Holdene bringes i omvendt rækkefølge af deres placering på verdensranglisten i 2022. Da Astanas trup fortsat ikke er endeligt på plads (de forventede kontrakter med Mark Cavendish og Cees Bol er endnu ikke annonceret), og da mandskabet endte sidst på ranglisten i 2022, bringer vi analysen af det kasakhiske hold senere, når den endelige trup er offentliggjort. I stedet starter vi med en analyse nr. 17 på ranglisten, Team DSM.

Ryttere, der bliver på holdet

Romain Bardet, Pavel Bittner, Marco Brenner, Romain Combaud, Alberto Dainese, John Degenkolb, Nils Eekhoff, Chris Hamilton, Leon Heinschke, Jonas Iversby Hvideberg, Andreas Leknessund, Niklas Märkl, Marius Mayrhofer, Tim Naberman, Frederik Rodenberg, Florian Stork, Martijn Tusveld, Casper van Uden, Henri Vandenabeele, Kevin Vermaerke, Sam Welsford

Nye ryttere

Patrick Bevin (Israel-Premier Tech), Harm Vanhoucke (Lotto Soudal), Alex Edmondson (Team BikeExchange-Jayco), Oscar Onley (Development Team DSM), Matthew Dinham (Team BridgeLane), Max Poole (Development Team DSM), Sean Flynn (Tudor Pro Cycling), Tobias Lund Andresen (Development Team DSM), Lorenzo Milesi (Development Team DSM)

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ryttere, der forlader holdet

Søren Kragh Andersen (Alpecin-Deceuninck), Nikias Arndt (Bahrain-Victorious), Cees Bol (?), Thymen Arensman (INEOS Grenadiers), Nico Denz (BORA-hansgrohe), Casper Pedersen (Soudal-Quick Step), Asbjørn Kragh Andersen (stopper karrieren), Joris Nieuwenhuis (Baloise-Trek Lions), Mark Donovan (Q36.5 Pro Cycling Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det gamle mundheld ”Højt at flyve, dybt at falde” har sjældent været anvendt bedre end til at beskrive DSMs deroute de seneste år. Engang blev de af mange anset som de forfriskende underdogs, der bragedes ind på scenen med et hav af Tour-etapesejre med Marcel Kittel samt to monumentsejre med John Degenkolb, og da holdet over to sæsoner med Tom Dumoulin som den store stjerne vandt Giroen, blev nr. 2 i Touren, fik en enkeltstarsverdensmester og blev verdensmestre i holdløb, havde de næsten nået toppen.

Selv da holdet frem mod 2020 stod meget afpillede tilbage efter tabet af Dumoulin, hvor forventningerne var meget, meget beskedne, endte holdet med de mange unge talenter som den coronaramte sæsons helt store overraskelse. Hvor holdet blandt snart sagt hvem som helst var spået til endnu plads nær ranglistens bund, chokerede Iwan Spekenbrinks tropper med et vanvittigt år, der indbragte en højst uventet 5. plads på verdensranglisten - kun overgået af de fire giganter Jumbo, Deceuninck, UAE og Ineos - og særligt i Touren, hvor holdet kørte herligt aggressivt og uimponeret og vandt ikke færre end tre etaper med Marc Hirschi og Søren Kragh, blev de nærmest hele feltets darlings - en status, der ikke blev mindre senere på året, da Hirschi kørte det ene fabelagtige endagsløb efter det andet, og Jai Hindley og Wilco Kelderman begge endte på podiet i Giroen.

I de dage glemte man helt, at holdet ellers havde fået mere opmærksomhed for de mange stjerners flugt end for deres resultater. Det er ingen hemmelighed, at store navne har haft endog meget svært ved at indpasse sig under holdets ekstremt rigide regimer, hvor meget strenge regler har fået stjerner som Dumoulin, Marcel Kittel, Warren Barguil og Edward Theuns til at bryde kontrakten før tid. Knap havde euforien over den vilde 2020-sæson da også lagt sig, inden alverdens fans blev mindet om dette forhold, da både Michael Matthews og på meget dramatisk vis også Hirschi også rev en gældende kontrakt i stykker for at forlade skuden frem mod 2021-sæsonen.

Det skulle vise sig at blive starten på en katastrofe for Spekenbrink og co. I 2021 var der uendelig dybt at falde efter den vilde 2020-sæson, og det mærkede det holldanske hold på den hårdeste måde. Bare 8 sejre blev det til - faktisk havde holdet bare én sejr helt frem til begyndelsen af august - og holdet, der i 2020 var ”the best of the rest” bag de fire giganter, endte i 2021 som nr. 19 og allersidst blandt WorldTour-holdene på ranglisten. Flere havde måske tænkt, at det vil føre til en revurdering af strategien, men sådan blev det ikke. Sidste vinter var det Tiesj Benoot, Ilan van Wilder og Felix Gall, der ragede uklare med holdet, og holdet stod efter transfersæsonen med en på papiret endnu svagere trup. Resultatet udeblev da heller ikke.

Nok har holdet været kendt for nogle meget svingende sæsoner, men i den forløbne sæson nåede man en bund, Spekenbrink næppe havde troet muligt. I 2022 blev det ganske vist til 10 sejre, herunder hele fem på WorldTouren og to i grand tours, men alligevel endte de som nr. 20 på verdensranglisten og som næstringeste WorldTour-hold. Når holdet efter så to katastrofale år ikke var en stensikker nedrykker, skyldtes det alene, at de i det treårige pointsystemt havde sikret sig en enorm buffer i den forrygende 2020-sæson, som var nok til at sikre, at de aldrig kom i fare.

Den går imidlertid ikke længere. 2020 er nu endegyldigt fortid, og hvis holdet ikke skal rykke ned ved næste nedrykning efter 2025-sæsonen, skal der helt nye boller på suppen i forhold til det, vi har set de seneste to sæsoner. Alligevel er der ingen opblødning på holdets principper. Sæsonen har nemlig igen brudt på drama og uenighed med en af holdets få tilbageværende stjerner, Søren Kragh, som nu skriver sig på den lange liste af ryttere, der søger væk, og heller ikke denne gang er der ændret i holdets transferstrategi. Der er stort set udelukkende blevet satset på at indhente flere af de unge talenter, hvis udvikling er blevet DSMs DNA, for indregner man de to ryttere, der blev rykket op fra udviklingsholdet sidste sommer, er otte af de elleve nye navne unge, nyprofessionelle navne, hvoraf de seks kommer fra mandskabets eget udviklingshold.

Det kunne måske gå an, hvis holdet havde en base af klasse at bygge på, men det er desværre svært at få øje på. Tværtimod er det svært ikke at være bekymret, når man konstaterer, at holdet igen mister en stor del af deres etablerede navne. Det gælder først og fremmest Kragh og Thymen Arensman, der ellers har været en stærkt tiltrængt succeshistorie for det nødlidende mandskab, men også Cees Bol, der har været en af holdets kaptajner, er nu fortid på holdet.

Holdet er også blevet svækket på stort set alle områder. Mest åbenlyst er det måske i etapeløbene, for sæsonens helt store tab er Arensman. Hollænderen mindede os i 2022 om, at holdet altså har en ret god historik for at udvikle talenter, og med en forrygende sæson, der efter en første WorldTour-sejr i Polen og imponerende kørsel i Tirreni, Alperne og Giroen, kulminerede med sejr på kongeetapen og samlet 6. plads i Vueltaen, var det ret åbenlyst, at holdet havde en grand tour-diamant, de kunne bygge fremtiden på, og som sammen med den i år genfødte Romain Bardet kunne udgøre en ganske herlig duo i de kommende år. Sådan går det imidlertid ikke, for allerede i foråret stod det klart, at hollænderen søgte væk, og selvom der denne gang ikke var tale om et af de mange tilfælde, hvor parterne skiltes i uenighed og skænderi, kan man næppe overvurdere betydningen af, at holdet mister sin største succeshistorie i de seneste år.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Han er ikke alene om at sige farvel. Holdet mister også Mark Donovan, men her kan der meget vel være tale om en frivillig beslutning fra ledelsens side. Den unge brite var regnet som en af de mere spændende etapeløbstalenter, men efter en lovende start i 2020 var der langt mellem snapsene i både 2021 og 2022. I det lys er det ikke det største tab, men på den anden side taler vi om en mand, der trods alt kun er 23 år. Hvis nu han endelig konfirmerer potentialet i sydafrikansk tjeneste de kommende år, vil det gøre ondt, at man ikke havde lidt mere tålmodighed.

Holdet har imidlertid gjort en indsats for at lukke hullet med en af de få investeringer i et mere etableret navn. Harm Vanhoucke, der ligeledes var regnet som et stort klatretalent, stagnerede voldsomt i sin sidste tid hos Lotto, og det var måske tid til at prøve noget nyt. DSM har før haft succes med at genrejse folks karrierer, som det seneste skete med Bardets, men her taler vi om en mand, der stadig har til gode at bevise, at han vitterligt kan leve op til de løfter, han gav som ung. Han har i hvert fald slet ikke hverken Arensmans alsidighed og stabilitet og er tværtimod kendt for alt for ofte at have sit kritisk lave bundniveau. Stabiliteten lægger begrænsninger på hans muligheder som klassementsrytter, hvor han også lider under en svag enkeltstart, og spørgsmålet er, om han mest af alt ender som etapejæger og måske bjergstøtte for Bardet end som kaptajn i egen ret.

På klassikerfronten er holdet også markant svækket. Det skyldes naturligvis Kragh, der jo ellers i mange år var ganske tålmodig med de mange faste principper og rigide systemer, men som alligevel endte med at forlade mandskabet i en sky af uenighed og kontrovers, efter at hans holdskifte førte til en manglende udtagelse til en Tour, der startede i Danmark. Efter at det står klart, at Degenkolb er milevidt fra at nå fordums niveau, mens Nils Eekhoff nu i to år har haft det meget svært, var Kragh i 2022 en DSM-enmandshær i klassikerne, hvor han til gengæld så bedre ud end nogensinde, og tabet er derfor svært at overvurdere. Ingen erstatning er hentet ind, og man kan i den grad være bekymret for, at det hollandske hold i den kommende sæson bliver helt usynlige i de største endagsløb, i hvert fald hvis man ser bort fra de kuperede løb, Bardet måtte køre.

Også på sprintersiden ser det grelt ud. Det var jo holdets DNA, da de i sin tid for alvor slog igennem, og efter årene med Dumoulin, hvor satsningen blev reduceret til fordel for klassementer, har holdet i de senere år igen haft store ambitioner på det område. Det er imidlertid ikke blevet til den store succes, selvom de fik en spurtsejr i Giroen i år, og nu står de endnu mere svækkede tilbage. Mest markant er det, at Bol siger farvel. Det er klart, at hollænderen har haft nogle svage år, og at det nok står klart, at han næppe bliver nogen supersprinter, men i disse år har DSM ikke råd til at miste ryttere, der kan levere resultater. Måske var de få i både 2021 og 2022, men han vandt trods alt en Paris-Nice-etape for halvandet år siden. I en trup med så få store navne er det svært at undvære en af holdets sprintere.

Endnu værre er det, at toget sprænges til atomer. Alberto Dainese var med sin sejr i Giroen jo ellers en af holdets succeser i 2022, og han har vist, at han har farten til at blande sig, hvis blot han kunne få styr på sin svage positionering. I det lys havde holdet en gylden chance for at samle det supertog med Nikias Arndt, Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen, der viste sig som Tourens stærkeste i 2020, og gøre det til en relativt fast gruppe omkring Dainese, men den mulighed forpasses. Arndt, Nieuwenhuis og Pedersen siger nemlig farvel på én og samme tid, og selvom vi ikke har set meget til det flotte tog i de seneste to år, er det farvel til endnu en af holdets succeser.

Nieuwenhuis burde nu nok kunne erstattes, for han fik aldrig det landevejsgennembrud, man havde håbet, og efter en tid, hvor han primært huskes for sin podieplads i Paris-Tours, vælger han nu ganske frivilligt at satse 100% på cross. Så er det straks værre at sige farvel til Pedersen og Arndt. Danskeren viste sig i 2020 som en fremragende lead-out man, og selvom vi desværre så alt for lidt til det i 2021 og 2022, der var sløje år, vil han blive savnet. Quick-Step begår sjældent fejl, og når de stadig ser et stort potentiale i danskeren i rollen foran en sprinter, burde alarmklokkerne ringe hos Spekenbrink og co. Han fik jo heller ikke megen lejlighed til at vise sine evner i 2022, hvor han med en mærkelig kalender nærmest blev kørt ud på et sidespor, hvor han ikke rigtigt kunne vise sine kvaliteter, og når nu Dainese har haft det så svært, kunne hans evner formentlig bruges bedre. I klassikerne er det også et muligt for tab, for selvom han intet har vist i de senere år, kunne man stadig håbe på, at han kunne genfinde niveauet fra 2020, hvor han vandt Paris-Tours. I lyset af truppens nuværende niveau var det i hvert fald forsøget værd.

Måske mest chokerende er det, at Arndt siger farvel. Tyskeren har nærmest været en institution på holdet igennem en menneskealder, men nu slutter altså også det ægteskab. Det er længe siden, at han har været hurtig nok til at vinde massespurter, men han har været en solid lead-out man, der også har for vane af og til at hive kaniner op af hatten, som har gjort med nylige WorldTour-sejre i Vueltaen og Polen. På sine gode dage har han også en chokerende god holdbarhed, men han er alligevel aldrig rigtigt slået til i klassikerne. Resultaterne er ganske få, og derfor er det ikke noget alt for stort tab, men når vi taler om et hold, der savner både styrke og erfaring, efterlader han et hul.

På sprintersiden er sidste farvel til Asbjørn Kragh, men her er tabet nok desværre ikke uoverkommeligt. Danskeren havde det svært i sin tid på holdet, blandt andet grundet skader, og har i de seneste to år stort set ikke kørt løb. Ærgrelsen vil derfor være større over at skulle sige farvel til Nico Denz, men også her skyldes tabet mest af alt, at truppen generelt er nødlidende. Tyskeren har nemlig lignet en mand i krise igennem længere tid, hvor hans niveau har virket bekymrende, indtil han pludselig hev en chokkanin op af hatten med sin sensationelle bjergetapesejr i Tour de Suisse sidste sommer. Det er dog som alsidig hjælper, at han har spillet en rolle, og her er han bestemt ikke uerstattelig.

Holdet har forsøgt at rette lidt op på sønderbombningen af deres tog. De henter nemlig Alex Edmondson til holdet, og han har i hvert fald nogen erfaring med at køre lead-outs. Desværre må man også sige, at BikeExchange-toget aldrig rigtigt fungerede, og spørgsmålet er derfor, om det vil gøre det på DSM, når nu toget generelt ser svagt ud. Han er heller aldrig blevet den figur i brostensklassikerne, man fornemmede for nogle år siden, og medmindre det ud af det blå skulle ændre sig, er det alene som lead-out man, at han vil skulle bruges. For Dainese er enhver rytter af denne type dog tiltrængt forstærkning.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den største forstærkning er imidlertid Patrick Bevin, men ingen aner, om det vil blive en succes. Newzealænderen har nemlig haft en mystisk karriere, hvor han i lange perioder er helt usynlig, og han synes nu om dage kun at finde formen i en kort periode i løbet af foråret. Her viste han imidlertid også et tårnhøjt niveau i 2022, hvor han chokerede alt og alle ved at vinde Tour of Turkey samlet, ligesom han endelig vandt en reduceret massespurt i Romandiet, hvor han så ofte har været tæt på. Han er så alsidig, at han kan bruges til et hav af forskellige ting, og holdet har også lagt på til, at han skal bruges i et bredt spektrum af løb. Hvis man kan sikre, at han når sit høje niveau mere stabilt gennem 2023, er han en ganske solid forstærkning, fordi han med sin fart og holdbarhed er en af de få, der faktisk kan levere resultater, men hvis han fortsætter med at være usynlig i det meste af sæsonen, vil det næppe blive nogen succes. Det kan derfor gå begge veje.

Han er i hvert fald uhyre vigtig i den kommende sæson, hvor han er en af relativt få ryttere, der skal levere resultaterne, for derudover har holdet som altid haft mest fokus på unge talenter, hvor der kommer seks nye navne. Egentlig fik de fat i to af de måske mest løfterige navne allerede sidste sommer, hvor de rykkede de spændende sprintere Casper van Uden og Pavel Bittner op fra udviklingsholdet. Da de allerede har været på holdet i et halvt år, tæller de egentlig ikke med i denne analyse, men de fortjener nu alligevel en kommentar. Efter den store svækkelse på sprintersiden er de nemlig kærkomne forstærkninger med et løfterigt potentiale. Van Uden vandt flere massespurter i 2023, ikke mindst i Tour de l’Avenir, og imponerede stort på højeste niveau, da han blev nr. 4 i den brutale og vindblæste udgave af Scheldeprijs, og Bittner, der er knap så hurtig, imponerede med sin holdbarhed ved næsten at tage medalje ved U23-VM. Der er således masser af potentiale i den sprintergruppe, de stiller med i den kommende sæson.

De seks nye navne, der kommer til holdet nu, skal til gengæld styrke dem på andre områder, nemlig i klassikerne og bjergene. Her gemmer der sig også en mulig juvel. Ved sæsonstart var der ikke meget, der tydede på, at Oscar Onley ville være noget særligt, men det fik han i den grad lavet om på. Egentlig var hans Baby-Giro, hvor han endte som nr. 9, også ganske beskeden, men i efteråret bragede han ind på scenen. Først blev han samlet nr. 7 i Tjekkiet, hvor han var meget tæt på at vinde den ene af de to bjergetaper foran WorldTour-ryttere, inden han imponerede stort i Tour of Britain, da han på løbets sværeste stigning som den eneste kunne følge Dylan Teuns og Tom Pidcock. Det hele kulminerede i CRO Race, hvor han to gange kørte helt lige op med selveste Jonas Vingegaard - og det vel at mærke i en alder af 19 år! Hans udvikling har været ganske dramatisk, og da han i forvejen har kørt meget, meget få løb på UCI-niveau, kan man kun gisne om, hvor meget han fortsat kan forbedre sig. Foreløbig har han vist, at han er en storartet puncheur, der kan blive en fremragende ardennerrytter, men vi mangler fortsat at få et bedre indtryk af hans evner i de høje bjerge. Det bliver vi klogere på i de kommende år, og vi ved, at han kan levere resultater allerede i 2023. Holdets tillid synes af gode grunde helt enorm, for han har fået en meget lang kontrakt frem til udgangen af 2027, og det forstår man godt!

Hans makker i flere af årets løb er Max Poole, der også allerede har kørt flere løb for holdet og har vist sit potentiale med samlede top 10-placeringer i Arctic Race og Tjekkiet samt en 6. plads i bjergløbet Valle d’Aosta. Alle resultater fortæller historien om en ung brite med gode klatreevner, men han er ganske alsidig, da han også er en relativt hurtig herre. Umiddelbart fremstår han nok mere som ardennertype end klassisk klassementsrytter, men han har i hvert fald vist, at han kan begå sig på flere områder og vist et potentiale, der gør ham værd at holde øje med.

Matthew Dinham kan i virkeligheden minde om ham. Også han er en klatrestærk type, der i år blev samlet nr. 9 i Tour Alsace og nr. 11 i Tour de l’Avenir, men han har også nogle ganske imponerende resultater i spurter i meget store grupper. Holdet lægger op til at udforske hans evner i både kuperede klassikere og etapeløb, og det skal blive interessant at se, hvor langt det fører. Umiddelbart virker han ikke helt så talentfuld som Poole, men tiden vil vise, om den vurdering er korrekt.

Også Lorenzo Milesi kan være lidt svær at kategorisere. En sejr på en bjergetape i Tour de l’Avenir, hvor han endte som en samlet nr. 14, vidner om, at han bestemt kan køre opad, men intet tyder på, at han vil udvikle sit til at være nogen bjergrytter. Han synes heller ikke voldsomt hurtig, og han ligner derfor heller ikke den oplagte vindertype. Noget råstyrke har han dog, for han vandt hele tre gange i 2022, herunder på en enkeltstart - en disciplin, hvor han også er tidligere italiensk juniormester og bronzevinder fra junior-EM - og det skal blive interessant at se, i hvilken retning hans udvikling vil gå herfra.

De sidste to nye ryttere hører mere entydigt til i klassikersegmentet. Sean Flynn kommer fra både mountainbike og cross og har vist en blanding af punch, klatreevner og spurtstyrke. Resultaterne er også ganske pæne uden at være skræmmende, og også er her juryen ude i forhold til, hvor langt potentialet rækker. Målet er i hvert fald at gøre ham til et stærkt kort i de kuperede klassikere, hvor holdet bestemt har plads til forstærkning.

Endelig er der danske Tobias Lund Andresen, der er den tungeste af de nye ryttere. Danskeren er yderst lovende efter en bragende flot juniorkarriere, og han har i sine første år på U23-niveau også vist sig stærkt frem for WorldTour-holdet, først i 2021, hvor han med tre top 2-placeringer kørte fremragende i Tour de Bretagne, der regnes som det stærkest besatte 2.2-løb, og blandede sig helt fremme på gruset i Antwerp Port Epic, hvor vinderen hed Mathieu van der Poel. Hans 2022 var knap så iøjnefaldende, men han nåede at runde året af med et flot VM, og da han fortsat er meget ung, er han bestemt en rytter, der bliver meget spændende at følge. Med sin gode spurt og sit punch på kortere bakker er han i hvert fald en helt oplagt fremtidig klassikersatsning for det hollandske hold.

Tager man Van Uden og Bittner med i regnskabet, har holdet således fundet talenter både inden for massespurter og klassikere samt i bjergene, og i Onley har man muligvis fundet en sand perle, der kan hjælpe med at genrejse holdet, ligesom også særligt Lunds potentiale er spændende.  Om det er nok til at bringe holdet tilbage til fordums storhed, er dog tvivlsomt. Mere presserende er det, at holdet nok engang står meget svækket tilbage. Tabene af Arensman og Kragh er store, på et hold som dette vil også Bol blive savnet, og Dainese vil lide voldsomt under, at toget er sprængt til atomer. Bevin og Vanhoucke er skam spændende forstærkninger, begge med et stort potentiale, men de er også begge kendt som totale lottokuponer. Selv hvis de blomstrer og ender som succeser, får holdet et hyr med at præstere lige så godt som i 2022 - og det var jo ikke just, fordi den sæson var en bragende succes.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

DSM har været på en længere rejse igennem deres historie, hvor fokus er skiftet flere gange. I de første år var mandskabet primært et sprinterhold, der i stigende grad fik fokus på klassikerne. Dernæst kom årene, hvor det blev ambitionen at opbygge en trup, der kunne vinde grand tours med Tom Dumoulin, hvorfor massespurter og klassikere blev nedprioriteret, men efter hollænderens pludselige exit er de nu tilbage ved rødderne. I 2020 og 2021 udpegede holdet klassikerne og spurterne som et hovedfokus, selvom der med navne som Wilco Kelderman, Jai Hindley samt senest Romain Bardet og Thymen Arensman også har været et vist klassementsfokus.

Holdet har ikke officielt erkendt, at klassikerkampen allerede er tabt igen, men efter et 2022, hvor Søren Kragh var en enmandshær i de store endagsløb, er det svært at se, at DSM vil spille nogen væsentlig rolle i den kommende sæson. Kragh er væk, og dermed mangler holdet sin spydspids. De primære kræfter i hovedparten af forårssæsonen vil være John Degenkolb og Nils Eekhoff, men der er ikke grund til den store optimisme. Degenkolbs gradvise forfald synes at fortsætte uden pause, og det er svært at se, at det pludselig skulle ændre sig. Eekhoff var jo enormt spændende, da han imponerede stort i 2020, men han har nu gennemført to sæsoner, hvor han stort set intet har vist. Han har været næsten urimeligt ramt af sygdom og uheld, og derfor kan man håbe, at han kan rejse sig i 2023, men optimismen må efterhånden være afdæmpet. Uanset hvad vinder han næppe et af de tre første monumenter eller et andet løb på WorldTouren, og skal holdet opnå et større resultat i løbet af den fladere del af klassikersæsonen er det vel i de lettere løb som Kuurne, Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, hvor de begge med lidt held måske kan spurte sig til en top 10.

Faktisk vil det være langt mere interessant, hvis Alberto Dainese begyndte at fokusere på klassikerne. Hans holdbarhed nåede helt uventede højder i 2022, hvor han klatrede fremragende, og han ligner en mand, der bestemt kan drømme om at spurte om sejren på Via Roma i Sanremo og i Wevelgem samt i Frankfurt. Hans svage positionering er et stort problem i den slags løb, men det vil være meget interessant, hvis holdet udforsker hans talent som klassikerrytter i den kommende sæson. Vi ved også, at han er lynhurtig, og hvis han en sjælden gang placerer sig rigtigt, kan han bestemt også levere gode resultater i de mere klassiske sprinterløb som Scheldeprijs og De Panne. Her har holdet en alternativ option i Sam Welsford, der jo startede som lyn og torden i 2022, men skal genfinde de takter efter en kedelig afslutning på 2022.

Holdet har naturligvis også nogle meget spændende talenter. Tobias Lund har en stor fremtid i brostensløbene, og Casper van Uden og Pavel Bittner er de holdbare sprintertyper, der også kan levere resultater i den slags løb. Det vil dog være meget at forlange, at vi ser dem helt fremme i de store klassikere allerede i 2023.

En joker er Patrick Bevin. Newzealænderen er jo den alsidige type, der egentlig burde kunne gøre det glimrende i brostensklassikerne, og holdet har signaleret, at de vil bruge ham lidt over det hele. Hidtil har han dog fokuseret mere på mere klatretunge løb, og med tanke på den klatring, vi så, da han i 2022 tog den samlede sejr i Tyrkiet, er det nok tvivlsomt, om han vil give brostenene et skud i den kommende sæson. I givet fald vil han også mangle noget erfaring. Under de rette omstændigheder kunne han dog være top 10-kandidat i Sanremo, hvis han skulle ende med at stille til start her.

Heller ikke i Ardennerne er udsigterne alt for lovende. Det kunne være meget interessant at se Bevin i Brabantse Pijl og Amstel, der burde passe ham storartet, men de øvrige ardennerløb er for hårde. Hvis han går med sin ventede Tour-satsning, vil det være nærliggende for Romain Bardet at gøre løbene, som han elsker, til et mål, for han har tidligere med podiepladser i Liege og ved VM vist sine evner i de kuperede endagsløb. Han vil da også være en solid top 10-kandidat i både Fleche og Liege, men det skal flaske sig, hvis det skal blive til mere end det.

Mindst lige så interessant vil det være at følge kometen Oscar Onley. Mens vi stadig har til gode at se, hvad han kan i de høje bjerge, ved vi, at han som puncheur allerede kan presse Jonas Vingegaard til det yderste. Selvfølgelig vinder han ikke en ardennerklassiker i 2023, men hans efterår indikerer, at han meget vel kan imponere stort i de løb allerede i den kommende sæson. Og hvem ved hvor langt han kan komme i et løb som Brabantse Pijl, hvor modstanden er knap så stor? Også Max Poole, Sean Flynn og Matthew Dinham har på sigt evner i den slags løb, men det virker for tidligt at forvente at se dem på den store scene. Strade Bianche er et andet løb, hvor både Bardet, der tidligere har været på podiet, og Onley kunne gøre det ganske pænt.

I efteråret er perspektiverne ikke meget bedre. Dainese vil være et meget interessant kort i Hamburg og Bretagne, hvor han under de rette omstændigheder vil være podiekandidat, og skulle Eekhoff genfødes, ved vi, at han tidligere har gjort det fremragende i Bretagne, der også kunne være et mål for Degenkolb. Det kunne være yderst interessant at se, hvad Onley kan drive det til i Canada, hvor særligt løbet i Montreal burde passe ham storartet, og også San Sebastian burde passe ham strålende. Det er også et løb, hvor Bardet har sine muligheder, hvis han er frisk efter Touren, og samme duo vil også være fokus i de italienske efterårsklassikere. Bardet har for vane at køre i top 10 i Lombardiet, som han senest gjorde det i 2022, og det kan sagtens ske igen. Tiden vil så vise, om Onley også kan gøre sig gældende i et løb med så mange højdemeter allerede i 2023.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Med Tom Dumoulins exit blev ambitionen om at opbygge et klassementshold til grand tours som sagt droppet, og selvom holdet lidt overraskende var meget tæt på at vinde Giroen i 2020, hvor de fik to mand på podiet, er de erklærede ambitioner på etapeløbsområdet nu anderledes. Planen er stadig at blive et klassementshold, men det er en langsigtet plan, som er baseret på udviklingen af unge talenter. Derfor erklærede holdet forud for 2022 også, at én af mandskaets to grundpiller ved siden af massespurterne var udviklingen af unge klassementsryttere.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den mission gik jo ganske fremragende, da Thymen Arensman bragede ind på scene som en sand komet, men desværre blev han jo som bekendt fanget ind af et større og stærkere mandskab. Derfor må man nu starte forfra med det nye kuld af talenter, og det betyder, at der fortsat går noget tid, inden holdet kan drømme om at præsentere den næste Dumoulin.

Heldigvis hentede holdet jo en mere erfaren kaptajn i form af Romain Bardet, og efter et mere beskedent 2021 lykkedes de jo faktisk med at genrejse ham i 2022. Vi ved stadig ikke, om han faktisk kunne have kørt med om sejren i Giroen, hvor han så meget stærk ud inden sin sygdom, og trods den knap så gode forberedelse og en skidt tredje uge endte hans Tour jo med at være ganske god. Der er derfor al mulig grund til at gøre en grand tour-satsning med Bardet til et af sæsonens hovedmål, og alt tyder på, at det bliver i Touren. Ganske vist har franskmanden ikke officielt meldt sin deltagelse, og man kan endnu ikke udelukke, at han efter den flotte start på Giroen i 2022 føler sig fristet af igen at satse på den italienske grand tour, hvor modstanden er knap så skrap, men han var i hvert fald meget begejstret for den tempofattige Tour-rute, der næppe kunne passe ham meget bedre. Selv den bedste Bardet, vi så i Giroen, vil næppe igen kunne gå på podiet i Touren, men hans 2022 viser, at top 5 ikke nødvendigvis er urealistisk. Skulle han i stedet satse på Giroen, kan han muligvis stræbe lidt højere, men den mulige sejr, han jagtede i maj, virker ikke helt realistisk, når han er oppe mod Remco Evenepoel på en rute med 70 km enkeltstart.

Det virker sandsynligt, at holdet vil fokusere meget målrettet på klassementet i Bardets grand tour, og det vil altså efter alt at dømme være Touren. Det virker i hvert fald usandsynligt, at han skipper sit hjemmebaneløb, når ruten passer ham så storartet, men det er også muligt, at han igen prøver at køre begge de to første grand tours. Det vil gøre klassementsfokus større i dem begge, men ved siden af Bardet vil fokus formentlig udelukkende være på etapesejre. I de senere år har de benyttet Vueltaen som deres talentlegeplads, hvor de har givet de unge ryttere en chance, men i år er truppen præget af så mange unge ryttere, at de næppe kan holde sig til at bruge det spanske løb som stedet til at teste de unge ryttere af. De kan formentlig komme på tale allerede i Giroen også.

Massespurter vil spille en betydelig rolle, og det vil være med Alberto Dainese som centrum. I 2022 kørte han både Giro, hvor han vandt en etape, og Tour, og det virker ikke usandsynligt, at det er planen igen. De hårde sprinteretaper i Giroen passer fint til den stadig mere holdbare italiener, og i år har Touren så mange sprinteretaper, at det er svært at tro, at de ikke møder med en sprinter. Vi ved nu, at Dainese kan vinde en etape, i hvert fald i Giroen, men det kræver lidt held med hans svage positionering, særligt nu hvor toget er svækket så markant. Meget taler for, at han i en eventuel Tour-satsning igen vil kunne få støtte af Nils Eekhoff og John Degenkolb, der også begge kan spurte, i fald Dainese ikke kommer til start, men deres potentiale rækker ikke til mere end yderlige top 10-placeringer.

Efter et stærkt 2022 ligger der formentlig også en grand tour-debut og venter på Sam Welsford, men hans holdbarhed er stærkt begrænset, og det gør det svært. Giroens sprinteretaper er formentlig for hårde til, at en satsning giver mening, og det virker mere oplagt at sende ham til Vueltaen, hvor sprinterkonkurrencen ofte er begrænset. Som nævnt er det dog også talentholdepladsen, og man kan sagtens forestille sig, at de allerede i den kommende sæson vil sende den unge og lovende Casper van Uden til Vueltaen som holdets førstesprinter. Et alternativ er Pavel Bittner, der dog umiddelbart nok står under Van Uden i sprinterhierarkiet.

Holdet har også en anden potentiel klassementsrytter i Andreas Leknessund, men selvom han i 2022 begyndte at genfinde nogle af de meget lovende takter, han havde i sin U23-tid, synes hans klatring og desværre også enkeltstart fortsat for begrænset til, at han vil kunne køre klassement. Til gengæld er han et etapevinderbud, og hans satsning vil formentlig være i Touren, hvor han også vil kunne agere støtte for Bardet. Holdet har også klatreren Harm Vanhoucke, hvis topniveau jo fortsat er ganske højt, men han er alt for ustabil til at køre klassement og har tillige for vane hurtigt at falde sammen i grand tours. Drømmen vil dog stadig være, at han kan vinde en etape, formentlig i enten Giroen eller Touren. Den meget lovende klatrer Henri Vandenabeele havde til gengæld et meget svært 2022, og han mangler i hvert fald noget robusthed, inden han kan køre klassement. Kommer han tilbage på sporet, vil han dog også være en mand, der kan jagte en etape i bjergene, hvad også Chris Hamilton kan, selvom det for ham skal flaske sig, hvis det skal lykkes. I 2022 begyndte Marco Brenner også at give glimt af sine gode klatreevner, og med tanke på den flotte bjergetape, han kørte i Vueltaen, kan man håbe, at han kan komme endnu tættere i den kommende sæson. Endelig viste Kevin Vermaerke fremgang i 2022, og måske han kan komme tættere på en udbrudssejr i den kommende sæson.

Det måske mest oplagte bud på en grand tour-etapevinder vil dog nok være Patrick Bevin. Han har i hvert fald evnerne og farten, men han har aldrig haft nogen synderlig succes i grand tours, hvor han måske lider under lidt manglende holdbarhed. Det synes dog givet, at han vil køre enten Giroen eller Touren som en af holdets spydspidser, og med lidt held kan han bestemt vinde en etape. Til gengæld synes hans engang så gode enkeltstart at være helt forduftet, og det er næppe her, vi vil se ham fremme.

Blandt de helt unge talenter er der som nævnt Van Uden og Bittner, men det er Oscar Onley, der vil tiltrække sig mest interesse. En grand tour-debut er bestemt ikke umulig, og det vil i givet fald efter alt at dømme være i Vueltaen. En klassementssatning er nok ikke helt realistisk, når vi intet kender til hans holdbarhed eller evner i de høje bjerge, men lægger han yderligere et niveau til det, vi så i 2022, kan han formentlig allerede vinde en etape, særligt fordi han også har punch og er hurtig. For de øvrige unge ryttere vil det dog nok være en postgang for tidligt at tro på en etapesejr, hvis de gør grand tour-debut i Vueltaen, og for dem vil det primært handle om at lære.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdets store begrænsninger kommer også til udtryk i de ugelange etapeløb, hvor antallet af potentielle klassementsryttere også er få. Det store navn er her naturligvis også Romain Bardet, men selvom han har forbedret sin enkeltstart, lider han i den slags løb voldsomt under sine tempoevner. Han er mere top 10- end vinderkandidat, men det kunne være interessant, hvis han vil satse 100% på det enkeltstartsløse løb i Catalonien, hvor han vil have sin bedste chance på WorldTouren. Derudover vandt han jo Tour of the Alps i 2022, og selvom han med stor sandsynlighed dropper Giroen i den kommende sæson, er det en titel, han meget vel kunne tænkes at forsvare.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det andet oplagte navn er Andreas Leknessund. Han lignede jo i 2020 den kommende store etapeløbsrytter fra Norge, men den professionelle start har været svær og langsommere end forventet. Han udviklede sig dog ganske positivt i 2022, men selvom klatreevnerne fortsat mangler en del, og han slet ikke har fundet de tempoevner, man havde forventet, mangler han nok stadig for meget til, at han kan stræbe efter meget mere end yderligere top 10-placeringer på WorldTouren. I samme kategori falder Marco Brenner, der jo er yngre og havde det svært, da han blev professionel direkte fra juniorklassen, men som nu begynder at vise så lovende takter, at han som tempostærk klatrer kan begynde at køre klassement. I første omgang synes niveauet dog kun at række til lidt mindre løb, hvis han skal blande sig i kampen om top 10.

Holdets unge klatrer Henri Vandenabeele havde en meget svær 2020-sæson, og derfor skal vi næppe forvente at se ham fremme i løbene på WorldTouren. Det er dog alt for tidligt at opgive hans talent, og han burde være en rytter, der i 2023 kan køre klassement i mindre løb, hvor han dog lider under sin enkeltstart. Det gør Harm Vanhoucke i den grad også, og han har meget at bevise efter et skidt 2022. Vi så dog i Catalonien i 2022, hvor godt han klatrede, og her viste han, at han godt kan køre klassement også i de store løb, når bare de ikke er for lange og uden en enkeltstart.

Mest interessant bliver det dog med Oscar Onley. Naturligvis er der langt fra Tjekkiet og Kroatien til de store løb på WorldTouren, men vi ved som minimum, at han kan køre med om sejrene i etapeløb på 2.1-niveau. Hvor langt evnerne rækker på WorldTouren - ikke mindst på enkeltstarterne og i de høje bjerge - bliver vi forhåbentlig klogere på i 2023, men med hans ekstremt stejle udviklingskurve skal vi ikke udelukke, at det kan blive rigtigt godt allerede i den kommende sæson. Også Max Poole kan køre klassement, men det vil være i mindre løb uden for WorldTouren.

Holdets sprintersatsning er også markant, og man må antage, at Alberto Dainese skal køre en del etapeløb på WorldTouren. Hvis holdet dropper klassikersatsningen med ham, kunne det være interessant at se ham i løb som Catalonien, Baskerlandet, Romandiet, Dauphiné og Schweiz, hvor han med sin stærkt forbedrede holdbarhed burde have gode sejrschancer. Helt anderledes er det med Sam Welsford, der skal sendes til de løb, der har bedst muligheder for de helt rene sprintere, men genfinder han takterne fra foråret, vil han være interessant i løb som UAE Tour, Benelux Tour og Tour de Pologne. Unge Casper van Uden vil formentlig også få sine chancer, og det bliver meget interessant at se, hvor langt fremme han allerede e. Sådan er det også med Pavel Bittner, der dog som sprinter ikke virker helt så lovende. Det synes bestemt heller ikke umuligt, at Frederik Rodenberg efter et svært 2022 kan få sine chancer undervejs, men som for Welsford gælder, at det skal være i de lettere løb. Selvom de muligvis fortsat vil spurte lidt, skal vi til gengæld næppe forvente de store spurtresultater fra John Degenkolb og Nils Eekhoff. Endelig har Marius Mayrhofer også spurtet lidt, men der synes efterhånden at være mange, der står foran ham i sprinterhierarkiet, og Tobias Lund er nok mere tiltænkt en rolle i klassikerne og som lead-out man.

En mand, der jo faktisk kan vinde spurter, er Patrick Bevin, der vandt en reduceret massespurt i Romandiet i 2022. Han kan meget vel få chance for at gentage den bedrift i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor han også kan jagter etapesejre via udbrud. Med god hjælp fra modvind vandt han jo faktisk Tyrkiet Rundt samlet i 2022, og selvom det bliver svært at gentage den bedrift, kan han køre klassement i mindre løb med begrænsede klatreudfordringer, selvom hans gode enkeltstart er forsvundet. Som minimum vil han gå efter sejren fra sæsonstart i Tour Down Under, hvor han før har haft stor succes, og hvor årets lettere rute giver ham ganske gode muligheder.

Endelig vil holdet formentlig også køre nogle mindre endagsløb, hvor de unge ryttere kan levere nogle resultater. Det gælder særligt for Van Uden, Bittner og Lund, der alle har farten, og det kunne også være i den slags løb, at Welsford kunne tage sin første sejr. I de mere kuperede løb vil Max Poole, Sean Flynn og Matthew Dinham være spændende at følge - og det gælder naturligvis i særligt grad for Onley i det omfang, han vil deltage i den slags løb.

Hvem kan overraske?

Som sportens vel nok mest udprægede talentfabrik har DSM det som en kernemission at udvikle unge talenter, og deres historik er jo ganske imponerende. Den evne bliver de særligt afhængige af i år, hvor truppen jo nærmest kan betegnes som et halvt udviklingshold, og derfor må man håbe, at der kommer nogle positive overraskelser fra den unge bande i den kommende sæson.

Chancen derfor er også dog. Ovenfor er Oscar Onley omtalt som en mulig juvel, og med tanke på det, han viste i 2022, er det svært at tro, at vi ikke vil se ham fremme i 2023. Som minimum ved vi, at han kan køre klassement i løb på 2.1-niveau, og vi ved, at han er så god en puncheur, at han også bliver meget spændende i kuperede endagsløb. Vi ved stadig ikke meget om hans evner som temporytter eller i de høje bjerge, og hans potentiale som ”rigtig” klassementsrytter er derfor noget, der fortsat skal udforskes. Hvor langt han kan være med fremme på WorldTouren allerede i 2023, vil tiden også vise, at han har da i hvert fald i Kroatien advaret en vis Jonas Vingegaard om, at han er værd at holde øje med. Det er svært at tro, at han ikke leverer et eller andet i den kommende sæson.

Den anden meget interessant af de unge ryttere er Casper van Uden. Hollænderen tog flere flotte spurtsejre i 2022, herunder i Tour de l’Avenir, og han må formodes at få nogle chancer i 2023. Det kan både være i mindre løb og i etapeløb på WorldTouren, og det skal blive interessant at se, hvor hurtig han er, når han er oppe mod eliten. Han er også en relativt holdbar type, og det gør ham på sigt interessant i klassikerne, selvom vi i 2023 nok mest skal vente at se ham i mindre endagsløb samt som mere klassisk sprinter.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Hurtig er også Pavel Bittner. Tjekken har ikke de samme resultater i massespurter som Van Uden, men til gengæld imponerede han med sin holdbarhed ved VM, hvor han på den relativt hårde rute var med i den gruppe, der kørte om sejren. Det er usikkert, hvor meget han kan blande sig i klassiske massespurter, men hvor langt hans potentiale er i klassikerne, er svært at sige. Vi skal ikke forvente topresultater i de store løb, men i de mindre endagsløb kan vi forhåbentlig få en bedre ide om hans evner. Kender vi DSM ret, vil han også få chance for at spurte undervejs, og det kan give et indtryk af hans evner som mere klassisk sprinter.

I selvsamme endagsløb er Tobias Lund spændende. Danskeren havde ikke sit bedste 2022, men i 2021, hvor han kom direkte fra sin flotte juniortid, var hans præstationer for så ung en rytter ganske imponerende. Også for ham gælder, at vi næppe ser ham brage ind på scenen i de store løb som en anden Remco Evenepoel, men lad os håbe, at han måske kan stifte bekendtskab med de store klassikere, ligesom han kan køre sin egen chance og bekræfte sit potentiale i nogle af de mindre endagsløb, der giver mindelser om de store brostensklassikere.

Sean Flynn har også en ganske imponerende resultatliste i 2022-sæsonens endagsløb, men hvor Lund formentlig skal satse på brostensløb, synes briten også at kunne gøre sig gældende i Ardennerne. I den slags løb har holdet endda ikke mange kaptajner, og derfor vil han i den kommende sæson måske endda kunne få lov at teste sig selv af i en lidt mere fri rolle. Også han er dog helt uerfaren på højeste niveau, og der vil være grænser for, hvor gode resultater han kan opnå allerede næste år.

Lidt anderledes er det med Max Poole. Ligesom Onley har han allerede vist sig pænt frem mod WorldTour-ryttere, særligt i Tjekkiet. Han synes at være samme ryttertype med gode klatreevner og et rimeligt punch, men han er ikke så langt fremme i sin udvikling som sin landsmand. Også for ham gælder, at det er uklart, om han vil være bedst som klassikerrytter eller etapeløbsrytter, men det kan den kommende sæson afklare. Holdets sidste nye klatretype, Matthew Dinham, har endnu ikke vist sig frem mod WorldTour-ryttere, og det virker måske en anelse tidligt at forvente alt for meget allerede i 2023.

Ser man på ryttere med lidt mere erfaring, sprinter Andreas Leknessund og Marco Brenner i øjnene. Begge kom til holdet med meget store forventninger efter en fornem ungdomskarriere, men begge har de også været lidt langsommere end mange kometer til at slå igennem. Længst fremme er Leknessund, der lignede en ny stjerne i sin sidste sæson som U23, hvor han blandt andet imponerede stort ved elitens VM i enkeltstart. Sidste år begyndte han også at vinde hos eliten med sin flotte etapesejr i Schweiz og sin samlede sejr i Arctic Race, men begge resultater blev opnået som udbryder. Den rolle kan han helt sikkert spille i kraft af sin råstyrke, men han har stadig til gode at bevise, at han også kan være klassementsrytter. Hans enkeltstart er aldrig blevet så god som ventet, og hans klatreevner rækker fortsat ikke. I lyset af den positive udvikling i 2022 kan man håbe, at han i 2023 bliver den nye Thymen Arensman, der også skulle bruge et par sæsoner, inden han for alvor slog igennem. I det hele taget minder de to pokkers meget om hinanden, for Leknessund viste også med en meget flot sidste uge i Touren, at han kunne ligne en mand med den helt store motor til grand tours. I første omgang handler det dog om at jagte topplaceringer i ugelange løb.

Brenner kom til holdet direkte fra juniorklassen, og han havde det meget svært i de første år. Det er dog helt naturligt, og vi så blandt andet også, at Carlos Rodriguez, der havde samme karriereforløb, skulle bruge et par år på at blive konkurrencedygtig. I den seneste sæson begyndte der at være hul igennem for Brenner, hvis klatreevner kom til skue i Norge og ikke mindst på den flotte 12. etape af Vueltaen, hvor han var med helt fremme i kampen om etapesejren med navne som Richard Carapaz, Wilco Kelderman og Jay Vine. De tempoevner, der ellers syntes helt væk, så vi pludselig med hans 5. plads på enkeltstarten i Polen, og dermed begynder han nu pludselig igen at ligne det etapeløbstalent, han gjorde i sin juniortid. Er det i 2023, at han endelig begynder at levere klassementsresultater, eller skal vi fortsat nøjes med flygtige resultater på udvalgte dage?

Lidt mindre rutineret er Henri Vandenabeele, men også han burde have et stort klassementspotentiale. Han var i hvert fald uhyre lovende som en kommende belgisk storklatrer i 2020 og 2021, hvor han to gange i træk var på podiet i Baby-Giroen, men hans første år som professionel var meget skuffende og kulminerede med et tidligt exit fra en trist Vuelta-debut. Heldigvis er det ikke uset, at unge ryttere har et svært første år, og han burde kunne tage næste skridt i den kommende sæson, i første omgang i mindre etapeløb uden en enkeltstart, hvor han kan gøre brug af sine klatreevner.

På et hold som DSM, hvor flertallet næsten er unge talenter, kan man nævne et hav af navne, men det er også værd at holde øje med en lidt ældre rytter. Sam Welsford kom til holdet som en lidt ældre sprinter, der var næsten uden erfaring i Europa, og derfor var det lidt uklart, hvor langt potentialet rakte. Den første sæson gav lidt blandede signaler. Han virkede pokkers hurtig, da han blev efter en overraskende 4. plads i skrapt selskab i Koksijde, slog flere af verdens allerbedste i Tyrkiet. Også Dunkerque kom han godt fra start, da han spurtede side om side med Arnaud De Lie på 1. etape, men siden han styrtede i selvsamme spurt, fandt han aldrig melodien. Sæsonen viste, at han er god i sidevind, men den viste også, at han ryger af på selv den mindste bakke, og hans opgave er derfor at fungere som helt ren sprinter. Selvom han sluttede sæsonen så trist, er der grund til at huske på den flotte skalp i Tyrkiet og den lovende start. Med Cees Bol ude af truppen vil han formentlig være den nye andensprinter bag Alberto Dainese, og derfor kan man håbe, at han får flere chancer, både i mindre etapeløb, i helt flade endagsløb, i ugelange WorldTour-etapeløb og måske endda i en grand tour-debut, formentlig i Vueltaen. Forhåbentlig vil sæsonen vise, at den lovende start på 2022 havde sin begrundelse.