Thibaut Pinot lægger ikke skjul på sin taktik forud for Critérium du Dauphiné, der indledes i morgen. Den selvsikre franskmand ønsker at vinde etaper ved at køre et aggressivt løb.
Annonce
Thibaut Pinot kører fra i morgen sit første WorldTour-løb i over to måneder, når franskmanden stiller op i Critérium du Dauphiné. Løbet udgør det næste skridt i FDJ-rytterens Tour de France-forberedelse, der allerede tæller flere træningslejre, rekognoscering af adskillige Tour-etaper og en sejr ved Tour de l´Ain i slutningen af maj.
Det er således en selvtillidsfuld og afslappet rytter, der nu ser frem til det otte dage lange etapeløb, som Pinot senest kørte i 2016, hvor det blev til en skuffende samlet 16. plads trods en etapesejr på 6. etape.
"Min primære målsætning i Critérium du Dauphiné vil være at arbejde med holdet og krydse klinger med den stærke konkurrence, der venter mig der. Jeg kan ikke vente med at starte løbet. Jeg vil ikke holde mig tilbage. Min plan er at gå i angreb, køre fra front og gribe det aggressivt an. Jeg vil vinde. Hvis jeg kan gøre det, så vil et samlet resultat følge", siger Pinot til løbets hjemmeside.
Årets Critérium du Dauphiné afvikles over otte etaper og inkluderer en kuperet enkeltstart på 26 kilometer på 4. etape samt to voldsomme og korte bjergetaper på løbets sidste to dage.
Særligt enkeltstarten er af personlig vigtighed for Pinot, der påpeger, at en lignende enkeltstart venter i Tour de France, når rytterne skal i kamp mod uret på 27 kilometer omkring Pau på 13. etape.
"Enkeltstarten vil være et af ugens højdepunkter. Jeg var på en specifik enkeltstarts-træningslejr i maj, så jeg ser frem til, hvordan jeg har det på en etape, der ikke er meget anderledes end Tour de France-enkeltstarten, som vi vil møde i Pau i juli", slutter Pinot.
Pinot har kørt Critérium du Dauphiné tre gange tidligere i karrieren og er aldrig sluttet bedre end nummer 16 samlet. Til årets 71. udgave af løbet vil Pinot blandt andre få selskab af klatrerstærke holdkammerater i Rudy Molard, David Gaudu og Sebastien Reichenbach.
Groupama-FDJ´s hold til Critérium du Dauphiné
Thibaut Pinot
Rudy Molard
David Gaudu
Sebastien Reichenbach
William Bonnet
Anthony Roux
Matthieu Ladagnous
SKAL DU HAVE PINOT PÅ DIT MANAGERHOLD?
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce