Sæsonens overraskelser: Supertalentet, der lærte at spise rigtigt
01. december 2021 18:00Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

2021-sæsonen repræsenterede en tilbagevenden til nogenlunde normalitet efter det yderst usædvanlige 2020, der også var præget af en endeløs serie af overraskelse. Helt så mange sensationer var der ikke i den forløbne sæson, men der var dog alligevel flere gange, hvor der var grund til at hæve øjenbrynene lidt mere end normalt. Vores ekspert, Emil Axelgaard, kaster i en serie på 10 artikler et blik på 10 ryttere, der i løbet af sæsonen leverede præstationer, de færreste havde forventet d. 1. januar.

Annonce

Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

 

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

 

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Mark Padun triumferede på kongeetape

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Supertalentet, der lærte at spise rigtigt

Det er langt fra uset, at en rytter vinder to på hinanden følgende etaper i en grand tour. Særligt sker det ofte for sprintere, selvom vi i år faktisk ikke så en af de hurtige folk sejre to dage i træk i et WorldTour-etapeløb. Til gengæld var der andre, der lykkedes med bedriften. Således vandt Tadej Pogacar de to sidste bjergetaper i Touren på to på hinanden følgende dage, og få dage senere rundede Wout van Aert det store franske løb med at vinde begge weekendetaper, der endda var så vidt forskellige som en enkeltstart og en sprinterdag. I Paris-Nice opnåede Primoz Roglic også to af sine i alt tre etapesejre på 6. og 7. etape, dels ved at besejre Christophe Laporte i en puncheurafslutning, dels ved at blæse forbi Gino Mäder på de allersidste meter af kongeetapen.

 

Pogacars sejre på de to store pyrenæeretaper i Touren var et vidnesbyrd om, at det også er en bedrift, vi ofte ser for klatrere. Ganske vist er det langt fra lige så hyppigt - ikke mindst fordi udbrud ofte holder hjem på et relativt store antal bjergdage - men man skal ikke grave længe i sin cykelhukommelse for at finde eksempler på en bjergrytter, der med overlegen styrke har ryddet bordet på to på hinanden følgende bjergetaper.

 

I sig selv er bedriften altså ikke uset. Til gengæld kan man næsten altid vide sig sikker på, at det er en af sportens helt store stjerner, der står for bedriften, når samme mand leverer denne særegne bedrift. Og de få gange det endelig lykkes for et mindre navn, er det oftest i grand tours, hvor udbrud har en langt større chance for succes, end det er tilfældet i ugelange etapeløb.

Annonce

 

Derfor er der formentlig også stadig mange, der husker tilbage på den sidste weekend i årets Dauphiné med en smule vantro. Det brutale franske etapeløb er kendt som det hårdeste af sportens ugelange begivenheder, både fordi det altid byder på mindst tre bjergetaper i Alperne, og fordi det afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er meget tæt på Tour-formen, og mange giver den en ekstra skalle i deres bestræbelser på at blive udtaget til verdens største cykelløb. Løbets klimaks kommer altid i den sidste weekend, der næsten hvert eneste år byder på løbets to sværeste bjergetaper og altid byder på flere af Alpernes mest legendariske stigninger.

 

Sådan var det også i år, hvor løbets første seks dage ikke havde afsløret meget om klatrehierarkiet i det franske løb. Enkeltstarten havde skabt nogle forskelle, men alt var stadig helt åbent, da løbet gik ind til de to afgørende dage i Alperne. Her skulle først en bjergetape med mål i skisportsbyen La Plagne og siden en bjergetape med frygtede Col de Joux-Plane i den absolutte finale vise os alle, hvem der var klar til at slås om den samlede sejr i Touren få uger senere.

 

Da røgen havde lagt sig, havde vi været vidner til den sjældne bedrift, at samme rytter vandt begge dage. Logikken ville så tilsige, at denne rytter også var løbets samlede vinder, men det var slet ikke tilfældet. Den samlede sejr gik nemlig til Richie Porte, men australieren kom aldrig tættere på en etapesejr end den 2. plads, han sikrede sig på La Plagne-etapen.

 

Nej, det var såmænd den ukrainske komet Mark Padun, der tog hele verden med storm ved at rejse sig fra en mere end ét år lang krise og pludselig genopstod med to vilde ridt, som ingen i denne verden havde drømt om ved løbets begyndelse - og da slet ikke, da Padun tog hul på løbets tre bjergetaper med en samlet placering som nr. 117 efter en mildt sagt lidet overbevisende præstation over de første fem dage. Alligevel kørte han på løbets to sværeste etaper fra alt og alle og kronede løbet med ikke at blot at tage karrierens to første sejre på WorldTouren, men også løbe med løbets bjergtrøje.

 

Det havde næppe i sig selv været nok til en placering på denne liste, hvis begge sejre var opnået via udbrud. Det er trods alt muligt for lidt mindre ryttere at slå til, når de slipper for at skulle slås med de allerstørste navne. Det havde derfor næppe heller vakt helt så megen opsigt, hvis begge sejre var kommet på samme måde, som det var tilfældet for den sidste af de to sejre. Her var Padun nemlig den bedste i et stort udbrud, og selvom han slog to store navne i form af Jonas Vingegaard - der i parentes bemærket kørte et godkendt Tour de France nogle uger senere - og Patrick Konrad, gjorde den ikke specielt imponerende form hos de danske og østrigske topnavne, at det næppe kan betegnes om noget chok, at Padun var den bedste af de tre.

Annonce

 

Nej, det, der fik hele verden til at tabe næse og mund, udspandt sig 24 timer tidligere på opkørslen til La Plagne. Her var udbruddet nemlig blevet hentet, og der var lagt op til et brag af et slag mellem løbets favoritter. Tidligt på stigningen lagde Alejandro Valverde et benhårdt pres, der skulle Miguel Angel Lopez og Enric Mas i scene, men det var formstærke Porte, der åbnede ballet. Mas reagerede prompte, og blandt alle de mange topnavne var det kun Sepp Kuss, der kunne følge spanieren - og Padun!

 

Det lignede en overmodig satsning fra den unge ukrainer, men det var det slet ikke. Da gruppen gik i stå, gik Padun nemlig selv i offensiven, og denne gang måtte både Porte og Mas strække våben. Tilbage hos Padun var nu kun Kuss, der på sine store dage som bekendt er en af verdens allerbedste klatrere, og de fleste ventede formentlig bare på, hvornår amerikaneren, som var en af etapens forhåndsfavoritter, ville vise ukraineren, at han havde været alt, alt for modig ved at blande sig med favoritterne.

 

Sådan gik det bare ikke. Manden, der havde været for modig, var nemlig Kuss, som endte med at betale en meget dyr pris for sit forsøg på at følge Paduns angreb. Nær toppen eksploderede amerikaneren nemlig med et så stort brag, at han mod slutningen blev passeret af adskillige ryttere, og i stedet var det Padun, der satte kurs mod toppen og etapesejren. Bag ham genåbnedes kampen mellem de største, da Porte og Lopez gjorde forskellen, men Padun så de aldrig igen, og da australieren krydsede sig stregen som nr. 2 og løbets nye førertrøjeindehaver, havde hans ukrainske overmand allerede været i mål i mere end 30 sekunder. Inden cykelverdenen helt havde forstået, hvad de havde været vidner, gjorde Padun det så igen, da han 24 timer senere satte Vingegaard og Konrad så eftertrykkeligt på plads på den meget stejle Joux-Plane-stigning.

 

Paduns vanvidsweekend var opsigtsvækkende og fik med det samme de sociale medier til at flyde over med insinuationer af og beskyldninger om både det ene og det andet. Sandt er det da også, at de to sejre var så overraskende, at de fortjener en plads på denne liste, men helt ud af det blå kom de nu ikke.

 

Da han i 2018 gjorde sin professionelle debut, var det nemlig med så megen bravur, at han med det samme meldte sig som et af de allermest lovende navne. Efter et fremragende Baskerlandet Rundt som hjælper for Ion Izagirre vandt han nemlig den sidste bjergetape i det meget stærkt besatte Tour of the Alps, der blandt andet var sidste forberedelse for den senere Giro-vinder Chris Froome. Siden faldt han ned i det første af sine mange huller, men genrejstes med et brag i sommeren 2019, hvor han vandt etapeløbet Adriatica Ionica Race ved blandt andet at slå Remco Evenepoel på løbets bjergetape bare en god uges tid, inden det belgiske vidunderbarn vandt Clasica San Sebastian.

Annonce

 

Med undtagelse af en imponerende Giro-etape, hvor en meget sen punktering kostede ham en mulig etapesejr, var det til gengæld ikke meget, vi så til Padun mellem sommeren 2019 og 2021, og mest af alt befandt han sig i stedet i de mange dybe huller, der har været hovedtemaet for hans karriere. Man kan imidlertid håbe, at de huller fremover hører fortiden til, for Padun kunne efter sine sejre kaste lidt lys over sin genfødsel. Angiveligt var han nemlig faldet ned i samme fælde, som Jakob Fuglsang efter eget udsagn også har siddet fast i, nemlig at spise for lidt. Da danskere begyndte at spise noget mere, begyndte han pludselig at køre meget stærkere, og ifølge Padun selv var det præcis det samme, der skete for ham denne sommer.

 

Måske har han ret. I hvert fald kom han efter sin sommerpause også stærkt i gang, da han trods en hjælperrolle endte som nr. 3 i Vuelta a Burgos, der blev vundet af hans kaptajn, Mikel Landa. Til gengæld så vi efterfølgende desværre også, at alle Paduns problemer slet ikke er løst, for i løbet af Vueltaen faldt han atter ned i et af sine berømte huller, og det blev bare dybere og dybere gennem resten af sæsonen, indtil han endte sæsonen med en løbsserie, der næsten udelukkende bestod af DNFs.

 

Hullerne er der altså stadig, og måske skal vi bare vænne os til, at Padun kun finder formen af og til. Hvis madforklaringen holder, kan der dog være et berettiget håb om, at der bliver lidt længere mellem dem i de kommende år - måske særligt hvis et miljøskifte kan gøre ham godt. I hvert fald forlader han nu Bahrain, og mens hans destination fortsat er ukendt, er han sat i forbindelse med både Ineos og EF. Uanset hvordan det går, har vi nu flere gange set, at Paduns alt for sjældne topniveau er så tårnhøjt, at han på de gode dage kan slå selv de bedste. Næste gang han vinder to bjergetaper i træk, er der derfor slet ikke grund til at blive lige så overrasket, som vi alle blev det denne sommer.

INFO
Optakter
Nyheder
Mark Padun
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenOptakt: Trofeo Calvia

Landevej

Det helårlige managerspil åbnet - To forskellige spil i 2022

Landevej

Tv-oversigt for 2022 - Køb Discovery+

Landevej

Video i artiklenOpvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af INEOS Grenadiers?

Landevej

Bernals agent optimistisk trods voldsomt uheld: Han er mental stærk

Landevej

Video i artiklenGør dig klar til 2022 - kæmpe gennemgang af holdene

Landevej

Cort og Valgrens hold klar med ny og anderledes dragt

Landevej

Afstemning: Hvilken WorldTour-trikot er mest lirens?

Landevej

Nuyens modsiger Van Aerts-mobbeanklager: Forkerte oplysninger

Landevej

Eksklusivt interviewMagnus Cort - Hvad kan vi forvente i 2022?

Landevej

Flere danskere til start i spansk løbsserie

Landevej

Video i artiklenHvorfor er der så mange danske sportsdirektører i feltet? Thomas Bay kommer med sit bud her

Video

Afviser Alpecin-kontrakt: Zwift-fund vælger udviklingsholdet

Landevej

Efter bizart styrt: Italiensk profil ude i seks uger

Landevej

Feltet.dk styrker sine SOME-aktiviteter og investerer i fremtiden

Landevej

Qhubeka-boss: Vi vender tilbage

Landevej

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST
Medie: Bernal misser Tour de France efter voldsom ulykke

Landevej

Sygdommen rammer: Hollandske favoritter ude før VM

Cross

Spar 50% på vinter- og forårscykeltøj

Udstyr og test

(Opdateret) Bernal gennemgår succesfuld operation

Landevej

Wildcards uddelt: Flamsk klassiker offentliggør dette års holdliste

Landevej

To danskere på podiet i sydafrikansk triumf

E-cykling

Feltet Femme: Oversigt

Landevej

Feltet Femme: Liv Racing Xtra

Landevej

Sæsonstart udskudt: Profiler tester positiv

Landevej

Nibali debuterer i belgisk brostensløb - kører alle fem monumenter i 2022

Landevej

Endnu en stjerne ude: Belgisk VM-kandidat smittet

Cross

Den luxembourgske mester skriver lang kontrakt

Landevej

Eksklusivt interviewArrangør tordner mod DCU: Det er en katastrofe

Landevej

Test: Cannondale Scalpel HT Hi-MOD 1 2022

Udstyr og test

Publikumsfavorit klar igen efter skidt 2021: Var overtrænet

Landevej

Annonce

ANNONCE