SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Hvilken forskel 14 dage kan gøre! I dag er det præcis to uger siden, at Tadej Pogacar hensatte resten af cykelverdenen i en tilstand af kollektiv depression, da han med sin knusende magtdemonstration kørte fra alt og alle på Col de Romme og skabte forskelle, der i moderne cykelsport er så usete, at det var svært at se nogen vej uden om det uundgåelige: hvis det var standarden hos den stadig blot 22-årige slovener, kunne det blive nogle meget lange og svære år for alle, der i de kommende år skulle nære blot antydningen af ambitioner om at vinde verdens største cykelløb.

I en grand tour er 14 dage imidlertid en menneskealder, og hvis Pogacars ridt i Alperne lagde kimen til en depression, var turen over Mont Ventoux og gennem Pyrenæerne samt den efterfølgende rejse gennem Bordeaux’ fladland én stor kollektiv lykkepille, der med ét fik kureret den tristesse så godt, at alverdens psykiatere må spidse øre. Den aura af usårlighed og overherredømme, der herskede over Pogacar i Le-Grand-Bornand den 3. juli eksisterer nemlig slet ikke længere.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Tag ikke fejl! Et blik på klassementet taler sit helt tydelige sprog. Når Pogacar i morgen ruller ind i Paris med den gule trøje for andet år i træk, er det med nogle forspring, der i moderne cykling er helt uhørte. Nr. 2 er distanceret med mere end 5 minutter, nr. 3 har tab mere end 7 af slagsen, og vi skal op på tocifrede minuttal for at finde resten af klassementets top 10. Med et tab på 21.21 er David Gaudu endda ganske tæt på at komme i top 10, og dermed har vi et klassement, hvis lige vi ikke har set, siden Vincenzo Nibali nærmest som en walkover knuste al modstand i den styrtplagede Tour i 2014, hvor nr. 2 tabte 7.37, nr. 3 smed 8.15, nr. 4 satte 9.40 til, og 10. pladsen var distanceret med 21.15. Pogacar rundede løbet af med at vinde løbets to vanskeligste bjergetaper, han kommer hjem med tre trøjer, og for tredje grand tour i træk tager han hele tre etapesejre.

Nej, Pogacar har været den i særklasse stærkeste og er helt indiskutabelt den rigtige vinder af løbet, da først hovedudfordreren Primoz Roglic var elimineret. Men hvor det for to uger siden lignede en umulighed reelt at true ham i de kommende år, må det være et Jumbo-hold, der forlader Frankrig med en blomstrende optimisme, der kun ledsages af den enorme bitterhed, det må være, at de i lyset af udviklingen virkelig kunne have rystet Pogacar med den skræmmende duo bestående af Roglic og Jonas Vingegaard.

Pogacar har nemlig været menneskelig og ikke det usårlige monster, han lignede, da han i den første uge slog alle de runge specialister på en trods alt relativt flad enkeltstart og siden knockoutede dem alle med sit ridt på Col de Romme. Allerede dengang spekulerede jeg i, om ikke hans enorme tidsforskel i vidt omfang skyldtes en kombination af en fra start sjældent formsvag Richard Carapaz og et relativt tamt kandidatfelt, der allerede havde mest travlt med at køre om podiet i en gruppe, hvor ingen ville blotte sig, da Pogacar først var kørt væk.

Noget tyder på, at den antagelse var korrekt, og at Pogacars store sejrsmargin i klassementet i høj grad skyldes omstændighederne den dag i Alperne. Ganske vist slog han til igen i Tignes, men stadig på et tidspunkt, hvor Carapaz var rusten, og hvor Vingegaard ikke helt havde fundet de ben, han havde i de to sidste uger, og hvor han i øvrigt var ramte af både styrt og en kritisk timet defekt over to på hinanden følgende nøgledage. Siden da blev han nemlig distanceret på Ventoux, og hans angreb i Pyrenæerne kunne ikke gøre forskellen - heller ikke selvom han tydeligvis forsøgte at køre alene hjem i samme stil som i Alperne.

Den endelige konfirmation kom i dag. Da Pogacar rullede over stregen på den afsluttende enkeltstart som en pæn, men temmelig skuffende nr. 8, var det i hvert fald med en helt anderledes begrænset autoritet, end da han i Laval på den første tidskørsel havde efterladt os alle med åben mund og polypper. I de sidste to uger har Pogacar nok været stærk, men han har ikke været i sin egen liga. Tværtimod ender Vingegaard faktisk med at komme ud af løbets to sidste uger som løbets vinder!

Det er klart, at det sikkert var gået helt anderledes, hvis Pogacar skulle have sat alt på ét bræt i ét stort angreb på Vingegaard i bjergene og ikke først og fremmest satse på ikke at blotte sig, men det er i hvert fald svært at benægte, at Pogacar, der ellers siden de første tests hos UAE har været særligt kendt for sin enorme restitution, i dette løb har haft en helt modsat formkurve af den, vi plejer at se. Det kom vel allermest til udtryk i dag, hvor han ikke blot for første gang i karrieren mislykkedes med at vinde 20. etape i en grand tour, men end ikke var i nærheden af at true de bedste.

Selvfølgelig var den flade rute ikke ideel for ham, men det var den heller ikke for Vingegaard, der slog ham ganske klart. Selvfølgelig tog han ikke de store chancer, men det kostede ikke 25 sekunder til danskeren eller 57 sekunder til Van Aert. Og han var selv ærlig nok til at indrømme, at han ikke kørte med OL i tankerne og håndbremsen trukket - hvad der i øvrigt også ville være helt i modstrid med hans erklærede intentioner og altædende natur. Nej, i dag virkede Pogacar for første gang træt mod slutningen af en grand tour.

Det gjorde Vingegaard til gengæld ikke. Forud for løbet var det ellers danskerens stabilitet, de fleste frygtede - særligt da i sammenligning med Pogacar, der modsat Vingegaard har været et studium i konsistens. Frygten for, at hans efter eget udsagn dårlige ben på Luz Ardiden - de dårlige ben, der vel at mærke gav en 2. plads - var et tegn på træthed blev i hvert fald gjort til skamme i dag, hvor danskeren konfirmerede sin nyfundne status som tempospecialist ved at klemme sig ind lige midt i en top 5, der talte fire af verdens allerstørste motorer. Naturligvis var det en hæmsko for Stefan Küng og Stefan Bissegger, at enkeltstarten faldt sent i en grand tour, hvor klassementsryttere ofte drager fordel af deres bedre restitution, men når han kører så stærkt på en flad enkeltstart og holder niveau i den tredje uge, sniger der sig nok en smule bekymret stemning ind i UAE-festen i aften - ikke mindst når Vingegaard ved starten i København næste år kan ventes at møde op i den tandem med Roglic, som i år formentlig kunne have givet Pogacar den kam til håret, han ofte må have brug for efter etaperne, hvor de brune tjavser har en slem tendens til at stikke ud af hjelmen.

I det hele taget skulle det ikke undre, om det næsten er Jumbo, der har den største fest i aften. For to uger siden lå deres løb efter tabet af Roglic næsten i ruiner, men nu ender de alligevel med at komme hjem med tre etapesejre og en samlet 2. plads. Afslutningen kunne end ikke have været bedre, da Wout van Aert toppede sin gennem hele løbet stigende formkurve ved i helt overlegen stil at rette op på skuffelsen fra den første enkeltstart og tage en af løbets mest prestigiøse sejre. Med det sætter han ikke bare en streg under, at han vitterligt er en af verdens bedste temporyttere, han viser også for andet år i træk en skræmmende god restitutionsevne - en evne, der sidste år gjorde ham i stand til at blive nr. 2 i to VM-løb i ugen efter Touren og endda nr. 2 i Flandern Rundt næsten tre måneder, efter at han havde startet sin anden sæsonhalvdel med at vinde både Strade Bianche og Milano-Sanremo. Ganske vist er han nok for begrænset i bjergene til, at det giver mening at satse på en grand tour-karriere, men hans motor i den tredje uge må alligevel skabe lidt ideer hos det Jumbo-mandskab, der hidtil har afvist enhver tanke om en grand tour-satsning. I første omgang har han i hvert fald vist, at han er helt frisk til at gå efter to gange OL-guld i Tokyo inden for den kommende halvanden uge.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Her vil han være oppe mod Kasper Asgreen, men desværre må danskeren nok sande, at den kuperede rute i Japan gør det svært for ham at slå de lettere specialister. Til gengæld ved vi, at han kommer til løbet i fremragende form, efter at han i dag kørte sin vel nok bedste enkeltstart på højeste niveau. Nok var han ikke i nærheden af vinderen, men han slog alle de øvrige specialister med en klar margin og fik dermed også bragt en ende på den lidt ærgerlige fornemmelse af, at han ofte har været træt mod slutningen af Touren. Sådan burde det nu ellers ikke være for en mand, der har en af sportens største motorer - så stor, at selv Mathieu van der Poel og Van Aert har haft svært ved at matche den - og med den friskhed, han nu tager med sig ud af Frankrig, kan han se med fortrøstning mod et efterår med OL, VM og ikke mindst Paris-Roubaix.

Det var i hvert fald nogle fine skalpe, han tog sig denne lørdag i Sydvestfrankrig. I denne sæson har Stefan Küng og Stefan Bissegger sammen med Van Aert, Filippo Ganna og til dels Remi Cavagna været de mest overbevisende på de flade enkeltstarter, men i dag blev de slået il plukfisk af Van Aert og til dels Asgreen. Det var dog ikke helt uventet for de to tunge schweizere, der allerede i udbruddet på 12. etape, hvor de eksploderede i kampen om sejren, havde indikeret, at friskheden ikke helt var, hvor de kunne ønske sig. Det var også forventeligt for Bissegger, der kører sin første grand tour og ikke just er en letvægter i bjergene, og for Küng, der altid har haft lidt svært ved at køre på sit højeste niveau sent i grand tours. Og med top 5-placeringer gik det dem jo ingenlunde ilde, selvom de ikke nåede de højder, vi har vænnet os til.

De gjorde det i hvert fald bedre end de fleste andre specialister. Brandon McNulty rundede løbet af med en form ham meget pauver enkeltstart, der mest af alt bekræfter billedet fra sidste års Giro, nemlig at det kniber med friskheden i den tredje uge. I det mindste var det bedre end for stjernehoben fra Ineos, der mødte op med en temmelig sløv holdning, selvom de med en hær af specialister havde en fin chance for at vise lidt tænder i et løb, der ikke er gået som ønsket. Den ellers velkørende Michal Kwiatkowski var helt ligeglad, og de formsvage stjerner Geraint Thomas og Richie Porte manglede enten motivation eller ben i det, der lignede en halvhjertet indsats. Kun de to superhjælpere, Dylan van Baarle og Jonathan Castroviejo, der sammen med Carapaz har været holdets to lyspunkter, gjorde det flot, men Van Baarle er ikke rigtig specialist, og Castroviejo må igen sande, at hans forbedrede klatring har kostet ham dyrt på enkeltstarterne - en tendens, vi også har set hos Bruno Armirail, der dog i dag rejste sig og rundede et sygdomsramt løb flot af.

Det gjorde Danmark i den grad også. Mikkel Bjerg må stadig sande, at han efter U23-karrieren er blevet overhalet af Bissegger - en skæbne, der desværre synes at overgå alle U23-verdensmestre i disciplinen - men i dag kørte han en af sine bedste enkeltstarter som professionel, endda efter tre uger med uafbrudt arbejde forrest i feltet. Også Magnus Cort bekræftede sin vilde fremgang i disciplinen og sikrede ham en 9. plads på en Tour-enkeltstart - et resultat, der virkede helt virkelighedsfjernt, da han i sin tid var ude af stand til at vinde Danmark Rundt grundet netop de begrænsede evner i kampen mod uret. Af og til sker det imidlertid, at man opdager skjulte tempoevner ved noget, der nærmest ligner et tilfælde. En lignende skæbne overgik Mattia Cattaneo i Giroen i 2019, og da han i dag sikrede sig en 6. plads på en flad Tour-enkeltstart, bekræftede han blot, at det aldrig er for sent at skifte spor. I dag er han vitterligt en af de bedste temporyttere i verden.

Desværre rakte det ikke til en samlet top 10. Mens hans enkeltstart er blevet fremragende, har han i dag for store mangler i den klatring, der ellers var hans naturlige spidskompetence. Kampen for en top 10-placering tabte han definitivt i Pyrenæerne, og det skulle vise sig, at bjergene også fastlagde den endelige top i klassementet.

Årets afsluttende enkeltstart kunne nemlig ikke være mere anderledes end det drama, vi oplevede på La Planche des Belles Filles i september, hvor den sidste enkeltstart ændrede på alle tre pladser på det endelige podium. I dag ændredes der nemlig ikke noget som helst i en helt uforandret top 10, hvor de små mulige forskydninger helt udeblev.

På papiret var kampen om 2. pladsen den tætteste, men det var kun i teorien. Reelt havde Carapaz ikke skyggen af chance for at matche Vingegaard, og ecuadorianeren kan i stedet være fint tilfreds med et ridt, hvor han desværre gik lidt ned til sidst, som vi lidt for ofte ser det, men på den første del slet ikke tabte alverden til Pogacar - alt sammen noget, der må give håb til en fremtid, hvor han forhåbentlig også kan starte en Tour med samme styrke, som han plejer. Mest spænding var der i stedet om 4. pladsen, der fuldt fortjent gik til Ben O’Connor. Australieren fulgte en flot Tour op med at konfirmere sine forbedrede tempoevner, og da Wilco Kelderman, som denne gang ikke kunne brokke sig over albuesmerter, men alligevel var sat tilbage af to nylige af sine 117 styrt, atter kørte en af de mange pauvre enkeltstarter, der har kendetegnet den senere del af karrieren, kunne han sikre sig en placering, han næppe havde drømt i Brest for tre uger siden. Kelderman vil naturligvis være skuffet i momentet, men om få dage er det formentlig glemt, når han nu kan sige, at han har været i top 5 i alle grand tours - lidt af en bedrift for en mand, der aldrig har været skræmmende i bjergene og nu slet ikke kan lukrere på de tempoevner, han engang havde.

Heller ikke de andre mulige forskydninger i toppen lykkedes. Mest sandsynligt var det, at Pello Bilbao ville passere den næsten urimeligt temposvage Guillaume Martin, men endnu en dag blev man ladt tilbage med ønsket om at gå tilbage til La Planches des Belles Filles for at lede efter spanierens gode enkeltstart. Mens han har klatret som en drøm det seneste års tid, har han ikke kørt én eneste god tidskørsel siden den dag i Vogeserne i september, og i dag var han således knap i stand til at slå Martin. Det samme mysterium gælder for Enric Mas’ gode enkeltstart, der ligeledes forsvandt den lørdag i Vogeserne, men heldigvis gjorde han det i dag stabilt nok til at undgå at blive passeret af den ”nyfødte” temporytter, der trods åbenlys træthed kørte endnu en fornem enkeltstart. Og Rigoberto Uran? Ja, hans lidelseshistorie fik den lidt triste afslutning, man kunne forvente efter de svære dage i Pyrenæerne.

At kalde Pogacars afslutning for trist vil mildt sagt være en overdrivelse. I morgen vil Pogacar i en alder af 22 år kunne kalde sig dobbelt Tour-vinder, vinder af to bjerg- og ungdomstrøjer og seksdobbelt etapevinder i Tour de France. Det er en bedrift, der burde være rigeligt til at indvarsle en ny og måske lidt kedsommelig æra, og sådan så det da også ud den dag for to uger siden i Alperne. Men så kom Ventoux, Pyrenæerne og ikke mindst dagens enkeltstart, og pludselig spredte der sig et lysegrønt i et ellers så depressivt felt. Det nye chefmoster er nemlig menneskeligt - trods alt!

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET