SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Richard Carapaz og Jonas Vingegaard er mig bekendt ikke blandt de efterhånden mange cykelryttere, der har været ramt af covid-19, og måske føler de sig derfor ansporet til at få taget en ekstra PCR-test her til aften. I morges kunne de nemlig svagt fornemme en dunst af blod, der hang ud over Pyrenæerne, da de satte sig på cyklen for at tage hul på det første af de tre store slag i den sydvestlige bjergkæde.

Faktisk har den hængt der lige siden i onsdags, hvor Vingegaard med sit vilde ridt på Mont Ventoux pludselig sparkede nyt liv i en kamp om den samlede Tour-sejr, der ellers efter Alperne så ud til at skulle blive mindre spændende end en gennemsnitlig fodboldlandskamp med San Marino som deltager. Så suveræn havde Tadej Pogacar nemlig været i den første af de to alpeblokke, at der bredte sig en kollektiv erkendelse af, at de øvrige nok kørte for andenpladsen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Desværre er der nok ikke nogen synderlig grund til at tage andre coronatests end den, der alligevel er obligatorisk på hviledagen. Det er nemlig næppe den forbandede sygdom, der har stjålet deres lugtesans. Snarere må de nok sande, at bloddunsten forsvandt mere og mere, for hver gang Pogacar trådte i pedalerne på vej op ad den stejle Beixalis-stigning, der i dag stod som rammen om det store opgør mellem favoritterne på den lange og slidsomme tur til det lille fyrstendømme i bjergene.

I dag var der nemlig ikke spor af svaghed at spore hos sloveneren, der igen mindede os om, at han har været i monsterlære hos sin ven og landsmand Primoz Roglic. Hvor han i onsdags lynhurtigt skar tænder, da Vingegaard trådte an på Ventoux, var der i dag igen et slovensk stoneface, der var så køligt, at det var svært at tro, at rytterne befandt sig i bagende hede på den varmeste i dag årets Tour. Drømmen om, at den hede, som sloveneren frygter, atter kunne sende ham til tælling en sidste gang, inden regnen og kulden melder sig efter hviledagen, døde prompte, og i stedet endte det første af tre opgør som en kedelig nulløsning, hvor der ingen forskelle blev gjort.

Desværre var det forventeligt. Etapen var nemlig mere skræmmende på papiret, end den var i virkeligheden. Naturligvis bød den på masser af iltfattig luft i de høje luftlag, og naturligvis havde den både en lang distance og et stort antal højdemeter, men den var slet ikke designet til at vinde løbet. Tværtimod var det en dag, hvor alt kunne tabes, men meget lidt vindes.

Det skyldtes to forhold. Stigningerne var skam både lange og høje, men da vejrguderne havde bestilt en relativt hård vestenvind på en dag, hvor rytterne hovedsageligt kørte mod vest, blev det nærmest helt umuligt at udnytte terrænet. Det er desværre et velkendt faktum, at høje tinder ofte har den ulempe, at træerne er ikkeeksisterende og vejene derfor pivåbne, og derfor kan den slags etaper meget let ende i en fuser, hvis ikke vinden står rigtigt. Det gjorde den slet ikke på denne søndag, hvor den hårde modvind lagde en svær dæmper på festen, både blandt favoritterne og i et udbrud, hvor der gennem en lang dag var så lidt udskilning, at selv sprinteren Davide Ballerini var med frem til bunden af den sidste stigning.

Det var der utvivlsomt mange cykelfans, der begræd, men mest af alt var det en skuffelse for Carapaz. Ecuadorianeren havde ikke lagt skjul på, at han havde set højderne i Andorra samt den brutale hede som sine måske bedste våben til at udnytte den sårbarhed, Pogacar pludselig havde vist. Derfor havde han helt forventeligt lagt an til en stor Ineos-offensiv, da han sendte Dylan van Baarle og Jonathan Castroviejo afsted som tidlige forposter og siden sendte Richie Porte, Michal Kwiatkowski og Geraint Thomas frem for at lægge det pres, der skulle gøre Pogacar om muligt endnu mere mør, end han var på Ventoux.

Det er svært at bebrejde briterne noget. De gjorde alt, hvad de kunne for at skabe betingelserne for, at der i finalen kunne gøres forskelle, men de ugunstige vejrforhold gav sammen med rutedesignet ikke de letteste betingelser. Selv da en i dag pludselig igen stærk Thomas lagde et benhårdt tryk i 2400 m høje på Tourens tag på toppen af Envalira-stigningen, var det stadig et i alt væsentligt favoritfelt, der kunne tage hul på den efterfølgende nedkørsel i samlet flok.

