I denne artikel kaster vi et blik på Mitchelton-Scotts meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 37 (Simon Yates 8, Daryl Impey 4, Caleb Ewan 3, Esteban Chaves 3, Adam Yates 2, Robert Power 2, Michael Albasini 2, Matteo Trentin 1, Mikel Nieve 1, Christopher Juul-Jensen 1, Cameron Meyer 1, Alex Edmondson 1, Svein Tuft 1, sejr i Hammer Climb ved Hammer Stavanger, sejr i Hammer Sprint ved Hammer Stavanger, sejr i Hammer Chase ved Hammer Stavanger, samlet sejr i Hammer Stavanger, sejr i Hammer Sprint ved Hammer Limburg, sejr i Hammer Chase ved Hammer Limburg, samlet sejr i Hammer Hong Kong)

Sejre på WorldTouren: 17 (samlet sejr i Vuelta a Espana med Simon Yates, 5 etapesejre i Giro d’Italia fordelt over 3 til Simon Yates, 1 til Esteban Chaves og 1 til Mikel Nieve, 1 etapesejr i Vuelta a Espana med Simon Yates, samlet sejr i Tour Down Under med Daryl Impey, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Christopher Juul-Jensen, 2 etapesejre i Criterium du Dauphiné med hhv. Daryl Impey og Adam Yates, 1 etapesejr i Paris-Nice med Simon Yates, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Adam Yates, 1 etapesejr i Volta a Catalunya med Simon Yates, 1 etapesejr i Tour de Pologne med Simon Yates, 1 etapesejr i Tour Down Under med Caleb Ewan, 1 etapesejr i Tour of Guangxi med Matteo Trentin)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 5 (nr. 7 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Simon Yates (nr. 1), Daryl Impey (nr. 30), Adam Yates (nr. 34), Roman Kreuziger (nr. 48), Caleb Ewan (nr. 66), Matteo Trentin (nr. 77)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Simon Yates (nr. 2), Daryl Impey (nr. 34), Adam Yates (nr. 45), Roman Kreuziger (nr. 50), Caleb Ewan (nr. 68), Matteo Trentin (nr. 73)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Holdet er i de senere år bevæget sig væk fra at fokusere på klassikerne og har i stedet rettet blikket mod grand tours. Resultatet er, at holdet har måttet sige farvel til navne som Simon Gerrans, Michael Matthews og Jens Keukeleire, og holdet har derfor i de senere år haft det betydeligt sværere i de store endagsløb. Ledelsen har da heller ikke lagt skjul på, at etapeløbene er det store fokus, men alligevel har man ikke lagt skjul på, at det fortsat er en ambition at være konkurrencedygtige i endagsløbene også. Derfor hentede man forud for 2018 Matteo Trentin ind som kaptajn til alle forårsklassikerne fra Omloop Het Nieuwsblad til Paris-Roubaix, og han skulle i de hårdeste brostensløb udgøre en spændende duo med Luke Durbridge efter dennes flotte forår i 2017. Caleb Ewan var holdets våben i sprinterløbene, hvor særligt Milano-Sanremo havde prioritet, mens man i Ardennerne havde planer om at stille med et bredt hold ført af Michael Albasini, Roman Kreuziger og i mindre grad Daryl Impey.

Desværre led holdet sig et stort tilbageslag allerede i januar. Trentin styrtede nemlig under træningen og brækkede flere ribben, mens Durbridge brækkede kravebenet ved de australske mesterskaber. Selvom de begge nåede at køre de store endagsløb, jagtede de gennem hele foråret den bedste form. Det blev allerede tydeligt i Omloop Het Nieuwsblad, selvom Trentin her var med i den gruppe, der kørte væk på Muren, men blev hentet til sidst, og holdet blev efterladt helt uden resultat. Bedre gik det ikke dagen efter i massespurten i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor det blot blev til en 16. plads til Trentin.

Impey og Durbridge var holdets kaptajner til Strade Bianche, men det blev en helt anden, der stjal fokus. Unge Robert Power viste endelig glimt af sit store talent, da han på en episk regnvejrsdag kørte sig til en imponerende 6. plads. Endnu bedre gik det et par uger senere i Milano-Sanremo, hvor man stillede emed en stærk duo i Trentin og Ewan. Italieneren forsøgte i finalen at køre alene op til den førende Vincenzo Nibali, og da det mislykkedes, sejrede Ewan i feltets spurt. Desværre lykkedes det ikke at hente den italienske stjerne, og derfor måtte australieren tage til takke med en frustrerende 2. plads.

Caleb Ewan blev toer i Milan-Sanremo efter Vincenzo Nibali.

Tilbage i Belgien fik Luka Mezgec en sjælden chance i 3 Dage ved Panne, men det lykkedes ham aldrig at komme frem i spurten, hvor han blot blev nr. 14. Et par dage senere var Trentin tilbage i E3 Harelbeke, hvor han gav lidt håb om, at han måske alligevel kunne nå at finde formen. Det lykkedes ham nemlig at komme med favoritterne hjem, men til gengæld skuffede han stort i spurten om 2. pladsen bag Niki Terpstra, da han blot endte løbet som nr. 11. Endnu mere skuffende var det i Gent-Wevelgem, hvor han befandt sig i en fremragende position til sidst, da han havde Mezgec hos sig i det reducerede felt, der spurtede om sejren. Også her svigtede han ellers gode spurt imidlertid, og det blev blot til en 7. plads.

Durbridge var holdets kaptajn i Dwars door Vlaanderen, men hans forfærdelige forår fortsatte på en våd dag, hvor han blot blev nr. 31. Desværre blev Trentins dårlige forberedelse også udstillet, da det for alvor gjaldt i Flandern Rundt, hvor han som nr. 45 var langt fra de bedste. Helt galt gik det i hans store finale i Paris-Roubaix, hvor et styrt efterlod ham med brud på en ryghvirvel som afslutning på et svært forår. Mathew Hayman forsøgte at hænge på de bedste i sit favoritløb, men den tidligere vinder måtte nøjes med en 22. plads i sin sidste deltagelse på de franske brosten.

Impey havde gjort Amstel Gold Race til sit store forårsmål, og han testede benene i Brabantse Pijl. Desværre viste hans lidt skuffende 10. plads, at han ikke helt havde timet formen. Det blev bekræftet i den hollandske klassiker, hvor han i finalen forgæves forsøgte at køre alene op til den favoritgruppe, der var kørt væk. Her havde holdet imidlertid repræsentation i form af en overraskende stærk Kreuziger, der til slut spillede sine kort godt, da han sammen med Michael Valgren udnyttede favoritternes indbyrdes kamp til at snige sig væk. I spurten blev han ganske vist slået af sin tidligere holdkammerat, mens en 2. plads var alligevel et fremragende resultat for den erfarne tjekke. Senere vandt Impey endda feltets spurt om 11. pladsen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre havde løbet også afsløret, at Albasini efter et sygdomsplaget forår slet ikke var i form, og derfor var der ikke forventninger om, at han kunne gentage sine mange topplacering i Fleche Wallonne. Heldigvis havde man Kreuziger, der fortsatte sit drømmeforår ved at sikre sig en højst uventet 4. plads i den eksplosive finale. Det gjorde ham til en af favoritterne til Liege-Bastogne-Liege, hvor han rundede klassikersæsonen af med en solid 8. plads i et løb, hvor han fik fremragende hjælp af en stærk Jack Haig, der selv endte som nr. 14.

Holdet tog hul på anden del af klassikersæsonen i RideLondon Classic, hvor holdet ganske overraskende valgte at sende i Ewan i udbrud. Derfor var det op til Trentin og Mezgec at forsvare holdets farver i spurten, hvor de desværre skuffende blot opnåede en 11. plads med sloveneren. Bedre gik det desværre ikke i Clasica San Sebastian for Impey og Mikel Nieve, der ellers ofte før har gjort det godt på hjemmebanen, da begge faldt fra i finalen, inden Impey i en lille gruppe spurtede sig til en 15. plads.

Trentin ledte stadig efter formen efter sin lange skadespause, og derfor kom det som lidt af en overraskelse, at det lykkedes ham på en våd dag i Glasgow at tage en stor triumf ved EM - en sejr, der dog blev opnået i den italienske landsholdtrøje. Han gjorde debut i stjernetrøjen ved EuroEyes Cyclassics, hvor han leverede en stærk spurt, der sikrede ham en flot 5. plads i kampen mod mere rene sprintertyper.

Matteo Trentin blev europamester i Glasgow.

Trentin valgte dog at køre Vueltaen i stedet for at jagte yderligere klassikersucces, og derfor blev efterårsløbene lidt af en fuser. Impey var ellers udset til rollen som kaptajn, men fandt aldrig formen. I Bretagne Classic blev han blot nr. 32, og han skuffede også stort i de canadiske klassikere, hvor det blot blev til en 26. plads i Quebec og en 20. plads i Montreal. Kreuziger var også med i Nordamerika, men gav slet ikke indtryk af, at han var i sin ardennerform. Det skulle imidlertid vise sig at være led i en nøje tilrettelagt plan, for med en flot 6. plads ved VM viste han atter, at han med tiden har udviklet sig til en fremragende endagsrytter. Til gengæld skuffede begge Yates-brødre, som der ellers var store forventninger til.

Kreuzigers flotte VM gav forhåbninger om, at han kunne runde sæsonen stærkt af i de italienske klassikere, men allerede i Giro dell’Emilia stod det klart, at den gode form var forduftet med samme hast, som den var kommet. I stedet var det en efterhånden meget træt Haig, der kæmpede sig til en 13. plads for australierne. Dagen efter var det en tid for en meget formstærk Trentin i GP Beghelli, hvor han desværre ikke fik fuldt udbytte af de gode ben. Trods en serie angreb i finalen blev han hentet til sidst, og til slut kunne han blot spurte sig til en 6. plads.

Power er efterhånden kendt for, at hans form kan dukke op ud af det blå, og det var atter tilfældet i Tre Valli Varesine, hvor han med aggressiv kørsel i finalen var meget tæt på sejren. Til slut spilledes han imidlertid for meget med musklerne, eksploderede og endte blot som nr. 38. Dagen efter jagtede Adam Yates oprejsning efter VM I Milano-Torino, men trods en offensiv i finalen rakte benene ikke til mere end en skuffende 14. plads. De manglende resultater betød også, at forventningerne til Il Lombardia var begrænsede, og det blev da heller ikke en stor succes. Det lykkedes dog veteranen Mikel Nieve, der også havde kørt et flot VM, at slutte sæsonen af med en hæderlig 15. plads.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Som sagt har Mitchelton-Scott i de senere år rettet fokus mod grand tours, og holdet har med deres tre kaptajner Esteban Chaves samt Simon og Adam Yates som mål at være konkurrencedygtige i alle de tre uger lange etapeløb. I år var kortene fordelt på en måde, der gav Simon Yates og Chaves kaptajnrollen i Giroen, hvor det helt klare mål var at køre med om sejren med en af de to stjerner. De var bakket op af et fremragende hold med bjerghjælperne Mikel Nieve, Roman Kreuziger og Jack Haig, stabile Christopher Juul til det mellemhårde terræn samt Sam Bewley og erfarne Svein Tuft som motorerne på de flade etaper.

Det skulle hurtigt stå klart, at Yates var kommet til Italien i rødglødende form. Allerede på 1. etapes enkeltstart overraskede han stort ved at sikre sig en 7. plads og begrænse tidstabet til Tom Dumoulin til bare 20 sekunder. Han overlevede også de to ørkenetaper i Israel, inden den næste test ventede på Sicilien i form af Muren i Caltagirone. Her viste han atter de gode ben ved at sikre sig en 4. plads på en dag, der i det hele taget var en succes for holdet, som også havde Kreuziger og Chaves med fremme som hhv. nr. 6 og 10. Dagen efter testede han igen benene i en puncheurfinale, da han blev nr. 5 på 5. etape.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Man skulle ikke tro, at starten kunne blive meget bedre, men sådan var det langt fra. Den helt store triumf ventede nemlig allerede på bjergetapen til Etna, hvor holdet overraskede ved at sende Chaves i det tidlige udbrud. Bedst som colombianeren så ud til at være på vej mod en solosejr, satte Yates efter sin holdkammerat, som han hurtigt hentet, og sammen fortsatte de til vulkanens top, hvor rovet blev fordelt med en etapesejr til Chaves og en førertrøje til Yates.

Esteban Chaves og Simon Yates kørte sammen over målstregen på Giroens sjette etape.

Den lyserøde trøje blev sikkert forsvaret på den efterfølgende sprinteretape, inden kaptajnduoen bekræftede deres form i den stigende spurt på 8. etape, hvor Yates blev nr. 5 og Chaves nr. 7. Det var dog stadig lidt uklart, om Yates vitterligt var løbets stærkeste, men den tvivl blev effektivt kvalt på løbets anden store bjergetape. Med en sublim spurt på de sidste meter mod toppen af Gran Sasso sikrede han sig nemlig sin anden etapesejr i suveræn stil på en dag, hvor Chaves med en 3. plads også cementerede sin samlede 2. plads. Holdet kunne derfor holde hviledag med en drømmesituation, hvor de sad på klassementets to første pladser.

Dagen efter hvilet slog lynet imidlertid ned fra en klar himmel. Helt uden forudgående varsel blev Chaves sat tidligt af på den ellers uskyldige 10. etape, og det lykkedes effektivt for rivalerne at køre ham 25 minutter agterud og dermed helt ud af klassementet. Heldigvis var Yates stadig i hopla, og han kompenserede allerede 24 timer senere for Chaves’ kollaps, da han på Muren i Osimo atter kørte fra alet og alle og allerede på 11. etape tog holdets tredje etapesejr samt udbyggede sin føring.

Yates kom sikkert igennem de to efterfølgende sprinteretaper, inden det gjaldt løbets mest frygtede etape til Monte Zoncolan. Her lignede han kortvarigt en mand i krise, da Chris Froome satte ham til vægs, men herefter indledte han et fornemt comeback. I en forrygende finale tvang han sin landsmand til at grave dybere, end han ønskede, men med en margin på bare 6 sekunder gik han akkurat glip af den prestigiøse sejr. Modsat Froome havde han imidlertid ikke en pris at betale. Allerede 24 timer senere leverede han en sand magtdemonstration på en ellers ikke specielt svær bjergetape, da han kørte fra alt og alle, tog sin tredje etapesejr og forud for den sidste hviledag øgede sit forspring til Tom Dumoulin til hele 2.11

Simon Yates kørte alene over stregen på 15. etape - hans tredje etapesejr i løbet.

Den margin var rigeligt til at forsvare trøjen på den enkeltstart, han ellers havde frygtet, og med en 20. plads bevarede han 56 sekunder af sit forspring inden de tre afgørende bjergetaper. Desværre skulle det blive den sidste positive oplevelse for briten, der endte med at betale en meget dyr pris for sin aggressive kørsel. Det første hul i panseret kom på 18. etape, hvor han viste svaghedstegn og tabte 20 sekunder til blandt andre Dumoulin og Froome.

Det skulle indvarsle et af nyere tids mest spektakulære grand tour-kollaps. På løbets kongeetape blev Yates sat allerede tidligt på Colle delle Finestre, og herfra måtte holdet nærmest bære den udtømte brite til mål, hvor han tabte næsten 40 minutter og med et mistede alt. Man kunne derfor ikke fortænke holdet, hvis de havde tabt al moral, men sådan var det ikke. Tværtimod gav det Nieve frihed til at vise sine evner som udbryderkonge, og den udnyttede han til fulde. På den sidste bjergetape gik han tidligt i angreb, inden han kørte fra sine rivaler og sikrede holdet deres femte etapesejr. Med så mange triumfer og holdets totale dominans i de første to uger er det derfor svært at betegne løbet som andet end en dundrende succes, selvom det var nogle skuffede ryttere, der nåede Rom, hvor det blot til en 21. plads til Yates, men hvor det kunne være blevet til så meget mere.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Som et australsk hold er Micthelton-Scott det mandskab, der lægger suverænt mest vægt på januar måned, hvor de ventes at være med fremme i alle de hjemlige løb. Det var i den grad også tilfældet i 2018, hvor de lagde fremragende fra land ved at generobre den nationale linjeløbstitel, da Alex Edmondson med flot kørsel totalt snød alle favoritterne og sikrede sig et år i den smukke trøje.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I Tour Down Under var han imidlertid tilbage i en hjælperrolle for Caleb Ewan, der jagtede en gentagelse af det foregående års tre etapesejr, samt Daryl Impey, der var blevet tildelt kaptajnrollen. Desværre kom holdet ikke optimalt fra start, da Ewan i den indledende massespurt blev henvist til 2. pladsen af André Greipel, men det rettede han hurtigt op på. Ganske overraskende vandt han nemlig puncheuretapen til Stirling, og triumfen blev total, da Impey trods sin rolle som lead-out man med en 2. plads ikke blot sikrede en dobbeltsejr, men også livsvigtige bonussekunder. I de flade spurter kneb det imidlertid for The Pocket Rocket, der måtte tage til takke med en 3. plads på 3. etape, hvor Edmondson tillige blev nr. 7. Herfra tog Impey atter over på de to hårdeste etaper, og han lagde ud med at sikre sig yderligere seks sekunder ved i en lille gruppe at spurte sig til en 2. plads bag Peter Sagan på 4. etape. Den helt store overraskelse ventede imidlertid på den efterfølgende kongeetape. Her kørte han klogt og afventede i den hårde modvind, inden han med en sen spurt sikrede sig endnu en 2. plads bag den sejrende Richie Porte. I en neglebidende finale gav det ham akkurat førertrøjen på bedre etapeplaceringer end den australske stjerne, og derefter var det en smal sag på den sidste sprinteretape at sikre sig en uventet samlet sejr i holdets hjemmebaneløb. Desværre blev det ikke den helt perfekte afslutning på løbet, da Ewan i den sidste spurte atter blot blev nr. 2, men med etapesejr og samlet triumf var det svært at betegne løbet som andet en dundrende succes.

Caleb Ewan vandt anden etape i Tour Down Under foran holdkammerat Daryl Impey, der dog vandt løbet samlet.

Sejren gjorde Impey til favorit til Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor Esteban Chaves gjorde sæsondebut. Begge var de med i den gruppe, der kørte væk på sidste stigning, men i en hæsblæsende finale blev de hentet på de allersidste meter. Alligevel lykkedes det Impey med en 3. plads at cementere sin føring på WorldTouren.

Holdet rundede den australske sæson af i det mindre Herald Sun Tour, hvor de stillede til start som enorme favoritter. Edmondson og Michael Hepburn lagde solidt ud ved at blive hhv. nr. 6 og 8 på prologen, og derefter viste de stor styrke i sidevinden på 1. etape, hvor både Cameron Meyer og Damien Howson var med i den lille gruppe, der til slut rev sig fri. I spurten måtte de dog tage til takke med hhv. en 3. og en 7. plads. Dagen efter forsøgte Edmondson sig i en massespurt, hvor han blev en flot nr. 3, inden holdet leverede en sand magtdemonstration på kongeetapen. Her kørte Chaves solo fra bunden af den sidste stigning og kørte herfra alene hjem til en suveræn solosejr, mens Meyer og Howson med hhv. en 4 og en 5. plads avancerede til hhv. en 2. og en 3. plads bag colombianeren i den samlede stilling. På sidste etape kom de endda tæt på endnu en triumf, da Meyer i en lille gruppe akkurat måtte se sig henvist til 2. pladsen, men det kunne ikke ødelægge festen efter et løb, hvor podiet blev ryddet med Chaves, Meyer og Howson, og hvor mandskabet naturligvis også vandt holdkonkurrencen.

Mitchelton-Scott tog sig af alle tre podiepladser i Herald Sun Tour, Esteban Chaves endte øverst.

Holdet gjorde europæisk sæsondebut i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor holdet stillede til start med begge de to Yates-brødre. Det var dog Luka Mezgec, der først kom i rampelyset, da han spurtede sig til en 2. plads på 1. etape. På den hårde 2. etape viste Adam Yates og Roman Kreuziger god form, da han som nr. 10 sad med i favoritgruppen og sikrede sig en 10. plads med briten, mens Simon til gengæld ikke var i stand til at følge de bedste. Begge bekræftede de herefter de gode ben på kongeetapen, hvor Yates dog måtte se sig henvist til 2. pladsen af ustoppelige Alejandro Valverde, mens Kreuziger sikrede sig en 8. plads. Mezgec fejlede desværre i den sidste massespurt, men holdet kunne alligevel med tilfredshed fejre en samlet 4. plads med Adam Yates og en 8. plads med Kreuziger.

Derfra drog holdet videre til Vuelta a Murcia, hvor Matteo Trentin viste, at formen trods januars ribbensbrud var i fremgang. Med stærk kørsel i et meget hårdt løb sikrede han sig en fornem 4. plads, inden Ewan blev hentet ind til det efterfølgende Clasica de Almeria. Her lykkedes det ham at tage sæsonens anden sejr, da han i en tæt dyst slog Danny Van Poppel og dermed fik en optimal start på sin europæiske sæson.

Efter den hektiske start i Australien havde holdet en let februar måned, hvor næste opgave var Abu Dhabi Tour. Her jagtede man etapesejre med Ewan samt samlede resultater med Simon Yates og Kreuziger. Desværre fortsatte Ewans frustrationer i WorldTour-spurterne, da han i det stærkt besatte felt måtte tage til takke med placeringer som nr. 3, 5 og 5 på de tre flade etaper. Yates lagde derimod stærkt fra land med en pæn 29. plads på enkeltstarten, men det blev desværre ødelagt af sygdom på kongeetapen. Her kunne Kreuziger med en 12. plads heller ikke følge op på den gode sæsonstart, og det blev dermed blot til en 14. plads til tjekken i den samlede stilling.

Yates var heldigvis rask igen til Paris-Nice, hvor han delte kaptajnrollen med Chaves, der jagtede mere succes efter den stærke sæsonstart. Først var det imidlertid Trentin, der var i fokus, men han manglede fortsat sin bedste form. I den indledende puncheurspurt blev det blot til en 9. plads, og i den efterfølgende massespurt kom han slet ikke med frem. På 3. etape blev holdet snydt af et stærkt udbrud, inden Trentin spurtede sig til en 8. plads. Holdets første alvorlige test ventede på den frygtede enkeltstart, men her overgik begge kaptajnerne forventningerne, da Chaves blev nr. 10 og Yates nr. 11. Derefter opnåede Trentin med en 7. plads sit bedste resultat på den sidste af de relativt flade etaper, inden det gjaldt de tre afgørende slag omkring Nice. Her lagde de to kaptajner solidt ud ved at holde sig til favoritterne på 6. etape, hvor Chaves efter et stærkt angreb spurtede sig til en 8. plads. Desværre ventede der på den efterfølgende kongeetape et første tegn på den kyssesyge, der skulle ødelægge hans sæson, da den lille colombianer her eksploderede totalt. Det gjorde Yates derimod ikke. Med en stærk acceleration sikrede den lille brite sig nemlig en stor solosejr samt førertrøjen, som han skulle forsvare på den knaldhårde og våde sidste etape. Desværre havde briten her slet ikke samme ben, og det var kun i kraft af et styrt fra Izagirre-brødrene, at han undgik den totale katastrofe. Det lykkedes ham at redde sig en 6. plads på etapen efter et sent comeback, men han kunne ikke forhindre Marc Soler i at sende ham ned på den ærgerlige 2. plads bare 4 sekunder fra den endelige triumf.

Simon Yates tog en flot sejr på syvende etape i Paris-Nice, men måtte nøjes med en andeplads i løbet samlet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Bror Adam var sammen med Ewan kaptajn i Tirreno-Adriatico, og han testede benene forinden i GP Industria, hvor det dog ikke lykkedes ham at tage sin anden sejr. I stedet satte han sig i tjeneste for Impey, der var mødt op med to friske sejre fra en magtdemonstration ved de sydafrikanske mesterskaber. I spurten i en lille gruppe måtte han imidlertid se sig henvist til en 8. plads. I WorldTour-løbet kom holdet fremragende fra start med en stærk 2. plads i holdløbet, men desværre blev Yates’ klassementsdrømme knust på den efterfølgende sprinteretape, hvor et styrt kostede ham 1.13, og hvor Ewan tillige skuffedemed en 11. plads i spurten. Endnu mere ærgerligt blev det 24 timer senere i en puncheurfinale, hvor Yates viste sig som den klart stærkeste af favoritterne, men hvor et overraskelsesangreb fra Primoz Roglic betød, at det blot blev til en 2. plads. Lidt skuffende blev det blot til en 9. plads på kongeetapen, men formen var der ikke noget galt med. På den efterfølgende puncheuretape tøvede han ikke, og med en fremragende acceleration fra bunden af den sidste bakke kørte han alene hjem til sæsonens første sejr. Desværre sendte sygdom også Ewan tidligt hjem, og derfor blev det ikke til et resultat på den sidste sprinteretape. Holdet sluttede stærkt af på den sidste enkeltstart, hvor Hepburn, Jack Bauer og Luke Durbridge blev hhv. nr. 6, 7 og 8, og da Yates samtidig trods det dumme tidstab var avanceret til en 5. plads, endte løbet som en pæn succes for australierne.

Yates-brødrene og Chaves stillede for første gang til start sammen i Volta a Catalunya, hvor det dog i første omgang handlede om at jagte etapesejre med Impey. Han skuffede med en 13. plads i den første massespurt, men dagen efter var han ufatteligt tæt på, da kun en brølstærk Valverde slog ham på stregen. 24 timer senere bekræftede Simon atter sin gode form, da han til slut på den forkortede tredje etape kørte væk i en lille gruppe til sidst, og selvom de blev hentet på stregen, blev det til en 2. plads bag den ensomt sejrende De Gendt. Desværre var der også malurt i bægeret, da et styrt og en medfølgende brækket hofte ødelagde resten af Adams forår, ligesom Chaves med et stort tidstab fortsatte trængslerne. Desværre skuffede Simon også på den efterfølgende kongeetape, hvor han blot blev nr. 7, og det lykkedes ikke Impey at komme frem i spurten på 5. etape. På den flade 6. etape lykkedes det ikke holdet at hente det tidlige udbrud, og det blev trods aktiv jagt blot til en 16. plads med Impey. Alligevel endte løbet med en stor succes, da Yates med et veltimet angreb på den hårde sidste etape kørte alene hjem til en fornem sejr. Desværre betød bonussekunder til Pierre Latour, at han akkurat blev henvist til den ærgerlige 4. plads i klassementet.

Unge Lucas Hamilton fik en sjælden chance som kaptajn i Coppi e Bartali, som blev indledte i frustration, da uheld betød, at det blot blev til en 3. plads i førstedagens holdløb. Dagen efter kom Hamilton imidlertid alligevel til kort, da det blot blev til en 8. plads på kongeetapen, og dagen efter mistede han yderligere tid i sidevinden. En skidt enkeltstart betød, at det blot blev til en samlet 7. plads til kaptajnen, mens Christopher Juul med sin 8. plads gjorde det bedre end ventet.

Holdet varmede op til Vuelta al Pais Vasco i GP Miguel Indurain, hvor Carlos Veronas viste storform. Desværre kunne han naturligvis intet stille op mod Valverde, men det var først til allersidst, at han måtte slippe stjernen, hvorfor han sikrede sig en flot 2. plads. Den form tog han med sig til Baskerlandet, hvor Jack Haig var holdets kaptajn. Desværre måtte australieren allerede på 1. etape indkassere et tidstab, da han blot blev nr. 17, inden han på 2. etape med en 15. plads holdt sig til favoritterne. Efter et sygdomsramt forår tankede Michael Albasini lidt selvtillid med en 4. plads i 3. etapes massespurt, inden Haig indkasserede yderligere et tidstab på enkeltstarten. Det gav Verona frihed til at vise sig frem, og efter et flot udbrud på den hårde 5. etape sikrede han sig en 4. plads. Han forsøgte sig igen på den afsluttende kongeetape, hvor han blev nr. 14 og sikrede sig den samlede sejr i bjergkonkurrencen. Haig faldt derimod igennem og endte blot som en samlet nr. 16.

Holdet stillede også med et ungt hold til Tour de Romandie, hvor veteranen Albasini også jagtede etapesejre i et forsøg på at rette op på et forsømt forår. Efter en tam prolog fortsatte hans trængsler, da han faldt tidligt fra på den halvhårde 1. etape, der ellers lå til hans højreben, og mønsteret gentog sig på den lettere 2. etape. De unge løver slog heller ikke til på bjergenkeltstarten, hvor veteranen Mikel Nieve i stedet blev bedste mand som nr. 17, inden det på kongeetapen blev til en 14. plads med Hamilton og en 17. plads med Nieve. Løbet endte også med en nedtur, da Albasini i den afsluttende massespurt blot blev nr. 9, og det blev derfor et løb til glemmebogen for australierne.

Efter sin skade gjorde Adam Yates sit comeback i Tour of California, hvor han jagtede et samlet resultat, og Ewan gik efter spurtsejre. Det blev dog til endnu en ærgerlig andenplads for australieren, da han på 1. etape blev slået af Fernando Gaviria, men en ikke specielt optimistisk Yates gjorde det til gengæld bedre, end han havde ventet, med en 3. plads på kongeetapen. Derefter imponerede Ewan stort ved at overleve stigningerne på den hårde 3. etape, og i en puncheurfinale besejre Peter Sagan. Desværre holdt to mand hjem fra et udbrud, og det blev derfor blot til en 3. plads med Ewan og en 6. plads med Yates. På enkeltstarten tabte Yates med sin 22. plads en del tid, mens Bauer til gengæld atter viste sine stærkt forbedrede tempoevner med en 7. plads, inden Ewan atter måtte se sig henvist til 2. pladsen af rivalen Gaviria på den flade 5. etape. Det blev endda til endnu en 2. plads på den sidste bjergetape, da Yates var ”the best of the rest” bag suveræne Egan Bernal, inden Ewan rundede løbet af med en frustrerende 3. plads i den sidste massespurt. Det blev derfor til en stribe lige-ved-og-næsten-oplevelser, da Yates samlet endte på den utaknemmelige 4. plads.

Caleb Ewan slog Peter Sagan i spurten på tredje etape, men desværre var Toms Skujins og Sean Bennett kørt over stregen fem sekunder tidligere.

Efter sit forfærdelige forår fik Albasini endelig oprejsning i Tour des Fjords. Det blev ganske vist kun til en 9. plads i den indledende puncheurspurt. Allerede dagen efter slog han imidlertid til, da han sejrede i en reduceret massespurt, og med en stærk 2. plads på den afsluttende kongeetape lykkedes det ham at tage den samlede sejr i det korte norske løb, hvor han også vandt pointtrøjen. Verona fortsatte tillige sin aggressive kørsel fra Baskerlandet og sikrede sig sin anden bjergtrøje på få uger.

Holdet stillede med et meget stærkt hold til Hammer Stavanger, og her skulle de vise sig at være i særklasse. Først sikrede Albasini og Impey dem en sejr i Hammer Climb, inden samme duo var hovedmændene bag sejren i Hammer Sprint. Med en suveræn sejr i det afsluttende Hammer Chase gjorde australierne rent bord og sikrede sig således sejren i den første udgave af løbet. Det gav dem en samlet 1. plads, som de kort efter skulle forsvare i Hammer Limburg. Her havde de det svært i Hammer Climb, hvor de blot blev nr. 10, men med stærk kørsel af Ewan, Roger Kluge og Mezgec sejrede de i Hammer Sprint. Da de også var hurtigst i Hammer Chase lykkedes det trods den dårlige start at blive samlet nr. 2 og dermed styrke den samlede 1. plads.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Adam Yates skulle finpudse Tour-formen i Criterium du Dauphiné, hvor det dog var Impey, der først stjal rampelyset. Efter en prolog, hvor han endte som nr. 12 umiddelbart bag Edmondson, slog han uimodståeligt til, da han sejrede i den stigende spurt på den hårde 1. etape. Dagen efter blev han ganske vist kun nr. 3 i en mere klassisk massespurt, men det var nok til at sikre ham førertrøjen. Den kunne han desværre ikke forsvare i holdløbet, hvor en 4. plads dog gav Yates et fint udgangspunkt inden de fire bjergetaper. Her kneb det lidt i den eksplosive finale på 4. etape, hvor han blot blev nr. 6, men herfra gik det bare fremad. Allerede 24 timer senere blev han nr. 3 bag Dan Martin og Geraint Thomas, inden et lidt for tidligt angreb betød, at han blot blev nr. 5 på 6. etape. På sidste etape bevarede han imidlertid tålmodigheden, og med en stærk acceleration lykkedes det ham akkurat at blæse forbi den hårdt kæmpende Daniel Navarro og tage en af karrierens største sejre. Samlet rakte det endda til en ganske flot 2. plads og dermed et glimrende resultat inden Touren, ligesom Impey også sejrede i pointkonkurrencen.

Holdet var knap så ambitiøse i Tour de Suisse, hvor Haig skulle forsøge at presse det sidste ud af den gode Giro-form. En 5. plads i holdløbet var en god start, som til gengæld ikke blev fulgt op på 1. etape, hvor holdets hurtige mand, Albasini, i stedet kastede sig ud i et lidt hovedløst angreb. Dagen efter ventede han til spurten, hvor det blev til en 4. plads. I stedet skulle det blive en af holdets hjælpere, der blev helten. På den våde 4. etape gik Juul i et tidligt udbrud, hvor han viste sig som den stærkeste, og efter en hæsblæsende finale lykkedes det ham akkurat at holde feltet bag sig og tage en højst uventet sejr med Albasini på en 8. plads. Dagen efter holdt Haig sig til med en 12. plads i den eksplosive finale på den første bjergetape, hvor han undgik tidstab, og det samme gjorde han på 6. etape, hvor han blev nr. 11 bag et tidligt udbrud. Til gengæld var der tømt for kræfter på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 23, og efter en resultatløs sprinteretape rundede Meyer solidt af med en 7. plads på enkeltstarten efter et løb, hvor Haig blot endte på 13. pladsen.

Ewan gik ind til det, han troede var den sidste test inden Touren, i Tour de Slovenie, men det blev endnu en frustrerende oplevelse. Et styrt ødelagde chancerne på 1. etape, hvor Mezgec i stedet spurtede sig til en 4. plads, og på 2. etape måtte han atter se sig henvist til en frustrerende 3. plads. Dermed var hans muligheder udtømte, og i stedet tog formstærke Impey over. På bakken op mod mål på 3. etape lignede han længe en vinder, indtil Rigoberto Uran akkurat kom forbi og henviste ham til 2. pladsen. Det gav håb om et godt samlet resultat, men desværre betød sygdom, at han ikke kunne stille til start på den efterfølgende kongeetape. Holdet rundede dog stærkt af på enkeltstarten, hvor Bauer blev nr. 4, Durbridge nr. 6 og Kluge nr. 7. Første del af sæsonen blev rundet af med de nationale mesterskaber, der dog ikke blev en succes, og hvor det eneste nævneværdige resultat blev endnu en enkeltstartssejr i Canada til veteranen Svein Tuft.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Mitchelton-Scott blev allerede inden årets Tour et af de mest omtalte hold. Helt fra start havde det nemlig været planen, at holdet skulle jagte både succes i klassementet med Adam Yates og spurtsejre med Caleb Ewan, men efter Yates’ stærke kørsel og en svær sæson for Ewan valgte ledelsen meget kontroversielt at lade den meget skuffede australier blive hjemme. I stedet handlede alt om Yates, der til sin rådighed fik et solidt hold med Mikel Nieve og Damien Howson som hjælpere i bjergene, Daryl Impey som hjælper i de fleste terræner og en stærk gruppe af motorer bestående af Michael Hepburn, Luke Durbridge, Mathew Hayman og Jack Bauer, der var særligt vigtige i den første uge.

Mitchelton-Scott stillede med en slagkraftigt hold i Tour de France.

Desværre kom holdet katastrofalt fra start, da et styrt betød, at Yates allerede på 1. etape tabte 51 sekunder, inden han kom helskindet igennem 2. etape. Beslutningen om at medbringe mange store folk gav til gengæld udbytte i holdløbet, hvor det blev til en fremragende 4. plads. Den efterfølgende sprinteretape blev også klaret problemfrit, og Yates holdt sig også til de bedste i den eksplosive finale på 5. etape. Endnu bedre så han ud, da han spurtede sig til en 6. plads på toppen af Mur-de-Bretagne, inden Impey fik carte blanche til at teste sig i spurten på 7. etape, hvor han sikrede sig en pæn 7. plads. Efter endnu en sprinteretape gjaldt det herefter den frygtede brostensetape, hvor Hayman og Impey sikkert eskorterede deres britiske kaptajn til mål med de øvrige favoritter. Således kunne Yates gå ind til den første hviledag på en samlet 9. plads efter en første uge, der kun blev præget af ét tilbageslag.

Desværre skulle det hurtigt vise sig, at Yates slet ikke havde ramt formen. På den første bjergetape kom han ganske vist til mål med de øvrige favoritter som nr. 13, men dagen efter knækkede han helt og tabte næsten fem minutter til Geraint Thomas. Endnu mere frustrerende var det, at Nieve var bare få meter fra en stor etapesejr, da han først til allersidst efter et langt udbrud blev hentet og henvist til en ærgerlig 5. plads. På Alpe d’Huez-etapen kastede Yates definitivt håndklædet i ringen, da han tabte næsten 30 minutter, og dermed stod det australske hold, hvor de med udbrud skulle forsøge at redde, hvad der reddes kunne.

Holdet brugte den efterfølgende sprinteretape til at sunde sig, inden Impey og Hepburn gik i udbrud på etapen til Mende. Her var de imidlertid overmatchet på den stejle målstigning, hvor det blot blev til en 9. plads til sydafrikaneren. Impey forsøgte sig sammen med Howson igen på 15. etape, men skuffede fælt, da han på en for ham ellers god rute blot blev nr. 17.

Det var derfor uden de store forhåbninger, at holdet gik ind til den sidste uge, men heldigvis havde Yates gemt et skud i bøssen. På den første etape i Pyrenæerne gik han i udbrud, og med et stærkt angreb på sidste stigning kørte han alene væk til det, der lignede en sikker sejr. Desværre betød en rasende jagt fra Julian Alaphilippe, at han oversatsede på nedkørslen, og det kostede ham en tur i asfalten, der sendte ham ned på en dybt frustrerende 3. plads. Herefter var moralen helt væk, og selvom Nieve forsøgte sig på de sidste to bjergetaper manglede han de gode ben fra Giroen. Holdet sluttede pænt af på enkeltstarten, hvor Hepburn på en svær rute blev nr. 10 og Yates en uventet flot nr. 11, men til slut rullede holdet ind til Paris efter et helt igennem fejlslagent løb.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den flotte, men ærgerlige Giro skulle Simon Yates forsøge at undgå de samme fejl i Vuelta a Espana, hvor han stillede til start med det klare mål at jagte den samlede sejr ved at køre defensivt i den første halvdel og dermed holde sig frisk til den bjergrige sidste uge. Med sig havde han et stærkt hold med sin bror Adam, der her var med i en ren hjælperrolle, Jack Haig og Damien Howson som støtte i bjergene, og Michael Albasini som holdets erfarne vejkaptajn. Matteo Trentin ville med støtte fra Luka Mezgec og Alex Edmondson få lidt frihed i spurterne, men det klare hovedmål var klassementet med Yates.

Yates kom fint igennem den indledende enkeltstart, men hans 30. plads viste tydeligt, at han som planlagt ikke havde samme superform som i Giroen. Det blev endnu mere tydeligt på den efterfølgende puncheuretape, hvor han helt uventet smed 5 sekunder ved blot at blive nr. 21. Dagen efter stod det klart, at Trentin endnu ikke var i topform, da han uventet blev sat af på en sprinteretape, men dog kom tilbage i tide til at sikre sig en 8. plads.

Den første bjergetape fik et helt uventet forløb. Med det, han senere beskrev som et utilsigtet angreb, lykkedes det nemlig i finalen for Yates at snige sig væk fra den taktisk kørende favoritgruppe og med en 8. plads bag et tidligt udbrud at avancere til den samlede 3. plads. Efter en udbrudsetape var det derefter Trentins tur igen, og han viste lidt fremgang ved i sidevinden på 6. etape at spurte sig til en 5. plads. Yates holdet sig herefter til på den hårde 7. etape, inden han med sit gode punch sikrede sig en solid 7. plads i den stigende spurt på 8. etape, hvor Trentin imidlertid igen faldt igennem. På den anden bjergetape blev det til gengæld atter tydeligt, at han fortsat ikke var i topform, da han som nr. 9 smed tid til flere af sine rivaler, men alligevel i kraft af 4. etapes uventede tidsgevinst kørte sig i førertrøjen inden den første hviledag.

Trentin indledte anden uge med en skuffende 10. plads i en massespurt, inden holdet på den hårde 11. etape indledte en nervekrig med Movistar. Her nægtede de at jagte Thibaut Pinot, hvorfor det i stedet blev op til spanierne at neutralisere faren og redde Yates’ førertrøje. På 12. etape gentog mønsteret sig, men denne gang lykkedes det Yates som planlagt at komme af med trøjen, da et udbrud gjorde det muligt for Jesus Herrada at overtage førstepladsen inden de tre næste vigtige bjergetaper.

Her viste Yates med det samme, at formen var i fremgang. På La Camperona var han således næstbedst af favoritterne og tabte kun 6 sekunder til Nairo Quintana. Dagen efter bekendte han endelig kulør på Les Praeres, da han med vanlig timing kørte væk på den stejle målstigning og med en flot etapesejr generobrede førertrøjen. Den forsvarede han med klog kørsel på mytiske Lagos de Covadonga, hvor han kun til sidst måtte lade Miguel Angel Lopez køre lidt væk og sikrede sig en 3. plads bag Thibaut Pinot og Lopez. Dermed kunne han gå ind til den sidste uge med et forspring på 26 sekunder ned til Alejandro Valverde.

Simon Yates generobrede løbets førsteplads med sin etapesejr på 14. etape.

Mange havde ventet, at Valverde ville erobre førertrøjen på enkeltstarten, men det skete ikke. Tværtimod lykkedes det for Yates med en flot 13. plads at vinde yderligere et par sekunder. Dagen efter slog veteranen imidlertid tilbage på den stejle Balcon de Bizakaia, hvor han bag et sejrende udbrud hentede 8 sekunder på den førende brite, og derfor var afstanden bare 25 sekunder inden de to store bjergetaper i Pyrenæerne.

Efter en 12. plads til Trentin i spurten på 18. etape leverede Yates dødsstødet til rivalerne med et overraskelsesangreb på den ellers ikke specielt svære 19. etape. Sammen med Pinot og Steven Kruijswijk knækkede han Movistar på den sidste stigning, hvor han og Pinot til slut fordelte rovet ved at lade franskmanden sejre foran briten, der til gengæld nu førte med 1.38 ned til Valverde inden kongeetapen. Her kom han under angreb af Lopez og Enric Mas, der på målstigningen kørte fra ham, men med klog kørsel lykkedes det ham at blive nr. 3 og dermed færdiggøre det arbejde, der var mislykkedes i Giroen. Med en 8. plads lykkedes det ikke Trentin at give holdet en drømmeafslutning i Madrid, men det var alt sammen glemt, da Yates endelig kunne bestige podiet som vinder af sin første grand tour.

Efter skuffelsen i Giroen var der heldigvis forløsning i Vueltaen.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren endnu var i gang indledte Simon Yates sin vej mod Vueltaen i det hårde endagsløb Prueba Villafranca. Her leverede holdet en sand magtdemonstration, da han og Robert Power kørte fra alt og alle, inden australieren fik lov at tage karrierens første triumf i dobbeltsejren. Det skabte visse forhåbninger inden Tour de Pologne, hvor han stillede til start som en af favoritterne. Først gjaldt det dog massespurterne med den tilbagevendte Trentin, der lagde stærkt fra land med en 3. plads på 1. etape. På 2. etape tabte han hjulet på Luka Mezgec, der til gengæld selv spurtede sig til en 4. plads, inden han rundede de flade etaper med en 5. plads i den sidste massespurt. Yates derimod skuffede stort, da han på Muren i Szczyrk med en 17. plads syntes at glide helt ud af klassementskampen. Dagen efter arbejdede holdet stenhårdt for at sætte Trentin op til en stigende spurt på 5. etape, men han faldt helt igennem. Til gengæld viste Yates med en 6. plads fremgang, og det bekræftede han, da han på den første af de to afgærende etaper blev nr. 4. Han var imidlertid fortsat langt efter, og det fik ham til på kongeetapen at kaste alt over bord med et angreb fra distancen. Her viste han sin klasse ved ikke blot at køre alene hjem til en fornem solosejr, men også avancere til den samlede 2. plads og således sikre sig sin anden podieplads i et WorldTour-løb i 2018.11.19

Holdet deltog også i august måneds amerikanske løb, hvor Jack Haig så frem til en sjælden kaptajnrolle i Tour of Utah. Efter en pæn 18. plads på prologen og en sprinteretape holdt han sig til favoritterne på den første bjergetape, hvor han blev nr. 8. Efter yderligere to flade etaper skuffede han lidt på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 5, men det australske talent rejste sig på den sidste bjergetape, hvor han med en 3. plads avancerede til samme plads i klassementet. Derefter blev Damien Howson hentet ind som erstatningskaptajn til Colorado Classic, hvor han efter den indledende sprinteretape blev nr. 5 på bjergenkeltstarten. Uden held forsøgte han sig med et stort angreb på kongeetapen, hvor Lucas Hamilton spurtede sig til en 6. plads, og det hele endte derfor med en pæn 4. plads efter fire dages hårdt cykelløb.

Efter skuffelsen over den manglende Tour-udtagelse havde Caleb Ewan gjort BinckBank Tour til efterårets store mål, men heller ikke her skulle det lykkes ham at vinde en massespurt på WorldTouren. Han lagde således ud med en af de ufatteligt mange podiepladser, da han blev nr. 3 på 1. etape, inden holdets klassementsrytter, Luke Durbridge, med en 7. plads på enkeltstarten av sig selv et godt udgangspunkt. På den efterfølgende sprinteretape satte en punktering Ewan uden af spillet inden finalen, og 24 timer senere var frustrationen endnu større, da The Pocket Rocket endelig viste sig hurtigst i en spurt, men måtte tage til takke med en 2. plads bag en ensom Jasper Stuyven. Samme triste scenarium gentog sig på den sidste sprinteretape, hvor han atter var hurtigst, men hvor et udbrud betød, at det kun rakte til en 5. plads. På den første af de hårde etaper måtte Durbridge sande, at formen slet ikke rakte til at køre med de bedste, og løbet endte derfor som lidt af en nedtur for australierne.

Ewans allersidste løb for holdet var Tour of Britain, men også her gentog det mønster, der havde præget det meste af sæsonen. På 1. etape blev det nemlig til endnu en frustrerende 2. plads, denne gang bag André Greipel. Til gengæld var der opmuntring at hente 24 timer senere, da Cameron Meyer på den første hårde etape akkurat holdt favoritterne bag sig og i en tomandsspurt sikrede sig sin første store sejr siden sit comeback. Dagen efter kom Ewan med en 12. plads lidt til kort i en hård puncheurfinale, der til gengæld bragte Meyer i førertrøjen. Den forsvarede han på den efterfølgende sprinteretape, hvor det slet ikke lykkedes for Ewan at komme frem, men en beskeden 7. plads i holdløbet kostede ham føringen. Han faldt også igennem på kongeetapen, hvor Mikel Nieve blev nr. 14, og derfor handlede alt nu om at vinde de to sidste sprinteretaper med Ewan. Et udbrud ødelagde festen på den første, men minsandten om det ikke lykkedes for den lille australier at runde sin Mitchelton-karriere af på smukkeste vis, da han i Londons gader vandt sidste etape foran Fernando Gaviria og Greipel. Til gengæld gik Meyer med en 11. plads akkurat glip af en samlet top 10.

Den bjergrige rute til VM i holdløb var bestemt ikke til det ret tunge mandskabs fordel, og holdet måtte da også tage til takke med en 5. plads, inden Kreuziger som nævnt ovenfor imponerede i linjeløbet. Mens en del af holdet herefter var aktive i de italienske klassikere, drog andre til Asien, hvor de først skulle sikre sig den samlede sejr i Hammer Series. Det gjorde de på smukkest mulige vis ved også at vinde den sidste af de tre afdelinger og således bekræfte deres status som verdens klart bedste i det nye format.

Sidste etapeløbsopgave var Tour of Guangxi, hvor det meste handlede om Trentin, der havde vist god form. De meget flade etaper i indledningen passede ham dog ikke, og det blev derfor blot til placeringer som hhv. nr. 5 og 7, inden en fejlslagen spurt gav hhv. en 8. og en 10. plads til lead-out-folkene Luka Mezgec og Roger Kluge på 3. etape. I stedet var det i første omgang en helt anden rytter, der imponerede, da Carlos Verona på kongeetapen højst overraskende blev nr. 4. Dagen efter ventede der endelig en kuperet etape efter Trentins smag, og her lykkedes det ham i en reduceret massespurt endelig at tage sin første sejr i trøjen for sit nye hold. Det blev ganske vist kun til en 7. plads på sidste etape, men med etapesejr og en samlet 5. plads til Verona var løbet en stor succes for australierne. Og samme dag fik sæsonen endda den bedst mulige afslutning, da Robert Power i Japan Cup rundede sin tid på holdet af ved at vinde Japan Cup på en dag, hvor unge Robert Stannard med en 8. plads også viste et potentiale, der peger frem mod 2019.

Den endelige dom

Hvis man forud for sæsonen havde påstået, at Mitchelton-Scott ville vinde en grand tour, var den påstand nok blevet modtaget med nogen skepsis. Ganske vist har Esteban Chaves to gange tidligere været på podiet og begge Yates-brødre vist deres potentiale, men det lå ikke umiddelbart i kortene, at holdet allerede i 2018 for første gang skulle vinde et tre uger langt etapeløb - slet ikke efter det skadeshelvede, Chaves havde gennemlevet i 2017. Alligevel endte holdet sammen med Sky og Sunweb med at blive en dominerende faktor i de store etapeløb, og alt sammen skyldtes det Simon Yates.

Forud for sæsonen lignede briten ellers den lille i det interne kaptajnhierarki, men det fik han i den grad rettet op på i et år, hvor hans fremgang var enorm. Hans sammenbrud i Giroen var spektakulært og trist, men i de første 17 dage var han knusende overlegen og viste, at han tilhører den absolutte elite. Og skuffelsen til trods er det svært at betegne et løb, der gav hele fem etapesejr som andet end en dundrende succes. At Yates så samtidig med det samme lærte af sine fejl og kørte en stort set fejlfri Vuelta, der indbragte ham den helt store triumf siger alt om både hans og holdets evner.

Det var imidlertid overalt, at Yates imponerede. Det blev til 2. pladser i Paris-Nice og Tour de Pologne, hvor han begge steder vandt kongeetapen, ligesom det også blev til etapesejr og en samlet 4. plads i Volta a Catalunya. I det hele taget var det kun i sæsonens første og sidste, at Yates ikke var blandt de allerstærkeste, og selvom han fortsat mangler en smule stabilitet, er han nu en helt anden rytter end den lidt utilregnelige skikkelse, han havde været hidtil. Alene Yates’ resultater er nok til at gøre ethvert holds sæson til en kolossal succes.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Desværre var han også lidt alene om opgaven. Faktisk var resten af truppen temmelig skuffende. Det mest markante lyspunkt var Roman Kreuziger fabelagtige ardennersæson, men desværre så man ikke meget til den ellers tidligere så stabile tjekke i årets øvrige 51 uger - hvis man da lige ser bort fra 6. pladsen ved VM. Daryl Impeys drømmestart var også en sand nydelse, men desværre kneb det trods etapesejren i Dauphiné for den stærke sydafrikaner at overføre niveauet til de store løb i Europa. Det var også en fornøjelse at se talentfulde Robert Power vinde to løb og imponere i Strade Bianche, selvom man stadig forundres over, hvordan man kan være så svingende i præstationerne. Og Jack Haig viste med sit fabelagtige arbejde i Giroen atter, at han er et supertalent, selvom hans mange hjælperroller betyder, at det ikke helt kan aflæses i resultatlisten.

Problemet er først og fremmest, at de øvrige kaptajner alle havde skuffende sæsoner. Værst var det for Chaves, der ellers atter lignede sig selv i den første uge af Giroen, hvor han ikke blot vandt en etape, men også længe lå nr. 2 bag Yates. Desværre betød kyssesyge, at hans sæson derefter endte brat, og selvom han naturligvis er uden skyld i den slags helbredsproblemer, er det naturligvis problematisk, at holdets forud for sæsonen største stjerner for andet år i træk leverer skuffende resultater.

Adam Yates havde heller ikke sit bedste år. Han var ellers skræmmende i årets første måneder, ikke mindst i forbindelse med etapesejren i Tirreno, men efter hoftebruddet fra Volta a Catalunya fandt han aldrig sig selv. En 4. plads i Californien samt en 2. plads og etapesejr i Dauphiné er naturligvis klasseresultater, men hans nedtur i Touren overskygger alt. Naturligvis havde meget været anderledes, hvis ikke et styrt havde kostet ham en næsten sikker etapesejr, men det kan ikke ændre på, at Yates var rejst til Frankrig for at opnå meget mere end det.

Caleb Ewans svage sæson vil af mange sikkert tilskrives skuffelsen over ikke at blive udtaget til Touren, men det var ikke uden grund, at han blev efterladt hjemme. Gennem hele sæsonen var han nemlig under sit gamle niveau, hvilket afspejles af den næsten endeløse serie af podiepladser i løb, hvor han tidligere ville have gjort arbejdet færdigt efter de mange gode lead-outs. Han klatrede på et helt nyt niveau, hvilket ikke mindst var grunden til årets højdepunkt, 2. pladsen i Milano-Sanremo, men for en sprinter af hans status er sejrskontoen alt, alt for slunken.

Holdets ambitiøse brostenssatning endte også som en fiasko. Det er naturligvis svært at gøre noget ved, at kaptajnerne Matteo Trentin og Luke Durbridge begge fik forberedelsen ødelagt af skader, men Trentin skuffede også gang på gang, når han faktisk havde mulighed for at spurte sig til et topresultat. EM-titlen samt etapesejren i Tour of Guangxi redder lidt af hans ære efter et år, hvor ryghvirvelsbruddet heller ikke gjorde det nemmere, men det var ikke den debutsæson, han havde ønsket sig.

Samlet set er man derfor efterladt med et indtryk af en britisk enmandshær, der nærmest ene mand reddede holdets sæson. Hans resultater var til gengæld også så gode, at det er rigeligt til at gøre året til en succes, men skal man helt op at ringe på karakterskalaen, skal der være tale om, at det ikke kun er en enkelt af holdets stjerner, der kan se tilbage på året med tilfredshed. Sådan var det desværre ikke for australierne.

Karakter: 7/10

Se evalueringerne for de andre hold her.