I denne artikel kaster vi et blik på Team EF Education First-Drapacs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 6 (Rigoberto Uran 2, Sacha Modolo 1, Daniel McLay 1, Simon Clarke 1, Michael Woods 1)

Sejre på WorldTouren: 2 (2 etapesejre i Vuelta a Espana med hhv. Simon Clarke og Michael Woods)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 16 (nr. 10 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Rigoberto Uran (nr. 42), Sep Vanmarcke (nr. 45), Michael Woods (nr. 57), Daniel Felipe Martinez (nr. 85)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Michael Woods (nr. 37), Rigoberto Uran (nr. 39), Sep Vanmarcke (nr. 64)

Matti Breschel og Mads Pedersen i Paris-Roubaix
 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Forud for 2017-sæsonen gjorde EF brostensklassikerne til deres måske allervigtigste mål, da man hentede Sep Vanmarcke ”hjem” og byggede en stærk trup op om den belgiske stjerne. Uheldigvis betød sygdom, at den første sæson ikke blev den store succes, men målet var uforandret forud for denne sæson: Vanmarcke skulle køre med om sejrene i de allerstørste brostensløb. Derudover havde holdet forhåbninger om, at Michael Woods kunne fortsætte sin kometkarriere og nu køre med om de sjove placeringer i de kuperede klassikere, hvor også Rigoberto Uran havde store ambitioner. Endelig var der et mere spinkelt håb om, at nytilkomne Sacha Modolo, der tidligere er blevet nr. 4 i Milano-Sanremo, kunne gøre sig gældende i nogle af sprinterklassikerne.

Holdet kom ganske lovende fra start. Vanmarcke har altid haft tradition for at være flyvende fra begyndelsen, hvorfor Omloop Het Nieuwsblad er den klassiker, hvori han har gjort det allerbedst. Også i 2018 var han blandt de stærkeste i åbningsløbet, hvor han var en af tre, der trods den hårde modvind kunne holde sig fri på det sidste flade stykke ind mod mål og således med en 3. plads med det samme sikrede sig en første podieplads. Et løb som danske Michael Valgren vandt. Også Modolo viste med en 14. plads god form, inden holdet kom lidt ned på jorden igen, da det i Kuurne-Bruxelles-Kuurne kun blev til en 14. plads med Tom Van Asbroeck.

Vanmarcke på podiets nederste trin - ingen skam at tabe til Michael Valgren

Vanmarcke havde også store ambitioner i Strade Bianche, der dog altid har været en smule for kuperet for den store belgier. Det var også tilfældet i år, hvor han kom helt til kort, og hvor det derfor blot blev til en 17. plads med Simon Clarke. Modolo fejlede desværre også i spurten i Milano-Sanremo, hvor han aldrig kom frem og derfor blot blev nr. 14, endda to placeringer bag sin lead-out man, Matti Breschel.

Vanmarckes første helt store mål var E3 Harelbeke, hvor han som altid var en af de stærkeste, men ude af stand til at følge Niki Terpstra, da denne satte sit afgørende fremstød ind. I stedet endte han i den gruppe, der spurtede om 2. pladsen, og det kastede kun en 7. plads af sig. I Gent-Wevelgem var både han og Modolo med i den gruppe, der klarede udskilningen, og derfor tog den belgiske stjerne et stort ansvar for at holde det samlet for sin italienske sprinter. Desværre floppede Modolo atter fælt i spurten, hvor han blot blev nr. 11.

Vanmarcke skulle vise sig at komme tættest på sejren i Dwars door Vlaanderen, hvor han var den eneste af løbets helt tunge favoritter, der kom med i den femmandsgruppe, der skulle spurte om sejren. Her lod han sig imidlertid snyde af en snu Yves Lampaert, der sneg sig væk, og da han i spurten blev slået af Mike Teunissen, måtte han tage til takke med endnu en 3. plads. Han havde dog markeret sig som den måske største trussel mod det suveræne Quick-Step-mandskab inden monumenterne.

Det første af disse var Flandern Rundt, hvor han atter var blandt de stærkeste, men til slut løb tør for kræfter og derfor endte sidst i spurten i favoritgruppen bag de fire ryttere, der var kørt væk til sidst, på en beskeden 13. plads. Der var lagt op til revanche i Paris-Roubaix, hvor han fik uventet assistance af Taylor Phinney. Den uheldige amerikaner, der har været en skygge af sig selv siden sit grimme benbrud, viste med et sent angreb i Scheldeprijs, hvor han blev nr. 19, lovende takter, og det skulle vise sig at bringe ham langt i Helvedet i Nord også. Her sad han med hos Vanmarcke i den absolutte finale, inden kaptajnen selv tog over og sammen med Terpstra, Greg Van Avermaet og Jasper Stuyven udgjorde den kvartet, der forgæves jagtede Peter Sagan og Silvan Dillier. Igen løb han dog tør for kræfter til slut, og derfor endte en ellers stærk præstation med blot at kunne omsættes i en 7. plads.

Efter en kun delvist vellykket brostenssæson var det op til Woods og Uran at tage det manglende topresultat i Ardennerne. Desværre var de begge sat tilbage på forhånd, Uran som følge af et styrt i Baskerlandet og Woods som følge af et sygdomsramt forår. Derfor var det overraskende Lawson Craddock, der bragte holdet i rampelyset i Amstel Gold Race, hvor han kronede et fantastisk ridt i det tidlige udbrud med at sikre sig en overraskende 9. plads. Woods derimod måtte tage til takke med en ikke specielt lovende 20. plads.

Woods’ favoritklassiker har dog altid været Fleche Wallonne, hvis afslutning på Mur de Huy passer ham som fod i hose. Canadieren skuffede imidlertid stort, da han blot blev nr. 33, og heller ikke Uran kunne rejse sig med den 28. plads, hans præstation gav anledning til. Derfor var forventningerne heller ikke store forud for Liege-Bastogne-Liege, men her var der pludselig andre boller på suppen. Woods’ form var dukket op ud af det blå, og da han først klarede udskilningen på stigningerne og siden sammen med Romain Bardet slap væk fra favoritgruppen i forgæves jagt på Bob Jungels, lykkedes det ham at sikre sig karrierens første helt store klassikerresultat med en 2. plads som flot afslutning på forårsklassikersæsonen.

Uran i gang med Tirreno-Adriatico. Colombianeren vandt flest løb for holdet i 2018, men det siger ikke så meget - 2 sejre blev det til.
 

Efterårsklassikerne blev skudt i gang med en nedtur i RideLondon Classic, hvor Modolo atter fejlede i spurten og blot endte som nr. 44. Bedre gik det, da klatrerne igen tog over i Clasica San Sebastian. Her var Uran tilbage efter sit tidlige exit fra Tour de France, og den colombianske kaptajn viste med det samme god form med en lovende 6. plads. Et par uger senere sikrede Modolo sig endelig det klassikerresultat, han havde jagtet, da han spurtede sig til en 7. plads i Hamburg Cyclassics, men til gengæld måtte en halvskadet Vanmarcke konstatere, at han endnu ikke havde formen til at følge de bedste i det benhårde Bretagne Classic, der blev afviklet i rigtigt Vanmarcke-vejr. Formen var heller ikke i top til de canadiske klassikere, hvor det blot blev til en 13. plads i Quebec og en nedtur i Montreal, hvor ruten dog altid har været en anelse for hård for ham.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Holdets bedste endagsresultat kom få uger senere. Woods’ bar ganske vist ikke holdets trøje, men alligevel jublede mandskabet utvivlsomt, da han ved VM i Innsbruck var den måske stærkeste. Desværre fik han krampe, netop som han i spurten drømte om at ende med regnbuetrøjen og derfor endte han ”kun” med bronzemedaljen. Han havde imidlertid udvist topform forud for de italienske klassikere, hvor han sammen med Uran, der i de senere år har været en evig topkandidat til sejrene i oktober.

Michael Woods kørte på podiet til VM i landevejscykling. Kun overgået af Alaphilippe og Valverde. 
 

Holdet havde dog grund til at ærgre sig i Giro dell’Emilia, hvor man var ude af stand til at fange den tidligt angribende Alessandro De Marchi, og da Uran efterfølgende kørte fra favoritterne, rakte det derfor kun til en 2. plads, to placeringer foran Woods, der havde efterladt et meget stærkt indtryk. Duoen fortsatte imidlertid med at imponere i Tre Vallie Varesine, hvor Uran angreb tidligt, og Woods var eneste mand, der kunne følge Thibaut Pinot på den sidste stigning. Herefter ofrede colombianeren sig for sin canadiske holdkammerat i den syvmandsgruppe, der skulle spurte om sejren, men her fejlede Woods gevaldigt og måtte tage til takke med en 4. plads, tre placeringer foran Uran.

De to stjerner valgte at springe Milano-Torino over og derved give chancen til en formstærk Hugh Carthy, der på den afsluttende Superga-stigning var en af de allerstærkeste. Desværre brændte han krudtet af for tidligt og måtte derfor nøjes med en 11. plads. Det helt store slag skulle imidlertid slås i Il Lombardia, hvor Woods-Uran-duoen hørte til blandt favoritterne. Desværre blev Woods sent ramt af en defekt, der sendte ham ned på en 13. plads, og Uran måtte indse, at han ikke kunne følge Pinot og Vincenzo Nibali. Til slut missede han akkurat podiet, da Dylan Teuns i spurten i en lille gruppe henviste ham til den utaknemmelige 4. plads. På den anden side af grænsen til Frankrig rundede Vanmarcke sin klassikersæson af med en overbevisende indsats i det nye, hårdere Paris-Tours, men i sidste ende måtte han se sig henvist til en 7. plads som afslutning på et år, der havde givet et hav af flotte resultater, herunder to podieplaceringer i WorldTour-løb, men ingen stor sejr til den belgiske stjerne.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Holdets grand tour-kaptajn, Rigoberto Uran, satsede igen i år 100% på Touren, hvilket efterlod mandskabet med knap så store chancer i Giroen. Efter sin flotte 7. plads i 2017-udgaven af Vueltaen håbede Michael Woods på, at han atter kunne køre klassement, men han indrømmede allerede på forhånd, at hans træning denne gang havde været rettet mod klassikerne og ikke mod at klatre i høje bjerge. Ved sin side havde han klatrerne Hugh Carthy og Joe Dombrowski, der også tiltænktes en rolle som aggressive etapejægere i bjergene, hvor Nathan Brown også var med som hjælperytter. Holdets andet mål var at tage en spurtsejr med Sacha Modolo, der fik stillet et tog med Tom Scully, Mitchell Docker og Tom Van Asbroeck til sin rådighed.

Modolo kom flot fra start med en 5. og en 2. plads i de to israelske massespurter, men endnu tættere på en sejr var man på 4. etape, den første på italiensk grund. Her var det nemlig formentlig kun dårlig positionering, der forhindrede Woods i at sejre i den første puncheurafslutning, hvor han dog måtte se sig henvist til 2. pladsen af Tim Wellens. Desværre skulle det også blive det bedste, vi så til canadieren. Allerede da feltet to dage senere ramte Etna-stigningen, tabte han nemlig for første gang tid og fik dermed den første indikation på, at klassementsambitionerne kunne blive svære at indfri.

Sacha Modolo fik aldrig gang i sejrsmaskinen i 2018. Det blev til en sejr i etapeløbet Vuelta a Andalucia.
 

Det endelig dødsstød lod dog vente på sig, mens Modolo spurtede sig til en 4. plads på 7. etape, inden Woods delvist rejste sig med en 9. plads på den ikke særligt selektive 8. etape til Montevergine di Mercogliano. Med en 12. plads på den følgende bjergetape til Gran Sasso løftedes han endda til en samlet 10. plads på første hviledag, og på det tidspunkt var håbet derfor fortsat lysegrønt.

Woods’ næste store mål var puncheurafslutningen på 11. etape, men her blev han involveret i et styrt, der skulle markere starten på hans nedtur. Endnu en 4. plads til Modolo på 13. etape blev ellers fulgt op af en fin 10. plads til canadieren på frygtede Monte Zoncolan, men da han på den følgende etape valgte at gå i en tidlig og fejlslagen offensiv, endte han med at tabe mere end 4 minutter til etapevinderen, Simon Yates. Dagen efter anden hviledag kørte han en forfærdelig enkeltstart, der sendte ham ned på en samlet 18. plads, inden Modolo sikrede sig endnu en top 10 med en 8. plads i løbets næstsidste massespurt.

Det helt store sammenbrud for Woods kom på 18. etape, den første af de tre sidste dage i bjergene, hvor han endte som nr. 116, og herefter blev resten af løbet en lidelseshistorie både for ham selv og holdet. Med en 6. plads i Rom kunne Modolo heller ikke på sidstedagen tage den forløsende sejr, og det blev derfor til et løb uden etapesejre og med en samlet 19. plads til Woods, der sluttede over en time bag vinderen, Chris Froome efter et løb, hvor det ikke var meget, man så til andre end de to kaptajner.

Woods gik ned i Giroen og sluttede som nummer 19 samlet. 
 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

EF Education First havde tilsyneladende ikke de store ambitioner om at komme flyvende ind til sæsonen. I hvert fald stillede man med en temmelig anonym trup til Tour Down Under, hvor man kom hjem med en 6. plads i en massespurt til Simon Clarke som det temmelig pauvre udbytte. Meget bedre gik det ikke i den europæiske sæsondebut i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Dan McLay ganske vist spurtede sig til en 4. plads i sit allerførste løb i sin nye trøje, men derudover leverede holdet en helt igennem anonym indsats.

Forventningerne var betydeligt større til Colombia Oro y Paz, hvor kaptajnen, Rigoberto Uran, stillede til start på sin hjemmebane, og det gjorde han med stor succes. Efter at være blevet nr. 4 på den første af de tre afsluttende bjergetaper sikrede han allerede dagen efter holdets første sejr, da han spurtede sig først over stregen i en lille gruppe på toppen af Salento-stigningen, hvor hans unge holdkammerat, Daniel Felipe Martinez, tillige nåede i mål som nr. 6. Desværre havde Uran det sværere på den afsluttende kongeetape, hvor han blot blev nr. 7, endda to placeringer bag Martinez, og derfor måtte han nøjes med en samlet 3. plads i et løb, hvor Martinez endte som en flot nr. 5.

Sacha Modolo havde fået en trist debut for holdet i Valencia og var opsat på revanche i Ruta del Sol. En for tidlig fejring kostede ham imidlertid på pinlig vis den første sejr på 1. etape, hvor han af Thomas Boudat i stedet måtte se sig henvist til 2. pladsen. Heldigvis fik han sin revanche på løbets anden sprinteretape to dage senere, hvor han færdiggjorde arbejdet og allerede i februar tog det, der skulle blive sæsonens eneste sejr. Samtidig viste Clarke god form med en fin 9. plads på den hårde 4. etape og til slut en samlet 8. plads.

Michael Woods havde gjort Abu Dhabi Tour til sit første mål, men sygdom forud for løbet betød, at han aldrig kom til at spille en rolle. I stedet satsede holdet på McLay i de tre massespurter og han kom hjem med en fin 5. plads i det stærkt besatte sprinterfelt. Ambitionerne var mindre i årets første store europæiske etapeløb, Paris-Nice, hvor et relativt svagt hold kunne se Matti Breschel spurte sig til en 9. plads som holdets bedste resultat i løbet af de 8 dage.

Matti Breschel stod for holdets bedste resultat i etapeløbet Paris-Nice. 
 

Det var tydeligt, at holdet i stedet havde prioriteret Tirreno-Adriatico, hvor man mødte op med både Uran og Modolo. En pæn start med en 10. plads på holdløbet blev fulgt op af en lovende 5. plads til Uran på den første af de tre hårde etaper. På kongeetapen blev han nr. 10 uden et væsentligt tidstab, og på den eksplosive 5. etape blev han atter nr. 5. Efter at Modolo havde spurtet sig til en 4. plads på den anden af de to sprinteretaper, kunne Uran derfor gå ind til den afsluttende enkeltstart på en samlet 5. plads, men som så ofte før satte han det hele til i kampen mod uret, da han efter en katastrofal 81. plads gled helt ned på en skuffende 10. plads.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Efter den flotte start i Colombia fik Martinez stillet en kaptajnrolle i udsigt i Volta a Catalunya, hvor han deltes om ansvaret med Hugh Carthy. Alex Howes gav holdet momentum, da han på 2. etape spurtede sig til en 10. plads, inden Carthy og Martinez blev hhv. nr. 9 og 10 på kongeetapen. Desværre styrtede Carthy på den afsluttende etape i Barcelona, hvor Martinez til gengæld holdt sig pænt til, og de endte derfor løbet med colombianeren som nr. 7 og briten som nr. 13.

En knap så prominent del af holdet var samtidig i aktion i Settimana Coppi e Bartali, og her kom man overraskende tæt på en sejr, da Craddock sammen med Pascal Eenkhoorn snød sprinterne på åbningsetapen for i spurten desværre måtte se sig henvist til 2. pladsen. Det gav dog håb for Craddock om et samlet topresultat, men han tabte værdifuld tid, da holdet blot blev nr. 7 på holdløbet. Dagen efter gled han endnu længere tilbage på løbets bjergetape, og da han tabte yderligere tid både i sidevinden på 3. etape og på den afsluttende enkeltstart endte han blot som nr. 13 samt en bjergtrøje som en trøstepræmie.

Uran jagtede sit næste gode resultat i Vuelta al Pais Vasco, men kom ikke videre godt fra start. Allerede på de første to etaper kneb det med at følge Julian Alaphilippe og Primoz Roglic, og efter endnu en forfærdelig enkeltstart, der sendte ham ned som nr. 13, mistede han yderligere tid på den første af de to afgørende etaper, inden et styrt på den afsluttende kongeetape sendte ham helt ud af et løb, der helt igennem var skidt for amerikanerne. Heldigvis var der i samme uge lidt opmuntring at hente i det mindre Circuit Cycliste Sarthe, hvor holdet var til start med McLay. Efter en 8. og en 11. plads på de første sprinteretaper samt en 9. plads til Pierre Rolland på kongeetapen lykkedes det nemlig briten på sidstedagen endelig at tage sin første sejr for sit nye hold, holdets blot tredje triumf.

Den flotte start i Colombia og Catalonien havde givet anledning til visse forventninger til Martinez, men forud for Tour de Romandie var de nu beherskede. Colombianeren vendte nemlig tilbage til konkurrence efter et overfald under sin træning i Italien, og derfor var det også kærkomment, at specialisten Will Clarke med en 7. plads på prologen sikrede et tidligt resultat. Martinez blev da også kun nr. 14 på bjergenkeltstarten og nr. 27 på kongeetapen, men en samlet 12. plads var mere end forventet på forhånd.

Det viste, at formen var på plads inden Tour of California, hvor colombianeren spillede en vigtig rolle som kaptajn på holdets hjemmebane. Her kom han godt fra start med en 5. plads på den første af de to bjergetaper, inden Alex Howes udnyttede sin hurtighed til at sikre sig en 7. plads på den eksplove 3. etape. Dagen efter tog Martinez sit største skridt mod et samlet topresultat, da han med en 10. plads viste, at han ikke blot kan klatre, men også køre enkeltstart - i øvrigt på en dag, hvor Craddock rejste sig i kampen mod uret med en flot 4. plads. På den sidste bjergetape blev han ganske vist blot nr. 10, men særligt enkeltstarten var nok til, at han for første gang kunne betræde et WorldTour-podium, selvom det var på det nederste trin. McLay rundede et vellykket løb pænt an med en 9. plads på sidste etape, men var fraværende i de øvrige massespurter.

Kort efter rejste holdet til Norge med håb om, at Sep Vanmarcke kunne gøre det godt i Tour des Fjords, men et tidligt styrt til kaptajnen betød, at løbet endte som en farveløs fiasko. Det samme var tilfældet for en næsten identisk trup i de to første udgaver af Hammer Series, hvor det blot blev til hhv. en 11. og en 10. plads.

Criterium du Dauphiné er traditionelt det første store opvarmningsløb til Touren, og her havde holdet lagt op til, at Rolland skulle finde sine bjergben. Efter et tidligt tidstab på holdløbet måtte han dog indse, at hans 10. plads på den sidste af de fire bjergetaper blev hans eneste blandt de 10 bedste, men det rakte alligevel til en ganske pæn samlet 8. plads i et af sportens sværeste løb. I Tour de Suisse stillede holdet med færre ambitioner og Carthy i en kaptajnrolle. Det schweiziske løb blev heller ikke en stor succes. Vanmarcke spurtede sig til en tidlig 10. plads, men det var også det eneste nævneværdige resultat i en begivenhed, der huskes mere for Carthys angreb end for de resultater, der ledte frem til en samlet 18. plads.

Uran varmede op til Touren med sejr i Slovenien
 

Modsat mange andre valgte holdets Tour-kaptajn, Uran, at teste benene i det mindre Tour de Slovenie, hvor også Modolo var til start. En 9. plads på 1. etape blev eneste udbytte for sidstnævnte, men det gjorde mindre. Kaptajnen var nemlig skarp og viste stor styrke ved i spurten på den lille bakke på 3. etape at klemme sig forbi den forcerende Primoz Roglic og således sikre sig sin anden sejr bare et par uger inden årets store mål. På kongeetapen blev han imidlertid som alle andre kørt over af Roglic og endte blot som nr. 5, hvilket efter en halvtam 15. plads på enkeltstarten i sidste ende blev omsat til en samlet 2. plads bag den lokale stjerne. I øvrigt viste Tom Scully på tidskørslen sine stærkt forbedrede tempoevner med en ganske flot 5. plads, der bidrog til en overraskende plads på Tour-holdet. Knap så megen succes havde holdet ved de nationale mesterskaber, hvor det ikke lykkedes at komme hjem med én eneste titel.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Efter andenpladsen i 2017 havde holdet gjort Tour de France til sæsonens helt store mål, og det var igen Rigoberto Uran, der var udset til at skulle levere resultaterne. Colombianeren fik et helt hold til sin rådighed med Daniel Martinez og Pierre Rolland som sine vigtigste bjerghjælpere, Lawson Craddock og Simon Clarke som alsidige folk til de fleste terræner og Sep Vanmarcke, Taylor Phinney og Tom Scully som motorerne til fladlandet, brostenene og holdløbet. Etapesejre var af sekundær betydning. Det handlede ene og alene om igen at jagte podiet.

Selvom Craddock efter et styrt på 1. etape trods en heroisk indsats, der endte med, at han trods slemme skader gennemførte, reelt blev sat ud af spillet fra start, lagde holdet fremragende fra land. En 6. plads på holdløbet var nemlig langt over forventning, og da Uran modsat mange andre tillige overlevede de første etaper uden problemer, lå han efter fem dage på en overraskende 7. plads. Desværre viste han 24 timer sine første svaghedstegn, da han på Mur-de-Bretagne tabte et par sekunder til de bedste, og selvom det ikke kostede ham den fine placering i klassementet, var det et varsel om dårligere tider. Efter at have overlevet yderligere to sprinteretaper endte han nemlig som brostensetapens helt store taber, da han ikke blot slog sig slemt i et styrt, men også tabte næsten to minutter til de øvrige favoritter.

Uran måtte udgå af årets Tour de France
 

Desværre skulle skaderne vise sig værre end ventet. På den første bjergetape tabte Uran nemlig med det samme mere end to minutter til sine rivaler, og dagen efter kollapsede han helt med en tur i gruppettoen. Det fik ham til at kaste håndklædet i ringen, og dermed var holdet pludselig efterladt uden kaptajn og med et desperat mål om etapesejre i løbets sidste halvdel.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Phinney blev første mand til at vise sig frem, da han med en 10. plads blandede sig i massespurten på 13. etape, hvorefter Martinez tog over. På både 14. og 15. etape ramte han det rette udbrud, men desværre var de gode ben fra foråret forduftet. I Mende havde han selskab af Rolland i en ganske potent duo, men franskmanden blev blot nr. 11 og colombianeren nr. 12, og dagen efter var en 19. plads det pauvre udkomme af hans deltagelse i et udbrud, hvor han ellers på papiret burde have gjort det langt bedre.

Pyrenæerne blev lidt af en lidelseshistorie, hvor holdet slet ikke var synlige, men Phinney fortsatte med at teste sig i massespurterne med en 9. plads på 18. etape til følge. Kort efter styrtede han imidlertid og var således ude af stand til at spurte med i Paris, hvor holdet således rullede over stregen med skuffelse efter et løb, der slet ikke havde levet op til forventningerne.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Rigoberto Urans tidlige exit fra Touren var sket med det formål, at han hurtigt kunne komme sig over skaderne frem mod Vuelta a Espana, hvor han kunne jagte revanche. Her var der oprindeligt udsigt til, at kaptajnansvaret skulle deles med Michael Woods, men denne var efter et styrt i Tour of Utah tvunget til i stedet at køre sig i form og satse på etapesejre sidst i løbet. Derudover skulle han sammen med Pierre Rolland og Daniel Moreno støtte Uran i bjergene, mens Simon Clarke atter var med som vejkaptajn i alle slags terræner. Til de flade etaper havde Uran Tom Van Asbroeck, Mitchell Docker og Sebastian Langeveld, hvoraf førstnævnte også havde en vis frihed til at teste sig selv i massespurterne.

Clarke henter en etapesejr i Vueltaen
 

Efter den klassiske svage enkeltstart på førstedagen viste Uran god form med en 8. plads i puncheurfinalen på 2. etape. Herefter tog Van Asbroeck over med en 10. plads i den første massespurt, inden Rolland fik frihed til at jagte en etapesejr fra et udbrud på den første bjergetape. Her sov han imidlertid i timen, da Ben King og Nikita Stalnov angreb allerede inden sidste stigning, og selvom han til slut kom meget tæt på duoen måtte han trods sin status som udbruddets stærkeste nøjes med en 3. plads. Længere tilbage holdt Uran sig fint til hos favoritterne, mens Woods med et stort tidstab som ventet kunne droppe alle klassementsdrømme.

Der skulle imidlertid blot gå 24 timer, inden holdet opnåede en af årets helt store succeser. På den kuperede 5. etape fik Clarke carthe blanche til at gå i udbrud, og den chance greb han til fulde. Med klog og stærk kørsel bragte han sig selv i en position, hvor han skulle spurte om sejren mod Bauke Mollema og Alessandro De Marchi, og derefter var det barnemad for australieren at sikre sig karrierens anden sejr i det spanske løb. Samtidig fortsatte Uran med at gøre det godt på de eksplosive etaper med en 6. plads i Pozo Alcon på syvendedagen og en 11. plads i Amaden dagen efter, inden han i den første helt store bjergtest endte som nr. 7 og dermed nr. 5 blandt klassementsrytterne og derfor kunne gå på hviledag på den samlede 8. plads.

Holdet fejlede lidt på de følgende udbrudsetaper, hvor det slet ikke lykkedes at få en mand med i de mange grupper, der kørte om sejrene. Uran fortsatte desværre med at være et lille niveau under de allerbedste of rundede derfor ugen af med to 8. pladser i bjergene på 14. og 15. etape - en indsats, der på den sidste hviledag efterlod ham på den samlede 8. plads.

Urans obligatorisk dårlige enkeltstart sendte ham ned som nr. 9 inden de afsluttende bjergetaper, men det var nu ikke ham, der stjal fokus på den første af disse. På den grusomme 17. etape i Baskerlandet havde Woods nemlig endelig fundet formen, og efter en medrivende duel med Dylan Teuns lykkedes det ham at tage en meget følelsesladet sejr, holdets anden i det spanske løb. Dagen efter blev det til en 8. plads til Van Asbroeck i en massespurt, men samtidig havde Uran fundet momentum. Colombianeren blev nemlig hhv. nr. 4 og 5 på de to sidste bjergetaper. Desværre var det for sent til at redde sig mere end en samlet 7. plads, der ikke stod mål med de store forventninger. Med en 9. plads i Madrid lykkedes det heller ikke Van Asbroeck at sikre holdet en tredje etapesejr til allersidst, men det samlede udbytte på hele to gevinster gjorde dog, at løbet utvivlsomt måtte betegnes som en succes.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren endnu var i gang med A-truppen, var et ganske svagt mandskab til start i Østrig Rundt, hvor de færreste vel opdagede, at amerikanerne overhovedet var til stede. Større var ambitionerne i Tour de Pologne, hvor Sacha Modolo jagtede en etapesejr, og efter to fejlslagne forsøg kom de ganske tæt på. Det gik imidlertid ikke helt som planlagt på 3. etape, hvor hans lead-out man, Dan McLay, viste sig som den stærkeste og med en 2. plads var meget tæt på sejren. Modolo selv måtte nøjes med en 4. plads. Herefter meldte bjergene, hvor Daniel Moreno efter et skadesplaget forår skulle vise, at han fortsat har skud i stængerne, og han lagde godt ud med en 5. plads på Muren i Szczyrk. Desværre faldt han sammen på de to sværeste etaper og endte derfor blot på en skuffende 16. plads.

Sep Vanmarcke døjede med siddesår
 

BinckBank Tour, hvor Sep Vanmarcke havde gode chancer for at blande sig fremme, lignede en bedre chance, men desværre blev kaptajnen hurtigt sendt hjem med et siddesår. Det efterlod Tom Van Asbroeck som holdets bedste kort, men han havde det svært i massespurterne. Det blev til en 10. plads på 3. etape og en 8. plads på 4. etape og dermed var han langt fra sejren. Ganske overraskende var det i stedet den nytiltrådte opkomling Julius Van Den Berg, der var ved at skabe den helt store sensation. Fra et udbrud på en sprinteretape endte han med at køre om sejren, men desværre måtte han i spurten se sig henvist til 2. pladsen af Magnus Cort. På de to afgørende etaper kom Van Asbroeck til kort, og han måtte nøjes med en samlet 26. plads.
 

Med de amerikanske rødder har holdet altid tillagt Tour of Utah og Colorado Classic stor vægt, og derfor sendte man stærke mandskaber til begge løb. I Utah var man til start med de tre klatrere Joe Dombrowski, Hugh Carthy og Michael Woods, der alle regnedes blandt favoritterne. Med hhv. en 7. og 10. plads lagde Nathan Brown og Will Clarke fint fra land på prologen - også selvom sidstnævnte utvivlsomt gik efter sejren - men da de ramte bjergene på 2. etape, blev holdet som alle andre kørt over af Sepp Kuss. Woods, Dombrowski og Carthy sad dog alle med de øvrige favoritter med førstnævnte på en fin 6. plads. På kongeetapen kom de imidlertid igen til kort, da det blot blev til hhv. en 6., 7. og 10. plads for Dombrowski, Carthy og Woods, og på den afsluttende bjergetape blev Carthy nr. 4, Dombrowski nr. 7, Brown nr. 9 og Woods blot nr. 12. Resultatet blev en samlet 5. plads til Carthy, en 6. plads til Dombrowski og en 9. plads til Woods, hvad der næppe stod mål med ambitionerne, heller ikke selvom holdet selvfølgelig vandt holdkonkurrencen i suveræn stil.

Til Colorado Classic var Woods skiftet ud med Daniel Martinez, mens Taylor Phinney var hentet ind som holdets sprinter. Amerikaneren lagde ud med en 10. plads, inden holdet atter kom til kort i bjergene. På bjergenkeltstarten blev det til en 3. plads til Carthy, en 4. plads til Dombrowski og en 6. plads til Martinez, hvilket fik holdet til at iværksætte en stor offensiv på den følgende etape. Den lykkedes imidlertid ikke, og derfor endte holdet med en 3. plads til Carthy, en 5. plads til Dombrowski og en 6. plads til Martinez, en ungdomstrøje til colombianeren, en bjergtrøje til briten samt en 2. plads i holdkonkurrencen.

Carthy tog sin gode form med til Tour of Britain, hvor han dog var stærkt hæmmet af en rute, der ingenlunde passede ham. Det gav ham en 10. plads på den første af de to hårde etaper, hvor han endte sammen med de øvrige favoritter, og inden han skulle i aktion igen, kom holdet faktisk ganske tæt på en etapesejr i en massespurt, da Modolo på 4. etape blev nr. 2 bag André Greipel med sin lead-out man McLay på en fin 8. plads. Desværre kørte holdet et helt igennem rædselsfuldt holdløb, og derfor fik Carthy slet ikke den fortjente belønning, selvom han som den eneste kunne matche Wout Poels og Julian Alaphilippe på kongeetapen, hvor han blev nr. 3. I sidste ende rakte det derfor kun til en samlet 14. plads.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Holdet rettede herefter fokus mod endagsløbene, hvor McLay med en 13. plads missede en stor chance i Omloop van het Houtland Lichtervelde. Modolo var samtidig løbet tør for kræfter og endte helt uden resultater i sine to sidste sæsonmål, GP Beghelli og Gran Piemonte, hvor det slet ikke blev til resultater. Til gengæld viste Sebastian Langeveld, der ellers havde haft en helt igennem forfærdelig sæson, sig lidt frem med en 8. plads i det sidevindsramte Tacx Pro Classic.

Sæsonen blev afsluttet i Asien. Først blev det til en ret tam 11. plads i Hammer Hong Kong, hvor holdet dog blev nr. 6 i det afsluttende holdløb, inden man drog til Tour of Guangxi med en formstærk Rigoberto Uran som en af de helt store favoritter. Mens McLay fejlede i massespurterne og kun sikrede sig en 10. plads på 2. etape, ventede han pænt i sulkyen inden kongeetapen. Her var de colombianske batterier imidlertid blevet flade, og derfor rakte indsatsen kun til en 5. plads. En 8. plads til McLay på sidste etape kunne ikke rette op på skuffelsen, som Urans samlede 6. plads var et udtryk for. Til gengæld var der overraskende opmuntring at hente i det nærliggende Japan, da Matti Breschel i sæsonens allersidste løb med en flot 3. plads i Japan Cup sikrede sig årets bedste resultat.


Matti Breschel sluttede sæsonen godt af med en podieplacering

Den endelige dom

Hvordan vurderer man et hold, der på den ene side blot vinder seks cykelløb i løbet af en hel sæson, herunder blot to på WorldTouren, men som på den anden side ender med podiepladser både ved VM og i Liege-Bastogne-Liege samt kører med om sejren i stort set samtlige de store brostensløb? Efs sæson var på mange måder historien om et hold, der vandt alt, alt for lidt, men som omvendt var meget synlige - og det ikke kun på grund af de iøjnefaldende trøjer - i langt de fleste af de store klassikere.

I bund og grund handler cykelløb dog om at vinde, og sejrsjubel var der i år ikke meget af i den amerikanske lejr. Det er da heller ikke uden grund, at holdet næsten skraber bunden af WorldTour-ranglisten. Naturligvis vil de fleste gerne bytte deres sæson for den, Woods med sine to store podiepladser og en Vuelta-etapesejr oplevede, men sammen med Vanmarcke udgjorde den canadiske komet en lidt isoleret kerne på e t hold, hvor det meste af truppen aldrig gjorde opmærksom på sig selv.

Heller ikke Woods kan være helt tilfreds. Selvom han altså opnåede tre imponerende resultater, var han også totalt anonym i store dele af sæsonen, og blandt andet alle forsøg som klassementsrytter kiksede totalt, dog delvist på grund af helbredsproblemer. Anderledes var det for Vanmarcke, der var med i front i alle de løb, der passede ham, men efter endnu en sæson, hvor han imponerede med sin til tider skræmmende styrke og alligevel alene endte med sekundære placeringer, bliver man efterhånden mere og mere bekymret for, om han nogensinde får den store klassikersejr. I sidste ende er to podiepladser i de relativt små klassikere, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad, trods alt ikke et tilfredsstillende udbytte for en af tidens allerbedste klassikerryttere.

Værst var det dog, at holdets kaptajn, Rigoberto Uran, slet ikke kunne leve op til sin flotte 2017-sæson. Naturligvis var han uheldig med sit styrt under Touren, men allerede inden da havde han vist markante svaghedstegn på Mur-de-Bretagne. Det indtryk blev bakket op af den relativt anonyme 7. plads i Vueltaen, hvor han ellers var blandt de allerbedst forberedte, og tilbage står indtrykket af en colombianer, der på det nuværende grundlag ikke kan løfte rollen som enerådig klassementskaptajn på et stort WorldTour-hold.

Der var også opløftende tendenser. Særligt var det lovende at se, hvordan Daniel Martinez for alvor skrev sig ind som et af tidens helt store etapeløbstalenter, og en podieplads i Tour of California er blot et af de resultater, der borger for en spændende fremtid. Den ustabile Hugh Carthy kom i sæsonens sidste halvdel også endelig tilbage på sporet med løfter om, at han måske alligevel kan indfri sit potentiale efter en katastrofal 2017-sæson.

Alligevel er det listen over skuffelser, der dominerer. Holdets forsøg på for første gang siden de glade Tyler Farrar-dage at spille en rolle i massespurterne, endte i fiasko, da nyerhvervelserne Sacha Modolo og Dan McLay blot vandt ét løb hver, endda begge i mindre løb. Dertil kom, at holdet kun bekræftede det kedelige image som mandskabet, der kan kvæle ethvert talent. Det var således ikke meget, vi så til folk som Sebastian Langeveld, Pierre Rolland og Daniel Moreno, der kun delvist kan forklare deres anonyme kørsel med alder og skader. Og selvom Taylor Phinney kørte et flot Paris-Roubaix, er det ikke hos EF, at han er kommet tilbage efter sit grimme benbrud.

Tilbage står derfor indtrykket af et hold, hvor skuffelserne dominerer. Lyspunkterne var tydelige, men de var for få. Særligt problematisk var det naturligvis, at holdet blot vandt seks cykelløb. Meget kunne have været anderledes, hvis Woods ikke havde fået krampe i VM-spurten, eller hvis Vanmarcke endelig havde fået fortjent udbytte af sin styrke i klassikerne, men den store sejr må i første omgang vente til næste år. Heldigvis er der tendenser, der peger i retning af, at 2019 kan blive langt bedre.

Karakter: 3/10

Se evalueringerne for de andre hold her.