Det er ikke svært at forestille sig, hvor mange irriterende samtaler, Caleb Ewan har haft, når han har været hjemme på ferie i Australien i løbet af den europæiske vinter. ”Hvad laver du så?” er det klassiske åbningsspørgsmål, som han sikkert er blevet mødt af til mangen et middagsselskab. ”Jeg er professionel cykelrytter,” vil den lille australiers svar sikkert lyde.

”Har du så vundet nogle store løb?” vil være det naturlige opfølgende spørgsmål

”Jeg har vundet tre etaper i Giroen.”

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

”Nå!”

”Jeg har også vundet en etape i Vueltaen.”

”Ser man det!”

”Jeg er blevet nr. 2 i Milano-Sanremo, hvor jeg slog de fleste af verdens topsprintere.”

”Spændende!”

”Jeg har også vundet den store WorldTour-klassiker i Hamburg.”

”Det var sørme flot!”

”Faktisk har jeg vundet mere end 30 cykelløb, heraf mere end 15 på WorldTouren.”

”Men har du kørt Tour de France?”

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Og her har enhver samtale lige indtil denne sommer været lagt død. I Australien - og i øvrigt også i USA og Canada - er der nemlig kun ét cykelløb, der tæller, og som får megen omtale på den anden side af jorden. I en verden, hvor tidsforskelle naturligt gør det svært at følge europæisk sport tæt, er det kun sportens gigantbegivenhed, som har den almindelige australiers interesse. Derfor har Richie Porte altid satset enøjet på Touren, selvom det kunne have gavnet hans karriere at forsøge at vinde Giroen eller Vueltaen. Derfor ser man meget sjældent amerikanske cykelryttere styre målrettet mod Touren. Og derfor satser de amerikanske cykelhold altid langt mere enøjet på juli måneds store begivenhed end på de to øvrige grand tours, der som regel er mere perifere begivenheder for ikke-europæiske mandskaber uden klare sponsorinteresser i enten Italien eller Spanien.

På den baggrund forstår man godt, at Ewan i de seneste år har været nærmest besat af Touren. På Mitchelton-mandskabet led han nemlig under det stigende fokus på klassementet, som i dag er blevet den væsentligste satsning på et hold, der ellers i sine første år alene jagtede etaper og klassikere. Ewan måtte i mange år leve med at få sin chance i Italien eller Spanien, hvor han gang på gang leverede varen, mens Touren var forbeholdt holdets tre klassementsstjerner, primært Yates-brødrene, men i 2017 også Esteban Chaves.

Derfor forstår man også godt den enorme skuffelse, da Ewan med bare få ugers varsel i 2018 fik besked om, at han alligevel ikke skulle have sin Tour-debut den sommer. Et miserabelt forår for sprinteren kombineret med yderst opløftende takter fra Adam Yates fik nemlig holdet til at satse enøjet på deres britiske klatrer - en beslutning, der næppe var hjulpet på vej af, at Ewan angiveligt allerede havde en mundtlig aftale med Lotto Soudal - og det betød desværre, at det langvarige ægteskab endte i yderst bitter skilsmisse. Ewan fik knap lov at køre cykelløb i sæsonens anden halvdel, og selvom han rundede sin tid på holdet af med at vinde massespurten i London i Tour of Britain, var der ikke flere starter til ”The Pocket Rocket”.

Beslutningen var kontroversiel, men forståelig. 2018-sæsonen viste nemlig med al tydelighed, at Ewan slet ikke havde den topfart, han havde haft i særligt 2017, hvor man med nogen ret kan hævde, at han var Giroens hurtigste sprinter, selvom det var Fernando Gaviria, der vandt de fleste etaper. Og med tanke på, at Yates vitterligt var flyvende i årets første måneder, er det kun i bagklogskabens klare lys, at man kan sige, at beslutningen var forkert, da den formsvage brite endte med at falde helt igennem.

På den baggrund har der nok også været en vis ængstelse at spore i Lotto-lejren. Det er allerede mange år siden, at de udså sig Ewan som manden, der skulle løfte den enorme arv efter André Greipel, der vel mere end nogen anden har defineret det belgiske mandskab igennem det seneste lille årti. Da de endelig fik fingre i den australske guldfugl, så det imidlertid ud til at ske på det forkerte tidspunkt, for igennem foråret fortsatte den kedelige tendens for Ewan i massespurterne.

Det var nu ikke, fordi der manglede sejre. Ewan vandt en hel stribe cykelløb, men hver eneste gang skete det i stigende finaler, der ikke var for klassiske sprintere. På de lette etaper, som han tidligere havde vundet med overbevisende lethed, fik han den ene omgang høvl efter den anden, uanset om rivalerne var Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Elia Viviani eller Fernando Gaviria. Særligt i UAE Tour kunne man med frygt imødese Ewans fremtid som topsprinter, for her var på de mange helt flade ørkenetaper ikke i nærheden af at kunne matche Gaviria, Bennett og Viviani.

Alligevel lykkedes det ham at vinde to etaper i Giroen, men også her skete det på en anden maner end i gamle dage. Sejrene kom nemlig efter lange maratonetaper, hvor de hurtige folk havde fået taget toppen af farten, mens han blev sat til vægs på de lette dage. Siden det tidlige exit fra den italienske grand tour fornemmer man imidlertid, at noget har været forandret. Måske var det kulminationen på den tilbagevenden til tidligere tiders styrke, der kulminerede i dag, da han i dag føjede sig til gruppen af ”rigtige” australske cykelryttere, da han i sin første Tour vandt en etape i allerførste forsøg.

Allerede i ZLM Tour så Ewan nemlig skarpere ud end vanligt. Her fik han sig noget af en skalp, da han på en etape, der var fladere end selv det mest præcist designede billardbord, satte en vis Groenewegen, der af de fleste regnes som verdens klart hurtigste, til vægs. Faktisk var det hans første sejr på en kort og let sprinteretape i Lotto-trøjen, og det gav håb om, at han kunne gentage bedriften i årets Tour. Og i Frankrig har han vist sig at være langt tættere på topsprinterne, end han har været det igennem hele sæsonen. Efter at han var blevet lukket inde på 1. etape, viste han det allerede med sit målfotonederlag til Groenewegen på den lange, men meget langsomme og lette 7. etape, og i dag kom så det måske endelige bevis, da han som i ZLM Tour satte hollænderen til vægs i en direkte duel på topfart, endda efter at Groenewegen havde fået et lead-out, han kun i sit inderste kunne have håbet på.

Sjovt nok er der vel nærmest tale om en tilbagevenden til normaltilstanden. Samtidig med at han har excelleret på de lette etaper, har det nemlig knebet på de hårde dage, som han ellers havde specialiseret sig i. Han var ikke i nærheden af at vinde på 4. etape, hvor en sen bakke havde trættet rivalerne, og da det i det let stigende opløb efter sidevindsdramaet på 10. etape så ud til, at han havde fået en matchbold forærende, blev han klart sat til vægs af både Wout van Aert og Viviani. Og på stigningerne har han i mange tilfælde været den sprinter, der er blevet sat først af.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Noget kunne tyde på, at Ewan igen har rettet sit fokus mod det, han egentlig startede med at mestre, nemlig de helt rene massespurter. Om forvandlingen skyldes en ændret træning, skal jeg lade være usagt, men resultaterne taler umiddelbart deres helt tydelige sprog. Og med tanke på, at han er hentet til Lotto som Greipels afløser og dermed som supersprinter, forstår man ham i givet fald godt. Skal man vinde etaper i Touren - og det er jo det, Ewan forventes at gøre - er det langt bedre at være en klassisk sprinter end at specialisere sig i hårde etaper med stigende finaler.

Det, der gør Ewans sejr særligt imponerende, er, at det var Groenewegen, han slog, og at det skete under de omstændigheder, det gjorde. For første gang i årets Tour lykkedes det nemlig Jumbo-toget med Wout van Aert, Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen at levere at af de super-lead-outs, de - ganske vist uden Van Aert - har leveret gang på gang i en sæson, hvor maskinen blot er begyndt at fungere bedre og bedre. Egentlig havde de ramt fronten for tidligt, men det lykkedes akkurat George Bennett at komme frem og give Van Aert en livsvigtig hånd på den nedre del af den sene bakke. Herefter lod de klogelig Alex Dowsett, Michael Mørkøv og Daniel Oss give lidt hjælp frem mod den sidste kilometer, inden Teunissen kunne køre den perfekt hjem for Groenewegen,

I disse situationer plejer Groenewegen ikke at være til at tale med, og det var han da heller ikke for hovedparten. Problemet var bare, at han havde netop Ewan på bagsmækken, og mens han let sejlede fra alle de øvrige rivaler, var det svært ikke at få en følelse af deja-vu fra generalprøven i ZLM Tour, da Ewan akkurat gled forbi den normalt hurtigere hollænder. Og Groenewegen fart så intet ud til at fejle, for folk som Elia Viviani og Peter Sagan var ikke i nærheden af at kunne måle sig med feltets fartkonge nr. 1.

I virkeligheden kan man argumentere for, at Ewan er endnu bedre end i gamle. Dengang var han nemlig kendt som en positioneringssvag sprinter, men det har i den grad ændret sig på det seneste. I erkendelse af, at toget med Roger Kluge og Jasper De Buyst er Deceuninck og Jumbo underlegne, har de i stedet koncentreret sig om at aflevere Ewan på det rigtige hjul. Og den strategi har fungeret så eminent, at man endda med nogen rette kan argumentere for, at Ewan har været selveste Peter Sagan overlegen. I hvert fald skubbede han decideret Sagan væk fra Vivianis hjul på 4. etape, og i dag var det også ham, der havde Groenewegens hjul, da det var hollænderen, der viste sig at få det bedste lead-out. Og endnu mere imponerende bliver det af, at et styrt fra De Buyst med 10 km tvang ham til at sætte foden til jorden og falde ned i bagenden af feltet, inden Kluge med en jætteindsats ikke blot bragte ham frem, men også afleverede ham præcis, hvor han ønskede det.

For en gangs skyld var det ikke Deceuninck, der dominerede finalen, og det skyldes formentlig Aime De Gendt. I modvinden var alle nemlig bange for at skyde frem, og det udnyttede Wanty-rytteren til pludselig at opbygge et forspring på 45 sekunder med 8 km igen. Deceuninck tabte nervekrigen og måtte brænde Yves Lampaert af i jagten, og det efterlod toget med kun Mørkøv og Maximiliano Richeze foran Viviani. De røg endda fra hinanden til sidst, så kun Richeze til sidst sad hos Viviani, og det skulle vise sig dyrt. Selvom det lykkedes argentineren at aflevere italieneren bag Ewan, så han egentlig havde alle forudsætninger for at vinde, måtte han atter sande, at han altså ikke har samme topfart som de hurtigste, og at hans mange sejre i mindst ligeså høj grad skyldes toget som ham selv. Mon ikke han skal overveje en ekstra gang, om det er så klogt at skifte hold? I dette løb har han modsat Ewan sjovt nok imponeret langt mere på de hårde etaper, nemlig nr. 4 og 10, mens det i den grad har knebet med farten i de flade finaler, hvor det først og fremmest er holdet, der har excelleret.

For Sagan blev det ”Sagan Classic”, idet slovakken udnyttede sin positionering til at maksimere pointhøsten, mens han atter måtte sande, at topfarten ikke rækker i sammenligning med feltets tre supersprintere. Det kan han til gengæld være fint tilfreds med, for efter at Matthews i dag valgte at melde sig ud af kampen om pointtrøjen i håb om at kunne gå i udbrud senere - desværre en lidt for sen beslutning, nu hvor 17. etape vel er den eneste tilbageværende potentielle udbrudsetape for en Matthews-type - er det nu kun Sonny Colbrelli og Viviani, der stadig er med i kampen. Og de har reelt også begge resigneret i et omfang, så det kun er et eventuelt Sagan-exit, der kan bringe dem i trøjen, som det skete for Matthews i 2017, hvor Marcel Kittel styrtede ud af løbet på et tidspunkt, hvor han var meget tæt på at have sikret sig den grønne trikot.

Dagens positive overraskelse var Jens Debusschere. Bevares, en 5. plads på en Tour-etape burde ikke kunne bringe blodet i kog på et - tidligere - storhold som Katusha, men med tanke på det schweiziske mandskabs deroute må resultatet vel nærmest betegnes som en halv sejr. Faktisk er det vel den bedste spurt, Debusschere har kørt siden sejren i Tour de Wallonie sidste år, og det kom endda på en dag, hvor holdet mistede den sygdomsramte Rick Zabel. Nu kan man blot håbe, at det har igangsat det momentum, Ilnur Zakarin skal bruge, for russeren er reelt holdets eneste mulighed for at få den etapesejr, de drømmer om.

Etapen cementerede også Alexander Kristoffs nedtur. Nordmanden har i dette løb fået en uventet chance for ikke i 2020 at skulle blive fastlåst i rollen som lead-out man for Gaviria, men den har han slet ikke formået at gribe. Først har han kæmpet med siddesår og tandpine, og i dag var han så uheldig at tabe sin kæde med 1500 m igen, hvilket kostede ham ca. 20 positioner og positionen bag Jasper Philipsen. Egentlig viste han gode ben ved alligevel at ende i top 10, men da var det allerede for sent. Philipsen greb atter chancen for at køre sin egen spurt i kaptajnens fravær, men holdet må ærgre sig over, at de aldrig fik at se, hvad det kunne række til, hvis Philipsen havde leveret et lead-out som det, der næsten gav sejren på 4. etape. Det svar får vi aldrig, for nu drager Philipsen, der som nyprofessionel skal beskyttes, hjem, hvorfor Sven Erik Bystrøm er eneste mand i toget for Kristoff til de sidste to sprinteretaper.

Dagens mest uheldige rytter var Niccolo Bonifazio. Italieneren viste i dag, hvorfor han tidligere var kendt som en af feltets bedste i positionskampen, og han så ud til at være i position til at levere lidt tiltrængt opmuntring til Direct Energie. Sådan gik det imidlertid ikke, da Ewan tøvede med at følge Groenewegen og først kom med et sent retningsskifte, der tvang italieneren til at bremse. Man kan med nogen ret diskutere, om Ewans manøvre var lovlig, og man kan i hvert fald sagtens forstå Bonifazios frustration, da han endelig havde udsigt til at levere et resultat i et løb, hvor ikke meget har flasket sig hidtil

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Han var ikke den eneste, der var uheldig. Det samme var talentfulde Cees Bol, der i lyset af Matthews’ ønske om ikke at score flere point, betød, at han fik chancen som Sunwebs sprinter. Egentlig burde han også være et bedre bud i en flad finale som denne, men desværre kostede det en del kræfter at komme tilbage, da han blev involveret i det styrt, der sendte Niki Terpstra ud af løbet. Det har formentlig taget det sidste af den styrke, den ellers lovende hollænder skulle have brugt for at vise, hvorfor han har været en af sæsonstartens mest lovende nyprofessionelle.

Endelig var der stakkels Giacomo Nizzolo. Italieneren har ellers endelig lagt to års skadesmareridt bag sig, og i de seneste uger har han langt om længe igen lignet den rytter, der to gange vandt Giroens pointtrøje. Desværre var også han involveret i styrtet, og han var bestemt ikke noget kønt syn, da han nåede mål hele 12 minutter bag feltet. Heldigvis kan han glæde sig over, at han har en lille uge til at komme sig inden næste sprinteretape, men desværre er tre dage i Pyrenæerne ikke just den opskrift på heling, som de fleste læger vil anbefale.

Og det er netop det, der venter. Efter 11 dage som hovedaktører må sprinterne indse, at de fra nu af blot vil være birolleindehavere, der får lov at stikke næsen frem på tirsdag i Nimes og i Paris til allersidst. Fra nu af står der nemlig bjerge på menuen næsten hver eneste dag, og derfor indledes nu en brutal overlevelseskamp, der sidste år udslettede næsten hele sprinterfeltet. Heldigvis kan feltets tre topsprintere nu se bjergene i møde med bevidstheden om, at de allerede har vundet deres etape - og Ewan kan glæde sig til næste middagsselskab i Australien, hvor han langt om længe kan præsentere sig som en ”rigtig” cykelrytter også i australiernes øjne.