STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Galibier, Croix de Fer og Alpe d’Huez! Det var svært at få armene ned af begejstring, da Christian Prudhomme i efteråret præsenterede årets Tour-rute. Med hele tre års fravær har løbets mest ikoniske målbjerg været forbigået længere, end vi har set det i mange, mange år, og når man forinden indlagde to af løbets mest mytiske tinder, kunne det, der vel i kraft af stigningernes betydning vel var kongeetapen, næsten umuligt skuffe.

Alligevel sidder man måske tilbage med en lidt flad fornemmelse, efter at den måske mest imødesete etape nu er afviklet. Gårsdagens vanvittige drama har næppe bidraget til at reducere forventningerne, og holder man dagens etape op mod onsdagens vanvid, kan man ikke undlade at sidde tilbage med en skuffelse. Nok fik vi det ønskede klassementsslag til sidst, hvor vi også blev meget klogere på styrkeforholdet, men med undtagelse af Tadej Pogacars sene angreb var der ikke meget festfyrværkeri over etapen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Hvordan kunne vi ende med et sådant antiklimaks? Forklaringen er ganske simpel, nemlig forskellen på UAE og Jumbo. I dag havde araberne akkurat lige så megen grund til at angribe, som hollænderne havde i går - ja, faktisk har de jo behov for at vinde betydeligt mere tid, end Jonas Vingegaard havde det for godt 24 timer siden - men alligevel var der aldrig blot optræk til, at de ville forsøge at skabe gentage hollændernes festfyrværkeri.

Det kom sikkert en overraskelse for mange, at den normalt så aggressive Pogacar tilsyneladende lagde sig fladt ned og lod Jumbo diktere slaget, men tidligt på etapen stod det ret klart, at det hollandske panser var ubrydeligt. Hvor UAE i går i den grad var til at ryste, gjorde Jumbo, som de plejer, når de har en førertrøje at forsvare på en etape, hvor en stigning fra start i den grad lægger op til angrebsfest, særligt for ryttere, der ligger til i klassementet. De sendte nemlig Wout van Aert til fronten for med et ganske hårdt tempo at afskrække alle fra at forsøge noget, og den hårde modvind på Galibier gjorde kun den mission lettere.

Det var ellers ret tydeligt, at der var mange ryttere, der havde planer på dagens første stigning, Aleksandr Vlasov, Alexey Lutsenko og Tom Pidcock fik alle på forskellige tidspunkter sneget sig med i grupper, der potentielt kunne have givet dem den klassiske genvej tilbage i klassementet, men hver gang sagde Wout nej med en fasthed, så ingen var i tvivl om, at det blev ment alvorligt. Alle forsøg fra ryttere, der havde bare en nogenlunde chance for at tvinge Jumbo til at jagte hårdt hele dagen, blev effektivt lukket ned, og på en dag i modvind var det umuligt fra Galibiers lette og meget bløde side umuligt for rytterne bare at tage sig retten til at komme i udbrud.

Dermed kunne UAE også glemme alt om en stor offensiv. Nu forsøgte de tilsyneladende aldrig noget som helst, men havde de forsøgt at sende en forpost afsted, er det ikke svært at regne ud, hvad Overlærer Van Aert havde svaret. Han havde med fasthed i stemmen sagt nej og bedt UAE-rytterne sætte sig tilbage på deres plads længere tilbage i feltet, og derfor var al ide om en UAE-kopi af gårsdagens Jumbo-show hurtigt en illusion. Forskellen mellem UAE og Jumbo var ganske enkelt for markant, for hvor UAE intet modsvar havde, da Van Aert ville i udbrud i går, havde UAE intet modsvar, hvis de havde forsøgt at trodse hollændernes vilje i dag.

Uden en forpost var al tanke om et angreb på Croix de Fer meningsløst. Der var hård modvind efter toppen, og her gik det ad en lang og lige vej, hvor det vel kun var Filippo Ganna, der ikke ville være blevet kørt midt over, hvis Van Aert havde iværksat en jagt. Derfor havde Pogacar ikke rigtigt andet valg end at vente til den afsluttende stigning med at gøre forskellen.

Men kunne han så ikke i det mindste have satset på etapesejren? Det havde da været lidt af et gensvar efter gårsdagens skuffelse at vinde løbets vel nok mest prestigiøse etape, og selvom han fik bøllebank i går, talte meget for, at han i dag ville kunne gøre det færdigt. I dag havde han nemlig ikke leget supermand tidligt på etapen, og med modvind på stigningen, der havde en let afslutning, talte meget for, at Vingegaard ville få så svært ved at sætte ham, at det kunne ligne en slovensk spurtsejr.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Jo, det havde været flot, og jeg havde egentlig også troet, at han ville være mere ærgerrig. Det var jo ikke just ærgerrighed, der manglede, da han i fredags med djævlens vold og magt absolut ville vinde på La Planches des Belles Filles. Til gengæld har han også slidt gevaldigt på sit hold de seneste dage, og da Mikkel Bjerg endda blev sat nærmest som første mand på Galibier, stod det klart, at det svækkede arabiske mandskab vist trænger til et par fridage. Måske kunne det trods alt ikke alt for stærke udbrud være blevet hentet med den styrke, både Marc Soler og ikke mindst Rafal Majka viser, men på en dag med modvind på Alpe d’Huez var det ikke her, at der var store tidsgevinster at hente. Det kunne have givet en stor etapesejr, men for løbets fremtidige udvikling var det vel egentlig meget lovende, at Pogacar lod Alpe d’Huez være Alpe d’Huez. Som man kunne vente sig af en af løbets mest aggressive skikkelser, handler det stadig om den gule trøje - ikke at vinde etaper.

Så kunne man måske have ventet sig, at Jumbo ville vinde. Hvem vil ikke gerne vinde på Alpe d’Huez? Det vil alle, og særligt et hollandsk hold vil naturligvis gerne vinde på hollænderbjerget. Selv havde jeg da også regnet med, at hollænderne ville vise lidt større grådighed, end vi så i dag, men det kan bestemt ikke betegnes som overraskende, at deres eneste mission i dag var at forsvare trøjen.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Holdet har nemlig lært en bitter lektie. I 2020 smed de som bekendt Tour-sejren væk efter et løb, hvor de ikke blot kontrollerede det hele stramt, men også ved flere lejligheder kørte Tadej Pogacar frem til bonussekunder, fordi Primoz Roglic lige var sulten efter endnu en etapesejr. Nu endte bonussekunderne jo med slet ikke at være afgørende, men holdet har ikke lagt skjul på, at de i det løb lærte en lektie om, at man skal passe på med at agere alt for meget hjælperytter for den værste rival. Det er formentlig den erfaring, der fører til, at holdet har øjnene stift rettet mod ét og kun ét mål, nemlig at fastholde Vingegaards gule trøje i Paris.

Man kunne ellers lige nå at fornemme, at holdet måske alligevel havde skiftet mening, da de mod slutningen af Croix de Fer pludselig lagde et benhårdt pres, der hurtigt reducerede udbruddets forspring ganske markant. Indtil da havde deres villighed til at lade udbruddet sejle langt væk tydeligt signaleret, at etapesejren ikke var et mål, men pludselig så det ud til, at Vingegaard måske alligevel havde fået blod på tænderne. Så snart de havde rundet toppen, stod det imidlertid hurtigt klart, at det slet ikke var målet. Det handlede alene om at gøre løbet bare en anelse hårdt, så den eksplosive Pogacar i frisk tilstand ikke ville have al for stor en overhånd mod dieselmotoren Vingegaard.

Og således endte det for store deles vedkommende som en rolig torsdagstur gennem Alperne. Heller ikke andre hold tog nemlig initiativ. Måske kunne man ellers have ventet sig noget fra Romain Bardet, der naturligvis ville elske at vinde på Alpe d’Huez på Bastilledagen, men hverken hans svage DSM-mandskab eller for den sags skyld Nairo Quintanas svage Arkea-hold havde meget at stille op i jagten på udbruddet. Skulle de hentes, skulle det ske på initiativ fra Jumbo eller UAE, og de viste meget tidligt, at deres prioritet er gult - ikke etapesejre.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Heldigvis fik langgaberen et klimaks. Alpe d’Huez leverer trods alt altid varen, når det handler om et klassementsslag, for bjerget er så hårdt, at der altid vil komme svar. Desværre for Pogacar var de to væsentligste temmelig nedslående.

For det første må man håbe, at han synes, at Jumbos særlige Tour-trøje er pæn. Ellers må hans sans for æstetik være blevet voldsomt irriteret af det mylder af Jumbo-trøjer, han var omgivet af, selv da frontgruppen var reduceret til det bare ingenting. Efter fremragende arbejde fra Van Aert, der for første gang i år har fundet sine gode bjergben, kunne Pogacar ikke meget senere se sig omkring og øjne ikke færre end fire Jumbo-ryttere i en gruppe på 10 mand. Hvis han tror på, at han og UAE kan knække hollænderne på samme måde, som de knækkede UAE i går, kan han godt tro om.

De udviser nemlig en skræmmende styrke. Igen i dag måtte vi sande, at Primoz Roglic desværre ikke er tæt på sit niveau, men en af de bedste og ikke mindst loyale bjergryttere er han stadig. Steven Kruijswijk er også fortsat på sit højeste niveau i lang tid - endda så højt, at han ligner en mand, der ikke helt har sluppet drømmen om top 10, da han i hvert fald kæmpede hårdt for ikke at tabe væsentligt med tid - og til slut viste Sepp Kuss nok engang, at han måske nok er så ustabil, at han som i går vil have sine offdays, men at han på sine store dage stadig er en af verdens allerbedste klatrere, ja i dag måske endda tredjebedste mand.

Nej, det bliver ikke via taktik, at Pogacar vinder Touren. Det bliver i en mand-til-mand-duel mod Vingegaard, og her fik han det andet svar, der var akkurat lige så nedslående. Selvom han forsøgte med de midler, han havde, lignede danskeren en rytter på søndagstur, som han har gjort, lige siden han på 7. etape sendte det første signal om, at han vil være løbets bedste bjergrytter. Nok var modvinden en klar fordel for Vingegaard, men en relativt let etape og en dermed mere eksplosiv finale var præcis det, Pogacar skulle bruge. Alligevel var han ikke tæt på at gøre forskellen, og derfor skal han håbe på et markant anderledes styrkeforhold i Pyrenæerne - et håb, der ikke synes lovende, når man ser på, hvordan de to kombattanters restitution klart artede sig til dansk fordel for et år siden. Men måske stressen, førertrøjen og forventningerne kan ændre billedet denne gang. Det ligner lige nu Pogacars største håb.

Det var imidlertid ikke de eneste svag, den mytiske tinde gav. Bag de to kombattanter væltede svarene ind med en fast, som man også ville forvente af et legendarisk bjerg. Det står i hvert fald soleklart, at Geraint Thomas lige nu ligner det bedste bud på løbets 3. plads. Al min skepsis er i den grad gjort til skamme af den stærkt overbevisende waliser, der med udsigt til en lang enkeltstart og en stor stabilitet gennem alle tre uger bliver svær at ryste væk fra 3. pladsen. Det er til gengæld også det, han går efter, for han har ikke lagt skjul på, at han i sin karrieres efterår og efter et svært forår vil være fint tilfredse med karrierens tredje tur på de eftertragtede trin i Paris.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Den anden store vinder var Enric Mas. Det var på én gang herligt at se, at der var stor grund at have mine store forventninger til spanieren, for i dag viste han tydeligt, hvor godt han har klatret, siden han i Vueltaen tog et pludseligt, men meget stort skridt. Overraskelsen er til gengæld blot større nu, hvor det står klart, at han i går blot havde en offday. Det ligner ikke en mand med Mas’ stabilitet at fejle så eklatant, at han på én dag smed podiet. Til gengæld betyder hans 5. og 6. plads forhåbentlig, at han er klar til at tage risici på Movistars hjemmebane i Pyrenæerne. I det tilfælde kan han blive en oplevelse - hvis altså Overlærer Van Aert giver ham lov.

Romain Bardet lignede derimod længe en taber, men den ukueligt fightende franskmand begrænsede alligevel tabet så markant, at han står klar til at jagte podiet, hvis Thomas skulle få en sjælden offday. Han fik i hvert fald bekræftet, at han vitterligt er tilbage på det topniveau, han forud for i år ikke havde haft siden VM-sølvet i 2018. Det eneste komiske er nu blot, at DSM stadig stædigt insisterer på, at de alene jagter etapesejre, når enhver med to - ja, endda kun ét - øjne kan se, at manden har kørt klassement fra dag 1.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Der har Nairo Quintana været mere ærlig, men til gengæld havde han måske gjort klogere i at jagte etaper. I hvert fald fik vi prompte bekræftet det billede, vi altid ser fra nutidens Quintana i grand tours. Nok starter han stærkt, men når dagene går, kniber det så meget med restitutionen, at det potentielle topresultat hurtigt forsvinder igen. Den skepsis var naturlig at have allerede efter gårsdagens 2. plads, og Gamle Quintanas holdbarhedsproblemer kom til fuldt skue igen i dag.

Holdbarhedsproblemer har Adam Yates som bekendt også, men han synes at være betydeligt mere stabil. Sidste år kom han igennem Vueltaen uden et nævneværdigt niveaufald, og med et angreb på 20. etape sneg han sig endda op på den samlede 4. plads. Med den stabilitet kunne han meget vel have kurs mod sin første top 10 i Touren siden gennembruddet i 2016, men til gengæld har de seneste dage også bevist, at hans niveau i bjergene bare ikke rækker til den absolutte top.

Om det gør det for David Gaudu, er sværere at sige, men det gør det næppe i dette løb. Det er i hvert fald anden dag i træk, hvor han har måttet kæmpe ihærdigt for at begrænse tabet ved at undgå at gå i rød zone og køre stigningerne som enten et holdløb eller en enkeltstart. Den slags skal nok bringe ham i top 10, hvis han undgår de offdays, han plejer at have, men det bliver ikke i år, at han sende franskmændene i ekstase. Dertil synes han lige nu at mangle for meget. Det har han heldigvis også erkendt, og nu prøver han i stedet med defensiv og klog kørsel at sikre sig det bedst mulige resultat.

Det gør Aleksandr Vlasov også, men det hjælper ikke rigtigt. Om alt sammen skyldes ryggen, eller om det også hænger sammen med de meget store niveauudsving, der har kendetegnet hele hans karriere, er svært at sige, men vi ser i hvert fald samme tendens til yoyokørsel, som vi plejer. Dagene er skiftevis lovende og skuffende, som de var det i Giroen sidste år, og det er ikke just opløftende for en mand, der gerne vil vinde grand tours i fremtiden.

Det vil Alexey Lutsenko ikke. Han er fint tilfreds med top 10, og i går så det ud til, at det måske alligevel var et realistisk mål. I dag leverede han dog en præstation, der mere passer med de klatreevner, vi kender ham for, og da han sidste år ikke just blev bedre, som dagene skred frem, ligner det svær mission at gentage sidste års placering blandt de bedste 10, hvis ikke han får sneget sig med i et udbrud.

Det bliver bare svært. I dag var det tydeligt, at Overlærer Van Aert ikke tillod den slags ryttere at komme væk, men så må man jo finde alternative veje. Det gjorde Tom Pidcock, der efter etapen kunne afsløre, at han blev lukket ned hver gang, han forsøgte på Galibier. Heldigvis er han en fabelagtig nedkører, og selvom Jumbo gerne vil bestemme, vil de trods alt ikke sætte liv og lemmer på spil for at gøre det. Derfor måtte de lade vidunderbarnet køre, da han angreb, hvor de var mest sårbare, og dermed fik han sig en fribillet tilbage til den samlede top 10.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det var på alle måder opløftende. For det første var det herligt at se, at han er villig til at køre offensivt i stedet for blot at passe på sig selv i et løb, hvor han mest af alt skal lære. For det andet var det herligt at se ham fuldende sin genrejsning efter et forår og et Tour de Suisse, hvor han var en skygge af den komet, han var for et år siden. Det har han bestemt ikke været i dette løb, hvor det kun er passende, at et af sportens mest spændende talenter tager sin første WorldTour-sejr på den vel størst tænkelige scene. Samtidig har han i dette løb endelig besvaret det spørgsmål, vi har savnet svar på siden den overlegne sejr i Baby-Giroen i 2020: kan han virkelig køre klassement i grand tours? Vi mangler det fulde billede, når vi ikke har set ham i den tredje uge, men hans foreløbige kørsel indikerer, at svaret kunne blive et ja.

Det er det i hvert fald for Louis Meintjes, der allerede tre gange har været i top 10 i et stort etapeløb. Til gengæld vinder han stort set aldrig cykelløb - i år brød han en syv år lang tørke med sejren i Appenninerne - men i dag var han tæt på. Efter at han i går var kommet på bagkant og derfor var endt med at ligge alene det meste af dagen, viste han i dag lidt af de takter, han har vist siden sin genrejsning. Til gengæld må vi også sande, at han stadig ikke er, som da han var bedst, for de foregående dage har trods alt vist, at Pidcock ikke klatrer som en top 10-rytter i dette løb.

Lige så god, som da han var bedst, er Chris Froome i hvert fald heller ikke, men måske er det faktisk alligevel hans 3. plads, der vil stå tilbage som det tydeligste minde fra denne stort opslåede gigantetape. Det var nemlig en fornøjelse at se ham fuldende sit comeback efter det vanvittige styrt ved igen at køre om etapesejren - endda på en af sportens mest ikoniske tinder, hvor han kun har dårlige minder, dels for sukkerkrisen i 2013, dels for Nairo Quintanas næsten fuldendte kup mod den sygdomssvækkede brite i 2015 og dels for 2018-udgaven, hvor han nok engang måtte sande, at det var Thomas og ikke ham, der var Skys bedste bud på en Tour-vinder. Det totale eventyr var aldrig specielt realistisk, når han var i så skrapt et selskab, men dagens resultat giver håb for, at Froome ikke har vundet sit sidste cykelløb. Det bliver ikke Tour de France, men mindre kan også gøre det, og det har den vedholdenhed, han udviste, da hans mildt sagt triste præstationer i 2021 mest af alt førte til spot og latterliggørelse, virkelig fortjent.

Til gengæld siger det også en del om etapen, at det vil være Froomes 3. plads og Pidcocks sejr, vi mest af alt vil huske dagen for. Nok fik vi vores svar, men vi fik slet ikke det festfyrværkeri, man efter i går kunne have drømt om. UAE havde ellers grund til at forsøge at kopiere Jumbos totaloffensiv fra i går, men det forsøg kom aldrig. Der var nemlig én væsentlig forskel på i dag og i går. I går var det løbets stærkeste hold, der skulle angribe. I dag skulle de til gengæld forsvare, og selvom etapesejren blev solgt, viste det sig som den smalleste sag i verden for hollænderne at tæmme den trussel, hollænderbjerget udgjorde.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER