Tour de France-analyse: Blodlugt og blodsmag
14. september 2020 20:01
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 15. etape.

Pogacar vinder på Colombier - Bernal sendt til tælling

se mere cykling på

Hvordan smager monsterblod? Og hvordan lugter det? Det er der ikke mange, der har kunnet svare på. Monstre er af natur ikke lette bytter at nedlægge, og derfor er det kun få, der har oplevet at kunne lugte det med udsigt til måske at bringe det til fald. Særligt gælder for de altædende af slagsen, på hvem et angreb ofte ender med at ramme én som en boomerang i hovedet, så man selv ender som dets bytte.

 

Sådan er det også inden for cykelsporten. I 2019 og 2020 er det meget få, der på noget tidspunkt har kunnet fornemme blot ét svaghedstegn hos feltets altædende slovenske uhyre, Primoz Roglic. Naturligvis kunne Richard Carapaz let flå tænderne i den sygdomssvækkede udgave, vi oplevede i Giroen i 2019, men derudover er det vel kun Adam Yates på en stejl mur i sidste års Tirreno, og måske Miguel Angel Lopez på Javalambre-stigningen i samme års Vuelta, der har kunnet i hvert fald svagt ane duften af den røde væske, der løber i hans årer.

 

Af samme grund ved Roglic knap selv, hvordan monsterblod smager. Det er nemlig ganske sjældent, at han har haft blodsmag i munden i samme periode, og da hans kørsel mod Lopez i sidste års Vuelta snarere lignede afmålt energibesparelse end krise, fornemmer man næsten, at Roglic har glemt, hvordan det er at køre et cykelløb med en puls på den kritiske side af de 100. I langt de fleste tilfælde har han nemlig virket så overlegen, at man mest af alt har haft fornemmelsen af en far, der leger Tour de France med sine børn på cykelturen ned til børnehaven og alligevel er lidt for stolt til at lade dem vinde.

 

Men måske fik Roglic i dag en svag fornemmelse af, hvordan det nu er, det smager. Vi kender efterhånden hans stoneface, som har været næsten umuligt at tørre af ham i de seneste to år, men det forsvandt ganske momentant på de sidste meter af Grand Colombier, da Tadej Pogacar efter ét langt ventespil endelig åbnede for gassen. I stedet var stenansigtet kortvarigt erstattet af det lidt fjerne blik, vi oplevede under sidste års Giro, der var én lang lidelseshistorie og af ham selv beskrives som hans flotteste grand tour-bedrift overhovedet, fordi sygdommen og skaderne havde sendt hans ellers usårlige krop til tælling.

 

I første omgang kunne det ellers ligne endnu en slovensk vennetjeneste fra Roglic, som vi så, da han sidste år på Los Machucos lod sin landsmand og gode ven rulle først og stregen. Trådet virkede nemlig ingenlunde insisterende på de sidste meter, men det vil nok være en overfortolkning at tro, at der stadig var så meget gavmildhed i monsterhjertet, at han atter havde lyst med en tidlige gave til at tage forskud på Pogacars fødselsdag næste mandag, som han gjorde det i Spanien for et år siden.

 

Nej, dels var der det fjerne blik, der havde erstattet stenansigtet. Dels var der Jumbos insisterende kørsel hele dagen, hvor den eneste grund til at jagte det tidlige udbrud var, at det altædende monster heller ikke denne gang kunne lade en chance gå fra sig, selvom almen grand tour-logik tilsiger, at det måtte have været op til andre at bringe bonussekunderne i spil. Og dels havde Roglic jo faktisk sat et første stød ind kort forinden, men det blev relativt let afpareret af hans unge lærling.

 

Hvis det vitterligt var et lille svaghedstegn, vil det sikkert hurtigt få de mange forhåbningsfulde gribbe til at råbe, at det er et tegn på træthed forud for den tredje uge. Det vil imidlertid formentlig være endnu en klar overfortolkning fra de mange, der desperat trodser historikken og ser tegn på manglende holdbarhed hos en mand, der altid har været brølstærk i den sidste del af grand tours.

 

I virkeligheden var det vel bare en bekræftelse på det, vi har set hele tiden. Roglic var åbenlyst den stærkeste på fredagens rædselsfulde mur, men det var også rigtigt Roglic-terræn. For Pogacar derimod var det en etape, der skulle overleves, for han lærte allerede i Vueltaen på Alto Mas de la Costa, at de ultrakorte mure ikke er hans kop te.

 

På de længere stigninger har billedet derimod været et andet. Nok var det tidstabet i sidevinden, der gjorde det tilladeligt, men Roglic havde formentlig forsøgt at gå med Pogacar på Peyresourde, hvis han havde siddet med totalt overskud. Og selvom det var svært at dufte megen blod på Marie Blanque, der også er en ret kort mur, i søndags, har billedet vel været, at det er Pogacar, der har haft overhånden på de lange stigninger i den slovenske duel. Lægger man dertil, at vi jo ved, at Pogacar altid og uden undtagelse bliver bedre i løbet af etapeløb, lægger dagens resultat sig i virkeligheden meget fint i forlængelse af de iagttagelser, vi har kunnet gøre os hidtil.

 

På den baggrund er det også nærliggende at tro, at Pogacar bruger næsen ekstra kraftigt til at trække vejret i aften. Han er nemlig i den særegne situation, at han måske har fået en lille færd af det monsterblod, kun få har kunnet lugte. Og Pogacar selv turde da også efterfølgende for første gang tale åbent om en mulig Tour-sejr, når nu det firkantede tråd, vi så i Massif Central, nok engang var erstattet af den uhyre lette pedaljering, vi så i Pyrenæerne.

 

Betyder det så, at de slovenere, der gerne vil hylde landets første Tour-vinder, skal ombooke togbilletten fra Roglics fødeby, Trbovlje, til Pogacars ophavssted, Komenda? Næppe - i hvert fald hvis ikke man har lyst til at skulle have fat i togselskabet én gang til i næste weekend. Alt taler nemlig stadig for, at det alligevel vil være Roglic, der skal hyldes i Paris på søndag.

 

For det første er heller ikke denne gang noget tegn på niveaufald hos Roglic. Tværtimod er det udtryk for et gigantisk overskud, at han kommanderer tropperne frem for at jagte endnu en etapesejr, når han derved går sig selv sårbar over for rivalernes erobring af bonussekunder i en situation, hvor det ikke er ham, der skal i offensiven.

 

For det andet er der dagens anden hovedhistorie, at Jumbo-mandskabet leverede en magtdemonstration, der får selv det stærkeste Ineos- eller Sky-mandskab til at blegne. Efter forarbejde af Amund Grøndahl Jansen, uopslidelige Tony Martin og slutteligt en velkørende Robert Gesink var det Wout van Aert, der slet og ret satte Nairo Quintana og Egan Bernal så eftertrykkeligt til vægs, at man lige måtte tjekke tv-oversigten for at forstå, at det altså var en Tour-bjergetape og ikke Paris-Roubaix, man havde slået ind på.

 

Dernæst havde de den luksus at sætte årets nr. 2 i monumentet Il Lombardia, George Bennett, til at agere fjerdesidste mand i et felt, der var så gult, at man knap fornemmede andre farver - og det endda i en stadig skadesmærket tilstand - inden Giro-vinderen og Tour-toeren Tom Dumoulin så igangsatte det malende tempo, der har givet ham så stor grand tour-succes, og som med ét gjorde alle Pogacars, Mikel Landas og Miguel Angel Lopez’ nøje tilrettelagte angrebsplaner lige så ubrugelige som en festivalbillet i corona-tider. Og da Roglic havde iværksat sit fejlslagne angreb, som ellers kun Pogacar, Lopez og Richie Porte kunne besvare, var der såmænd en amerikaner på bagsmækken i form af lottokuponen Sepp Kuss, der igen i dag var milliongevinst og ikke som så ofte før en nitte - endda med så meget overskud at han nærmest med lethed spurtede forbi kaptajnen for siden at sætte tempo og bare for sjovs skyld ende etapen som nr. 6 foran størstedelen af de ryttere, der jo egentlig er kaptajner og ikke bare en hjælperytter, der forud for løbet var nr. 4 i Jumbos klatrehierarki. Og for lige at understrege dominansen kunne brostensrytteren Van Aert ikke undlade at hægte sine 78 kg på Bernals 60 af samme og således cementere overlegenheden på en dag, hvor Jumbos nr. 5 kom til mål sammen med rivalerne fra Ineos’ nr. 1.

 

Det leder automatisk frem til tredje fordel: ruten. Alpeetaperne har nemlig et design, hvor et hold på to ud af de tre dage er en gave. Med relativt langt til mål fra toppen af de sidste stejle stigninger skal man have en særligt fin lugtesans for at fornemme monsterblod på tirsdagens og torsdagens etaper. Det efterlader så Pogacar med kun onsdagens Col de la Loze til at vinde så meget tid, at han kan indhente sidevindstabet og sikre sig en buffer forud for den enkeltstart, han med sikkerhed vil tabe. Nok er Pogacar slovensk mester i disciplinen, men den titel blev som bekendt vundet på en bjergenkeltstart, hvor Roglic kiksede totalt ved at køre hele løbet på en tempocykel og ikke som Pogacar de væsentligste dele på en landevejscykel, og det er derfor de 1.29, Pogacar blødte til Roglic på Vueltaens enkeltstart, som fortæller, hvordan styrkeforholdet vil være på de 30 flade kilometer fra til La Planche des Belles Filles på lørdag.

 

Men det kan lade sig gøre. Col de la Loze er et bæst, der er nærmest uset i Tour-sammenhæng, og hvis billedet af Pogacars overhånd på lange stigninger går igen, kan der høstes uhyre meget tid på et bjerg, hvor selv det stærkeste hold er ret ligegyldigt. Og i dag viste regnvejrsrytteren Pogacar, at han kan begå sig i den varme, han ellers afskyr, ligesom man må formode, at forbedringstendensen i etapeløbssammenhæng går igen også i denne Tour. Til gengæld skal det også vinde på onsdag, for selvom David De La Cruz definitivt har lagt det brækkede haleben bag sig og i dag leverede det bedste, vi har set siden det fejlslagne skifte til Ineos, vil Pogacar i den grad mangle Fabio Aru og Davide Formolo, hvis han skulle iværksætte den langdistanceoffensiv, der kunne have givet tidsgevinster på tirsdag og torsdag også.

 

Til gengæld ligner det også en slovensk duel, hvor resten agerer statister. Det blev nemlig dagen, hvor den fornemmelse, man har kunnet have gennem hele 2020 om Egan Bernals niveau, endelig blev bekræftet. Den Bernal, der ikke kunne vinde kongeetapen på hjemmebanen i Colombia, der kørte det mærkeligste løb på netop Grand Colombier i Tour de l’Ain, og som trådte helt firkantet i Dauphiné, trådte i dag præcis lige så firkantet, som han gjorde for en måned siden og også på Peyresourde. Og dermed blev der én gang for alle sat en fed streg under, at den colombianske Tour-konge har været en skygge af sig selv, siden han forlod Lombardiet-podiet i oktober sidste år.

 

Dermed er vi nu også i den særegne situation, at Ineos er reduceret til statister, som vi kun har oplevet det én gang tidligere. Det var i 2014, hvor Chris Froome styrtede ud af løbet på en regnvåd brostensetape, og plan B, Richie Porte, for 117. gang blev sendt til tælling af sygdom. Dengang kom holdet helt tomhændede hjem efter en temmelig anonym forestilling, og det kan man frygte igen, hvis ikke Bernal finder de ben, han lige nu ikke kan forklare manglen på. I et generelt møgløb for briterne måtte plan D, Richard Carapaz, nemlig føje sig til den skadesliste, der allerede tæller plan E, Pavel Sivakov, og da plan B og C, Chris Froome og Geraint Thomas, som bekendt blev elimineret af håbløs form allerede i august, ser det nu ud til, at det er plan F, Michal Kwiatkowski, der skal forsøge at redde æren. Polakken virker da også velkørende, men problemet er desværre, at de bedste Kwiatkowski-etaper allerede er kørt. Men han kan da heldigvis tale lidt med Mikel Landa og Mikel Nieve, der i Giroen i 2017 viste, at Sky/Ineos besidder evnen til at redde en grand tour, selvom både plan A og plan B er fejlet, dengang begge grundet styrt.

 

I stedet er det nu gode, gamle Richie Porte, der lige nu ligner den bedste ikke-slovener i årets løb. I virkeligheden er det lidt absurd for mig at opleve. Nogle har kritiseret mig for en lidt for stædig tiltro til Portes evner i grand tours, men det er aldrig blevet til noget, først og fremmest grundet de mange styrt og det elendige helbred. Og første gang, jeg endelig erkender, at den suveræne Porte, der drev gæk med hele feltet i 2017 og 2018, ikke længere fandtes, viser gamlingen pludselig et niveau, der minder om det, han havde dengang.

 

Faktisk ser det ganske lovende ud for australieren. Modsat de fleste andre i top 10 er han som bekendt enkeltstartsspecialist, og sidevindsetaper og 9. etape er nu ude af billedet. Og den skrøbelighed, han plejer at have sent i et etapeløb, ikke mindst i de seneste to år, er forsvundet som dug for solen i et løb, hvor formkurven peger entydigt opad. Nok er holdet uhyre svagt i bjergene, og nok har han et dumt tidstab fra sidevinden, men hvis han undgår det kollaps, han har haft for vane i 2019 og 2020, kunne Porte meget vel være i spil til det grand tour-podium, hans eminente niveau har berettiget ham til, men som uheld og sygdom har frarøvet ham. Og det kommer endda absolut på falderebet i hans sidste grand tour som kaptajn, inden han næste år vender tilbage til slavetilværelsen hos Ineos, som han mere eller mindre bekræftede overfor Cyclingnews.

 

Dermed kan vi ende i den særegne situation, at vi ender helt uden colombianere på podiet til trods for, at de for 24 timer siden udgjorde intet mindre end to tredjedele af top 6. Det var nemlig ikke blot Bernal, men også dennes forgænger som førende colombiansk stjerne, Nairo Quintana, der blev sendt til tælling af brostensspecialisten Van Aert. Og dermed blev også Touren 2020 en understregning af det billede, der har tegnet sig i hver eneste grand tour siden Giroen 2017, nemlig at den engang så restitutionsstærke Quintana i dag er helt ude af stand til at bevare topniveauet mere end en uges tid. Og selvom styrtet naturligvis ikke har hjulpet, så vi jo allerede den klare tendens på Marie Blanque forinden, og dermed er tendensen nu ret entydigt, at Quintana nok skal koncentrere sig om de ugelange etapeløb, han stadig har holdbarheden til at vinde, men næppe mere skal drømme stort om grand tour-succes.

 

I stedet ligner det Miguel Angel Lopez, der er bedste bud på et colombiansk podium, men problemet er bare, at Marie Blanque blev så bitter en påmindelse om, hvordan Lopez har kørt i sine grand tours. Her blev han nemlig nok engang ramt af en af de offdays, der er blevet hans triste varemærke, og så hjælper det desværre ikke alt for meget, at han i dag bekræftede det ellers uhyre positive indtryk, han har efterladt på hver eneste af de øvrige bjergetaper. Hvis til gengæld han kan undgå endnu en dårlig dag i Alperne, ser det ganske lyst for Superman, der i Algarve som bekendt viste, at pludselig også er blevet Superman på flade enkeltstarter.

 

Det er dog en anden colombianer, der lige nu står til den tredje podieplads. Forud for løbet havde jeg ellers forsvoret, at den i stigende grad pensionsmodne Rigoberto Uran ville have været i spil til endnu en plads i top 3, men ikke desto mindre er det nu tilfældet. Det er dog snarere sket ved, at han modsat andre ikke har tabt tid enten i sidevind eller som følge af en offday, for på intet tidspunkt har Uran været i nærheden af at være blandt de bedste 3. Men det er også lige meget, når en grand tour vindes over 21 dage, og hvis Uran kan bekræfte, at han fortsat har genfundet den enkeltstart, der ellers efter 2015 blev forvandlet fra hans styrke til verdens største akilleshæl, kan netop hans stabilitet måske være det, der indbringer ham karrierens fjerde placering i top 3, som ikke er langt fra de seks, Quintana har opnået.

 

Til gengæld bliver det næppe i år, at Mikel Landa indfrier drømmen om det Tour-podium, det forbandede sekund kostede ham for tre år siden. Det så ellers ret lovende ud for baskeren i Pyrenæerne, men da vi ramte hans virkelige terræn, blev det til ren overlevelse for den ellers altid offensive basker, hvis Bahrain-hold ellers strålede stort med stærke indsatser fra Damiano Caruso og den altid uforudsigelige og faktisk stagnerede Pello Bilbao. Med tanke på at pantefogeden allerede har inddrevet det obligatorisk tidstab i sidevinden og allerede har tilsendt et krav på en større tidsbetaling på lørdag også, bliver det desværre næppe til mere end en top 10, da #FreeLanda-hashtagget endelig blev gjort til andet og mere end bare ord.

 

Faktisk er det lige nu en anden spanier, der er stærkest, og det kan ikke andet end varme et optaktsskribenthjerte. Trods de mange fejlskud i ugelange etapeløb har jeg stædig fastholdt, at Enric Mas bestemt ikke er død endnu, for det er kun i grand tours, at hans gigantiske motor kommer til sin ret. Det var den, der i Vueltaen i 2018 på løbets sidste ni etaper førte ham fra en 12. til en 2. plads, og nu kunne den være på vej til at gøre noget lignende. Mas har nemlig efter den klassiske rustne start nu langt om længe fået den spanske dieselmotor varmet op, og med tanke på den enkeltstart, han har for vane at brænde af sent i grand tours, ser det pludselig ganske lovende ud for Movistar.

 

Det skyldes ikke kun Mas. Gang på gang har jeg sagt, at jeg er færdig med at skrive Alejandro Valverdes nekrologer, og gang på gang har han alligevel fået mig tilbage til skrivemaskinen. Og hver eneste gang er det alligevel endt med, at alt arbejdet er endt i papirkurven, for pludselig er den spanske veteran genopstået.

 

Nu kunne noget tyde på, at han er ved at gøre det igen. Efter en tid, hvor han har været så ringe, at han har talt om at fremskynde pensionen, er der nu pludselig igen hul igennem til de spanske pensionistben. Det var præcis det samme billede, vi så sidste år, hvor rustne Valverde blev bedre og bedre gennem en Tour, der gav ham så god form, at han endte som nr. 2 i Vueltaen. Og når han kører som i dag på en etape, der jo slet ikke er rigtigt Valverde-terræn, kan man måske alligevel i Spanien drømme om regnbuetrøje nr. 2, når det går løs i Imolas eksplosive terræn om to uger. Håbet er i hvert fald blevet tændt igen. Og det gælder for så vidt for hele det ellers fallerede Movistar-mandskab, der med en ligeledes genfødt Marc Soler og i dag også genfødt Carlos Verona med ét omsatte et minus på 21 minutter til et plus på 26 minutter i forhold til EF i en holdkonkurrence, der har været deres ejendom, men som de for to uger siden så ud til at få meget svært ved fortsat at besidde.

 

Men Movistar har også haft pil opad hele vejen. Helt omvendt har det været for Guillaume Martin, for hvem formkurven har været entydigt nedadgående, så man længe har kunnet fornemme, at den superform, han viste allerede i begyndelsen af august, kunne være udtryk for en mistiming af forberedelsen. Og selvom dagens punktering utvivlsomt ikke hjalp ham, er det svært at se, at dagens etape ikke under alle omstændigheder var endt som endnu en lussing til den ellers forud for løbet så spændende franskmand, som værtsnationen nu heller ikke kan klynge deres efterhånden udslukte håb om hjemmebanesucces til.

 

Således blev det dagen, hvor stort set alle tendenser, man har kunnet aflæse i de første to uger, blev bekræftet - med én markant undtagelse. Adam Yates havde nemlig på de foregående etaper entydigt kurs mod det niveaufald, der er familiens varemærke i en grand tour, men i dag, hvor vi ellers ramte den første etape, som skulle have været for voldsom for ham, var briten pludselig på sit højeste niveau siden den gode start i Nice, hvor terrænet passede ham bedre. Dermed er det måske alligevel muligt for manden, der ikke kørte klassement, at gøre som i 2016, hvor han kom til løbet med samme stædige insisteren på etapejagt, at gå i top 10, men det vil kræve, at han forsvarer sig lige så godt i den tredje uge som for fire år siden, hvor elastikken også blev længere og længere i løbets døende dage.

 

Den slags bekymringer behøver hverken Pogacar eller Roglic at gøre sig. De har begge en i grand tour-sammenhæng fremragende historik, og det ser derfor ud til, at kun uheld kan forhindre den slovenske dobbeltsejr. Men selvom det meste peger på, at det vil være Roglic, der indskriver sig i historien som nationens første Tour-vinder, er der i dag blevet åbnet en dør lidt på klem for, at det måske alligevel ikke går helt, som præsten har prædiket siden starten i Nice. I hvert fald lignede Roglic en mand, der på toppen af Grand Colombier måtte skylle munden en ekstra gang for at slippe for smagen af det monsterblod, hans lærling måske svagt har fået færden af.

 

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

FREDAG

Tobias Lund slog eliterytterne til drive in cykelløb

Amalie Dideriksen sejrede i Herning

Video i artiklenOptakt: 20. etape af Tour de France

Video i artiklenTour de France-analyse: Underdogs made in Denmark

Følg Tourens afgørende enkeltstart

Førertrøjen ser frem mod tt etapen i morgen

Udlandet roser Søren Kragh og Sunweb - Sammenlignes med søuhyre

Vind lækre Garmin produkter

Lige bag Søren Kragh for anden gang

Få Tour de France stemning hjemme i stuen med 20% rabat

Video i artiklenUlissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Video i artiklenElisa Longo vinder i Giro Rosa

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Video i artiklenSe alle højdepunkterne fra 19. etape, hvor Søren Kragh vandt endnu en tour-sejr!

Video i artiklenSøren Kragh Andersen efter anden etapesejr: Jeg kunne ikke tro det

Video i artiklenMatteo Trentin: Jeg ville gerne have gået efter etapesejren

Video i artiklenKragh efter historisk sejr: Jeg skreg efter tiden, for jeg troede ikke på det

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France!

Video i artiklenEndnu en etapesejr til Søren Kragh i Tour de France

Video i artiklenStærkt! Kragh angriber og skaber hul

Ulissi efter sejr i Luxembourg: Vi kæmpede med sidevinden

Video i artiklenNej, nej, nej! Sivakov styrter igen, igen!

Annemiek van Vleuten efter bristede VM-drømme: Ruten passede mig godt

Elisa Longo vinder i Giro Rosa – Uttrup firer

Ulissi tager førertrøje og etapesejr i Luxembourg på dramatisk etape

Uno-X vil skabe WorldTour-kvindehold med danske og norske ryttere

Produktnyt: Opgraderet overgangs- og vinterkollektion fra hollandske Futurum

Campenaerts ser van Aert som favorit til VM i enkeltstart

Medie: Giro Rosa-etapvinder på vej til CCC-Liv

Schleck: Pogacar minder mig om mig selv

Jumbo-Visma-sportsdirektør smidt ud af Tour de France

Mitchelton-Scott svækket yderligere - Spratt også ude af Giro Rosa

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Video i artiklenBliv guidet med cykelsøgemaskinen - Få rabatkoder og gode tilbud

Efter 18. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Roglics taktik til tidskørsel endnu ikke fastlagt

Degenkolb: Betyder jeg var i god form til Touren

Video i artiklenOptakt: 19. etape af Tour de France

Van Vleuten ude af Giro Rosa og VM

Video i artiklenTour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

Denz bedst på kongeetapen i Slovakiet

Hirschi: Kwiatkowski var virkelig stærk

Pogacar: Jeg ser frem til tidskørslen

Landa - Vi prøvede alt

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Video i artiklenKwiatkowski: Jeg havde gåsehud de sidste kilometer

Video i artiklenEt kig frem mod ruten på 19. etape af Tour de France

Video i artiklenHøjdepunkter fra 18. etape af Tour de France

Video i artiklenKwiatkowski efter etapesejr: Jeg havde gåsehud de sidste mange kilometer

Video i artiklenKwiatkowski og Carapaz ruller over stregen side om side – Kwiatkowski vinder etapen

Video i artiklenDobbelt Ineos-triumf på 18. etape

Video i artiklenLotte Kopecky vinder 7. etape af Giro Rosa - van Vleuten fortsat i pink trods styrt

Verdensmesteren involveret i styrt - formodet brækket hånd

Video i artiklenUran i problemer! Bliver sat fra fontgruppen

Video i artiklenLanda angriber i bunden af dagens sidste stigning!

Video i artiklenFrontgruppen kører ind på dagens hårdeste stigning

Video i artiklenTo Ineos-ryttere i forreste gruppe over Col des Aravis

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg

Video i artiklenHirschi styrter på nedkørsel!

Video i artiklenKopecky vinder syvende etape af Giro Rosa

Mads Würtz femmer i new zelandsk sejr i Coppa Sabatini

Bike Blowout 2020 og Copenhagen Bike Show 2021 aflyses

Video i artiklenDegenkolb vinder i Luxembourg – Hindsgaul i udbrud

Video i artiklenHirschi først over dagens første bjerg

Video i artiklenInterview med Pogacar før dagens etape

Video i artiklenInterview med Richie Porte før dagens etape

Video i artiklenSøren Kragh og Michael Valgren sammen i udbrud

Video i artiklenRolland og Alaphilippe angriber fra feltet

Video i artiklenSam Bennett hurtigst i pointspurten.

Groupama-FDJ forlænger med fem ryttere

Bora-Hansgrohe sikrer sig sprintertalent

Modkørende trafik endte i rytterstrejke

Bilbao: Vi vil prøve igen

Kruijswijk leder Jumbo-Visma an i Giro d’Italia

Danskerne gjorde rent bord - se samtlige resultater fra første e-løb

Efter 17. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

ONSDAG

Video i artiklenOptakt: 18. etape af Tour de France

Video i artiklenTour de France-analyse: Højt at flyve, Superman!

Glad Roglic applauderer Lopez

Video i artiklenSepp Kuss angriber med under tre kilometer til mål