Paris-Nice-analyse: Den "gamle" colombianer svarer igen
17. marts 2019 21:00 af Emil AxelgaardDario Belingheri : BettiniPhoto

I disse dage køres Paris-Nice, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 8. etape.

Flot sejr til Izaguirre - Bernal vinder samlet

se mere cykling på

For blot seks år siden var cykelverdenen ikke i tvivl. Da en ung Nairo Quintana betog os alle med sin medrivende og flotte kørsel i 2013-udgaven af Tour de France, hvor han trods en rolle som hjælper for Alejandro Valverde, endte med en samlet 2. plads, etapesejr og bjergtrøje, stod det klart for de fleste, at det blot måtte være et spørgsmål om tid, inden den lysende stjerne ville sikre Colombia deres første Tour-sejr. Måske skulle man afvente at suveræne Chris Froome faldt lidf af på den, men det syntes næsten uundgåeligt, at Quintana ville blive manden, der endelig gjorde det, fortidens sydamerikanske pionerer aldrig lykkedes med.

 

Da han året efter vandt sin første Giro og styrtede ud af Vueltaen fra en ellers lovende position, blev forventningerne til Quintana blot hævet yderligere, og da han i 2015 var ganske tæt på at få skovlen under en ganske vist sygdomssvækket Froome på Alpe d’Huez, måtte det bare være et spørgsmål om tid, inden Quintana kunne indfri den ”gule drøm”, han ikke havde gjort noget for at skjule. Og selvom han ikke havde sin glansstund, da han i 2016 blot blev nr. 3, viste han med en sejr over Froome i den efterfølgende Vuelta, at det formentlig blot var tale om en enkeltstående kiks.

 

Siden da er der imidlertid løbet meget vand under åen. Det lidt overraskende nederlag til Tom Dumoulin i 2017-udgaven af Giroen igangsatte en kedelig spiral, der har sendt Quintanas kurs på cykelbørsen lodret i den forkerte retning. En håbløs Tour i 2017 blev fulgt op af en fiasko i Frankrig sidste sommer, og forsøget på at genrejse sig i sidste års Vuelta led også en krank skæbne, da gode, gamle Alejandro Valverde viste sig som et bedre Movistar-kort end den erklærede kaptajn.

 

Alt har dog ikke været helt skidt. Quintana har momentvist dokumenteret, at evnerne ikke er helt forsvundet. Han leverede således en overlegen magtdemonstration, da han kørte et helt felt i sænk på kongeetapen i sidste års Tour de Suisse, og selvom Touren generelt var en stor skuffelse, var det altså en yderst beundringsværdig præstation, at Quintana sejrede på løbets sværeste etape. Topniveauet har derfor altid været der. Det har bare knebet med den stabilitet, der ellers tidligere var den colombianske kondors varemærke.

 

Forud for denne sæson må Quintana have kunnet mærket presset på sine skuldre. Movistar har endnu engang vist ham fuld tillid ved at give ham rollen som førstemand i Touren, hvor han dog også vil have Mikel Landa ved sin side, men det står også klart, at manager Eusebio Unzue nok snarere vil se i retning af den spanske guldfugl, Enric Mas, der til vinter er ledig på markedet, hvis ikke Quintana i løbet af 2019 viser, at han stadig er en potentiel grand tour-vinder. Derfor er det formentlig knald-eller-fald for colombianeren i de kommende uger, hvis han skal fastholde sin position som en af feltets absolutte stjerner, men en ikke alt for lovende start i Sydamerika, hvor han var meget heldig med at sikre sig sejren på kongeetapen i Colombia 2.1, har desværre ikke givet megen grund til optimisme.

 

Det har imidlertid fuldstændig ændret sig, efter at kondoren er landet i Europa til dette års Paris-Nice. Allerede i de første dage sad man med fornemmelsen, at noget stort kunne være i vente, da lille Quintana på beundringsværdig vis kæmpede mod overmagten i den sidevind, der muligvis kostede ham Tour-sejren i 2015. Og da han også kørte en efter vanlig Quintana-standard fornem enkeltstart, stod det klart, at kongen af colombiansk cykling ikke havde i sinde at lægge sig ned i kampen mod alle de opkomlinge, der truede hans status som landets førende cykelhelt.

 

Problemet var bare, at det alt sammen gled under radaren. Både i sidevinden og på enkeltstarten blev han nemlig overgået af den mand, der allerede nu har overtaget positionen som bedst bud på en kommende colombiansk Tour-vinder. Egan Bernal har nemlig i alle slags terræner i den forløbne uge fået en hel cykelverden til at måbe af beundring og konstatere, at der tilsyneladende ikke er grænser for, hvad Skys lille guldfugl mestrer.

 

Men den gamle mester har altså ikke tænkt sig at abdicere frivilligt. Hvis man stadig var i tvivl efter de første seks dage, kom det endelig bevis i går, da ”gamle” Quintana som den eneste kunne matche Bernal på løbets kongeetape. Ganske vist måtte han indrømme, at benene ikke rakte til at angribe sin landsmand, men mens alle andre gav fortabt, syntes Quintana at være Bernals ligemand i det terræn, hvor Skys stjerneskud ellers for alvor excellerer.

 

At han stadig er en sand stjerne, viste Quintana endegyldigt i dag. På den frygtede Nice-etape, som i de seneste tre udgaver har været ved at knække løbets førende rytter, valgte den 29-årige ”veteran” nemlig igen af udfordre sin kronprins. Som Contador gjorde det i både 2016 og 2017 iværksatte han den helt store offensiv på etapens sværeste stigning, Col de Peille, og udnyttede herefter det flotte arbejde af den delvist genfødte Marc Soler, Winner Anacona og Hector Carretero til at distance Bernals Sky-tog. Herfra kæmpede Quintana med en hel hær af verdens bedste klatrere på slæb, og selvom det ikke lykkedes, dokumenterede han med sin imitation af Contador, at han ligesom spanieren tilhører gruppen af sande mestre.

 

Desværre var han oppe mod overmagten. Sky gik nemlig aldrig i panik, men viste den klasse, som kun det britiske supermandskab besidder. Først stod bundsolide Luke Rowe for endnu et fornemt stykke arbejde og mindede os derfor atter om, at han er en stor del af forklaringen på Bernals samlede sejr, og siden leverede Sebastian Henao en suveræn indsats, som vi vel aldrig tidligere har set for den mindst kendte af de to Henao-fætre. Faktisk var briterne så suveræne, at de sad med hele fem mand frem til sidste stigning, hvor Tao Geoghegan Hart satte den anden colombianske guldfugl Ivan Sosa i scene, så denne kunne fragte Bernal og Michal Kwiatkowski sikkert til toppen, uden at den samlede førsteplads på noget tidspunkt var i fare.

 

Dermed viste briterne med endnu en magtdemonstration, hvorfor de er verdens førende etapeløbshold, og hvorfor de nu har vundet seks af de seneste otte udgaver af Paris-Nice med hele fem forskellige ryttere. Og Bernal dokumenterede, at han - som det også siges om ham - er en yderst moden og taktisk begavet ung mand, der aldrig gik i panik, men på klassisk Froome-maner køligt lod sit superhold gøre arbejdet, selv da Quintana undervejs virtuelt havde sikret sig trøjen.

 

På den facon tog han også yderst fortjent en første sejr i et stort europæisk etapeløb og indledte en serie, der formentlig bliver uendelig lang. Mest lovende er det nemlig, at Bernal ikke vandt løbet i bjergene. Det afgørende forspring blev i stedet sikret i sidevinden og på enkeltstarten, og på de sidste stigninger var det kun holdkammeraten Kwiatkowski, der skulle slås. Da Philippe Gilbert i går truede med at løbe med det hele, løsnedes også de sidste taktiske bånd, og herefter var det en smal sag for Bernal med en gennemført og enormt alsidig indsats at hjemtage sejren. Det er den slags præstationer, der gør en sand grand tour-konge, og derfor har Bernal i denne uge kun endnu engang understreget, at det blot er et spørgsmål om kort tid, inden han første gang er med helt i front i et tre uger langt løb, formentlig allerede i årets Giro.

 

Kwiatkowski måtte derimod sande, at han stadig har sine begrænsninger i bjergene, og at han aldrig kommer til at vinde et tre uger langt etapeløb. Paris-Nice er imidlertid inden for hans rækkevidde, for det var bare slemt uheldigt for ham, at der i år var en historisk svær bjergafslutning. På alle andre parametre viste Kwiatkowski sin høje klasse, og den konfirmerede han i dag, hvor han med solid kørsel sikrede Sky to podiepladser i løbet og dermed understregede, at han sagtens kan bære en kaptajnrolle i de kortere etapeløb på WorldTouren - i hvert fald når bjergene ikke er alt for hårde.

 

Quintanas flotte show stjal lidt uberettiget fokus fra Ion Izagirre. Det er egentlig synd, for det var udtryk for en fornem moral og høj klasse af baskeren, at han endte som vinder af sidste etape. Efter sejren i Valencia var Izagirre nemlig kommet til Frankrig som en af de klare forhåndsfavoritter, men drømmen om sejr måtte hurtigt skrinlægges, da han faldt tilbage i sidevinden på 1. etape. Siden da har han spillet en helt anonym rolle, men i dag mindede han os alle om, hvor fantastisk en rytter han er.

 

Det siger nemlig ikke så lidt, at Izagirre vandt etapen. Det kræver blot et blik på den gruppe, han kørte fra, at forstå, hvor fremragende en præstation han leverede. Hos ham sad folk som Simon Yates, Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman og gårsdagens vinder Daniel Martinez, der alle i ly af Quintanas jætteindsats kunne sidde på hjul og kun have etapesejren for øje. Alligevel var der ingen af dem, der kunne matche Izagirre, da baskeren satte sit stød ind på den sidste stigning - og det endda efter, at han forinden havde arbejdet stenhårdt for Luis Leon Sanchez, der havde mulighed for at avancere i klassementet. Der er kun at lette på hatten for den alsidige basker, der mindede os alle om, hvilken klasserytter han er - og i øvrigt fortsatte Astanas mageløse sæsonstart ved at køre først over stregen bare få sekunder, inden Jakob Fuglsang gjorde det samme nogle hundrede kilometer mod sydøst i Tirreno-Adriatico.

 

I det hele taget blev det dagen, hvor de faldne rejste sig. Yates kunne måske ikke tage den sejr, han drømte om, men over løbets sidste halvdel har han vist flot moral efter det store nederlag i sidevinden tidligt i løbet. Wilco Kelderman, der efter lidt sygdom op til løbet var under niveau gennem hele ugen, fik moral med en 3.plads, og Felix Grossschartner og Sanchez slog flot tilbage efter gårsdagens nederlag. Domenico Pozzovivo viste også på begge weekendens etaper, at han også kunne have lavet noget stort, hvis ikke det havde været for sidevinden, ligesom Tejay van Garderen med dagens soloangreb og 4. pladsen på enkeltstarten mindede os om, at han stadig lever. Og endelig viste Martinez med dagens 4. plads som opfølgning på gårsdagens sejr, at han altså også gerne vil være med i kampen om den colombianske trone.

 

Dagens virkelige helt var imidlertid en hel anden. Der er ét navn, der skiller sig ud i en top 20, der udelukkende består af klatrere. Store Oliver Naesen overvandt tyngdekraften med en præstation, der må høre til årets mest imponerende, for mens klatrere som Ilnur Zakarin, Bob Jungels, Dylan Teuns, Valentin Madouas og Lilian Calmejane alle lod sig falde tilbage, sad store Naesen ikke blot med under Quintanas vilde forcering, han bidrog endda til temposætningen på den sidste stigning. Havde det ikke været for Izagirres flotte kørsel, havde han endda kunnet spurte sig til en højst overraskende sejr, og han ender nu endda som en vanvittig samlet nr. 13 foran navne som Kelderman, Calmejane og Teuns! Der må være en brostensstjerne eller to, der ryster i bukserne efter den indsats!

 

Naesen kunne dog ikke helt sikre sig en plads i top 10. Dertil var kongeetapen trods alt for svær, og i stedet var det løbets klatrere, der udnyttede bjerget til at nærme sig toppen. Således kan folk som Romain Bardet og George Bennett være fint tilfredse med en top 6 i et løb, hvor enkeltstarten og sidevinden ikke just var deres kop te. Og selvom han i dag formentlig betalte prisen for den nylige sygdom, fik Ilnur Zakarin med sin 10. plads og dagens modige offensiv vist, at han er på vej tilbage. Til gengæld måtte Bob Jungels som så ofte før indse, at hans klatreevner altså er for begrænsede til at være med i toppen af etapeløbene, og at han måske burde fokusere endnu mere på klassikerne, ikke mindst efter den opvisning, han for nylig leverede i Kuurne.

 

Det blev også et løb, der afslørede flere talenter. Det gælder naturligvis først og fremmest Bernal, men det har også været herligt at se, hvordan Jack Haig greb chancen, da Yates’ sammenbrud åbnede en uventet mulighed. I går var han sidste mand til at slippe Bernal og Quintana, og sammen med stærk kørsel i sidevinden og en hæderlig enkeltstart gav det ham en 4. plads, der viser Mitchelton-ledelsen, at han altså har krav på flere og større chancer. Også stortalentet Valentin Madouas kan være svært tilfreds med en 11. plads på en rute, der langt fra passede en klassikertype som ham ideelt, og da også Rudy Molard overraskede med en 7. plads, fik FDJ demonstreret, at de er mere end bare Thibaut Pinot, Arnaud Demare og guldfuglen David Gaudu.

 

Som altid har Paris-Nice derfor givet os en masse svar. Efter otte dage med sidevind, en enkeltstart, bjerge og klassikerterræn er vi noget meget klogere på, hvem der kan dominere årets massespurter, hvem der er klar til klassikerne, og hvem vi skal vente at se fremme i årets ugelange etapeløb og grand tours. Det er netop charmen ved Paris-Nice, at det ofte sætter scenen for et helt års cykelløb, fordi det med sin alsidighed viser os hele paletten af vores herligt afvekslende sport. Og blandt konklusionerne står det helt klart, at Bernal vitterligt er sportens guldfugl nr. 1, men også at ”gamle” Quintana ikke har tænkt sig afgive sin trone uden kamp!

DEL
DELTAG I DEBATTEN