SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Skruer man tiden to en halv uge tilbage, var forventningerne til Tourens kongeetape meget store. Efter flere måneders spændingsmættet opladning var det på løbets sidste onsdag, at det helt store bjergslag skulle slås. Rammen kunne ikke være bedre med en tilbagevenden til nyskabelsen Col du Portet, der er en af de allersværeste stigninger i Tourens historie. Det var her, Primoz Roglic og Tadej Pogacar for alvor skulle krydse klinger. Og det var her, vi skulle finde ud af, om Richard Carapaz virkelig klatrer godt nok til at matche de seneste sæsoners to altdominerende klassementsryttere.

I dag oprandt den 14. juli endelig, og det gik præcis, som vi havde ventet. Vi fik den knivskarpe og meget jævnbyrdige duel mellem Pogacar og hans store rival fra Jumbo. De var næsten lige så jævnbyrdige, som vi havde forudsagt inden løbet, og det viste sig, at Carapaz skam var i stand til at byde de to rivaler trods. I sidste ende vandt Pogacar spurten på toppen, og den forsvarende vinder kunne forsvare sin førertrøje på smukkeste vis.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det manuskript kunne vi sagtens have skrevet i slutningen af juni, og ingen havde undret sig spor. Der er bare den markante forskel, at Jumbo-rivalen, der bød Pogacar trods, slet ikke var Roglic, men havde det ikke været for den hvide ungdomstrøje, som det slovenske monster for længst er vokset fra, havde det sagtens kunne været holdets kaptajn. Den hvide trøje afslørede imidlertid, at det var Jonas Vingegaard, der bød Pogacar lige så megen modstand, som man ellers troede, at kun Roglic kunne gøre det.

For to uger siden havde det været en gigantisk sensation. Dengang var der ingen i denne verden, der i deres vildeste fantasi havde drømt om, at Vingegaard ville matche sin slovenske rival pedaltråd for pedaltråd på Tourens sværeste stigning. Alligevel føltes det næsten helt naturligt at se den unge dansker være slovenerens ligemand næsten hele vejen op til toppen af det frygtede bjerg.

Mont Ventoux ændrede nemlig det hele. Den dag så vi, at Vingegaard slet ikke har grund til at frygte Pogacar, og derfor kom det næppe som den helt store overraskelse, at danskeren kun kortvarigt måtte strække våben, inden han forventeligt blev slået af den hurtigere slovener på toppen. Lige siden sidste onsdag har det store spørgsmål ikke været, om løbets to bedste var Pogacar og Vingegaard. Det har i stedet været, om Vingegaard faktisk var bedste mand!

Efter dagens slag må vi nok sande, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen. Allerede i søndags fornemmede man, at Pogacar var tilbage i kontrol, og igen i dag var han løbets stærkeste mand. Alligevel var der en helt anden aura af sårbarhed over ham, end da det usårlige uhyre kørte hele feltet midt over i Alperne for halvanden uge siden.

Pogacar viste nemlig hurtigt, at han til fulde besidder al den sult, der kendetegner slovenske monstre. På en dag, hvor det havde været naturligt at lade andre hold om at hente udbruddet og spare på holdet til den sidste bjergetape, stod det hurtigt klart, at planerne handlede om mere end det rene trøjeforsvar. Vegard Stake Laengen blev gennem hele dagen brugt til at holde et udbrud i snor, og da UAE herefter kontrollerede alle tre bjerge i finalen, og Pogacar endda spurtede efter bjergpoint på næstsidste stigning, stod det klart, at han ville have præcis lige så meget, som han fik sidste år, nemlig tre trøjer og formentlig også gerne mindst tre etaper.

Med den intention kunne man have frygtet, at vi skulle blive vidner til Col de Romme Vol. 2, men sådan gik det ikke. Pogacar kom ellers med et angreb så tidligt, at det syntes designet til endnu en magtdemonstration - selvom hans holds nedslidning måske nok også tvang ham til at angribe lidt tidligere, end han havde ønsket - men hvor han på alpestigningen blot skulle træde til to gange, var han denne gang blandt ligemænd mod Vingegaard og Carapaz. Og selvom han satte Vingegaard til sidst og stadig kunne matche Carapaz, der med sit bluff var kommet mere frisk frem til finalen og således indiskutabelt var både stærkeste mand og den fortjente etapevinder, var det helt tydeligt, at der åbenbart er andre end Roglic, der kan pille supermandprædikatet af løbets konge.

At det blev Vingegaard, der gjorde det, kan kun få alle danske cykelfans til at have våde drømme. Danskeren har ikke vist skyggen af den frygtede ustabilitet i den tredje uge, og han har over de sidste to uger været næsten jævnbyrdig med Pogacar i bjergene. Hans enkeltstarter har udviklet sig helt kolossalt over bare ganske få måneder, og ingen ved, hvor den udvikling stopper. Pludselig virker det slet ikke usandsynligt, at Danmark har en ny Tour-vinder - heller ikke selvom hans modstander også fremover hedder Pogacar.

I første omgang handler det dog om at sikre sig den samlede 2. plads i dette løb, og det kunne han ikke have gjort med større bravur. Han havde ikke Carapaz’ kølighed til at spille spillet, men det var også unødvendigt. Dagens vigtigste mission var at undgå et stort tab til den temposvage ecuadorianer og at vinde så megen tid på tempostærke Rigoberto Uran, at han ikke behøver at frygte en dårlig dag på enkeltstarten. Den mission lykkedes til UG med kryds og slange, da han indgik en alliance med Pogacar, der ellers sagtens kunne have ladet podiekandidaterne køre mod hinanden, men heldigvis for Vingegaard var en venlig allieret, og han bevarede samtidig en imponerende ro, da frygten for, at Carapaz bluffede, blev til virkelighed. Al frygt for, at hans meget omtalte skrøbelige psyke kunne få ham til at gå i panik, blev i hvert fald prompte afblæst med en kølighed, der mindede om noget, han kunne have lært af Michael Mørkøv i en massespurt.

Det kunne ellers godt have ramt ham som en hammer, at Carapaz pludselig kom blæsende. Ecuadorianeren lignede ellers længe en hængt kat, men han er åbenbart en endnu bedre skuespiller, end han er cykelrytter. Den stort anlagt Ineos-offensiv, som hurtigt smuldrede, da det britiske hold igen viste en i Tour-sammenhæng uset svaghed, blev i stedet afløst af et skuespil, der næsten virkede lige så planlagt, som det har været, når briterne har lagt etaper i jerngreb og iværksat deres storstilede angreb.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det virkerede i hvert fald næsten så koreograferet, at det blev helt tykt, når man efterfølgende ved, at det alt sammen blot var skuespil. Først sendte han den imponerende stærke Jonathan Castroviejo, der totalt overstrålede alle supermandskabets øvrige stjerne, til fronten, inden han pludselig faldt tilbage til bagenden af feltet og kaldte sin hjælper tilbage. Siden skar han så mange grimasser bag Pogacar og Vingegaard, at man næsten ikke kan forstå, at han havde overskud til at koncentrere sig om også at træde, og det så endda også ud til, at han rodede med et gear, der var alt for stort - noget, der plejer at være et stensikkert krisetegn.

Men Carapaz spillede spillet, og det er helt legitimt. Nu fik han en vigtig tidsgevinst foræret af Pogacar og Vingegaard, så hans forspring til Uran inden enkeltstarten ser solidt ud, hvis man ser på deres indbyrdes styrkeforhold på den første tidskørsel. Samtidig gav han sig selv den bedste chance for at vinde etapen og således få både i pose og sæk, men desværre for ham blev hans bluff kaldt. Vingegaard var slog nok til at holde så meget i tanken, at den slags julelege ikke længere går for vores ecuadorianske ven. I morgen har Vingegaard nemlig verdens bedste årsag til at sidde på hjul hele dagen, når det kun er en dårlig dag, der kan koste ham den historiske danske 2. plads.

