I denne artikel kaster vi et blik på Astanas meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 30 (Alexey Lutsenko 4, Magnus Cort 4, Miguel Angel Lopez 3, Luis Leon Sanchez 3, Omar Fraile 3, Michael Valgren 2, Pello Bilbao 2, Riccardo Minali 2, Davide Villella 2, Jakob Fuglsang 1, Sergei Chernetckii 1, Tanel Kangert 1, Andriy Grivko 1, Daniil Fominykh 1)

Sejre på WorldTouren: 10 (sejr i Amstel Gold Race med Michael Valgren, 2 etapesejre i Tour de France med hhv. Omar Fraile og Magnus Cort, sejr i Omloop Het Nieuwsblad med Michael Valgren, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Pello Bilbao, 2 etapesejre i Tour de Romandie med hhv. Omar Fraile og Jakob Fuglsang, 1 etapesejr i Vuelta al Pais Vasco med Omar Fraile, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Magnus Cort, 1 etapesejr i Tour of Turkey med Alexey Lutsenko)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 6 (nr. 15 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Michael Valgren (nr. 12), Miguel Angel Lopez (nr. 13), Jakob Fuglsang (nr. 28), Pello Bilbao (nr. 70), Magnus Cort (nr. 93), Alexey Lutsenko (nr. 96), Omar Fraile (nr. 99), Luis Leon Sanchez (nr. 100)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Miguel Angel Lopez (nr. 14), Michael Valgren (nr. 19), Jakob Fuglsang (nr. 26), Alexey Lutsenko (nr. 57), Luis Leon Sanchez (nr. 67)

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Astana har altid været kendt som et etapeløbshold, men i de seneste sæsoner har manager Alexandre Vinokourov gjort en indsats for også at opbygge en stærkere klassikertrup. Selvom de fortsat var at regne for outsidere, så kasakkerne da også forud for 2018-sæsonen betydeligt stærkere ud end tidligere med en bred trup af kandidater. I de flamske klassikere satsede man på bredden med en kaptajngruppe bestående af Michael Valgren, Alexey Lutsenko, Magnis Cort og i mindre grad Oscar Gatto, mens Cort ville få sin chance i sprinterklassikerne samt i Paris-Roubaix. Valgren ventedes også at spille en rolle i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, hvor han skulle slå pjalterne sammen med Jakob Fuglsang, der også havde Fleche Wallonne som mål. Endelig håbede man, at Davide Villella, der tidligere er blevet nr. 4 i Il Lombardia, endelig kunne få sit gennembrud i de store endagsløb.

At holdet skulle lægge fra land, som de gjorde, var der dog næppe mange, der havde ventet. Ikke desto mindre leverede de en fremragende kollektiv præstation i Omloop Het Nieuwsblad, da de fik hele tre mand, Gatto, Valgren og Lutsenko, med i den favoritgruppe, der kørte væk på Muren. Herfra spillede de kortene helt perfekt med et veltimet angreb, der herfra kørte alene hjem til en overraskende, men meget imponerende sejr. Derfor kunne de også leve med, at de 24 timer leverede en kollektiv blunder ved totalt at misse ud i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor de end ikke fik én eneste rytter med feltet hjem.

Michael Valgren tog en meritterende sejr i Omloop Het Niuewsblad.

Lutsenko havde regnet med at udnytte den gode form i Strade Bianche, men den italienske klassiker gik slet ikke som ventet, da kasakken blot blev nr. 26 i det episke regnvejr, to placeringer bag holdkammeraten Andriy Grivko. Til gengæld gik det betydeligt bedre for Cort, der i Milano-Sanremo tilkæmpede sig en ærefuld 8. plads, inden holdet atter rettede fokus mod de flamske brostensløb.

Desværre skulle det vise sig, at positionskampen i den grad kostede kasakkerne dyrt i Belgien. Allerede i E3 Harelbeke kom de hurtigt på bagkant, og det lykkedes aldrig at komme tilbage igen, hvorfor Valgren måtte nøjes med en skuffende 14. plads. Nøjagtigt samme scenarium gentog sig i Gent-Wevelgem, og selvom Cort og Valgren sammen med Alexandre Kristoff desperat forsøgte at komme tilbage til feltet, lykkedes det aldrig, og de måtte tage til takke med placeringer som hhv. nr. 24 og 26. Dwars door Vlaanderen gik ikke spor bedre, da Valgren og Lutsenko udgik på de regnvåde veje, og Cort ikke kunne følge de bedste og endte som en beskeden nr. 14.

I teorien skulle den længere distance i Flandern Rundt passe Valgren, og det skulle vise sig at holde stik. Efter et aggressivt løb fra Cort lykkedes det danskeren at sidde med i favoritgruppen til sidst, og herfra sikrede han sig med et smart og sent angreb en fornem 4. plads. Derefter fik Riccardo Minali sin chance i sprinterklassikeren Scheldeprijs, hvor han dog var en blandt mange, der blev diskvalificeret for ulovlig passage af en jernbaneoverskæring, og det blev derfor blot til en 24. plads med holdets anden sprinter, Ruslan Tleubayev. Endnu værre gik det Paris-Roubaix, hvor holdet faldt helt igennem og måtte tage til takke med en 33. plads til Truls Korsæth.

Efter at have sikret sig to store resultater på brostenene rettede Valgren fokus mod Ardennerne, og minsandten om han ikke her overgik sejren fra Omloop. I det, der næsten lignede en kopi af sejren i Belgien, udnyttede han og Jakob Fuglsang deres overtal i en meget taktisk favoritgruppe, så danskeren sammen med Roman Kreuziger kunne snige sig væk til sidst. I spurten var han ganske suveræn og sikrede sig således karrierens største sejr på en dag, hvor Fuglsang også blev nr. 8. Desværre blev det også enden på klassikersuccesen i denne omgang. Fuglsang blev blot nr. 16 i Fleche Wallonne, hvor han var kaptajn, og selvom en 10. plads i Liege-Bastogne-Liege til den danske Fugl egentlig var et pænt resultat, kunne han ikke skjule sin skuffelse. Også Valgren var med sin 19. plads løbet tør for kræfter efter et langt forår.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Roman Kreuziger havde ikke en chance i spurten mod Michael Valgren i Amstel Gold Race.

Minali var atter kaptajn, da anden del af klassikersæsonen blev skudt i gang i RideLondon Classic, men ikke uventet viste ruten sig for hård til italieneren, hvorfor det blot blev til en 13. plads i spurten med Hugo Houle. Heller ikke Clasica San Sebastian blev en stor succes, selvom en ambitiøs Omar Fraile havde store planer på hjemmebanen. I sidste ende måtte han og Pello Bilbao nøjes med placeringer som hhv. nr. 24 og 18. Med Ruslan Tleubayev som holdet sprinter blev det ikke overraskende blot til en 13. plads i Hamburg Cyclassic, der tydeligvis ikke nød den store prioritet.

Til gengæld kom holdet tilbage på klassikersporet i Bretagne Classic, hvor Valgren atter havde fundet formen. Hjulpet frem af blæst og regn lykkedes det ham at gøre en uventet forskel, og han endte i en stærk trio, der spurtede om sejren. Her måtte han imidlertid se sig klart besejret af en suveræn Naesen, men med en 2. plads sikrede han sig sæsonens fjerde store klassikerresultat. Derefter fik Minali atter sin chance i weekenden med Brussels Cycling Classic og GP de Fourmies. Starten var ikke god, da han var ude af stand til at følge de bedste i den gamle belgiske klassiker, men han fik en lille revanche med en 9. plads i Fourmies.

Valgren rettede efter succesen i Bretagne blikket mod de canadiske klassikere, hvor han lagde stærkt ud med en 9. plads i den stigende spurt i GP de Quebec. I GP de Montreal gik Fuglsang i offensiven, inden Valgren atter deltog i spurten, hvor det blev til en hæderlig 8. plads. Derfra drog den danske duo til VM, hvor Valgren imponerede stort på den bjergrige rute, og ved på smart vis at foregribe alle klatrerne sikrede han sig en dybt imponerende i 7. plads i sit sidste løb i sæsonen.

Michael Valgren forsøgte sig på den svære VM-rute i Innsbruck, og blev en flot nummer 7.

Holdet rundede klassikersæsonen af i Italien, hvor Fuglsang lagde ud med at vise stigende form med en 11. plads i Giro dell’Emilia, som med en 12. plads til Villella, en 15. plads til Sergei Chernetckii og en 19. plads til en lidt skuffende Miguel Angel Lopez viste stor bredde. Dagen efter var det Minalis tur i GP Beghelli, hvor han viste god form ved først at overleve stigninger og dernæst spurte sig til en 5. plads. I Tre Valli Varesine viste en aggressiv Luis Leon Sanchez stor kørelyst, men i sidste ende blev det blot til en 17. plads med Villella.

Lopez’ eneste store endagssejr kom for et par år siden i Milano-Torino, og her jagtede han i sæsonens sidste løb sin anden triumf. Som ud af det blå dukkede den gode form op, og sammen med en stadig bedre Fuglsang tog de kampen op mod FDJ-duoen David Gaudu og Thiabut Pinot på Superga-stigningen. Desværre rev Gaudu den colombianske stjerne i asfalten, netop som denne lagde an til angreb, og selvom han hurtigt kom tilbage på cyklen, nåede han aldrig igen at hente Pinot, hvorfor det blot blev til en ærgerlig 2. plads og en 8. plads til Fuglsang. Dagen efter fortsatte Minali sin fine sæsonafslutning ved at spurte sig til en 5. plads i det regnvåde Gran Piemonte, inden man med den stadig bedre Fuglsang jagtede et sidste resultat i Il Lombardia. Her var danskeren imidlertid tømt for kræfter, og det blev blot til en 16. plads til Dario Cataldo og en 20. plads til holdets kaptajn.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter den flotte Vuelta i 2017 var forventningerne store til, at Miguel Angel Lopez i sin første Giro kunne blande sig i kampen om den samlede sejr, og han fik da også fuld opbakning til forsøget af det, der lignede Astanas A-hold. Med sig havde han nemlig klatrerne Pello Bilbao, Tanel Kangert, Andrey Zeits og Jan Hirt samt de alsidige klasseryttere Luis Leon Sanchez, Alexey Lutsenko og Davide Villella på det, der lignede et af løbets allerstærkeste mandskaber. Målet var klart: Lopez skulle på podiet i Rom.

Holdet kom overraskende godt fra start på enkeltstarten i Jerusalem, hvor Bilbao overraskede alt og alle ved at køre sig til en meget uventet 6. plads, mens Lopez som ventet smed en del tid med sin beskedne placering som nr. 61. Derefter kom han sikkert igennem de flade ørkenetaper i Israel, men da han atter skulle i aktion på de eksplosive puncheuretaper i Italien, viste han atter sin sårbarhed i positionskampen. Sanchez imponerede ellers med en 8. plads på Muren på 4. etape, men Lopez havde det svært, da han som nr. 29 smed 17 sekunder til flere af sine værste konkurrenter. Endnu værre gik det på 5. etape, hvor et sent uheld kostede ham yderligere 43 sekunder, men alligevel valgte holdet lidt overraskende at lade Bilbao holde sig til i klassementet med en 11. plads på etapen.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Heldigvis viste Lopez sig endelig positivt frem, da det på Etna gjaldt den første bjergetape, hvor han uden at imponere blev en hæderlig nr. 6, mens Bilbao fortsatte sin stærke start med en 13. plads. I den eksplosive finale på 8. etape blev det til hhv. en 10. og en 14. plads til spanieren og colombianeren, men desværre skulle den første uge slutte med endnu en skuffelse. Lopez havde det nemlig svært på den efterfølgende bjergetape, hvor han blot blev nr. 9 og således kunne gå på hviledag på en ikke specielt opløftende 13. plads. En 14. plads til Bilbao betød, at spanieren som nr. 9 faktisk var holdets bedste mand.

Starten på den anden uge handlede primært om overlevelse, men desværre blev Lopez’ sårbarhed i hektiske puncheurfinaler atter udstillet, da han som nr. 15 på 11. etape smed yderligere tid til rivalerne. Bedre gik det på de efterfølgende sprinteretaper, der bare skulle overleves, men her led holdet alligevel et tilbageslag, da en syg Kangert måtte rejse hjem. På 14. etape ventede så endelig Monte Zoncolan, der for Lopez repræsenterede en stor chance, og her viste han med en solid 4. plads, at formen endelig var i fremgang. Bilbao fortsatte tillige med at imponere, da han blev en ganske uventet nr. 9 på den meget svære stigning. Dagen efter slog Lopez til igen, da han trods Simon Yates’ magtdemonstration vandt et par bonussekunder ved i den lille forfølgergruppe at sikre sig 2. pladsen, mens Bilbao endte i næste gruppe som nr. 9. Dermed avancerede han til 5. pladsen inden den sidste uge, og med en 9. plads til Bilbao havde goldet nu to mand i top 10.

Enkeltstarten var en stor udfordring for dem begge. Bilbao overgik med en 21. plads forventningerne, men Lopez tabte som nr. 50 næsten tre minutter til flere af sine værste rivaler. Det skulle der rettes op på de sidste tre bjergetaper, og her viste han for første gang lidt af de takter, der bjergtog verden i Vueltaen. På Prato Nevoso kørte han endelig fra alt og alle, og selvom det blot blev til en 11. plads det tidlige udbrud, avancerede han fra 7. til 6. pladsen. Dagen efter tog han et stort skridt mod det endelige podium, da han på kongeetapen sad med i forfølgergruppen bag suveræne Chris Froome, inden han på den sidste stigning sikrede sig en 4. plads på etapen. Bilbao imponerede tillige atter med en 10. plads.

Derfor gik Lopez ind til den afsluttende bjergetape med målet om at skubbe Thibaut Pinot ned fra podiet, og det skulle vise sig nemmere end ventet. Den franske stjerne blev nemlig syg, og derfor fik han 3. pladsen forærende. I stedet blev missionen at forsvare sig mod Richard Carapaz, og den mission lykkedes, da han som nr. 12 rullede over stregen i favoritgruppen. Med en 16. plads lykkedes det tillige Bilbao at avancere til en højst overraskende 6. plads, og et stærkt tilfreds Astana-mandskab kunne derfor køre til Rom med en podieplads til Lopez, en 6. plads til Bilbao samt Lopez’ hvide ungdomstrøje som udkomme af et meget succesrigt løb.

Miguel Angel Lopez fik en flot tredjeplads i Giroen og vandt samtidig løbets hvide ungdomstrøje.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Luis Leon Sanchez har tradition for at starte sæsonerne som lyn og torden, og derfor var det naturligt, at han var kaptajn i Tour Down Under, hvor Riccardo Minali jagtede succes i spurterne. Denne lagde ud med en 10. plads på 1. etape, inden Sanchez første gang viste sig frem med en 9. plads i den stigende spurt i Stirling. Efter en fejlslagen spurt fra Minali på 3. etape styrkede Sanchez sine chancer betydeligt ved med en 3. plads på den hårde 4. etape at sikre sig vigtige bonussekunder, men desværre skuffede han stort på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 22. Endnu en fiasko til Minali i den sidste spurt afrundede et ikke helt tilfredsstillende løb, der gav en 8. plads til holdets spanske kaptajn.

Heldigvis var der blot tale om en enkelt dårlig dag for Sanchez, der generelt havde en fremragende sæsonstart. Den tog for alvor fart i Volta a la Comunitat Valenciana, da han og Jakob Fuglsang i dennes sæsondebut sammen med Alejandro Valverde kørte væk på den halvhårde 2. etape. Ganske vist blev de i spurten af den spanske veteran henvist til hhv. en 2. og en 3. plads, men de havde sikret sig vigtig tid til klassementet efter en stærk holdpræstation, der også gav en 7. plads til Pello Bilbao. Holdet imponerede også med en 2. plads på det neutraliserede holdløb, inden Sanchez, Fuglsang og Bilbao med placeringer som hhv. nr. 3, 6 og 7 leverede endnu en stærk kollektiv opvisning på kongeetapen. Unge Yevgeniy Gidick rundede løbet af med at spurte sig til en 8. plads, inden de kunne fejre to podiepladser med Sanchez som nr. 2 foran Fuglsang, en 7. plads til Bilbao samt sejr i holdkonkurrencen.

Det var meget æyseblåt på podiet i Volta a la Comunitat Valenciana.

Sanchez og Fuglsang drog derfra videre til Vuelta a Murcia, der er spanierens hjemmebaneløb. Her lykkedes det ham at tage en stærkt følelsesladet sejr, da han sammen med Valverde kørte fra alt og alle, inden den spanske Movistar-stjerne - bevidst eller ubevidst - lod sin ven køre alene hjem til en solotriumf. Med en 6. plads bekræftede Fuglsang også den gode form. Til gengæld havde holdet ikke meget at komme med i sprinterløbet Clasica de Almeria, hvor det blot til en 15. plads med Hugo Houle. Samme dag lykkedes det ganske overraskende den hensygnende Moreno Moser at sejre i Trofeo Laigueglia, hvor han dog stillede til start for det italienske landshold.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Fuglsang og Sanchez rundede deres stærke spanske sæsonstart i Ruta del Sol, hvor de efter den indledende sprinteretape lagde stærkt fra land med en spansk 2. plads og en dansk 5. plads på kongeetapen. Dagen efter fortsatte Oscar Gattos holdes fine takter med en 4. plads i en massespurt, men herfra gik galt. Fuglsang fortsatte ganske vist med at imponere med en 3. plads i 4. etapes puncheurfinale, men her viste Sanchez med en 8. plads uventede svaghedstegn. Desværre skuffede han også med en 10. plads på den afsluttende enkeltstart, hvor Fuglsang blev nr. 12, og holdet missede derfor podiet med en samlet 4. plads til Fuglsang og en 5. plads til Sanchez.

Holdet var også aktive i Mellemøsten, hvor Magnus Cort og Minali lagde ud med at dele kaptajnansvaret i Dubai Tour. Her lagde danskeren fremragende fra land med en fornem 2. plads bag Dylan Groenewegen på 1. etape, og dagen efter var det Minalis tur, da italieneren på 2. etape sikrede sig en 3. plads med Cort på en flot 6. plads. Den tredje massespurt gav en 8. plads til Cort og en 9. plads til Minali, inden Cort leverede det helt store attentat på den samlede sejr med en fremragende 2. plads på den eksplosive kongeetape, hvor en bedre startposition formentlig havde givet ham sejren. Desværre blev han blot nr. 8 i den afsluttende massespurt og kunne derved ikke forhindre Elia Viviani i at vinde samlet, men en 2. plads i klassementet samt en ungdomstrøje var stadig et fornemt udbytte af årets første løb.

Fra Dubai rejste Cort videre til Oman, hvor holdet også jagtede en samlet sejr med Miguel Angel Lopez i dennes sæsondebut. Cort kunne imidlertid ikke fortsætte den flotte start i den indledende massespurt, hvor han blot blev nr. 9, og han kom heller ikke med i den lille favoritgruppe på den hårde 2. etape, hvor Alexey Lutsenko imidlertid viste god form med en 3. plads, mens Lopez blev nr. 10. I det hele taget skulle det vise sig, at kasakken var bedre end ventet, da han dagen efter blev nr. 3 i en puncheurfinale, hvor Cort med en 6. plads og Lopez med en 9. plads ligeledes viste sig godt frem. Dagen efter kom så den helt store triumf, da Cort som den eneste sprinter på 4. etape overlevede stigningerne og derefter uden de store vanskeligheder i spurten sikrede sig sæsonens første sejr. Festen blev total dagen efter på kongeetapen, hvor Lopez og Lutsenko leverede en sand magtdemonstration, da de sammen kørte fra alt og alle og herved sikrede colombianeren etapesejren og kasakken førertrøjen. Den forsvarede de på den afsluttende etape, hvor Cort spurtede sig til en fin 4. plads, og løbet endte således med dobbeltsejr med Lutsenko foran Lopez, en ungdomstrøje til colombianeren samt sejr i holdkonkurrencen.

Mens Cort og Lutsenko rejste til Europa, fortsatte Lopez videre til Abu Dhabi Tour, hvor han slog pjalterne sammen med Minali. Desværre skuffede italieneren stort ved ikke at komme i top 10 på en eneste af de tre meget lette sprinteretaper, men til gengæld gjorde Lopez det bedre end ventet på enkeltstarten, hvor han blev en hæderlig nr. 28. På kongeetapen bekræftede han storformen fra Oman, men desværre var han oppe mod en ustoppelig Alejandro Valverde, der slog ham i spurten, efter at de to var kørt væk fra alle andre. Resultatet blev dog en flot samlet 3. plads i sæsonens andet etapeløb på WorldTouren samt endnu en ungdomstrøje.

I en meget travl sæsonstart stillede holdet også med en B-trup i et par af de tidlige franske løb. Andriy Grivko kom i Tour du Haut Var godt fra start med en 8. plads i 1. etapes puncheurfinale, og med en 15. plads på kongeetapen gav det ham en pæn samlet 10. plads. Tanel Kangert blev hentet ind til de følgende to endagsløb i Ardeche-regionen, hvor esteren lagde solidt ud med en 11. plads i Classic Sud-Ardeche, inden det i Drome Classic blev til en 14. plads ved Sergei Chernetckii.

Sanchez og Fuglsang skulle forsøge at fortsætte deres fornemme samarbejde, da de stillede til start som kaptajner i Paris-Nice. Desværre betød et styrt, at danskeren allerede på 1. etape tabte mere end halvandet minut, og dermed stod det hurtigt klart, at Sanchez var chefen. Cort missede sin chance i løbets eneste rigtige massespurt, hvor han blot blev nr. 26, inden Sanchez på 3. etape greb en uventet chance. Med et smart angreb lykkedes det ham i en trio at køre væk fra feltet, og selvom han i spurten blev slået af Jonathan Hivert, var en 2. plads nok til at sikre ham førertrøjen på en dag, hvor Cort også spurtede sig til en 7. plads. Desværre skuffede han lidt med en 7. plads på enkeltstarten, hvor det dog lykkedes ham at forsvare trøjen, inden Cort kom tæt på en triumf på 5. etape, hvor han blev nr. 2 i feltets spurt bag den duo, der kæmpede om sejren efter et langt udbrud. Herefter gjaldt det den første af de tre hårde etaper, hvor Sanchez med en 4. plads lagde stærkt ud. Desværre brød han helt sammen på kongeetapen, hvor Fuglsang alt for længe ventede på sin slagne kaptajn og trods en stærk afslutning derfor måtte nøjes med en 9. plads. Med klassementet overstået fik Omar Fraile frihed til at angribe på den våde sidste etape, og her viste han sit instinkt som udbryder. Desværre blev han i spurten i en trio akkurat slået af David de la Cruz, hvorved han gik glip af en stor triumf i et løb, der endte med en samlet 14. plads til Fuglsang som det lidt nedslående udkomme.

Desværre gik det ikke bedre i Tirreno-Adriatico, hvor formstærke Lopez ellers havde store ambitioner. Allerede den indledende 14. plads i holdløbet var et dårligt varsel, men det første virkelig tilbageslag kom i 3. etapes puncheurfinale, hvor colombianere som nr. 26 smed et halvt minut til rivalerne. På kongeetapen forsøgte han med et tidligt angreb at rette op på fadæsen, men en total eksplosion betød, at Kangert måtte slæbe ham til mål som nr. 22. Lutsenko forsøgte sig herefter i puncheurfinalen på 5. etape, hvor han imidlertid blot blev nr. 13, og derfor blev de sidste to etaper en ret ligegyldig afslutning på et løb, hvor Lutsenko og Lopez endte som beskedne nr. 15 og 16 i klassementet, men hvor det alligevel blev til endnu en sejr i en holdkonkurrence.

Som et asiatisk hold har Astana altid givet Tour de Langkawi prioritet, og det var også tilfældet i år, hvor de mødte frem med Minali til de mange massespurter. Han lagde ud med en 5. plads i den første massespurt, inden han på 2. etape endelig sikrede sig karrierens første sejr efter en dag, hvor hans lead-out man, Gidich, endda blev nr. 4. Dagen efter snød et udbrud sprinterne, hvorfor det blot blev til en 12. plads, men på 4. etape slog Minali til igen ved at besejre rivalen Andrea Guardini. På kongeetapen var det Gidichs tur til at forsøge sig, og han imponerede med en flot 4. plads. Desværre lykkedes det ikke Minali at sikre sig hattricket på de sidste tre sprinteretaper. Først blev det til hhv. en 2. og en 5. plads til ham og Gidich, inden Ruslan Tleubayev greb chancen i et udbrud og sikrede sig en 3. plads. En 4. plads til Gidich og en 8. plads til Minali på sidste etape afrundede et fint løb, der gav to etapsejre samt en samlet 6. plads til Gidich.

Riccardo Minali vandt to etapesejre i Le Tour de Langkawi.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Holdet rejste til Volta a Catalunya med Bilbao som kaptajn, og her handlede de første tre etaper om overlevelse. Det lykkedes fint for baskeren, men på kongeetapen skuffede han stort ved blot at blive nr. 54. Den chance udnyttede en velkørende Jesper Hansen til at blive nr. 13, og det samme gjorde Sergei Chernetckii, da denne på 5. etape fra et udbrud sikrede sig en 6. plads. Hansen overlevede sidevinden på den våde 6. etape, inden han med en fin 11. plads på den hårde sidste etape i Barcelona sikrede sig en fornem samlet 9. plads i et af sportens hårdeste løb.

Bilbao fik chance for revanche på hjemmebanen i Vuelta al Pais Vasco, hvor han lagde stærkt ud. På 1. etape vandt han favoritgruppens spurt om 3. pladsen bag Julian Alaphilippe og Primoz Roglic, der var kørt væk på sidste stigning, og også på den hårde 2. etape endte han med de øvrige topnavne på en 7. plads i en gruppe bag Alaphilippe, Roglic, Gorka Izagirre og Mikel Landa. Selv i 3. etapes massespurt var han med en 9. plads med fremme, men ikke uventet led han et tidstab med en 29. plads på enkeltstarten. Det var dog ikke Bilbao, der reddede løbet for holdet. Det var derimod Fraile, der gik i udbrud på den første af de to hårdeste etaper. Det sikrede ham en plads i den lille gruppe, der spurtede om sejren, og her slog han suverænt til på hjemmebanen, inden Bilbao som nr. 8 var den hurtigste i den første forfølgergruppe. Desværre kneb det lidt for Bilbao på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 13, men med etapesejr til Fraile og en samlet 8. plads til Bilbao var løbet alligevel en stor succes for kasakkerne.

Lopez skulle pudse Giro-formen af i bjergløbet Tour of the Alps, hvor holdet mødte op med det meste af den meget stærke Giro-trup. Løbet skulle vise sig at blive den totale triumf, og tonen blev allerede slået an på 1. etape. Her udnyttede mandskabet, at de i en lille favoritgruppe havde hele seks mand med, og det overtal blev udnyttet til, at Bilbao kunne køre væk til en stor triumf, inden Sanchez med et sent angreb endda sikrede holdet en dobbeltsejr. Bare 24 timer slog holdet til igen, da Lopez satte sine Giro-rivaler til vægs ved at vinde kongeetapen, som endda også gav en 7. plads til Jan Hirt. Desværre missede holdet ud på 3. etape, hvor det ikke lykkedes Lopez til slut at køre Ben O’Connor ind, og derfor blev det i spurten i en lille gruppe blot til en 5. plads til Sanchez. Helt galt gik det, da Lopez efter sit arbejde for sin spanske holdkammerat endda tabte 9 sekunder i spurten. Heldigvis tog Sanchez sin revanche dagen efter, hvor han ikke ventede på spurten, men i stedet med et sent angreb kørte alene hjem til holdets tredje sejr på fire dage, inde Lopez og Bilbao spurtede sig til hhv. en 8. og en 9. plads. Holdet kom endda også tæt på på sidste etape, hvor Hirt forsøgte sig med et sent angreb i den flade finale, hvor han dog var for sent ude og blot blev nr. 3. Lopez endte som nr. 7 og sikrede sig herved en samlet 3. plads i et løb, hvor Sanchez som nr. 8, Hirt som nr. 19, Andrey Zeits som nr. 11 og Bilbao som nr. 14 sikrede en kollektiv dominans, der også gav suveræn sejr i holdkonkurrencen.

Efter de lovende takter i Langkawi udgjorde Minali og Gidich atter kaptajnduoen i Tour of Croatia, hvor italieneren lagde fint fra land med en 4. plads i den første massespurt. Dagen efter viste de sig begge frem, da det blev til en 3. plads til Minali og en 4. plads til Gidich i en meget teknisk massespurt, inden Gidich overgik alle forventninger ved at blive en nærmest chokerende nr. 3 på den første meget hårde bjergetape. Et styrt på 4. etape truede med at ødelægge det hele, men det lykkedes ham alligevel at blive nr. 11 på den anden bjergetape. Trods skaderne holdt han sig også til på den farlige sidste etape, og derved sikrede han sig en fornem samlet 3. plads samt sejr i ungdomskonkurrencen.

Efter en fornuftig ardennerkampagne skulle Fuglsang runde foråret af ved at jagte et topresultat i Tour de Romandie, hvor Grivko gav holdet en god start med en 13. plads i prologen, der til gengæld gav den danske kaptajn en stor lussing. Det var dog hurtigt glemt dagen efter, da Fraile overraskede en hel cykelverden ved i en reduceret massespurt at slå Sonny Colbrelli og sikre sig sin anden WorldTour-sejr på mindre end en måned. Dagen efter deltog han ikke i spurten, hvorefter det var op til Fuglsang at slå til på bjergenkeltstarten. Den endte imidlertid med en yderst skuffende 13. plads, men det slog ikke danskeren ud. Tværtimod viste han stor taktisk klogskab på den efterfølgende kongeetape, hvor han foregreb favoritterne og derefter udnyttede den interne kamp mellem Egan Bernal og Primoz Roglic til at køre alene hjem til en meriterende solosejr. Det var samtidig nok til, at han efter den sidste sprinteretape kunne sikre sig en flot samlet 4. plads.

Efter klassikerne var Cort tilbage i sadlen i Tour de Yorkshire, hvor Minali dog var holdets sprinter. Desværr blev italieneren blot nr. 10 på 1. etape, hvor et udbrud snød feltet, men det skulle hurtigt blive glemt. Dagen efter overraskede Cort nemlig ved i en knaldhård puncheurfinale at slå selveste Greg Van Avermaet og derved sikre sig sæsonens anden sejr samt førertrøjen. Han udbyggede endda sin føring ved at blive nr. 2 bag Max Walscheid i den efterfølgende massespurt, men desværre blev den afsluttende kongeetape for hård for danskeren, der knækkede i den kuperede finale og gled ned på en samlet 19. plads.

Efter den flotte kørsel i Kroatien var Gidich atter kaptajn i Tour de l’Ain, hvor Tleubayev lagde fra land med en 14. plads i den første massespurt. Desværre var den gode form forsvundet, og på den første af de to hårde etaper blev han blot nr. 25. Houle gav lidt oprejsning med en 9. plads på kongeetapen, men det franske løb blev ikke en succes for kasakkerne.

Forhåbningerne var større til Belgium Tour, hvor Cort skulle forsøge at bygge videre på det gode momentum. Det var dog Minali, der først viste sig frem, da han på 1. etape kun blev overgået af André Greipel i massespurten. Det fulgte han op med en 10. plads på 2. etape, men desværre måtte Cort med en 20. plads på enkeltstarten indse, at det ville blive svært at vinde samlet. Med en 2. plads gav Grivko i stedet sig et godt udgangspunkt inden kongeetapen, hvor han dog akkurat missede frontgruppen og var ”best of the rest” som nr. 6. Efter en 10. plads til Minali i den sidste massespurt blev det således til en samlet 5. plads til ukraineren.

Efter sin flotte Giro skulle Bilbao forsøge at presse det sidste ud af formen i Criterium du Dauphiné, hvor han dog som ventet led et tidligt tidstab med en 41. plads på prologen. Han kom fint igennem de efterfølgende to sprinteretaper, men hans håb led yderligere et knæk, da holdet blot blev nr. 14 i holdløbet. På den første af de fire bjergetaper gik Dario Cataldo i et stort udbrud, der først blev neutraliseret på sidste kilometer, hvor Bilbao i den eksplosive finale sikrede sig en 11. plads. Desværre brændte han sammen på den efterfølgende etape, hvor han med en 34. plads gled ud af klassementet, og han lignede en mand, der var på hjem. Det var han imidlertid slet ikke, for allerede dagen efter gik han i et tidligt udbrud, og i en hæsblæsende finale lykkedes det ham akkurat at holde Geraint Thomas bag sig og sikre sig karrierens største sejr. På sidste etape var han imidlertid tømt for energi, men med etapesejr til Bilbao og bjergtrøje til Cataldo endte det franske løb alligevel som en stor succes for kasakkerne.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Pello Bilbao sikrede sig sejren på sjette etape i Criterium du Dauphiné.

Holdet havde en stor del af Tour-truppen til start i Tour de Suisse, hvor Fuglsang jagtede et topresultat og Cort succes i spurterne. Desværre fik de en regulær katastrofestart, da de blot blev nr. 20 af 22 hold i det indledende holdløb. Bedre blev det ikke af, at Cort blev sat i finalen på 2. etape, hvor Fraile med sin 12. plads var overmatchet i spurten. Heldigvis rejste danskerens sig dagen efter, hvor han kom med feltet hjem og spurtede sig til en 5. plads, og det mønster gentog sig på 4. etape, hvor en 5. plads i spurten gav en 6. plads på etapen bag den ensomme Christopher Juul. Fuglsang bestod derefter den første bjergtest, da han med en 13. plads holdt sig til favoritterne på den eksplosive 5. etape, og det samme gjorde han dagen efter, hvor han igen blev nr. 13 bag et vindende udbrud. Det var imidlertid på kongeetapen, at han for alvor viste sin klasse, da det til slut lykkedes ham at hente selveste Richie Porte, der var sat efter den tidligt angribende Nairo Quintana. Det lykkedes aldrig at fange colombianeren, men Fuglsang sikrede sig en 2. plads og avancerede til den samlede 6. plads, som han forsvarede på den sidste sprinteretape, hvor Cort ikke blandede sig i spurten. Til slut rundede danskeren løbet af med at køre sin bedste enkeltstart i umindelige tider, da han med en fornem 8. plads avancerede til den samlede 2. plads og faktisk kunne ærgre sig over, at det kun var det katastrofale holdløb, der havde kostet ham den helt store triumf i et løb, hvor holdet også atter sejrede i en holdkonkurrence.

Efter Giroen skulle Sanchez finde Tour-benene i Route l’Occitanie, hvor Gidich lagde ud med at spurte sig til en 6. plads. Det fulgte han på med en 8. plads på 2. etape, inden Sanchez med en flot 4. plads viste sig fornemt frem på kongeetapen. Det helt store show leverede han dog på sidste etape, hvor han og Valverde atter gik i offensiven sammen på en stigning langt fra mål. På sidste kilometer blev de imidlertid akkurat hentet, inden Gidich spurtede sig til en 4. plads. Samlet blev det til en 5. plads til den spanske veteran.

Holdet rundede første del af sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor de fik en god start i Ukraine. Her sikrede Grivko sig sejren på enkeltstarten samt en 5. plads i linjeløbet. I Spanien var de tæt på i linjeløbet, hvor Fraile og Sanchez blev hhv. nr. 3 og, og som ventet dominerede de totalt i Kazakhstan, hvor Daniil Fominykh sejrede på en enkeltstart, hvor de satte sig på fem af de første seks pladser, inden Lutsenko levede op til favoritværdigheden i linjeløbet, hvor de med Nikita Stalnov som nr. 2 og Artyom Zakharov som nr. 3 ryddede podiet. Da Kangert vandt den estiske enkeltstart, blev det således til i alt fire titler.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Holdet meldte meget ambitiøst ud, da man annoncerede, at man jagtede en podieplads med Jakob Fuglsang i årets største løb, hvor danskeren havde et helt hold bygget op omkring sig. Som støtte i bjergene havde han Jesper Hansen, Tanel Kangert, Omar Fraile og Luis Leon Sanchez, mens Michael Valgren, Dmitriy Gruzdev og Magnus Cort skulle gå til hånde i fladere terræn, især i den hektiske første uge. Sidstnævnte ventedes også at få lov at forsøge sig i spurterne, men det overordnede mål var ubetinget klassementet med Fuglsang.

Omar Fraile holdt Alaphilippe og Stuyven bag sig på Tourens 14. etape.

Holdet kom stærkt fra start, da Fuglsang på den styrtplagede 1. etape såmænd endte som nr. 9 i massespurten, men allerede dagen efter led han et stort tilbageslag, da Sanchez styrtede ud af løbet på den ellers ganske harmløse 2. etape. Det var en mindre katastrofe bare dagen inden det vigtige holdløb, men her overgik det decimerede kasakhstanske mandskab alligevel alle forventninger ved med en 8. plads at begrænse Fuglsangs ventede tab ganske markant. Til gengæld lykkedes det heller ikke på 4. etape for Cort at komme frem i en massespurt.

Fuglsangs næste små tests ventede i de eksplosive finaler på 5. og 6. etape, og dem klarede han med glans, da han som hhv. nr. 19 og 15 kom i mål sammen med favoritterne. De følgende to sprinteretaper endte også som forspildte muligheder, men vigtigst var det, at Fuglsang kom sikkert frem til brostensetapen. Her havde han håbet at vinde tid og gik da også i offensiven undervejs, men missionen mislykkedes, og han måtte stille sig tilfreds med at nå mål sammen med hovedparten af favoritterne. En samlet 7. plads efter den frygtede første uge var dog et glimrende udgangspunkt.

Desværre skulle det hurtigt vise sig, at Fuglsang ikke havde benene til at blande sig med de bedste. På den første etape i Alperne lykkedes det ham ganske vist som nr. 14 at nå i mål med favoritgruppen, men den sidste stigning havde afsløret, at der kunne være problemer i vente. Det viste sig allerede dagen efter at være sandt, da Kangert måtte slæbe en tømt Fuglsang til mål som nr. 26. Heldigvis lykkedes det ham med en 8. plads på Alpe d’Huez at rejse sig flot, men en 11. plads efter Alperne var bestemt ikke det ønskede udkomme. Slemt var det også, at holdet mistede yderligere en mand, da Gruzdev faldt for tidsgrænsen.

Fuglsangs nedtur gav til gengæld mere frihed til resten af holdet, og den blev i den grad udnyttet. Cort lagde ud med at spurte sig til en 7. plads på 13. etape, men det var Fraile, der for alvor bragte holdet i rampelyset. Dagen efter gik han nemlig i udbrud på Mende-etapen, og med klog kørsel lykkedes det ham på den sidste stigning at komme Julian Alaphilippe i forkøbet og akkurat holde franskmanden bag sig, så han kunne sikre sig karrierens største og sin sæsons tredje WorldTour-sejr. Til gengæld led Fuglsang yderligere et nederlag, da han tabte tid på den stejle stigning. Alt sammen var det dog hurtigt hjælp, for minsandten om ikke holdet lavede the double. Dagen efter leverede Cort og Valgren nemlig et sandt mesterstykke, da de på 15. etape sammen gik i udbrud, og efter at have overlevet udskilningen på den sidste stigning gik Cort i offensiven sammen med Ion Izagirre og Bauke Mollema, som han let satte til vægs i spurten, inden Valgren sikrede sig en 4. plads. Dermed kunne holdet gå på hviledag med to etapesejr, og med en top 10 til Fuglsang inden for rækkevidde, da kaptajnen var avanceret til en 9. plads.

Magnus Cort tog karrierens største sejr, da han på 15. etape sprintede sig til sejren i Carcassone.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

Valgren forsøgte sig igen med et udbrud på den første etape i Pyrenæerne, men her var han trods alt overmatchet af klatrerne og måtte tage til takke med en dog ganske flot 7. plads. Fuglsang kom til mål med de øvrige klassementsryttere, men desværre slukkedes hans drømme på kongeetapen, hvor han blot blev nr. 15 og gled ned som nr. 10 efter en dag, hvor Kangert havde imponeret med et stort soloridt. Cort kunne ikke blande sig på den efterfølgende sprinteretape, hvor han blot blev nr. 20, inden Fuglsang forsøgte et comeback med et tidligt angreb på den sidste bjergetape. Det lykkedes desværre slet ikke, og i stedet gled han med en 20. plads helt ned som nr. 12 i klassementet. Den placering kunne han ikke forbedre med sin beskedne 40. plads på enkeltstarten, og det blev derfor det endelige udkomme, efter at Cort havde skuffet med en 14. plads i massespurten i Paris. Heldigvis kunne holdet se tilbage på et løb, hvor to etapesejre betød, at de var et de allermest succesrige mandskaber.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter 3. plads i Giroen var der store forventninger til, at Miguel Angel Lopez også ville kunne køre med om sejren i Vuelta a Espana, hvor han atter mødte op med et stærkt hold til at støtte sig. Pello Bilbao var efter sin 6. plads i Giroen holdets plan B, mens Jan Hirt, Andrey Zeits, Omar Fraile, Davide Vilella og Dario Cataldo udgjorde en stærk gruppe af klatrestærke folk til at sætte kaptajnen op på bjergetaperne, mens Nikita Stalnov var med som altmuligmanden, der kunne gøre sig lidt gældende overalt.

Holdet kom ganske lovende fra start, da både Bilbao og Lopez med placeringer som hhv. nr. 33 og 41 forsvarede sig fint på den indledende enkeltstart, men desværre led de allerede dagen efter et lille tilbageslag, da Lopez atter viste sin svaghed i eksplosive finaler ved at smide 19 dumme sekunder på 2. etape. Den efterfølgende sprinteretape blev overlevet, og derefter kom holdet på den første bjergetape ganske tæt på en uventet sejr. Det skete, da Stalnov greb sin chance i et udbrud, inden han på den sidste stigning udkæmpede en spændende duel med Ben King, der dog desværre henviste ham til 2. pladsen i spurten. Lopez holdt sig fint til med en 10. plads i samme tid som de øvrige favoritter, men til gengæld måtte Bilbao med et tidstab på mere end 9 minutter indse, at han slet ikke havde timet formen denne gang.

Holdet fortsatte med at køre offensivt, og dagen efter var det Villella, der fik chancen. Desværre kom han til kort i den stærke gruppe og måtte tage til takke med en ganske hæderlig 4. plads. På 6. etape imponerede holdet i sidevinden, da Fraile holdt Lopez ude af problemer, og de to endte endda som hhv. nr. 7 og 8 i massespurten. Dagen efter fik Fraile sin egen chance i en stigende spurt, hvor han sikrede sig en flot 5. plads, men benene rakte ikke til at forsøge sig i en lignende finale på 8. etape. Den første uge sluttede med Lopez’ første alvorlige bjergtest, som han bestod til UG, da han med en 4. plads bag det tidlige udbrud viste sig som den stærkeste af klassementsrytterne og herved avancerede til en 7. plads inden den første hviledag.

Holdet valgte ikke at gå i udbrud på de tre efterfølgende etaper, der i stedet blev brugt til at spare kræfter inden de tre vigtige bjergetaper i den næstsidste weekend. På den første af disse led Lopez et dumt tidstab, da han på den sidste stigning tabte kæden og derved smed 20 sekunder til Nairo Quintana, der var bedst af favoritterne. Dagen efter dummede han sig gevaldigt ved ikke at give Quintana en hånd, da disse sammen kørte væk, og i stedet endte han med som nr. 2 at tabe yderligere tid til Simon Yates, der kørte sig i førertrøjen ved at sikre sig en etapesejr. Også den store etape til Lagos de Covadonga endte med en frustrerende 2. plads, da han og resten af favoritterne måtte lade den i klassementet ufarlige Thibaut Pinot køre væk til sidst, men de stabile præstationer havde dog bragt ham op på en samlet 4. plads inden den sidste uge.

Desværre blev det som forventet til et gedigent tidstab på enkeltstarten, hvor han blot blev nr. 31 og derved gled ned som nr. 6. På den efterfølgende bjergetape i Baskerlandet skuffede han tillige en anelse, da han blot blev fjerdebedst af favoritterne bag det store udbrud, hvor Fraile var fejlet ved blot at blive nr. 19 på sin hjemmebane. Faktisk så det ud til, at den gode form var forsvundet, da han atter led på den næstsidste bjergetape, hvor han blot blev nr. 5, og endda også gled fra en 4. til en 5. plads inden kongeetapen.

Derfor havde han ikke meget at miste på den sidste store dag i Pyrenæerne, og det fik ham til at angribe uventet tidligt. Ganske vist blev hans offensiv i første omgang neutraliseret, men det fik ham blot til at forsøge igen. Til slut endte han i en stærk trio med Enric Mas og Yates, og det lykkedes endda til slut at køre fra briten. I spurten om etapesejren måtte han desværre se sig henvist til sin tredje 2. plads i løbet, men tidsgevinsten var nok til, at han efter den afsluttende etape til Madrid kunne bestige podiets nederste trin ved afslutningen af en grand tour for anden gang i sæsonen.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede mens Touren fortsat var i gang stillede holdet til start i Østrig Rundt, hvor Dario Cataldo og Andrey Zeits skulle køre klassement og Alexey Lutsenko jagte etapesejre. Efter en resultatløs 1. etape kom sidstnævnte første gang tæt på på 2. etape, hvor han vandt feltets spurt om 5. pladsen bag en stærk kvartet. Dagen efter viste Cataldo god form ved at sikre sig en 3. plads på kongeetapen, hvor Zeits blev nr. 9, og det blev fulgt op dagen efter, hvor Cataldo og Lutsenko spurtede sig til hhv. en 6. og en 7. plads i en lille gruppe. På den anden af de store bjergetaper blev Cataldo nr. 12 bag et vindende udbrud, inden løbets højdepunkt ventede på 6. etape. Her gik Lutsenko i udbrud sammen med Matej Mohoric, og efter en fantastisk duel lykkedes det kasakken at tage sin første sejr i sæsonens anden halvdel, mens Cataldo som nr. 9 nåede mål med de øvrige favoritter. Dagen efter viste italieneren sig stærkt frem ved som nr. 5 at ende som den bedste af favoritterne på 7. etape. Lutsenko greb til slut sin chance igen ved at gå i udbrud på den flade sidste etape, hvor det lykkedes at snyde sprinterne, men hvor Giovanni Visconti desværre henviste ham til 2. pladsen, inden Yevgeniy Gidich i feltet spurtede sig til en 8. plads. Det samlede udbytte blev en flot samlet 3. plads til Cataldo samt altså en enkelt etapesejr.

Holdet rejste til Danmark Rundt med samlede ambitioner med Andriy Grivko og spurtambitioner med Riccardo Minali. Sidstnævnte kom skidt fra start, da han blev sat på 1. etape til Aalborg, hvor Hugo Houle i stedet spurtede sig til en 11. plads. På kongeetapen i Vejle kom holdet også til kort, da Grivko og Houle blot blev hhv. nr. 16 og 17, inden Minali kom tæt på sin første europæiske sejr, da han på 3. etape blev nr. 2 i en massespurt, hvor Houle blev nr. 10. Grivko skuffede sig selv en anelse ved blot at blive nr. 8 på enkeltstarten, inden Minali rundede løbet af med en 4. plads i spurten på Frederiksberg. Samlet blev det til en 4. plads til Grivko og en 8. plads til Houle, hvormed de akkurat gik glip af podiet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Riccardo Minali blev toer efter Tim Merlier på PostNord Danmark Rundts tredje etape til Vordingborg.

Holdet rejste til Tour de Pologne med en bred trup, som gav Sergei Chernetckii, Lutsenko og Davide Villella muligheder for at forsøge sig i klassementet. Det lykkedes aldrig for Gidich at blande sig i de tre massespurter, men kaptajnerne holdt sig alle til inden den første test på 4. etape. Her viste Chernetckii med en 4. plads på Muren i Szczyrk fremragende form, som han bekræftede med en 11. plads i den stigende spurt på 5. etape. På den første af de hårde etaper til slut betød en 6. plads, at han gik ind til kongeetapen på en samlet 5. plads. Her lignede han atter en af de allerstærkeste, inden en løs hund i finalen sendte ham i asfalten og knuste hans drømme om et samlet topresultat på WorldTouren. I stedet endte det blot med en 17. plads og endnu en sejr i en holdkonkurrence for kasakkerne.

I samme periode testede Miguel Angel Lopez og Pello Bilbao Vuelta-formen i Vuelta a Burgos. Sidstnævnte lagde fremragende fra land, da han i puncheurfinalen på 1. etape blev en flot nr. 2, inden Lopez efter en begivenhedsløs sprinteretape tog over på den første etape i bjergene. Her slog han efter en spændende duel talentfulde Ivan Sosa og kørte sig derved i førertrøjen, mens Bilbao med en 7. plads også bekræftede sin fine form. Lopez spurtede sig herefter til en 7. plads i den stigende spurt på 4. etape, men desværre blev han den lille i endnu en stor duel mod Sosa mod den afsluttende bjergetape. En 2. plads betød nemlig, at han også samlet måtte tage til takke med en 2. plads, og derefter var det kun en trøst, at han endte som vinder af pointkonkurrencen.

Holdet drog til BinckBank Tour med håb om, at Michael Valgren og Magnus Cort var klar igen efter Touren. Det var dog Riccardo Minali, der først skulle forsøge sig på den indledende sprinteretape, hvor det blot blev til en 10. plads, og hvor Cort som følge af et styrt med det samme røg ud af klassementet. Dagen efter led de yderligere et tilbageslag, da Valgren blot blev nr. 35 på enkeltstarten, og bedre gik det ikke på 3. etape, hvor hverken Minali eller Cort kom med hjem til spurten. Minali blev blot nr. 13 på 4. etape, men heldigvis vendte lykken 24 timer senere. Her greb Cort nemlig chancen i et udbrud, der helt uventet snød alle sprinterne, og i en spurt sikrede den hurtige dansker sig let sæsonens anden sejr på WorldTouren. Desværre faldt holdet på den første af de to hårde weekendetaper ud af klassementet, da Valgren rød i asfalten, og da han efter et stort angreb fik defekt på den afsluttende kongeetape og derfor blot blev nr. 43, endte holdet uden et klassementsresultat, men med en etapesejr, der mere end reddede løbet for kasakkerne.

Efter den store skuffelse i Polen jagtede Chernetckii oprejsning i Arctic Race of Norway, og det skulle vise sig at gå over al forventning. Russeren lagde stærkt ud med en 2. plads i den stigende spurt på 1. etape, inden han sammen med Jakob Fuglsang med offensiv kørsel fik skovlen under Mathieu van der Poel på den hårde 2. etape. I spurten i en lille gruppe blev det blot til en russisk 5. plads og en dansk 9. plads, men det var nok til at bringe Chernetckii i førertrøjen. Den føring udbyggede han med en 3. plads i den stigende spurt på 3. etape, inden han med en solid 8. plads på sidste etape sikrede sig en flot samlet sejr i det norske etapeløb.

Samme succes havde han ikke, da han senere stillede til start i Tour du Poitou-Charentes. Uden en sprinter havde kasakkerne det svært i det flade lød, hvor Hugo Houle forsøgte sig i massespurterne. Han lagde ud med placeringer som nr. 10, 7 og 14, inden det gjaldt den vigtige enkeltstart. Her blev den stærke canadier en flot nr. 4, og med en 17. plads på sidste etape sikrede det ham også den samlede 4. plads, mens Chernetckii denne gang måtte tage til takke med en placering som nr. 8.

Holdet stillede også til start ved VM i holdløb, hvor et ikke specielt stærkt mandskab dog endte på en beskeden 10. plads. Alligevel blev VM en succes med Valgrens ovenfor omtalte flotte ridt i linjeløbet, ligesom Lutsenko kørte sig til en pæn 13. plads på enkeltstarten. Samtidig var holdet til start på hjemmebanen i Tour of Almaty, hvor de vanligt var altdominerende. Davide Villella lagde ud med at køre til en solosejr på 1. etape, hvor Luis Leon Sanchez fejrede sit længe ventede comeback md en 4. plads. Dagen efter var rollerne byttet rundt, da Sanchez kørte hjem til en solosejr, inden Villella med en 3. plads sikrede sig den samlede triumf med den spanske veteran på 4. pladsen. Villella vandt tillige pointtrøjen.

Mens en del af holdet rundede sæsonen af i de italienske klassikere, tog Lutsenko sin gode VM-form med sig til Tour of Turkey, hvor han jagtede den samlede sejr. Det lykkedes ikke Yevgeniy Gidich at blande sig i spurterne, mens Lutsenko selv viste god form ved at spurte sig til en 7. plads i den reducerede massespurt på 3. etape. Dagen efter ventede den helt store triumf, da han på kongeetapen slog Diego Ulissi i en spændende duel, der gav ham direkte kurs mod den samlede sejr. Desværre faldt det hele sammen på den hektiske sidste etape i Istanbul, hvor det med seks bonussekunder akkurat lykkedes at fravriste ham den samlede sejr, selvom de to endte i samme tid. 2. pladsen i sig selv var flot, men med tanke på, at det hele blev tabt på grund af en lav placering i en massespurt, var der grund til fortrydelse i den kasakhstanske lejr.

Holdet rundede sæsonen af med en god oplevelse i Kina. Ganske vist lykkedes det ikke Minali at vise sig frem i de indledende massespurter, hvor han blot blev hhv. nr. 11, 15 og 6, men på kongeetapen viste holdet stor styrke. Chernetckii fortsatte nemlig sit stærke efterår ved at sikre sig en 3. plads, mens Sanchez og Villella med placeringer som hhv. nr. 6 og 9 gav holdet hele tre mand i top 10. At det blot blev til en 11. plads på sidste etape til Minali i weekenden var således af mindre betydning, da holdet til slut kunne fejre n samlet 3. plads med Chernetckii og en 8. plads med Sanchez samt endnu en holdkonkurrencesejr som afrunding på en flot sæson.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Den endelige dom

Forud for sæsonen var der en fornemmelse af, at Astana var et tidligere storhold. Tabene af Vincenzo Nibali og Fabio Aru gjorde ondt, og da det ikke var lykkedes at indhente nye stjerner, indrømmede flere af holdets ryttere da også allerede i løbet af vinteren, at det kasakhstanske mandskab måske nok skulle spille en mere opportunistisk rolle i fremtiden. Alene det, at holdet i 2017 blot var blevet nr. 15 på WorldTour-ranglisten var et klart tegn på nedturen, og det var endda, mens man fortsat havde Aru i folden.

12 måneder senere synes alt vendt på hovedet. Selv uden en oplagt superstjerne lykkedes det holdet at ende som nr. 6 på WorldTouren, langt foran på papiret stærkere mandskaber. Det skete efter et år, hvor det meste lykkedes, og hvor holdet vandt ikke færre end 30 løb, herunder to klassikere og to etaper i Touren - ikke nogen let bedrift for et hold uden topsprinter - og endte på podiet i to grand tours.

Det er naturligvis mest nærliggende at pege på Miguel Angel Lopez og Michael Valgren som bannerførerne i den flotte sæson. Forud for sæsonen havde colombianeren stadig til gode at vise, at han kunne holde over alle tre uger i en grand tour. Den tvivl fik han effektivt begravet med to flotte 3. plads i Giroen og Vueltaen, hvor eneste ærgrelse er, at han trods et hav af 2. pladser gik glip af en etapesejr, og hvor han kan ærgre sig over, at det særligt i Vueltaen kunne være blevet til endnu mere, hvis han havde undgået dumme tidstab. Med tanke på at han fortsat er en rytter i kraftig udvikling, cementerede det colombianske stjernefrø, at Astana besidder et af tidens mest lovende grand tour-talenter, og pludselig ser tabet af Aru derfor slet ikke så slemt ud.

Mens Lopez’ podieplaceringer ikke var helt uventede, overgik Valgrens klassikersæson til gengæld alle forventninger. Ganske vist havde han tidligere gjort det flot i store endagsløs, men at han skulle ende sæsonen med sejre i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, en 4. plads i Flandern Rundt samt en 2. plads i Bretagne Classic var der næppe mange, der havde spået. For et hold, der altid har fokuseret mere på etape- end på endagsløb, markerede det et stort gennembrud, der til fulde kompenserede for, at der desværre også var en del store klassikere, hvor holdet var temmelig usynlige.

På papiret ligner det en skuffelse, at Jakob Fuglsang fejlede i Tour-klassementet, men da podieambitionerne i forvejen så helt urealistiske ud, var det ikke nogen katastrofe, at det blot blev til en 12. plads. Tværtimod er det med hele to etapesejre til Omar Fraile og Magnus Cort svært at betegne løbet som andet end en succes for et hold, der på papiret bestemt ikke havde den mest skræmmende trup. Og Fuglsang havde alligevel en fin sæson, hvor særligt 2. pladsen i Tour de Suisse bekræftede hans fremgang i ugelange etapeløb, og hvor han med sin store etapesejr og samlede 4. plads i Tour de Romandie atter viste, at han besidder stor løbsintelligens og kølighed i finalerne, hvor han ofte har udmanøvreret ellers stærkere modstandere.

For et etapeløbshold var det måske skuffende, at holdet ikke blandede sig helt fremme i specielt mange ugelange etapeløb, men i lyset af at holdet kun havde to reelle etapeløbsryttere, kan man vel næppe brokke sig over podiepladser i Tour de Suisse, Tour of Turkey, Tour of Guangxi og Abu Dhabi Tour samt en 4. plads i Tour de Romandie og en top 10-placering i Vuelta al Pais Vasco. Faktisk var WorldTour-etapeløbene en kolossal succes, da det trods fraværet af store sprintere lykkedes holdet at vinde hele 8 etaper i de store løb på den fineste kalender, mange af dem fra udbrud. Særligt Fraile udviklede sig til lidt af en sejrsmaskine med sine store triumfer i Baskerlandet, Romandiet og Touren - og havde han været lidt mere kølig kunne man have føjet Paris-Nice til listen.

Der var også andre lyspunkter. Luis Leon Sanchez oplevede lidt af en genfødsel i sin bedste sæson i mange år, ligesom den evigt ustabile Lutsenko i glimt viste sin høje klasse. 6. pladsen i Giroen og etapesejren i Dauphiné gav Pello Bilbao et stort gennembrud, og Yevngeniy Gidich viste i flere mindre løb et ganske stort potentiale. Sergei Chernetckii havde et fabelagtigt efterår kronet med en podieplads i Guangxi, og Magnus Cort gjorde store fremskridt i hårdere terræn i et år, hvor han tog fire meget flotte sejre.

Skal man pege på skuffelserne, er det nærliggende at se i retning af Moreno Moser og Jan Hirt, der havde deciderede katastrofesæsoner, ligesom man kan ærgre sig over, at Lutsenko kun så kortvarigt viste evnerne. Tanel Kangert havde bestemt heller ikke et stort år, og Oscar Gatto var igen en skygge af sig selv. Alt sammen er det imidlertid blot små pletter på en helt igennem flot sæson, hvor det væltede ind med sejre, når man mindst ventede det, og hvor Astana atter etablerede sig som et af sportens førende mandskaber.

Karakter: 9/10

Se evalueringerne for de andre hold her.