STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Når historien om 2022-udgaven af Tour de France engang skal fortælles, vil det første, der står tilbage utvivlsomt være, at det har været en af alletiders bedste udgaver. I hvert fald to af etaperne, nemlig 11. og 18. etape, vil skrive sig ind som nogle af de bedste i nyere tid, og samtidig har løbet haft den spænding, en god udgave også kræver. Ganske vist har der været to ryttere, der var langt bedre end alle, og ganske vist har de været så suveræne, at afstandene i toppen af klassementet er uhørt store, men det var først på de sidste kilometer af Hautacam, at det definitivt stod klart, hvem der ville ende med den gule trøje - og det endda efter en af den slags dueller, der mere end det meste hører til i cykelsportens lange historie.

Det gør de stærke hold imidlertid også. Historien er fyldt med fortællinger om mandskaber, der har været dominerende, plaget af interne kontroverser eller på anden måde har trukket overskrifter, og nu kan vi føje endnu en fortælling til. Ved siden af duellen med Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard vil Touren i 2022 først og fremmest blive husket som løbet, hvor Jumbo satte så solidt på flæsket, at der kun var krummer til overs til resten.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

De kunne jo fint have stillet sig tilfredse i torsdags. På Hautacam fik de deres fjerde etapesejr, samtidig med at de reelt cementerede den samlede sejr i tillæg den grønne trøje, som allerede var deres. Som ekstra flødeskum fik de serveret den prikkede bjergtrøje i en nærmest ubarmhjertig illustration af holdets overlegenhed. Det var således en trøje, Simon Geschke desperat havde jagtet i flere uger, og nu faldt den ned i Vingegaards turban ved et tilfælde, mens en grædende tysker sad tilbage med lige så lidt, som Cofidis plejer at få med hjem fra Touren.

Der var bare ikke nogen mæthed at spore endnu. I går var der således overskud til at dele takkegaver ud til hjælperne, da Christophe Laporte greb den eneste chance, han fik, og på ubarmhjertig vis udstillede overlegenhed ved at stjæle det, der var den sidste mulige sejr for flertallet af de stadig sejrsløse hold. Dermed nåede holdet op på fem gevinster, og med tanke på at Wout van Aert gjorde rent bord i weekenden for et år siden, lurede muligheden for, at holdet kan vinde intet mindre end en tredjedel af alle etaper!

Skulle det blive til virkelighed, skulle holdet vinde dagens enkeltstart. I den helt ideelle Tour havde vi været vidner til en nervepirrende dyst om sejren, men den spænding var for længst væk. Top 5 så således ud til at være mejslet i granit allerede inden starten, men alligevel vil tidskørslen måske blive husket for mere end en den med spænding imødesete dyst om etapesejren blandt de fleste fra sportens absolutte tempoelite. Den vil nemlig blive erindret som et helt perfekt koncentrat af det, vi har været vidner til gennem de seneste tre uger.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det kunne nemlig ikke være mere passende, at etapen skulle ende med endnu en magtdemonstration fra et Jumbo-mandskab, der nu tog den dobbeltsejr, de var så tæt på for to dage siden på Hautacam. Det kunne heller ikke være mere passende, at de to ryttere, der var nærmest til at forhindre deres dominans, var de to ryttere, der åbenlyst har været næst- og tredjebedst gennem hele løbet. Det kunne vel heller ikke være mere passende, at de endda endte i præcis den rækkefølge, som de vil stå i, når de i morgen skal på podiet i Paris. Og det kunne slet ikke være mere passende, at etapesejren gik til løbets mest synlige rytter, der af samme grund ganske fortjent er kåret til den mest angrebsivrige af slagsen.

Det blev nemlig Van Aert, der vandt tempogiganternes kamp. Det gjorde han også for et år siden, men denne gang har sejren nok ekstra værdi. Denne gang var det nemlig vitterligt et slag mellem de allerbedst. Jo, Vingegaard var også til stede sidste år, men dengang var han forud for løbet end ikke at regne som specialist. Jo, Pogacar var også med for et år siden, men dengang var han så træt, at han bare blev nr. 8. Og jo, Geraint Thomas var også til start for et år siden, men han var så forslået, at de fleste sikkert har glemt det. Denne gang var de alle med igen, men alle tre på et andet niveau end for 12 måneder siden, og denne gang havde etapen så det ekstra for Van Aert utvivlsomt ret væsentlige krydderi, at han fik lejlighed til at få revanche over Filippo Ganna, der knuste hans VM-drøm på hjemmebane og tillige slog ham i Dauphiné for en måneds tid siden. Selvfølgelig havde vi gerne haft Primoz Roglic og Remco Evenepoel i feltet også, og vi havde gerne haft Stefan Küng i mere formstærk tilstand, men dette var vitterligt chancen for Van Aert til at bevise, at han kunne slå det meste af eliten.

Og det gjorde han så. Endda med en vis autoritet, hvis man ser bort fra hans danske holdkammerat. Hverken Pogacar, Thomas eller Ganna var i sidste ende i nærheden af belgieren, der nok engang satte en streg under det, vi allerede vidste, nemlig at der er meget få, der kan slå ham på en enkeltstart. For første gang i deres tre seneste opgør var der også en ganske klar forskel mellem ham og Ganna, og da det endelig lykkedes ham at slå sin ærkerival, var det altså med fynd og klem og ikke i de neglebidende afslutninger, som det var ved VM eller Dauphiné.

Det var imidlertid slet ikke uventet. En enkeltstart i den tredje uge af en grand tour er noget helt, helt andet end en restitueret enkeltstart ved et VM. Denne rute var endda også så kuperet, at pilen havde peget på Van Aert, hvis både han og Ganna havde været helt friske. Nu gjorde den det imidlertid ganske klart, for hvis der er noget de seneste tre udgaver af Touren har lært os, er det, at Van Aert har en restitutionsevne, som er helt overmenneskelig. Den form, han altid synes at ramme mod slutningen af en grand tour, er uhørt og tvinger os til at vende op og ned på alle de normale hierarkier. Der kan ikke været ét eneste menneske på denne jord, der havde forestillet sig, at det var en føring fra Van Aert, der skulle være det endelige dødsstød mod Pogacars Tour-drøm, men det var som bekendt akkurat det, det var, da belgieren gik til stålet på Hautacam for to dage siden.

Helt anderledes har det jo været med Ganna. Han har nærmest været helt usynlig igennem tre uger, hvor han slet ikke har fundet den form, vi har set i de seneste udgaver af Giroen. Da han endelig ramte et udbrud, endte han som nr. 6 og dårligste mand, og derfor var det kun rimeligt at forvente, at han ville få svært ved at matche rivalen denne lørdag eftermiddag i Sydfrankrig.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Faktisk var der vel kun ét reelt håb. Ganna fik en lille gave i form af en tiltagende modvind gennem eftermiddagen, og det kunne måske være det, der gjorde, at det ikke nødvendigvis blev stærkeste mand, der vandt. Det viste sig imidlertid, at end ikke det var nok, og verdensmesteren måtte sande, at det blev et for ham uhørt stort nederlag. Han havde da også forinden givet udtryk for, at trætheden var så udtalt, at forventningerne var små, og måske var det derfor, han lagde ganske blødt ud. Med en stærk afslutning fik han bevist sin tårnhøje klasse, men i kamp mod manden, der er nærmest til at true hans trone, kom han klart til kort.

At slå Ganna vil på de fleste enkeltstarter være lig med sejr, men sådan var det ikke denne gang. Tværtimod står det vel ret uklart, hvem der havde vundet, hvis ikke Van Aert og Vingegaard havde været holdkammerater. Danskeren var i hvert fald marginalt bedre i det fladland, der favoriserede Van Aert, og logikken sagde vel, at løbets bedste klatrer skulle gøre forskellen på særligt den sidste stejle bakke op mod mål.

Om han kunne det, fik vi aldrig at se. Vingegaard valgte at give sejren til sin holdkammerat, og det var vel også kun helt naturligt. Akkurat som Van Aert i går havde belønnet sin vigtigste hjælper med en etapesejr, var det nu danskerens tur til at give en tilsvarende gave til den rytter, der igennem de seneste tre uger har betydet allermest for hans sejr. Med tanke på hvordan Van Aert forhindrede Vingegaard i at lide en gedigen lussing på brostenene, og hvordan han på 16. og 18. etape leverede hjælpeindsatser, der i sig selv var mindeværdige, var det kun naturligt, at Vingegaard lettede på sit tråd til sidst. Alt andet havde jo faktisk været at spurte direkte mod sin egen hjælperytter, og det er trods alt ikke noget, man ofte ser i cykelsporten. Selvfølgelig kan det virke lidt anderledes, når vi taler om en hjælper, der jo vinder meget, meget mere end kaptajnen selv, men det er trods alt Vingegaard, der i morgen får den største sejr, man overhovedet kan opnå. Den får Van Aert trods alle sine kvaliteter jo trods alt aldrig.

Etapesejren var heller ikke nødvendig for Vingegaard. Han fik nemlig sat en fed, fed streg under, at det ikke kun er Van Aert, der restituerer sublimt. Det var præcis den evne, der stod så tydeligt frem i sidste års Tour, da danskeren efter en knap så overbevisende start, var bedre end Pogacar i løbets anden halvdel, og det er den evne, der har været så udtalt, at han selv i ugelange etapeløb bare synes at blive markant bedre undervejs. Som vi ved, handler den sidste enkeltstart ikke så meget om tempoevner som om friskhed - det er jo derfor, klassementsryttere ofte dominerer - og det er derfor, at Vingegaard i dag kunne slå Ganna og i hvert fald køre lige op med Van Aert. Det ville næppe ske, hvis samme rute var blevet brugt til et VM, hvor alle stiller til start i restitueret tilstand.

Det er formentlig også en af Vingegaards forcer i kampen mod Pogacar. Nu har man siden 7. etape kunnet fornemme, at danskeren nok havde et gear mere end alle andre, og derfor var han også i mine øjne den klare favorit på denne enkeltstart, for den ville formentlig afspejle det styrkeforhold, vi har set gennem hele løbet. Det er dog langt fra givet, at styrkeforholdet havde været det samme, hvis etapen var blevet kørt på dag 4. Enkeltstarten i København kan ikke rigtigt bruges som pejlemærke, da den var både kort og teknisk og langt mere for Pogacar end Vingegaard, men det er næppe tilfældigt, at Pogacar for et år siden slog Vingegaard klart på den første enkeltstart, mens styrkeforholdet var omvendt på den sidste tidskørsel.

Til gengæld fik Pogacar sat en effektiv streg under, at han bestemt ikke restituerer dårligt. Det var netop restitutionen, der lignede hans store styrke efter sejrene på 20. etape i Vueltaen i 2019 og Touren i 2020, men det var også den, der blev sat spørgsmålstegn ved, da han sidste år tabte så markant niveau gennem hele løbet. Det har han slet ikke gjort på samme måde i år, hvor han ikke blev nr. 8, men nr. 3 på den sidste enkeltstart, og når han i sidste ende blev slået af Vingegaard, skal hovedforklaringen nok trods alt mere findes i det generelle styrkeforhold end det forhold, at etapen kommer sent i løbet. Han fik med dagens præstation i hvert fald sat endnu en streg under, at årets Tour havde været en kedsommelig magtdemonstration, hvis ikke han havde haft Vingegaard at bokse med.

Det er nemlig ingen lille bedrift at slå Geraint Thomas. Det er først i dette løb, at han har genrejst sig selv som klatrer, men enkeltstartseliten har han hele tiden tilhørt. Han nåede endda tilbage til fordums storhed, da han i Schweiz næsten slog den i år på enkeltstarterne så imponerende Remco Evenepoel, og derfor fremstod han i dag også som en mand, der reelt kunne vinde etapen. Den antagelse bekræftede han også, da han efter den flade fase var blot 5 sekunder efter Vingegaard og 3 efter Van Aert, men desværre blev det dagen, hvor disponeringen ikke sad helt i skabet. I hvert fald led han et mindre kollaps på bakkerne til sidst, men det var måske meget godt. Det betød nemlig, at de tre kombattanter endte i præcis den rækkefølge, der beskriver det styrkeforhold, vi har set gennem hele løbet.

Det er også meget passende, at de var helt alene. Vi skal helt ned til Aleksandr Vlasov på etapens 18. plads for at finde den næste klassementsrytter, og det er en fin afspejling af, at de tre mand, der i morgen bestiger et podium, som for første gang siden 1989 og for blot anden gang i historien vil tælle tre Tour-vindere, har været alle andre ganske overlegne. Duellen mellem Pogacar og Vingegaard har jo været så intens, at der er blevet etableret afstande, som gjorde, at det i dag var meget få, der overhovedet havde noget at køre for.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

De eneste var Vlasov, Nairo Quintana og Louis Meintjes. Det stod nu ret klart, at russeren ville skubbe de to fjervægtere til side og sikre sig 5. pladsen. Det skete da også i overlegen stil, men det var efter endnu en halvsløj indsats. Dermed blev det en fin understregning af en Tour, hvor Vlasov aldrig helt har ramt sit niveau, og når han ender i top 5 skyldes det mere andre folks sammenbrud eller dårlige dage end hans egne evner. Desværre har Touren og hans svingende kørsel også blot givet fornyet næring til bekymringen for, om han har den stabilitet, der skaber en god grand tour-rytter - i hvert fald så god, at man også kan vinde de store etapeløb.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Kampen om 6. pladsen var på papiret mere spændende, når de to temposvage klatrere skulle dyste. Det viste sig dog at blive en ensidig affære. Quintana kørte ikke samme flotte enkeltstart som i København, men han var heldig med, at det i mindre grad gjaldt for Meintjes. Sydafrikaneren havde med et chokresultat på 1. etape ellers skabt håb for, at der kunne blive spænding i en duel, der under normale omstændigheder nok ville have Quintana som favorit, men i dag åbenbaredes det nok engang, at han har en fatal akilleshæl.

Ja, faktisk var den så fatal, at det gik endnu værre, end man kunne have troet. En ellers træt Romain Bardet, der jo i gamle dage ellers var på niveau med Quintana og Meintjes, satte nok engang en streg under de enorme tempofremskridt, han har gjort under DSMs vinger, og det var nok til, at han kunne erobre en 7. plads, der ellers burde være uden for rækkevidde. Dermed undgik han det kollaps, der i tirsdags så ud til at lure, og samtidig sørgede han heldigvis for, at ikke hele verden er af lave. Når Meintjes er i form, ender han nemlig som nr. 8 i Touren, og sådan går det selvfølgelig også denne gang.

Til gengæld er vi ikke vant til at se David Gaudu på en 4. plads, men vi er heller ikke vant til at se ham køre enkeltstart, som han gjorde i dag. Ganske vist var det ikke på niveau med det vilde resultat, han leverede i Algarve, men i forhold til det, vi har set tidligere, er han kommet et stykke. Det er dog det mindste af de fremskridt, der har sendt ham helt op som podiets førsteudfordrer, for det er først og fremmest klog og afventende kørsel i bjergene og formentlig deraf følgende større stabilitet, der er årsagen til det storslåede resultat.

Han slog endda Alexey Lutsenko. Det lå bestemt ikke i kortene, for kasakken udviklede sig jo sidste år pludselig til en helt lille specialist. Med den fine form, han viste i Pyrenæerne, lignede det en stærk afslutning på en ellers trist Astana-Tour, men det fine punktum udeblev totalt. Det havde måske også været lidt upassende, at det i år så nødlidende kasakhiske mandskab helt skulle bryde trenden på en enkeltstart, der jo netop var kendetegnet ved at være en afspejling af det, vi har set de seneste tre uger, og han nåede da også sin vigtigste mission, nemlig at holde Adam Yates bag sig. Det var dog også en kamp, han næsten ikke kunne tabe, for selvom briten har forbedret sin enkeltstart enormt, betød sygdom og hans i forvejen begrænsede holdbarhed, at der ikke var meget UAE Tour-enkeltstart over det, han leverede i dag.

Til gengæld var andre, der fik lejlighed til at vise, hvor meget de har forbedret sig. Både Mattia Cattaneo og Bauke Mollema er spøjse størrelser, fordi de startede som relativt temposvage klatrere, der lige pludselig besluttede sig for, at de ville være specialister. Cattanes rejse startede for alvor sidste år, hvor han gjorde enkeltstarter til sit allerstørste fokus, og som første til den første sejr i disciplinen i Luxembourg sidste år. Særligt hans 3. plads i Dauphiné, hvor kun Ganna og Van Aert slog ham, var dog beviset på hans nye status, og den satte han en streg under i dag, hvor han ellers har virket uhyre skidt kørende i de bjerge, der tidligere var hans force.

Sådan er det også med Mollema. For ham er det først i år, at han pludselig har fundet ud af, at han heller vil være tempospecialist end at gå på pension, og den transformation har været ganske bemærkelsesværdig. Hans resultater i år har været svært imponerende, ikke mindst hans sejr ved de hollandske mesterskaber og flotte enkeltstart i København, og i dag blev det så understreget yderligere. Akkurat som Cattaneo gjorde den det endda i en Tour, hvor han ellers har skuffet fælt i det terræn, som tidligere var hans.

I den forstand var enkeltstarten en god chance for at tage revanche for en skuffende Tour. Det gjorde Mollema og Cattaneo, og det gjorde Maximilian Schachmann og Jan Tratnik, der efter en helt igennem skuffende og ret usynlig Tour kan sande, at de tilsyneladende kommer ud af løbet med den form, de desværre fandt lidt for sent. Tyskeren har ellers ikke kørt særligt gode enkeltstarter de seneste år, og sloveneren har altid været svingende i disciplinen, men i dag kørte de nogle af deres bedste af slagsen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det er lovende for kommende opgaver. En sen enkeltstart i en grand tour handler nemlig mest af alt om friskhed, og det kan tydeligt ses i toppen af klassementet. Det er måske mest tydeligt med Fred Wright, for selvom han før har kørt pæne enkeltstarter, viste hans flotte 8. plads det, vi har set de seneste dage, nemlig at han er forrygende form. I det hele taget synes han bare at have pokkers godt af en grand tour, for også sidste år sluttede han stærkt af. På samme måde er det nu andet år i træk af Dylan van Baarles dieselmotor kører en fin sidste enkeltstart, mens den ikke specielt tempostærke Nils Politt lukrerede på den friskhed, vi har kunnet se de seneste dage, til at levere noget, der vel trods en tidligere 2. plads i Paris-Nice er hans bedste tempopræstation.

Han var endda tæt på at slå en af de største specialister, men igen skuffede Küng på en enkeltstart. Meget handler sikkert om, at han siden sin coronainfektion aldrig har fundet den bedste form, men det er også lidt bekymrende, at han i en sæson, hvor han på alle andre områder har forbedret sig, kun har kørt skuffende enkeltstarter. Det er svært ikke at blive en anelse betænkelig ved, om hans øvrige resultater i bjergene i Schweiz og på brostenene i foråret kommer med en pris i hans paradedisciplin.

Paradedisciplin er det også for Mikkel Bjerg, der ikke helt kunne leve op til sidste års stærke 7. plads, men som i det mindste fik sluttet pænt af efter et løb, hvor hans form mildt sagt har virket svingende. Det har den ikke for Alberto Bettiol, der synes at have været i fremgang, og det kom vel også til udtryk i dag. Selvom han på det seneste har kørt gode enkeltstarter, er han trods alt ikke rigtigt specialist, og det var vil det, der kom til udtryk i et felt, hvor der var samlet mange af slagsen. En af dem var hans holdkammerat Stefan Bissegger, der desværre synes som forhekset i Touren, efter at uheld nok engang forhindrede os i at få et billede af hans niveau - et niveau, der er temmelig uklart, da vi ikke rigtigt har set ham folde sig ud, siden han med sejren over Ganna i UAE Tour gav løfter om noget måske endnu større end det, vi allerede fornemmede sidste år.

Uden uheld havde han dog ikke været i nærheden af sejren i dag. Dertil var ruten både for kuperet og lang, og det havde også være helt forkert at se en dette løb ret anonym Bissegger blande sig helt fremme. Det ville nemlig fuldstændig ødelægge billedet af en enkeltstart, der blev den helt perfekte afrunding på en mindeværdig Tour. Tre ugers intenst drama blev nemlig kogt ned til en lørdag eftermiddag, hvor Jumbo med en dobbeltsejr og tredje sejr på stribe satte en fed streg under, at de har gang i en af de mest dominerende præstationer i løbets lange historie, og hvor Vingegaard, Pogacar og Thomas kørte alle deres rivaler ud af ligningen, og hvor styrkeforholdet igen afslørede, at løbet kun har én førstemand og fortjent vinder.

Skulle man have været forhindret i at følge Touren de sidste tre uger, kunne man således på bare en enkelt eftermiddag få alle de væsentlige pointer understreget, men det ville nu alligevel være synd. Én enkeltstart kan måske nok understrege løbets væsentligste fortællinger, men den kan slet ikke rumme alt det drama, der har skabt en af de suverænt bedste udgaver, vi nogensinde har set.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN