I mange år har Daryl Impey været en kilde til personlig frustration for mig. Det skyldes ikke, at jeg ikke bryder mig om den på alle måder sympatiske og altid opofrende sydafrikaner - snarere tværtimod. Nej, frustrationen skyldes vel snarere en slags beundring af den alsidige Mitchelton-rytter, der mestrer stort set alle sportens discipliner og er en langt bedre cykelrytter, end han får kredit for.

Netop fordi han er så pokkers god, har det bare været så pokkers frustrerende at se, hvordan han har haft svært ved at præstere i Europa. Nu er det måske en lidt hård dom at kalde det manglende præstationer, når manden trods alt har vundet to etaper i Baskerlandet Rundt, en enkelt i Volta a Catalunya og endnu én i Dauphiné, for det udgør en resultatliste, der ville gøre de fleste grønne af misundelse - ikke mindst fordi han som bekendt også har været i Tourens gule trøje.

Hele 19 af hans 27 sejre er imidlertid opnået uden for Europa, og han har opnået sine største bedrifter langt fra sportens hovedkontinent. I de seneste to år har han med samlede sejre i WorldTour-løbet Tour Down Under nemlig skruet forventningerne til sig selv gevaldigt i vejret ved at levere særdeles overbevisende præstationer, hvor han har stillet til skue, hvor godt den formstærke sydafrikaner faktisk klatrer. Alligevel er det aldrig rigtigt kommet til udtryk i Europa, hvor hans fire store sejre alle er faldet i reducerede eller deciderede massespurter, mens han altid er kommet til kort i Amstel Gold Race, som burde passe ham perfekt, og som han oftest har haft som et mål.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Nu har det heller ikke været nemt for ham at få sine personlige chancer i en trup, hvor han har skullet konkurrere med Simon Gerrans, Michael Matthews og Michael Albasini, der har delt mange af hans kvaliteter, men alle har været en tand bedre. Det har tvunget Impey i en hjælperrolle, han har udført loyalt, både som hjælper for Yates-brødrene i Touren, for de tre ovennævnte i klasserne og som en del af det lead-out tog, der for år tilbage med Matthew Goss gav holdet dets første store sejre og senere bragte Caleb Ewan til mange triumfer. Da Gerrans’ exit endelig betød, at han blev sluppet løs i Tour Down Under, viste han imidlertid, at han også kan løfte et kaptajnansvar, men af en eller anden grund er det aldrig blevet til det, mange havde håbet.

Nu er det klart, at der er stor forskel på at præstere i et januarløb som Tour Down Under - WorldTour eller ej - og de store løb i Europa, men alligevel har man siddet med fornemmelsen af, at omverdenen aldrig rigtigt fik at se, hvad Impey virkelig kan. Derfor var det også som en slags forløsning, at sydafrikaneren i dag endelig åbnede op for posen og tog en overbevisende og yderst fortjent sejr på dagens 9. etape af Tour de France.

Forud for løbet lå det ellers ikke i kortene, at Impey skulle have sin chance. Ganske vist havde Mitchelton åbnet op for, at han og Matteo Trentin skulle have deres mulighed på et par af mellemetaperne, men alligevel ville det ligne australierne dårligt, hvis de ikke i første omgang viste Adam Yates total opbakning - i hvert fald indtil resultaterne ikke længere kunne forsvare det. Men måske har de lært af den svære Giro, hvor Simon Yates’ skuffende præstation betød, at løbet truede med at blive en total fiasko, hvis ikke Esteban Chaves i det, der var tæt på at være allersidste øjeblik, akkurat fik reddet æren for et mandskab, der fik langt mindre ud af et løb, hvor deres supertrup berettigede til langt mere.

Risikoen for at havne i samme situation ville man formentlig ikke løbe - slet ikke fordi Adam Yates jo fejlede gevaldigt i 2018, hvor Touren endte som en regulær katastrofe for australierne - og derfor fik Impey løbepas. Det fik han desværre ikke noget ud af på de foregående udbrudsetaper, hvor Sunweb og Bora som bekendt tilsyneladende havde en autoritet, som fik de fleste til på forhånd at adlyde Kong Matthews og Kejser Sagan. I dag løsnede de to herskere imidlertid endelig deres faste greb, og dermed fik udbryderne endelig en ”rigtig” udbryderetape i en første uge, hvor de ellers havde forventet at få tre af slagsen.

Det var ikke helt uventet. Det var indlysende, at Bora og Sunweb i går spildte et hav af kræfter på at kontrollere en etape, der lidt som forventet viste sig at være ukontrollerbar, og som jeg allerede skrev i går, havde det formentlig været klogere i går at sende deres mange klatrestærke folk i udbrud og spare krudtet til at gå efter en spurt i dag. Energien var imidlertid allerede brændt af på vejene mod Saint-Etienne, og da der i cykelsporten ikke findes fortrydelsespiller, havde de tilsyneladende opgivet allerede fra morgenstunden i dag. I hvert fald var der ikke samme hob af Bora-ryttere forrest i feltet, da etapen blev givet fri, og da først en gruppe med deltagelse af Bora, Sunweb og Bahrain-Merida - de eneste tre hold med en interesse i at gå efter en reduceret massespurt - var der dømt halv hviledag og søndagstur for resten af feltet. Det skete endda efter en kamp, der blot tog 15-20 minutter og uden de voldsomme sværdslag over mere end en time, som man ofte ser - et klart vidnesbyrd om, at gårsdagens brutale dag har sat sit præg på et mærket og kvæstet Tour-felt, der snart trænger til en rigtig hviledag.

På den baggrund må der også være særligt to hold, der er gule og grønne af ærgrelse. CCC og Katusha er to af de få mandskaber, der slet ingen ambitioner har i klassementet, og da de også er uden de store chancer i massespurterne, er det eneste formål med deres deltagelse, at de rammer udbruddene på disse dage - specielt fordi det i deres trupper kun er den nu desværre udgåede Alessandro De Marchi og Ilnur Zakarin, der kan være med i bjergene. Derfor må der være nærmest rødglødende raseri på hotellerne i aften, for det er nærmest utilgiveligt, at de to mandskaber missede udbruddet på en af de få etaper, de rent faktisk havde en pæn chance for at vinde.

I stedet gik sejren til et af sportens største mandskaber, der har rigeligt med udsigt til også at kunne vinde etaper senere i løbet. Og det var endda fuldt fortjent, for ingen kan betvivle, at Impey i kraft af både sit hoved og sine ben var den helt rette vinder af dagens etape.

I det hele taget var det vel så klassisk Impey, som det kunne være. Har man set de to seneste kongeetaper af Tour Down Under, vil man vide, at sydafrikaneren er en mester i at gemme sig i feltet og pludselig åbne op med en vanvidsspurt på den sidste kilometer inden toppen. Med den strategi er det nu lykkedes ham to gange i træk at begrænse sit tab til Richie Porte så meget, at han har kunnet tage den samlede sejr i det australske løb. Impey har nemlig også sin hurtighed som våben, og den har han kunnet udnytte til at stjæle de bonussekunder, der har betydet, at Porte trods sin suveræne dominans på Willunga Hill er blevet besejret af sin rival to gange i træk.

Det var præcis de samme egenskaber, Impey gjorde brug af denne gang. Klogelig undlod han at gå i rød zone, da gruppens på papiret to bedste klatrere, Tiesj Benoot og Nicolas Roche, som forventet åbnede for gassen på den sidste stigning. Som havde det været Porte på Willunga Hill, lod han de to mere bjergstærke ryttere brænde krudtet af med deres forceringer, mens han holdt sig til gruppens øvrige afsluttere, Oliver Naesen og Jasper Stuyven. Det varede, indtil der manglede en kilometers penge, hvorefter han åbnede sin klassiske Willunga-spurt og ikke blot fik kontakt med de to forreste, men også var så stærk, at han førte dem over toppen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Herefter førte Impey som en gal, så man længe var lidt bekymret for, om han nu også vidste, at Benoot og Roche altså godt kan spurte til husbehov. Sydafrikaneren havde imidlertid fuld kontrol over det hele, også da Benoot til slut satte sig på hjul, og til slut viste han den hurtighed, der har givet ham sejre i deciderede massespurter i Baskerlandet Rundt. Havde det ikke været for det pæne danske sommervejr, havde man såmænd kortvarigt følt sig sendt tilbage til januar, for det var så meget ”Impey Classic”, at det lige så godt kunne have været Tour Down Under. Og med sejren sikrede han, at Mitchelton nu har deres Tour reddet, uanset om Yates, der ikke har virket overbevisende i løbets indledning, skulle gentage brormands fiasko fra Giroen.

Mens man glæder sig over sejren til Impey - der nok altid vil have lidt ekstra medlidenhed blandt cykelfans, efter at han først blev kendt som manden, der regulært blev revet til jorden af en hensynsløs Theo Bos i forbindelse med gennembrudssejren i Tour of Turkey for mange år siden - kan man ikke undgå at have ondt af stakkels Benoot. Belgieren har med sine fantastiske kørsel i klassikerne og i de seneste to år også i ugelange etapeløb gang på gang vist, at han er et af sportens største talenter. Alligevel synes der at hvile en forbandelse over ham. Hans sejrskonto tæller nemlig fortsat blot den - ganske vist yderst imponerende sejr i Strade Bianche - og det blev altså ikke i dag, at han fik overbevist de belgiske medier om, at de ikke længere skal blive ved med at fokusere hans på hans påfaldende manglende evne til at vinde cykelløb.

Benoot fik dog heller ikke megen hjælp af vejrguderne. Belgieren viste nemlig, at hans samlede 4. plads i Tour de Suisse ikke var noget tilfælde, for han var gruppens stærkeste på stigningen. Det var i hvert fald ham, der med sine gentagne forceringer splittede feltet, men den kraftige modvind var helt klar til gunst for de hurtigere og tungere folk. Ganske vist virkede Impey til at have det hele under kontrol, men det kunne have været sjovt at se, hvad det var blevet til, hvis Benoot også havde skullet kæmpe mod vejrguderne. Heldigvis er der ikke akut krise i Lotto-lejren, der med gårsdagens sejr til Thomas De Gendt og fredagens 2. plads til Caleb Ewan i øjeblikket synes at være med i kampen om den store gevinst hver eneste dag og formentlig også vil være det på de to kommende etaper.

Til gengæld kunne Roche ikke gribe den mulighed, Matthews havde givet ham, men det var heller ikke den ideelle etape for den erfarne irer. Tværtimod kan han vel egentlig være fint tilfreds med efter en relativt svær tid endelig at vise, at han stadig har en vis klasse, selvom han slet ikke er den rytter, der tidligere er blevet nr. 5 i Vueltaen. Med en nylig 10. plads i Tour de Suisse har han i hvert fald rejst sig pænt efter det, der i 2018 lignede lidt af en deroute, og selvom det er usandsynligt, at det vil bære frugt, vil han være et kort, Sunweb kan spille i deres desperate kamp for at få den sejr, der kan gøre, at Tom Dumoulin ikke konstant hænger som en tung skygge over holdet.

Jasper Stuyven er vel den rytter, der har mest grund til at ærgre sig. Modsat Benoot blev den store belgier nemlig reddet af modvinden, der gav ham en reel chance for at kunne spurte om sejren, men ligesom sidste år i Mende, hvor han ellers overraskede stort, kom han til kort i kampen for en etapesejr i terræn, der på papiret så for svært ud. Alligevel kan Trek ikke været utilfredse med et løb, der indtil videre har budt på en gul trøje og ikke mindst en stadig mere opløftende Richie Porte, der i dag med sit lidt meningsløse angreb fik vist, at han må sidde med lidt af det overskud, man også har fornemmet de seneste dage. Og gudhjælpemig om den uheldige australier nu ikke har overlevet 9. etape. Hvad skal det da ikke blive til, når nu han har klaret den dag, der plejer at være hans største hurdle?

Bahrain var det eneste hold med to mand i gruppen, og det var i virkeligheden lidt overraskende på en dag, hvor Sonny Colbrelli havde sagt, at han ville gå efter sejren. De spillede imidlertid på to heste, og med to klatrestærke og hurtige folk i form af Jan Tratnik og Ivan Garcia i frontgruppen, stod de da også fint. Ikke uventet var det Tratnik, der viste sig bedre end den tilsyneladende lidt formsvage Garcia, og dermed fik sloveneren en af de få chancer, det ellers ikke har skortet på, efter at han forlod sin kaptajnrolle på CCC.

Det var også opløftende at se Oliver Naesen vise sig frem. Belgieren har ellers ikke syntes at have samme forrygende klatreben som i Paris-Nice, hvor han fik mange til at tabe både næse og mund, men i dag rejste han sig fornemt, da han endelig fik chancen. I sidste ende blev tyngdekraften en anelse for voldsom for den store belgier, men det gav da lidt tiltrængt opmuntring til et Ag2r-mandskab, hvor samtlige otte mand ellers synes at være under niveau.

Etapen bød også på negative oplevelser. Mest markant var det naturligvis med Edvald Boasson Hagen, men desværre var det ikke uventet. Man skal nemlig ikke have set meget til nordmanden i år for at vide, at han stadig er milevidt fra sit 2017-niveau, og det blev blot bekræftet i dag, hvor han vel næsten var gruppens svageste rytter. Det er blot endnu en understregning af Dimension Datas deroute, der desværre ser ud til at skulle fortsætte i årets Tour.

Mere tilgiveligt var det, at Simon Clarke og Tony Martin betalte en pris for deres hårde arbejde de seneste dage, og Jesus Herrada bekræftede desværre fornemmelsen fra i går, nemlig at hans forrygende juniform er forduftet. Endelig satte Movistar en fed streg under, at de har holdkonkurrencen som et stort mål, da de nærmest desperat sendte Marc Soler op til et udbrud, han ellers havde misset, og det endda på en dag, hvor han reelt ikke havde skyggen af chance for at vinde.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

For klassementsrytterne blev det den perfekte dag ovenpå gårsdagens lille blodbad. Romain Bardet kom med et ikke helt uventet angreb til sidst, men det havde nu mere karakter af pligt til at skulle vise sig frem i hjembyen end af et reelt forsøg. Porte og George Bennett fik testet benene, men det var vist også det eneste formål med et angreb, som alle vidste, at Ineos med lethed kunne neutralisere. Da udbruddet samtidig kom overraskende tidligt afsted, blev der chance for at puste lidt ud ovenpå lørdagens vanvid.

Så let går det nok ikke i morgen. Her venter 220 km med 3000 højdemeter og relativt kraftig sidevind, og selvom meget peger i retning af, at det alligevel ender i en spurt, bliver det nok ikke en gentagelse af fredagens dødsmaraton. Det er den slags etaper, der ikke afgør Touren, men stille og roligt bidrager til at akkumulere den træthed, som med dagens etape in mente tydeligvis allerede har lagt sig over feltet. For mange handler det allerede nu om overlevelse.

Det gør det til gengæld ikke for Impey, hvis arbejde som hjælper for Yates blot intensiveres, efterhånden som løbet går ind i den afgørende fase. Og selv hvis den plan skulle mislykkes, ved sydafrikaneren, at han endelig har taget sin enorme styrke med sig over grænsen til Europa og derfor kan jagte endnu mere succes. Noget kunne i hvert fald tyde på, at den europæiske forbandelse er brudt.