STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

For 24 timer siden spredte der sig en stemning af mismod ud over det meste af Tour-feltet og blandt mange cykelfans. Ikke fordi det var svært at beundre en af alletiders bedste cykelryttere folde sig ud med endnu en af de magtdemonstrationer, der har været det dominerende tema igennem en eller stadig ganske kort karriere. For feltet skyldtes opgivenheden snarere, at det efter tre meget overbevisende slovenske magtdemonstrationer kunne se ud til, at det skulle blive meget svært at finde et hul i Tadej Pogacars panser, og for alverdens cykelfans, fordi der lurede en risiko for, at løbet ville ende som den procession, vi var vidner til for et år siden.

Det grund til pessimisme har der ikke været grund til. Naturligvis har Pogacar hele tiden været den klare favorit, og den opfattelse er af gode grunde kun blevet styrket igennem den første uge, men som jeg skrev i analysen inden løbet, var det slet ikke så given en konklusion, at sloveneren vil vinde, som det måske kunne se ud til. Vi så nemlig for et år siden, at det slovenske vidunderbarn startede som det monster, vi kender, men at han var langt mere menneskelig i den tredje uge. Her ikke blot satte Vingegaard sin rival på Ventoux, han svarede også på alle Pogacars angreb i Pyrenæerne, inden han gav ham gedigne prygl på den sidste enkeltstart.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derfor har det hele tiden været sandsynligt, at vi havde et tættere løb, end det ved første øjekast kunne se ud, men det helt store spørgsmål var, hvordan Vingegaard ville komme igennem den første uge. Belært af erfaringen fra 2021 - som trods alt stadig er et meget spinkelt grundlag for en dansk rytter, der kun har kørt klassement i én grand tour - synes danskerens store styrke nemlig at være hans restitution. Derfor må planen hele tiden have været at vinde løbet på den lange bane ved at begrænse tabet i begyndelsen og herefter håbe på samme udviklingsmønster mod slutningen, som vi så for et år siden. Kunne sidevind og brosten endda betyde, at han ville komme ud af uge 1 med et forspring, ville vejen til en mulig sejr blot væe endnu klarere.

Sidste del af planen lykkedes ikke. Vinden var taget på sommerferie et andet sted end i Danmark eller Nordfrankrig, og brostenene endte i et mareridt, som kunne være endt i den totale katastrofe, hvis ikke verdens bedste brostensrytter havde været Vingegaards holdkammerat. Dermed måtte resten af uge 1 handle om at undgå yderligere blødninger, og det kom ikke just alt for godt i gang, da det slovenske uhyre i går viste tænder og med en puls på 100 blæste til sine første 10 bonussekunder i løbet.

Det var dog først i dag, at der for alvor var brug for de mange klude, der skulle stoppe den potentielle blødning, som Pogacar havde planer om at igangsætte, da feltet ramte Planche des Belles Filles. Faktisk var hans planer så omfattende, at han ikke blot ville levere endnu et nyrestød. Nej, han ville for enhver pris vinde på den stigning, der har en særlig plads i hans hjerte, efter at han på selvsamme bjerg leverede nyere cykelsports vildeste comeback på Tourens sidste enkeltstart i 2020, og han havde endda trukket den så langt, at han havde inviteret hele familien til Frankrig, så de kunne se ham - med den gule trøje på skuldrene naturligvis - levere samme magtdemonstration, som han gjorde på den første bjergetape for et år siden. Alle de håbefulde udbrydere, der brugte en time på at angribe i højre og venstre, kunne godt tro om. UAE blev sendt til fronten af sheriffen, der havde boksehandsker klar til at levere både nyrestød og starte voldsomme blødninger.

Da handskerne kom frem, efter at hans UAE-hold havde manet al tvivl om den kollektive styrke til skamme med stadig bedre klatring fra Brandon McNulty, en meget veltimet genfødsel af den hensygnende George Bennett og slutteligt endnu en fornem præstation af den i år så velkørende Rafal Majka, var der imidlertid ikke brug for mange klude eller forbindinger til at stoppe blødningen. Nyrerne var også helt intakte og fuldt funktionsdygtige, for det sølle udbytte af den stort anlagte offensiv blev en ganske vist både flot og mindeværdig etapesejr og de sølle 4 sekunder, der i tidsbonus var forskellen på en 1. og en 2. plads.

Det er jo i sig selv meget godt. Pogacar øgede føringen yderligere, og så længe denne tendens fortsætter, fuldender han sit hattrick. Problemet er bare, at det var et pauvert udbytte i uge 1. Og problemet var, at det skete på en bjergetape, der både i kraft at målstigningen og det overordnede design var skrædder syet til en eksplosiv fyr som Pogacar og meget lidt velegnet til Vingegaards dieselagtige kørestil.

Som sagt aner vi ikke, om udviklingsmønsteret fra 2021 gentager sig, men der grund til at tro det. Vingegaard blev nemlig også i Vueltaen i 2020, hvor han startede meget svagt, kun bedre og bedre. Nok var Pogacars kendetegn i hans første grand tours også, at netop hans restitution var hans største force, men det billede blev mudret betydeligt sidste år, hvor han virkede træt, ikke blot i Tourens sidste uge, men også ved OL (selvom det siger alt om hans klasse, at han alligevel vandt bronze). Der er i hvert fald en berettiget grund til at tro, at det vil være Vingegaard, der har overhånden i Pyrenæerne.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Måske har han den allerede nu. At køre lige op med Pogacar på denne form for stigning er så rystende godt et resultat for danskeren, at jeg vil vove den måske lidt modige påstand, at løbet lige nu har en dansk og ikke en slovensk favorit. Allerede da danskeren, som igen havde været lidt for nonchalant med sin positionering, med største lethed gled op på Pogacars hjul, da denne kom med sin første alvorlige forcering, så det ud til, at der kunne være noget i gære, og da den eksplosive slovener måtte grave helt ned i det yderste af reserverne for at vinde en spurt, han ellers så ud til at have tabt, stod det klart, at han kun er et menneske - eller også at de er både et dansk og et slovensk uhyre. Når de er så jævnbyrdige i denne form for finale, kan man med nogen ret forvente, at det vil være anderledes på Granon og Alpe d’Huez - og særligt i uge 3.

Jumbo har i det hele taget al mulig grund til at holde fest. Nej, Primoz Roglic er ikke det monster, han var engang, men han er ikke så langt derfra, som man kunne have frygtet efter at have set, hvordan han sejlede rundt langt tilbage, da feltet splittedes på gårsdagens mur. I dag var han tredjebedste mand, og selvom han som Pogacar vil være mere komfortabel på denne form for stigning end Vingegaard, vidner det om, at Jumbo har deres rival præcis i den sandwich, de kunne ønske sig. Endnu bedre bliver det af, at vi efter etapen kunne se, at den slovenske skulder er mere mærket end som så, men det kan vel kun blive bedre med tiden.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det hele kompliceres til gengæld af, at UAE i dag viste, at mange af deres lottokuponer giver gevinst lige nu, og at Roglic har tabt så meget tid, at Pogacar kan give ham lidt snor, men hvor jeg for et døgn side frygtede, at Vingegaard efter i dag ville sidde tilbage som den klart stærkeste Jumbo-rytter blev heldigvis gjort til skamme. Nok er hierarkiet tydeligt, men forskellen er ikke så stor som frygtet. At Sepp Kuss trods sit horrible forår endda fulgte op på det fine Tour de Suisse med en placering i top 10, vidner blot om, at UAE måske nok er stærke, men det er Jumbo, der har overhånden - hvis altså ikke Kuss render ind i de offdays, han er så kendt for.

Til gengæld ligner det også den duel mellem de to favorithold, som der har været lagt op til igennem hele året. Stort set alle de outsidere, der måske kunne snyde giganterne, fejlede nemlig. Mest markant var det naturligvis med Aleksandr Vlasov, der endte som løbets helt store taber. Det kan naturligvis hænge sammen med gårsdagens styrt, men det er langt fra sikkert. Som jeg skrev i analysen inden løbet, har der nemlig været én gennemgående ting igennem russerens karriere, nemlig at han kører, som vinden blæser. Det var også årsagen til, at han ”kun” endte som nr. 6 på min favoritliste, for det var lidt svært for alvor at tro, at han kunne komme igennem løbet uden dårlige dage.

Om det nu ender med samme yoyokørsel som i sidste års Giro, hvor en god dag altid blev fulgt op af en dårlig, eller om han bare er under niveau, som han var det i Vueltaen, UAE Tour og Paris-Nice, bliver vi klogere på de kommende dage, men dagens resultat var - hvis ikke styrtet var værre end først antaget - endnu et billede på, at Vlasovs store svaghed er den manglende stabilitet. Bora kan end ikke trøste sig med en etapesejr, for selvom Lennard Kämna leverede det, der utvivlsomt må betegnes som sit livs ridt på en så svær stigning som denne, var Vingegaard og Pogacar akkurat lige så nådesløse, som Roglic var det mod Gino Mäder i sidste års Paris-Nice. Men de har selvfølgelig også begge stået i lære hos det helt rette altædende monster.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Bedre var det heldigvis for Daniel Martinez, som var den anden af de tre mest oplagte outsidere. Colombianeren kom igennem etapen med skindet på næsen, men den fornemmelse, han har givet genne hele løbet, blev desværre bekræftet. Der er meget stor forskel på den Martinez, vi har set denne sommer, og den Martinez, der var her, der og alle vegne gennem vinteren og sommeren. Heldigvis synes han at være i fremgang, men der er lidt at arbejde med, når han smider 45 sekunder på så kort og eksplosiv en stigning.

Det var dog ikke entydigt en dårlig dag for Ineos. Jo, det var bekymrende, at Adam Yates ikke var bedre på en rigtig Yates-etape i uge 1. I forvejen har det jo været svært at tro på briten i det lange løb, men når han ikke kan blande sig med de bedste på en etape som denne, kan det kun gå endnu ringere, når der står store bjergetaper på menuen i Pyrenæerne og Alperne. Dermed var det en trist dag for to af de tre britiske esser.

Til gengæld gjorde Geraint Thomas al min skepsis til skamme. For første gang siden Touren i 2019 leverede den aldrende waliser et ridt, der gav mindelser om den Tour-vinder, han jo er, men det er stadig for tidligt at forvente, at han vitterligt er i gang med at køre sig tilbage i rollen som podiekandidat i en grand tour. For tre år siden blæste han nemlig fra alt og alle på denne grusvejsrampe, der passer nærmest helt perfekt til den robuste og eksplosive Thomas, men han var helt anderledes menneskelig i de rigtige bjerge, hvor han særligt i Pyrenæerne havde det svært. Jeg vil stadig gerne se en genfødt Thomas i Alperne og Pyrenæerne, indtil jeg for alvor tror det, men foreløbig har han bestået den første test til UG med kryds og slange.

Samtidig kan Ineos glæde sig over en tredje brite. Det har ellers været et sløjt år for Tom Pidcock, men i dag beviste han, at det er helt legitimt, at han har grand tour-ambitioner på sigt. Dette var første gang, at han testede sig selv på en rigtig bjergetape som professionel, og det gav et uhyre opløftende resultat. Faktisk må det nu være ganske oplagt, at Ineos, der jo ikke ventes at kontrollere løbet, forsøger at køre med fire klassementsryttere, så længe det giver mening. Det kan i hvert fald ikke være nogen skade til, og vi aner jo intet om, hvor holdbar Pidcock er over tre uger. Måske er netop restitution en spidskompetence.

Det er dog ikke dem, der i mine øjne står tilbage som førsteudfordrer til UAE og Jumbo. Det må være Enric Mas. Som jeg skrev i analysen inden løbet, var der al mulig grund til at have store forventninger til spanieren, der har været flyvende i år - i hvert fald når han har siddet på sin cykel og ikke rodet rundt på asfalten - og i det hele taget været en helt anden rytter siden den bemærkelsesværdige Vuelta, hvor han og Roglic var næsten jævnbyrdige, indtil spanieren (igen) styrtede i den tredje uge. Jeg var ellers lidt bekymret for ham efter 4. og 6. etape, men da vi ramte hans terræn, kom han ganske pænt igennem opgaven. Med tanke på, at Mas’ restitution er hans virkelige spidskompetence, og at denne stigning ikke passede ham perfekt, er der grund til at tro, at han kommer langt, hvis altså han ikke lige skal et par ture i den asfalt, han slås med Wilco Kelderman om at kende bedst.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det var også en fornøjelse at se David Gaudu. Blandt klassementsrytterne var han vel den største joker, fordi vi ved, hvor højt hans topniveau er, og bittert har erfaret, hvor ustabil han er. Hans svage Dauphiné gav ikke just grund til den største optimisme, men i dag fulgte han fornemt op på sin overbevisende kørsel i går. I det hele taget var FDJ i dag svært imponerende, da Michael Storer også rejste sig som en Fugl Føniks, da vi endelig ramte hans terræn, men der er stadig meget langt til Paris for Gaudu. Denne eksplosive stigning passede ham ideelt, og kan han virkelig komme igennem tre uger uden dårlige dage? Svaret følger de kommende to uger.

En anden vinder er Louis Meintjes. Sydafrikaneren har gennem hele sæsonen vist tegn på en genfødsel, og det billede blev bekræftet. I skrivende stund er det stadig uklart, hvorfor i alverden han legede Chris Froome - som i parentes bemærket viste et herligt tegn på genrejsning med håb om mulig etapesejr senere - og begyndte at løbe op ad bjerget, men det skal ikke skjule, at han kørte fremragende. Denne eksplosive stigning og etape rimede så dårligt på ham, som den kunne, og den kom endda på syvendedagen, hvor hans dieselmotor stadig er iskold. Det ser ikke ud til, at det var helt tilfældigt, at han kørte sit livs enkeltstat, når han kan være så tæt på de bedste, som han var, indtil han skiftede fra cykel- til løbemode.

Glæde må der også være hos Rigoberto Uran. Naturligvis er en 12. plads ikke noget at skrive hjem om, men med tanke på det, han har vist tidligere i år, er det langt bedre end ventet. Så lever holdet med, at Neilson Powless faldt igennem, for det har aldrig været realistisk, at han kunne blande sig helt fremme. Det var også opløftende at se Guillaume Martin måske køre sin bedste bjergetape, siden hans forrygende august i 2020. Selv Bahrain kan være småtilfredse, for selvom Damiano Caruso igen tabte tid, forsvarede han sig bedre, end man i går måtte frygte, og når først hans motor er varm, kan han måske alligevel få sig klemt ind i top 10.

Det bliver sværere for Nairo Quintana, der er en af de største tabere. Nu var han næppe favoriseret af gruset, men efter den meget overbevisende start var forventningerne større. I forvejen ved vi jo, at hans restitution i dag er blevet hans helt store svaghed, og når han ender som nr. 15 på den første bjergetape, må man grue for, hvordan det går på den sidste. Han klarede det dog i det mindste bedre end Alexey Lutsenko, der måske ikke har haft den bedste optakt, men forhåbentlig snart skipper det klassement, som aldrig har været realistisk i årets stærkere felt, og at han jagter de etaper, han er så pokkers god til at vinde.

Det samme gælder for Jakob Fuglsang. Akkurat som man desværre kunne vente, måtte danskeren nok engang sande, at hans restitution og evner på længere stigninger ikke rækker til at køre klassement i en grand tour. Heldigvis kom kollapset så tidligt, at der er tid til at jagte etaper, men belært af erfaringen med hans tilsyneladende holdbarhed frygter jeg, at det kan blive svært at få det ønskede udbytte af den etapesejrjagt, han nu vil indlede. Det kan han passende gøre sammen med Ag2r, for selvom Aurelien Paret-Peintre gjorde det bedre end ventet, er det svært at se ham blande sig langt fremme, selvom han skal erstatte den forslåede Ben O’Connor.

Selvsamme O’Connor kan dog trøste sig med, at styrtet næppe kostede ham en podieplads. Det kunne han ellers måske have drømt om efter et flot Dauphiné, og efter at man i går kunne stille spørgsmålstegn ved, om Roglics fald fra tinderne ville føre til et regulært kollaps. Det gjorde det ikke. Tværtimod blev det, der efter gårsdagens slovenske nyrestød kunne ligne endnu en tre uger lang procession gennem Frankrig, effektivt forvandlet til det cykelløb, det jo helst gerne skulle være. Det krævede såmænd bare en dansker, der bredte vingerne overraskende kraftigt ud på et tidspunkt, hvor han ellers burde have været i defensiven, og en i hvert fald delvist genfødt slovener, og pludselig blev Touren så pivåben, at løbets favoritstatus pludselig ser mere dansk end slovensk ud. Der er slet ikke grund til at være så trist, som mange var det for 24 timer siden - uanset om man er rytter med sejrsdrømme eller cykelfan med hang til spænding.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER