\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Indledning
Da jeg blev bedt om at teste en BMC URS Gravelbike for Feltet.dk, havde jeg ikke et indgående kendskab til gravelbikes og deres karakteristika.
Jeg har cyklet mange, også lange ture på gravelbikes, men kun på låne- og lejecykler. Derfor glædede jeg mig rigtigt meget til at disponere over en testcykel i nogle måneder. Det ville give mulighed for virkelig at teste BMC URS Gravelbike i forskellige terræner og ikke mindst med forskellige setups.
BMC har længe været et af mine favoritcykelbrands, så ofte når jeg er afsted uden min egen cykel, lejer jeg BMC-cykler. Jeg har haft flere fantastiske ture blandt andet i Italien, Frankrig og på Tenerife.
Design, ramme, komponenter og geometri
BMC arbejder meget metodisk på at optimere selv de mindste detaljer, og der er ofte spændende og overraskende features integreret.
Enkelthed og performance er det umiddelbare visuelle indtryk af designet, og det er for mig et gennemgående designtema på de fleste BMC-cykler. Bag det enkle design er der arbejdet meget med optimering af blandt andet vinkler, samlingspunkter og rørudformning. Den lette carbonramme virker meget stiv, hvilket tydeligt mærkes, når cyklen skal accelereres op i fart. Rammen er relativ lang, kronrørsvinklen er mellem 69-69.5 grader og kombineret med en forholdsvis kort frempind, giver det en god direkte og kontrolleret styring.
Der er rigtigt mange detaljer om reach, stack, styrbredde, vinkler med mere, som er tilgængelige på BMC’s hjemmeside. Jeg anbefaler derfor, at interesserede selv undersøger den omfattende tilgængelige information. Informationen bør kunne tilfredsstille de fleste bikefit-interesserede, når der skal vælges model, og cykelbrands skal sammenlignes.
Konfigurationen af testcyklen er med komponenter af den bedste kvalitet, som er med til at gøre cykelturen både behagelig og effektiv. Gearskiftet er direkte og superhurtigt, også under varierede forhold, eksempelvis når der skiftes gear stående op ad bakke, hvor belastningen er maksimal. På samme måde synes jeg, bremserne er effektive og fastholder stabiliteten, også når der bremses hårdt.
Features

Foto: Opbevaringsrum i skrårør og MTT elastomermembran
BMC URS Gravelbike er fyldt med spændende features, nogle er standard og andre er tilgængelige gennem tilkøb.
MTT (Micro Travel Technologi) er paraplybegrebet for teknikker, udviklet for at øge komfort uden at gå på kompromis med performance.
Jeg synes, det er et godt eksempel på, hvordan BMC arbejder systematisk med udvikling, så man lever op til målsætningen om at være det teknologisk førende brand.
Der er 3 hovedelementer i MTT-familien:
- Støddæmpning i styret (frempinden)
Meget overbevisende og effektivt, dæmpning og udsving kan varieres alt efter, hvor man placerer grebet på styret.
- Støddæmpning i forgaflen
Ikke installeret på test cykel. Der er ikke tale om MTB-lignende dæmpning, men en ca. 15 - 20 mm vandring, som absorberer mindre ujævnheder.
- Støddæmpning af baghjul
I samlingen mellem sadelstræbere og sadelrør, er der indbygget en 20 mm elastomermembran. Membranen hjælper til absorbering af mindre ujævnheder, samtidig med at grebet fastholdes i underlaget. Membranmaterialet fås i forskellige hårdheder, alt efter ryttervægt og den ønskede karakteristik.
Af mere lavpraktiske features specielt med fokus på lange ture, kan nævnes integreret opbevaringsrum i skrårør og gevindbøsninger i blandt andet forgaffel til montage af tasker.
Så der er lagt mange gode og innovative tanker i denne gravelcykel. BMC arbejder fortsat på at forbedre MTT-teknologien, både med hensyn til optimeringer og nye teknologier.
Cykeltesten i terrænet
Cyklen ankom i en praktisk transportkasse og er let at samle - indrømmer gerne, at jeg måtte ringe til en ven for korrekt montage og indstilling af gear.

Foto: Med BMC URS oplever du alle slags terræner
Cyklen blev leveret i efteråret, så det var fin timing i forhold til at teste cyklen på våde grusveje, stier og i skoven.
De 44 mm bredde dæk, kommer med en anbefalet dæktryk mellem 20 og 50 psi. Jeg satte mig for at starte testen med at køre den samme en rute, med meget varieret underlag, med forskelligt dæktryk. Jeg oplevede en markant forskel med det ændrede dæktryk, både i forhold til bæreevne og ikke mindst komfort.
Cyklen er fantastisk at håndtere på de fleste slags underlag, og med det lave dæktryk kunne jeg lettere køre de bløde sektioner, specielt når der skulle cykles på vådt og blødt mos. Den bedre komfort, der opnås med det lavere dæktryk, er tydeligt. Personligt synes jeg, det har større effekt end MTT elsatomermembranen i saddelstræberne. Oplevelsen med de forskellige dæktryk kan jeg genkende fra min landevejscykel, hvor jeg tidligere kørte med 115 psi, men nu har reduceret det til max 85 psi. Det betyder meget for komforten og ikke mindst resistensen overfor punkteringer.

Foto: MTT i frempind virker overbevisende
Derefter testede jeg, med forholdsvist lavt dæktryk, cyklen på længere ture på forskelligt underlag. Cyklen fungerer virkelig godt, gearskiftet er hurtigt og præcist. MTT i frempind er simpelthen genialt, det er virkelig behageligt og specielt på længere ture, er det vigtigt, at de mange vibrationer dæmpes.
Geometrien og størrelsen på stellet, gør at reach er forholdsvist kort efter min mening. Derfor anbefaler jeg, at man prøver cyklen, inden man vælger endelig størrelse af stel, specielt hvis man højdemæssigt ligger i grænseområderne for de anbefalede stelstørrelser.
URS (UnReStricted) serien lever virkelig op til navnet, cyklen er virkelig på ”hjemmebane” såvel på korte som lange ture og i meget varieret terræn.
I det forholdsvis milde efterår, har jeg virkelig cyklet mange ture på BMC URS Gravelbike, og jeg har glædet mig hver gang.
Konklusion
BMC URS Gravelbike har hele vejen igennem været et godt bekendtskab, og jeg har virkelig nydt de mange og varierede cykelture. Jeg besluttede hurtigt at køre med forholdsvist lavt dæktryk, og det har sikret rigtigt god komfort og super køreegenskaber på varieret underlag.

Foto: Glæder mig til en lang sæson med mine 2 gravelbikes
Design, komponenter og håndværksmæssig kvalitet af cyklen er helt i top, så kombineret med den gode komfort, kan jeg virkelig anbefale BMC URS Gravelbike. Med de indbyggede features til montering af tasker, ville jeg glæde mig til en forårstur med liggeunderlag og cykle fra shelter til shelter.
Gravelbikes kan som alle andre cykeltyper købes i forskellige prisklasser, BMC URS Gravelbike hører til i det mere dyre segment. Prisen for testcyklen på ca. 61.000 kr giver, efter min mening, absolut value for money, også i forhold til andre cykelbrands i det dyre segment - det er bogstaveligt talt alle pengene værd at cykle på, så lækker og enkel en cykel.