Dermed blev det ikke uventet Uran, der blev den store taber i podiespillet. Colombianeren har ellers rejst sig fornemt i dette løb, hvor hans niveau har været det bedste i flere år, men efter Vingegaard-showet på Ventoux lignede han tydeligt den sandsynlige taber i Pyrenæerne. Mod Carapaz, Pogacar og fra nu af også Vingegaard vil han altid være overmatchet, og selvom han fik fabelagtig hjælp af Sergio Higuita, der i dag var en af de allerstærkeste og i dette løb definitivt har lagt en længere krise bag sig, var der intet at stille op. Alligevel har han al mulig grund til at være tilfreds, for en 4. plads må for Uran betegnes som både et fremragende resultat og et storslået comeback.

Nu skal han til gengæld snarere se bagud end opad. Vi har i de senere år set, at Uran har svært ved at holde niveau i den tredje uge, og i dag var han synligt ringere, end han har været tidligere i løbet. Helt omvendt er det for Ben O’Connor, der bekræftede sin tendens til at køre stærkt i den tredje uge, og som atter viste, at hans evner på lange, seje stigninger er fremragende - i hvert fald når vejret er køligere. Med det store forspring, han opbyggede sig i Tignes, havde han været en reel podiekandidat, hvis ikke han var smeltet helt sammen i heden på Ventoux. Det må gøre ondt på den stærke australier, men til gengæld kan han stadig drømme om en 4. plads, hvis han kan stikke kniven ind på Uran igen i morgen - og det er et resultat, han og Ag2r næppe havde drømt om inden løbet.

O’Connor er ikke den eneste, der har evnen til at køre stærkt til sidst. Det samme har Enric Mas, der vel mere end de fleste er kendt for sin tendens til at blive bedre og bedre igennem en grand tour. Denne gang har den tendens bare slet ikke holdt stik, og i dag stod det helt klart, at nedturen på Ventoux ikke bare var en enlig svale. I stedet satte dagens pauvre resultat måske en streg under, at det bare kniber med at køre stærkt i tre uger. I hvert fald er han kun to gange startet en grand tour stærkt, nemlig i Vueltaen i 2020 og denne Tour, og begge gange er det gået ham ilde til slut. Dermed bliver Touren igen det løb, der bare ikke vil lykkes for Movistar, som næppe kan finde megen trøst i, at Miguel Angel Lopez på falderebet endelig begynder at vise bare enkelte livstegn.

Mere forventeligt var det, at solide Wilco Kelderman ville ende et eller andet sted midt i top 10, og han viste igen i dag, at han er dejligt let at regne med i en grand tour. Det er Bilbaos dieselmotor som bekendt også, og baskeren bliver igen i år bare bedre og bedre, som dagene skrider frem. Med tanke på hvor stærkt han nu to år i træk har kørt mod slutningen af sin anden grand tour, tør man næsten ikke tænke på, hvor varm hans motor kan blive, hvis han er frisk på at tage Vueltaen med også. Det er i hvert fald ganske imponerende, at hans vanvidskalendere ikke synes at føre blot skyggen af træthed med sig.

Træthed mærker Alexey Lutsenko til gengæld, men han holder stand. For ham har målet hele tiden været at undgå den totale eksplosion, og selvom han skam ikke har samme høje niveau som i starten af løbet, er han nu bare én bjergetape, hvor det store kollaps skal undgås, fra at sikre sig en top 10, der slet ikke lå i kortene fra løbets begyndelse. Det gjorde det heller for Guillaume Martin, der slet ikke skulle køre klassement, men som igen blev beviset på, at udbrud kan være vejen til top 10, selvom han heller ikke i dag var i nærheden af at finde det tårnhøje niveau fra 2020.