Derefter kom Carapaz også med det helt forventede angreb, da feltet ramte Beixalis-stigningen, der som dagens eneste reelle vanskelighed var udset som rammen om det store slag, men denne gang var Pogacars panser lige så ubrydeligt, som det var det i Alperne. Hver eneste gang Carapaz, Vingegaard eller sågar Rigoberto Uran, der dristede sig til et sjældent angreb, rørte på sig, sad Mr. Stoneface lige i baghjulet og lignede igen det uhyre, han gjorde i sidste weekend.

Det hang næppe sammen med vejrforholdene og modvinden. Nej, den sidste stigning var i sig selv rigeligt svær til, at sloveneren havde kunnet presses. Når det ikke skete, skyldtes det snarere, at Ventoux-nedturen mest af alt ligner en af de dårlige dage, vi også kendte fra Pogacars første Vuelta og til dels sidste års kongeetape, og rivalernes drøm om, at han havde toppet for tidligt, holdt kun i et par dage. Men i det mindste følte han sig denne gang ikke ansporet til at spille med musklerne - måske fordi han alligevel havde fået en lærestreg i onsdags, og fordi den tekniske nedkørsel ikke inviterede til vilde sats - og derfor endte det hele i status quo mellem de otte, der gennem det meste af løbet har vist sig som de stærkeste.

Det var næppe det udkomme, Carapaz havde håbet på, men han fik i det mindst én ting ud af anstrengelserne. Han har nemlig gjort det klart, at Ineos ser løbet som et maraton, hvor målet er gradvist at slide rivalerne ned i den tredje uge, hvor ecuadorianeren altid er stærk, og selvom modvinden i dag ikke bidrog til den mission, er det først efter hviledagen, vi får svaret på, hvad den langsigtede effekt bliver af det initiativ, briterne tog.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Effekten af det slid skal dog næppe ses på Pogacar, der ikke just er kendt for at falme i den tredje uge. Efter i dag virker det igen altovervejende sandsynligt, at han reelt kører om 2. pladsen, som han og briterne utvivlsomt ikke har givet op endnu. I den sammenhæng har de bare et andet problem, som slet ikke er slovensk, men derimod dansk.

Det kan godt være, at Vingegaard ikke lykkedes med at gentage onsdagsmiraklet, plante Pogacar og gøre selv kaptajn Primoz Roglic urolig, men det fortæller kun, at træerne trods alt ikke vokser helt ind i himlen. Frygten for, at holdbarheden skulle begynde at blive et problem ved indgangen til den sidste og sværeste del, viste sig i første omgang nemlig at være helt ubegrundet. Igen i dag lignede Vingegaard som minimum løbets næststærkeste, og der er fortsat intet i sol, måne og stjerner, der tyder på, at Cykeldanmark ikke skal berede sig på at hylde Tourens samlede nr. 2 i Paris om en uge. Nok så Carapaz stærkere ud, end han gjorde på Ventoux, men det var Vingegaard, der kom med angrebene, da det gjorde allermest ondt.

Mest opløftende var det at se, at han angreb. Al snak om defensiv og afventende kørsel, der var strategien, indtil han mærkede sine diamantben på Ventoux, synes at være lagt på hylden, og nu tør Vingegaard selv tage det initiativ, der skal sikre ham podiepladsen. I virkeligheden er det slet ikke nødvendigt, for hvis vi startede enkeltstarten med den nuværende stilling, er det ret givet, at Rigoberto Uran og Vingegaard ville ledsage Pogacar på podiet. Det er til gengæld langt fra sikkert, at danskeren vil kunne slå colombianeren i en tidskørsel, hvor han i de senere år har genfundet sine gamle takter, og derfor er der brug for mere tid, hvis Vingegaard skal være stensikker på den 2. plads, han lige nu synes at være den bedste kandidat til. Og mon ikke han også i sit stille sind stadig håber på, at det atter skulle lykkes at forvandle det slovenske stoneface til det lidende ansigt, vi så i onsdags - også selvom det ikke lykkedes i dag?

I det lys endte det som en perfekt søndag for Jumbo, der efter den første uge havde svært ved at tro deres eget uheld, men som i løbets anden del har vendt det hele på hovedet. Ikke blot vandt Wout van Aert løbets vel nok mest prestigiøse bjergetape, og ikke blot har de en af løbets to bedste ryttere. I dag tog de minsandten endnu en af de største etapesejre, da Sepp Kuss sejrede på sin europæiske hjemmebane i Andorra.

Det vakte ellers nogen harme hos danske cykelfans, da det i forvejen decimerede Jumbo-mandskab pludselig anbragte alle Vingegaards tre bjerghjælpere i det mere end 30 mand store udbrud, der etablerede relativt hurtigt på en dag, hvor UAE havde travlt med blot at få ro på og derfor havde det fint med at lade Gud og hver mand sejle væk, og hvor ingen havde ambitioner om at gå efter etapesejren i en finale uden bjergafslutning. Som jeg gættede på under liveopdateringen, var det skam heller ikke intentionen, at det skulle gå sådan, men holdet har aldrig lagt skjul på, at de fortsat vil jagte etapesejre. Usikkerheden om Vingegaards holdbarhed er fortsat for stor til at satse hele butikken på danskeren, men vigtigst af alt handler det formentlig om den unge danskers eget bedste.

Det er velkendt, at Vingegaard tidligere har haft det svært med presset, og derfor synes Jumbo-ledelsens vigtigste mission være at lette netop det. I det lys er det næppe det ideelle scenarium at have tre verdensstjerner siddende som luksushjælpere, for det kan udelukkende bidrage til at lægge yderligere vægt på hans smalle skuldre. Med nu to etapesejre på kontoen kan Jumbos succes aldrig blive den totale fiasko - heller ikke selvom tabet af Roglic altid vil give det et skær af skuffelse - og dagens udkomme kan derfor kun bidrage til at give holdet den ro, som de skal bruge i den resterende del af løbet.

Men det var skam risky business. Det lignede lidt en tilfældighed, at de havde alle tre mand fremme, da gruppen pludselig knækkede, og pludselig var Vingegaard efterladt alene med kun den tunge Mike Teunissen hos sig. På en varm dag, hvor meget vand skal hentes, var det langt fra ideelt, men dog en håndterbar situation på en rute, hvor modvinden betød, at det meste af etapen foregik uden den store selektion, og hvor Teunissen derfor var hos kaptajnen gennem store dele af dagen. Senere bestemte vejen, at det ikke overraskende var Kruijswijk, der måtte ofre sine egne muligheder og glide tilbage til sin nye chef, og senere blev Van Aert den gode forpost, der altid gør det klogt at sende folk i front på etaper som disse. Med etapesejr til Kuss er det svært at være alt for kritisk, selvom der nok er brug for en lidt klarere kommunikationsstrategi i stil med den, vi så hos Ineos, der fik skabt sig de to forposter, de ønskede sig - hverken flere eller færre. Eneste lille minus var den ekstra bet for Kruijswijk, der faktisk var udset som etapejægeren, men som nok engang måtte sande, at andre var bedre.

Vingegaard har faktisk en ekstra grund til at være tilfreds. Søndag blev nemlig dagen, hvor Kuss endelig fandt de superben, han ellers har ledt efter gennem hele løbet, men som hører til blandt verdens allerbedste. Samtidig har amerikaneren nu fået sine personlige ambitioner tilfredsstillet, og når vi ved, hvilket skræmmende tryk en flyvende Kuss kan lægge, har Vingegaard nu verdens bedste hjælper i sit forsøg på at distancere Uran - og måske endda presse Pogacar. Det eneste, der virker en anelse unødvendigt er, at Van Aert pludselig har meldt sig ind i kampen om bjergtrøjen i tillæg til hans ambitionerne på bjergetaper, i massespurterne og på enkeltstarten, men hvis det kan gå hånd i hånd med hans rolle som forpost, er det vel udmærket, at den ambitiøse beglgierikke går og surmuler over at forspilde egne chancer - især når han har lovet, at han kun vil samle de oplagte point op og ikke vil køre sig i hegnet for det sekundære delmål. Lige nu har Vingegaard i hvert fald den luksus, at det er ham, der har det absolut stærkeste hold til at hjælpe sig i den tredje uge.

Det hold skal i første omgang bruges til at distancere Uran, men det virker bestemt også muligt. For anden bjergetape i træk syntes danskeren at være stærkere end den erfarne colombianer, der imidlertid fortsat ikke viser skyggen af den svaghed, han på sine gamle dage ofte har udvist mod slutningen af grand tours. Faktisk kan det være en lille smule urovækkende, at Uran pludselig lancerede et for ham ret unødvendigt angreb - især når man ved, at det ikke passer til hans kørestil. Det kan kun læses sådan, at også Uran kom ganske godt igennem etapen og dermed stadig indgår solidt i den tro, der har skilt sig ud som de bedste lige bag Pogacar.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Den trio var i dag dog ikke langt fra at være en kvartet. Enric Mas fik heldigvis bekræftet, at nedturen på Ventoux bare var udtryk for en enkelt dårlig dag, og i dag levede han op til mantraet op, at han altid topper i den tredje uge. Han er i hvert betydeligt bedre end den 8. plads, han lige nu besidder, men det er jo egentlig kun passende, at han starter løbets sidste del relativt langt tilbage. Mas’ speciale er jo at avancere markant i løbet af den sidste halvdel af en grand tour, og det burde han have kurs mod at gøre igen i år, hvor han i hvert fald kan stræbe efter en top 5.

Det kræver, at han får skovlen under Ben O’Connor. Det virker ikke umuligt, men australieren svarede nu godt igen efter nedturen på Ventoux, hvor han vist bare betalte prisen for vanvidsridtet i Tignes. I dag lignede han igen den O’Connor, vi har set i 2021, og med udsigt til, at regnen og kulden melder dig igen, kan kuldespecialisten fra den sydlige halvkugle i hvert fald stole på, at han nok skal ende komfortabelt i top 10 og måske endda top 5 i sin første grand tour som klar og entydig kaptajn.

Det kræver også, at han får skovlen under Wilco Kelderman. Hollænderen har fulgt det mønster, man kunne forvente, nemlig et helt stabilt niveau, der desværre lige er nogle procent under de bedstes. Det er præcis det, vi har lært at kende Kelderman for, og med hans stabilitet burde det ende med en pæn top 10, hvis han kan undgå de mange styrt, der mere end noget andet har martret hans karriere.

Det begynder også at se lovende ud for Alexey Lutsenko. Kasakken er endnu ikke løbet ind i det kollaps, jeg ellers frygtede, da han meldte sig ind i klassementskampen, men desværre synes elastikken også at blive længere og længere, som løbet skrider frem. Det synes stadig ikke givet, at Lutsenko ikke løber ind i en gigantisk eksplosion, men med de store tidsforskelle, der er blevet skabt i en sjældent brutal udgave af løbet, er det også kun et reelt kollaps, der kan forhindre ham i at sikre sig en uventet placering i toppen af klassementet.

Lutsenko blev i hvert fald nok hjulpet af modvinden, der desværre reelt neutraliserede etapen og gjorde finalen så jævnbyrdig, at ingen kunne gøre nogen reel forskel, og at det derfor endte i en lidt taktisk våbenhvile. Uden modvind taler meget for, at Ineos havde revet feltet i stumper og stykker allerede på Envalira, og så kunne de ryttere, der måtte var blevet sat af allerede her, have indkasseret gigantiske tidstab, når de Van Baarle og Castroviejo efterfølgende havde kørt dem ud af ligningen i modvinden nede i dalen.

Modvinden var i hvert fald redningen for Guillaume Martin, og det var han også ærlig nok til at erkende. Det var kun med det yderste af neglene, at han fik bagdelen med op over Envalira, men desværre var han så kvæstet, at han efterfølgende slet og ret blev sat af på nedkørslen. Hans udbrudsmakker fra i går, Mattia Cattaneo, måtte ligeledes sande, at der var en pris at betale for lørdagens anstrengelser, og sammen fandt de ud af, hvor stærkt Van Baarle og Castroviejo kørte i dalen. De skal vist prise sig lykkelige for, at vinden ikke sendte dem til tælling langt nede af bjerget. Så havde regningen været en helt, helt anden og forskellene i top 10 havde været meget større, end de allerede er.

Cattaneo kan også trøste sig med, at hans hold allerede har fået rigeligt ud af løbet og i dag også kan fejre, at Mark Cavendish også blev hjulpet af modvinden og komfortabelt klarede den etape, der umiddelbart så farligst ud for ham. Det samme kan man ikke sige om Movistar, der har haft en svært løb, men som i dag havde mulighed for at vende det hele på hovedet. Der er næppe mange cykelfans, der ikke ville have kunnet se det smukke i, at Alejandro Valverde i dag var blevet den ældste Tour-etapevinder nogensinde og havde taget en sejr hele 16 år efter den fantastiske Courchevel-etape i 2005, hvor kometen Valverde overspurtede Lance Armstrong, Michael Rasmussen og Francisco Mancebo.

Nu er det stadig Pino Cerami, der med sin alder på 41 år og 64 dage står noteret for rekorden, men Valverde viste i dag, at det bestemt ikke er umuligt, at den rekord står for fald. I dag gav Movistar ham nemlig den frihed, han kun alt, alt for sjældent har fået i Touren, og som betyder, at han har vundet alt for etaper gennem årene. Det vil være ufatteligt smukt, hvis det lykkes, for det vil være kulminationen på sæsonen med de store comebacks. Da Valverde blev sat som en af de første i UAE Tour i februar, lå det i hvert fald ikke i kortene, at der var mange flere sejre gemt i ham - akkurat som ingen havde drømt om, at Mark Cavendish stadig kunne tangere Eddy Merckxs rekord.

Den rekord vil falde på et tørt sted hos Movistar, der dog i de seneste dage stille og roligt har meldt sig ind i løbet med først Imanol Erviti, så Ivan Garcia Cortina og nu Valverde. Der har Bahrain været hele tiden, og nu kan de for alvor lugte både bjergtrøje og holdkonkurrencesejr samt mulig top 10 til stabile Pello Bilbao i tillæg til de to etaper, de allerede har vundet. I dag skiftede brølstærke Wout Poels nemlig taktik, efter at han i går fandt ud af, at han faktisk kan slå Michael Woods i de direkte spurter, og derfor droppede han det angrebsraseri, der de foregående dage har sendt ham til tælling inden finalen. Det var en god lektie, der i dag betød, at han nøjedes med at spurte på toppen, og minsandten om han så ikke var frisk nok til både at erobre trøjen og tage etapens tredjeplads. Det kunne ligne en god afslutning for manden, der er kendt for sine tredjeugesben, når nu han endelig har forstået, at han også skal have lidt i tanken til etapernes anden halvdel.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Han fik i hvert fald effektivt skovlen under Woods, der i dag for første gang viste reel svaghed og måske betalte prisen for sin store aktivitet eller for gårsdagens styrt. Nairo Quintana måtte i dag også sande, at han ikke kan matche de mere eksplosive folk i spurterne, og derfor skiftede han strategi til et stort angreb på Envalira, der desværre delvist blev forpurret af modvinden. Colombianeren sluttede stadig etapen pænt uden at løbe ind i den velkendte eksplosion, men desværre ligner han nok den mindst sandsynlige vinder af bjergtrøjen blandt de tilbageværende kandidater, der også stadig tæller Pogacar, som med etapesejre på 17. og 18. etape og de deraf følgende 80 point stadig står med en mulighed for at forsvare sidste års trøje, selvom den score formentlig ikke vil være nok.

Det lever Pogacar nu nok også med. I dag kan han nemlig sove betydeligt tryggere, end han kunne i onsdags, nu hvor han har vist hele cykelverdenen, at han altså ikke er ved at gå spor i forfald. Tværtimod genopstod det monster, vi kendte fra Alperne, og dermed er den gule trøje lagt i samme benhårde jerngreb, det lå i sidste søndag. For første gang i karrieren har Pogacar nu kørt en uge i en grand tour (en uge regnes som tiden mellem to start, mål eller to hviledage) uden at vinde en etape, men det må han så rette op på ved at tage to i den tredje uge, så traditionen med at vinde tre etaper i hver grand tour kan holdes ved lige.

Det virker bestemt sandsynligt, at det vil kunne ske - akkurat som det synes mere og mere sikkert, at den gule og hvide trøje ender i Slovenien for andet år i træk. Carapaz og Vingegaard kan i hvert fald ikke længere få færden af det blod, de stadig kunne fornemme i morges, selvom deres lugtesans er lige så intakt, som den vil være for alle andre, der i morgen afleverer en negativ PCR-test. Det var nemlig det slovenske monster selv og ikke coronavirus, der fjernede den bloddunst, der hang ud over Andorra tidligere på dagen.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET