I denne artikel kaster vi et blik på Dimension Datas meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 7 (Edvald Boasson Hagen 2, Ben King 2, Mark Cavendish 1, Ben O’Connor 1, Merhawi Kudus 1)

Sejre på WorldTouren: 2 (2 etapesejre i Vuelta a Espana med Ben King)

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 18 (nr. 18 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Edvald Boasson Hagen (nr. 76), Tom-Jelte Slagter (nr. 80)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Edvald Boasson Hagen (nr. 77)

Edvald Boasson Hagen hentede to ud af syv sejre i 2018
 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Som et hold, der traditionelt har haft det svært i klassementer i etapeløb, har Dimension Data altid skullet score hovedparten af deres point i klassikerne. Det var også håbet i år, hvor man atter satte sin lid til Edvald Boasson Hagen på brostenene, hvor han denne gang skulle have ekstra støtte fra Julien Vermote, ligesom man håbede på, at Scott Thwaites endelig kunne få sit gennembrud. Samtidig satsede man på, at Mark Cavendish måske kunne gøre sig gældende i nogle af sprinterklassikerne, mens man i Ardennerne satte sin lid til, at nyerhvervelsen Tom-Jelte Slagter kunne vise sig frem på en scene, hvor holdet traditionelt har været meget usynlige.

Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at klassikersæsonen endte som en dundrende fiasko. Efter en godkendt 13. plads til Thwaites i Omloop Het Nieuwsblad, var de tæt på den helt store sensation, da Vermote blev hentet bare få meter fra stregen i Kuurne-Bruxelles-Kuurne - endda så tæt på mål, at han endte som nr. 9. Desværre gik det galt, da kaptajnen skulle tage over. Boasson Hagen havde været sat tilbage af problemer med sin galdeblære i løbet af vinteren, og derfor fandt han aldrig topformen i klassikerne.

Allerede starten var skidt, da nordmanden kun kunne spurte sig til en 16. plads i Milano-Sanremo, og meget bedre blev det ikke på brostenene. En 24. plads i E3 blev fulgt op af en 15. plads til Vermote i Gent-Wevelgem, inden Boasson Hagen havde sin eneste succesoplevelse i Dwars door Vlaanderen, hvor han var blandt de fem, der afgjorde løbet, men måtte tage til takke med en 4. plads. I monumenterne kunne han imidlertid ikke være med, og da det blev til en 19. plads i Flandern Rundt og bare en 34. plads i Paris-Roubaix, endte det som en brostenskampagne, der var lige til skraldespanden for den ellers så talentfulde nordmand. Han forsøgte at redde æren i Brantse Pijl, men her kunne en 15. plads ikke rette op på skuffelsen, og han måtte endda se sig overmatchet af Serge Pauwels, der endte to placeringer bedre.

Det lagde yderligere pres på Slagter i dennes jagt på succes i Ardennerne, men her var der heller ikke meget at skrive hjem om. På hjemmebanen i Amstel Gold Race gik det helt galt, og igen var det Pauwels på en 26. plads, der var bedste mand. Eneste lille lyspunkt kom for Slagter med en 12. plads i Fleche Wallonne, hvor stabile Pauwels blev nr. 17, men da hollænderen rullede over stregen i Liege-Bastogne-Liege som en anonym nr. 30, blev Dimension Datas fiaskoagtige forårssæson cementeret.

Slager slagtede ingen i klassikerne
 

Håbet var, at holdet kunne svare igen i efterårsløbene, hvor man igen satte sin lid til Slagter og Boasson Hagen, efter at kyssesyge igen havde sat Cavendish ud af spillet, netop som han med en 12. plads i RideLondon Classic faktisk havde vist lidt fremgang. Holdet kom faktisk udmærket fra start, da Igor Anton blev en godkendt nr. 14 i Clasica San Sebastian, men derefter var holdet igen anonymt.

Trods en aktiv indsats for at hente det vindende udbrud, blev Boasson Hagen blot nr. 36 i Bretagne Classic, inden han opnåede efterårets eneste lille succes med en 10. plads i GP Montreal. I de canadiske løb havde Slagter imidlertid før opnået stor succes, men denne gang faldt den lille hollænder helt igennem. Oprejsning fulgte heller ikke i sæsonens allersidste løb, hvor en 26. plads til Merhawi Kudus i Giro dell’Emilia, en 34. plads til Reinardt van Rensburg i Paris-Tours og en 70. plads til Kudus i Il Lombardia bragte en katastrofal klassikersæson til ende for sydafrikanerne.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter i flere år at have haft Touren som det altoverskyggende grand tour-fokus skulle det i år være anderledes. Den hjemvendte Louis Meintjes har som mål at komme på podiet i Touren i de kommende år, og første skridt på den rejse skulle være et helhjertet forsøg på allerede i år at snige sig ind i top 3 i Giroen. Derfor kom Dimension Data til Italien med et klatrehold bygget op omkring Meitnjes, der i bjergene skulle støttes af veteranen Igor Anton, talentfulde Ben O’Connor, der netop havde vundet en etape i Tour of the Alps, samt klatrerne Natnael Berhane og Jacques van Rensburg. Ben King og Jaco Venter skulle støtte i det knap så kuperede terræn, mens Ryan Gibbons på egen hånd kunne forsøge sig i spurterne.

Holdet kom fint fra start med en lovende 7. plads til Gibbons i spurten på 2. etape, men hurtigt skulle det vise sig, at holdets primære mission var på katastrofekurs. Allerede på den første bjergetape til Etna, tabte Meintjes mere end 3 minutter, og det stod hurtigt klart, at O’Connor efter en lovende 12. plads formentlig ville ende som holdets bedste kort. Desværre mistede han på 8. etape et lille halvt minut som følge af en punktering, men da han dagen efter med en 11. plads på Gran Sasso-etapen avancerede til en 14. plads var han i en glimrende position forud for første hviledag.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Løbets anden uge blev indledt med en 11. plads til King i spurten på den uventet hårde 10. etape, inden Gibbons opnåede sit bedste resultat med en 5. plads to dage senere. Det var dog i bjergene, at den virkelige test skulle stå, og den bestod O’Connor umiddelbart, da han med en 16. plads på Monte Zoncolan og en 15. plads på den følgende etape kunne holde hviledag på en 12. plads. Samme dag eksploderede Meintjes imidlertid, og med en dag i gruppettoen var hans klassement definitivt et afsluttet kapitel.

Meintjes eksploderede i Giroen
 

Det var det imidlertid ikke for O’Connor, der ganske vist havde en svær dag på Prato Nevoso, hvor han tabte lidt tid til sine værste rivaler, men dagen efter var han atter i sit es, da han klatrede med nogle af de allerbedste på den store Finestre-etape. Desværre slog lynet ned, netop som han havde kurs mod et samlet topresultat, for et styrt på en nedkørsel sendte O’Connor ud af løbet bare 48 timer inden afslutningen i Rom. Med kaptajnen ude var der ikke mere at komme efter for Dimension Data, der satte deres lid til, at Gibbons kunne redde æren i spurten i Rom, men da han rullede over stregen som nr. 14, endte en skuffende Giro, der slet ikke levede op til de store forventninger, holdet havde haft ved starten.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Dimension Datas år var en mindre katastrofe, men faktisk kom holdet flyvende fra start. Nyerhvervelsen Tom-Jelte Slagter kunne nemlig ikke have ønsket sig en bedre debut for sit nye mandskab, da han i Tour Down Under blev en overraskende nr. 3. Ganske vist kom han haltende fra start, men da det gik løs på kongeetapen sikrede han sig den 3. plads, der allerede i allerførste forsøg gav Dimension Data det, der skulle vise sig at blive deres bedste WorldTour-resultat i hele sæsonen.

Holdet kom også fint fra start i Europa, da Merhawi Kudus spurtede sig til en 6. plads på en etape i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han dog faldt igennem på kongeetapen. Bedre gik det for den lille eritreer senere i Tour of Oman, hvor han med etapeplaceringer som hhv. nr. 5 og 8 sikrede sig en samlet 9. plads. Holdets store stjerne i det løb var imidlertid Mark Cavendish, der efter sit uheldsramte 2017 var kommet bragende fra start i Dubai Tour, hvor han allerede på årets tredje løbsdag tog, hvad der skulle blive årets eneste sejr i et løb, der i øvrigt også bød på en 4. plads og en samlet placering som nr. 12. Også i Oman var han tæt på en triumf, da han på løbets 1. etape blev nr. 2 bag Bryan Coquard.

Desværre led hans arabiske eventyr en krank skæbne, da han var involveret i det første af tre slemme styrt i den første del af sæsonen på 1. etape af Abu Dhabi Tour, et løb, som holdet forlod med en 10. plads til Mark Renshaw som bedste resultat. Bedre gik det i Volta ao Algarve, hvor Serge Pauwels efter et udbrud var ganske tæt på at vinde kongeetapen, en indsats, der i sidste ende dog kun rakte til en placering som nr. 3.

Holdets ikke specielt gode start fortsatte, da de europæiske WorldTour-løb startede. Således opnåede holdet ikke én eneste top 10-placering i de tre første etapeløb på hovedkontinentet, Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya, men en samlet 11. plads til Ben O’Connor i det catalanske etapeløb skulle indvarsle det gennembrud, der ville komme i de følgende måneder i Tour of the Alps og Giroen. Selv i det for et WorldTour-hold svagt besatte Tour de Langkawi, hvor de havde vundet flere gange i træk, blev det ikke til de store resultater. Efter en 3. plads på 1. etape styrtede kaptajnen, Mekseb Debesay, tidligt ud af løbet, og selvom Amanuel Ghebreigzabhier blev nr. 3 på kongeetapen, og Jaco Venter og Johann van Zyl begge var i top 10 på en udbrudsetape, var den samlede 4. plads til Ghebreigzabhier slet ikke, hvad man var kommet efter.

Heller ikke april måned startede godt, da Vuelta al Pais Vasco ligeledes endte uden resultat, men heldigvis havde man jo O’Connor. Mens Louis Meintjes, der var hentet til holdet som kaptajn, gennemlevede et regulært mareridt, der kulminerede med den ovenfor omtalte Giro, slog den unge australier til i det stjernebesatte Tour of the Alps. Efter en 8. plads på kongeetapen satte den unge australier et stærkt angreb ind mod slutningen af 3. etape og kørte sig til karrierens første triumf, endda på en meget stor scene. Efter en 5. plads på sidste etape sikrede han med en samlet 7. plads holdet en sjælden klassementssucces, der også kastede en ungdomstrøje af sig.

Kudus sikrede holdet lidt sjælden WorldTour-succes med to top 10-placeringer i Tour de Romandie, og det samme gjorde Boasson Hagen, da han spurtede sig til en 8. plads i Eschborn Frankfurt. Holdet var også synlige, da Serge Pauwels stillede op som forsvarende vinder i Tour de Yorkshire, hvor en 4. og en 8. plads på de to svære etaper kastede en samlet 3. plads af sig. Samme succes havde man ikke i Tour of California, selvom Cavendish med en 10. plads og Slagter med en 8. plads for en gangs skyld kunne forlade et WorldTour-etapeløb uden at være helt tomhændede.

Hurtigt rettedes fokus atter mod Boasson Hagen, der som regel har gjort de norske etapeløb i maj til sin personlige legeplads. Sådan gik det desværre ikke i år, men det lykkedes dog nordmanden endelig at tage sæsonens første sejr, da han spurtede først over stregen på 2. etape. Senere blev det til en 2. og en 10. plads, men da han skuffede på kongeetapen, måtte han som forsvarende mester tage til takke med en samlet 3. plads. Bedre gik det ikke i Tour des Fjords, selvom han med placeringer som nr. 5, 4 og 3 var med fremme på alle etaper, men i sidste ende rakte det blot til en samlet 4. plads for den også her forsvarende mester

Forberedelsen frem mod Touren skulle kulminere i Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse, men heller ikke de to løb blev nogen synderlig succes. Ganske vist var Boasson Hagen med en 2. plads ganske tæt på e sjælden sejr, men i sidste ende forblev WorldTour-sejrslisten tom. Det gjorde den også efter Tour de Suisse, hvor Slagter ellers viste lidt sjældent liv med en 3. plads på den hårde 5. etape, ligesom Igor Anton efter et udbrud blev nr. 7 på kongeetapen, og Reinardt van Rensburg endte som nr. 7 i løbets eneste massespurt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Cavendish derimod pudsede formen af i Tour de Slovenie og Adriatica Ionica Race, hvor en 6. plads på 2. etape af førstnævnte og en 2. plads på sidste etape af sidstnævnte imidlertid blev eneste udbytte for sprinteren, mens holdet overraskede positivt med en 4. plads på det indledende holdløb i det italienske løb, hvor Renshaw og van Rensburg også var i top 10 på en ellers mislykket 4. etape. Heldigvis var der lidt opmuntring at hente ved de efterfølgende nationale mesterskaber, da Boasson Hagen og Kudus rundede første halvdel af sæsonen af med at sikre sig hhv. den norske enkeltstarts- og den eritreiske linjeløbstitel.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Dimension Data stillede til start i Touren med en drøm om, at Cavendish som ved et mirakel kunne rette op på en miserabel første del af sæsonen som kaptajn for et hold, der i alt væsentligt var bygget op omkring ham. Med sig havde han et stærkt tog bygget op af Mark Renshaw, Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen, der også havde frihed til at jagte endnu en sejr på de mellemhårde etaper. Serge Pauwels og Tom-Jelte Slagter havde frit spil til at forsøge sig i udbrud i bjergene og på mellemetaperne, mens Julien Vermote og Jay Robert Thomson var med som arbejdsheste, når de flade etaper skulle kontrolleres.

Drømmen om en genrejsning udeblev imidlertid totalt. Faktisk var holdet i den første uge, der ellers var den vigtigste for det sprintfokuserede mandskab, ikke i nærheden af noget som helst, før det på 7. etape - løbets fjerde sprinteretape - endelig lykkedes Cavendish akkurat at klemme sig i top 10 med en 10. plads. Dagen efter blev han nr. 8, mens Boasson Hagen viste lidt sjældent liv med en 9. plads på brostensetapen, ligesom Pauwels på den første dag i bjergene var ganske tæt på en sejr med en 5. plads fra et udbrud, men allerede på den anden dag i Alperne led holdet et stort tilbageslag, da både Cavendish og Renshaw faldt for tidsgrænsen.

Det nu kaptajnløse mandskab måtte forsøge at samle stumperne, men det skulle vise at være svært. Hverken udbrud eller massespurter førte til det store, og bedre blev det bestemt ikke, da holdets ellers stærkeste kort, Pauwels, på 15. etape styrtede så slemt, at han forlod løbet på den anden hviledag. Boasson Hagen rejste sig en anelse med 4. pladser på løbets to sidste sprinteretaper, herunder den ikoniske finale i Paris, men grundlæggende kan man ikke fortænke folk i ikke at have bemærket, at det sydafrikanske mandskab var til start i årets udgave af verden største cykelløb.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

På baggrund af ovenstående var det ikke uden grund, at forventningerne til Dimension Data forud for årets Vuelta var yderst beskedne, for mandskabet kom til Spanien efter en sæson, der nærmest havde budt på en ubrudt serie af skuffelser. Atte satte man sin lid til, at kaptajn Louis Meintjes kunne rette op på sin miserable sæson med en god klassementsplacering, men intet i optakten havde givet antydninger af, at en genrejsning var i vente. Derudover stillede man til start med et par klatrestærke udbrydere i Merhawi Kudus, Igor Anton og Amanuel Ghebreigzabhier, der havde frihed til at jagte udbrud i bjergene, udbrudsspecialisterne Benjamin King og Stephen Cummings, der var på jagt efter sin første succes i et gennemført miserabelt år, samt sprinteren Ryan Gibbons og arbejdshesten Johann van Zyl på et mandskab, der måtte skyde på alt i et forsøg på at redde sig lidt uventet succes på falderebet.

Og succes skulle man få i det, der blev et ganske uventet sæsonhøjdepunkt for sæsonens suverænt svageste WorldTour-mandskab. Og den kom endda fra ganske uventet kant. Forud for løbet havde King nemlig blot to sejre i en efterhånden ganske lang professionel karriere, og han havde aldrig været i nærheden af at vinde på WorldTouren. Det skulle imidlertid ændre sig i løbet af en magisk uge, der skulle blive den klart bedste i hele sæsonen for sydafrikanerne.

Ben King var utrolig i Vueltaen
 

Succesen blev indledt allerede på løbets første bjergetape på fjerdedagen, da King helt uventet viste sig som den stærkeste i et udbrud, der endte med at køre om sejren, og dermed gav holdet en drømmestart, efter at Gibbons havde spurtet sig til en 9. plads i den første massespurt. Dagen efter sikrede Kudus sig en 10. plads fra et udbrud, inden King gudhjælpemig gjorde det igen også på løbets anden bjergetape, da han bare fem dage efter den første triumf var klogeste og stærkeste mand i det udbrud, der afgjorde slaget på den frygtede La Covatilla-stigning. På fem seks dage reddede amerikaneren ene mand i hvert fald dele af den ære, holdet hidtil havde tabt igennem den resultatfattige første del af sæsonen.

Desværre havde alt ikke været lutter lagkage, for Meintjes var igen faldet igennem i bjergene og gik ind til løbets første hviledag på en yderst beskeden 22. plads, endda fire placeringer efter holdkammeraten King. Det skulle bestemt ikke blive bedre i den anden uge, hvor han blot fortsatte med at tabe tid, og hvor det var Kudus og King, der med hhv. en 6. og en 10. plads på den bjergrige 13. etape stod for opmuntringen. Meintjes derimod styrtede slemt i den næstsidste weekend og var så slemt forslået, at resten af løbet endte som ren overlevelse.

Det gjorde den også for resten af holdet, der ikke kunne følge op på den flotte start, men som dog fik stille Ghebreigzabhiers talent til skue med en 7. plads til den unge eritreer på den meget svære 17. etape i Baskerlandet. Derudover blev det til to beskedne 10. pladser til Gibbons i de sidste massespurter, men selvom løbet altså endte i den velkendte anonymitet for sydafrikanerne, kunne det ikke efterlade indtrykket af et løb, der var det klare højdepunkt i en ellers tam sæson.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens flere af holdet største navne var i aktion i Touren, var en anden gruppe af holdets ryttere i aktion i Østrig Rundt, dog med begrænset succes. Lachlan Morton kørte sig til både en 4. og en 5. plads på udbrudsetaper, og den igennem hele sæsonen skuffende Louis Meintjes opnåede et af sæsonens bedste resultater med en 9. plads undervejs, men noget størst løb var der ikke tale om. Lidt tættere på en sejr kom holdet i Tour de Wallonie, hvor Ryan Gibbons spurtede sig en 3. plads på sidste etape, men heller ikke her var man i stand til at gøre sig gældende i klassementet.

Efter den skuffende Tour rettedes blikket hurtigt mod Tour de Pologne, men som det var tilfældet i de fleste WorldTour-etapeløb, var holdet næsten totalt anonymt med en 9. plads til Edvald Boasson Hagen i en stigende spurt som eneste resultat. Meget bedre gik det ikke i BinckBank Tour, hvor det også blot blev til en enkelt top 10-placering med Ryan Gibbons’ 7. plads på en sprinteretape.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I samme periode kørte holdet dog også et af sine bedste etapeløb. Det skete ved Vuelta a Burgos, hvor to af holdet klatrere var i deres es. Efter at have spurtet sig til en 10. plads på 1. etape blev Merhawi Kudus nr. 4 på den første af de to bjergetaper, hvor man endda havde to mand i top 5 med Igor Anton én placering længere tilbage. Dagen efter var Kudus igen i top 5, da han spurtede sig til en 5. plads, og Anton sluttede løbet godt af med en 5. plads på kongeetapen, hvor også Meintjes gav lidt håb om fremgang med en 10. plads. Samlet udmøntede det sig i en 4. plads til Anton, en 7. plads til Kudus og en 9. plads til Meintjes, ligesom holdet blev nr. 2 i holdkonkurrencen.

Ned på jorden kom holdet hurtigt i et resultatløst Arctic Race of Norway, men samtidig var Reinardt van Rensburg, der havde misset det meste af sæsonen med en skade, ved at være på vej tilbage. I Deutschland Tour blev den hurtige sydafrikaner hhv. nr. 4, 5, 8 og 5 på de fire etaper, og det udmøntede sig i en samlet 7. plads. I Tour of Britain blev holdet belønnet for offensiv kørsel, da Nic Dlamini sikrede sig bjergtrøjen, mens van Rensburg i stedet fortsatte til Tour de l’Eurometropole, hvor den gode form blev omsat til en 7. plads. Samtidig var Ben O’Connor langsomt på vej tilbage efter sit styrt i Giroen, men en 10. plads i Trofeo Matteotti blev holdets eneste lille resultat i hele den lange serie af italienske efterårsløb, og Julien Vermote rejste sig ligeledes efter en skadesperiode med en 8. plads i det meget regnfulde GP d’Isbergues. I langt hovedparten af efterårets mange endagsløb var holdet imidlertid helt uden resultater.

Lidt opmuntring til allersidst var der dog for sydafrikanerne til allersidst. I Tour of Guangxi lykkedes det med en samlet 10. plads for Natnael Berhane at sikre sig holdets blot anden top 10-placering i et WorldTour-etapeløb ni måneder efter Slagters gode start i Tour Down Under. I det hele taget var holdet sjældent succesrigt i Kina, da van Rensburg og Berhane sikrede holdet hele tre top 10-placeringer på etaper undervejs. Desværre er det måske meget sigende for det sydafrikanske mandskab, at deres to bedste WorldTour-etapeløb kom først og sidst på sæsonen, hvor niveauet som bekendt er lavere end i de vigtigste begivenheder, og dermed blev årets sidste løb trods succesen en ganske god afspejling af en sæson, der ikke gav megen grund til opmuntring.

Den endelige dom

Det er sjældent, at et WorldTour-hold har så tam en sæson, som det var tilfældet for Dimension Data i år. Listen over WorldTour-løb, hvor de end ikke på én eneste etape var i top 10, er skræmmende lang, og heller i endagsløbene var der meget at komme efter. Det manglende udbytte på højeste niveau kunne man heller ikke kompensere for i de mindre løb, og at holdet slutter sæsonen med bare 7 sejre, hvoraf det er svært at tillægge Edvald Boasson Hagens og Merhawi Kudus’ nationale mesterskabstitler megen vægt, tenderer det pinlige for et hold, der for bare to år siden vandt ikke færre end fem etaper i Tour de France.

Omvendt skal et hold også vurderes ud fra deres forudsætninger, og kaster man et blik på truppen, var de pauvre resultater til at forudsige. Holdet var alt for afhængige af de fire kaptajner, Mark Cavendish, Edvald Boasson Hagen, Tom-Jelte Slagter og Louis Meintjes, især nu hvor evigt ustabile Stephen Cummings allerede sidste år havde sendt et signal om, at hans bedste tid nok var ovre. Lettere bliver det naturligvis ikke, når holdets mest vindende rytter styrter tre gange i løbet af foråret og siden atter rammes af kyssesyge, som det skete for Cavendish, og den slags uheld er det naturligvis svært at gardere sig imod.

Det ændrer imidlertid ikke på, at holdets øvrige kaptajner alle skuffede fælt. Værst gik det for hjemvendte Meintjes, om hvem man har (havde?) planer om at bygge den fremtidig trup op omkring, men som gennem hele oplevede oplevede et bemærkelsesværdigt niveaufald, som der ikke umiddelbart er nogen forklaring på. Meintjes var i forvejen holdes eneste reelle bud på etapeløbssuccess, og med hans fald afskar man sig reelt fra at køre med om de sjove placeringer i en stor del af sæsonens vigtigste løb.
 

Desværre kunne de andre ikke tage over. Boasson Hagen havde ellers i 2017 vist klar fremgang og tegn på en lille genfødsel, men han oplevede en forfærdelig sæson, der ikke bare kan forklares med galdeblæreoperationen i januar. En sejr i Tour of Norway og en 4. plads i Dwars door Vlaanderen er ganske enkelt et alt for magert udbytte for en rytter af hans kaliber. Endnu værre gik det for Slagter, der hele tiden fremstod som lidt af en satsning, men som trods 3. pladsen i Tour Down Under oplevede en af sine ringeste sæsoner nogensinde.

Der var også lyspunkter undervejs. Særligt Ben O’Connor fik et gennembrud, der lover godt for fremtiden, men desværre kom han sig aldrig efter sit styrt i Giroen. I det hele taget var holdet hårdt ramt af skader, da også Scott Thwaites, Serge Pauwels, Mekseb Debesay og Reinardt van Rensburg, som man alle kunne have visse forventninger til, tilbragte kortere eller længere dele i sygesengen. Merhawi Kudus viste undervejs ved sjældne lejligheder, at han fortsat har et vist potentiale, Ryan Gibbons samt ikke mindst den ganske spændende Amanuel Ghebreigzabhier kørte begge en løfterig Vuelta, og Scott Davies viste mod slutningen, hvorfor han er et ganske stort klatretalent. Et WorldTour-hold kan imidlertid ikke leve af fine præstationer af unge opkomlinge. Der skal også resultater på bordet.

King reddede Dimension Data fra den absolutte bundkarakter
 

Når det ikke bliver til skalaens bundkarakter, skyldes det i alt væsentligt Ben King. Amerikanerens to choksejre i Vueltaen var så imponerende og overraskende, at de stort set egenhændigt reddede æren for et hold, der ellers var på vej mod den totale fiasko. Det lå trods alt slet ikke i kortene, at det lille hold skulle ende som en af Vueltaens vindere, og lægger man dertil, at det for den tyndt besatte trup var svært at have de helt store forhåndsforventninger, undgår de at skrabe bunden. Lignende nåde kan der imidlertid ikke blive plads til næste år, hvor truppen heldigvis forstærkes, men hvor der helt entydigt er brug for, at kaptajnerne - både nye og gamle - leverer efter en sæson, hvor de alle faldt igennem med et brag.

Karakter: 2/10

Se sæsonevalueringerne for de andre hold her.