Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Armbevægelserne var måske ikke så store, men det var ambitionerne, da Bahrain-mandskabet blev etableret forud for 2017-sæsonen. I disse sportswashingtider kan man diskutere selve projektet, men i hvert fald kastede det lille arabiske kongedømme sin kærlighed på cykelsporten, og med Sheikh Nasser bin Hamad Al Khalifa som idemand blev der kastet så mange i et nyt cykelprojekt, at man kunne hente de store navne, der var nødvendige for at sikre en trup med så solid en pointscore, at de opfyldt UCIs sportslige kriterier for med det samme at blive en del af WorldTouren. Allerede tidligt kom Vincenzo Nibali ombord, og han var i høj grad med til at designe en trup, der også talte Ion Izagirre, som dengang var en sand pointmaskine og helt afgørende for, at holdet fik sin WorldTour-licens, samt Sonny Colbrelli, der efter en årrække som Bardianis sejrsmaskine endelig fik sin chance på højeste niveau.

Araberne måtte dog hurtigt sande, at man ikke bare kan købe sig til succes. At kalde holdet en fiasko, vil være helt urimeligt, for i løbet af de første to sæsoner vandt de begge de italienske monumenter med Nibali, der også blev nr. 2 og 3 i Giroen samt nr. 2 i Vueltaen. Ambitionen rakte imidlertid videre end at være et hold, der mest af alt handlede om bare én stjerne, og den kneb det med at indfri. Faktisk var holdet at regne som et af de ringere WorldTour-hold - i hvert fald, hvis man følger diverse ranglister. I 2017 var de blot nr. 14 blandt WorldTour-holdene, og selvom de avancerede til en lovende 7. plads i 2018, gled de hurtigt tilbage igen i 2019 og 2020, hvor de begge gange blot endte som nr. 13 på den verdensrangliste, der havde erstattet WorldTour-ranglisten.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der var ellers sket noget. Nibali var blevet byttet ud med Mikel Landas, som overtog pladsen som holdets flagskib efter 2019-sæsonen, men der flyttede ikke rigtigt noget på resultaterne. Landa blev ellers en flot nr. 4 i Touren i 2020, hvor de endda fik hele fem forskellige ryttere i top 10 i grand tours, men de store resultater udeblev, da først Nibali havde forladt skuden. Mens UAE-mandskabet, der dog også var godt hjulpet af, at Emiraterne var villige til at investere betydeligt mere end Bahrains sheikh, bragede mod verdenstoppen, blev Bahrain-mandskabet entydigt placeret som den mellemøstlige lillebror.

Sportshistorien er imidlertid fyldt med eksempler på, at det tager tid at opbygge en succes. Måske kunne man købe sig til Nibalis resultater og dermed en hæderlig start, men uden UAEs budgetmæssige muskler er man nødt til at finde de ryttere, der til en relativt billig penge pludselig kan slå igennem, og de talenter, der på sigt kan bære holdets fremtid. Særligt sidstnævnte tager af gode grunde en del år, men som Jumbo- og Quick-Step-mandskaberne, der længe har opereret på relativt beskedne budgetter, har bevist, er det en vej, der sagtens kan lede til verdenstoppen.

Tilsyneladende skulle processen vare fire år. Det så ellers ikke ud til, at 2021 skulle blive året, hvor Bahrain kom på alles læber, da holdet nok engang fejlede slemt i klassikersæsonen, men fra det øjeblik, Sonny Colbrelli i slutningen af april endelig brød sin nærmest endeløse Romandiet-forbandelse ved endelig at tage den forløsende etapesejr, var de her, der og alle vegne. Damiano Caruso endte som nr. 2 i en Giro, hvor holdet vandt to etaper, de kom hjem fra Touren med tre etapesejre og en samlet top 10 med Pello Bilbao, og i Vueltaen fik de både podieplads, 5. plads, ungdomstrøje og etapesejr med i alt tre forskellige ryttere. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvordan Colbrelli og Matej Mohoric imponerede i nord, syd, øst og vest, da først deres sæson var sparket ordentligt i gang.

Resultatet blev et avancement til verdensranglistens 5. plads bag de fire mandskaber, der kendes under betegnelsen The Big Four, nemlig Quick-Step, Ineos, Jumbo og UAE. Selvom Landa fortsat er den eneste rytter, der ved skiftet til holdet var en rigtig verdensstjerne, har holdet ved opdyrkelsen af talenter som Jack Haig, Gino Mäder og Mohoric samt det imponerende udviklingsarbejde med ryttere som Colbrelli, Caruso og Pello Bilbao, stille og roligt indtaget den position, som holdet drømte om ved starten for fem år siden.

Nu er næste skridt at se, om man kan lirke sig ind mellem de fire hold, der ellers af mange forventedes at have monopol på verdensranglistens topplaceringer. Det er en svær opgave, der kan blive svær at realisere, når man ser på, hvordan særligt UAE og Jumbo har indledt deres sæson, men umuligt er det bestemt ikke. Faktisk er holdet kommet flyvende fra start siden Santiago Buitrago tog den første sejr i Saudi Tour, hvor han også endte på den samlede 2. plads. Faktisk var holdet det eneste, der fik en rytter i top i årets første tre WorldTour-løb, da Colbrelli blev nr. 2 i Omloop Het Nieuwsblad, og Bilbao blev nr. 3 og 5 i hhv. Tirreno-Adriatico og Strade Bianche, og derudover har Wout Poels brudt sin lange sejrstørke med en lille genfødsel i Andalusien, hvor han både vandt samlet og tog en etapesejr.

Det var dog langt fra indlysende, at holdets succes skulle fortsætte i denne uges Tirreno-Adriatico. Ganske vist var der udsigt til, at den uhyre formstærke Bilbao kunne blande sig i kampen om en top 5, selvom det italienske løb igen i år bød på et uhyggeligt stærkt klassementsfelt, men selvom truppen også talte både Landa og Caruso, hørte de bestemt ikke til blandt de tungeste favoritter. Landa havde nemlig startet sin sæson lige så haltende, som han sluttede den forrige, og selvom han var startet hæderligt i Andalusien, er Caruso ikke kendt for at være den bedste starter. I tillæg til holdets tre klatrere stillede de med Phil Bauhaus som manden, der skulle forsøge at vinde en af de tre massespurter, men selvom hans flotte opblomstring er en af Bahrain-mandskabets mange succeser, lå det ikke i kortene, at den positioneringssvage tysker med begrænset støtte fra Jasha Sütterlin og Heinrich Haussler skulle vinde en etape i et sprinterfelt, der talte i hvert fald tre af verdens absolutte supersprintere i form af Caleb Ewan, Mark Cavendish og Tim Merlier samt sprinterkometen Olav Kooij og et hav af andre meget stærke sprinternavne.

Men tilsyneladende bliver alt, Bahrain rører ved, til guld i disse tider. Da regnskabet efter de syv dages cykelløb i dag skulle gøres op, havde araberne minsandten gjort det igen. Som en anden Fugl Føniks var Landa genopstået fra de døde - i øvrigt bare få dage efter, at han ikke kunne holde hjul på Tao Geoghegan Hart på en lille bakke - og for andet år i træk endt på den samlede 3. plads, mens Caruso med en 7. plads havde leveret sit bedste etapeløbsresultat for marts måned, siden han i 2018 blev nr. 2 i dette løb, og selvom han ikke nåede de højder, han havde gjort i optakten, sikrede Bilbao holdet deres tredje top 10 - en præstation, der naturligvis rakte til den samlede sejr i holdkonkurrencen.

Det resultat var rigeligt til at gøre et løb, hvor alle på forhånd talte om Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel til en stor, succes, men selvfølgelig stoppede Bahrain ikke her. Da den gode, gamle massespurt i San Benedetto del Tronto, hvor Alessandro Petacchi i gamle dage vandt med samme selvfølgelighed, som Pogacar i dag kører fra alt og alle, efter 12 års fravær vendte tilbage som afrunding på Løbet mellem De To Have var det minsandten igen det arabiske mandskab, der endte øverst på podiet, da Bauhaus tog en af sine allerstørste triumfer i boulevardopgøret ved Adriaterhavet.

Det lå ikke i kortene. Ganske vist så vi sidste år, at tyskeren er en af holdets mere succesrige projekter, da han i 2020 og 2021 tydeligt har etableret sig som en af de bedste i subtoppen, blandt andet med WorldTour-sejr i Polen sidste år. Når han har været oppe mod eliten, plejer han dog at komme til kort, som vi så, da han efter sejren i Polen skulle bekræfte sine fremskridt i det altid sprintermæssigt uhyre stærkt besatte Benelux Tour.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Han har dog gjort det før. Selvom hans på papiret største sejr kom i Dauphiné, hvor sprinterfeltet ikke var prangende, var hans flotteste bedrift, at han i 2018 choksejrede foran det meste af sprintereliten i Abu Dhabi Tour. Faktisk var det den sejr, der fortalte historien om, at han havde et uforløst potentiale, og at hans topfart var tårnhøj. Det var bare alt for sjældent, at han fik sig placeret rigtigt eller ikke var slidt ned på bakkerne.

Holdbarheden har han forbedret markant, som han senest viste med at sidde med feltet hjem i Kuurne. Til gengæld satte spurten i Belgien også en streg under, at det med positioneringen fortsat er en udfordring, og de fleste af hans sejre sidste år kom også i mindre løb, hvor hans tog var dominerende, og hvor han med sin fart derfor kunne sætte rivalerne klart til vægs. Problemet er bare, at massespurterne i Tirreno meget ofte er uhyre kaotiske, og kaos rimer meget dårligt på ringe positionering.

Nu er der imidlertid måske håb. I hvert fald er det gået bemærkelsesværdigt godt i denne uge. Allerede i tirsdags havde han fået sig anbragt så godt, at det var meget tæt på at blive til et stort resultat, indtil han alligevel blev blokeret af Davide Ballerini. I onsdags gik det for så vidt også hæderligt, men etaperne viste også, at det var usandsynligt, at han på finaleetapen ville sidde så godt, at han faktisk kunne vinde.

Det gjorde han imidlertid. Ganske vist sad han også denne gang en smule tilbage, men på den brede vej var der masser af plads til at søge til højre og gøre brug af den fart, han alt for sjældent får lejlighed til at vise. Det er nu ikke første gang, at det sker, men denne gang havde han også det store helt, at alle de sprintere, der blev sat bedre op end ham, på papiret var langsommere end ham. Denne gang viste papiret sig også at fortælle sandheden, for Bauhaus kom skydende med en fart, de forankørende ikke var i nærheden af at kunne matche.

Løbets to tilbageværende supersprintere fejlede nemlig begge. Værst var det for Quick-Step, der kom til løbet med så stærk en trup, at det i sig selv gav masser af medieomtale, men som kommer hjem uden etapesejre eller top 10-placering i klassementet. I dag skulle Cavendish redde æren, og allerede tidligt kunne man se, at årets Tirreno bare ikke er deres løb. På papiret var toget ellers uhyggeligt, men det lykkedes dem aldrig at komme frem, og selvom briten alligevel endte med at sidde i en position, hvorfra han med sin fart måske kunne have vundet, blev han alligevel blokeret bag Filippo Fiorelli og Andrea Pasqualon, der netop havde afsluttet sit lead-out for Alexander Kristoff. I stedet rullede han over stregen efter tre sprinteretaper, hvor han aldrig kom til at spurte, mens Quick-Step må tage prisen som det hold, der fik absolut mindst valuta for stjernebesætningen i årets udgave af det italienske løb.

Galt gik det også for Tim Merlier, men det var at forvente. Sådan går det jo oftest for belgieren, og efter at han nu to gange i træk positionerede sig fint, blev vi i dag mindet om, hvorfor det er hans store svaghed. Bauhaus’ held blev herefter totalt, da den lynhurtige Olav Kooij nok engang måtte sande, at han skal have bedre støtte for at profitere af den tårnhøje topfart, han har.

Ser man bort fra Quick-Step og til dels Bauhaus, gik positioneringsspillet nogenlunde, som man kunne have spået. Det var i hvert fald ikke uventet, at Intermarché og Israel-PT ville være i stand til at dominere. Nu var de ganske vist fejlet to gang, men på papiret havde de musklerne til at sætte sig igennem i dette felt. Det lykkedes særligt godt for Intermarché, der endelig fik leveret et af de lead-outs, de leverede så suverænt i sæsonstarten, men denne gang manglede den sidste timing. Pasqualon afleverede nok engang Kristoff fra spids, men med den hårde vind, der stod ind fra Adriaterhavet blev den alligevel for lang for nordmanden, som ellers er berømt for netop sine lange spurter.

Det var også en succes for israelerne. Deres tog har gjort det fornemt de første dage, men begge gange manglede de Rick Zabel, der er sidste mand inden Giacomo Nizzolo. I dag kunne tyskeren endelig indtage sin plads, og selvom timingen også her haltede lidt, og Zabel klart blev overmatchet af Pasqualon, kunne snarrådige Nizzolo gribe hjulet på Kristoff, så han i lyset af modvinden sad i pole position til at vinde. Forbi sin rival kom han også, men desværre blev spurten nok engang et bevis på, at Nizzolo ikke er verdens hurtigste i denne slags flade boulevardspurter.

Det er Kaden Groves heller ikke, men sæsonstarten har ændret mit billede af ham markant. Sidste år haltede det i positionskampen og særligt hurtig syntes han heller ikke at være. Førstnævnte er blevet bedre i år, selvom de seneste to spurter bevidner, at der bestemt er plads til yderligere forbedring, men den spurt, han kørte både i tirsdags og i dag, hvor han syntes at kunne matche Bauhaus, viser, at det måske er på tide at ændre opfattelse af, hvor hurtig han egentlig er.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den fart har vi altid vidst, at Alberto Dainese havde, ikke mindst efter hans flotte efterår. I dag fik vi den endelig igen at se, da han fra en ringe position alligevel endte på etapens 5. plads, men alligevel var det en frustrerende oplevelse. Heller ikke i dag lykkedes det nemlig DSM og ham at sætte sig igennem, og det må efterhånden betegnes som et ærgerligt spild af talent at så god en sprinter efter at have kørt et hav af spurter i årets tre første etapeløb, i dag blot fik sin anden top 5-placinger - og begge gange var det endda blot en 5. plads.

Mere skuffende var det med Matteo Moschetti. Det lykkedes ellers ham at overvinde sit svage hold og komme i position til at spurte, men det gik selvfølgelig helt galt, da han ramte modvinden alt, alt for tidligt. Det var imidlertid bekymrende, at han slet ikke kunne matche Kristoff, som kørte en præcis lige så lang spurt - især fordi nordmanden jo langt fra er verdens hurtigste. Men måske kunne det være endt anderledes, hvis ikke han havde afgivet nordmandens hjul til Nizzolo og derfor blev tvunget til at åbne tidligere, end han formentlig ville.

En forspildt mulighed var det også for Arnaud Demare. Selvom hans tog igen svigtede ham, sad han faktisk ganske fint bag Nizzolo, men desværre blev han lukket inde mod barrieren af Kristoff. Efter den lovende spurt forleden havde vi ellers her alletiders chance for at vurdere hans fart i en flad spurt, der ikke passer ham så godt som onsdagens stigende opløb. Nu endte han i stedet blot som nr. 9 i hans efterhånden lange række af frustrationer.

Længere er den dog for Jordi Meeus, der har fået en ganske forfærdelig start, hvor han både har været positionerings- og formsvag. Heller ikke i dag lykkedes det ham at komme frem, og han måtte se sig slået af adskillige ryttere, der ikke burde være i nærheden af hans fart. Heriblandt var Edvald Boasson Hagen, men der var på sin vis noget smukt i, at manden, der for 12 år siden vandt den sidste massespurt i San Benedetto del Tronto dengang, han fortsat var en af sportens gyldne juveler, i samme opløb som en nu hensygnende tidligere superstjerne kunne levere det, der vel er hans bedste spurtresultat i flere sæsoner.

Succesen kommer nemlig ikke så let til ham, som den gjorde dengang i 2010, hvor det var ham, alle talte om. I dag taler alle om Tadej Pogacar, der naturligvis endte som den samlede vinder for andet år i træk, og som efterlod en hel cykelverden både i beundring over hans klasse og i bekymring for, om han overhovedet kan matches i de kommende år. I hvert fald var hans sejrsmargin på 1.52 den tredjestørste i de 57 udgaver, der hidtil er blevet afviklet, og det er særligt imponerende i lyset af, at løbets nr. 2, Jonas Vingegaard, er en af de to ryttere, der må tilskrives den største chance for at true ham i Touren til sommer.

Dermed overtog han også med største selvfølgelighed 1. pladsen på sejrsranglisten fra Fabio Jakobsen, selvom det er en liste, der næsten altid føres af sprintere. Han bidrog også yderligere til at styrke UAE-mandskabets skræmmende suveræne 1. plads på verdensranglisten, hvor de har rundet 3000 point, inden nr. 2, der højst overraskende er Arkea, har passeret 2000. Dermed er det arabiske hold godt i gang med at færdiggøre den rejse mod verdenstoppen, som de indledte, da Giuseppe Saronni i sin tid fik reddet en kuldsejlet kinesisk overtagelse af Lampre-mandskabet med en direkte snabel ned i kassen med arabiske oliemillioner.

Det er de selvsamme oliemillioner, der skal sikre, at Bahrain på sigt kan true UAE-mandskabet. Det kan de formentlig ikke i år, men kursen er i hvert fald den rigtige. Sidste år var de markante skikkelser i grand tours, klassikere og korte etapeløb, og den eneste mangel var vel, at holdets ellers succesrige sprinter, Phil Bauhaus, primært vandt sine spurter i mindre løb, hvor konkurrencen var begrænset. Når nu også han begynder at slå de bedste på den store scene, bliver det blot endnu tydeligere, hvilken forvandling der er sket for det hold, der for to år siden rodede rundt på verdensranglistens 13. plads.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris