Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med EF Education-Easypost, der endte på ranglistens 18. plads.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

BEMÆRK: EF Education-EasyPost har ikke officielt præsenteret deres trup for 2023, men da de har nået deres maksimum på 30 ryttere, må dette ventes at være den endelige trup.

Ryttere, der bliver på holdet

Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Jonathan Caicedo, Diego Camargo, Simon Carr, Hugh Carthy, Jefferson Cepeda, Esteban Chaves, Magnus Cort, Owain Doull, Odd Christian Eiking, Ben Healy, Jens Keukeleire, Merhawi Kudus, Mark Padun, Andrea Piccolo, Neilson Powless, Sean Quinn, Jonas Rutsch, Tom Scully, James Shaw, Georg Steinhauser, Rigoberto Uran, Julius van den Berg, Marijn van den Berg, Lukasz Wisniowski

Nye ryttere

Richard Carapaz (INEOS Grenadiers), Andrey Amador (INEOS Grenadiers), Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step Alpha Vinyl Team), Stefan De Bod (Astana Qazaqstan Team)

Ryttere, der forlader holdet

Michael Valgren (EF Education-NIPPO Development Team), Sebastian Langeveld (stopper karrieren), Ruben Guerreiro (Movistar Team), Alex Howes (stopper landevejskarrieren), Lachlan Morton (stopper landevejskarrieren), Hideto Nakane (stopper karrieren), Daniel Arroyave (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Siden har der dog været mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de steder, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt er det blevet en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt i 2019 og en fornem 2020-sæson med Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Siden er det dog igen gået ned ad bakke, og holdet endte derfor i en desperat dødskamp mod slutningen af 2022, hvor Vaughters endte som en af de managers, der i desperation måtte sende sine tropper til snart sagt alle efterårets løb i håb om at sikre sig det nødvendige antal point. Det lykkedes heldigvis, men det blev alligevel for andet år i træk en halvtrist sæson. Bare ni sejre blev det til, hvoraf de to var gevinster i svagt besatte nationale mesterskaber i Irland og Eritrea, og holdet endte på verdensranglisten som nr. 18 - slået af hele tre ProTeams - og som et af de svageste WorldTour-mandskaber.

Det er ikke mærkeligt. I de seneste opgørelser, hvor WorldTour-holdenes budget er blevet estimeret, roder holdet rundt i den tunge ende som et af de tre mest pengefattige sammen med Intermarché og BikeExchange, og holdet har tillige været ekstra hårdt ramt under coronakrisen, hvor det ikke har været verdens bedste ide at være sponsoreret af et firma, der specialiserer at sælge uddannelsesrejser til hele verden. I det lys har Vaughters’ handlemuligheder været ret begrænsede.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det er formentlig også derfor, at han i de senere år har set store talenter som Daniel Martinez og Sergio Higuita søge væk til større og stærkere hold, og i stedet har Vaughters i højere grad satset på talenter og ryttere, hvis karrierer han har forsøgt at genopleve. Efter den kritiske 2021-sæson besluttede han sig også for, at noget måtte gøres, og han gennemførte en større udrensning, hvor han hentede hele 11 nye ryttere til holdet. Midtvejs på sæsonen, hvor pointnøden var størst, var der heller ikke plads til to ryttere, der primært kørte gravelløb, hvorfor Lachlan Morton og Alex Howes blev sendt på landevejspension, så der kunne blive plads til to talenter i form af Jefferson Cepeda og ikke mindst Andrea Piccolo, der allerede har vist sig at være en af 2022-sæsonens store kup efter et forrygende efterår.

Vaughters har med andre ord været meget aktiv i sit forsøg på at gøre en ende på trængslerne, og den proces er fortsat i denne transfersæson. Denne gang er han imidlertid gået efter kvalitet og ikke kvantitet, for med bare fire nye ryttere har holdet været et af de mest passive. Til gengæld har holdet også begået et af de allerstørste kup, der i høj grad vil forandre det EF-hold, vi kendte i 2021.

Vaughters har nemlig fået fingre i en sand verdensstjerne. Det er lidt af et mysterium, hvordan det lykkedes for en mand med så beskedent et budget, men faktum er, at EF vandt kampen om det største navn blandt de grand tour-ryttere, der havde kontraktudløb efter 2022-sæsonen. Det lykkedes nemlig at overbevise Richard Carapaz om, at han var bedre tjent med at være den fisk hval i et lille EF-bassin end én blandt mange kæmpefisk i et stort Ineos-ocean.

Man kan sagtens diskutere, om det var et klogt valg af Carapaz, men for Vaughters er det et sandt kup, der havde gjort hans transfersæson til en kæmpesucces, uanset hvordan det ellers var gået. Den olympiske mester går nemlig direkte ind i rollen som holdets altoverskyggende, og meget af sæsonen vil blive bygget op omkring ham. Selvom han aldrig har været nogen ørn i ugelange løb, da han har for vane kun for alvor at toppe i grand tours, har han trods alt vundet Tour de Suisse og er endt som nr. 2 i Catalonien, og dermed vil han allerede i forårets løb kunne bidrage med resultater, det efterhånden ret svage klassementshold ikke har været vant til i lang tid. Hvis han vil, kan han også køre kuperede endagsløb - han er trods alt olympisk mester - men det er klart, at det er i grand tours, vi vil se den helt store forandring.

Her har EF vundet etaper, men i klassementet været ret tamme, siden Carthys tredjeplads i Vueltaen for nu to år siden. Det bør ændre sig med Carapaz, der i skrivende stund ventes at blive kaptajn i en Tour, hvor holdet nu vil møde til start med en af de tungeste podiekandidater. Det kan meget vel betyde, at friheden til at jagte etaper begrænses, men det vil bringe EF ind i en helt anden liga som en af de forventede hovedaktører i verdens største cykelløb, der er så uendelig meget vigtigere end alle andre løb. Kender vi den uhyre stabile Carapaz rigtigt, ender det også med et godt resultat.

Det er klart, at en investering i Carapaz må have kostet kassen, og derfor er der ikke blevet plads til meget andet. Det er også ganske sandsynligt, at det har haft den konsekvens, at man lod Ruben Guerreiro bryde sin kontrakt, så han kunne drage videre til Movistar før tid. Det var i hvert fald svært at se, at der var en sportslig begrundelse for at lade ham smutte, for den svingende portugiser nåede med sin chokerende gode klatring i juni, hvor han suverænt vandt endagsløbet på Mont Ventoux og kørte i top 10 i Dauphiné, og sin fornemme 7. plads i Fleche Wallonne helt nye højder i et 2021, hvor han var en af holdets få lyspunkter.

Den udvikling gjorde ham til en af 2023-sæsonens mere spændende navne, og han vil blive savnet i ugelangeløb og i ardennerklassikerne samt også i grand tours, hvor det trods hans egne klassementsambitioner dog nok mest skulle være som etapejæger. Hvis hans exit er en del af prisen for Carapaz-kontrakten, er det dog utvivlsomt en pris, der er værd at betale.

I det hele taget er det på etapleløbsfronten, der er sket mest. Formentlig som følge af Carapaz’ eget ønske har man nemlig også hentet Andrey Amador. Det lyder som en stor gevinst, når vi taler om en mand, der er blevet nr. 4 i Giroen, men sådan er det ikke. Tværtimod har Amador været i kraftig tilbagegang, og det er således meget sigende, at Ineos ikke udtog ham til én eneste grand tour i 2021 eller 2022, selvom det primært var til de løb, man havde hentet ham. I den seneste sæson kørte han et beskedent program med hovedsageligt mindre løb, og der skal således ske en markant omvæltning, hvis hans skifte skal ses som en sportslig gevinst og ikke bare et ønske om at imødekomme Carapaz.

Så er der mere musik i Stefan De Bod, men han har karakter af en lottokupon. Sydafrikaneren er tidligere blevet nr. 3 i Østrig Rundt og endte i år som nr. 4 i både Slovakiet Rundt og Sibiu Cycling Tour, hvilket vidner om, at han kan levere resultater i mindre og svagere besatte etapeløb, hvor han drager fordel af sin ganske gode enkeltstart og sine hæderlige klatreevner. Det er dog svært at se ham gennemgå en udvikling, hvor han vil kunne udfylde en væsentlig kaptajnrolle i løb på WorldTouren, hvor han mest vil være hjælper, og nogen væsentlig forstærkning er der ikke tale om.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Man skulle næsten tro, at Carapaz er så løntung, at al fokus i transfersæsonen ville være rettet mod etapeløbene, men Vaughters er minsandten også lykkedes med at hente en klar forstærkning af klassikertruppen. Det var også tiltrængt efter et 2021-sæson, hvor holdet - i høj grundet Alberto Bettiols sygdom - var ret usynlige i de store endagsløb. Bedre er det ikke blevet af, at Michael Valgren jo desværre var udsat for et voldsomt styrt i juni, og faktisk rykkes han jo nu til udviklingsholdet, måske for at give plads til en 30. rytter, mens danskeren forhåbentlig langsomt kommer sig. Formelt står Valgren således på listen over ryttere, der søger væk, men reelt er det jo ikke tilfældet. Hvis alt går, som vi alle håber, bliver han igen en del af førsteholdstruppen, og derfor er det i en transferanalyse som denne svært at regne ham som et reelt exit.

Det ændrer dog ikke på, at han blive savnet i det kommende forår, og da Bettiol som bekendt er meget svingende, har der været behov for en forstærkning. Den har man til gengæld også fundet i form af Mikkel Honoré, der meget vel kan ende som endnu et kup fra Vaughters’ hånd. Danskeren har nemlig stadig det helt store topresultat til gode, men når man ser på hans vanvittige efterår i 2021, hvor han kørte i top 5 i alle sine løb mellem DM og hans ærgerlige exit fra VM - endda i et bredt spektrum af løb bestående af DM, San Sebastian, Polen Rundt, Druivenkoers, Bretagne Classic, Tour og Britain og Primus Classic og i løb, hvor han i alle tilfælde var hjælper for en eller flere kaptajner - taler meget for, at Honoré er en af sportens vordende klassikerstjerner. Det bekræftede han, da han rundede et ellers lidt forsømt 2022, hvor sygdom ødelagde foråret, af med meget stærke præstationer i Bretagne og Canada samt ved VM. Hvis han finder sine bedste ben, bliver han en fantastisk gevinst i både de flamske løb og ardennerløbene, hvor han og Bettiol ligner en af de mest spændende duoer.

Med så markant en forstærkning på både grand tour- og klassikersiden er EF at regne som en stor vinder, og det bliver kun endnu bedre af, at Guerreiro er det eneste væsentlige tab, hvis man tillader at regne Valgren som fortsat medlem af holdet. Morton og Howes stopper først formelt nu, men har stort set ikke kørt på holdet i en længere periode, og deres exit vil man reelt ikke mærke. Derudover er der kun blevet sagt farvel til tre mindre ryttere. Sebastian Langeveld er ganske vist et stort navn, men det er længe, længe siden, at han vandt Omloop og var på podiet i Roubaix, og hans exit vil kun koste noget erfaring. I 2022 lignede han i hvert fald en mand, der på det fysiske plan var pensionsmoden. Den unge colombianer Daniel Arroyave var allerede en spøjs signing, da de hentede ham for to år siden, og det har vist, at han desværre slet ikke havde niveauet til WorldTouren, og den japanske klatrer Hideto Nakane kom vist alene til holdet, da Nippo var hovedsponsor og havde brug for en japansk rytter på holdet.

Konklusionen er derfor ret klar. EF har haft en svær tid, men med en fremragende transfersæson har de givet sig selv de bedste forudsætninger for at vende skuden. Holdet vil med Carapaz få en helt ny status i grand tours, hvor de nu kan ventes at køre med om sejre og podier, og på klassikersiden er holdet forstærket markant med Honoré som medkaptajn ved siden af Bettiol. Selvfølgelig gør tabet af Guerreiro ondt, men det er umuligt at komme til anden konklusion, end at der står et stort, fedt plus ud for EF, når det samlede transferregnskab skal gøres op.