I disse år er vi forkælede som cykelfans. Vi oplever det ene stortalent efter det andet slå igennem, senest så vi Remco Evenepoel vinde sit første verdensmesterskab, monument og Grand Tour i én og samme sæson.

 

Men Evenepoel er ikke den eneste unge rytter, der har blæst cykelverdenen bagover i de seneste par år.

 

Selvom sloveneren ved sidste års Tour de France blev slået af danske Jonas Vingegaard, er sportens største navn i disse år vel fortsat Tadej Pogacar, der vandt sit første Tour de France i en alder af 21 år.

 

I sidste års Vuelta a Espana havde vi en 19-årig på podiet i form af Juan Ayuso, og en af sidste års mest vindende ryttere var Arnaud De Lie på 20. Belgieren tog ni sejre uden at deltage i en Grand Tour.

 

Disse ryttere er blot nogle af de unge navne, der er brudt igennem i de seneste par sæsoner, og det er bemærkelsesværdigt i en sport, hvor vinderen af dens største begivenhed, Tour de France, har en gennemsnitsalder på 28 år.

 

Feltet.dk’s ekspert Emil Axelgaard har forholdt sig til denne udvikling, og han fremhæver blandt andet, at der er sket et skifte i den tilgang til sporten, som de unge ryttere ankommer til de professionelle rækker med.

 

”Den forklaring, som de fleste indenfor sporten kommer med, er, at de unge mennesker har lært at træne rigtigt. Allerede som juniorer lever de nærmest som professionelle. Med moderne træningsmetoder kan de se, hvordan man skal træne rigtigt i stedet for at begå alle de fejl, man begik i gamle dage.”

 

Foto: Sirotti.

 

De unges hurtige gennembrud har også betydet, at nogle ryttere har haft kortere tid på toppen. Ryttere som Peter Sagan, Nairo Quintana, Fabio Aru og Romain Bardet har, på trods af at flere af dem stadig har et højt niveau, skabt markant dårligere resultater i de seneste par år.

 

De var alle i slutningen af 20erne, da deres topresultater begyndte at udeblive. En interessant tendens, men der er også undtagelser.

 

Ryttere som Alejandro Valverde, Geraint Thomas, Alexander Kristoff og Mark Cavendish er blot nogle af de ældre ryttere, der på trods af deres høje alder har været toneangivende og lavet store resultater langt oppe i deres 30’ere.

 

Modstridende diskurser

Disse eksempler giver anledning til at rejse en række spørgsmål: Hvorfor ser vi ryttere ramme deres topniveau tidligere i dag, samtidig med at nogle daler i niveau, før de runder 30? Mens andre er i stand til at holde et højt niveau hele vejen op igennem 30’erne? Hvad kan forklare den samtidige eksistens af disse tendenser?

 

En rytter, der er interessant i forhold til disse modstridende diskurser, er Egan Bernal, der selv bragede ind på scenen med en Tour-sejr som 23-årig.

 

Foto: Unipublic / Photogomez Sport.

 

Bernal er interessant, fordi han selv er en del af historien om de unges dominans, men han kan også være ved at skrive sig ind i rækken af ryttere, der topper i en tidlig alder.

 

Det er klart, at colombianeren er undskyldt sine senere resultater efter hans frygtelige styrt tidligt i 2022, men i både Touren 2020 og Vueltaen 2021 var Tour-vinderen fra 2019 end ikke tæt på at følge verdens allerbedste.

 

Det er muligt, at han kan vende tilbage til sit topniveau. Spørgsmålet er, om det er nok i 2023. En tid, hvor der synes at komme nye og stærkere supertalenter hvert eneste år.

 

De der hurtigt blev ’gamle’ og undtagelserne

I så fald vil Bernal blive en del af ’den fortabte 90’er-generation’, hvor mange af de senere års store stjerner er blevet overhalet indenom af deres yngre konkurrenter.

 

Men som jeg var inde på tidligere i denne artikel, kan det på baggrund af de nævnte eksempler ikke bare konkluderes, at de unge ryttere er blevet stærkere, og at tendensen med, at de vinder mere, vil fortsætte ufortrødent. For som nævnt har vi også ryttere, der holder deres høje niveau i en sen alder.

 

For at blive klogere på, hvordan disse umiddelbart modstridende diskurser kan eksistere samtidig, har jeg talt med humanfysiologen Thomas Bonne, der har en Ph.d. fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, hvor han også arbejder til daglig.

 

Bonne har udover sit store faglige kendskab til kroppen også en ret konkret viden om cykelsport. Han har i flere år været træner for Lotto-Dstny-danskeren Andreas Kron.

 

Jeg indledte vores interview med at påstå, at der er sket en slags paradigmeskifte inden for cykelsporten, i forhold til hvilke ryttere der klarer sig bedst. Jeg refererede i den sammenhæng til alderen på de seneste tre Tour-vindere.

 

Min påstand var, at vi ser yngre og yngre ryttere dominere i de største løb, og jeg spurgte Bonne, hvorfor vi ser denne tendens?

 

”Du har for så vidt ret i, at der er tale om et paradigmeskifte, men jeg tænker ikke, at det (forklaringen, red.) er noget, der skal findes i fysiologien. I min optik er det mere et systemskifte, der måske nok i virkeligheden startede med Team Sky, der som nogen af de første havde en helt anden tilgang til cykling.”

 

Før og efter Sky

Team Sky blev grundlagt i 2010, og de introducerede flere nye træningstiltag, blandt andet med Tim Kerrison, der har en baggrund inden for svømning og roning. De blev berømte og berygtede for deres snak om ’marginal gains’, der som begreb kort forklaret dækker over deres fokus på at optimere alle dele af det at være cykelrytter.

 

Med syv sejre i verdens største cykelløb inden for de første ni år af sin eksistens må man sige, at holdet var ganske succesfuldt. I dag er de, kendt som INEOS Grenadiers, der stadig er et af sportens tophold.

 

Foto: Sirotti.

 

Det interessante her er ikke historien om Team Sky, men at forstå hvorfor Bonne fremhæver dem, når han beskriver det systemskifte, der er sket i cykelsporten.

 

En del af grunden til Skys succes skal ifølge Bonne findes i den måde, de strukturerede deres sæson på. En struktur, der kun var mulig, fordi de havde flere store stjerner på holdet, men også fordi man ændrede præmissen for, hvad der kvalificerer en rytter til at få lov at køre sin egen chance.

 

”Den der tilgang med at sige, at der altså ikke længere er det store navn, men at vi kører for de bedste ryttere til den opgave, der står foran os, betyder, at man lige pludselig ser, hvad man har til rådighed,” fortæller Bonne.

 

Han pointerer, at denne udvikling har haft en stor betydning for både unge og ældre ryttere.

 

”Det er for mig der, hvor man kan vende argumentet på hovedet og sige, at vi i dag er mere bevidst om, hvad det kræver at præstere på et højt niveau. Det betyder. At der bliver plads til både dem, som er yngre, men også dem som er ældre. Og så er man opmærksom på ikke at drive rovdrift på talentet uanset alder. Det betyder nok også, at man kan blive i sporten i længere tid, end man tidligere kunne.”

 

Der er altså tale om en dobbeltvirkning, der kan give muligheder for unge som gamle. Men at man kan blive i sporten længere betyder ikke nødvendigvis, at man bliver på toppen af den.

 

Den udisciplinerede rytter er på vej ud

Men hvad betyder dette systemskifte helt konkret? Konsekvenserne er omfattende, men gennem sammenligning bliver man ofte klogere.

 

”Jeg tror, det er rigtigt nok, at folk bliver professionelle i en tidligere alder. Jeg vil jo nok egentlig sige, at det handler mere om, at der ikke er plads til at være useriøs. ”Jeg tror nogle gange, at folk tager fejl af, at tidligere har de professionelle nok været temmelig useriøse,” fortæller Bonne i relation til hvor svingende en formkurve, som flere professionelle havde før i tiden, og fortsætter:

 

”Du nævner Jan Ullrich, og man kan jo sige, at i virkeligheden kan det godt være, at folk snakker om, at han var useriøs. Men omvendt så var han jo måske den mest seriøse, når han så blev seriøs.”

 

Bonne nævner Jan Ullrich i forbindelse med, at jeg fremhævede ham som et eksempel på en rytter, der blev beskyldt for at være udisciplineret, ofte i forbindelse med hans overvægt, når han vendte tilbage fra sin vinterpause. Ullrich er et interessant eksempel, fordi hans karriere sandsynligvis havde set meget anderledes ud, hvis han havde kørt i dag.

 

Det er svært at spå om, og deri ligger en del af sandheden om den forskel, der er på i dag og Ullrichs storhedstid i slut-90’erne og start-00’erne.

 

Ville der overhovedet være plads til en rytter som ham, der svingede så meget i niveau i løbet af sæsonen, eller ville han trives med ikke altid at være i fokus, hver gang han stilede op til løb?

 

En del af svaret ligger i, at vi ikke har topryttere, der minder om ham i dag. Det, der er karakteristisk for nutidens bedste etapeløbsryttere, er deres imponerende kontinuitet og professionalisme. Den tilgang kan, som Bonne påpeger, være nyttig i både de tidlige og sene faser af karrieren.

 

Samtidens tendenser

Hvad kan man sige på baggrund af disse indsigter? Min hypotese om, at de bedste ryttere bliver yngre og yngre er både sand og misvisende på samme tid.

 

Det er mere en kombination af øget professionalisme og en anden tilgang fra holdenes side til rytterhierarkierne, der har resulteret i, at vi ser både ældre og yngre ryttere præstere på et ekstremt højt niveau.

 

”Altså virkeligheden er bare, at det er ret kompetitivt i dag,” fortæller Bonne og uddyber:

 

”Der er jo hele tiden ryttere, som gør det godt, men det er jo i virkeligheden super svært at holde det niveau.”

 

Bonne peger på motivation som en af de vigtigste faktorer i moderne cykling, og med flere ryttere, der præsterer både tidligt og sent i deres karriere, giver det mening, at motivationen er en af de faktorer, der har stor indflydelse i moderne cykling.

 

Foto: Sirotti.

 

”Det er jo ikke sådan, at de 20-åriges grundlæggende fysik, deres kroppe og deres genetik har ændret sig. Men vi er blevet mere opmærksomme på, hvordan vi får det bedste ud af det (kroppen, red.) uanset alder,” forklarer Bonne og fortsætter:

 

”Det betyder, at man faktisk godt kan peake allerede som 20-årig. Hvis man så ikke formår at tilpasse sig og finde ud af, hvordan skal jeg gøre det igen og igen og igen, så kan det godt se ud, som om man forsvinder (fra toppen af cykelsporten, red.).”

 

Det er altså i høj grad den kontinuerlige motivation, der er afgørende, og i en sport, hvor alle leder efter ’marginal gains’, er det ikke overraskende, at det mentale aspekt hos atleten spiller en stor rolle for præstationen.

 

”Alle leder hele tiden efter marginalerne,” fortæller Bonne og fortsætter:

 

”Jeg tror, der er meget mere opmærksomhed på helheden i det (livet som atlet, red.) og en mere holistisk tilgang til det.”

 

Det holistiske fokus er udbredt i forskellige former nu om dage, og i et interview med Feltet.dk tilbage i november sidste år talte danske Mattias Skjelmose om sin egen træningstilgang og de konsekvenser, han tror, at en ekstrem tilgang til træning i en ung alder kan have.

 

”Selvom der er mange, der præsterer rigtig godt rigtig tidligt, så prøver vi stadig den gamle metode med at have de her knapper at skrue på. Samtidig med, at jeg tror på, at der er mange andre, især unge, der går fuld gas fra start af. Der prøver vi at holde igen, for vi går efter en lang og god karriere.”

 

Skjelmoses udtalelse ovenfor reflekterer samtidens cykelfelt. Der er er forskellige metoder i brug, og de giver forskellige resultater, og det virker, som om at Skjelmose med sin træningstilgang anerkender, at der er en risiko for at brænde ud mentalt, hvis man forsøger at peake i en tidlig alder.

 

Den moderne rytter

Det synes altså ikke at være i kroppen, at vi skal finde forklaringen på aldersudviklingen i cykelsporten i de seneste par år, men rettere i den øgede konkurrence, der betyder, at andre faktorer end det fysiologiske bliver afgørende.

 

Den moderne toprytter er ikke blot et fysiologisk pragteksemplar, men også en topmotiveret og dedikeret atlet, der ideelt set kan blive ved med at finde nye mål og ny motivation hen over en lang karriere.

 

Selvom der fortsat er ryttere, der præsterer på højeste niveau hele vejen igennem deres 30’ere, mener Emil Axelgaard, at den slags ryttere fremover vil være mere undtagelsen end reglen.

 

”Tendensen er, at antallet af ryttere, som kan levere virkelige topresultater på den anden side af 30, bliver færre og færre,” forklarer Emil Axelgaard om den aktuelle udvikling.

 

Hvis man tager både Bonne og Emil Axelgaards pointer i betragtning, tyder det på, at flere af toprytterne har svært ved at fastholde motivationen igennem en lang karriere.

 

Bonne påpegede, at der fysiologisk set ikke skulle være nogen grund til, at rytterne begynder at dale i niveau, når de runder 30. Hvis man kombinerer den indsigt med Emil Axelgaards analyse ovenfor, må det betyde, at det er det mentale, der er afgørende for, hvor længe en rytter kan bevare sit topniveau.

 

Foto: Sirotti.

 

Det er måske netop denne balanceakt mellem det fysiske og det mentale, der er den moderne rytters største udfordring. Med muligheden for at toppe tidligere kommer også risikoen for at brænde ud.

 

Den tyske legende Jens Voigt har i et interview med Feltet.dk afsløret, at han er bekymret for de unge stjerners intense tilgang til sporten.

 

I interviewet talte han om et par af sportens største stjerner i form af Tom Pidcock, Mathieu van der Poel og Wout van Aert. De forsøger alle at brilliere på tværs af flere discipliner, men Voigt frygter, at det konstante pres på kroppen og sindet kan have konsekvenser over tid.

 

”I sidste ende vil de to flammer mødes på midten, og lyset er væk. Så de er måske, måske som et stjerneskud på tværs af himlen, som hele verden beundrer - og så er det væk.”

 

Tom Pidcock har siden, Feltet.dk snakkede med tyskeren, bekræftet til Het Nieuwsblad, at risikoen for at brænde ud bestemt er til stede.

 

Det fysiske talent og motivationen hos en rytter har altid været vigtige faktorer, men det tyder på, at man i en stadig mere sofistikeret cykelsport er nået til et punkt, hvor de største gevinster ikke blot kan hentes i træningen af kroppen, men også i jagten på kontinuerlig motivation.

 

Foto: Sirotti.

 

Det er muligt at ramme sit topniveau i en tidlig alder, og det er også muligt at holde det i en sen, men det tyder på, at evnen til at balancere målsætninger og motivation i moderne cykelsport er ekstremt afgørende.

 

De kommende år vil gøre os klogere på problemstillingen om mentalt udbrændthed, og den virker til at være mere aktuel end nogensinde, med de muligheder for at peake tidligt som de unge ryttere i dag allerede har fra starten af deres karriere.

 

De unge kører hurtigt nu om dage, men de gamle kan stadig være med, hvis de formår at holde gejsten oppe.