STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Hvis man for 697 dage siden havde spurgt, om Fabio Jakobsen nogensinde ville vinde en etape i Tour de France, havde de fleste næppe tøvet med at sige ja. Ganske vist havde hollænderen sin debut i verdens største cykelløb til gode, men det var ret indlysende, at han havde så direkte en kurs mod den absolutte sprintertop, at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden han også havde vundet i det løb, alle sprintere helst vil vinde i. Måske havde vi i Vueltaen i 2019 set, at Sam Bennett stadig var en anelse hurtigere, og måske var det stadig Dylan Groenewegen, der lignede verdens hurtigste, men med sin raketagtige udvikling syntes intet at kunne stå i vejen for den yngste af de to hollandske supersprintere.

Havde man til gengæld stillet samme spørgsmål for 696 dage siden, havde svaret været et helt andet. Da havde spørgsmålet faktisk virket både upassende og aldeles irrelevant, for på det tidspunkt var der kun én ting, der var i fokus. Her var spørgsmålet ikke, om Jakobsen ville vinde det eller det andet cykelløb. Nej, det var langt mere eksistentiel karakter. Det var nemlig, om han overhovedet ville overleve.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

De fleste cykelfans vil have set billederne, og alle, der overværede det live, vil kunne huske den klump i halsen, som må have ramt enhver, der var vidner til den dramatisk massespurt, der fandt sted d. 5. august i polske Katowice. Netop som vi stod foran at få svar på et af sportens mest interessante spørgsmål, nemlig om Jakobsen var klar til at støde Groenewegen af sprintertronen, bragede de hollandske rivaler sammen med en sådan kraft, at det pludselig var helt så uendelig ligegyldigt, om den eller anden hollænder var hurtigst. Det hierarki ville alligevel også være vendt helt op og ned, for i de minutter var det meget tvivlsomt, om Jakobsen nogensinde ville køre en massespurt igen.

Det gjorde han heldigvis et lille år senere, da han og Groenewegen igen stod over for hinanden i Tour de Wallonie. Forinden havde han været igennem nogle svære løb, hvor han havde fået gedigne prygl, og hvo det bestemt ikke så indlysende ud, at han nogensinde ville kun få lov at starte, hvor han slap, da han i Polen forsøgte at gå forbi Groenewegen. I det belgiske løb viste han imidlertid for første gang, at der var håb for, at han i hvert fald igen ville blive en god sprinter, da han rejste hjem med to etapesejre, men det var stadig langt fra åbenlyst, at han også igen ville etablere sig i den absolutte elite.

Det varede heldigvis ikke længe, inden vi fik det svar. Da Jakobsen viste sig som den altdominerende sprinter i en Vuelta, hvor han var oppe mod den Jasper Philipsen, som i Touren var endt på podiet i alle løbets spurter, stod det klart, at han var tilbage på et niveau, der var meget tæt på det, han også havde på den dato, der i dag er 696 dage siden. Og hvis der var den sidste rest af tvivl, fik han igennem det første halve år af 2021 sat en fed streg under, at han enten er eller også er meget tæt på at være verdens bedste sprinter.

Derfor var det også på tide, at han i dag endelig fik lov at køre sin første massespurt i det løb, som er vigtigst for alle, der kan vinde den slags hæsblæsende sprinteropgør. Det er svært at vide, hvad der var sket, hvis ikke han var styrtet, for i 2020 og 2021 havde han stadig været på hold med Sam Bennett, der var Quick-Steps klare førstesprinter. Det kan således sagtens være, at hans Tour-debut først var kommet i 2022 selv uden uheldet, men så havde det også været urimeligt, hvis han skulle vente længere.

Måske var det den lange ventetid, der gjorde ham utålmodig. Da han i dag i Nyborg endelig fik lov at vise sine sprinterben for et publikum, der i sin størrelse slet ikke kan sammenlignes med det, man finder i de øvrige cykelløb, lignede han i hvert fald en mand, der havde travlt med at indhente det forsømte. Således tøvede han ikke ét sekund med at tage den sejr, som er obligatorisk for enhver, der vil hævde at være verdens bedste sprinter.

Om Jakobsen vitterligt er det, ved vi vel stadig ikke. I hvert fald ikke hvis man i betydningen af begrebet lægger, at der også er tale om den hurtigste. Da Dylan Groenewegen ikke blot slog ham, men ydmygede ham på sidste etape i Ungarn i maj, fik man i hvert fald en grum, grum mistanke om, at hans ærkerival fortsat har prædikatet ”verdens hurtigste”.

Til gengæld er han ikke verdens bedste, hvis man breder paletten ud. Det er ikke uden grund, at Jakobsen allerede inden i dag var sæsonens mest vindende sprinter, for en massespurt handler som bekendt om andet og mere end at være hurtig. Det handler også om at positionering, timing og alt muligt andet, og her er der i hvert fald ingen tvivl om, at Jakobsens landsmand har betydelige mangler. Hvis man var i tvivl, kan man blot se på, hvad der skete i Nyborg i dag.

Det er nu ellers ikke, fordi Jakobsen er nogen ørn i positionskampen. Faktisk har vi ofte - også i år - set, at han har en slem tendens til at miste hjulet på sit tog, og han er bestemt hverken nogen Peter Sagan eller Wout van Aert, når det kommer til den ædle kunst at sidde rigtigt. Til gengæld kører han for et hold, der i nyere sprinterhistorie har været i særklasse, og det var i høj grad det, der kom til udtryk, da Jakobsen i dag fik prikket hul på Tour-bylden.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det var ellers lige ved at gå galt. Quick-Step har på papiret løbets bedste sprintertog, men af uransagelige årsager brugte de slet ikke Florian Senechal i den rolle bag Yves Lampaert og foran Michael Mørkøv, han normalt ville indtage. Det lignede en klar svækkelse af den ellers så velsmurte maskine, men alligevel viste holdet klassen, da Kasper Asgreen og Mattia Cattaneo fik afleveret Lampaert helt fremme.

Problemet var bare, at det da allerede var gået galt. Mørkøv havde mistet Lampaerts hjul, og det, der lignede et forsøg på at sætte Jakobsen på fra spids i et klassisk lead-out, var nu gået i vasken. I stedet møtte Mørkøv skifte strategi og i stedet aflevere sin kaptajn på hjulet af Wout van Aert, mens en rådvild Lampaert ikke helt vidste, hvad han skulle gøre, da han havde fronten, men ikke kunne finde sine to holdkammerater.

Heldigvis havde Mørkøv tænkt rigtigt. Man skal ikke have set mange af Van Aerts massespurter for at vide, at belgieren er en af de allerbedste i positionskampen, og i et løb, hvor han endda bakkes op af Christophe Laporte, der i tiden hos Nacer Bouhanni var en eminent lead-out man, kunne man være nogenlunde sikker på, at en placering bag belgieren ville være en sikker billet til også at kunne køre spurten. Sådan gik det da også, for selvom Laporte ikke trådte den hjem i finalen, havde Van Aert nok engang fundet hjulet på det tog, der trådte den hjem fra spids - et tog, der denne gang var Treks.

Dermed var den største hurdle overstået. Jakobsens problem er altid at finde den rette position, men når han kan spurte frit, er det i dette felt kun Groenewegen, der måske kan matche ham på fart. Han har i hvert fald slået alle andre i dette felt flere gange, og det er kun Caleb Ewan, der i deres to indbyrdes møder - samt naturligvis Groenewegen - der har været blot tæt på at true ham.

Det var der heller ikke her. Det var ellers lige ved at gå galt, da han og Peter Sagan næsten kolliderede, da Jasper Stuyen efter endt lead-out for Mads Pedersen gled tilbage igennem feltet, og det kostede både en del fart, ligesom det betød, at han måtte starte sin spurt senere, end han vel havde foretrukket. Det blev i hvert fald tættere, end man måske kunne have antaget, da positionskortene var blevet fordelt, men alligevel var Jakobsen så suveræn, at hans sejr reelt aldrig var i fare.

Til gengæld ved vi stadig ikke, om han er Hollands hurtigste. Heller ikke denne gang kom Groenewegen frem i tide, og det har jo desværre været symptomatisk gennem hele hans karriere og i særlig grad efter karantænen. Man kunne ellers have håbet, at det nysammensatte tog med Amund Grøndahl Jansen, Michael Matthews og Luka Mezgec ville have fungeret bedre, men første forsøg fungerede i hvert fald. For 117. gang i år var kampen slut allerede, inden den var begyndt, og Groenewegen må nok engang sande, at en sprinters succesrate ikke alene bestemmes af, hvor hurtig han er.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det gør den heller ikke for Van Aert, for han har aldrig haft farten til at slå Jakobsen, Groenewegen og co. Til gengæld er han altså en sand ørn i positionskampen, og derfor var det også ham, der i dag sad det helt rigtige sted, nemlig på hjul af Pedersen, som blev sat op fra spids af den altid forrygende stærke Stuyven. Herfra måtte han sande, at Jakobsen fortsat er hurtigere, men alligevel har han al mulig grund til at være tilfreds. Efter et forår, hvor han var meget bekymret for sin spurt, da Pedersen rundbarberede ham i Paris-Nice, og et Dauphiné, hvor han i et svagt felt bestemt ikke var overbevisende, kørte han i dag det, der vel var hans bedste spurt i år. Den var i hvert fald så god, at han satte en fed streg under sin favoritstatus til den grønne trøje - ikke fordi han er hurtigere end Jakobsen, men fordi han har mange flere etaper at vinde, fordi han med sin positionering næppe misser ud i én eneste spurt, og nu også fordi han fik vist, at han ikke blot er positioneringsstærk, men også hurtig.

Den fart mangler Pedersen til gengæld desværre. Efter Paris-Nice havde man ellers håb for, at han måske var ved at lukke en del af hullet op til de hurtigste, men i Norge og Belgien fik vi set, at det ikke er tilfældet. Også i dag måtte han sande, at der er et par mand, der er hurtigere end ham, og det gælder nu også Van Aert, som han ellers havde styr på i Paris-Nice. Dengang var spurterne dog også stigende, hvad der passer danskeren betydeligt bedre, og selvom han igen i dag fik bevist, at han i Stuyven har én af verdens bedste lead-out men - de måtte endda klare sig uden den sygdomsramte Alex Kirsch - blev det igen klart, at det skal flaske sig i positionskampen bag ham, hvis han skal vinde.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Flaske sig skal det også for Caleb Ewan. Australieren er til start med et overraskende svagt - eller ikkeeksisterende tog - da den formsvage Jasper de Buyst er blevet hjemme, noget uforståeligt også sammen med Rudiger Selig og Roger Kluge. Derfor er hans strategi i dette løb at blive anbragt rigtigt af sit hold fremfor at køre den hjem fra spids, og det er en svær kunst, hvis man som Ewan slet ikke positionerer sig som Sagan og Van Aert. At den strategi er skrøbelig, kom da også til udtryk i dag, hvor den lille australier havde sit hyr med at komme frem, men faktisk sad han ganske godt på det hjul, han havde udset sig, nemlig Jakobsen. Det mistede han imidlertid, da hollænderen og Sagan næsten kolliderede, og dermed missede han muligheden for at se, om han kan true Jakobsen, som ellers har slået ham i begge deres opgør i år. For fremtiden var det dog opløftende, at han faktisk sad rigtigt bag Jakobsen, indtil sammenstødet ødelagde det hele.

Mere overraskende var det, at Jasper Philipsen sad for langt tilbage. Nu har vi ellers lige vænnet os til, at belgieren i positionskampen kan Van Aert og Sagan rangen stridig, men i dag, hvor man kan undre sig over, hvorfor Mathieu van der Poel i finalen gemte sig midt i feltet, blev han først til allersidst kørt frem af Alexander Krieger. Da var slaget allerede tabt, og selvom han kørte en udmærket spurt, var det ikke nok til at true Jakobsen, der alle dage har været den hurtigste af de to.

True Jakobsen kunne Sagan heller ikke, men det vidste vi jo godt. Til gengæld viste slovakken igen, at han er en konge i positionskampen, da han som altid sad, hvor han ville. Kollisionen kostede ham imidlertid alt momentum, og da han ikke har samme fart som Jakobsen, der jo også var involveret i bataljen, endte han med at ende betydeligt længere tilbage, end han normalt gør i de spurter, hvor hans positionering ellers altid bringer ham langt frem.

Så var der straks mere grund til at glæde sig hos Danny van Poppel. Det er ellers højst besynderligt, at Boa har ladet Bennett blive hjemme for i stedet at satse 100% på Aleksandr Vlasov, men alligevel lader Van Poppel deltage i spurterne. Det er klart, at han primært er med som bodyguard i denne hektiske første uge, men det har virket en smule meningsløst, at han på egen hånd har skullet deltage i spurter, hvor han uden støtte aldrig har en chance for at vinde. Det havde han da heller ikke i dag, hvor han helt forventeligt sad for langt tilbage, men alligevel fik han understreget både sin fine næse for positionering og gode fart ved at køre en spurt, der næsten kunne måle sig med Philipsens. I det hele taget var det en god dag for nogle af sprinterne lidt længere nede i hierarkiet, da B&B fik hele to mand i top 10, selvom det jo faktisk gik galt, når lead-out man Jeremy Lecroq endte foran Luca Mozzato.

Skuffelsen var større hos Alexander Kristoff. Nu har Intermarché-toget fungeret så godt i år, men da det gjaldt ved den helt store eksamen, blev de overmatchet, selvom det så lovende ud, da Adrien Petit skød frem. Bedre blev det heller ikke af, at nordmanden tabte hjulet på Andrea Pasqualon, som var i position til at redde det, og dermed blev det ikke i dag, at Kristoff fik bevist, at han i år har hævet sit niveau så meget, at han igen er konkurrencedygtig.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det hjalp dog heller ikke, at holdet lidt uforståeligt havde ladet Sven Erik Bystrøm gå i udbrud. Han vil normalt være sidste mand inden Petit, men han manglede nu, fordi han havde jagtet en bjergtrøje. Den fik han endda godt og grundigt smidt væk med den mest mærkværdige taktik, hvor han reducerede gruppen til to mand og derefter lod sig slæbe til skafottet af den hurtigere Magnus Cort i stedet for at have sat sig på hjul, ladet gruppen vokse til en kvartet og udnytte, at det så ville være danskeren, der skulle svare på alle angreb.

Det er Cort imidlertid næppe utilfreds med. Nu kom han ud af en taktisk lidt svær situation, og han satte sig så effektivt på bjergtrøjen, at kun et tidstab i morgen samt en rytter, der gør rent bord i morgen, vil kunne forhindre ham i at forlade Danmark med prikkerne på sine skuldre. Det var ellers lige ved at blive en dyr bjergtrøje, da han efterfølgende manglede i jagt, der skulle bringe Rigoberto Uran tilbage til feltet, men heldigvis for alle kom vi igennem dagen, uden at styrt kostede favoritterne tid.

Det måtte sidevinden til gengæld gerne have gjort, men som det jo desværre hele tiden har været sandsynligt, ville de vestlige vinde i Danmark gøre Storebæltsbroen mere spektakulær end afgørende, og sådan fik det da også. Så snart feltet ramte den kraftige modvind, blev den eneste effekt af den manglende læ, at feltet kørte endnu langsommere, end de havde gjort på landjorden, og det hjalp Uran med at få reddet sit klassement. Alligevel nåede vi da at få at se, at Tadej Pogacar som frygtet er meget sårbar på disse etaper, nu hvor han i fravær af Matteo Trentin er ”Tadej Alene i Verden” mod nogle meget overbevisende maskiner fra Ineos og Jumbo. Nu krydser vi bare fingre for, at Ineos-trumviratet også er intakt, og at Daniel Martinez ikke slog sig alt for voldsomt i et af de styrt, som var uundgåelige, når et nervøst felt blev sendt op over en potentielt livsfarlig bro.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Heldigvis røg Jakobsen ikke ned, men han må også for tid og evighed have opbrugt sin kvote for styrt. Den blev nemlig udtømt for 696 dage siden, da han bragede mod den polske asfalt og lignede en mand, der kunne se langt efter sin drøm om at vinde en Tour-etape - hvis altså overhovedet han overlevede. Det gjorde han heldigvis, og efter 696 dage, der gjorde en verden til forskel, blev drømmen alligevel til virkelighed.

OPDATERING: Magnus Cort noteres alligevel for et stort tidstab. Dermed er hans bjergtrøje ikke så sikker som anført ovenfor.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER