Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Miniputten, der tæmmede giganten

Forud for sæsonen var der hård kamp om årets wildcards til Giro d’Italia. Den relativt nye udvidelse af WorldTouren til at omfatte 19 hold samt den ligeledes unge regel, der sikrede Alpecin-mandskabet deltagelse i den italienske grand tour, betød, at der herskede en smule krisestemning i Italien. Den stolte cykelnation er i forvejen på nippet til at gå i kollektiv depression over, at de i nu ganske mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-hold, og med udsigten til, at der i deres store hjemmebaneløb nu skulle fravælges to af de fire professionelle mandskaber, støvelandet stadig råder over, gjorde ikke just panderynkerne i det italienske cykelforbund mindre.

Landet havde ellers lige oplevet an lille opmuntring, da Ivan Bassos og Alberto Contadors ambitiøse cykelprojekt var avanceret i graderne og med italiensk licens nu var blevet et ProTeam, der med det samme var klar til at tage kampen op mod landets tre etablerede mandskaber, Bardiani, Androni og Vini Zabu, i kampen om de eftertragtede pladser i Giroen. Problemet var bare, at der denne gang altså blot var to pladser til rådighed, og det lå ikke just i kortene, at der ville blive plads til Bassos og Contadors opkomlinge - ikke mindst fordi særligt Vinis og Bardianis ledelser gennem årene har syntes at have særligt meget lydhørhed på chefgangene hos arrangørerne fra RCS Sport.

Heldigvis blev der kastet en livline. Med coronapandemien som den officielle begrundelse løsnede UCI på deres stramme greb om arrangørernes muligheder for at sætte præg på startfeltet og åbnede plads til, at der denne gang kunne inviteres 23 hold. Pludselig var der altså kun ét af de italienske hold, der ville sidde tilbage med Sorteper, og pludselig stod Basso og Contador med helt anderledes store chancer. Det er nemlig velkendt, at den kontroversielle og farverige manager Gianni Savio har været lidt på kant med RCS ved flere lejligheder, og derfor kunne der hos Eolo-mandskabet være håb om, at de ville vinde kampen mod Androni om den sidste plads.

Sådan gik det også. Eolo fik deres plads, da de tre wildcards blev uddelt, og det blev ikke uventet Androni, der sad tilbage med nitten. Dermed kunne Basso og Contador ånde lettet op og være helt upåvirkede af det drama, der efterfølgende alligevel gav Androni en startplads, da Vini Zabu nok engang blev viklet ind i alt for mange positive dopingtests.

Problemet for Eolo var bare, at de havde mere stjernestøv på managergangen ind på cyklerne. Når holdet blev omtalt, var det altid som Contadors og Bassos hold og aldrig på baggrund af resultater eller nutidige topnavne. Således var holdets eneste større navn de aldrende Manuel Belletti og Francesco Gavazzi, og det var ikke svært at se, at deres bedste år lå betydeligt længere tilbage end 2021.

Forventningerne til løbets miniput var derfor heller ikke store, da holdet mødte til start i Torino i begyndelsen af maj. Resultaterne i den første del af sæsonen havde været så små, at de færreste havde bemærket deres eksistens for andet end Contador og Basso, og det så ud til, at de efterfølgende tre uger mest skulle handle om at få lidt synlighed i udbrud. Det lignede i hvert fald en umulighed, at holdet skulle blande sig i kampen om enten klassementet eller væsentlige etapesejre.

Sådan var det også for Lorenzo Fortunato. Der var næppe mange iagttagere, der havde bemærket, at hans navn havde fundet vej til en startliste i en grand tour for første gang. Ganske vist havde han haft en lovende juniorkarriere, men siden begyndelse U23-tiden var han forsvundet ind i anonymitetens tåger. Han fik ellers chancen som stagiaire hos både Tinkoff og Bardiani, men ligesom resten af verden havde de to holds ledelser svært ved at se nogen berettigelse for at give den unge italiener en chance som professionel. Det var da også først mere end et år efter det sidste stagiairehold, at Neri Sottoli - det nuværende Vini Zabu - gav ham chancen, men heller ikke i de to års på Luca Scintos mandskab leverede han noget, der blot kunne få pulsen til at nærme sig 70 for selv den mest opmærksomme cykelfan.

Derfor var det også lidt overraskende, at Basso og Contador kom løbende med en kontrakt, for Fortunato lignede mest af alt en af lovende juniorryttere, der aldrig blev til mere end netop en god juniorrytter. Den vurdering var der bestemt heller ikke nogen grund til at ændre på i løbet af sæsonens første måneder, selvom han gav en lille antydning af, at han i det mindste havde forbedret, da han endte som nr. 13 i et dog meget svagt besat Vuelta Asturias, der kun talte et profilfattigt Movistarhold fra WorldTour-divisionen.

I det lys er det også stadig meget svært at forstå, hvad der skete d. 22. maj. Det var dagen, hvor Giro-feltet endelig vendte tilbage til frygtede Monte Zoncolan, der måske er Europas sværeste cykelbjerg. Denne gang skulle stigningen ganske vist forceres fra den letteste af de to sider, men det var stadig en af løbets mest frygtede etaper, og mange anså også denne 14. etape som den, mange af løbets allerstørste stjerner helst ville vinde.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det ville Basso også gerne med sit Eolo-mandskab, for den italienske stjerne havde som bekendt selv lagt grunden til sin Giro-sejr i 2010 med en magtdemonstration på netop Zoncolan, men det virkede naturligvis helt urealistisk, også for Basso selv. Dertil var hans hold alt, alt for svagt, og det var nok kun i Bassos drømmeverden, at der var nogen som helst realisme i tanken om en Eolo-sejr på Giroens mest frygtede bjerg.

Lidt håb kunne han dog måske finde, da det lidt overraskende viste sig, at feltet lod et udbrud køre om sejren. Eolo havde nemlig fået netop Fortunato med i front, men derfra til den forjættede etapesejr var der stadig meget, meget langt. Med i den 11 mand store gruppe var nemlig også blandt andre Bauke Mollema, der som bekendt tidligere har været på podiet i en grand tour og har et hav af topresultater på bjergetaper i grand tours, samt George Bennett, der ligeledes har to top 10-placeringer samt en 2. plads i Il Lombardia på sit cv. At tro at resultatløse Fortunato kunne bide skeer med de to stjerner, var nok en kende for optimistisk - også selvom både Bennett og Mollema havde skuffet fælt i løbets første del, og Fortunato havde klatret bedre end nogensinde, dog stadig med en 21. plads som bedste etaperesultat på de foregående tre bjergetaper.

Det var altså en ukendt miniput, der skulle forsøge at slå to af sportens af sportens større navne på et bjerg, som i sig selv kunne få hvem som helst til at give op på forhånd. Da publikum på toppen af Zoncolan igennem tågen kunne hylde etapevinderen, var det imidlertid hverken Bennetts newzealandske mesterskabstrøje eller Mollemas rød-hvid-sorte Trek-trikot, der dukkede op. Det var i stedet Fortunatos blå trøje, der kunne anes på den brutalt stejle rampe op mod mål, og som gjorde Bassos fantasifulde drøm til virkelighed, da den blev ført over stregen af den unge italiener som den første - endda efter en kamp med Jan Tratnik og ikke Mollema eller Bennett, der begge atter havde en gigantisk offday.

Nu er det ikke uset, at et relativt ukendt navn vinder en grand tour-etape fra et udbrud. Fortunato er bestemt heller ikke den eneste, der kan prale af noget sådant i den netop afslørede sæson. Det er imidlertid langt fra hverdagskost, at et af sportens mindste og nyeste professionelle hold i sin grand tour-debut vinder Giroens måske mest prestigiøse rytter med en rytter, der forud for starten var nærmest helt uden professionelle resultater, og at selvsamme opkomling undervejs slår flere store stjernenavne. Zoncolan er et sted, alverdens ryttere drømmer om at vinde, og det stod ingen steder at læse, at det skulle blive Fortunato, der kunne føje sit navn til en vinderliste, som allerede tæller navne som Gilberto Simoni, Chris Froome, Igor Anton og altså Basso.

Heldigvis var det næppe noget one-hit wonder. Efter sejren på giganten var opkomlingen Fortunato som forvandlet, og han viste gennem resten af sæsonen, at han nok ikke fremover vil være lige så resultatløs, som han har været hidtil. Senere i Giroen blev han blandt andet nr. 9 på den sidste bjergetape, selvom han denne gang tog kampen op direkte med favoritterne, inden han nåede målet i Milano på den samlede 16. plads. Et par uger senere vandt han etapeløbet Adratica Ionica Race efter at have vundet kongeetapen til Monte Grappa, inden han rundede året med nogle flotte klatrepræstationer i Giro di Sicilia og de italienske efterårsklassikere, hvor han blandt andet blev nr. 15 i et meget stærkt besat Il Lombardia i samme tid som blandt andre Jonas Vingegaard, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana.

Når Fortunato og Eolo næste år forventeligt atter stiller til start i Giroen, vil de naturligvis igen være underdogs. De vil også være af regne som en af feltets miniputter, for hvem målet først og fremmest må være at blive set. Men hvis det atter skulle lykkes Fortunato, Basso og Contador at vinde en etape, vil det der næppe blive tabt lige så mange næse og munde, som der blev den 22. maj. Når miniputten kan tæmme sportens mest frygtede gigant, er der nemlig ikke grænser for, hvad der er muligt.