To tidligere vindere på landsholdet til Danmark Rundt
24. juli 2018 09:05 af Lasse Wedege PenningFoto: Mikael Larsen

Det bliver med et dansk landshold, der kan køre om sejren, når den 28. udgave af PostNord Danmark Rundt skydes i gang i næste uge, da to tidligere vindere er på holdkortet.

Vinderen fra 2015, Christopher Juul-Jensen, og den forsvarende vinder, Mads Pedersen, er begge til start i landsholdstrøjen, når Danmarks største cykelløb afvikles den 1. til 5. august.

 

Danmark Cykle Unions landstræner Anders Lund slår fast, at de to tidligere vindere bliver sideordnede kaptajner, og med U23-verdensmester i enkeltstart Mikkel Bjerg, bronzevinder fra U23 VM 2017 Michael Carbel samt Rasmus Byriel Iversen og Silas Zacharias Clemmensen bliver landsholdet et af løbets stærkeste mandskaber.

 

"Rasmus Byriel Iversen har i år gjort kometkarriere i den italienske U23-klasse og imponerede under Fredsløbet, hvor han debuterede for det danske U23-landshold. Endeligt har vi Silas Zacharias Clemmensen, der har været en af sæsonens stærkeste DCU-ryttere, og som bliver en vigtig støtte for vores kaptajner på de kuperede etaper," fortæller landstræneren om de to sidste, knap så profilerede navne på holdkortet i en pressemeddelelse fra DCU.

 

Løbsdirektør Jesper Worre ser også frem til at se de danske landsholdstrøjer køre om den samlede sejr.

 

"Med de to klare klassementsfavoritter i form af de tidligere vindere Christopher Juul-Jensen og Mads Pedersen, er Team PostNord Danmark-holdet på papiret et af de klart stærkeste hold der er til start i årets løb. Vi må ikke glemme, at de begge to tidligere på sæsonen har vist imponerende form på allerhøjeste niveau. Christopher Juuls etapesejr i Schweiz Rundt og Mads Pedersen andenplads i Flandern Rundt taler for sig selv," siger Jesper Worre.

 

PostNord Danmark Rundt starter onsdag i næste uge i Aalborg.

 

Landsholdet til PostNord Danmark Rundt

Mads Pedersen

Christopher Juul-Jensen

Michael Carbel

Mikkel Bjerg

Rasmus Byriel Iversen

Silas Zacharias Clemmensen

DEL
KOMMENTARER