\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Etapereferat
Fire omgange på Innsbruckring var på menuen, da det tirsdag aften gjaldt 3. afdeling af Uno-X Cup på Zwift.
Godt 36 kilometer skulle således forceres med bakken Leg Snapper (400 m á 7,2 %) som den primære højdemæssige udfordring godt tre kilometer fra målstregen.
I alt var 17 kvinder mødt op, og frontgruppen blev på de flade veje mod bakken reduceret til kun 12 ryttere.
På første passage af Leg Snapperen blev styrkeforholdet rytterne i mellem så tydeligt udstillet.
Fie Østerby, Marie-Louise Hartz Krogager, Mikka Holm (PO Auto), Maj Hinrichsen (Cykling Odense) og Heerup Madsen (Turbo) kørte væk fra de øvrige, og netop disse fem ryttere skulle komme til at dominere resten af løbet.
I bunden af nedkørslen fra bakken var rundstrækningens indlagte spurt placeret, og her snuppede Hartz Krogager de første fem point, da hun overspurtede Holm og Heerup Madsen.
Over målstregen var de fem atter samlet med Maria Gydesen (Vikings) og Pernille Kinnunen som de nærmeste forfølgere, 12 sekunder efter.
Anden omgang
På anden omgang gik frontgruppen imidlertid i stå, og det udnyttede ikke blot Gydesen og Kinnunen, men også T. Brask, Anna Hansen (ACR) og Lotte Peronard til at komme tilbage.
Det blev dog en stakket frist. På Leg Snapperen forcerede de fem stærkeste nemlig igen, og ingen formåede at følge dem.
Holm og Hartz Krogager kørte om de indlagte spurtpoint, og det blev igen sidstnævnte, der trak sig sejrrigt ud af den duel med Heerup Madsen som treer.
Kinnunen kom tilbage efter spurten, hvorfor seks danske kvinder førte løbet halvvejs.
Tredje omgang
Brask og Gydesen var 20 sekunder bagude, men på tredje omgang lykkedes det dem at komme tilbage for anden gang.
Tredje gang op ad Leg Snapperen gentog scenariet sig dog. Heerup Madsen, Østerby, Hartz Krogager, Holm og Hinrichsen kørte væk, og selvom Kinnunen kæmpede, måtte hun se sig sat.
Holm snuppede den næste spurt for næsen af Heerup Madsen, før rytterne tog hul på finaleomgangen, hvor tingene atter skulle gentage sig.
Finaleomgangen
Kinnunen fik tilslutning på det flade stykke inden Leg Snapperen blot for efterfølgende at miste kontakten igen på bakken. Denne gang var det imidlertid definitivt slut for danskeren.
Østerby, Heerup Madsen, Hartz Krogager, Hinrichsen og Holm kørte i den angivne rækkefølge over toppen, og selvom bakken gang på gang havde skabt problemer for konkurrenterne, så var de fem danskere fuldstændig jævnbyrdige.
Krogager snuppede den sidste indlagte spurt suverænt, men de fire andre lukkede lynhurtigt hullet efter spurten, og det momentum forsøgte Østerby at udnytte til et angreb med to kilometer igen.
Krogager var dog ikke sen til at påtage sig ansvaret, og hun kørte Østerby ind med de tre andre på hjul.
De fem vidste nu alle, at løbet skulle afgøres i en spurt, og det taktiske spil tog form - ingen havde lyst til at føre på den sidste kilometer.
Holm lancerede spurten med 300 meter igen, og den lange spurt overraskede konkurrenterne. PO Auto-rytteren fik nemlig et godt hul, og først på de sidste 150 meter svandt hendes forspring.
Det blev tæt, men Heerup Madsen formåede at passere Holm til sejr, mens Hartz Krogager akkurat var best of the rest. Nummer to til fem var blot adskilt af 0,091 sekund i den spændende afslutning.
Samtlige resultater fra 3. afdeling af Uno-X Cup kan ses her - her kan du også tjekke, om dit resultat er blevet registreret.
De respektive klassementer i Uno-X Cup finder du lige her.
*Husk, at hvis du IKKE kan finde dig selv i resultatlisten, kan det skyldes regelbrud, manglende sammenkobling af dine Zwift- og Zwiftpower-profiler eller manglende medlemskab af DCU e-cykling.
**Referatet har ikke taget hensyn til eventuelt senere diskede ryttere. Eventuelt ikke-registrerede ryttere blandt de ti første over stregen på løbsdagen vil blive angivet under nedenstående resultatliste.
Resultat af 3. afdeling af Uno-X Cup (E-klassen)
1. Line Heerup Madsen | | 55.11 |
2. Marie-Louise Hartz Krogager | st. |
3. Fie Østerby | | |
4. Maj Hinrichsen | | |
5. Mikka Holm | | |
6. Anna Ronkainen | | + 26 |
7. Pernille Kinnunen | | st. |
8. Maria Gydesen | | + 1.46 |
9. Lotte Peronard | | + 4.09 |
10. Anna Hansen | | + 5.21 |
T. Brask sluttede i top ti, men er ikke registreret på Zwiftpower.com.
Klassementet
1. Marie-Louise Hartz Krogager | 121 p |
2. Fie Østerby | | 106 |
3. Line Heerup Madsen | | 89 |
4. Pernille Kinnunen | | 72 |
5. Mikka Holm | | 69 |
6. Maria Gydesen | | 67 |
7. Maj Hinrichsen | | 57 |
8. Anna Marie Hughes | | 49 |
9. Anna Hansen | | 47 |
10. Francesca Hall | | 46 |
Uno-X Cup er lavet i samarbejde med Feltet.dk og Danmarks Cykle Union samt sponsorerne Elite, Zakobo, Fusion, SIS, Tissot, Amaton og Garmin.