\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Nærmest fra kilometer nul skulle rytterne op over en seks kilometer lang stigning med seks procent i snit, inden terrænet igen blev relativt fladt. I finalen ventede Mount Torrens Road (1,2 km - 9,7 % i snit), som fungerede som den første afslutning opad i dette års Tour Down Under.
Allerede fra start kom tre ryttere afsted i udbruddet. Geoffrey Bouchard (AG2R), Guillaume Boivin (Israel Start-Up Nation) og Miles Scotson (Groupama-FDJ) var trioen, der fik revet sig løs af feltet.
Udbruddet fik maksimalt opbygget et forspring på fire minutter, da feltet med Trek-Segafredo og Mitchelton-Scott i føringsarbejdet begyndte at tage kontrollen igen.
Flere styrt
Frem mod finalen skrumpede udbruddets forspring langsomt, og det resulterede i, at udbruddet definitivt var neutraliseret med lidt under 10 kilometer til mål. Inden da opstod der to solostyrt i feltet, hvor både Luis Leon Sánchez (Astana) og endnu en gang Jay McCarthy (Bora-hansgrohe) måtte en tur i asfalten. Begge ryttere kom tilbage på cyklen igen.
Styrtene fortsatte frem mod finalen på Mount Torrens Road. Denne gang var det Ben Gastauer (AG2R) og Tyler Lindorff, som styrtede. Ligesom Sánchez og McCarthy kom de begge på cyklen igen.
Porte bedst af alle
I bunden af Mount Torrens Road lancerede Porte sit angreb. Ingen af konkurrenterne havde et modsvar, hvorfor tasmaneren i ensom majestæt var på vej mod sæsonens første sejr samt til at overtage løbets førertrøje.
Trek-kaptajnen formåede at holde sine nærmeste konkurrenter bag sig hele vejen og gentog dermed 2017-succesen, hvor han også tog en etapesejr i Paracombe efter at have klatret op af Mount Torrens Road.
Porte fører nu i den samlede stilling med seks sekunder ned til Daryl Impey (Mitchelton-Scott) og ni sekunder ned til Power.