
Sejren glippede til allersidst for Jonas Vingegaard, da Matej Mohoric sikrede sig den samlede triumf med den allermindste margen.
Annonce
Et sekund.
Så meget tabte Jonas Vingegaard Cro Race med til Bahrain Victorious’ Matej Mohoric. Sloveneren sikrede sig sejren via i alt 9 bonussekunder, der kom både undervejs og på målstregen.
Etapesejren tog Elia Viviani fra Ineos Grenadiers sig af, da han vandt den decimerede spurt i Zagrebs gader. Det er kun den anden sejr i sæsonen for sprinterstjernen.
Mohoric tog sig af andenpladsen, mens EOLO - Kometas Vincenzo Albanese igen viste fornem form med en tredjeplads.
Jonas Vingegaard endte på en 14. plads, mens det i klassementet blev til en andenplads. Det næste løb for danskeren er efterårets højdepunkt, nemlig næste søndags Lombardiet Rundt, hvor Tour-vinderen regnes som en af favoritterne.
Mohoric kom stærkt fra start
Dagens start var præget af etapens første bonusspurt, som kom efter allerede tre kilometer. Som ventet kontrollerede Bahrain Victorious frem mod spurten, og deres mission lykkedes til UG med kryds og slange.
Annonce
Matej Mohoric tog tre sekunder og Jonathan Milan (begge Bahrain Victorious) et enkelt, mens det blev to sekunder til Oscar Onley (Team DSM) og derfor ingen til Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma).
Derefter lykkedes det fem mand at komme væk. Vingegaard-hjælperen Timo Roosen (Jumbo-Visma) blev sendt i forvejen for at nappe de andre bonussekunder, og hollænderen fik selskab af Alex Cataford (Israel - Premier Tech), Danny van der Tuuk (Equipo Kern Pharma), Alex Martin (EOLO-Kometa), Jacopo Mosca (Trek - Segafredo).
Kvintetten kunne tage sig af de to næste spurter, og med Roosen i udbruddet lå der intet ansvar hos Jumbo-Visma. I stedet blev det de rødklædte Bahrain Victorious-ryttere, der tog kontrol i feltets front.
Lige ved og næsten for Vingegaard
Inde på dagens afsluttende rundstrækning måtte udbruddet strække gevær og lade sig hente af det særdeles hurtigt kørende felt.
Årets bjergkonge i Cro Race, Alexis Guerin (Team Vorarlberg) cementerede sin status ved at angribe fra feltet og køre først over den første passering af rundstrækningens brostensstigning. Franskmanden blev dog hentet, netop som han kørte over målstregen for næstsidste gang.
På den sidste opstigning blev der lagt pres på, uden nogen større udskillelse. Der var derfor lagt i kakkelovnen til en spurt på de kringlede gader i Zagreb.
På den næstsidste kilometer var der et større styrt helt fremme, som Vingegaard lige akkurat ikke blev en del af. Han sad dog langt tilbage i feltet, og kunne derfor ikke deltage i spurten.
Den blev i stedet vundet af italienske Elia Viviani (Ineos Grenadiers), mens Mohoric sikrede sig den samlede sejr ved at nappe andenpladsen og de seks bonussekunder.
Annonce
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce