\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
”Det var en vanvittig forberedt træningslejr, der er gået meget forberedelse ind i at få den træningslejr arrangeret i forhold til smitte,” siger han.
”Det var et lejet fly, lejet kun til os ryttere og nogle sportsdirektører, der fløj derned. En masse staf og mekanikere brugte nogle dage på at køre til Spanien og tage et skib til Mallorca,” fortæller han ydermere.
Hindsgaul fanget af en kameralinse under en optankning af energidepoterne på en træningstur. | Foto: WordUp Projects
Dagene blev tilbragt på et munkekloster, som nu var lavet om til at være et hotel, og isolationen muliggjorde selve træningslejren.
”Vi boede på et munkekloster, som var bygget om til et hotel. Det var egentlig kun os, der boede der. Der var et par enkelte folk i caféen om søndagen, men ellers var det kun os der boede isoleret der,” siger han om forholdsreglerne.
Det var dog ikke kun isolationsprocessen, der var timet og tilrettelagt til den store guldmedalje. Rytternes træningsprogram var der ligeledes helt styr på.
”Danskerne trænede i én gruppe, og så nordmændene var delt op i grupper afhængigt af, hvor de kom fra, og hvem de træner med til dagligt for at være sikker på, at der ikke var blanding af smitte, hvis nu nogle skulle være smittet, selvom vi blev testet grundigt inden,” fortæller han.
Træningen i de grupper fortsatte en vis rum tid, hvorefter rytterne blev sat ud i grupper alt efter, hvilke egenskaber de måtte have, og dette også med rytterne på Uno-X Dare Development.
”Det føltes som om, at vi var ét stort hold afsted med omkring 35 ryttere eller deromkring. Det var ret fedt. Jeg har lært en masse nye ansigter at kende både på staff-siden og ryttersiden,” beretter Hindsgaul.
”Det kørte bare derudaf. Det var den samme rutine hver dag med træningsblok på to-tre dage med rigtig hård træning og så en hviledag. Så gjorde man det samme, til træningslejren var slut. Der blev trænet rigtig godt igennem,” supplerer han.
Blev stærkere og stærkere
Med en stærk december in mente var det klart, at Hindsgaul ville komme godt forberedt til træningslejren. Med et fremadskuet blik blev der dog sørget for hvile ligeså, så kræfterne ikke slap op.
”Jeg havde trænet godt i december og så holdt noget hvile op mod træningslejren for at være rimelig frisk, når vi startede,” siger han.
”De første to-tre dage var en smule sløve, men efter det, selvom vi trænede hårdt, blev jeg bedre og bedre dag for dag. Det er det, man optimalt set skal føle på en træningslejr,” fortæller han.
Man er nemlig ikke på træningslejr for ’at blive kørt ned i et hul’, som han formulerer det. Det handler i stedet om at køre sig til et bedre niveau.
”Jeg følte mig bedre og bedre efter hver blok af træning. I forhold til de andre følte jeg, at jeg blev bedre og bedre i forhold til dem. Jeg følte ikke, at jeg overhalede dem, men jeg følte mig stærkere og stærkere, hvor nogle blev mere slidt. Jeg fik det tilpasset godt dernede,” fortæller han.
Hindsgaul skulle have været i løbsaktion i Challenge Mallorca-serien, men må nu vente en anelse | Foto: WordUp Projects
Og konklusionen efter vinterperiode og træningslejren er da også, at Hindsgaul er, hvor han gerne vil være på nuværende tidspunkt. Det vil sige klar til løb.
”Vi skulle efter planen have kørt Challenge Mallorca nogle af os. Vi skulle være blevet dernede en uges tid mere for at køre de løb, hvilket kunne have været meget fedt,” fortæller han om løbene, som dog blev aflyst.
Der er dog masser af løb på kalenderen i denne sæson endnu, og derfor tager han da også aflysningen med ophøjet ro, selvom han naturligvis har appetit for at komme i gang med sæsonen.
”Der er masser af løb på kalenderen endnu, så jeg tager det dag for dag, kigger fremad og holder skruen i vandet,” siger han.
Resten af perioden frem mod sæsonstart bliver uden træningslejr, og byder i stedet på Zwift og træning i Danmark, hvor der særligt er én afgørende forskel på Aarhus og Mallorca.
”Det er en lille smule koldt at komme hjem,” fortæller han med et glimt i stemmen.
”Det er et chok for systemet at komme fra Mallorca med sol og en 15-18 grader hjem for at træne i minus to til seks grader. Det tager lige lidt tid at vænne sig til,” siger han til slut.
Dette er første del af interviewet med det unge stortalent på det norske ProTeam. Over den kommende tid vil resten af artikelserien følge, hvor emnerne blandt andet er, hvilken ryttertype Hindsgaul ser sig selv som, og hvad løbskalenderen egentlig byder på af højdepunkter i 2021.