Mange Tour-seere spørger sig selv om, hvorfor i alverden løbets favoritter skal igennem alle disse dødkedelige sprinteretaper i løbets indledning. Der sker jo alligevel aldrig noget som helst og ofte ender det som en lang dødsmarch, som vi så det på fredagens nærmest pinligt langsomme etape, som selv den mest gennemsnitlige danske motionist ville have kunnet gennemføre - i hvert fald indtil selve finalen. En grand tour er imidlertid ikke bare et spørgsmål om at kunne køre enkeltstart og klatre i bjerge. Nej, det er en test af den komplette cykelrytter, og en god Tour-vinder skal også mestre de udfordringer, de fladere egne af Frankrig byder på.

Eksemplerne igennem historien er talrige, og i dag fik vi serveret endnu et oplagt bevis på, hvordan selv den bedste bjergrytter aldrig vil vinde Touren, hvis ikke han mestrer det flade terræn. Det var nu ellers ikke advarsler, der manglede, for et lynhurtigt blik på vejrudsigten afslørede, at der ville blæse en ganske kraftig vind fra nordvest. Med en generel sydvestlig køreretning gennem næsten hele dagen nærmede vinklen sig de 90 grader, og det burde have fået alarmklokkerne til at gjalde ud over hele Massif-Central, da rytterne tog starten i Saint-Flour i morges.

Alle var da tydeligvis også advaret, og det var således ikke en mangel på opmærksomhed, der betød, at en hel stribe favoritterne fik sendt deres podiedrømme sendt til tælling, i hvert fald foreløbig. Således steg intensiteten fra det øjeblik, EF efter den indlagte spurt med knap 100 km igen kom med den første lille forcering, og derfra var det kun i skoven på den sidste stigning, at etapen kortvarigt gik i stå. Ingen kan derfor sige, at dagens tidstab skyldtes uheld eller bagholdsangreb, og dagens resultat var til fulde en afspejling af de evner, rytterne selv og ikke mindst deres hold har i den ædle kunst, det er at køre i sidevind.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og netop holdet er under disse betingelser nøglen til succes. Hvis nogen har undret sig over, hvorfor Ineos eksempelvis altid finder plads til Luke Rowe i deres trup, selvom waliseren ikke er meget værd i bjergene eller sågar på holdløbet, hvor man sagtens kunne finde mere værdifulde folk, fik man svaret i dag. Det var nemlig ingenlunde tilfældigt, at Ineos som altid sad rigtigt placeret med næsten fuldt hold, da feltet blev revet til atomer - nøjagtigt som de gjorde det i den hollandske sidevind i 2015, hvor Nairo Quintana måske reelt tabte Touren, eller da Chris Froome og Geraint Thomas sammen med Peter Sagan og Maciej Bodnar snød alle i Montpellier i 2016. Ikke blot kører de altid med stor koncentration og har stor power, de har også i Rowe og Michal Kwiatkowski to ryttere, der bedre end de fleste mestrer kunsten at køre i sidevind.

Hvor værdifuld en rytter, Rowe og lignende typer kan være, finder man måske det mest oplagte eksempel på i Paris-Nice. Således kan man med nogen ret hævde, at det var Rowe mere end Egan Bernal og Sergio Henao, der vandt Løbet mod Solen i hhv. 2019 og 2017. I hvert fald var det Rowes fantastiske evne til at holde kaptajnen fremme i de mange sidevindsdramaer, der martrede de to udgaver af det franske løb, der sikrede, at de kunne ramme bjergene med så stort et forspring, at de allerede i det flade Nordfrankrig havde besejret flere af deres allerværste rivaler. Og igen var Rowe og co. usvigeligt sikre, da feltet trods de mange advarsler alligevel splittedes på vejen mod Albi, selvom det tårnhøje niveau og den generelle opmærksomhed betyder, at der som regel skal ganske meget til, inden sidevind spiller en rolle i netop Tour de France.

Det kan således godt betale sig at tænke den flade første del ind i udtagelsen af trupperne. Et andet eksempel på dette er Cadel Evans, der på BMC på papiret altid var omgivet af et hold, der ikke var en topfavorit værdigt - i hvert fald ikke i bjergene. I Evans’ år var den første uge nemlig altid martret af et hav styrt, der sendte den ene favorit efter den anden enten til tælling eller ud af løbet. Evans derimod sad altid med fremme omgivet af sine bodyguards Michael Schär, George Hincapie og Marcus Burghardt, der aldrig trådte et skridt forkert og var en god del af forklaringen på australierens succes i 2011.

I dag er der helt sikkert mange, der jubler over deres beslutning om at tage et par fladbanefolk med til Frankrig. Det gælder naturligvis det suveræne Ineos-hold, der ikke blot bidrog til splittelsen, men også med deres overtal var stærkt medvirkende til, at de slagne klassementsfolk aldrig kom tilbage, netop som det så ud til, at de på en lille bakke måske kunne lukke hullet (bemærk i øvrigt, at Geraint Thomas blev sparet, og at Egan Bernal bidrag til arbejdet - en klar indikation på, at Thomas’ overbevisende kørsel har gjort det interne hierarki mere klart). Det gjaldt naturligvis også Deceuninck-drengene, der som bekendt er feltets ubestridte sidevindskonger, og som reelt var motoren bag splittelsen, da Julian Alaphilippe og Elia Viviani i egen høje personer sammen med Ineos rev feltet i stumper og stykker. Og naturligvis sad Bora også i massivt overtal, som de gjorde det i årets sidevindsprægede Gent-Wevelgem - hvor Deceuninck i øvrigt havde en helt usædvanlig offday - for når Peter Sagan er på holdet, kan man være sikker på, at man aldrig sætter et ben forkert. Det er derfor på dage som denne, at Enric Mas, Emanuel Buchmann og Patrick Konrad får lidt belønning for at skulle dele kaptajnrollen med deres sprintere, for de store fladbanedrenge var i høj grad medvirkende til, at de endte blandt dagens vindere.

Der er imidlertid også andre, der fik belønning for deres holdvalg. Det gjaldt den på papiret meget sårbare Adam Yates, der klyngede sig til Matteo Trentins baghjul, så europamesteren med den fornemme sidevindskørsel, han også leverede i Paris-Nice, retfærdiggjorde, hvorfor der skulle være plads til europamesteren på et hold, der ellers går 100% for at vinde samlet med deres britiske kaptajn. Det gjaldt for Romain Bardet, der også kunne have været sårbar, men som i Oliver Naesen har en eminent motor til etaper i disse. Og det gjaldt for Steven Kruijswijk, der i dag nok glæder sig over, at Primoz Roglic meldte afbud og dermed åbnede op for en plads til fænomenet Wout van Aert, der ikke blot fragtede sin hollandske kaptajn sikkert til Albi, men også sørgede for at gemme nok i tanken til, at han kunne give sprinterne klø i spurten.

Der var imidlertid også overraskelser. Særligt var det opløftende at se, hvordan Movistar havde lært af fadæsen fra Holland i 2015, hvor Quintana allerede på dag 2 smed sine chancer væk. I dag var spanierne således blandt de stærkeste i front, også selvom de på papiret slet ikke har det mest kraftfulde hold til dette terræn. Faktisk synes lille Quintana nærmest at have udviklet sig til en sand sidevindsspecialist, for vi så samme mønster i årets dramatiske Paris-Nice, hvor hans lille skikkelse gang på gang dukkede op i front, når feltet splittedes. Det gjorde den også i dag og det endda i en synlig udgave, hvor han viste så stort overskud, at han ikke bare holdt sig til, men også sammen med Imanol Erviti, Nelson Oliveira og ikke mindst Alejandro Valverde stod for en betydelig del af arbejdet.

Desværre fik Movistar ikke den belønning, de havde håbet. Hvis nogen vil kontakte de højere magter og bede den ophæve den grand tour-forbandelse, der tilsyneladende hviler over Mikel Landa, vil det blive værdsat. Det er i hvert fald efterhånden tragisk at opleve, hvordan den stakkels basker gang på gang skal sættes tilbage. Hvis ikke han styrter eller har defekt, ender han altid med at skulle køre for en stærkere kaptajn, og han har således stadig til gode at få en grand tour, hvor alt kører efter bogen. Det bliver desværre heller ikke denne gang, selvom den på papiret så sårbare basker ellers havde klaret ærterne, i hvert fald lige indtil et styrt sendte ham direkte fra offensiven til en defensiv position, der desværre førte til et stort nederlag. Det eneste lys i mørket er, at det for løbet er en gave, at Landa er sat tilbage, for der findes vel næppe en mere offensiv og risikovillig klatrer end netop ham. Mon ikke der er noget baskisk raseri, der skal køres ud, når vi rammer hans hjemmebane i Pyrenæerne i weekenden?

Dagens positive overraskelser var Dan Martin og Warren Barguil. Hvis man skulle have peget på én rytter, der med sikkerhed vil blive sat i sidevinden, var det den lille irer, der så sent som på den ellers helt udramatiske 7. etape imponerede ved at blive sat af, da feltets splittedes efter den indlagte spurt. I dag sad han imidlertid med i front, og det endda selvom hans på papiret vigtigste mand, Alexander Kristoff, igen blamerede sig ved at vise mindre god form. Til gengæld leverede Sven Erik Bystrøm varen, og det gjorde i den grad også fænomenale Jasper Philipsen, der måske nok er nyprofessionel, men i årets Tour tydeligt har dokumenteret, hvorfor han i Belgien kaldes den nye Tom Boonen.

Barguil var ikke så meget en overraskelse på grund af egne evner, men alene fordi hans hold er så svagt. Med andre ord er der mere og mere, der peger på, at den franske mester er tilbage efter sine mange trængsler, og når man hører Arkea-holdet udtale sig, virker det da også til, at de efterhånden tror på, at deres franske mester endda kan køre klassement og ikke blot skal jagte etaper. I hvert fald har han holdt sig til i stedet for at smide den tid, der ville kunne have givet ham frihed til de første dage i Pyrenæerne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Listen over tabere er lang, og der er nok særligt én, som Ineos jubler over at have sat tilbage. I de seneste dage har det været tydeligt, at frygten for den ekstremt velkørende Thibaut Pinot har været kraftigt stigende, og det er naturligvis med god grund med tanke på den skræmmende styrke, franskmanden har vist. Vi ved imidlertid også, at Pinot hader positionskampen af hele sit hjerte, og det er således ikke første gang, at han er blevet sat til vægs i sidevinden. Faktisk skal vi bare tilbage til sidste års Vuelta for at finde seneste eksempel. Dengang gav tidstabet ham så megen frihed, at han endte med at vinde to bjergetaper, men den slags kompensation er næppe en trøst denne gang. End ikke Stefan Küng kunne nemlig skjule Pinots sårbarhed, og med ét blev hans drømmestart ødelagt.

Set med danske øjne er det naturligvis Jakob Fuglsangs nederlag, der stjæler interessen. Desværre er det svært at være voldsomt overrasket, for selvom holdet har kørt med større koncentration end vanligt i dette løb, er det jo en tilbagevendende begivenhed, at Astana lader sig fange eller sidder for langt tilbage i fladt terræn. I dag prøvede de så den hidtil usete og meget tvivlsomme strategi at sætte Magnus Cort til at føre, tilsyneladende i håb om, at det ville give dem en automatisk ret til at sidde fremme. Det gjorde det da også i den ufarlige indledende fase, men da først alarmklokkerne gjaldede, var der altså ikke plads til at spille Cort-kortet. I sidevinden gælder den slags billige tricks ikke, og desværre kom Astana-drengene igen til kort, da der skulle kæmpes om positionerne. Mon ikke Fuglsang kigger misundeligt på Thomas, næste gang waliseren sidder limet til Luke Rowes baghjul?

Dagens måske største taber var Rigoberto Uran. Det skyldes ikke så meget, at Uran er nogen sidevindsørn, men snarere, at EF fik fra at være hammeren til at være sømmet. Det var nemlig dem, der med to forceringer åbnede ballet, men alligevel endte deres colombianske kaptajn med at blive ramt lige i nakken. Måske var det lidt naivt at tro, at deres i dette terræn ikke specielt stærke hold ligefrem kunne være dem, der splittede feltet, og måske skulle de have sparet Sebastian Langeveld, Tom Scully, Alberto Bettiol og Simon Clarke til at beskytte Uran. Men det er naturligvis altid let at være bagklog - også når man forgæves spejder efter Sep Vanmarcke i truppen…

Og så er der naturligvis stakkels Richie Porte. Nu var det ellers lige lykkedes for den lille australier at komme sikkert igennem den frygtede 9. etape, men desværre voksede træerne heller ikke denne gang ind i himlen. Desværre var det helt forventeligt, at netop Porte, der altid sidder med hjertet så langt oppe i halsen, at det risikerer at ryge med ud under anstrengelserne, naturligvis ville blive tabt, hvis sidevinden splittede feltet. Især må han begræde, at holdet ikke holdt fast i den oprindelige strategi om at satse 100% på ham, men tillod Jasper Stuyven at gå i udbrud i går. Belgieren var tilsyneladende så mærket, at han blev sat som en af de første, og med tanke på at han var Portes vigtigste mand i fladlandet, må der være lidt selvransagelse i Trek-ledelsen i dag. Det blev altså heller ikke denne gang, at Porte kom godt igennem den første uge - men i det mindste er hans knogler da denne gang intakte.

Den sidste taber var George Bennett. Ganske vist har der aldrig været tvivl om det interne Jumbo-hierarki, men Bennetts kørsel de seneste dage, ikke mindst på 6. etape, hvor han endda kørte fra Kruijswijk, samt i dag, hvor han forsøgte at køre alene op til Fuglsang-gruppen, viste, at han forsøgte at holde sig til som en plan B. Efter i dag er der kun plan A tilbage, og det var desværre ikke uventet, at Bennett ville blive en af taberne i sidevinden. Holdet mister dermed en vigtig taktisk option, men til gengæld er Kruijswijk nok ikke helt utilfreds med, at han nu kan være stensikker på holdkammeratens ubetingede loyalitet.

Og Jumbo har bestemt ingen grund til at være utilfredse. Holdet kan således holde hviledag med bevidstheden om, at de har vundet fire af 10 etaper, og at Kruijswijk trods en svag indsats på 6. etape i kraft af det gode holdløb, er tredjebedste klassementsrytter. Med tanke på at hollænderen som bekendt altid er bedst i den tredje uge, er det i hvert fald ikke noget ringe udkomme.

En stor del af forklaringen er fænomenet Van Aert. Ikke blot var han en af nøglerne til holdløbssuccesen og Mike Teunissens choksejr på 1. etape, i dag leverede han endda selv varen ved at tage sin første etapesejr i en Tour, han slet ikke skulle have kørt. Faktisk skulle han bare have brugt Dauphiné til at smage på bjergkørsel, som hidtil har været helt ukendt for den crossfokuserede stjerne, men han imponerede så meget på holdets træningslejr, at han fik chancen, da Roglic meldte fra. I dag bekræftede han så den enorme råstyrke, der reelt havde fortjent at give ham sejren i årets Paris-Roubaix, og den spurtstyrke, der i de seneste uger er blevet taget til et helt uset niveau, da han efter at have taget Sam Bennetts skalp i Paris-Nice viste, at han også kan slå folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, hvis blot betingelserne er de rette. Og mon ikke der kunne ligge endnu en etapesejr af vente på fredagens enkeltstart? Det vil jeg næsten tro…

Viviani derimod må ærgre sig gul og grøn. Ikke uventet var det som sagt Deceuninck, der sammen med Ineos splittede feltet, og derfor ender belgierne næsten altid som vinderne, når det splittes i sidevinden. Det gjorde de blandt andet, da Mark Cavendish sejrede på den dramatiske etape til Saint-Armand-Montrond i 2013, men denne gang bar anstrengelserne ikke frugt. Etapen havde kostet så meget, at Viviani kun havde Maximiliano Richeze til at køre lead-out, og for en gangs skyld måtte italieneren komme bagfra. Det gjorde han da også med stor kraft, men etapens samlede hårdhed og det stigende opløb var formentlig nok til at tippe balancen til fordel for Van Aert, selvom belgieren faktisk endte med at give sin italienske rival det perfekte lead-out.

Endnu mere ærgerlig er Caleb Ewan måske. Man må nemlig tage hatten af for den lille australier, der bestemt ikke er nogen sidevindsørn, men som alligevel klarede sig igennem, selvom hans såkaldte klassikerhold svigtede ham fælt. Helt alene måtte han tilkæmpe sig en position, men det gjorde han faktisk igen med forbilledlig finesse, da han hurtigt lurede, at Sunweb med fem friske mand sad i klart overtal. Han sad således perfekt placeret på bagsmækken af Michael Matthews, men desværre tabte han momentum af, at australieren var usædvanligt tøvende i forhold til at åben spurten og dermed tabte alt for meget af den fart, den forrygende og stadig mere lovende Cees Bol ikke længere kunne holde. I sidste ende måtte han dog nok også sande, at de mange kilometer i sidevinden havde kostet lidt for meget, for reelt kunne hans fart heller ikke matche hverken Vivianis eller Van Aerts.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen blev vel også endnu en understregning af den tilbagevendende pointe om, at Peter Sagan altså stadig ikke er sig selv. I hvert fald burde manden, der to gange er blevet verdensmester ved at vinde spurter efter hårde løb, have været i sit es, da han fik chancen for i et let stigende opløb at spurte sig til sejr efter en dag, der havde slidt alle ned til sokkeholdenerne. Tilsyneladende manglede han dog så meget overskud, at han sad usædvanligt lange tilbage i positionskampen, og selvom hans spurt egentlig var ganske hæderlig, var han aldrig i nærheden af at vinde en etape, der ellers var gået præcis, som han kunne have ønsket det.

Det var den også for Michael Matthews, der nok måtte knibe sig i armen, da hans stadig mere imponerende Sunweb-hold satte Lennard Kämna, Søren Kragh, Nikias Arndt og Bol frem for at aflevere deres kaptajn på de sidste 2 km. Desværre ventede australieren alt, alt for længe, da Bol begyndte at tabe fart, og det betød, at han tabte alt det momentum, hans hold ellers have givet ham. Med tanke på, at hans spurt faktisk var ganske fin, da han endelig fik trådt den i gang igen, lignede det ikke dårlige ben, men snarere lidt af en dumt fejl, der måske kostede ham chancen for at tage den etapesejr, han så desperat jagter. Endnu værre gik det dog for Sonny Colbrelli, der ellers sad perfekt placeret på Ewan hjul, men desværre alligevel lykkedes med at blive klemt inde mellem Sagan og Philipsen, netop som han var i færd med at skyde frem i en finale, der passede ham som fod i hose.

Og så er der naturligvis Dylan Groenewegen. Hollænderen gjorde det ellers fint undervejs, men i dag blev det tydeligt understreget, at han altså har en begrænset holdbarhed. Sammen med Kruijswijk og Van Aert havde han ellers i første omgang klaret udskilningen, men kombinationen af bakker og sidevind blev alligevel en tand for meget. Heldigvis kan han glæde sig over, at denne etape var en enlig svale, og at de kommende sprinteretaper falder langt mere i hans smag. Chancerne for, at han på onsdag tager sejr nr. 5 til Jumbo-mandskabet er i hvert fald ganske gode.

Det er derfor nok ikke ham, der græder allermest i aften. Det er nok snarere Pinot, Fuglsang, Uran og Porte, der desværre må sande, at det kun er sprinterne, der kan glemme en skuffelse og bare se frem til næste chance. I den ubarmhjertige klassementskamp er al tabt tid nemlig noget, der skal vindes tilbage, også selvom dagens resultat i lige så høj grad er et udtryk for holdets som for kaptajnens styrke. Og derfor er det ikke helt ubegrundet, hvis Luke Rowe, Oliver Naesen, Matteo Trentin, Jasper Philipsen, Peter Sagan, Yves Lampaert, Wout Van Aert og de andre store drenge får lov at tage en ekstra gang af desserten i aften. De fortjener det.