Juvelen i det britiske sprinter-imperies krone kom dog p\u00e5 VM-vejene i Danmark, hvor Cavendish p\u00e5 dramatisk vis vandt p\u00e5 Geels Bakke og blev den f\u00f8rste verdensmester p\u00e5 dansk grund siden 1956.<\/p>","
Feltet.dk talte med Cavendish i sidste uge for at h\u00f8re historien om VM-sejren her 10 \u00e5r senere.<\/p>","
I dette afsnit af sprinterens fort\u00e6lling kan du l\u00e6se om hans s\u00e6son og forberedelser op til linjel\u00f8bet p\u00e5 Sj\u00e6lland. Forberedelser, der ikke gik som planlagt, og som fik alarmklokkerne til at ringe trods stor succes i Tour de France.<\/p>","
I de kommende dage og uger vil vi bringe afsnit fra vores interview med den britiske cykelstjerne, der har underholdt os i utallige timer p\u00e5 landevejene og nu ogs\u00e5 her p\u00e5 Feltet.dk.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Jagten på grønt brændte ham ud
Selvom det er lang tid siden, sidder minderne fra den store 2011-sæson godt fast hos den i dag 36-årige sprinter, da Feltet.dk’s redaktør ringer ham op hjemme i England.
"Jeg husker stort set alt fra det år. Jeg havde ikke haft den bedste optakt til VM. Jeg havde selvfølgelig et godt Tour de France med fem etapesejre, og jeg vandt den grønne trøje," fortæller 'Cav' om det første og eneste Tour de France, hvor den mytologiske trøje blev hans.
For at vinde pointkonkurrencen måtte briten grave dybere end nogensinde før i de indlagte spurter undervejs på Tourens etaper. Noget der kostede utrolige kræfter, mindes han.
"I de dage havde man placeret de indlagte spurter efter bjerge, så det var meget svært (at vinde spurterne red,). Så jeg dræbte mig selv i Touren, som i virkelig dræbte mig selv for at gøre det (vinde den grønne trøje, red.)," siger briten, der i foregående udgaver havde set den grønne trøje glippe trods i alt 15 etapesejre.
"Jeg vandt seks etaper i 2009 og fem etaper i 2010 og vandt ikke den grønne trøje de år, men det år lykkedes det. Tour de France er altid hårdt, men at jagte den grønne trøje var det hårdeste, fordi det var anderledes dengang," fortæller Cavendish.
På podiet på Champs-Elysées kunne Cavendish i sidste ende lade sig hylde, som vinder af pointkonkurrencen 72 point foran José Joaquín Rojas og Philippe Gilbert.
Sat som den første i Vueltaen
Den grønne trøje kom i hus, men Cavendish betalte prisen i ugerne, efter han var kørt over stregen i Paris som den første - Naturligvis.
"Efter Touren husker jeg, at jeg var kogt. Jeg startede min sæson sent, fordi jeg vidste, at jeg ønskede at blive ved indtil VM. Er du god i Australien i januar såvel som i Touren i juli, så kommer du ikke til at være god til VM, men da jeg færdiggjorde Touren, var jeg alligevel træt, og jeg kunne ikke rigtig komme igang igen," fortæller sprinteren med i dag 30 etapesejre i Touren.
Trætheden efter den franske rundtur fik Cavendish til at vælge en model, der før havde virket for ham.
"Jeg var lidt som en dieselmotor, så jeg tænkte, at Vueltaen var den bedste chance for at komme i form igen før VM og så tage det roligt mellem Vueltaen og VM. Jeg havde kørt det året før, og havde fået god form ud af det,” forklarer han.
Men Vueltaen det år blev én lang lidelseshistorie for Cavendish.
Fem etapesejre og den grønne trøje i Touren kostede kræfter for Cavendish.
Foto: Sirotti
“Så jeg tog til Vueltaen. Jeg var kogt fra start. Jeg blev sat på holdtidskørslen og sat som den første på første etape. Jeg tænkte: ’Oh’. Det handlede ikke om dårlig form, for jeg havde lige kørt Tour de France," fortæller Cavendish, der ikke var chokeret over de dårlige ben.
"Det har tit været sådan med mig: Enten er jeg flyvende, ellers er jeg første mand, der bliver sat. Det er en del af spillet, når man er så god til at spurte. Nogle dage bliver du sat som første mand på stigningerne. Det har aldrig ændret sig i hele min karriere,” fortæller den lynhurtige sprinter, der snart efter gav op i Vueltaen.
"Jeg stoppede på fjerde etape, efter jeg blev sat tidligt fra feltet i Sierra Nevada. VM var om tre uger, og jeg blev sat som første mand i Vueltaen. Der var lidt panik,"
Med VM lige om hjørnet tog Cavendish en drastisk beslutning, der skulle vise sig at vende skuden for ham i sidste øjeblik.
"På det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle genoplade. I stedet for at tage hjem og fjolle rundt tog jeg til Girona og boede hos Christian Vande Velde. Rod Ellingworth (Nu INEOS-Grenadiers, men som dengang arbejdede med det britiske landshold red,) kom derned for at hjælpe mig, og så trænede jeg med VM som mål i stedet for bare at smadre mig selv i løbene," forklarer Cavendish.
Formen begyndte lige så stille at komme for Cavendish, men han manglede fortsat at få nogle løbsdage og massespurter i benene.
Mens Vueltaen fortsatte på de spanske landeveje, opstod der en sidste mulighed for at finpudse VM-formen, og det endda under hjemlige himmelstrøg.
"Derefter havde jeg mulighed for at komme med til Tour of Britain. Jeg vandt nogle etaper dér, så jeg vidste, jeg var god. Ved min sidste etapesejr kom jeg langt bagfra på de sidste 200 meter. Det var en bekræftelse af, at jeg vidste, hvad vi var på vej til ved VM."
Med to etapesejre i det hjemlige etapeløb, satte Cavendish kursen mod Danmark og København, hvor sæsonens og karrierens største mål ventede forude på Geels Bakke.
Læs med igen i weekenden, når vi bringer anden del af VM-historien fra Feltet.dk's interview med Mark Cavendish.
Opdatering: Næste afsnit i serien udkommer mandag.