I denne artikel kaster vi et blik på Team Sky meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 43 (Michal Kwiatkowski 9, Geraint Thomas 6, Egan Bernal 6, Gianni Moscon 5, Chris Froome 3, Wout Poels 3, David de la Cruz 2, Sergio Henao 1, Jonathan Castroviejo 1, Dylan Van Baarle 1, Diego Rosa 1, Vasil Kiryienka 1, Chris Lawless 1, Ian Stannard 1, holdløbssejr i Criterium du Dauphiné, holdløbssejr i Settimana Internazionale Coppi e Bartali)

Sejre på WorldTouren: 21 (sejr i Tour de France med Geraint Thomas, sejr i Giro d’Italia med Chris Froome, 2 etapesejre i Tour de France med Geraint Thomas, 2 etapesejre i Giro d’Italia med Chris Froome, sejr i Criterium du Dauphiné med Geraint Thomas, sejr i Tirreno-Adriatico med Michal Kwiatkowski, sejr i Tour de Pologne med Michal Kwiatkowski, sejr i Tour of California med Egan Bernal, sejr i Tour of Guangxi med Gianni Moscon, 2 etapesejre i Critetrium du Dauphiné hhv. med Michal Kwiatkowski og i holdløbet, 2 etapesejre i Paris-Nice med hhv. Wout Poels og David De La Cruz, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Egan Bernal, 2 etapesejre i Tour de Pologne med Michal Kwiatkowski, 2 etapesejre i Tour of California med Egan Bernal, 1 etapesejr i Tour of Guangxi med Gianni Moscon)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 2 (nr. 1 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Geraint Thomas (nr. 4), Chris Froome (nr. 9), Michal Kwiatkowski (nr. 16), Egan Bernal (nr. 29), Gianni Moscon (nr. 65), Sergio Henao (nr. 95)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Geraint Thomas (nr. 6), Chris Froome (nr. 15), Michal Kwiatkowski (nr. 17), Egan Bernal (nr. 33), Gianni Moscon (nr. 36)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Mens Sky siden 2012 har været verdens førende etapeløbshold har det altid gjort ondt på ledelsen, at de har haft svært ved at gøre sig gældende i klassikerne. Det er heldigvis begyndt at ændre sig i de seneste år, hvor Wout Poels’ Liege-sejr i 2016 blev fulgt op af et stærkt 2017, hvor Michal Kwiatkowski vandt både Strade Bianche, Milano-Sanremo og Clasica San Sebastian og Gianni Moscon var med fremme i to af monumenterne, og derfor var der håb om, at 2018 kunne blive året, hvor man endelig tog skridtet ind i eliten. Nøglepersonerne i det forsøg var igen Kwiatkowski og Moscon. Sidstnævnte fik sin unge alder til trods fuld støtte i brostensløbene, hvor Geraint Thomas ville blive bragt ind som en joker til Paris-Roubaix, og hvor han skulle bakkes op af Ian Stannard og Dylan Van Baarle, der tidligere har opnået store resultater i monumenterne. Kwiatkowski havde designet et bredt program med fokus på Ardennerne og med Milano-Sanremo og Flandern Rundt som sekundære mål. Poels skulle også atter forsøge sig i Fleche Wallonne og Liege, hvor man også håbede, at Sergio Henao kunne genfinde sig selv. Selv Thomas planlagde at give Liege et forsøg, og så måtte man se på, hvem der havde overskud til også at blande sig i efterårsklassikerne. Til gengæld stod det med det samme klart, at holdet i sprinterløbene ville få det svært.

Van Baarle var blevet lovet fuld støtte i årets første klassiker, Omloop Het Nieuwsblad, men det belgiske åbningsløb indledte et skuffende forår for hollænderen. I stedet overraskede den anonyme hjælper Lukasz Wisniowski ved ikke blot at sidde med de bedste på Muren, men også til slut køre væk til en højst overraskende 2. plads. Den gode form betød, at han også fik lov at forsøge sig i spurten i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han rundede en drømmeweekend af med en stærk og uventet 8. plads.

Moscons og Kwiatkowskis første store opgave ventede i Strade Bianche, men allerede her stod det klart, at de ville gå en svær klassikersæson i møde. Begge var de ellers kommet godt fra start, men på de våde grusveje faldt polakken helt sammen, mens italieneren blot blev en beskeden nr. 14. Begge var de også ude af stand til at gøre en forskel på Poggio i et meget lidt selektivt Milano-Sanremo, og Kwiatkowskis titelforsvar endte derfor med en beskeden 11. plads i en spurt, der naturligvis var en umulig opgave for den forsvarende vinder.

Der var derfor plads til forbedring, da Moscon tog hul på sin brostenssæson i E3 Harelbeke. Her fortsatte hans trængsler imidlertid, da han uden at efterlade et overbevisende indtryk spurtede sig til en 8. plads i en lille favoritgruppe bag den sejrende Niki Terpstra. Endnu værre gik det i Gent-Wevelgem, hvor den ellers så stærke italiener end ikke kom med det ellers ret store felt hjem, og hvor holdet endte helt uden resultater. At den var helt galt med, formen stod tydeligt efter Dwars door Vlaanderen, hvor han ganske vist blev nr. 12, men havde rigeligt at gøre med blot at følge med.

Det var derfor uden de store forhåbninger, at han stillede til start i Flandern Rundt, hvor man i stedet kunne håbe, at Kwiatkowski efter en lille pause nærmede sig topformen. Det gjorde han imidlertid ikke. Tværtimod skuffede de to kaptajner begge eklatant, og det var i stedet en aggressivt kørende Van Baarle, der med en 12. plads blev bedste mand og fik lidt oprejsning efter et svært forår. Dernæst gav man unge Chris Lawless en chance som holdets sprinter i Scheldeprijs, og faktisk skulle det blive ham, der gjorde det bedst i en svær periode, da han helt uventet spurtede sig til en 3. plads i det vindblæste løb. Moscon skulle herefter forsøge at redde sæsonen i Paris-Roubaix, hvor han fik hjælp af jokeren Thomas. Desværre styrtede waliseren ud af løbet længe inden finalen, mens Moscon atter fejlede eklatant, og det var derfor atter Van Baarle, der som en beskeden nr. 19 blev holdets bedste mand.

Efter en sådan brostenssæson var der i den grad plads til forbedring i Ardennerne, men Kwiatkowskis svage præstation i Flandern Rundt havde givet anledning til visse bekymringer. Heller ikke Henao havde vist skyggen af form, og Poels var kun lige kommet tilbage efter sit styrt i Paris-Nice. Desværre blev de bange anelser bekræftet allerede i Amstel Gold Race, hvor Poels udgik, Kwiatkowski var langt efter, og Henao blot blev en beskeden nr. 18. Meget bedre gik det ikke i Fleche Wallonne, hvis finale i gamle dag var en lækkerbisken for Henao, men hvor han denne gang blot blev nr. 11. Endnu værre gik det for Kwiatkowski og Poels, der begge faldt helt igennem. Derfor var det i høj grad Thomas, der i Liege skulle forsøge at redde foråret, men det lykkedes ikke. Henao gav med en 9. plads anledning til en anelse opmuntring, men den walisiske stjerne skuffede fælt, og det samme gjorde Poels og Kwiatkowski i det sidste løb i et helt igennem forsømt forår.

Anden halvdel af klassikersæsonen blev indledt på hjemmebanen i RideLondon Classic, hvor holdets unge sprintere, Lawless og Kristoffer Halvorsen fik chancen. Sidstnævnte fortsatte imidlertid sine trængsler ved at falde fra længe inden mål, og Lawless kunne med sin 14. plads i spurten ikke følge op på det flotte Scheldeprijs. Forhåbningerne var betydeligt større i Clasica San Sebastian, hvor en formstærk Egan Bernal skulle forsøge at forsvare Kwiatkowskis titel. Desværre endte det baskiske løb som en regulær katastrofe, da kaptajnen styrtede slemt i finalen og herved fik lagt resten af sin sæson i ruiner, mens Jonathan Castroviejo som en beskeden nr. 26 blev holdets bedste mand.

Egan Bernal viste mange gange prøver på talentet i 2018
 

Holdet var helt uden sprinter i Hamburg Cyclassics, og derfor var det ingen overraskelse, at det kun blev til en beskeden 17. plads med Michal Golas. I det hele taget valgte man i den grad at nedprioritere efterårets endagsløb på WorldTouren. I Bretagne Classic faldt både Halvorsen og Lawless fra inden finalen, og det blev derfor blot til en 29. plads med Leonardo Basso, og det gik ikke meget bedre i Canada. Her blev Basso som nr. 19 bedste mand i Quebec, mens Sebastian Henao og David Lopez rullede over stregen bagerst i feltet i GP de Montreal.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Efter sin karantæne som følge af den uheldige opførsel i Touren havde Moscon vist storform i de mindre løb i september, og det gav store forhåbninger inden VM. Her viste han atter, at han mestrer det meste, da han overvandt tyngdekraften og blev en dybt imponerende nr. 5 på den knaldhårde rute. Til gengæld var motoren på det tidspunkt brændt sammen for Kwiatkowski, der ellers havde været flyvende fra juni til september, samt Poels, der skuffede eklatant, og det var derfor også alene op til Moscon at runde klassikersæsonen stærkt af.

Det skulle ske i de italienske løb, hvor Bernal også var tilbage efter sin lange pause. I Giro dell’Emilia leverede denne et fremragende arbejde for sin kaptajn, men det så ud til, at også hans motor var løbet tør, da han blot blev en skuffende nr. 17 og slet ikke kunne følge de bedste. Dagen efter greb Basso sin chance i det flade GP Beghelli, hvor han spurtede sig til en pæn 7. plads, efter at Bernal med aggressiv kørsel i finalen havde testet formen. Det fortsatte han med at gøre i klatreløbet Milano-Torino, og med en 10. plads gav han forhåbninger om et stærkt Il Lombardia. Til gengæld var Moscon helt fra den og lignede for alvor en færdig mand klar til ferie.

Diego Rosa viste sjældne sprinterevner ved at blive nr. 13 i det flade Gran Piemonte, inden Moscon og Bernal atter slog pjalterne sammen i årets sidste monument i Lombardiet. Her bekræftede Bernal sin tårnhøje klasse ved med en fabelagtig nedkørsel at køre op til Primoz Roglic, Thibaut Pinot og Vincenzo Nibali. Desværre indhentede den manglende form ham til slut, hvorfor han blot blev nr. 12. Mindst lige så ærgerligt var det, at Moscon, der ellers atter havde lignet sig selv, inden de sidste stigninger blev sat ud af spillet af en punktering, og således blev det mest af alt en klassikersæson til glemmebogen for det britiske supermandskab.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Chris Froome tiltrækker sig altid megen opmærksomhed, men i år var fokus måske endnu større end tidligere. Med sejre i de to seneste grand tours fik det britiske fænomen nemlig efter at skrive historie ved at blive den blot tredje rytter i historien til at sidde på alle tre grand tour-titler på samme tid. Det skulle sikres ved, at han i sin debut som Giro-kaptajn kunne sejre i det store italienske etapeløb og derved føje det eneste manglende tre uger lange etapeløb til sit allerede imponerende cv. Med tanke på at han efterfølgende skulle Tour de France, var planen langsomt at køre sig i form til den tredje uge og derudover udnytte, at han atter var bakket op af et supermandskab. Vigtigst for ham var Wout Poels, der som i sidste års Vuelta, hvor han var blevet nr. 6, tillige skulle agere plan B i klassementet, men bjergtruppen bestod også af Sergio Henao, David De La Cruz og Kenny Elissonde. Evigt stabile Vasil Kiryienka var med som holdets altmuligmand, mens Christian Knees og Salvatore Puccio primært skulle hjælpe på de fladere etaper.

Desværre fik holdet en regulær katastrofestart, da Froome styrtede allerede under opvarmningen til den indledende enkeltstart. Det stod længe uklart, hvor meget han havde slået sig, men da han på 1. etape blot blev nr. 21, stod det hurtigt klart, at han næppe var helt fit for fight. Det blev da også hurtigt bekræftet. Ganske vist kom han sikkert igennem de to sprinteretaper i Israel, men da den første lille klatretest ventede i den eksplosive puncheurfinale på 4. etape, kæmpede en stærkt lidende Froome sig til mål som nr. 30 og tabte hele 21 sekunder til etapevinderen Tim Wellens. Også dagen efter lignede Froome en mand i krise, da han rullede over stregen bagerst i en relativt stor gruppe af favoritter i en afslutning, der var en anelse lettere.

Det var derfor også med nogen nervøsitet, at holdet så frem til den første bjergetape til Etna. Den gik imidlertid bedre end ventet. Det var tydeligt, at Froome slet ikke var på toppen, men det lykkedes ham som nr. 10 at nå mål sammen med hovedparten af de øvrige favoritter. Desværre var der tilsyneladende ingen ende på hans uheld. Efter endnu en sprinteretape styrtede han nemlig igen på de regnvåde veje på den sidste stigning på 8. etape, og selvom det med hjælp fra Poels, Elissonde og Henao lykkedes ham at kæmpe sig tilbage og som nr. 22 på etapen at undgå tidstab, efterlod endnu et ublidt møde med asfalten ham med yderligere skrammer. At den var helt gal, blev tydeligt på den efterfølgende bjergetape, hvor det lignede game over for Froome, der måtte slæbes til mål som nr. 23 af Poels, Elissonde og Henao. Han kunne således holde hviledag på en katastrofal 11. plads, hele 2.27 efter den førende Simon Yates.

Froome fik lidt opmuntring, da han brugte sit stærke hold til på den begivenhedsrige 10. etape at eliminere Esteban Chaves fra klassementet, men det var en kortvarig glæde. 24 timer senere var den nemlig gal igen, da i i puncheurfinalen på 11. etape tabte intet mindre end 40 sekunder til Yates. Håbet var nu, at han kunne udnytte de to efterfølgende sprinteretaper til at komme sig over skaderne og genfinde formen, men det var ikke med den store optimisme, at han gik ind til det svære møde med frygtede Monte Zoncolan.

Froome vinder årets Giro d'Italia 
 

Men så var den der pludselig. Mindst som man ventede det, lignede Froome atter sig selv, da han med en forrygende acceleration kørte fra alt og alle allerede tidligt på stigningen. Til slut kom Yates faretruende tæt på, hvilket tvang Froome til at grave til bunden af reserverne, men det lykkedes ham akkurat at holde hjem til sejr på løbets mest mytiske bjerg. Samtidig viste Poels med en 7. plads endelig tegn på form, og pludselig så det hele lidt lysere ud i den britiske lejr. Desværre var det en kortvarig renæssance. Dagen efter ventede der nemlig en dyr regning for kraftpræstationen, da en kriseramt Froome ikke var i nærheden af at matche de bedste på den bjergrige 15. etape og efter god hjælp fra Poels som nr. 17 måtte indkassere et stort tab til Yates på yderligere 1.32. Inden den sidste uge var han således intet mindre end 4.52 bag sin landsmand som en beskeden nr. 7 i klassementet.

Enkeltstarten blev betragtet som hans store chance for at genvinde tabt terræn, men hans 5. plads stod slet ikke mål med præstationerne i andre grand tours, og det var derfor af begrænset trøst, at holdet med De La Cruz som nr. 9 og Kiryienka som nr. 10 viste stor kollektiv styrke. Ganske vist lå han nu nr. 4, men der var stadig 3.50 op til uovervindelige Yates inden de sidste tre etaper i bjergene.

De fleste kan sikkert uden problemer huske, hvad der derfra skete. På den ellers ret lette etape til Prato Nevoso viste Froome for første gang, at han endelig havde fundet formen, da han og Poels sammen med et par af de øvrige favoritter tilføjede Yates det første lille nederlag, da de blev hhv. nr. 14 og 15 bag det vindende udbrud.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det var blot et varsel om, hvad der ventede på kongeetapen, der måske står tilbage som hele sæsonens mest dramatiske cykelløb. Efter en stærk forcering fra Elissonde angreb Froome nemlig hele 80 km fra mål på brutale Colle delle Finestre og indledte herved et af nyere tids største soloridt. Mens Yates eksploderede totalt, vandt han stille og roligt kampen mod den heroisk kæmpede Tom Dumoulin, inden han kørte sig til en mageløs solosejr, der indbragte ham førertrøjen med en forspring på 40 sekunder ned til sin hollandske rival. På den sidste bjergetape forsvarede han sig problemfrit mod Dumoulins lidt tamme angreb, inden han og Poels spurtede til mål som hhv. nr. 7 og 6 først i en lille gruppe af favoritter. Med et helt vanvittigt comeback kunne han 24 timer senere fejre den store triumf i Roms gader, inden der ventede en helt stor fejring, der sendte ham på podiet hele tre gange som samlet vinder af løbet, vinder af bjergtrøjen og for holdets triumf i holdkonkurrencen.

Froome vinder årets Giro d'Italia 
 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Som verdens førende etapeløbshold sætter Team Sky en ære i at køre med om sejren i de fleste af WorldTourens ugelange etapeløb, og derfor håbede man også at kunne gøre sig gældende allerede i Tour Down Under. Det var dog med nogen usikkerhed, at man rejste til Australien, for kaptajnen var unge Egan Bernal i dennes første løb for holdet. Det var det også for Kristoffer Halvorsen, der var med som holdets sprinter, men desværre endte hans eventyr, inden det begyndte. I opvarmningsløbet brækkede han nemlig håndleddet, og derfor blev det i stedet op til Chris Lawless at forsvare holdets chancer i spurterne. Det kneb på 1. etape, hvor det blot blev til en 14. plads, men Bernal holdt sig til gengæld fint til i puncheurfinalen i Stirling. Lawless fejlede helt i den efterfølgende massespurt, inden Bernal skulle forsøge at gøre forskellen på de to hårdeste etaper. På 4. etape nåede han mål sammen med de øvrige som nr. 11, men på kongeetapen begik han en brøler. Her reagerede han nemlig for sent på Richie Portes ventede angreb og blev i den hårde modvind fanget alene mellem australieren og de øvrige favoritter. Her løb han tør for kræfter og blev på stregen hentet, hvorfor det blot blev til en 5. plads. Efter den afsluttende sprinteretaper rakte det til en samlet 6. plads og sejr i ungdomskonkurrencen, men formen havde helt sikkert rakt til mere, hvis omstændighederne havde været anderledes. Bernal var til gengæld ikke med, da det australske eventyr rundedes af i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor Owain Doull fik en sjælden chance og reddede sig en hæderlig 12. plads i et WorldTour-løb.

Den europæiske sæsondebut blev gjort i Challenge Mallorca, hvor Leonardo Basso lagde ud med at spurte sig til en 9. plads i det første af de fire endagsløb. Det var imidlertid først og fremmest Gianni Moscons chancer i de to kuperede løb, der tiltrak sig opmærksomhed, og han viste med det samme god form. I den hårdeste af de fire begivenheder nåede han mål sammen med Tim Wellens, der i spurten desværre henviste ham til 2. pladsen. Dagen efter var han imidlertid ude af stand til at kontrollere favoritgruppen og kunne derfor blot spurte sig til en 8. plads bag tre ryttere, der i finalen var kørt væk. Holdet rundede serien af med endnu en 9. plads til Basso i det afsluttende sprinterløb.

Moscon drog herfra videre til Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han slog pjalterne sammen med den tidligere vinder Wout Poels, Michal Kwiatkowski og David De La Cruz på et veritabelt superhold. Kwiatkowski lagde stærkt fra land ved at spurte sig til en 7. plads i den første massespurt, men på den mellemhårde 2. etape stod det klart, at polakken endnu ikke var i form. Med Poels som nr. 11 efetrfulgt af Diego Rosa, De La Cruz og Moscon havde holdet dog fire mand i spil inden kongeetapen, efter at holdet desværre havde mistet det vigtigste våben, holdløbet, der blev neutraliseret som følge af dårligt vejr. Desværre skuffede alle stort, da det blot blev til en 12. plads til Moscon, en 14. plads til De La Cruz, en 18. plads til Rosa og en 20.plads til Poels, og bedste mand efter den sidste sprintetape var således Moscon på en dybt skuffende 12. plads.

Bernal hentede seks sejre i 2018
 

Holdets første to sejre var imidlertid nært forestående. Ved de colombianske mesterskaber gjorde holdet nemlig rent bord, da Bernal lagde ud med overraskende at vinde enkeltstarten, mens Sergio Henao forsvarede sin titel i linjeløbet. Sammen udgjorde de herefter en farlig duo i Colombia Oro y Paz, hvor de dog fra start gjorde det soleklart, at Henao var kaptajnen. Begge kom de sikkert igennem de første tre sprinteretaper, og derefter leverede Bernal et fremragende arbejde for Henao i puncheurfinalen på 4. etape, hvor kaptajnen blev nr. 2 bag Julian Alaphilippe, mens Bernal selv blev nr. 6. Dagen efter forsøgte Bernal atter at berede vejen for Henao, men da sidstnævnte i spurten end ikke kunne gå forbi sin hjælper, der som nr. 3 endte én placering foran chefen, stod det klart, at det måske var ungersvenden, der var stærkest. Det blev helt tydeligt på den afsluttende kongeetape, hvor Bernal angreb tidligt på den sidste stigning. Herfra kørte han op til Sebastian Henao, der havde været i det tidlige udbrud, og sammen holdt de de øvrige favoritter bag sig, så Bernal kunne blive nr. 2 og Henao nr. 3 bag den ensomt sejrende Dayer Quintana. Sergio Henao blev derimod blot nr. 9, men det gjorde intet, da Bernal kunne bestige podiet som samlet vinder af sit hjemmebaneløb, hvor Henao blot blev nr. 4. Bernal vandt tillige ungdoms- og bjergkonkurrencerne, mens holdet også vandt holdkonkurrencen.

Geraint Thomas gjorde sin sæsondebut i Volta ao Algarve, hvor han stillede til start som kaptajn sammen med Kwiatkowski. Efter den indledende sprinteretape slog de med det samme til, da Kwiatkowski spurtede sig til sejr i den eksplosive finale på den første bjergetape, hvor Thomas tillige blev nr. 3. Dagen efter overtog Thomas imidlertid førertrøjen, da han tog en overlegen sejr på enkeltstarten, hvor holdet med Kwiatkowski som nr. 4, Vasil Kiryienka som nr. 9 og Lukasz Wisniowski som nr. 10 leverede en sand magtdemonstration. Kwiatkowski testede herefter sprinterbenene med en 10. plads i en massespurt, inden holdet adopterede en højst overraskende strategi til kongeetapen. Her sendte man nemlig Kwiatkowski og Michal Golas i det tidlige udbrud, og da ingen viste interesse for at jagte, kunne Kwiatkowski på den sidste stigning køre alene hjem til både etapesejr og samlet triumf. En dybt skuffet Thomas nåede mål som nr. 22 og måtte tage til takke med en 2. plads i dobbeltsejren, der blev fuldendt af Kwiatkowskis sejr i pointkonkurrence og mandskabets sejr i holdkonkurrencen.

Efter nedturen i Valencia jagtede Poels revanche i Ruta del Sol, hvor han dog skulle dele kaptajnansvaret med Chris Froome i dennes sæsondebut samt De La Cruz. Efter den indledende sprinteretape stod det imidlertid hurtigt klart, at Poels var førstemanden, da han med stor autoritet satte alle rivalerne til vægs på kongeetapen, hvor Froome blot blev nr. 7 og De La Cruz nr. 14. Efter en yderligere en sprinteretape skuffede hollænderen imidlertid stort i puncheurfinalen på 4. etape, hvor han efter en skuffende 4. plads gled helt ned som nr. 3 i klassementet. Værre gik det for Froome, der som følge af en sen punktering tabte mere end et minut. Til slut kørte Poels ganske vist en god enkeltstart, hvor han blev nr. 6, men det rakte kun til en samlet 2. plads bag Wellens. Med en 11. plads fik Froome akkurat kæmpet sig tilbage i top 10, men den helt store overraskelse var De La Cruz, der tog en nærmest sensationel etapesejr på en dag, hvor Dylan Van Baarle også gjorde det godt med en 7. plads. Poels kunne trøste sig med, at han samtidig vandt pointtrøjen, ligesom det trods alt var værd at fejre, at det blev til to etapesejre.

Abu Dhabi Tour var et af de få WorldTour-etapeløb, hvor holdet ikke havde de store klassementsambitioner, og planen var primært at køre spurter for tilbagevendte Halvorsen, ligesom Jonathan Castroviejo skulle forsøge sig på enkeltstarten og måske i klassementet. Den unge nordmand havde det svært i positionskampen og blev blot nr. 13 i den første spurt, men gav endelig prøver på talentet med en 4. plads på 2. etape. Det kunne han desværre ikke følge op på den sidste af de flade etaper, hvor han atter blot blev nr. 13, men til gengæld viste Castroviejo sin klasse på enkeltstarten, hvor han blev nr. 2 bag suveræne Rohan Dennis. Det gav en vis forhåbning inden kongeetapen, men her kom spanieren med sin 20. plads til kort, og det blev således blot til en samlet 12. plads.

Langt større var ambitionerne i Paris-Nice, hvor holdet stillede til start med en fremragende kaptajntrio bestående af Poels, De La Cruz og den forsvarende vinder, Henao. Den blev dog hurtigt reduceret til en dup, da De La Cruz allerede på den første puncheuretape tabte næsten et halvt minut, hvorefter det alene handlede om at overleve de kommende to etaper. Det lykkedes perfekt, og herefter viste Poels, at han var løbets i særklasse stærkeste, da han knuste al modstand på enkeltstarten, hvor han sikkert kørte sig i førertrøjen. Også Henao gjorde det med en 9. plads ganske pænt, og efter yderligere en let etape stod holdet derfor stærkt inden de sidste tre hårde dage. Desværre faldt det hele sammen på den første af disse, da Poels i finalen styrtede og iført førertrøjen måtte rejse hjem med et brækket kraveben. Heldigvis holdt Henao sig som nr. 10 til de øvrige favoritter, men på kongeetapen kunne han med sin 7. plads ikke matche de bedste. Det gav til gengæld den ellers skuffende De La Cruz til at gå i angreb på den regnvåde sidste etape, og her lykkedes det ham på imponerende vis for andet år i træk at sikre sig sejren. Til gengæld var det en skidt dag for Henao, der tabte næsten 4 minutter, og derfor blev det De La Cruz på 9. pladsen, der endte som holdets bedste mand, hvor de to etapesejre var flotte, men hvor det kunne være blevet til meget mere.

Thomas og Froome - hvad gør i 2019?
 

Holdet kom til Tirreno-Adriatico med et om muligt endnu stærkere mandskab anført af Thomas og Froome, der kunne se frem til støtte fra Kwiatkowski og Moscon. Holdet skuffede imidlertid en anelse i det indledende holdløb, hvor de blot blev nr. 3, inden Kwiatkowski atter testede sprinterbenene med en overraskende 4. plads i den første massespurt. Dagen efter stod det hurtigt klart, at Thomas var holdets stærkeste, da han efter stærkt føringsarbejde fra Kwiatkowski med en 4. plads i en puncheurfinale kunne overtage førertrøjen, mens Froome blot blev nr. 12, endda fem placeringer bag Moscon, der blev en flot nr. 7. På den efterfølgende kongeetape kunne Froome heller ikke følge med, men han kom helt uventet i spil igen, da Thomas ligesom i Algarve blev ramt af uheld. En sen defekt betød, at han måtte have hjælp af sin kaptajn til at begrænse tidstabet, og i stedet blev det pludselig op til Kwiatkowski at forsøge at holde sig til i front. Det lykkedes trods det tidligere føringsarbejde, og med en 11. plads kunne han køre sig op på 2. pladsen bag Damiano Caruso. I puncheurfinalen på 5. etape spurtede han sig herefter til en 3. plads, hvilket i kraft af bonussekunder bragte ham i front på en dag, hvor Thomas blev nr. 6. Selvom regnvejr ødelagde deres chancer på enkeltstarten, hvor de blot blev hhv. nr. 12 og 13, lykkedes det til slut Kwiatkowski og Thomas at sikre to mand på podiet ved at hjemføre en 1. og en 3. plads. I det hele taget blev enkeltstarten lidt af en magtdemonstration, da Castroviejo blev nr. 3, Moscon nr. 5, Kiryienka nr. 10 og Froome nr. 11.

Holdet har i de senere år valgt at køre flere mindre løb, hvor særligt de unge ryttere kan få en chance. Det var også tilfældet for Halvorsen i Nokere Koerse og Handzame Classic, hvor han havde gjort det godt året forinden. Desværre fortsatte trængslerne for i førstnævnte, hvor han røg af inden finalen, og hvor det derfor blot blev til en 11. plads med Basso. Til gengæld fik han lidt meget tiltrængt oprejsning ved at spurte sig til en 2. plads i det betydeligt letter løb i Handzame.

En lignende chance ventede for nogle af hjælperne i Settimana Coppi e Bartali, hvor Rosa og Pavel Sivakov, der endelig kunne gøre debut efter en grim knæskade, var i front. Lawless fik samtidig lov at forsøge sig i spurterne og lagde stærkt ud med en 4. plads på 1. etape, hvor et tomandsudbrud løb med sejren. Samme eftermiddag slog holdet til, da de suverænt sejrede i holdløbet, hvorefter Rosa viste stor styrke med en 2. plads bag Bauke Mollema på kongeetapen. 24 timer senere stod holdet øverst på podiet igen, da Lawless på den vindblæste 3. etape i en reduceret massespurt tog karrierens første sejr, mens Rosa med en 10. plads forsvarede føretrøjen. Det gjorde han også på den afsluttende enkeltstart, hvor han blev en flot nr. 2 og herved sikrede sig den samlede sejr. Det lykkedes tillige for Sivakov, der ellers havde tabt tid på kongeetapen, med en 7. plads at køre sig op på 4. pladsen, og da Lawless tillige vandt pointtrøjen og Sivakov ungdomstrøjen, endte løbet som en stor triumf.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Måske lidt overraskende valgte holdet at give Bernal en stor chance som kaptajn i Volta a Catalunya, hvor han dog skulle dele ansvaret med Sergio Henao. Det skulle dog hurtigt vise sig, at han i den grad var opgaven voksen. Efter den indledende sprinteretape viste han allerede sin ærgerrighed, da han spurtede sig til 4. pladsen i 2. etapes massespurt, hvor Tao Geoghegan Hart også var med fremme som nr. 8. Det fulgte han op med en 8. plads i spurten på den forkortede 3. etape, men det var på kongeetapen, at han for alvor viste sin klasse. Her var han den eneste, der kunne tage kampen op mod Movistar-duoen bestående af Nairo Quintana og Alejandro Valverde, men i spurten på toppen af La Molina måtte han trods alt se sig slået af den spanske veteran. På den mellemhårde 5. etape spurtede han sig til en 11. plads, og han blev sågar nr. 7 i massespurten på den vindblæste 6. etape. Opgaven var herefter at forsøge at knække Valverde på den eksplosive etape i Barcelona, og de to viste sig da også flere gange i en spændende finale som løbets klart stærkeste. Desværre fik det hele en tragisk afslutning, da Bernal i finalen styrtede, med en brækket hofte måtte forlade løbet og gik glip af en stensikker samlet 2. plads. Et flot løb endte derfor som en stor nedtur for det britiske superhold.

Lidt overraskende valgte Henao at skippe favoritløbet Vuelta al Pais Vasco, der i stedet blev en chance for De La Cruz, mens Kwiatkowski rejste til Baskerlandet for at finde klassikerformen. Desværre blev løbet ikke en succes. De La Cruz tabte nemlig allerede på 1. etape mere end et minut, og selvom han viste fremgang ved som nr. 13 at nå mål med de øvrige favoritter på 2. etape, var han reelt allerede ude af kampen om de sjove placeringer. Kwiatkowski viste herefter atter sine gode sprinterben ved at spurte sig til en 3. plads i 3. etapes massespurt, men holdets bedste chance for succes var enkeltstarten. Her blev det imidlertid lige-ved-og-næsten for alle holdets specialister, da Kiryienka, Castroviejo, Kwiatkowski og De La Cruz blev hhv. nr. 3, 4, 5 og 7. De La Cruz nåede herefter mål i anden gruppe på den hårde 6. etape, hvor han blev nr. 12, og med endnu en 12. plads på kongeetapen lykkedes det ham at redde sig en hæderlig samlet 9. plads.

Froome (billedet) skulle efter sin klassiske højdetræningslejr finpudse Giro-formen i Tour of the Alps, og han lagde ganske pænt fra land ved at spurte sig til en 5. plads i den eksplosive finale på 1. etape, hvor han kom i mpl med de øvrige favoritter. På kongeetapen kneb det imidlertid en anelse i femmandsspurten på toppen, hvor han som nr. 4 smed et par sekunder. På de efterfølgende var han ofte i vanskeligheder på den sidste stigning, men hver gang betød nedkørsler og en flad finale, at han kunne komme tilbage og slutte i favoritgruppen. Han blev nr. 6 på 3. etape, nr. 10 på 4. etape og nr. 8 på 5. etape, hvor en meget formstærk Kenny Elissonde også viste sig frem med en 10. plads, og det hele endte derfor med en godkendt 4. plads i det sidste løb inden Giroen.

Forventningerne til Tour de Romandie centrerede sig om Thomas, der efter en skuffende præstation i Liege skulle forsøge at få oprejsnings i forårets sidste mål. Bernal var ganske vist også med, men ingen havde de store forventninger til hans comeback efter hoftebruddet. Han skulle imidlertid hurtigt gøre alle forventninger til skamme. Allerede på prologen viste han med en uventet 11. plads form, men det var dog Thomas og Rosa, der med hhv. en 6. og en 8. plads sikrede sig det bedste udgangspunkt. Castroviejo skuffede derimod med en 12. plads. Bernal viste herefter atter, at han er en ganske hurtig herre, da han spurtede sig til en 6. plads i 1. etapes massespurt og fulgte det op med en 8. plads i spurten på 2. etape, hvor Rosa tillige blev nr. 7. Det var imidlertid på bjergenkeltstarten, at han fik sit helt store gennembrud, da han efter en sand gyser akkurat fik skovlen under Primoz Roglic og herved sikrede sig karrierens første WorldTour-sejr. Thomas skuffede derimod fælt med en 27. plads og måtte derfor stille sig i Bernals tjeneste på kongeetapen, hvor han skulle forsøge at hente 6 sekunder på Roglic. Colombianeren angreb da også sloveneren igen og igen, men i en af årets mest hæsblæsende dueller fik han aldrig skovlen under rivalen. Til slut kom flere mand op til de to kombattanter, inde Jakob Fuglsang sneg sig væk, og i spurten om 2. pladsen blev han slået af Roglic. Efter en 17. plads i den sidste massespurt endte det hele derfor med en dog meget opløftende samlet 2. plads samt sejr i både ungdoms- og bjergkonkurrencen.

Halvorsens næste chance for revanche kom i holdets hjemmeløb, Tour de Yorkshire, der lidt overraskende blev nedprioriteret kraftigt. Det blev da heller ingen succes. Den unge nordmand kom slet ikke frem i den første massespurt, mens Van Baarle blev holdets bedste på den første hårde etape som en beskeden nr. 17. Den anden massespurt indbragte blot en 26. plads til Halvorsen, og en 19. plads på kongeetapen var alene nok til at give Van Baarle en samlet 13. plads.

Der var langt mere perspektiv i holdets deltagelse i Tour of California, hvor Bernal efter den stærke præstation i Romandiet stillede til start som storfavorit. Med det samme viste han sig da også ganske suveræn, da han efter den indledende sprinteretape tog en suveræn solosejr på kongeetapen. Han forsvarede førertrøjen ved at spurte sig til en 5. plads på den efterfølgende puncheuetape, men oå enkeltstarten blev det klart, at han i den individuelle disciplin har rum for forbedring. Her blev han nemlig blot nr. 18 og kunne se Tejay van Garderen overtage føringen med 23 sekunder ned til klatrefænoment. Til gengæld imponerede hans løjtnant, Geoghegan Hart, der allerede havde kørt fremragende på kongeetapen, med en højst uventet 3. plads, der sendte ham op som en samlet nr. 4. Efter yderligere en sprinteretape, hvor et styrt kostede Geoghegan Hart 23 sekunder, knækkede duoen van Garderen med en sand magtdemonstration på den sidste bjergetape, hvor Bernal generobrede førertrøjen ved at tage en suveræn solosejr med Geoghegan Hart på en fornem 3. plads. Den afsluttende sprinteretape voldte ingen problemer, og derfor kunne holdet krone et fantastisk løb med samlet sejr til Bernal og en 5. plads til Geoghegan Hart (der ville være blevet nr. 3, hvis det ikke havde været for styrtet på 4. etape), samt sejr i ungdomskonkurrencen med Bernal og i holdkonkurrencen.

Holdet rejste til Norge for at give nogle af de yngre ryttere en chance, herunder naturligvis især den lokale helt Halvorsen. De lagde ud i Tour of Norway, men også her havde den tidligere U23-verdensmester det svært. I den første massespurt blev han bare nr. 10, og i stedet var det Basso, der med en 5. plads i 2. etapes puncheurfinale viste sig frem. I den anden massespurt blev Halvorsen og Basso hhv. nr. 8 og 10, inden den unge nordmand med en 3. plads i den sidste spurt endelig fik lidt opmuntring. På kongeetapen blev det blot til en 17. plads med Philip Deignan, og det norske løb blev derfor ingen succes.

Halvorsen fik chance for revanche i Tour des Fjords, men det gik ikke spor bedre. Den stigende spurt på 1.æ etape viste sig at være for hård for nordmanden, men en 3. plads i den eneste flade spurt gav atter en smule grund til at smile. Den afsluttende kongeetape gav heller ikke denne gang et resultat, og heller ikke det andet norske løb var derfor nogen stor fest. Sidste akt i den norske forestilling var Hammer Stavanger, hvor en 4. plads i Hammer Climb gav grund til optimisme, ikke mindst fordi Moscon var hentet ind som forstærkning. Det blev fulgt op af en 3. plads i Hammer Sprint, men en skuffende 10. plads i Hammer Chse betød, at det samlet blot blev til en 5. plads. Uden Moscon skulle de forsøge at gøre det bedre i Hammer Limburg, og her kunne placeringer som hhv. nr. 4, 11 og 3 i de tre discipliner omsættes i en hæderlig 6. plads for en meget ung trup.

I de senere år har Sky med Froome været næsten altdominerende i Criterium du Dauphiné. Denne gang var de naturligvis uden briten, der skulle hvile sig efter Giroen, men i Thomas havde holdet alligevel løbets klare forhåndsfavorit. Han kom imidlertid forfærdeligt fra start, da han på vej mod en sikker sejr på prologen, styrtede og endte med at tabe 21 sekunder. Alligevel endte den indledende tidskørsel som en stor dag for briterne, der tog etapesejren med Kwiatkowski og havde Moscon og Castroviejo på hhv. en 3 og en 9. plads. Polakken viste sig med en 5. plads i den første massespurt sig atter som en hurtig herre, men dagen efter endte også han i asfalten. Ganske vist undgik han tidstab, men bonussekunder betød, at han måtte afgive trøjen til Daryl Impey. Det varede dog ikke længe, inden Kwiatkowski var tilbage i front, for Sky levede op til deres status som storfavoritter, da pulveriserede al modstand i holdløbet. Lidt overraskede knækkede polakken til gengæld på den ellers ret lette første bjergetape, hvor Thomas til gengæld med en 3. plads bekræftede formen. Det samme gjorde Moscon, der med en 9. plads kørte sig i gult, men hans tid so førstemand blev en kort fornøjelse. På den efterfølgende bjergetape mistede han mere end 1 minut, men heldigvis var det Thomas, der med en 2. plads bag den tidligt angribende Dan Martin kunne tage over. Herefter slap han ikke grebet på de to afsluttende bjergetaper, hvor det dog var en frustrerende oplevelse, at udbryderen Pello Bilbao akkurat henviste ham til 2. pladsen på den første af de to. Et lille svaghedstegn var der at spore mod slutningen af sidste etape, men en 5. plads var rigeligt til at give ham en suveræn samlet sejr i Tourens store opvarmningsløb, hvor holdet også sejrede i holdkonkurrencen.

Mens A-holdet var aktive i Dauphiné, var Tour de Suisse et af de meget få WorldTour-etapeløb, der blev nedprioriteret. Her stillede man med en ung trup først an af Sivakov, Rosa og Halvorsen, og de havde det svært. Efter en 14. plads i holdløbet faldt Rosa allerede ud af klassementet på den mellemhårde 2. etape, hvor Halvorsen ikke kunne sidde med. Det kunne han heller ikke på de to efterfølgende etaper, og Sivakov tabte lidt terræn, da han i finalen af den eksplosive første bjergetape blot blev nr. 16. Også i puncheurfinalen på 6. etape tabte han terræn, og tendensen fortsatte på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 26. End ikke på den eneste flade etape kunne Halvorsen sidde med hjem, men der var endelig lidt opmuntring at hente på den afsluttende enkeltstart, hvor Sivakov imponerede ved at sikre sig en 6. plads. Samlet rakte det imidlertid blot til en 14. plads i hans første forsøg som kaptajn i et WorldTour-løb.

Kenny Elissonde (billedet) havde vist storform i Giroen og fik en sjælden chance som kaptajn i Route d’Occitanie. Først gjaldt det dog om at køre spurter for Lawless og Basso, der lagde ud med hhv. en 9. og en 10. plads. Dagen efter blev briten nr. 10, inden Elissonde med en 3. plads på kongeetapen bekræftede det gode indtryk fra Italien. Det lykkedes ham på den sidste etape at forsvare den samlede podieplads, og han kunne således indhøste en opmuntrende 3. plads.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Første del af sæsonen blev rundet af ved de nationale mesterskaber, hvor det særligt var på enkeltstarterne, at holdet havde ambitioner. Castroviejo lagde da også ud med at forsvare sin titel i Spanien, men til gengæld blev Kwiatkowski blot en skuffende nr. 3 i Polen. Til gengæld tog han revanche i linjeløbet, hvor han med hjælp fra Michal Golas, der selv blev nr. 4, sejrede suverænt. I den efterfølgende uge lagde Van Baarle fra land ved at tage en højst overraskende enkeltstartssejr i Holland, inden Thomas som ventet knuste al modstand på den britiske enkeltstart. I Østeuropa levede Vasil Kiryienka op til sin status som storfavorit i Hviderusland, ligesom Sivakov fik en pæn sølvmedalje i Rusland. Til gengæld kunne holdet ikke slå til i linjeløbet på hjemmebanen, hvor Doull måtte tage til takke med en bronzemedalje.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Lige siden 2013 har Chris Froome hvert eneste år stillet til start i Tour de France som den naturlige storfavorit, men i 2018 var der for første gang seriøs tvivl om hans muligheder. Efter sejren i Giroen var der nemlig ingen garanti for, at han ville være ved vanlig styrke. Alligevel var han naturligvis den soleklare kaptajn, men denne gang var plan B vigtigere end nogensinde tidligere. Denne tilfaldt en meget selvtillidsfuld Geraint Thomas, der kom til løbet med sin friske sejr i Dauphiné i bagagen. Resten af holdet var fuldstændigt dedikeret til de to esser. Især tilstedeværelsen af Egan Bernal, der højst overraskende fik Touren føjet til sit sæsonprogram i løbet af maj, tiltrak interesse, men også Wout Poels ventedes at blive en nøglerytter i bjergene. Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo skulle sikre hjælp i snart sagt ethvert terræn, og endelig var Luke Rowe med som den sikre bodyguard på de flade etaper.

Desværre fik holdet den værst tænkelige start på 1. etape, hvor et dumt styrt betød, at Froome allerede fra dag 1 var sat tilbage med 51 sekunder. Thomas fik som eneste mand lov at holde sig i feltet og var derfor efter en begivenhedsfattig 2. etape i pole position til at overtage førertrøjen efter holdløbet. Her skuffede briterne imidlertid ved blot at blive nr. 2, og derfor kunne waliseren se til, mens Greg Van Avermaet iførte sig den gule trikot. Den efterfølgende sprinteretape blev klaret uden problemer, og de to kaptajner bestod også den næste lille test, da de blev hhv. nr. 12 g 14 i 5. etapes puncheurafslutning.

At Froome imidlertid ikke var på toppen. Allerede på Mur-de-Bretagne på 6. etape viste den forsvarende mester de første svaghedstegn. Mens Thomas med sin 9. plads holdt sig til favoritterne, tabte Froome som nr. 18 fem sekunder til rivalerne. Heldigvis var der fortsat tid til at arbejde på formen inden bjergene, og han og Thomas kom da også sikkert igennem de to efterfølgende sprinteretaper. Begge drømte de derefter om med hjælp fra det stærke hold at vinde tid på brostenene, men her måtte de tage til takke med at nå målet sammen med de øvrige favoritter. Inden den første hviledag var de dog i en fin position med Thomas som nr. 2 og Froome som nr. 8 i den samlede stilling.

Den første etape i Alperne blev en ganske passiv affære, hvor Thomas og Froome endte som hhv. nr. 10 og 15 i samme tid som de øvrige favoritter. Det varede imidlertid ikke længe, inden de satte sig igennem. I den første bjergafslutning angreb Thomas tidligt, kørte op til Tom Dumoulin og spurtede sig til sidst til en suveræn sejr, der samtidig indbragte ham førertrøjen. Længere tilbage kunne Froome også angribe og med en 3. plads avancere til 2. pladsen, hvormed holdet efter 10 dage sad på de to første placeringer i klassementet.

Man skulle ikke tro, at det kunne blive bedre, men det kunne det. Dagen efter sad de nemlig atter med de bedste, men Froomes forsøg på endegyldigt at sætte sig på løbet fejlede. Da han atter blev kørt ind, var det i stedet Thomas, der med en suveræn spurt sikrede sig sin anden sejr i træk, endda på toppen af mytiske Alpe d’Huez. Froome måtte derimod tage til takke med en 4. plads, 4 sekunder længere tilbage, men holdet var efter Alperne fortsat i en ideel position med to mand allerøverst i klassementet. Samtidig betog Bernal en hel verden med sine flotte præstationer, der trods hårdt arbejde kulminerede med en 11. plads på den berømte alpetop.

Efter yderligere en sprinteretape viste Froome og Thomas sig atter blandt de stærkeste på den stejle mur i Mende, hvor de dog lod Primoz Roglic slippe væk med et par sekunder. Den efterfølgende udbrudsetape handlede alene om overlevelse, men blev alligevel ganske dramatisk, da Moscon blev sendt hjem efter at have slået ud efter Elie Gesbert. Derfor var truppen reduceret til syv mand inden den sidste uge, som Thomas indledte med et forspring på 1.39 ned til Froome på 2. pladsen.

Den første dag i Pyrenæerne blev lagt i et jerngreb af Sky, der sikkert fragtede kaptajnerne til mål sammen med de øvrige favoritter, og derfor var der fortsat tvivl om hierarkiet inden kongeetapen. Planen var imidlertid klar. Froome skulle have lov at gøre et stort forsøg på at tage den historiske femte sejr, mens Thomas blot skulle følge med som en backup. Froome iværksatte da også sin store offensiv tidligt på den sidste stigning, men lynhurtigt måtte han indse, at formen ikke var den bedste. I stedet endte han faktisk som dagens store taber, da han kun med fabelagtig hjælp fra Bernal med en 8. plads kunne holde sig på podiets nederste trin. Thomas derimod var med en 3. plads atter den bedste af vinderkandidaterne, mens Bernal blev nr. 7, og dermed var der ikke længere tvivl: Thomas var holdets eneste kaptajn.

Efter yderligere en sprinteretape skulle Thomas forsvare føringen på den sidste bjergetape, og det gjorde han helt uden problemer ved endda at spurte sig til en 2. plads bag Roglic, der var kørt væk på den sidste nedkørsel. Til gengæld var Froome atter i stor krise, og det var igen kun via Bernal, at han med en 8. plads kunne nå til mål i favoritgruppen. Desværre sendte Roglic ham alligevel ned på 4. pladsen inden enkeltstarten, og intet tydede på, at den tydeligvis mørbankede Tour-konge kunne redde sig sin podieplads.

Froome er imidlertid en klasserytter, er aldrig skal undervurderes. Det viste han atter på enkeltstarten, hvor han leverede et stort comeback. Ganske vist blev han i en neglebidende finale henvist til 2. pladsen af Tom Dumoulin med bare 1 sekund, men det var rigeligt til at bringe ham tilbage på podiets nederste trin. Den helt store vinder var dog Thomas, der længe lignede en etapevinder, men trods en 3. plads på etapen endelig kunne lade sig hylde som vinder af løbet. Også Kwiatkowski viste med sin 4. plads sin tårnhøje klasse. Efter den afsluttende paradeetape til Paris kunne holdet således bestige podiet med Thomas som nr. 1 og Froome som nr. 3, mens Bernal trods sin hjælperrolle blev en flot nr. 15 og nr. 2 i ungdomskonkurrencen som afrunding på endnu en stor Tour for verdens bedste etapeløbshold.

Tour de France podiet
 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Det er efterhånden længe siden, at Sky er stillet til start i en grand tour uden en topfavorit, men det var faktisk tilfældet i årets Vuelta a Espana. Fra sæsonstart havde det ellers været planen, at Geraint Thomas skulle være kaptajn, men efter den store sejr i Touren havde han nok at gøre med at lade sig hylde i alle dele af verden. Derfor blev det i stedet en uventet chance for David De La Cruz, men højst overraskende meldte Michal Kwiatkowski sig trods et vanvittigt sæsonprogram, der havde inkluderet Dauphiné, Tour de France og Tour de Pologne i løbet af sommeren, som en plan B i klassementet. De kunne se frem til støtte fra Sergio Henao, der stadig jagtede en genrejsning, samt de unge løver Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov i deres grand tour-debut. Jonathan Castroviejo havde blik på løbets to enkeltstarter, og endelig var Salvatore Puccio og Dylan Van Baarle med som hjælpere i fladt terræn.

Kwiatkowski kom efter sejren i Polen flyvende ind i løbet. Han lagde ud med en stærk 2. plads på prologen, hvor han dog måtte bøje sig for ustoppelige Rohan Dennis, og med Van Baarle på en 5. og Castroviejo på en 7. plads var det i det hele taget en lovende start for briterne. Desværre måtte Kwiatkowski sande, at han var oppe mod nogle af sportens fænomener, da han i puncheurfinalen på 2. etape måtte se sig henvist til en 2. plads efter en fornem duel med Alejandro Valverde. Det var dog nok til at indbringe ham førertrøjen, som han uden problemer forsvarede med en 13. på den første sprinteretape.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Kwiatkowskis første test var den relativt lette første bjergetape, og her lykkedes det ham med en 13. plads i den ret store favoritgruppe, hvor også De La Cruz sad med, at sikre sig endnu en dag i rødt. Til gengæld måtte holdet på den efterfølgende udbrudsetape indse, at der ikke var meget hjælp at hente fra rivalerne, og derfor valgte man frivilligt at afgive trøjen til Rudy Molard. Alt var dog forsat på sporet, og sådan forblev det, da begge kaptajner klarede sig i sidevinden på 6. etape.

Herfra begyndte det imidlertid at gå galt. Kwiatkowski (billedet) var ellers en af favoritterne til den efterfølgende puncheuretape, men et sent styrt i en farlig finale kostede ham 25 sekunder. Dagen efter skuffede han med en 14. plads i en stigende spurt, der passede ham som fod i hose, og her stod det klart, at han var mærket af det ublide møde med asfalten. Det blev helt tydeligt på den første svære bjergetape, hvor han tabte mere end fire minutter til de værste rivaler, og da også De La Cruz med en beskeden 18. plads tabte masser af terræn, kunne holdet blot gå på hviledag med De La Cruz som nr. 13 og Kwiatkowski som nr. 15 i den samlede stilling.

Tidstabene betød, at holdet nu skulle køre offensivt. Den første til at få en chance var Henao på den kuperede 11. etape, men hans nedtur fortsatte, da det blot blev til en 9. plads. I stedet var det lidt overraskende Van Baarle, der kom tættest på en sejr, da han på dem efterfølgende etape gik i udbrud. I spurten blev han desværre henvist til 2. pladsen af Alexandre Geniez, og endnu værre var det, at han umiddelbart efter stregen røg i asfalten. Skaderne var endda så slemme, at han efter at have kæmpet sig igennem den første af tre bjergetaper måtte forlade løbet.

Netop denne bjergetape gav ellers lidt opmuntring til De La Cruz, der endte som den 8. bedste klassementsrytter bag et tidligt udbrud, der havde deltagelse af en skuffende Henao, som blot blev nr. 12. Opmuntringen var dog kortvarig, for på den efterfølgende etape tabte han næsten fem minutter, da han atter kom i problemer på en nedkørsel, hans store akilleshæl. Bedre blev det ikke af, at Sivakov som følge af et styrt måtte rejse hjem, og da De La Cruz på Lagos de Covadonga blot blev nr. 27, lignede det næsten et hold i opløsning, da de kunne holde hviledag med De La Cruz på en beskeden 17. plads i klassementet.

Der var dog lidt opmuntring at hente på enkeltstarten, hvor Castroviejo og Kwiatkowski blev hhv. nr. 3 og 5 i endnu en Dennis-magtdemonstration, og nu viste De La Cruz endda endelig også form. På den efterfølgende bjergetape var han og Castroviejo med i et stort udbrud, men på den stejle Balcon de Bizkaia måtte spanieren til allersidst se sig henvist til en 3. plads. Det gav lidt håb inden de sidste to dage i Pyrenæerne, hvor De La Cruz på den første af de to bjergetaper valgte at tabe et kvarter og således sikre sig frihed til et angreb på kongeetapen. Det lykkedes aldrig, men med en 8. plads i direkte kamp med favoritterne sluttede han dog godt af. Samlet rakte det dog ikke til mere end en 15. plads i et løb, der ikke blev den ønskede succes for de ellers så dominerende briter.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mange var overraskede, da Michal Kwiatkowski valgte at skippe titelforsvaret i Clasica San Sebastian for i stedet at jagte en samlet sejr på hjemmebanen i Tour de Pologne. Det skulle dog vise sig at være en god ide, for den stærke polak oplevede en drømmeuge foran sine hjemlige fans. De indledende tre flade etaper handlede ganske vist bare om overlevelse for det sprinterløse hold, men så snart stigningerne meldte deres ankomst, var den lokale helt klar. På Muren i Szczyrk slog han til i suveræn og erobrede med en etapesejr løbets førertrøje. Med Sergio Henao på en 9. plads sikrede holdet endda, at de havde to kort at spille. Der var dog ingen tvivl om, hvem der var nr. 1 for allerede 24 timer slog Kwiatkowski til igen, da han med en lang vanvidsspurt sejrede igen i det stigende opløb på 5. etape. Derefter handlede det først og fremmest om at forsvare sig på de to sværeste etaper, men faktisk styrkede Kwiatkowski blot sin position ved at spurte sig til en 3. plads på 6. etape. På kongeetapen kom han imidlertid i den grad under pres fra Smon Yates, der med et angreb fra distancen truede med at ødelægge det hele. Kwiatkowski holdt imidlertid hovedet koldt og sikrede sig med en 6. plads ikke blot den samlede sejr, men også pointtrøjen som afrunding på en sand magtdemonstration på hjemmebanen.

På holdets hjemmebane i Glasgow kom de tæt på en stor sejr, da Jonathan Castroviejo med mindre end et sekund gik glip af EM-titlen i enkeltstart, men desværre måtte han nøjes med sølvmedaljen bag Victor Campenaerts. Samtidig jagtede finpudsede Tao Geoghegan Hart og David De La Cruz Vuelta-formen i Vuelta a Burgos, hvor førstnævnte lagde stærkt fra land med en 6. plads på den indledende puncheuretape. De La Cruz overraskede med en 10. plads i en massespurt inden den første virkelig test på den første af de to bjergetaper. Her var de begge med fremme, da De La Cruz blev en stærk nr. 3 og Geoghegan Hart nr. 6, hvorefter de spurtede sig til hhv. en 8. og en 4. plads i den stigende spurt på 4. etape. På kongeetapemn viste holdet suveræn kollektiv styrke med en 4. plads til De La Cruz, en.6 plads til Sebastian Henao, en 7. plads til Geoghegan Hart og en 8. plads til Kenny Elissonde, og holdet endte således med hele fire mand i top 10 med De La Cruz som nr. 3, Geoghegam Hart som nr. 5, Henao som nr. 8 og Elissonde som nr. 10, ligesom det naturligvis blev til sejr i holdkonkurrencen.

BinckBank Tour har altid været et svært løb for Team Sky, men denne gang havde man faktisk et reelt håb om, at Dylan Van Baarle kunne køre med om sejren. Samtidig skulle Kristoffer Halvorsen forsøge sig i spurter på WorldTour-niveau, og han fik lidt højst tiltrængt opmuntring med en 4. plads på 1. etape. Til gengæld skuffede Van Baarle på enkeltstarten, hvor han blot blev nr. 17, og faktisk var Owain Doull som nr. 13 faktisk endnu bedre end kaptajnen. Desværre kunne Halvorsen på de sidste tre sprinteretaper ikke følge op på den gode start, og faktisk blev to 14. pladser hans bedste resultater. Til gengæld viste Van Baarle stor styrke, da han med et sent angreb blev nr. 4 på den første af weekendens to hårde etaper, og med en 9. plads på den afsluttende kongeetape kunne han sikre sig en fornem 5. plads i sit hjemmebaneløb.

Efter Tour-sejren gjorde Geraint Thomas comeback i Deutschland Tour, hvor han dog var med som hjælper for en formstærk Sebastian Henao. Efter den indledende sprinteretape hjalp han på den hårde 2. etape sin kaptajn med at lancere et angreb, men colombianeren måtte rulle i mål i den første store favoritgruppe som nr. 21. Dagen efter forsøgte Vasil Kiryienka sig i en spurt i en lille gruppe, hvor han blev en uventet nr. 6, inden Henao med en 16. plads på sidste etape måtte tage til takke med en beskeden 13. plads i den samlede stilling.

Thomas rejste herefter hjem til England for sammen med Chris Froome at stille til start i Tour of Britain. Begge meldte de dog klart ud, at formen ikke var i top, og målet var derfor i stedet af hjælpe Wout Poels til sejr. Denne viste stor motivation ved at spurte sig til en 10. plads i den første massespurt, og på den første hårde etaper sluttede han som nr. 7 som del af den lille favoritgruppe. De to efterfølgende etaper handlede alene om overlevelse, men hollænderen led sig et tilbageslag, da hans formsvage holdkammerater ikke var i stand til at hjælpe ham til mere end en 4. plads i holdløbet. Til gengæld viste han selv sin tårnhøje klasse, da han på kongeetapen fik skovlen under den ellers så suveræne Julian Alaphilippe og tog sin første sejr siden Paris-Nice i begyndelsen af marts. Bare 24 timer senere stod holdet atter øverst på podiet, da Ian Stannard på en hård regnvejrsdag kørte fra alt og alle i et udbrud og sikrede sig en yderst sjælden triumf. Efter den sidste etape i London kunne Poels bestige podiet som en samlet nr. 2 bag Alaphilippe som afrunding på en flot præstation af holdet på hjemmebanen.

Moscon trak igen uheldige overskrifter med sin karantæne
 

Efter sin karantæne som følge af den uheldige opførsel under Touren skulle Gianni Moscon finpudse VM-formen i en serie italienske endagsløb, og det skulle hurtigt stå klart, at han bestemt ikke havde ligget på den lade side i sin pause. Allerede i det mellemhårde Coppa Agostoni stillede han sin storform til skue, da han suverænt sejrede ved at slå Rein Taaramae i en tomandsspurt. Dagen efter skulle Halvorsen forsøge sig i GP Beghelli, hvor han dog blev fanget bag et styrt, og i stedet var det Leonardo Basso, der med en 5. plads viste holdet frem.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.

Moscons vigtigste VM-test kom i det hårde Giro della Toscana, og her viste han atter sin klasse. Efter en fabelagtig præstation af Edward Dunbar angreb han selv så kraftfuldt, at kun Romain Bardet kunne følge han. Til slut skulle han spurtede mod Bardet og Domenico Pozzovivo, og det var naturligvis som at stjæle slik fra børn at tage sin anden sejr på mindre end en uge. To dage senere viste han sin alsidighed, da han blev nr. 3 i puncheurløbet Coppa Sabatini, inden Dunbar fik sin egen chance i Memorial Marco Pantani. Her stillede den unge irer atter sit store talent til skue, da han blev en flot nr. 8 trods en flad finale, der ikke passede ham.

Sky stillede til start ved VM i holdløb som en af favoritterne, men denne gang blev de de små af de fire store hold, da de efter et ærgerligt tidligt styrt til Ian Stannard måtte se sig henvist til den utaknemmelige 4. plads. Til gengæld viste de atter deres klasse på tempocyklerne på enkeltstarten, hvor Kwiatkowski, Castroviejo og Kiryienka blev hhv. nr. 4, 6 og 9. I linjeløbet fortsatte Moscon som nævnt ovenfor sin fantastiske periode ved på en meget bjergrig rute at blive nr. 5, og derfra rejste han hjem til Italien, hvor han efter en spændende duel med Filippo Ganna forsvarede sin titel som national enkeltstartsmester.

Som omtalt ovenfor gik den sidste del af den italienske klassikersæson ikke som ønsket for Moscon, men alligevel rejste han til Tour of Guangxi som løbets klare favorit. Forinden blev holdet kun en beskeden nr. 7i Hammer Hong Kong, men det var klart WorldTour-etapeløbet, der var målet med turen til Asien. Basso havde frihed til at forsøge sig på de tre indledende sprinteretaper, men han havde det svært og kom aldrig i nærheden af top 10. Til gengæld viste Moscon atter sit tårnhøje niveau, da han suverænt sejrede på kongeetapen og herved kørte sig i førertrøjen. På den efterfølgende etape spurtede han sig endda til en 7. plads, inden han efter den sidste sprinteretape kunne bestige podiet som en klar vinder af årets sidste WorldTour-løb, ligesom han naturligvis også sejrede i ungdomskonkurrencen.

Den endelige dom

Inden sæsonen stod det klart, at det ville blive meget svært at overgå den fantastiske 2017-sæson, hvor holdet med to grand tour-sejre og et hav af triumfer i både etape- og endagsløb havde været det bedste mandskab på WorldTouren. I det hele taget betød de seneste mange års dominans og en næsten skræmmende stærk trup, at barren var sat så højt, at det næsten ville blive svært ikke at skuffe.

Alligevel gjorde briterne det igen. Efter endnu en stor sæson kan de se tilbage på et år, hvor der kan sættes flueben ud for langt de fleste af sæsonens målsætninger. Centralt står naturligvis først og fremmest de to store grand tour-sejre, for de tre uger lange etapeløb har altid været kernen af Skys DNA. Forud for sæsonen var det ganske vist drømme, at Chris Froome skulle skrive historie ved at vinde både Giroen og Touren, men når man nu ikke kan få det allerbedste, må man jo tage til takke med det næstbedste. En Giro-sejr med Froome, der endda kom efter et af de mest bemærkelsesværdige soloridt i nyere tid, samt en suveræn Tour-sejr med Geraint Thomas og to mand på podiet i verdens største etapeløb er et udkomme, der kun sjældent er set bedre, og dertil skal man endda lægge, at Froome i Italien vandt de to mest prestigiøse bjergetaper samt bjergtrøjen og holdet holdkonkurrence, mens Thomas i Frankrig vandt på Alpe d’Huez samt tog yderligere en stor sejr i bjergene. Det kan ganske enkelt ikke gøres meget bedre.

Det var imidlertid ikke kun i de tre uger lange løb, at holdet gjorde sig gældende. Tværtimod cementerede de deres status som verdens suverænt bedste i etapeløbene, og de kørte med om sejren i langt de fleste etapeløb på WorldTouren. Michal Kwiatkowski sejrede i Tirreno-Adriatico, Geraint Thomas i Criterium du Dauphiné, Egan Bernal i Tour of California, Kwiatkowski i Tour de Pologne og Gianni Moscon I Tour of Guangxi, og det blev tillige til podiepladser til Bernal i Tour de Romandie og til Thomas i Tirreno-Adriatico. Bernal og Dylan Van Baarle var i top 5 i hhv. Tour Down Under og BinckBankTour, og David De La Cruz var blandt de 10 bedste i Paris-Nice og Vuelta al Pais Vasco. Dertil skal lægges, at kun dumme styrt formentlig forhindrede Bernal i at blive nr. 2 i Volta a Catalunya og Wout Poels i at vinde Paris-Nice, og de kan derfor se tilbage på et år, hvor det kun var i Tour de Suisse, Abu Dhabi Tour, Tour of Turkey (som de ikke deltog i) samt Vuelta a Espana, at de ikke var med fremme.

Det siger alt om både holdets enorme bredde samt deres evne til altid at levere i etapeløbene. Naturligvis står Vueltaen som en skuffelse for et hold, der altid er en magtfaktor i grand tour, men med tre 2. pladser var holdet dog langt fra anonyme. Det kan i hvert fald ikke slette et indtryk af en etapeløbssæson, der ikke kunne have været meget bedre.

Alligevel var det ikke kun fryd og gammen. Holdets klassikersæson var en regulær katastrofe, hvor holdets to kaptajner slet ikke slog til. Gianni Moscon, der ellers kørte et gudeagtigt efterår, var en skygge af sig selv gennem hele foråret, hvor hans store gennembrud ellers var ventet, og Kwiatkowski oplevede et regulært sammenbrud i klassikerne, der ellers var hans største mål i en ellers forrygende sæson. Moscon sluttede ganske vist sæsonen stærkt af i en serie mindre italienske endagsløb og ikke mindst ved VM, men i de helt store klassikere så man nærmest intet til Sky, hvis klare fremgang i endagsløbene med ét blev afbrudt.

Geraint Thomas og Chris Froome
 

Heldigvis er der så meget andet at glæde sig over. Ud over at kaptajnerne Froome og Thomas begge leverede på den helt store scene, leverede Bernal en WorldTour-debut, hvis lige ikke er set siden Peter Sagan i 2010. Moscons efterår viste, at hans fremtid fortsat byder på næsten ubegrænsede muligheder, og ser man bort fra fiaskoen i klassikerne, var Kwiatkowski vel bedre end nogensinde. Tap Geoghegan Hart vist i Californien og Dauphiné, at han også har en stor karriere foran sig, og Pavel Sivakov fik en ganske pæn introduktion til det højeste niveau trods en del skader, ligesom Eddie Dunbars potentiale for alvor blev åbenbaret sidst på sæsonen.

Desværre var der også mange skuffelser. Først og fremmest fortsatte Sergio Henao den deroute, han indledte efter sejren i Paris-Nice sidste år, og De La Cruz gik helt i stå efter skiftet til briterne. Jonathan Castroviejo klatrede ganske vist bedre end nogensinde, men på tidskørslerne er han fortsat ikke så god som i jubelåret 2016. Alderen synes efterhånden at have indhentet Vasil Kiryienka, og Wout Poels kom sig aldrig rigtigt efter det ærgerlige styrt i Paris-Nice. Helt galt gik det for holdets sprintertalent, Kristoffer Halvorsen, der nok må fortryde sit holdvalg, og det var ikke meget mere lovende for Chris Lawless trods dennes ene sejr. Diego Rosa og Benat Intxausti fik sæsonen ødelagt af kyssesyge, Owain Doull er gået helt i stå, og Dylan Van Baarle skuffede stort i klassikerne.

Det betyder dog mindre, når bare kaptajnerne leverer. Det gjorde de i et fornemt omfang, der gjorde det muligt for Sky endda at styrke deres position som verdens i særklasse bedste etapeløbshold. Klassikerfiaskoen betyder, at vi ikke kommer helt op at ringe på karakterskalaen, men det kan ikke slette et indtryk af, at det var endnu et jubelår for det britiske supermandskab.

Karakter: 9/10

Se evalueringerne for de andre hold her.