I denne artikel kaster vi et blik på Bora-hansgrohes meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 33 (Pascal Ackermann 9, Peter Sagan 8, Sam Bennett 7, Jay McCarthy 2, Gregor Mühlberger 1, Peter Kennaugh 1, Matteo Pelucchi 1, Maciej Bodnar 1, Rudiger Selig 1, Lukas Pöstlberger 1, holdløb i Czech Cycling Tour)

Sejre på WorldTouren: 22 (sejr i Paris-Roubaix med Peter Sagan, 3 etapesejre i Tour de France med Peter Sagan, 3 etapesejre i Giro d’Italia med Sam Bennett, sejr i Gent-Wevelgem med Peter Sagan, sejr i RideLondon Classic med Pascal Ackermann, sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race med Jay McCarthy, 1 etapesejr i Tour de Suisse med Peter Sagan, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Pascal Ackermann, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Pascal Ackermann, 1 etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Jay McCarthy, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Gregor Mühlberger, 2 etapesejre i Tour de Pologne med Pascal Ackermann, 1 etapesejr i Tour Down Under med Peter Sagan, 1 etapesejr i Tour of Guangxi med Pascal Ackermann, 3 etapesejre i Tour of Turkey med Sam Bennett)

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 3 (nr. 8 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Peter Sagan (nr. 2), Patrick Konrad (nr. 41), Emanuel Buchmann (nr. 49), Davide Formolo (nr. 52), Sam Bennett (nr. 55), Rafal Majka (nr. 61), Pascal Ackermann (nr. 62), Jay McCarthy (nr. 83), Felix Grossschartner (nr. 91)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Peter Sagan (nr. 4), Pascal Ackermann (nr. 24), Patrick Konrad (nr. 52), Sam Bennett (nr. 71), Emanuel Buchmann (nr. 75), Davide Formolo (nr. 82), Rafal Majka (nr. 83)

Sagan vinder den grønne trøje i Tour de France
 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Når man har Peter Sagan på holdet, er det klart, at forventningerne til klassikerne er skyhøje. Det var således også tilfældet i år, hvor Bora-hansgrohe kunne se frem til et forår, hvor de var holdet, man skulle slå. Sagan kunne således se frem til at stille til start som favorit i hele hans klassikersæson, som strakte sig fra Strade Bianche og denne gang helt til Amstel Gold Race, selvom han ikke lagde skjul på, at det særligt var Paris-Roubaix og til dels Milano-Sanremo, han drømte om at vinde. Til støtte havde han et forstærket hold med især Daniel Oss, Marcus Burghardt og Lukas Pöstlberger. I de hårdere endagsløb stod holdet til gengæld svagere og skulle som outsidere forsøge sig med Patrick Konrad, Davide Formolo og Rafal Majka, mens man havde et håb om, at Sam Bennet (og lidt uventet også Pascal Ackermann) kunne være med fremme i de sprinterløb, som Sagan skippede.

Med beslutningen om at deltage i Amstel Gold Race var det naturligt for Sagan igen i år at skippe åbningsweekenden, der i stedet blev en chance for Oss. Han kom imidlertid til kort i Omloop Het Nieuwsblad, hvor det dog lykkedes Burghardt i det uventet lidt selektive løb at spurte sig til en 10. plads. Derefter håbede man på Bennett i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men i et svært forår for ireren måtte han udgå inden finalen, hvor Aleksejs Saramotins blev bedste mand som nr. 24.

Sagan var endelig med, da det gik løs i et episk Strade Bianche, men her blev det helt tydeligt, at verdensmesteren ikke var flyvende fra start. Således kunne han til slut ikke følge de bedste og måtte tage til takke med en 8. plads bakket op af en imponerende Gregor Mühlberger, der selv blev nr. 10. Efter at have arbejdet lidt på formen i Tirreno-Adriatico gjaldt det så det første store mål i Milano-Sanremo, men heller ikke her var slovakken i nærheden af sin 2017-form og måtte i spurten bag Vincenzo Nibali rulle over stregen på en skuffende 6. plads.

Ackermann fik en chance, da brostenssæsonen for alvor gik i gang med 3 Dage ved Panne, hvor han med en flot 2. plads bag Elia Viviani gav en indikation på, hvad der senere skulle vente. Det resultat blev imidlertid hurtigt glemt, da holdet kom i alarmberedskab efter et E3 Harelbeke, hvor en skræmmende skidt kørende Sagan blot blev nr. 26. Derfor var det også vidnesbyrd om høj klasse, at en åbenlyst formsvag Sagan to dage senere i en reduceret massespurt kunne tage sin tredje sejr i Gent-Wevelgem, hvor han fik skovlen under en sønderknust Viviani.

Sagan skippede Dwars door Vlaanderen, der ikke uventet blev for hårdt for Ackermann, og hvor Christoph Pfingsten som en beskeden nr. 21 blev bedste mand. Nu krydsede man blot fingre for, at Sagan havde fundet formen i tide til Flandern Rundt, og her var han da også markant bedre end tidligere. Hans forsøg på at køre alene op til Niki Terpstra i finalen mislykkedes imidlertid og i stedet endte han i en gruppe der spurtede om 5. plads, og hvor han endte som nr. 6 bag Greg Van Avermaet. Derefter tog han sig en pause i Scheldeprijs, hvor Ackermann fik endnu en chance, og hvor tyskeren fortsatte sit stærke forår ved at spurte sig til endnu en 2. plads, denne gang bag Fabio Jakobsen.

Sagan havde ikke sagt det direkte, men der var en forklaring på den tilsyneladende dårlige form. I år havde han nemlig sat alt ind på at toppe til Paris-Roubaix, og det skulle vise sig, at den plan lykkedes til UG. Til manges forbløffelse angreb verdensmesteren langt fra mål på de nordfranske brosten, og herefter så rivalerne ham aldrig igen. Med Silvan Dillier som en overraskende uopslidelig følgesvend nåede han velodromen i Roubaix langt foran de øvrige favoritter, inden han med lethed spurtede sig til en forløsende triumf i sportens største klassiker.

Iført VM-trikoten vinder Sagan monumentet Paris-Roubaix
 

Sagan skulle som sagt denne gang forsøge at forlænge klassikersæsonen til Amstel Gold Race, og også her imponerede han. Desværre lykkedes det ham og Alejandro Valverde at udmanøvrere hinanden, og til slut kunne han ikke holde styr på den lille favoritgruppe. Ganske vist slog han den spanske veteran i spurten, men efter sene angreb i en ukontrollerbar finale rakte det kun til en ærgerlig 4. plads.

Konrad og Majka var derefter kaptajner i Fleche Wallonne, hvor holdet stillede til start som outsidere. Mens polakken skulle vise sig at være langt fra formen, imponerede østrigeren ved med en 10. plads at sikre sig karrierens første klassikerresultat. Det gav forhåbninger til Liege-Bastogne-Liege, hvor Formolo var bragt ind som forstærkning. Ligesom sidste år viste den unge italiener sig at være en af de stærkeste i La Doyenne, og han rundede med en stærk 7. plads ardennersæsonen flot af, selvom Konrad med en 27. plads faldt igennem. Holdet afsluttede derefter forårets endagsløb på hjemmebanen i Eschborn-Frankfurt, hvor Bennett var kaptajn, men den ellers meget formstærke irer måtte kort inden Giroen tage til takke med en skuffende 7. plads i spurten.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Anden del af klassikersæsonen blev indledt i RideLondon Classic, hvor holdet håbet, at Ackermann kunne følge op på de fremragende resultater fra april og juni, hvor han havde taget hele tre store sejre på højeste niveau. Og det skulle hurtigt vise sig, at han nu bare var endnu bedre, da han efter et sublimt lead-out fra Rudiger Selig fik sin revanche over Viviani ved foran italieneren at opnå karrierens første store sejr i et endagsløb. Til gengæld gik det slet ikke for et relativt svagt hold i Clasica San Sebastian, hvor det blot blev til en 32. plads med Jay McCarthy.

Efter yderligere to sejre i Tour de Pologne var forventninger til Ackermann kolossale forud for hjemmebaneløbet Hamburg Cyclassic, ikke mindst fordi han denne gang havde støtte fra Sagan. Desværre styrtede den tyske mester slemt i finalen, og derfor måtte Sagan i sidste øjeblik redde stumperne ved at spurte sig til en skuffende 10. plads. Derefter var det Bennetts tur i det hårdere Bretagne Classic, men i en meget svær tid for ireren udgik han på de regnvåde veje, og i stedet endte Oss som bedste mand på en yderst beskeden 44. plads.

Heldigvis var Ackermann tilbage i sadlen i begyndelsen af september, hvor han oplevede en sand drømmeweekend. Han lagde ud med at tage sin første store sejr i Belgien, da han knusende sikkert avndt et styrtplaget Brussels Cycling Classic. Dagen efter tog han endnu en stor skalp, da han i GP de Fourmies regulært satte Arnaud Demare til vægs på dennes hjemmebane, og dermed fortsatte han næsten ustoppelige serie af sejre.

Konrad var dernæst kaptajn i de canadiske klassikere, hvor han atter viste sine evner som puncheur. Først var det dog en genfødt Peter Kennaugh, der var bare få meter fra at snyde alt og alle i GP de Quebec, hvor han dog blev hentet til allersidst. I stedet viste Konrad sin gode VM-form ved at spurte sig til en 5. plads, og det fulgte han pænt op med en solid 9. plads i GP de Montreal.

Helt som ventet viste VM-ruten sig at være alt for hård til en i øvrigt træt og formsvag Sagan, og mere skuffende var det derfor, at hverken Konrad eller Majka kunne gøre sig gældende i det bjergrige terræn. Derfor var forventningerne til de italienske klassikere da heller ikke voldsomt store, men heldigvis havde man en formstærk Kennaugh. I Tre Valli Varesine kørte han en aggressiv finale, hvor han foregreb klatrerne, og det sikrede ham en fornem 3. plads efter et ærgerligt spurtnederlag i en lille gruppe. Dagen efter var der lidt opløftende tendenser at spore fra Formolo og Majka, der blev hhv. nr. 12 og 13 i Milano-Torino, inden Pfingsten fik en sjælden chance i det regnvåde Gran Piemonte, hvor han spurtede sig til en pæn 7. plads. Til sidst viste Majka stor moral ved at køre et fremragende Il Lombardia, hvor han med en 7. plads tankede vigtig selvtillid efter en ellers meget svær sæson.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter i 2017 at have været snublende nær en første grand tour-etapesejr stillede Sam Bennett til start i Giroen som den store rival til Elia Viviani. Etapesejre med ireren var da også hovedmålet for løbet, og derfor fik han støtte af et stærkt tog bestående af Rudiger Selig og Christoph Pfingsten. Holdet havde imidlertid også klassementsforhåbninger til først og fremmest Davide Formolo og i mindre grad til Patrick Konrad, og de kunne se frem til støtte i bjergene fra Felix Grossschartner. Erfarne Andreas Schilloinger og Cesare Benedetti var med som udprægede hjælpere på et hold, der skulle forsøge at gøre sig gældende i alle terræner.

Holdet lagde fremragende fra land på enkeltstarten, der ellers ikke var deres kop te, da Grossschartner, Konrad og Formolo blev hhv. nr. 14, 18 og 26. Det første store mål var imidlertid de to massespurter i Israel, og her havde Bennett det svært. På 2. etape blev han blot nr. 3 i en ensom kamp mod et stærkt Quick-Step-tog, og dagen efter måtte han atter tage til takke med en frustrerende 3. plads efter endnu en opvisning fra det stærke belgiske supermandskab.

Efter rejsen til Italien gjaldt det den første lille klassementstest i puncheurfinalen på 4. etape, og her viste kaptajnerne sig fremragende frem, da Formolo og Konrad blev hhv. nr. 5 og 7. Dagen efter var de atter med fremme i en lidt lettere afslutning, hvor Konrad spurtede sig til en lidt skuffende 10. plads, men det så lovende ud inden den første bjergetape til Etna. Her gik det imidlertid helt galt for Formolo, der totalt eksploderede efter et tidligt styrt og tabte mere end 5 minutter. Også Konrad kom til kort, og da han indkasserede et tidstab på mere end 1 minut, så holdets klassementsdrømme allerede ud til at være knust. For at føje spot til skade måtte en syg Selig endda udgå, og dermed så det pludselig næsten umuligt ud for Bennett at matche Quick-Step i massespurterne.

Sådan skulle det imidlertid ikke være. Tværtimod slog ireren til ved først mulige lejlighed, da han på 7. etape med en fremragende spurt endelig fik skovlen under Viviani og tog den forløsende første grand tour-etapesejr. I det hele taget blev momentum i den grad genoprettet, for dagen efter var Formolo den allerbedste af favoritterne i den stigende spurt på 8. etape. Desværre betød et sent angreb fra Richard Carapaz, at det blot blev til en 2. plads, seks placeringer foran en velkørende Konrad. Bare 24 timer fortsatte Formolo sin genrejsning med en 6. plads på løbets anden store bjergetape, hvor Konrad med en 13. plads også viste klare tegn på fremgang. Derfor var det med en vis optimisme, at holdet kunne holde hviledag, selvom Konrad og Formolo samlet blot var hhv. nr. 12 og 24.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

En af holdets mest frustrerende oplevelser ventede på 10. etape, hvor det på en uventet hård dag lykkede Bennett som den eneste topsprinter at komme med feltet hjem. Desværre kunne de ikke forhindre Matej Mohoric og Nico Denz i til sidst at køre væk, og Bennett kunne derfor blot spurte sig til en ærgerlig 3, plads. Formolo og Konrad var til gengæld virkelig på vej frem, og på Muren i Osimo sikrede de sig atter topresultater med placeringer som hhv. nr. 3 og 6.

Bennetts næste mål var den regnvåde etape til Imola, og denne gang blev der intet overladt til tilfældighederne. Mens ærkerivalen Viviani havde en hel uventet offday, lykkedes det tyskerne at holde et meget aggressivt felt samlet. Til sidst leverede ireren en vanvidsspurt over en nærmest umenneskelig distance, der sikrede ham en forrygende flot anden etapesejr. Dagen efter fik han atter chancen, men denne gang satte Quick-Step sig atter på flæsket, og derfor blev det blot til en 2. plads bag Viviani.

Formolo i Giro d'Italia
 

Formolo lignede en mand i form inden den store etape til Monte Zoncolan, men her vendtes fremgangen til skuffelse, da det blot blev til en 18. plads. Til gengæld viste Konrad stor styrke med en 11. plads på en stigning, der ikke just passede ham. På den efterfølgende bjergetape kunne ingen af dem desværre følge de bedste, og de endte i anden gruppe med Formolo som nr. 8 og Konrad som nr. 13, hvilket betød, at de inden den sidste uge med Konrad på en 10. plads fortsat havde top 10 inden for rækkevidde.

Enkeltstarten var ventet at blive en udfordring for dem begge, og desværre var det den forkerte mand, der gjorde det godt. Mens Formolo med en 22. plads præsterede bedre end ventet, tabte Konrad som nr. 41 værdifuld tid. 24 timer fik Bennett sin næstsidste chance, men til sin store frustration måtte han atter se sig henvist til 2. pladsen af Viviani, der fortsatte med at lukrere på sit stærke tog.

Inden den sidste massespurt ventede tre bjergetaper, hvor Konrad skulle forsøge at sikre sig sin top 10-placering. Han lagde solidt fra land på Prato Nevoso, hvor han ned en 16. plads var en af de bedste favoritter. Dagens helt var dog den loyale hjælper Pfingsten, der i et udbrud kørte sig til en flot 4. plads i uvant terræn. På kongeetapen imponerede Konrad atter, da han med fremragende hjælp fra Formolo kunne sikre sig en 9. plads, to placeringer bag sin holdkammerat. Østrigeren lå således nr. 8 inden den sidste bjergetape, hvor han dog led lidt på den sidste stigning og blot blev nr. 15. Formolo sluttede til gengæld stærkt af med en 8. plads, men Grossschartner bekræftede en stærkt stigende formkurve ved fra et udbrud at køre med om sejren og blive en flot nr. 3.

Holdets sidste store mål var naturligvis at vinde i Rom med Bennett og dermed bryde Vivianis momentum ved at sejre det mest prestigiøse sted. Og denne gang lykkedes det ireren at gribe italienerens hjul, inden han med stor kraft blæste forbi og sikrede sig hattricket i det italienske løb. Konrad kunne samtidig rulle over stregen med en uventet samlet 7. plads på kontoen, ligesom Formolos stærke afslutning akkurat havde sendt ham ind i top 10. Med tre etapesejre og to mand blandt de 10 bedste endte det italienske løb således som en stor succes for det tyske mandskab.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

For andet år i træk kastede Peter Sagan stjernestøv over Tour Down Under, hvor han stillede til start som del af et stærkt hold, der også talte Sam Bennett og ikke mindst Jay McCarthy, der jagtede den samlede sejr efter 3. pladsen i 2017. Verdensmesteren åbnede også sæsonen stærkt, da han efter en sejr i opvarmningsløbet People’s Choice Classic, blev nr. 3 i den indledende massespurt. Til gengæld endte puncheuretapen til Stirling i frustration, da McCarthy og Sagan blot blev hhv. nr. 3 og 4, men de 4 bonussekunder var dog en kærkommen gevinst for førstnævnte. I de rene massespurter manglede Sagan den sidste fart, og han blev således blot nr. 5 på 3. etape, hvor McCarthy med en 10. plads viste stor årvågenhed.


Sagan fik en sejr tidligt på CV'et i Tour Down Under

Til gengæld faldt alt i hak på den hårde 4. etape, hvor Sagan overlevede den sene stigning, inden han i spurten sejrede suverænt og herved kørte sig i førertrøjen, men en stærk McCarthy spurtede sig til en 5. plads. På kongeetapen var det alle mand for McCarthy, der imidlertid gamblede alt og tabte. Han forsøgte som eneste mand at følge suveræne Richie Porte, men eksploderede til slut og gled helt ned som nr. 23. I den sidste massespurt blev Sagan nr. 3, og trods etapesejren samt en pointtrøje til Sagan endte det hele derfor i kraft af McCarthys samledes 19. plads lidt uforløst.

Heldigvis var der revanche i vente. Mens Sagan rejste hjem, drog McCarthy videre til Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han stillede til start som en af favoritterne. Med stærk hjælp fra Peter Kennaugh lykkedes det ham at komme med i den favoritgruppe, der kørte væk på sidste stigning, og i en neglebidede finale holdt han som eneste mand Elia Viviani og resten af feltet bag sig på opløbsstrækningen. Derved sikrede han sig en længe ventet første stor sejr på WorldTouren.

En anden del af holdet startede sæsonen i Vuelta a San Juan, hvor målet var etapesejre med Matteo Pelucchi og klassementet med Rafal Majka. Det blev blot til en 3. plads for italieneren i den første massespurt, men der var til gengæld opløftende tendenser fra Majka, der blev nr. 6 i en eksplosiv finale på 2. etape. Derefter overraskede han alt og alle med en 3. plads på enkeltstarten, og pludselig lignede polakken favoritten til den samlede sejr. Inden den vigtige kongeetape spurtede Pelucchi sig til endnu en ærgerlig 3. plads, men skuffelsen var betydeligt større 24 timer, da Majka med en 12. plads fejlede helt i bjergene. Derefter besluttede man sig for at køre for Pascal Ackermann på de sidste to etaper, hvor han lagde ud med at spurte sig til en 11. plads bag et udbrud. Det hele sluttede med en 4. plads i den sidste massespurt, mens Majka måtte tage til takke med en samlet 5. plads.

Den europæiske sæsondebut var henlagt til de fire endagsløb i Challenge Mallorca, hvor Erik Baska fik en sjælden chance som holdets sprinter. Han lagde desværre skuffende ud med en 8. plads, inden holdets klatrere tog over i bjergene. Her viste Gregor Mühlberger storform med en flot 5. plads i det hårdeste af de fire løb, hvor Patrick Konrad og Felix Grossscahrtner også spurtede sig til hhv. en 6. og en 10. plads bag de fem stærkeste. Dagen efter var den østrigske mester endda endnu tættere, da han med et sent angreb kørte hjem til en 2. plads i det andet af de to hårde løb, og det blev endda til endnu en ærgerlig 2. plads, da Baska kun blev slået af John Degenkolb i series sidste løb.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Serien af spanske endagsløb fortsatte i det hårde Vuelta a Murcia, hvor Grossschartner med en 14. plads fortsatte sin pæne sæsonstart. Derefter var det Pelucchis tur i det flade Clasica de Almeria, hvor et sent styrt desværre betød, at det blot blev til en 12. plads ved Michael Schwarzmann.

Pelucchi, Grossschartner og Konrad rejste derfra til Volta ao Algarve, hvor italieneren dog fortsatte med at komme til kort. Det blev blot til en 8. plads i den første massespurt, men til gengæld fortsatte de to østrigske klatrere deres overbevisende kørsel, da de på den første bjergetape blev hhv. nr. 6 og 12. Dte fulgte sidstnævnte på med en solid enkeltstart, hvor han blev nr. 19, inden Pelucchi endelig viste glimt af fordums klasse, da det på 4. etape blev til en ærgerlig 2. plads bag suveræne Dylan Groenewegen. På kongeetapen greb Cesare Benedetti en udbrudschance, der blev omsat i en 5. plads, mens Konrad og Grossschartner desværre led et tidstab, der betød, at det samlet blot til placeringer som hhv. nr. 11 og 9.

Holdets næste WorldTour-opgave var Abu Dhabi Tour, hvor holdet havde store ambitioner med Majka, Davide Formolo og Emanuel Buchmann. Først var det dog unge Ackermann, der skulle forsøge sig i nogle meget stærkt besatte massespurter, og her viste han for første gang de lovende takter, der skulle præge det meste af året. Efter en lidt skuffende 12. plads blev det nemlig til to flotte 3. pladser, hans hidtil bedste resultater på højeste niveau. De tre kaptajner gjorde det også alle bedre end ventet på den flade enkeltstart, der bestemt ikke var deres kop te, og på kongeetapen imponerede Majka og Formolo ved at blive hhv. nr. 4 og 6. Resultatet blev polakkens samlede 5. plads, en 6. plads til italieneren og en 10. plads til Buchmann samt sejr i holdkonkurrencen som afrunding på et meget succesrigt løb for tyskerne.

Konrad (Billedet, red.) og Grossschartner skulle følge op på den gode sæsonstart som kaptajner i Paris-Nice, hvor Bennett tillige var med som holdets sprinter. Begge lagde de godt fra land ved at blive hhv. nr. 7 og 15 i den stigende spurt på 1. etape, men Bennett skuffede til gengæld med en 11. plads i løbets eneste regulære massespurt. På 3. etape tvang sygdom ireren til at stå af, hvorfor Grossschartner forsøgte sig i spurten med en 10. plads til følge. Dagen efter bragede han sit livs enkeltstart, da han med en 4. plads gav sig selv et fremragende udgangspunkt inden bjergene, og både han og Konrad forsvarede deres positioner på den mellemhårde 5. etape. Desværre havde Grossschartner en offday på den første af de tre hårde etaper, hvor han tabte mere end et minut, men Konrad var med en 7. plads med i favoritgruppen. En 6. plads på kongeetapen fortsatte de gode takter, og da han til slut kunne vinde favoritgruppens spurt om 4. plads på den våde sidste etape til Nice, sikrede han sig en flot samlet 7. plads. Grossschartner forsvarede sig også flot i de sidste dage og opnåede med en 10. plads sit første store resultat på WorldTouren.

Majkas første store sæsonmål var Tirreno-Adriatico, hvortil han varmede op med en aggressiv indsats i GP Industria, hvor ruten dog ikke gjorde det muligt at sikre sig mere end en 20. plads. I WorldTour-løbet slog han pjalterne sammen med Sagan og Formolo, men de kom med en lidt skuffende 7. plads i holdløbet ikke godt fra start. Sagan måtte herefter se sig henvist til 2. pladsen af Marcel Kittel i den første massespurt, og han måtte også erkende, at puncheurfinalen på 3. etape var for hård. Værre var det, at et styrt satte Majka helt ud af spille, og Formolo mistede som nr. 14 også et par sekunder. Majka rejste sig dog på fornem vis med en stærk 2. plads på kongeetapen, hvor Formolo med en 15. plads også forsvarede sig pænt. Dagen efter havde Sagan sin største chance på den mellemhårde 5. etape, men et stærkt angreb fra Adam Yates betød, at han blot kunne spurte sig til en endnu en 2. plads bag briten. Det blev endda også til en tredje 2. plads, da han i spurten på 6. etape atter måtte se sig slået af Kittel, mens Maceij Bodnar med en 25. plads skuffede fælt på den afsluttende enkeltstart. Her forsvarede Formolo sig fint og sikrede sig således en godkendt samlet 7. plads.

Ackermann fik lov at teste sig selv i et par mindre belgiske endagsløb. Han var en af favoritterne i Nokere Koerse, men efter at have spillet på den forkerte hest, da feltet splittede på brostenene, var han tømt inden spurten, hvor han blot blev nr. 28. Bedre gik det i sprinterløbet Handzame Classic, hvor han spurtede sig til en 3. plads bag Alvaro Hodeg og Kristoffer Halvorsen, ligesom Pelucchi med en 4. plads også sikrede sig et godt resultat.

Formolo skulle forsøge at fortsætte sin gode sæsonstart i Volta a Catalunya, hvor holdet også havde Bennett med som sprinter. Denne måtte desværre se sig henvist til 2. pladsen af Hodeg i spurten på 1. etape, hvor McCarthy trods sin rolle som lead-out man endda blev nr. 3. Den efterfølgende etape var for hård for Bennett, men McCarthy bekræftede sin gode form ved at spurte sig til endnu en 3. plads. Det lykkedes ikke australieren at komme frem i spurten på den hårde 3. etape, og desværre viste det sig på kongeetapen, at Formolo var helt fra den og tabte mere end 9 minutter. Efter en begivedsfattig 5. etape skulle Bennett herefter forsøge sig på den flade 6. etape, hvor han til sin store frustration viste sig den hurtigste i massespurten for blot at se et udbrud henvise sig til 3. pladsen. McCarthy rundede stærkt af med en 5. plads på den hårde sidste etape i Barcelona, men samlet set var det spanske løb en skuffelse for det tyske mandskab.

Mere succes håbede man på i Vuelta al Pais Vasco, hvor truppen med Buchmann, Konrad, Grossschartner og Mühlberger havde hele fire mulige klassementsryttere. To af dem kom lovende fra start, da Buchmann og Konrad på den hårde første etape med hhv. en 6. og en 7. plads holdt sig til favoritterne. Det gjorde også på den svære 2. etape, hvor de blev hhv. nr. 11 og 5, men løbets højdepunkt ventede i den eneste massespurt. På 3. etape viste McCarthy sig nemlig som hurtigste mand og tog således sæsonens anden WorldTour-sejr. På enkeltstarten gjorde Konrad og Buchmann det med hhv. en 12. og en 18. plads bedre end ventet, men på den første af de hårde etaper indtraf de første problemer. Buchmann endte blot som nr. 13 i den anden gruppe, og Konrad tabte endda næsten 4 minutter. Heldigvis rejste hele holdet sig med en stærk kongeetape, hvor Buchmann, Mühlberger, Konrad og Grossschartner blev hhv. 7, 8, 10 og 15, og det hele endte derfor med to mand i top 10 med Buchmann på en stærk 4. plads og Konrad som nr. 10.

Grossschartner fik endnu en chance som kaptajn i Tour of the Alps, hvor han dog var eneste klatrer i en højst usædvanlig trup, der i et regulært bjergløb næsten bestod af lutter tunge folk. Da kaptajnen allerede på 1. etape tabte mere end 2 minutter, blev det da også hurtigt klart, at løbet ville blive svært. På kongeetapen kom Grossschartner end ikke i top 50, og mens holdets ryttere over de følgende dage udgik en efter en, endte han efter sidste etape som holdets eneste gennemførende på en meget beskeden 48. plads.

Unge Buchmann gjorde det godt i denne sæson
 

Efter den stærke præstation i Baskerlandet havde Buchmann gjort Tour de Romandie til forårets sidste store mål, og han lagde da også pænt fra land med en 27. plads på prologen. På de efterfølgende to etaper håbede man, at Ackermann kunne overleve stigninger, men det bjergrige terræn var for hårdt for den store tysker. Desværre skuffede Buchmann en anelse på bjergenkeltstarten, hvor han blot blev nr. 9, og samme placering opnåede han på kongeetapen, hvor han endte i anden gruppe bag de allerbedste. Heldigvis havde Ackermann lidt sig igennem de mange bjerge, og han var derfor klar til at slå til på løbets eneste sprinteretape. Her viste lidelserne sig det hele værd, da han med stor autoritet sikrede sig karrierens allerførste sejr og det endda i et stort WorldTour-løb og med Rudiger Selig som nr. 5 efter et fornemt lead-out. Samlet blev det til en 9. plads til Buchmann.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Majka havde igen i år gjort Tour of California til et lille mål. Naturligvis var Sagan også med i USA, hvor han tidligere har opnået stor succes. Årets rute passede dog ikke verdensmesteren, der havde det svært i de meget rene massespurter. Det blev til en 3. plads på 1. etape, men Majka var til gengæld i hopla. På kongeetapen blev han en stærk nr. 2 bag suveræne Egan Bernal, inden Sagan i puncheurfinalen på 3. etape havde sin bedste chance. Desværre holdt to mand hjem, og da han i spurten blev slået af Caleb Ewan, blev det blot til en 4. plads. Majka fik sig herefter en lussing på enkeltstarten, hvor storfavoritten Bodnar skuffede med en 9. plads. Sagan blev atter nr. 3 i den anden massespurt efter en etape, hvor Majka desværre blev hæmmet af et styrt. Det satte ham tilbage inden den sidste bjergetape, hvor han blot blev nr. 8, og efter en 4. plads til Sagan i den sidste massespurt blev det derfor blot til en samlet 6. plads til polakken.

Holdet forsøgte sig første gang i Hammer Series ved Hammer Limburg, men det blev ikke en stor succes. En 9. plads i Hammer Climb blev fulgt op af en 4. plads i Hammer Sprint, men trods Bodnars tilstedeværelse blev det blot til en 7. plads i Hammer Chase. Det blev således også blot til en samlet 7. plads.

Med beslutningen om at skippe både Giroen og Touren havde Buchmann gjort Criterium du Dauphiné til et stort mål, og holdet håbede også, at Ackermann kunne bygge videre på sit momentum i det franske løb. Desværre led Buchmann et alt for stort tidstab på prologen, hvor han blot blev nr. 82, men til gengæld imponerede hans sprinterlandsmand stort. Som en af de få sprintere overlevede han stigningerne på 1. etape, men desværre betød en dårlig position, at det blot blev til en 3. plads i spurten. Den fejl begik han imidlertid ikke 24 timer senere, da han på 2. etape atter klarede den hårde rute, inden han med stor autoritet spurtede sig til sin anden store WorldTour-sejr på kun ganske få uger. Til gengæld fortsatte Buchmanns kedelige start, da det blot til en 13. plads i holdløbet, og der var derfor meget tid, der skulle vindes på de fire sidste bjergetaper. Her leverede han imidlertid en stabil præstation, der indbragte placeringer som hhv. 7, 4, 6 og 4, og det rakte alt sammen til en ganske pæn samlet 6. plads.

Som altid skulle Sagan teste Tour-formen i Tour de Suisse, hvor han sidder på rekorden over fleste etapesejre. Holdet håbede samtidig, at Konrad fortsat havde lidt Giro-form, og han fik med en 4. plads i holdløbet i hvert fald et godt udgangspunkt. Dagen efter fortsatte Sagan sin serie af succeser i løbet, da han på 2. etape overspurtede selveste Fernando Gaviria, men til gengæld måtte han på 3. etape se sig henvist til 3. pladsen i spurten. Det samme var tilfældet på den hårde 4. etape, hvor Christopher Juuls udbrudssejr endda betød, at han på etapen blot endte som nr. 4. På den første bjergetape stod det desværre hurtigt klart, at Konrad var løbet tør for kræfter, og derfor handlede det herefter om Sagan. Lidt overraskende lod Bora uden kamp et udbrud køre hjem på 6. etape, inden Mühlberger efter en meget svær tid pludselig rejste sig på kongeetapen, hvor han via et udbrud sikrede sig en 4. plads. Den sidste massespurt indbragte desværre blot en 4. plads til Sagan, men til gengæld fik Bodnar endelig lidt oprejsning efter en serie dårlige resultater, da han rundede løbet af med en 4. plads på tidskørslen. Naturligvis blev det også til endnu en pointtrøje til Sagan.

I juni var holdet også aktive i et par mindre endagsløb. Grossschartner tester sprinterbenene i GP Kanton Aargau, hvor han blev en hæderlig nr. 7, endda med Juraj Sagan på en 10. plads som holdets anden mand i top 10. Bedre gik det på hjemmebanen i Rund um Köln, hvor Bennett udnyttede sin gode Giro-form til at sikre sig en suveræn sejr.

Majka (billedet) havde valgt at teste Tour-formen i lidt mere beskedne omgivelser ved Tour de Slovenie, hvor Pelucchi også endelig skulle forsøge at opnå lidt sprintersucces. Han kom ganske godt fra start med en 2. plads i den indledende massespurt, og til hans store frustration blev det til endnu en ærgerlig 2. plads også i den anden og sidste massespurt. Majka viste herefter fornuftig form med en 4. plads i finalen på den eksplosive 3. etape, hvor Formolo med en 9. plads også viste, at der fortsat var lidt at hente efter Giroen. Han brød til gengæld helt sammen på kongeetapen, men her sikrede Majka sig vigtige bonussekunder ved at spurte sig til en 3. plads bag den ensomt sejrende Primoz Roglic. På den afsluttende enkeltstart havde polakken det imidlertid svært, og en 23. plads betød, at han gled fra en 3. til en 6. plads i den samledes stilling.

Holdet rundede sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor Bodnar lagde ud med at generobre den polske enkeltstartstitel. I linjeløbet blev det desværre blot til sølv bag suveræne Kwiatkowski, mens holdet som ventet totalt dominerede i Slovakiet, hvor Peter Sagan sejrede foran bror Juraj og Michal Kolar. I Letland blev til hhv. bronze og sølv for Aleksejs Saramotins på enkeltstarten og i linjeløbet, men Grosschartner skuffede lidt med en 3. plads på den østrigske enkeltstart. Til gengæld var holdet suveræne i linjeløbet, hvor Lukas Pöstlberger sejrede foran Grossschartner, men den allerstørste triumf kom på den tyske hjemmebane, hvor Ackermann fortsatte sin drømmeperiode ved at sætte hele den tyske sprinterelite til vægs.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Der var lagt op til revanche i årets Tour de France, hvor Peter Sagan efter diskvalifikationen i 2017 havde blikket stift rettet mod flere etapesejre samt ikke mindst en sjette pointtrøje til den store samling. Til det formål var han bakket op af Daniel Oss, Marcus Burghardt, Maciej Bodnar og Lukas Pöstlberger, men holdet havde også ambitioner i klassementet med Rafal Majka, der i bjergene kunne se frem til støtte fra Gregor Mühlberger samt den tro væbner, Pawel Poljanski.

Den første store drøm var for Sagan at sikre sig den gule trøje på 1. etape, men her måtte han desværre se sig henvist til den ærgerlige 2. plads af Fernando Gaviria. Majka viste tillige stor motivation ved selv at spurte sig til en meget uventet 10. plads. Heldigvis fik Sagan sin revanche i den stigende spurt på 2. etape, hvor han med stor autoritet sikrede sig ikke blot etapesejren, men også den førertrøje, han havde været så tæt på 24 timer tidligere.

Sagan i den gule førertrøje i Tour de France

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Desværre blev hans fule eventyr en sjælden pinlig affære. På holdløbet blev han nemlig decideret sat af, og det bidrog til, at Majka med en 7. plads mistede mere tid end ønsket. Det skabte også lidt tvivl om Sagans form, men den gjorde han lynhurtigt til skamme. Allerede dagen efter blev han atter nr. 2 bag Gaviria i en massespurt, inden han med vanlig klasse bekræftede sin status som verdens bedste puncheur ved suverænt at vinde 5. etapes bakkespurt.

Der var stor usikkerhed om, hvorvidt han kunne klare Mur-de-Bretagne på 6. etape, men det gjorde han. Desværre var han tømt i spurten på toppen, hvor han blot blev nr. 8. Til gengæld var der opmuntring at hente fra Majka, der blev en stærk nr. 5. Derefter ventede to klassiske massespurter, hvor Sagan kom til kort i kampen mod suveræne Dylan Groenewegen. En 3. og en 2. plads var dog rigeligt til at konsolidere hans jerngreb om pointtrøjen inden den frygtede brostensetape, hvor han stillede stil start som manges favorit. Her manglede han imidlertid det sidste, da en trio kørte væk, og han måtte tage til takke med en 5. plads. Majka lykkedes med at overleve og komme med feltet hjem, og han kunne derfor gå på hviledag på en samlet 6. plads.

Desværre skulle det hurtigt vise sig, at det heller ikke blev denne gang, at polakken skulle sikre sig et samlet topresultat. Allerede på den første bjergetape, der ellers endte som en meget tam affære, var han en af de få tabere og tabte næsten et minut. Dagen efter brød han helt sammen og kunne med et tidstab på mere end 11 minutter glemme alt om klassementet. På Alpe d’Huez gik det ikke spor bedre, men heldigvis var der hurtigt opmuntring i vente. De fleste sprintere var nemlig sendt hjem i Alperne, og derfor kunne Sagan i en knivskarp duel med Alexander Kristoff på 13. etape sikre sig sin tredje etapesejr i løbet.

Sagan forsøgte sig herefter som klatrer, da han sammen med Bodnar gik i udbrud på etapen til Mende. Her imponerede han stort på den stejle målstigning, men i kamp mod klatrerne måtte han trods alt tage til takke med en 4. plads. Langt bedre chance burde han have haft på den efterfølgende etape, hvor han atter kom afsted, denne gang sammen med Majka og Poljanski. Her var han imidlertid helt tømt for kræfter, og derfor blev det op til Majka at forsvare holdets ære. Han kørte alene væk på den sidste stigning, men desværre var der alt for langt til mål fra toppen, og derfor måtte han tage til takke med en 8. plads.

Mühlberger greb efter en hviledag sin chance på den første etape i Pyrenæerne, hvor han sikrede sig en pæn 8. plads, inden Majka forsøgte sig med et stort angreb på kongeetapen, hvor han dog måtte tage til takke med en 11. plads. Endnu værre var det, at Sagan styrtede på en nedkørsel og kun stærkt lidende kæmpede sig i mål. Selvom han viste stor moral ved at spurte sig til en 8. plads på 18. etape, stod det tidligt på den sidste bjergetape klart, at den videre deltagelse kunne komme i fare. Det lykkedes ham at overleve det, han selv kaldte sit livs sværeste dag på cyklen, mens Majka længere fremme imponerede med offensiv kørsel, der indbragte en 5. plads. Han rundede også fint af med en 24. plads på enkeltstarten, hvor Bodnar kom helt til kort på den kuperede rute, inden den sårede Sagan i spurten i Paris måtte tage til takke med en 8. plads. Det var dog rigeligt til at sikre ham den sjette pointtrøje, og da den blev opnået sammen med hele tre etapesejre, var det svært at betegne løbet som andet end en succes for tyskerne.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Mens Peter Sagan havde været hovedfokus i Tour de France, var planerne betydeligt bredere i Vuelta a Espana. Ganske vist var slovakken med igen, men selvom han ikke lagde skjul på, at han ville jagte etaper, var han primært med for at forbedre formen frem mod VM. I stedet var hovedmålet, at Emanuel Buchmann for første gang skulle forsøge sig som klassementsrytter i en grand tour, og holdet havde endda også Davide Formolo til start som en plan B. Rafal Majka var også med, men denne gang alene for at jagte etapesejre i bjergene. Resten af holdet var bygget op af Sagans hjælpere Jay McCarthy, Marcus Burghardt, Lukas Pöstlberger og Michael Schwarzmann.

Buchmann lagde stærkt fra land med en uventet god 25. plads på enkeltstarten, men til gengæld stod det hurtigt klart, at Sagan slet ikke var i topform. På 2. etape, der ellers burde have været en lækkerbisken for slovakken, blev han hurtigt sat af, men til gengæld fortsatte Buchmann med at imponere med en 7. plads i en finale, der slet ikke passede ham. Sagan fik derefter sin første chance i den første massespurt, men her måtte han tage til takke med en 3. plads.

Buchmann bestod med glans den første virkelige test, da han som nr. 9 nåede mål med de øvirge favoritter på den første bjergetape, og han holdt sig også fint til på 5. etape. På den sidevindsplagede 6. etape blev Sagan sammen med Quick-Step fanget alt for langt tilbage i det sidste sving, og det blev derfor blot til en 9. plads i spurten.

Heldigvis var formen nu i fremgang, og det blev helt tydeligt på den hårde 7. etape. Her lykkedes det ham at overleve de mange stigninger, inden han på bakken op mod mål overspurtede Alejandro Valverde. Desværre betød et sent angreb fra Tony Gallopin, at det kun rakte til en 2. plads. På den efterfølgende etape havde han i den stigende afslutning sin måske bedste chance i hele løbet, men her måtte han se sig overrumplet af en dybt imponerende Valverde, der henviste ham til endnu en ærgerlig 2. plads. For at gøre det hele endnu værre viste Buchmann på den anden bjergetape for første gang, at han havde toppet for tidligt, da han med en beskeden 15. plads gled fra en 3. til en 4. plads i den samlede stilling inden den første hviledag.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Sagan indledte den anden uge med endnu en frustrerende 2. plads, da han i massespurten på 2. etape intet kunne stille op mod suveræne Elia Viviani. Dagen efter så man for første gang Majka i udbrud på den hårde 11. etape, men her måtte han i en taktisk finale se sig henvist til 7. pladsen. På den efterfølgende etape forsøgte en ellers meget formsvag Formolo sig, men benene rakte ikke til mere end en 6. plads.

Majkas helt store chance kom på den efterfølgende bjergetape til La Camperona, hvor han lignede den store favorit i det udbrud, der skulle afgøre etape. Længe så det da også ud til at gøre arbejdet færdigt, men mod slutningen skabte Oscar Rodriguez sensationen ved at gå forbi og henvise den polske stjerne til en 2. plads. Endnu værre blev det af, at Buchmann havde store problemer og gled fra en 7. til en 10. plads i den samlede stilling. Den kedelige tendens fortsatte på den efterfølgende bjergetape, hvor han blot blev nr. 12, inden han med en 9. plads på mytiske Lagos de Covadonga reddede lidt selvtillid inden den sidste hviledag, hvor han lå på en 10. plads.

Som ventet havde Buchmann det svært på den lange enkeltstart, hvor han med en 42. plads gled ned på den samlede 11. plads, og den placering kunne han ikke forbedre på den efterfølgende bjergetape, hvor han atter havde store problemer. Til gengæld havde Majka atter en gylden chance i udbruddet, men også denne gang kom han til kort, da han måtte nøjes med en 4. plads. Serien af frustrationer fortsatte på den følgende dags sprinteretape, hvor Sagan endelig fik skovlen under Viviani, men hvor et tomandsudbrud akkurat henviste ham til en meget ærgerlig 3. plads.

Vueltaen blev et ”lige-ved-og-næsten-løb" for Sagan
 

Buchmann håbede, at han atter kunne rejse sig på de sidste to bjergetaper, men det skulle vise sig umuligt. På 19. etape slæbte Majka, der selv blev nr. 11, ham i mål på en 15. plads, og han var derfor fortsat blot nr. 11 inden kongeetapen. Her måtte Majka og Formolo endnu engang redde ham og bære ham i mål på en 19. plads, der blot rakte til en samlet 12. plads. Drømmen var derfor nu, at Sagan kunne redde et lidt frustrerende løb ved at vinde i Madrid, men også her måtte han give fortabt mod Viviani, der henviste ham til den fjerde 2. plads i løbet og hans 6. podieplads. Samlet blev det til en 12. plads til Buchmann, en 13. plads til Majka samt en 2. plads til Sagan i pointtrøjen i et ”lige-ved-og-næsten-løb” for tyskerne.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Holdet fik en drømmestart på sæsonens anden halvdel, allerede mens Touren endnu var engang. Efter en forfærdelig tid med en lang løbspause var der nemlig pludselig hul igennem til Peter Kennaughs ben, da briten leverede et stort soloshow og kørte alene hjem til sejr i GP Cerami. Da Aleksejs Saramotins og Jay McCarthy samtidig spurtede sig til hhv. en 4. og en 8. plads var det lille belgiske løb en perfekt opvarmning til de større opgaver.

Den første af disse fulgte i Tour de Pologne, hvor holdet stillede til start med Pascal Ackermann, der mødte frem med en frisk WorldTour-sejr fra London i bagagen. Også her skulle den nykårede tyske mester vise sig at være helt ustyrlig, da han lagde ud med i suveræn stil at vinde de to første etaper og derved øge antallet af WorldTour-sejre til fem. På 3. etape blev han derimod lukket inde og endte blot som nr. 12, inden det var op til Emanuel Buchmann og Davide Formolo at vise sig frem på Muren i Szczyrk. Det lykkedes ikke helt, da de blot blev hhv. nr. 13 og 10, men heldigvis havde de stadig Ackermann. Han imponerede nemlig stort med en 4. plads på 5. etape, hvis stigende finale burde have været alt for hård for den store tysker. Herefter viste Buchmann stigende form med en stærk 2. plads på den første af de to hårdeste etaper, mens Formolo her havde lidt problemer. På kongeetapen var der byttet rundt på rollerne, da Formolo her blev nr. 3 og Buchmann nr. 11, og samlet rakte det således til en 7. plads til tyskeren og en 8. plads til italieneren, mens Patrick Konrad med offensiv kørsel sikrede sig bjergtrøjen.

Holdets sponsorinteresser betød også, at de stillede til start med en ikke specielt stærk trup i Czech Cycling Tour. De kom dog fremragende fra start ved at vinde holdløbet, hvorefter Christoph Pfingsten spurtede sig til en 6. plads og Andreas Schillinger til en 10. plads på den mellemhårde 2. etape. Det blev fulgt op af en 4. plads til Schllinger og en 6. plads til Saramotins på kongeetapen, inden Schillinger med en 9. plads i den afsluttende massespurt sikrede sig en samlet 2. plads med Saramotins lige efter sig som nr. 3. I samme periode stillede Peter Sagan til start ved EM, hvor han dog fortsat var så mærket af sine skader fra Touren, at han tidligt udgik.

Maciej Bodnar og Matteo Pelucchi havde begge været med i Tjekkiet, men var tidligt rejst videre til BinckBank Tour, hvor sidstnævnte var holdets sprinter. Han blev desværre blot nr. 7 på 1. etape, og bedre blev det ikke, da Bodnar med en 9. plads skuffede på enkeltstarten. På den efterfølgende etape betød et styrt, at Rudiger Selig overtog sprinterrollen for Pelucchi, og han viste stor styrke ved at spurte sig til en 7. plads bag det vindende femmandsudbrud. Dagen efter lykkedes det ikke italieneren at komme frem, og derfor blev Selig igen bedst, denne gang på en stærk 4. plads. På den sidste sprinteretaper lykkedes det endelig Pelucchi, men trods en 2. plads i spurten betød endnu en udbrudssejr, at det på etapen blot blev til en 6. plads. Heldigvis ventede triumfen, da man mindst ventede det. På den første af weekendens hårde etaper havde holdet egentlig planer om at køre for Jay McCarthy, men i en ukontrollerbar finale lykkedes det Gregor Mühlberger at snyde alle favoritterne og køre alene hjem til karrierens største sejr, inden australieren spurtede sig til en 9. plads. Det fulgte han op med en solid 11. plads på kongeetapen, hvilket rakte til en uventet samlet 8. plads.

Ackermann og Hodeg kæmper om etapen i Deutschland Tour
 

Ackermann var tilbage i sadlen i Deutschland Tour, der naturligvis var et stort mål for det tyske hold. Desværre måtte den ellers så usårlige tysker indkassere et sjældent nederlag, da han i den eneste massespurt blev slået af Alvaro Hodeg. Derefter var det op til Konrad at vise sig frem på de tre hårde etaper, men han skuffede lidt på den første, hvor han blot blev nr. 10. Endnu værre blev det på kongeetapen, hvor han styrtede i spurten, men heldigvis kunne han fortsætte. Det blev dog blot til en 9. plads på sidste etape og dermed en skuffende samlet 15. plads på holdets hjemmebane.

Sponsorinteresser sendte også holdet til Slovakiet Rundt, hvor de atter stillede med en ret svag trup. Alligevel skulle løbet blive en stor succes. Den unge stagiaire Johannes Schinnagel lagde ud med en 10. plads på prologen, og derefter fulgte Cesare Benedetti op med en 7. plads på kongeetapen, hvor den erklærede kaptajn, Felix Grossschartner, til gengæld faldt helt igennem. Dagen efter ventede den store triumf, da Selig efter den flotte præstation i BinckBank Tour bekræftede den gode form ved at vinde en reduceret massespurt på en hård etape, hvor Benedetti tillige blev nr. 4. Succesen fortsatte endda på den efterfølgende flade etape, hvor Selig var tilbage i en lead-out-rolle for Pelucchi. Den udfyldte han så godt, at det endelig lykkedes italieneren at tage sæsonens første sejr, og Selig blev endda selv nr. 5. Desværre blev det ikke til et hattrick, da Pelucchi på sidste etape, hvor Benedetti blev nr. 6, måtte se sig henvist til 2. pladsen af Fabio Jakobsen, men med to etapesejre og en samlet 3. plads til Benedetti var det svært at være utilfredse med et løb, som Quick-Step ellers dominerede stort.

Holdet var også til start ved VM, hvor det i holdløbet blev til en beskeden 8. plads. Enkeltstarten viste sig som ventet for hård til Bodnar, der blot blev nr. 17, og det samme for tilfældet for Sagan i linjeløbet, hvor han måtte sige farvel til regnbuetrøjen. Værre var det, at også Rafal Majka og Konrad, der lignede holdets bedste kort, begge havde en offday.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

For Ackermann gjaldt det om at slutte sæsonen godt af i en række mindre endagsløb. Desværre styrtede han ud af Tour de l’Eurometropole, hvor det derfor blot blev til en beskeden 17. plads med Selig. Det betød også, at han ikke kunne stille til start i GP d’Isbergues, hvor Benedetti blev bedste man som nr. 19. Til gengæld var han klar igen til Sparkassen Münsterland Giro, hvor han på hjemmebanen stillede til start som favorit. Desværre skuffede han her med en sjældent dårlig 5. plads.

Sam Bennett havde også med en 11. plads i Münster endelig vist lidt form efter en svær tid, og nu håbede han at runde sæsonen godt af i Tour of Turkey, hvor han i 2017 havde været helt dominerende. Også i år skulle det tyrkiske løb vise sig at være det perfekte afslutningsbal for den hurtige irer. På 1. etape måtte han ganske vist sig snydt af Maximiliano Richeze, der udnyttede et sent sving til at henvise ham til 2. pladsen, men allerede dagen efter satte han sig uimodståeligt igennem og tog suverænt sin første sejr siden juni. Det fulgte han op på bare 24 timer, da han sejrede på den langt hårdere 3. etape, men som ventet måtte han afgive førertrøjen på kongeetapen, hvor holdet ikke spillede en rolle. Lidt overraskende fejlede han helt på 5. etape, hvor han blot blev nr. 4, men på sin sidste løbsdag tog han sin revanche, da han med et fremragende angreb på den sidste bakke i Istanbul kørte alene hjem til en sjælden solosejr på 6. etape. Naturligvis kunne han krone løbet ved på podiet at iføre sig løbets pointtrøje.

Som alle andre hold rundede Bora-hansgrohe sæsonen af i Asien, hvor de lagde stærkt fra land ved med Ackermann som drivkraft at blive nr. 3 i Hammer Hong Kong. Samme Ackermann var holdets kaptajn i Tour of Guangxi, hvor han dog kom lidt halvlunkent fra start med en 4. plads på 1. etape. Det varede dog ikke længe, inden han fortsatte sin drømmesæson ved på 2. etape at tage sæsonens niende sejr, herunder den sjette på WorldTouren. Desværre blev han på 3. etape akkurat slået af Fabio Jakobsen, inden Grossschartner, der ellers ikke havde vist meget siden Giroen, højst overraskende blev nr. 2 på kongeetapen. Til gengæld var der frustration at spore efter den hårde 5. etape, hvor Ackermann i et reduceret felt lignede en storfavorit, men hvor det blot blev til endnu en 2. plads, denne gang bag Matteo Trentin. Lige så frustrerende var det, at det på sidste blev til holdets fjerde 2. plads, da den tyske mester efter et fremragende lead-out fra Selig, der selv blev nr. 3, atter måtte se sig slået af Jakobsen. Med en etapesejr samt en samlet 2. plads til Grossschartner kunne tyskerne dog rejse tilbage til Europa med løftede hoveder efter en flot afrunding på sæsonen.

Den endelige dom

I 2017 var Bora-hansgrohe på mange måder synonym med Peter Sagan, der som holdets altoverskyggende stjerne mere eller mindre egenhændigt stod for at definere holdets sæson. I 2018 spillede den tidligere verdensmester naturligvis atter den altdominerende rolle, men modsat sidste år havde holdet en langt bredere og mere alsidig palet at byde på. Alene det forhold, at Sagan kun bidrog med 8 af de 33 sejre og end ikke endte som holdets mest vindende, siger alt om, at det tyske mandskab ikke længere bare er Sagans hold.

Forud for 2017 var det ventet, at det ville være i etapeløbene, at holdet ville kunne vise lidt mere alsidighed end et ensidigt Sagan-fokus. Sådan gik det ikke, og heller ikke i år var det holdets to stjerneklatrere, Rafal Majka og Leopold König, der tiltrak fokus. I stedet etablerede holdet sig som et af sprinterfeltets absolutte kraftcentre med hele tre supersprintere, der bidrog med i alt 24 sejre, herunder ikke færre end 19 af holdets 22 gevinster på WorldTouren. Sagan var naturligvis stjernen i svøb, men han blev gået kraftigt i bedene af Sam Bennett og Pascal Ackermann, der begge høstede talrige triumfer på allerhøjeste niveau.

Alligevel er det naturligvis Sagans resultater, der i første omgang definerer holdets år, og her sidder man tilbage med et lidt blandet indtryk. Den smukke sejr i sportens vigtigste klassiker, Paris-Roubaix, samt de tre etapesejr og en sjette pointtrøje i Touren betød, at Sagan indfriede sæsonens to vigtigste mål i to af sportens største begivenheder, og det alene betyder naturligvis, at sæsonen var en stor succes. Alligevel er det svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Sagan ikke helt nåede samme højder som tidligere. Sejrene I Roubaix og Gent-Wevelgem, men i store dele af foråret var han blot en blandt flere favoritter og ikke den altdominerende stjerne, han tidligere har været. Hans Tour var resultatmæssigt en af de bedste, men han imponerede ikke på samme måde som tidligere i hårdere terræn, og hans sæsonafslutning var alt andet end imponerende, også selvom den ellers formsvage klasserytter kørte sig til ikke føre end seks podieplaceringer i Vueltaen. Otte sejre er trods alt ikke mange for en rytter af Sagans kaliber, men det er først og fremmest et samlet indtryk mere end selve resultaterne, der kaster lidt skygger over Sagans sæson.

Til gengæld er der intet negativt at sige om Ackermann. Det er absurd at tænke på, at han den 28. april end ikke havde vundet ét eneste cykelløb i sit første lille halvandet år som professionel, når han nu kan se tilbage på et år med ikke færre end ni sejre. Endnu mere vanvittigt er det, at de seks af disse kom i WorldTour-løb, og at han med sejren i RideLondon Classic viste, at det ikke kun var som etapeløbssprinter, at han kan gøre sig gældende. Man kan for et tysk hold næppe overvurdere betydningen af at besidde en sand vindermaskine iført den tyske mesterskabstrøje, og derfor er Ackermanns gennembrud næsten alene nok til at gøre året til en succes.

Sam Bennett vinder i Giroen
 

Også Bennett kan se tilbage på lidt af et gennembrudsår. De tre sejre i Giroen kunne endda være blevet til mange flere, for det var igennem løbet tydeligt, at han på ren topfart var Elia Viviani ganske overlegen. Det var alene manglen på støtte, der forhindrede ham i at rydde bordet, og derfor kan Bennett i de kommende år med et bedre tog udvikle sig til en sand vindermaskine. Det er stadig problematisk, at han i store dele af året kæmper med dårlig form og elendigt helbred, men nu er han trods alt i stand til at vinde i tide og utide, når han endelig finder sine bedste ben.

Der var imidlertid også andre lyspunkter. Ligesom Bennett kæmper Jay McCarthy i den grad også med manglende stabilitet, men efter en sæson, der bød på store WorldTour-sejre, ser fremtiden betydeligt mere lys ud for den alsidige puncheur. Det var også herligt at se, hvordan Rudiger Selig fortsatte med at levere det ene smukke lead-out efter det andet, og det blev endda krydret med enkelte personlige resultater.

Til gengæld kneb det lidt på andre områder. Selvom holdet denne gang gjorde det betydeligt bedre i etapeløbene, er de stadig et temmelig inferiørt mandskab, når det gælder kampen om topplaceringerne. Det skyldes først og fremmest, at Rafal Majka atter havde et skidt år, hvor han ganske vist var tæt på flere etapesejre i Vueltaen og rundede af med et flot Il Lombardia, men hvor det efter fiaskoen i Touren står mere og mere klart, at hans tid som grand tour-rytter formentlig allerede er ovre. Bedre blev det naturligvis ikke, at holdets anden stjerne, König, mere og mere ser ud til at ende som et forspildt talent, da han for andet år i træk knap kørte ét eneste løb som følge af en grim knæskade.

Heldigvis er der håb for fremtiden. Særligt Emanuel Buchmann gjorde store og lovende fremskridt, hvilket ikke mindst præstationerne i Baskerlandet og Dauphiné vidner om. Desværre mistimede han formen til Vueltaen ganske gevaldigt, og han har derfor fortsat sit grand tour-gennembrud til gode. Det kunne imidlertid meget vel komme i 2019. Patrick Konrad gjorde også store fremskridt, hvor særligt hans fremragende Giro skiller sig ud. Han bliver næppe nogensinde en klatrer på Buchmanns niveau, men til gengæld har han et punch, der på sigt burde kunne gøre ham spændende i endagsløbene. Og Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner er ganske vist begge enormt ustabile, men gav undervejs i sæonen prøver på, at de har det helt rette potentiale.

Det havde Davide Formolo også, men desværre bliver han næppe til det, vi engang troede. Han kørte ganske vist et flot Liege og gav undervejs i Giroen glimt af sin klasse, men det ønskede fremskridt efter skiftet til tysk tjeneste udeblev. Han indskriver sig derfor på en liste over skuffelser, der også tæller Lukas Pöstlberger, som grundet skader ikke kunne bygge videre på sit store potentiale, Daniel Oss, der slet ikke var så stærk som tidligere, evigt ustabile Peter Kennaugh, der kun sidst på året gav prøver på sin høje klasse, samt Matteo Pelucchi, der blev den store taber i toppen af en stadig mere tætpakket sprintergruppe og efter et år med blot én sejr må lede efter nye græsgange.

Samlet set er det derfor vanskeligt at være utilfredse med et år, der bød på et hav af grand tour-sejre samt sejre i to af sportens største klassikere, et stort gennembrud til et af sportens mest lysende sprintertalenter samt lovende præstationer fra holdets unge klatrere. Sagans lidt for få sejre og usædvanligt svingende niveau samt ikke mindst Majkas nedtur trækker til gengæld ned i regnskabet og efterlader en med indtrykket, at det kunne være blevet til endnu mere end det.

Karakter: 8/10

Se evalueringerne for de andre hold her.