Alligevel er han næppe tilfreds i dag. For franskmænd synes selve livets formål nemlig at være at ende som bedste mand løbets hjemland, og derfor gør det helt sikkert mere ondt på ham, at han i dag blev slået af David Gaudu, end at Pello Bilbao har kurs mod at stjæle hans 10. plads. For alle andre var det til gengæld herligt at se den franske guldfugl endelig vise sin tårnhøje klasse, der havde fortjent et langt bedre resultat end en placering lige uden for top 10. Desværre er det ikke mærkeligt, at det går sådan. Der er nemlig ingen, der har tvivlet på Gaudus evner. Til gengæld er der mange der - tilsyneladende helt berettiget - har tvivlet på hans stabilitet.

Hans flotte kørsel har fortjent en etapesejr, men det bliver der næppe noget af. I dag viste UAE og Pogacar nemlig tydeligt, at den prikkede bjergtrøje ikke får lov at blive et anliggende mellem Wout Poels, Michael Woods og Nairo Quintana. Allerede inden etapen lignede Pogacar en lille favorit til prikkerne, fordi de 80 point for sejrene på 17. og 18. etape meget vel kan være nok til at forsvare den trøje, han sidste år vandt ved lidt af et tilfælde, og derfor var det allerede inden etapen svære kår for de tre ryttere, der ellers har kørt målrettet efter bjergkonkurrencen i nu halvanden uge.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I dag så de dog også ud til at gøre, hvad de kunne for at forære Pogacar sejren. Sjældent har man set så mærkværdig en taktik, der nærmest syntes designet til at sende trøjen til Slovenien, og man kan kun håbe, at de alle kan stille til start i morgen og ikke skal akut opereres for at have skudt sig selv i foden.

I starten gjorde de ellers alt rigtigt. Det var klart, at der var så store interesser i etapesejren, at de aldrig kunne få lov at ramme udbruddet på en dag med en flad start, og derfor var deres eneste chance at genåbne løbet på Col de Peyresourde, den første af dagens tre stigninger. Pointene på disse to bjerge samt på Tourmalet i morgen kunne i sig selv være nok til at ende på podiet i Paris, og da finalen kunne være ganske svær at kontrollere for klassementsholdene, var det også nøglen til at komme i spil til de store point på Col du Portet.

Derfor gav det glimrende mening, at Israel SUN og Arkea satte sig frem for at holde snor i udbruddet. Logikken forsvandt imidlertid prompte, da det stod klart, at formålet alene var netop at holde i snor og ikke at køre udbruddet ind, så Woods og Quintana kunne gå efter de 10 point på Peyresourde. Nu endte de alene med at agere nyttige idioter for UAE og Ineos, der slap for at bruge væsentlige kræfter på det flade og dermed havde masser af folk til at kontrollere den finale, hvor Woods, Poels og Quintana skulle have genåbnet løbet, samtidig med at de lod afstanden forblive så stor, at de tidlige bjergpoint aldrig kom i spil. Helt galt gik det, da Woods endda sov i timen og lod Poels og Quintana køre væk, hvorefter hans israelske tropper igen legede endnu mere nyttige idioter for et UAE-hold, der efterfølgende ikke havde spor af problemer med at sørge for, at de tre kamphaner kom fra etapen med så få point, at det var næsten helt ligegyldigt. Det er en kun en skam, at man ikke fejrer jul i Emiraterne, for ellers var der med statsgaranti kommet et julekort hele vejen til Israel og Frankrig som en venlig tak for den tidlige julegave, der i år faldt allerede i juli.

Pogacar fik i hvert fald dejlig hjælp til nu at kunne sikre sig præcis lige så mange trøjer som sidste år, og det virker bestemt heller ikke usandsynligt, at han endda kan toppe 2020-udgaven ved at vinde fire og ikke ”kun” tre etaper. At den mulighed havde været i spil efter kongeetapen, var der næppe nogen, der havde betvivlet som et sandsynligt scenarium, da starten gik i Brest. Ej heller havde nogen stillet spørgsmålstegn ved, at Carapaz ville være en sandsynlig nr. 3, og at Jumbo ville besætte 2. pladsen efter en medrivende duel med den forsvarende vinder.

Nej, årets Tour de France er indtil videre gået helt som forventet - hvis altså ikke det havde været for en dansk komet, der har kurs direkte mod stjernerne.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET