desværre for Cavendish kom vinden fra højre, hvorfor Jumbo-toget naturligt trak til venstre, og det betød, at briten blev fanget mellem Philipsen og barrieren. Selvom Van Aert vel efterfølgende begik en lille fejl ved at åbne døren venstre om, var det allerede for sent for briten at skabe sig selv den afslutning, der ville gøre et i forvejen smukt eventyr helt perfekt.

 

I det mindste kan han tage hjem med en tangeret rekord, fire etapesejre og en grøn trøje, han selv i sin storhedstid altid havde mere end svært ved at vinde. Det er mere, end man kan sige om Philipsen, der endte som denne Tours Mr. Lige-ved-og-næsten. Med sin urimeligt gode positionering endte han med tre 2. og tre 3. pladser i løbets seks massespurter, men altså ingen sejr. Desværre for ham har løbet nemlig udstillet, at det er en anden sprinter, der er Alpecin-mandskabets hurtigste, og selvom det er svært ikke at være imponeret over Philipsens Tour, er det også svært at argumentere for, at det er ham og ikke Merlier, der skal vinde Alpecins massespurter næste år - i hvert fald hvis Merlier bliver på holdet.

 

I det mindste var han tæt på. Det er mere, end man kan sige om resten af sprinterfeltet i et løb, hvor alle podiepladser i seks massespurter er blevet taget af Cavendish, Merlier, Philipsen, Nacer Bouhanni og hjælperen Michael Mørkøv. Ikke én eneste af de øvrige sprinter lykkedes med at komme i top 3 bare én gang til trods for, at der var i moderne sammenhæng historisk mange spurter og til trods for, at to af løbets tre hurtigste deltog i tilsammen bare én spurt, som det lykkedes Merlier at vinde.

 

Dagens spurt var vel meget symptomatisk for sprinternes trængsler. Et godt billede er eksempelvis Michael Matthews, der i denne slags massespurter er fejlcastet og end ikke kunne gå forbi sin lead-out man Luka Mezgec, om efterfølgende derfor var nærmest flov over, at han slog sin kaptajn i en afslutning, hvor han på alle måder havde været det bedste kort for et hold, der kommer hjem fra løbet uden sejre. Sonny Colbrelli fik nok engang udstillet sine svage positioneringsevner, da han var helt væk fra et ellers velplaceret Bahrain-tog allerede inden svinget. Det ellers velfungerende DSM-tog gik helt i stykker, og da Nils Eekhoff igen i dag havde bedre ben end en gennem hele løbet dybt skuffende Cees Bol, endte det tyske hold helt uden resultater i et løb, der ikke kunne være mere forskelligt fra det, de oplevede for et lille år siden. Og det Trek-tog, der sidste år dominerede denne finale og iscenesatte Mads Pedersens flotte 2. plads fejlede igen i et løb, hvor vi aldrig opdagede, at amerikanerne kom til løbet med stort fokus på spurterne.

Annonce

 

Så var der lidt mere grund til glæde for André Greipel og Danny van Poppel. Ingen af dem var ganske vist i nærheden af sejren, men det var der næppe heller nogen, der havde regnet med, da starten gik i Brest for tre uger siden. En determineret Greipel fik for en sjælden gangs skyld klaret positionskampen så godt, at han kunne runde en fabelagtig Tour-karriere af med en 5. plads, som i lyset af de seneste to års trængsler er et bedre punktum, end man kunne have håbet på. Og Van Poppel, der næste år skal være lead-out man for Bennett hos Bora-mandskabet, fik i en af sine sidste store spurter som førstesprinter vist, at han skam stadig kan være med på den helt store scene, selvom han i dette løb har været hæmmet af sin endeløse serie af offdays og et helt anonymt hold, der ikke har ydet ham megen støtte. Til gengæld viser dagens spurt også, at der kan være mere at hente som lead-out man for en vinder end som en mand, der næppe nogensinde vinder de største løb.

 

Det gør Pogacar til gengæld. Tværtimod synes det næsten at ske helt af sig selv efter 10 måneder, hvor han nu har sikret sig to Tour-sejre, et monument og sejre i to ugelange etapeløb på WorldTouren. Som det var temaet for gårsdagens analyse , har de sidste to uger ganske vist givet håb til alle rivalerne om, at Pogacar vil være til at tale med i de kommende år, men ser man løbet over alle tre og ikke kun to uger, har sloveneren været i særklasse. Ikke blot er han i en alder af 22 år nu både den næst- og 8. yngste vinder i løbets historie, i år har han også vundet løbet med en margin, der ellers mest af alt hører en svunden tid til. Det kan godt være, at vi ikke fik den ventede duel med Roglic, men det ene af de to slovenske fænomener var præcis så fænomenal, som man skal være i fænomenernes Tour de France.

 

Nu blev det i stedet en anden Jumbo-rytter, der blev hans værste rival, men det var nu meget passende, at Jonas Vingegaard blev nummer 2. Fænomenernes Tour de France skulle nemlig også gerne byde på fødslen af et nyt, og efter at den unge dansker både slog Pogacar på den sidste enkeltstart og kørte ham ud af hjulet på Ventoux, banker han i den grad på til en plads i selskabet af fænomener. Som jeg skrev i går, virker det efter disse tre uger i hvert fald ikke usandsynligt, at vi reelt kan drømme om at vinde den historiske Tour med start i Danmark, for Vingegaard slog reelt Pogacar over de sidste 12 etaper. Måske var det Van Aert, der gav den umiddelbare grund til at juble i dag, men Jumbo-ledelsen er formentlig allermest tilfreds med, at de næste år kan se frem til at klemme Pogacar ind i en ubehagelig dansk-slovensk sandwich - og så må de prøve at glemme skuffelsen over, hvad det kunne være blevet til, hvis Roglic op til løbet vitterligt var ”meget bedre” end Vingegaard, som de hævder.

 

I hvert fald er det Jumbo og ikke de tidligere herskere fra Ineos, der står som Pogacars førsteudfordrede næste år. Det virkede nærmest trist at se det engang så dominerende britiske mandskab forsøge at redde deres løb med et desperat angreb i Paris-finalen, men det skyldes naturligvis også, at de selv har sat standarden så højt. Nok mistimede tre af de fire kaptajner formen - glem ikke, at Geraint Thomas mistede tid allerede inden sit styrt - men de kan trods alt tage hjem fra løbet med en podieplads. Det er et resultat, hovedparten af feltet ville give deres højre arm for, og når man ser på holdets altædende adfærd i første del af sæsonen, hvor de vandt hele fire WorldTour-etapeløb i træk og faktisk har vundet alle WorldTour-etapeløb, hvor de slovenske monstre har været fraværende, er det på ingen måde et katastrofeår, de har gang i.

 

Roses skal Richard Carapaz også. Måske nåede han ikke det tårnhøje niveau, vi havde håbet - mest af alt grundet en for ham usædvanligt rusten start - men vi skal ikke glemme, at Ecuador for tre år siden aldrig havde haft en rytter på ét eneste podium i en grand tour. På tre år er det lykkedes Carapaz at fylde hele pladen med top 3-placering i først Giroen, siden Vueltaen og nu også Touren, og det er immervæk lidt af en bedrift for en rytter fra et land uden den store cykelkultur. Man må bare håbe, at en trend, der hedder 1-2-3 ikke fortsætter, for lige nu tælles der den forkerte vej. Med tanke på det, vi har set fra de mere alsidige Pogacar og Vingegaard i dette løb, kan man godt forstå, hvis han med bekymring føler, at han er blevet overhalet indenom, selvom hans resultatserie mildt sagt er imponerende.

Annonce

 

Den glider bare let i skyggen af alle de andre vilde resultater, den endeløse serie af fænomener leverer i disse år, og derfor var det kun helt naturligt, at de var altdominerende i dette års Tour. Der var Alaphilippes drømmestart på åbningsetapen. Der var Van der Poels vanvid på Mur-de-Bretagne. Der var Van Aerts urimelige alsidighed, der gav ham sejre på tre af de mest forskellige interesser. Der var genfødslen af fortidsfænomenet Cavendish. Der var fødslen af det nye fænomen Vingegaard, der giver en reel tro på, at næste års Tour-vinder ikke nødvendigvis behøver være slovensk. Og så var der naturligvis 22-årige Pogacar, der ryddede bordet med tre trøjer, tre etapesejre og gigantiske sejrsmarginer i en bedrift, som mere end noget andet fortæller, hvorfor 2021-udgaven endte som fænomenernes Tour de France.

 

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Coronaramt Kamp kæmper med formen

Landevej

Vingegaard forlænger sin kontrakt

Landevej

Eksklusivt: Se OL på Discovery+ uden afbrydelser

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Tour de l’Ain

Landevej

Video i artiklenOptakt: Vuelta a Castilla y Leon

Landevej

Optakt: Tour de l’Ain

Landevej

Video i artiklenFølg Kron, Skjelmose og Eg i Jura-bjergene

Landevej

Annonce

ANNONCE