For et par uger siden var det et ”Shut up!”, man kunne høre helt til Danmark, da Geraint Thomas med en vild forcering på La Planche des Belles Filles fortalte alle kritikerne, at han altså var klar til at køre med om sejren i verdens største cykelløb igen i år. I dag var det så noget helt andet, der gjaldede ud over Frankrig med en kraft, så det blev blæst hele vejen op til vort flade land mod nord. Denne gang var det nemlig det kollektive suk, der synkront blev udgydt af vel næsten samtlige 67 millioner franskmænd, da deres alles darling, Julian Alaphilippe, alligevel endte med at eksplodere på vej op ad Prat d’Albis, netop som det ellers så ud til, at han var at levere endnu et mirakel.

Da Thibaut Pinot trådte i pedalerne en ekstra gang med en sådan kraft, at man kortvarigt måtte overveje, om der overhovedet var en kæde på hans cykel, brast elastikken nemlig. På 14 etaper havde de øvrige 163 ryttere i feltet ledt efter hans grænse, men uanset om de havde søgt i sidevind, på eksplosive bakker, på holdløb, på enkeltstarter eller sågar på Tourmalet var den intet den intet sted at finde. Faktisk havde han endda på gårsdagens pressekonference antydet, at han sågar kunne have slået Thibaut Pinot på Pyrenæernes gigant - et udsagn, der kortvarigt kunne få én til at overveje, om han vitterligt var ved at levere sensationen.

I dag kan vi konstatere, at det ikke sker. Ganske vist har Alaphilippe fortsat førertrøjen, og ganske vist undgik han den totale eksplosion, som ellers har været reglen mere end undtagelsen i hans mange etapeløb, men håbet om sejr synes nu totalt slukket. I forvejen virkede det meget usandsynligt, at en mand, hvis eneste svaghed hidtil har været den manglende restitutionsevne, skulle kunne holde i tre uger uden at brænde sammen bare en enkelt gang i de høje bjerge, der aldrig har været hans naturlige terræn. Og efter at han i dag for første gang trådte lige så firkantet, som han plejer, når der er udsigt til en klassisk Alaphilippe-eksplosion, er det svært at tro på, at en forvandling til det bedre skulle være i udsigt i Alperne, hvor de lange, udmarvende stigninger passer ham langt dårligere end de hidsige pyrenæertinder, der var rammen om hans fald i dag.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Heldigvis kender vi også Alaphilippe godt nok til at vide, at han kan være meget svingende i et etapeløb. Nu kan han se frem til tre lidt lettere dage, og det kan måske bringe ham lidt til hægterne igen inden de tre afgørende slag i Alperne. Problemet er bare, at han nu igen har udsigt til at skulle grave dybt tre gange i træk i terræn, der ikke er hans, og på et tidspunkt, hvor han allerede er slidt ned til sokkeholderne. Det ligner et projekt, der kun kan briste.

I forvejen lignede det en umulig mission at vinde løbet. Som jeg skrev i går, ville det nemlig blive på grænsen til uladsiggørlige, hvis han med sit sprinterhold skulle forsvare sig mod de stærke mandskaber, der indtil i går stadig betragtede hans trussel som værende så lille, at der ikke var grund til at angribe ham. Den svaghed blev til fulde udstillet i dag. Først tabte han sin vigtigste hjælper i en desværre sygdomsramt Mas - det forklarer formentlig, hvorfor hans stigende formkurve så brat knækkede i går på Tourmalet - og siden blev det åbenlyst, at Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og ikke mindst en dybt imponerende og bundhamrende loyal Elia Viviani ikke havde skyggen af chance for at afparere de missiler, Movistar med løs hånd dryssede ud over Pyrenæerne. Dries Devenyns faldt som sidste mand fra allerede fra bunden af den stejle del af Mur de Peguere, og herefter var Alaphilippe helt overladt til sig selv.

Til gengæld skal han som altid have ros for både sin heroiske fight og ikke mindst sin opportunisme. Det havde været så nemt at undlade at svare på Thibaut Pinots angreb og i stedet håbe på, at Geraint Thomas og Steven Kruijswijk kunne hjælpe ham tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke. Han valgte at dø med støvlerne på ved at kaste sig ud i det storladne forsøg på at matche sin suveræne landsmand, og det så endda længe ud til at ville lykkes - i hvert fald lige indtil den forudsigelige eksplosion indtraf på et langt senere tidspunkt, end man kunne have ventet.

Nu er franskmændene et relativt emotionelt folkefærd, og derfor er det nok mest skuffelsen over det udeblevne mirakel fra deres darling, der hersker. Nøgternt betragtet var det imidlertid en fantastisk dag for værtsnationen. Der er nemlig som bekendt langt større chance for et positivt udbytte ved at investere i en ganske vist lidt svingende og risikabel aktie end ved at kaste hele formuen i en lottokupon. Og mens en Alaphilippe-sejr nok skal betegnes som en gevinst, der kunne indhøstes ved et lotteri, er en samlet sejr til Pinot et langt mere sandsynligt udkomme af verdens største cykelløb.

Måske blev han overskygget af Thomas på La Planche des Belles Filles, men ser man bort fra den lille svipser, har Pinot efterladt et fabelagtigt indtryk siden brostenene på 1. etape. I de foregående analyser har jeg allerede gentagne gange opregnet, hvordan han undervejs har imponeret, uanset om det handlede om holdløb, enkeltstart, spurter på små bakker, brostenskørsel eller forsøg på at følge Alaphilippe i rigtigt Alaphilippe-terræn. Pinot har mestret det hele, men det var først i dag, at vi så, hvor god han virkelig var. Nok vandt han på Tourmalet i går, men det skete med en noget afventende kørsel, som var han stadig ramt af den manglende selvtillid, der altid har præget ham, men med et selvtillidsboost i ryggen turde han i dag åbne helt op. Og det gjorde han med fynd og klem, så det føltes, som om der blev åbnet for en hel syndflod af kraft ud over hele Pyrenæerne.

Magtdemonstrationen var kulminationen på en fornem strategi. Fra start sørgede han for at få Sebastien Reichenbach og Rudy Molard afsted i det tidlige udbrud, og allerede der kunne man lure, at noget stort var i vente. Spørgsmålet var bare, om de to skulle bruges som hjælp i dalen efter Mur de Peguere, eller om de skulle pace deres kaptajn på den flade øvre del af målstigningen, efter at han havde slået hullet på den stejle nedre del.

Pinot holdt sig i skindet på den stejle mur, og derfra stod det klart, at det var option B, der var tanken. Molard kunne ikke helt holde trit med udbruddet, men skulle vise sig værdifuld til at føre på det vanskelige dalstykke, hvor Mikel Landa truede med at bringe sig tilbage i den absolutte topkamp. Dernæst satte han igen guldfuglen David Gaudu, som ellers havde vist overraskende svaghedstegn på Muren, til at rive feltet i stumper og stykker, inden Pinot sel vistesin tårnhøje klasse ved med en effektiv forcering at spurte op til Reichenbach, der som i Giroen sidste år synes at have fundet sine bedste - og dermed ganske forrygende - ben til den tredje uge. Schweizeren satte så effektivt et tempo, at selv Ineos med Wout Poels og Geraint Thomas kom til kort, og da først Pinot var overladt til sig selv, angreb han igen og igen i et sandt angrebsraseri, som først knækkede Emanuel Buchmann og til slut også sendte Egan Bernal til tælling.

Magtdemonstrationen var så monumental, at ingen længere kan betvivle, hvem der er løbets stærkeste rytter, og modsat Alaphilippe har Pinot to trumfer, som førertrøjeindehaveren må spejde misundeligt efter. Dels har Pinot en fornem grand tour-historik, der viser, at han aldrig går helt ned. Ser man bort fra sygdommen under sidste års Giro, er det altid enten-eller med Pinot, som enten er meget dårlig eller meget god. Og denne gang synes der heldigvis at være tale om en af de gode årgange. Derudover så vi i dag, at holdet med Gaudu, Reichenbach og Molard hører til blandt de allerstærkeste i bjergene, og at FDJ ikke vil få alt for store vanskeligheder med at forsvare en eventuel førertrøje.

Vejen er dog langt fra banet for en Pinot-sejr. Særligt to trusler lurer over hovedet på franskmanden. Den første er hans berømte dårlige dage. Som sagt går han aldrig ned i en grand tour, men han kan alligevel være nærmest skræmmende svingende fra dag til dag. Man behøver bare at kaste et blik på hans resultater fra sidste års Giro og Vuelta for at forstå, at Pinot kan flyve den ene dag og være i problemer den næste. Den slags er der ikke råd til, hvis man vil vinde en grand tour - slet ikke når man også er så sårbar i sidevinden, at der er blevet smidt mere end 1.30 på en etape, der ikke burde have spillet en rolle.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den anden er varmen. Pinot har aldrig lagt skjul på, at han hader hede af hele sit hjerte. Det så vi blandt andet i 2015, hvor han røg helt ud af klassementet efter nogle fæle dage i Pyrenæerne, men hvor han rejste sig med det samme, det blev koldere. Vejrudsigterne melder om gloende hede, når løbet genoptages efter hviledagen, men heldigvis for ham ser det ud til, at det vil lægge sig inden alpeetaperne. Faktisk kan de blive ramt af kraftige eftermiddagsbyger, og det har altid vejret i regnvejr, at Pinot har haft sine bedste dage. Måske er vejrguderne derfor alligevel med ham.

Dagens anden store vinder var naturligvis Mikel Landa. Som jeg har skrevet tidligere, er det en gave til løbet, at netop Landa blev sat tilbage som følge af styrtet i sidevinden. Man kunne måske nok have ønsket sig, at tidstabet ikke havde været helt så stort, men vi ved, at en Landa på bagkant er lig med en Landa i offensiven. Baskeren er kendt for at angribe i både højre og venstre side af vejen, og man skulle således ikke overveje det længe, når man skulle pege på, hvem der var det mest sandsynlige bud på en rytter, der ville forsøge sig med en tidlig offensiv.

Den kom da også som forventet på Mur de Peguere og blev omsat i en anselig tidsgevinst efter endnu en etape, hvor Movistar brillerede med deres kollektive styrke. Undtagelsen var naturligvis stakkels Nairo Quintana, der ellers ligesom i 2017 forsøgte at rejse sig på den store måde, men hurtigt måtte indse, at der heller ikke denne gang findes mirakler, uanset om man hedder Alaphilippe eller Quintana. Drømmen om, at det flotte forår var et varsel om en genfødsel, blev definitivt begravet på vejen mod Foix, men det skal ikke tage noget fra Movistars fornemme offensiv i øvrigt. Andrey Amador og Marc Soler, der begge havde imponeret så stort på vejen mod Tourmalet, var igen deres vægt værd i guld, da de først slagtede sig selv i forsøget på at bringe Quintana tilbage i spillet, og til slut kørte så stærkt sammen med Landa i dalen til sidst, at de fik FDJ, Jumbo, Astana og Bora til at indgå en kollektiv alliance for at sikre, at den stærke basker ikke pludselig kørte sig helt ind i topkampen igen.

Til slut bekræftede Landa selv det fornemme indtryk, han har givet siden det stærke angreb på 6. etape og understregede dermed atter, at han af en eller anden grund mestrer kunsten at køre stærkt i både Giroen og Touren i samme sæson. Og længere tilbage understregede gode, gamle Alejandro Valverde endnu engang cykelsportens første læresætning om, at man aldrig må begrave den spanske veteran, før han selv siger stop, da han for anden dag i træk modbeviste tesen om, at han på sine gamle dage ikke længere kan køre på lange stigninger og i høje bjerge.

Dermed er Movistar en faktor, hvis betydning ikke skal undervurderes. Selvom der er langt op, kan Landa nu for alvor lugte podiet, og selvom de nok ikke længere kan bruge Quintana i et taktisk spil, er colombianeren stadig et stærkt kort som hjælper. Amador og Soler kører som motorcykler, og den purunge Valverde har altid vist, at han i Touren er bundloyal. Med sin øjeblikkelige 8. plads udgør han i den grad en trussel, som kan bruges offensivt, og det vil spanierne formentlig vide at gøre, når Landa byder op til angrebsfest i Alperne i næste uge.

Dagens tredje store vinder er naturligvis Buchmann. Tyskeren er et strålende eksempel på, hvordan det kan være en god ide at holde øje med momentum fra forårssæsonen, når man vel at mærke gør det med omhu. Nok har Jakob Fuglsang og Adam Yates været endnu stærkere i første del af sæsonen, men begge har de beviselige problemer med holdbarheden over tre uger. Buchmann har måske været mere anonym, men lige siden han kørte fra alt og alle i sin allerførste start på Mallorca tilbage i januar, har det været åbenlyst, at han har løftet sit niveau enormt som kulmination på den lange, men ret stabile udvikling, han har haft, siden han som hel ung kæmpede for en top 20-placering i Touren. Og faktisk kunne vi meget vel have talt langt mere om Buchmann op til løbet, hvis blot han havde kørt med hovedet og ikke med hjertet i Dauphiné, hvor et lidt tåbeligt udbrud på 2. etape meget vel kan være det, der kostede ham en samlet sejr i det løb, der i stedet rettede alt fokus mod Fuglsang og Yates, selvom det vel egentlig på mange måder var Buchmann, der imponerede mest.

Alligevel har der været spørgsmål ved hans holdbarhed, fordi hans Vuelta sidste år højst overraskende udviklede sig i den kedelige retning, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag. Logikken siger ellers, at en mand, der er kendt for først at få gang i motoren efter 100 km, burde være bedst i den tredje uge, og hans kørsel i dag synes da heldigvis også at bekræfte den teori. Nu må man bare håbe, at hans motor når at blive varmet op på de korte 19. og 20. etaper, så vi ikke ser en gentagelse af scenariet fra Baskerlandet, hvor han på den korte, eksplosive 6. etape smed en samlet sejr væk, da han blev angrebet, inden han for alvor var kommet op i omdrejninger, som han gjorde det med et heroisk forsvar mod slutningen af etapen.

Samme glæde som hos Bora er det ikke hos Ineos. Briterne er langt fra ude af kampen om den samlede sejr, men det står efterhånden klart, at der ikke bliver tale om den vanlige britiske dødsmarch mod endnu en kontrolleret og suveræn triumf. Tværtimod skal de nu tænke mere kreativt og måske tage nogle vanskelige taktiske valg, hvis de vil fastholde deres trone efter alpeetaperne.

Dagens etape viste nemlig, at gårsdagens nedtur for Thomas ikke var en enlig svale. Waliseren er bestemt ikke dårlig, og han kom da også med en af sine velkendte Thomas-forceringer nær toppen, så han med vanlig walisisk power kunne tilbageerobre den 2. plads, som Pinot kortvarigt så ud til at have kurs mod, men han er ikke det overmenneske, som de første par dage syntes at indikere. Pinot er så tæt på, at Thomas næppe kan vinde løbet alene ved defensiv kørsel, og lige nu ligner han ikke en mand, der vil kunne følge franskmanden til dørs, hvis der altså ikke kommer en dårlig fransk dag i vejen.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

På den anden side er Egan Bernal i gang med gøre det forventede. Sidste års Tour afslørede, at han som en anden Richard Carapaz og Enric Mas har den motor, der gør ham særligt god sent i etapeløbene, og han har derfor forventeligt været i stand til at rejse sig efter den mildt sagt haltende start med en ringe 6. etape og en halvsløj enkeltstart. I dag viste han med sin fornemme kørsel, hvorfor en hel cykelverden har så enorme forventninger til ham, men denne gang rakte det altså ikke helt til at matche Pinot.

Problemet er, at han nu er 12 sekunder efter franskmanden, og derfor skal finde på et eller andet i de kommende dage. I den sammenhæng er det heldigvis til Ineos’ store fordel, at de med to mand i top 5 har stærke kort at spille, og logikken siger, at Bernal kun vil blive bedre, som løbet skrider frem, og som vi nærmer os de 3000 m i Alperne. Dertil kommer, at Wout Poels i dag viste, at hans berømte tredjeugesben er ved at komme - og de hører altså til de absolut bedste i verden - og dermed kan der være udsigt til, at Ineos kan sidde med hele tre mand i de helt skarpe finaler. Umiddelbart er det i hvert fald Bernal, der står først i række til at tage over, hvis Pinot viser svaghedstegn eller får en klassisk dårlig Pinot-dag.

Den anden er Steven Kruijswijk, men hollænderen var en af dagens overraskende tabere. Efter sin nærmest ubesværede kørsel på Tourmalet, så alt ud til at være på skinner, da Laurens De Plus og senere George Bennett atter satte en tyk, fed streg under, at de har et hold, der til fulde kan matche Ineos, Movistar og FDJ i bjergene. Derfor var det også højst overraskende, at Kruijswijk ikke kunne svare, da Pinot åbnede ballet, og da der til slut skulle åbnes op for gassen, var det heller ikke ham, men Thomas, der måtte tage affære.

Til hans forsvar skal siges, at etapen bestemt ikke passede Kruijswijk. Stigningerne var korte, irregulære og stejle og derfor slet ikke noget for en mand, der helst vil have en jævn 30 km lang stigning med 7-8%. Dem venter der et hav af i Alperne i den tredje uge, hvor han som bekendt altid er bedst. I dag så vi også, hvordan har tænkt sig at gribe dem an, nemlig ved at få De Plus og Bennett til at slide rivalerne op en efter en, og den strategi fungerede så godt på Tourmalet, at der er al mulig grund til at tro, at den vil fungere også i næste uge - i hvert fald hvis de ikke altid helt stabile to bjerghjælpere kan holde deres tårnhøje niveau.

Det var også godt at se Richie Porte rejse sig igen. Ganske vist er podiedrømmen definitivt slukket for australieren, men i dag viste han, at han fortsat skal tages seriøst i dette løb. Formkurven synes i hvert fald stadig at være stigende, og man kan håbe, at den altid aggressive og kørelystne australier kan finde de sidste procent, så han kan blive en del af Movistar-offensiven i Alperne. Han har i hvert fald ikke den store grund til ikke at tage del i festen og tage de risici, der kan bringe ham tættere på toppen af klassementet efter de dumme tidstab på holdløbet og i sidevinden.

Til gengæld må vi desværre nok konstatere, at formkurven går den anden vej for Fuglsang. Det forståelige, men lidt naive håb, om at den 34-årige dansker pludselig i en sen alder skulle kunne overvinde det tredjeugessyndrom, der altid har plaget, ser ud til at være ubegrundet, for igen i år ser det kun ud til at gå den forkerte vej med danskerens form. Egentlig er det jo ikke ringe at komme i mål blot 5 sekunder efter Alaphilippe, men hans flotte, men desværre forgæves forsøg på at blive en del af Landa-offensiven minder desværre lidt om hans tilsvarende forsøg i Pyrenæerne sidste år, hvor han også måtte sande, at benene mod slutningen af løbet ikke rakte. Han har stadig kurs mod en fin top 10-placering, som de fleste cykelryttere vil være gule og grønne af misundelse over, men heller ikke den er sikker, når både Warren Barguil, der definitivt kan erklæres at være tilbage, og Porte synes at have stigende formkurver.

Etapen blev også en nedtur for Rigoberto Uran. Drømmen om, at den gode enkeltstart skulle være udtryk for, at han er på vej tilbage, havde heller ikke hold i virkeligheden. Ude af billedet er han ikke, men med tanke på, at han nu i snart to år har været anonym top 10-rytter og ikke podiekandidat, er det svært at se, at det skulle forandre sig væsentligt i den kommende uge. Desværre for EF bliver det svært at rejse sig, for dagens etape viste, at en ellers velkørende Michael Woods nok er for besværet af sine brækkede ribben til at vinde en bjergetape. Til gengæld virker Tanel Kangert til at have fået gang i motoren, så måske det er på tide at sende det estiske kraftværk på et af sine store ridt i bjergene?

Den slags ridt skal vi ikke forvente af de mange store tabere, som desværre er en uundgåelig del af ethvert Tour de France. Udover Quintana forsøgte også Dan Martin at rejse sig med en stor offensiv, men den ellers ret stabile irer må desværre sande, at hans dårlige forår måske er udtryk for et mere grundlæggende problem. Romain Bardet gjorde det heldigvis meget bedre end tidligere, men også han må sande, at det kan blive svært at rejse sig i Alperne, som han ellers gjorde det i 2015, hvor han sidste startede en Tour på katastrofal maner. Og endelig måtte den i forvejen ustabile Adam Yates i dag sande, at Touren desværre ser ud til at blive en gentagelse af sidste års nedtur, men måske han kan rejse sig i den tredje uge, som han var meget tæt på at gøre i 2018, hvor kun en lidt for vovet nedkørsel forhindrede ham i at tage en etapesejr.

Heldigvis kan han regne med sin bror. Nok er plan A gået galt for Mitchelton-Scott, men efter 15 etaper står de trods alt tilbage med tre sejre. Et sådant udkomme af en Tour står i en ret høj kurs på cykelbørsen, og derfor kan man ingenlunde betegne løbet som en fiasko. Og det er langt fra slut endnu, for Simons fabelagtige ridt, hvor han ene mand holdt en velkørende Landa stangen, viser, at han stille og roligt har fundet de ben, han manglede i Giroen. Og da også stortalentet Jack Haig langsomt synes at finde benene, og da vi så, hvor stærkt Matteo Trentin kørte på 12. etape, er der al mulig grund til at antage, at Mitchelton vil spille en nøglerolle også de kommende uger. Og selvom det er svært at kritisere en mand, der lige har vundet Vueltaen, er der altså meget, der peger på, at de lidt svingende og ustabile brødre er bedre i rollen som etapejægere, hvor de med deres timing, punch og slangehug kan omsætte det meste til guld, som Simon gjorde det i de to første uger af sidste års Giro, hvor han netop kørte mere som aggressiv opportunist end den mere klassiske, konservative klassementsrytter, som han af natur egentlig ikke burde være.

Det er Alaphilippe bestemt heller ikke, men alligevel begyndte de mange franskmænd at drømme søde drømme om, at det franske Tour-mirakel skulle blive til virkelighed. Det bliver nu nok ikke tilfældet, og vi står nok snarere over for en eksplosion i stil med den, netop Yates oplevede i Giroen, end en vanvidstriumf. Alligevel blev Alaphilippes nederlag i dag til en fransk sejr, for som sagt er det bedre at have pengene stående i en svingende aktie end i et bundt lottokuponer. Den slags investeringer står man sig bedst ved, og det kan Pinot forhåbentlig bevise for dem i den kommende uge. Det er nemlig ham, der er den rette franske hest at spille på.